Da Floyd Landis lavede sin episke præstation på 17. etape hørte man Rolf Sørensen gentage flere gange: "Det er den mentale psyke han kører på nu - det er ren vilje". Og ja - ingen tvivl om at der var tale om en viljepræget indsats ud over det sædvanlige, men udover vilje, talent og træning, så kørte han sandsynligvis også på en medicinsk forhøjet iltoptagelse og udholdenhed. Det er nemlig sådan med fysiologi og cykelløb, at kroppen er nødt til at følge visse spilleregler. Magi findes ikke.

Et af de store problemer for en rytter, der skal excellere på flere etaper efter hinanden, er om brændstoftankene kan holde hele vejen hjem. Brændstoffet i den her sammenhæng er musklernes glykogendepoter. Selvom rytterne spiser og drikker alt hvad de kan undervejs på en etape, så vil glykogendepoterne uværgeligt være udsat for en gradvis tømning. Når disse depoter er næsten tømte møder rytterne muren. Muligvis hvad der skete for Landis på 16. etape, da han i slutningen tabte 8 minutter. Løsningen på problemet er at møde op til start med så fyldte depoter som muligt. Dette er imidlertid svært under et Tour de France, da depoterne under normale forhold ikke kan nå at blive genfyldte i tiden fra den ene hårde etape slutter til den næste begynder. Dagene i alperne illustrerede i særlig grad et sådan scenario. Den ulovlige løsning på problemet er anvendelse af en kombination af sukkerdrop og insulindrop. Insulinen gør at sukkeret kan transporteres ind i muskelcellerne med ekstra høj hastighed.

 Betyder det så, at alle rytterne anvender drop? Nej, slet ikke. Det er sådan, at tømningen af glykogendepoterne er afhængige af hvor hårdt der arbejdes gennem en etape. Jo højere intensitet, desto hurtigere tømning. Hvis en rytter kan tillade sig at ligge på hjul i feltet det meste af en etape, så behøver depoterne ikke at udgøre et problem. Hvis en rytter derimod bliver tvunget til selv at trække, samt selv at skulle svare igen på mange angreb fra de andre, så vil tømningen være meget høj. Med andre ord: hvis en rytter skal lave en exceptionel præstation dagen efter at han har kørt sig helt i bund, så vil insulin- og sukkerdrop være en rigtig god hjælp.

En anden meget udbredt metode er anvendelsen af bloddoping. Der er ikke noget nyt i det, men sagen omkring den spanske læge Fuentes har afdækket en del af den systematik der anvendes. Det er ikke unormalt at udholdenhedsatleter møder op til konkurrencer eller konkurrencesæsoner med et nedfrosset lager af eget blod. Typisk kan der være tale om 4-5 portioner svarende til en halv liter blod pr. portion.

Hvis man dagen inden en etape indsprøjter en portion af de gemte røde blodlegemer, vil det give en forøgelse af den maksimale iltoptagelse og dermed præstationsevnen, der er så markant, at andre cirka-lige-så-gode-ryttere bliver kørt agterud. Selvom man har sat en grænse for hvor høj blodprocenten må være (hæmatokritten), så ligger denne grænse så meget over normalværdien, at de fleste vil kunne hæve deres blodprocent med 15 % uden at overskride grænsen.

Hverken insulindrop eller bloddoping kan umiddelbart spores. Kun når der dukker andre fysiske beviser op som i den spanske sag, kan synderne afsløres. Det er tit den grænseløse vilje til sejr, der bringer verdens bedste atleter ud i dopinganvendelse. Man ved hvor meget talent man besidder og hvor hårdt man træner. Samtidigt ved man, at en del af ens værste konkurrenter anvender ulovlige metoder for netop at kunne holde dig væk fra skamlen. Det er kendt og accepteret at doping er en del af gamet, og derfor betragter mange af rytterne det ikke selv som snyd eller umoralsk.

Min bedste analyse som fysiolog fortæller mig derfor, at Landis var gjort superklar forud for den afgørende 17. etape. Depoterne blev fyldt med insulin/glukosedrop og iltoptagelsen blev optimeret med ekstra blod. Hvordan testosteronen kommer ind i billedet er lidt en gåde. Måske har de følt, at det var en nødvendig satsning for at sikre, at Landis kunne nå at restituere efter den foregående 16. etape, hvor han gik helt ned. De har muligvis troet, at de kunne snyde kontrollen ved at anvende sløringsstoffer eller ved at anvende et lav-dosis testosteronplaster. En anden mulighed er, at den positive test skyldes et testosteronmisbrug, der er foregået noget tidligere i forberedelsesfasen til touren. Evt. givet for at forhindre Landis' hofteproblem i at forværres på et forkert tidspunkt. Tredie mulighed er, at der er en naturlig forklaring på prøvens resultat og Landis ikke var dopet med noget der kunne opdages.

Landis har fortalt at han pga. et problem med skjoldbruskkirtlen har indtaget thyroidhormon gennem det seneste år. Dertil får han cortisonindsprøjtninger for sin syge hofte. Begge hormoner givet lovligt, men samtidigt to "gode" hormoner for en naturligt stor rytter, der skal holde vægten nede for også at klare sig i bjergene.

De kommende dage vil bringe flere facts på bordet, men uanset hvad, så kørte Landis ikke 17. etape på økologiske produkter.

Skrevet af Morten Zacho, cand. scient. 27. juli 2006

Kommentarer (14)

Navn

Email

Kommentar

mindre | større

Tilføj Kommentar