Kosttilskud?
“Kosttilskudene” vi snakker om her, går normalt under navne som: androstendion, androstendiol, 19-norandrostendion og DHEA.

 

Stofferne findes imidlertid i mange forskellige kemiske konfigurationer, som f.eks. kan angives ved: 4-androsten-3,17-dion som er lidt forskellig fra 5-androsten-3,17-dion. Generelt er de udgaver der hedder noget med “19-nor” og “4-” er de meste potente. Stofferne er generelt forstadier til de “rigtige” hormoner og bliver derfor kaldt “pro-hormoner”. Nandrolon er et af de klassiske anabole steroider (også kendt som Deca-Durabolin).

Det er forbudt! -og det kan købes!
Betegnelsen kosttilskud afhænger af hvor man befinder sig. Stofferne kom frem i starten af 1997 og kunne frit købes som kosttilskud overalt. De er senere kommet på dopinglisten og kan ikke købes i Danmark. De kan imidlerid købes som kosttilskud i USA og mange andre lande. De er også til handel på Internettet, hvor man dog på de fleste store netbutikker vil møde følgende besked “Due to customs we are unable to ship any prohormones (andro, dhea, tribulus, norandro,etc.) to Canada, France, or Denmark.”.

Det bliver spist!
Ovenstående kosttilskud var meget populære (og tilladte) da de kom frem. Mange atleter spiste dem i store mængder, og en del har nok ikke helt kunne slippe dem, efter at stofferne kom på dopinglisten. Yderligere er de her omtalte stoffer ingredienser i mange forskellige produkter med mærkelige navne. Dette kan gøre det svært at gennemskue for atleter, der som en del af deres præstationsoptimering går efter effektive og lovlige kosttilskud. En del af de nyeste nandrolondomme hænger muligvis sammen med indtagelse af det, der for blot 2 år siden var et lovligt kosttilskud.

Det virker (til dels) og kan spores!
Androstendion og androstendiol kan øge koncentrationen af testosteron i blodet (med 4-androstendion som den mest effektive) (5). Dette sker på trods af, at størstedelen af disse stoffer bliver omdannet til inaktive steroider ved optagelsen i mave-tarmkanalen.Androstendion og androstendiol kan øge testosteronkoncentrationen i urinen med en faktor 2-3, nogle få timer efter indtagelse. Dette kan give anledning til postiv testosteron-test, fordi testosteron øges mere end epitestosteron, hvorved ratioen (T/E) mellem disse to overskrider 6, som er grænseværdien. Dette er specielt kritisk for personer der naturligt har en høj T/E ratio (over 2). Normalt vil urinprøverne se normale ud igen indenfor 24 timer (1).

Efter indtagelse af 19-norandrostendion, som er forstadie til det potente steroid nandrolon, optræder der høje koncentrationer af de samme affaldsprodukter i urinen som bruges til at dømme positiv for nandrolon (norandrosterone and noretiocholanolone). Disse kan spores i urinen i 7-10 dage efter indtagelsen af blot en enkelt dosis 19-nor-4-androstendione på 50 mg. (1, 2). Hvis der er mere end 2 mg norandrosterone i urinen anses man for at have indtaget nandrolon.

DHEA har ingen fordelagtige effekter i forbindelse med styrketræning (medmindre man i forvejen lider af sygelig testosteronmangel)(6).

Der er bivirkninger!
De ovenstående kosttilskud bliver i høj grad omdannet til østrogen (kvindeligt kønshormon), specielt i forbindelse med hård træning. Uanset hvad de forskellige producenter påstår, så kan dette ikke reduceres ved at blande andre ting i produkterne (3).

I et studie, hvor man gav androstendion samtidig med styrketræning, fandt man at testosteron i blodet ikke blev øget. Ligeledes var der heller ingen effekt på muskel- eller styrketilvækst. Til gengæld fandt man at mængden af det “gode” kolesterol (HDL) i blodet var mindsket (4).

Referencer:
1. Over-the-counter delta5 anabolic steroids 5-androsen-3,17-dione; 5-androsten-3beta, 17beta-diol; dehydroepiandrosterone; and 19-nor-5-androsten-3,17-dione: excretion studies in men. Uralets VP, Gillette PA
J Anal Toxicol 2000 Apr;24(3):188-93

2. Over-the-counter anabolic steroids 4-androsten-3,17-dione; 4-androsten-3beta,17beta-diol; and 19-nor-4-androsten-3,17-dione: excretion studies in men.
J Anal Toxicol 1999 Sep;23(5):357-66
Uralets VP, Gillette PA

3. Effects of anabolic precursors on serum testosterone concentrations and adaptations to resistance training in young Men.
Brown GA, Vukovich MD, Reifenrath TA, Uhl NL, Parsons KA, Sharp RL, King DS.
Int J Sport Nutr Exerc Metab. 2000 Sep;10(3):340-59.

4. Effect of oral androstenedione on serum testosterone and adaptations to resistance training in young men: a randomized controlled trial.
King DS, Sharp RL, Vukovich MD, Brown GA, Reifenrath TA, Uhl NL, Parsons KA
JAMA 1999 Jun 2;281(21):2020-8

5. In vivo 4-androstene-3,17-dione and 4-androstene-3 beta,17 beta-diol supplementation in young men.
Earnest CP, Olson MA, Broeder CE, Breuel KF, Beckham SG
Eur J Appl Physiol 2000 Feb;81(3):229-32

6. Effect of oral DHEA on serum testosterone and adaptations to resistance training in young men.
Brown GA, Vukovich MD, Sharp RL, Reifenrath TA, Parsons KA, King DS
J Appl Physiol 1999 Dec;87(6):2274-83

Similar Posts

One Comment

  1. Super artikel.. vil gerne have en date med den person som har skrevet det her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *