mugge

Fredag på job:
 
Chinups - 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10,9,8,7,6,5,4,3,2,1 (100reps ialt)
Leg ext - 4sæt x 20-30reps (Bare for pumpet)
 
Fint fint. 

Tillykke med ny lejlighed og ny tilværelse. Jeg håber, det bliver til glæde for dig.  Hegelforstærkere i er i øvrigt fede.

Hmmm, det troede faktisk ikke man kunne. Så er det jo helt åndssvagt for alle os mosjoer, når vi bruger efteråret på at komme i dårlig form.
I dag samme styrketræning som sidst, blot med 50 langsomme tåhævninger som forudtrætning i stedet for 40.
Min “knælæge” ringede svar fra MR-scanning og sagen er afsluttet. Der skal ikke opereres og han mente at en fys ville være spild af tid. Menisken flosser lidt men den gør ingen skade og vil formodentlig trække sig endnu mere sammen. Med lidt held, ender jeg med jeg ikke mærke noget til det men forbedringen kan også stoppe i morgen og blive ved at være en tikkende bombe. Holder jeg igen i de næste uger, vil det gavne i længden, så..... Og som alle knælæger fraråder han belastning når benet er bøjet mere end 90grader. Men det gjorde de også dengang med korsbåndet og grinede og fortsatte, at ryglæger omvendt anbefaler at man løfter med knæene, så.... Men jeg tror måske alligevel at ting som frontsquat skal lægges på hylden, uanset hvor godt det måske bliver. Suk, suk og suk.
Højre knæ er meget bedre i dag - så må vi se om fremgangen holder ved, så jeg måske kan Zwifte lidt i weekenden.

I søndags sluttede første fase af mit vægttabsforløb. Vægten sagde 82,5 kg, så det betød at jeg rundt regnet har tabt 2,4 kg på 11 dage. Det er jeg jævnt tilfreds med, og planen var egentlig også bare at kickstarte forløbet. Min normale vejedag er onsdag, og i dag kunne jeg se at jeg havde tabt 300 gram ift. sidste onsdag, hvilket også er dejligt motiverende. Målsætningen er at smide 300 gram om ugen, så på den måde er det fuldstændig som det skal være. 
Jeg har stor fokus på vægttabet i øjeblikket, da jeg ved at vægttab i sæsonen er tæt på umuligt for mit vedkommende. Som det også er nævnt i en anden log herinde, så er det som om at kroppen bare ikke vil smide vægten selvom træningsmængden bliver øget betragteligt. Jeg har da også læst andre steder at vægttab er 80% kost og 20% træning, og i den henseende passer det faktisk ret spot on. Derfor er jeg også ekstra motiveret til at få tabt en ordentlig portion vægt inden træningsmængden bliver skruet op. Så snart sæsonen er igang er min erfaring at jeg maksimalt kan smide 1 kg og samtidig opretholde en fornuftig træning. 

Rigtig godt nytår 2019!
Jeg håber, at det bliver et skønt år for dig :-) Med masser af dejlige oplevelser og træning, der føles lige som det skal.
Tak for alle hilsnerne "sidste år" ;-)
 
Kh Tina

Änglamark Nytårsløb
Jeg overlevede formiddagens halvmaraton i nogenlunde god stil. Min venstre ankel værker stadig, desværre, men jeg kom i mål på 1:37, uden at den faldt helt fra hinanden. Desværre var der - for en gangs skyld - gået fuldstændig kuk i Spartas nummersystem, så jeg fik udleveret et reservenummer ved starten og står kun noteret for en 10 km-tid. Men hele turen endte som sagt på 1:37, kunne jeg se ved målstregen, og det er jeg egentlig godt tilfreds med - alt taget i betragtning.
Nu står den på en måned eller to med blandede bolcher - det vil sige både spinning, cykling og løb - indtil den venstre ankel er kommet sig helt. Der er Frost Cup næste søndag, og den har jeg da tænkt mig at løbe, men ellers skruer jeg lidt ned for løbet, så biostilladset kan komme ovenpå igen. Hvis bentøjet ikke makker ret til den tid, fortsætter jeg med en god portion cykling og spinning, tror jeg. Jeg gider simpelthen ikke løbe og have ondt. Det strider imod min motionsfilosofi.
Kom godt ind i det nye år!

Jeg har tidligere forsøgt at holde motivationen kørende med en blog, og det gik egentlig ganske fornuftigt. Jeg håber, at denne blog kan være med til at holde mit fokus på min målsætning til den kommende cykelsæson, og de mål jeg nu opstiller her forneden.
 
Jeg ønsker, ligesom overskriften nævner at øge mit FTP, men mere væsentlig - min watt pr. kg. - dette kræver selvfølgelig at, jeg får tabt noget vinterfedt, men også at jeg træner struktureret efter de sæson mål jeg nu engang også har. Jeg har tilmeldt mig LaMarmotte til næste år, og derfor bliver meget af min træning baseret på muskel-udholdenhed, og træning decideret for at kunne opnå at yde maksimal effekt længe.
 
Baggrund om mig
Jeg er 32 år gammel, og har hele livet dyrket idræt - hvor jeg i de sene teenage år, dog stoppede med fodbold og basket, for istedet feste og være social med vennerne. I midten af tyverne begyndte jeg at træne 5 gange om ugen (styrketræning) hvilket jeg stoppede med for et par år siden. Jeg dyrkede dertil også basket fra 26-30 år, inden jeg lagde de forskellige andre sportsgrene på hylden, for at fokusere udelukkende på cykling. Jeg har mange venner som cykler, og er selv et stort konkurrence menneske, hvorfor jeg mente at jeg skulle bruge min tid på cykling for at blive bedre end mine kammerater, selvfølgelig :D.
Sidste år kørte jeg et struktureret program, og ramte en FTP på min hjemmetræner som hed 290 watt (og vejede 78kg) og derfor 3.7 w/pr kg. Denne test blev senest lavet i starten af oktober - hvor jeg siden da, er blevet opereret i øret, som gav mig ufrivillig tvungen tid uden cykling - faktisk mere end regnet med fra lærernes side, da øret ikke healet helt så godt - så faktisk er jeg først nu, blevet givet grøn lys til at give den gas på cykling - hvorfor jeg har knap 7-8 ugers uden fysisk aktivitet whatsoever.
 
Mål
Mit primære mål for den kommende år, er at opnå et stærkt resultat til LaMarmotte. Det altoverskyggende mål er, at forberede mig på den bedste mulige måde, så jeg har de nødvendige tal for at kunne køre LaMarmotte på under 8 timer, såfremt alt spiller (læs: godt vejr, cyklen kører derudaf, ingen punkteringer m.v.)
 
For at nå ovenstående mål, er min forventning at jeg taber mig, så jeg vejer max 74kg (jeg vejer 78.8 pt), så altså tabe mig 4.8kg, som burde være muligt her i vinterperioden hvis jeg tager mig lidt sammen, og hele tiden at opmærksom på mit mål. Yderligere er målet at ramme en w/pr kg på omkring de 4 - dvs. at jeg mindst skal opnå en FTP på 296 ( altså tabe 4.8 kg og gaine 6 watt mere end tidligere)
For at nå min opsatte FTP, og for at opnå den bedst mulige forberedelse til LaMarmotte, er det også vigtigt at mine intervaller er i den længere ende end jeg tidligere har trænet. Hvor jeg tidligere er gået meget op i en høj 5m max output, men også eksplosivitet, skal jeg i år træne mere muskel-udholdenhed, og længere intervaller istedet, hvilket også skulle bidrage mere til en højere FTP end mine tidligere kortere intervaller gjorde.
 
Træning
For at opnå de bedste forudsætninger, for at øge min FTP - kræver det selvfølgelig også en vis træningsmængde. Jeg vil forsøge at opretholde en trænings uge på 5 gange om ugen, hvor jeg vil holde mandage og fredage fri. Det vil åbne op for længere ture i weekenden, hvor jeg kan få distance og tid i sadlen - samtidig med at, det i ugedagene vil være mere effektiv træning med en træningsvarighed på omkring 1 time til 1.30 time.
 
Min første FTP-Test efter tvunget pause på knap 8 uger
Puha. Jeg har fået lavet min FTP test, for at finde mine træningszoner således at, jeg kan få træning på 80-90% af min FTP her i starten, for at senere øge intervallet til 85-95% af min FTP senere. Og intervaller af varighed på 8, 10, 12 og 15min indtil jeg føler at min muskel udholdenhed kan klarer flere trin op i varighed.
Det var meget sært at lave denne FTP test. Min puls røg op i loftet hurtigere end jeg kunne nå at træde i pedalerne. Tidligere har jeg været vant til, at min puls er lav og jeg har svært ved at få den ret meget op. Det har uden tvivl været pga. jeg altid har været i god form, således at hjertet er så stort det ikke behøver at få pumpet så meget blod til sig. Men skal love dig for, at det var anderledes nu, og føles meget anderledes end tidligere.
Testen sluttede med at, vise min FTP var røget ned med 21% - nærmere 231 watt, hvorfor jeg altså i min 8 ugers pause har mistet 59 watt. Og det synes jeg umiddelbart var mere end jeg havde frygtet. Jeg er dog også overbevidst om, at de røde blodlegemer har det med at forsvinde fra kroppen hurtig, og derfor ikke pumper blodet rundt ligeså godt, som når kroppen er fyldt af dem (som mere er tendensen når man er i form), og hjertet selvfølgelig ikke er ligeså stort som tidligere grundet mangel af træning -  hvorfor jeg forventer, at efter et par uger - så vil jeg forhåbentlig have fået et stort nøk op - mere end jeg vil de efterfølgende uger. Så selvom det var en træls overraskelse, så er jeg stadig fortrøstningsfuld.
 
FTP: 231
MÅL: 300
DIF: 69 Watt
 
Vægt: 78.8 kg
Mål: 74 kg
Dif: 4.8 kg
 
 

For lige at holde lidt liv i den gamle blog. Selvom det er lidt tid siden er her min beskrivelse af mit sidste Ultra løb. 160.9 kilometer på Mors.
Jeg er tilmeldt igen i 2019, og målet er at slå min gamle tid. Håber at kroppen er med på projektet.
  Kan 5 kilometer virkelig føles så langt?     Det var nok det jeg tænkte mest den sidste time af Mors 100 miles 2018. Det var afslutningen på et af de hårdeste løb jeg nogensinde har prøvet rent fysisk såvel som mentalt. Men samtidigt en af de største løbe oplevelser jeg har haft i min korte karriere som ultraløber. Da jeg for snart mange måneder siden besluttede mig for at stille op til mors100miles, var det efter at have set flere andre løber, jeg har løbet sammen med, skamrose løbet, og fortælle hvor fantastiske det var. Jeg skal være ærlig og sige at jeg måske tænkte at de måske overdrev lidt, og hvor vanskeligt kan det være at løbe 100 miles? Det er jo ”KUN” 160,9 kilometer. Jeg havde jo selv løbet 175 kilometer til 24 timer løbet i Sæby i 2017, og det endda med et knæ der absolut ikke var med på ideen, de sidste 8 til 10 timer.   Bevares der var da nogle der skrev lidt om at Mors ikke var fladt, men der er jo heller ikke fladt omkring Tårs og omegn, hvor jeg løber til dagligt. Så jeg følte egentligt ikke at det var en uoverkommelig udfordring jeg satte mig. Samtidigt var der jo sat masser af tid af til at løbe de 160,9 kilometer, hele 26 timer, masser af tid.   Selvom jeg følte mig sikker på at jeg havde formen til at gennemføre løbet, da jeg meldte mig til som nummer 14, få timer efter at tilmeldingen åbnede, tænkte jeg dog også at det nok var fornuftigt at få trænet en smule struktureret frem mod løbet. Det var dog også alle tiders plan, men som jeg har fundet ud af er min hemmelige superkraft, at lægge alletiders plan, og så vælge helt at se bort fra den. Nu var det ikke 100% mit eget valg ikke at følge planen, da der kom en periode med sygdom ind over i starten af året, der gjorde at jeg var nødsaget til at skrue en smule ned for løbet. Det gjorde at jeg skruede ret kraftigt ned for mine ambitioner til 24 timers løbet i Sæby, hvor jeg havde en plan om at tage det som en lang træningstur, og indlægge løbe/gå og et lavt tempo. Løbet i Sæby var på mange måder en brat opvågning. Det var meget varmt, og jeg benyttede mig igen 100% af min superkraft, og valgte ikke at følge min nøje tilrettelagte plan. Alt for hårdt udlæg i varmen, gjorde at jeg var tappet for kræfter efter 90 kilometer, og efter nogle timer med at gå, valgte jeg at stoppe efter godt 116 kilometer.   Løbet var på ingen måder spildt. Det var en god mental lærestreg, i at når jeg har givet mig selv en udvej ud, F.eks. ved at kalde det en træningstur, så har jeg en tendens til at tage den udvej. Samtidigt skal jeg ikke lave om på min strategi på raceday. Det er jeg simpelthen ikke erfaren nok ultraløber til endnu. Jo når det er korter ultraløb som 50 eller 100 kilometer, men når det er længere løb, tapper jeg for meget på ressourcerne ved at lave de lidt for hårde udlæg.   Nå men Sæby fik mig til at læggen en træningsplan der havde fokus på mængde og meget lidt fokus på hastighed. Low impact, også for ikke at rende ind i en skade, som den jeg oplevede i 2017. Jeg startede ud med at løbe i 7 minutter og gå i 3 minutter. Det blev senere lavede om til 8 minutters løb og 2 minutters gå. På den måde fik jeg både trænet at løbe, men også at gå. En evne jeg ikke mestrede særligt godt da jeg fik problemer i Sæby i 2017. Da sommeren 2018 jo også var usædvanligt varm, var det bestemt en fordel at kunne tage de lange ture med min Ultravest på, og vand i flaskerne, og så hydrere hver gang jeg havde mine gåpas. Jeg fik faktisk nogle ret fornuftige træningspas sommeren over. Desværre blev jeg en smule hæmmet lige da min træning skulle peake, da min Colitis (En kronisk ikke smitsom tarmsygdom) valgte at gå i udbrud. Det er ikke nemt at have lange løbepas, når man skal på toilettet hver ½ time, og generelt er helt tappet for energi. Jeg prøvede dog at få det bedste ud af situationen, og få løbet så meget som der var energi og ro på. At min sædvanlige Goto medicin ift. Udbrud så ikke var tilgængelig længere var absolut ikke en bonus. Jeg skal gerne indrømme at jeg var noget nervøs for om jeg over hovede ville være i stand til at stille op hvis min Colitis ikke gik i ro. Heldigvis gik den i ro efter godt 3 uger, og omkring 10 dage før Mors100miles. Jeg valgte dog at tage den forebyggende medicin, selvom nogle af bivirkningerne er feber, hovedpine og andre mindre morsomme ting. Men det er reelt set et valg mellem 2 onder. Nå men med 10 dage til løbet, vidste jeg godt at det ikke var der jeg lige skulle ud og løbe 60 kilometer test løb, og begynde at lave supplerende styrketræning, jeg måtte stole på grundformen.   Nå efter denne relativt lange indflyvning er det vist blevet tid til at sige lidt om selve løbet og optakten. Jeg havde valgt at tage en fridag om Fredagen, for at have god tid til at komme til Mors, og have tid til at nå at få nummer og komme til racebrifing. Jeg havde lejet et værelse et sted der hed Strømpehuset, og det var rigtig fint. Min kæreste var med, ikke som kørende depot, men som opbakning og fordi jeg godt kan lide at være sammen med hende. Egentligt var mors også sammenfaldende med at jeg skulle have mine unger, en detalje jeg havde overset. Heldigvis kunne min mor have dem hos sig. Det hjælper også at de begge er over 13, og er ret selvhjulpne, men det var en stor hjælp, selvom det også havde været hyggeligt at have dem med. Nå men, jeg nåede det hele fredag, og huskede også de nøje pakkede dropbags jeg havde lavet Onsdag og Torsdag. Røde plast poser fra den lokale købmand i Tårs, med en Cacaomælk bundet i hanken så de var nemme at genkende. Køreturen til Mors var ret udramatisk, og indkvarteringen i strømpehuset var nem. Det foregik med en adgangskode man fik via SMS. Eneste minus jeg havde overset var at det var på 2. sal. Efter indkvarteringen gik turen til Nykøbing mors, for at se sidste års vinde Bruno Batsberg, aflevere vandrepokalen, og få afsløret sin vinder flise i gågaden.   Det er altid noget helt særligt at være til løb lokalt, og særligt ultraløb, de man ellers sjældent møder andre der er lige så tossede som en selv. Her var der omkring 98 andre tosser som mig, der havde tænkt at 160,9 kilometer da var alletiders måde at bruge en lørdag og søndag på at løbe. Pinen og Plagen som løbeklubben hedder på Mors, havde stablet alle tiders show på benene, med taler osv, så det føltes som noget specielt. Efter flise afsløring gik turen ned til vandrehjemmet, hvor der var nummer udlevering, og aflevering af dropbags. Der var en vis forundring i nummerudleveringen da jeg svarede nej, til at have følgebil med. Jeg fik dog alligevel en nummer til Kærestens bil, da jeg havde aftalt at hun skulle møde mig ved 80 kilometer, og hjælpe mig med at få skiftet tøj hvis det var nødvendigt. Ellers ville hun ikke kunne køre op til depotet. Efter aflevering af dropbags osv, var der racebriefing, hvor reglerne for løbet blev forklaret. Blandt andet at man ikke måtte få hjælp uden for depoterne, og ikke måtte have cykler osv, til at pace en.   En regel der giver god mening, men som langt fra blev fulgt. Mere om det senere. Jeg stødte også på min gamle læremester ud i poserunning, Posemanden Claus himself og hans padawan Bimmer. Efter racebriefing var der aftensmad. Aftensmaden var egentligt O.K og det var rigtigt hyggeligt at sidde med de andre løbere og supportere og snakke, men som smånærig jyde, er 125 kroner nok en smule i overkanten for det der blev serveret. Efter maden var det forbi Netto og handle lidt godt og sødt, og så tilbage til Stæmpehuset, for at slappe af og få sovet, så jeg var klar til starten 9.30 lørdag.   Pudsigt nok havde Posemanden og Bimmer også lejet et værelse på samme etage som os, på strømpehuset, så der blev snakket lidt løb og ultrøb. Posemanden har blandt andet løbet Spartalon, og forsøgt sig med Badwater, hvor han måtte udgå ved 100 kilometer. Stadigt en præstation. Posemanden var med som opbakning for Bimmer, der skulle se om han kunne få sin første ultraløbs skalp. Lørdag, stod jeg op ved 7 tiden, og fik nogle toast madder med honning, og noget Tea med sukker. Dernæst fik jeg løbeudstyret på, og huskede at smøre god med friktions creme på de udsatte områder. Jeg tjekkede også vejr udsigten, der ikke var super positiv. Byvejret lovede heftige regnbyger omkring 13 tiden, og senere på dagen var der meldinger om vindstød af kulingstyrke. Det fik mig til at tage min XL løbejakke med, der har den fordel at den kan være udover ultra vesten, så skal vesten ikke af og på hvis vejret skifter meget, som det så ud som om det ville i starten af løbet.   Lidt i 9, stod jeg klar sammen med kæresten i Nykøbing Mors gågade, hvor vi som løbere blev præsenterede fra scenen. Jeg glemte dog at tage min lille magnet brik med mit nummer på, og sætte på en tavle. En tavle hvor de tager ens brik af hvis man udgår fra løbet. Jeg fik også udleveret min GPS trekker, der heldigvis kunne være i min ultravest. Klokken 9.30 gik starten, med en prolog der føre 2 gange igennem Nykøbing Mors gågade. En kæmpe oplevelse, hvor der står en masse folk og klapper og hepper. Jeg kom helt til at føle mig som en superhelt. Der var en let regn på det her tidspunkt, men ikke voldsomt. Jeg havde meget fokus på ikke at lægge for hårdt ud, og holde mig til det tempo jeg havde trænet til. Jeg valgte dog at vendte med at løb og gå. Men satte blot et tempo der lå mellem 6.30-7.00 min/km. Vejret var meget omskifteligt de første 40 kilometer sådan som jeg husker det. Regn og sol afløste hinanden, og jeg var meget tilfreds med at have valgt løsningen med min under armour jakke, selvom det måske ikke var det ”flotteste” løsning. Jeg husker ikke noget særligt dramatisk fra de første 40-45 kilometer. Der var dog et stykke hvor man skulle ud og vende, tror det er ved Feggersund. Her møder man nogle af de hurtigere løbere på returvejen, og man møder også selv de lidt langsommere løbere på returvejen. Jeg havde flere gange observerede løbere med følgecykler, der cyklede lige ved siden af dem, og havde også en enkelt gang påtalt det. Selvom løbsledelsen havde sagt at man måske ikke lige gik voldsomt op i det, ved slutningen af løbet, syntes jeg personligt det var en smule voldsomt at have så meget håndholdt support og pace med allerede fra starten. At nogle af følgecyklerne senere på ruten var direkte stressende, fordi de lagde sig lige i numsen af en på nogle vanskelige nedløb, er en anden sag. Det var nok de 2 eneste gang jeg var lidt sur under løbet. Jeg lider nok af erindrings forskydning, men mit Fenix3 giver mig tildels ret. Efter de første 50 kilometer begynder Mors altså at blive bakket. Der var nogle gode lange bakker, men ikke noget der forskrækkede mig særligt. Sådan nogle har vi også derhjemme, var min tanke. Jeg skal gerne afsløre at jeg ikke havde nærstuderet ruten særligt meget, men jeg havde dog bidt mærke i at der stod et sted at biler kunne køre med på 90% af ruten. Det betød i min bevidsthed at der nok kun var omkring 10% trail osv. Det er muligt at der kun er 10% trail på ruten, men jeg kan afsløre at det føles som mere. Da jeg kom til det første sted hvor der lige pludselig var et trappe op, og dernæst noget smalt spor med reb i siden tænkte jeg da mit. De havde da vist også sagt noget med noget fedtet moler senere, men hvor svært kunne det nu være? Og den der bakkespurt? Mon ikke de overdrev en smule???   Jeg havde dog fået en mindre vable på lilletåen kunne jeg mærke, og min løsning med en tynd sok ud iver mine Injen tåsokker blev skrottet, af med ydersokken og vider, og jeg mærkede egentligt ikke meget til vabler senere. Nu bliver man jo sjældent andet en klog af skade, og jeg fandt da ud af hvorfor den jeg mødte på min vej svarede at det blev meget værre, når jeg kækt roste dem for deres bakker. Jeg kan helt sikker ikke huske alle de bakker der var efter de 50 kilometer, for der var godt nok mange. Store og små, lede og rigtigt lede. Særligt deres bakkespurt der startede med en langt trail stykke med vådt og fedtet græs, der ikke ligefrem er egnet til glatte HOKA asfalt sko, der slutter af med noget der føles som en lodret opstigning det sidste stykke op af en bakke der var godt fedtet, satte sig solidt i min bevidsthed. Egentligt ikke som noget negativt, men mere en ahha oplevelse. Heldigvis var det i dagslys de fleste ”trail” stykker foregik. Utroligt smuk natur vi kom igennem. Vejret var dog ret ustadigt, mange og tunge byger afløst af en smule sol og håbet om opklaring, og så regn igen og med en stiv kuling lige imod en, uden meget dække fra naturen nogle af stederne, følte jeg mig da lidt udsat. Jeg lå dog ganske fint ift. Planen, og fulgte min pace plan ganske godt. Jeg valgte at gå de fleste af stederne med trail da det simpelthen var for usikkert at løbe i de sko jeg havde på. Særligt det stykke med fedtet moler var rigtigt vanskeligt, og her hjalp det bestemt ikke at 2 på mountainbikes følte at de skulle ligge utålmodigt lige bag mig. Som sagt lå jeg fint ift. Planen og var fremme ved 80 kilometer depotet lidt før tid. Mørket var stille og roligt ved at falde på, og jeg havde taget min lille pandelampe på, som jeg syntes gav rigeligt med lys. Jeg havde dog også valgt at tage min store pandelampe med i dropbag hvis den lille ikke var nok. Som aftalt stod kæresten parat i depotet, og fik mig guidet ind til en stol, der stod i depot teltet. Godt hjuplet og guidet af hende fik jeg skiftet overdel, og sokker, der var helt gennemblødt af regn. Jeg lavede også et skoskifte. Samme model som de HOKA jeg løb i allerede, blot tørre, og med frisk ”skum” Jeg fik også punkterede 2 mindre vabler på ydersiden af min trædepude på venstre fod. Jeg fik dog ikke skiftet løbebukser, og jeg glemte at smørre efter med friktionscreme, selvom jeg havde det med.   Selvom jeg ikke var helt sikker på om det ikke var overkill, blev kæresten enig med sig selv om at min kræftige løberegnjakke var det rigtige valg. Jeg valgte også at tage løbe handsker på, og 2/3 løbebukser ude over mine tights, så mine knæ ikke var så udsatte. Jeg valgte at beholde min lille pandelampe på, men aftalte med kæresten at hun kørte den ud til depotet ved 110 kilometer, just in case. Aftalen var egentligt at hun ikke behøvede at give mere support en efter de 80 kilometer, men det var en stor hjælp at hun gad supplere min dropbag længere fremme. Jeg nåede at blive rigtigt glad for min store pandelampe senere, og at jeg havde fået hjælp til at træffe den rigtige beslutning ift. At tage min kraftige regnjakke på, der også har en hætte, for vejret viste sig fortsat fra sin mest ustadige side, med en masser regn og blæst. Jeg havde det fortsat fin, og min medbragte podcast i min lille MP3 afspiller fungerede som fin distraktion. Samtidigt blev jeg til stadighed positivt overrasket over den kæmpe opbakning der var fra Morsingboerne, der stod alle mulige steder og heppede på en. Specielt fik jeg et kæmpe rush, da man blev ført igennem en skolegård, der var fulgt med heppende børn og forældre. Sjældent har jeg følt mig mere som en løbende superhelt en i det øjeblik.   Ved 100 kilometer depotet mener jeg at huske at kæresten til min overraskelse stod der igen. Ikke helt som aftalt, men en dejlig overraskelse. Nogle opmuntrende ord, og et lille kys mener jeg det blev til, og så var jeg videre. Det blev dog meget mørkt efter de 100 kilometer, og jeg var ikke helt tilfreds med den mængde af lys min lille lampe gav, så da jeg kom til 110 kilometer skiftede jeg til min store pandelampe, og lagde min lille i vesten som backup. Det var en rigtigt god beslutning for det regnede næsten uafbrudt efter klokken 2 om natten, og jeg husker ikke særligt meget fra turen, andet en våde veje, og min lyskegle, ja og så bakkerne. Jeg holdt dog mit tempo nogenlunde konstant ift. Planen, og ikke overraskende syntes min hjerne ikke det var nemt at presse energi ud i benene når først mørket falder på. Jeg fik dog også indhentet nogle løbere på vejen. Nogle udgik senere erfarede jeg. Ikke en tanke jeg på noget tidspunkt havde. Mors 100 miles har faktisk tilknyttet et lægeteam, der køre rundt hele løbet igennem, og tjekker op på de enkelte løbere, og deres helbredstilstand. De har også mulighed for at trække en ud af løbet hvis de skønner der er fare for ens helbred. Så jeg sørgede for at være frisk og kæk hver gang de kom forbi. Det har de sikkert nemt gennemskuet, med deres erfaring, men selvom kroppen var træt og mør efter de første 110 kilometer, var jeg ved godt mod, og skulle tage mig selv i ikke at tænke på om en sub 23 timers tid var en mulighed.   En af de ting jeg havde været nervøs for, op til løbet, var om jeg kunne finde vej. Jeg må dog rose løbsledelsen for at have markeret helt fantastisk på 99% af ruten. Gule pile og minestrimler der viste man var på rette vej. Jeg var dog i tvivl en enkelt gang mod slutningen, hvor jeg tøvede og rådførte mig med en tysk løber, der havde lægget bag mig indtil da, han valgte dog at tage det som en opfordring til at løbe fra mig, men fred med det. Jeg var også ved at løbe forbi en markering på de sidste kilometer i Nykøbing mors, men her var der nogle venlige morsingboer der fik mig på rette vej hurtigt. Jeg tror nu også det mere handlede om at jeg var træt der, en at der manglede markering. Selvom jeg egentligt ikke havde forventet at se kæresten mere, før jeg kom i mål, stod hun søreme også ved 135 kilometer depotet. En af de mere trælse steder på ruten, da man skal ned og vende ved sillerslev strand, og altså skal den samme vej ud som man kom ned. Man møder så igen, hvis man er heldig, nogle af de andre løbere. Der var dog varm kartoffelsuppe i depotet, og smålunken tea, så det hjalp. Jeg kunne godt mærke at jeg var godt mør efter de 135, og ved 140 kilometer depotet, der som et af de få var selvbetjening, lavede jeg en fejl. Kæresten stod der igen, og endda med en tandbørste som jeg havde efterlyst, da jeg havde pels på tænderne. Jeg glemte dog helt at jeg havde en dropbag med Cacao i depotet, og jeg glemte også at tage noget energi. Der er jo kun godt 21 kilometer tilbage tænkte jeg. Det er nok ikke helt tilfældigt at som jeg husker det, var det som om nogle trak bundproppen ud på mit energibadekar kort efter. Objektivt set kan jeg dog se på min 5km tider at det ikke var så voldsomt som jeg oplevede det. Men mentalt skulle jeg virkeligt kæmpe for det her, og jeg var nok et meget godt bevis på hvor langsomt man kan ”løbe” uden at gå. For ligesom at føje spot til skade kunne jeg mærke at min højre fod og ankel gjorde ondt. En smerte over forsiden at foden. Jeg havde valgt at tage et refleksbånd om anklen, og jeg tror det måske har været sat lidt for stramt på, men regnen osv. Har gjort jeg ikke var opmærksom nok på det. Det hjalp en smule at tage refleksen af, og løsne skoen lidt.   Med god 10 kilometer igen syntes jeg det begyndte at ligne noget, men jeg kunne godt se at jeg ikke skulle gå alt for langt ned i tempo for at nå ind under de 24 timer som jeg havde sat mig som mål. Min pandelampe var ved at have mistet pusten, men da det var begyndt at blive lyst, var jeg ikke bekymret. Lige indtil man skulle løbe igennem et mørkt stykke skov. Jeg kan underholde længe med oplevelsen af at skifte 4 AA batterier i en pandelampe, medens det begynder at regne kraftigt igen, at man så vender dem forkert i første forsøg, gør ikke meget godt. Det lykkedes dog at få det til at fungere. Omkring de 147 kilometer frøs jeg rigtigt meget. Fordi min hastighed ikke var så stor, og jeg pga. min fod var nødsaget til at gå, kunne jeg ikke holde varmen i mit våde tøj.   Jeg havde i mit trætte hoved glemt at om at jeg havde en ekstra tynd løbejakke i mit ultra vest, så da jeg så kæresten ved 150 kilometer, var det en kæmpe bonus, både som mentalt energi skud, men også fordi jeg havde en gammel regnjakke liggende i bilen. Den kom udover vest og det hele, og hvor den under normale omstændigheder ville have været for varm, var det helt perfekt lige der. De sidste 5-10 kilometer husker jeg bedst som utroligt våde, og med små listige overraskelser fra løbsledelsen i form af grusstier og bakker omkring Sallingsund broen. Det var nok ikke ubetinget lovprisninger jeg sendte deres vej, må jeg indrømme. Som sag var jeg ved at løbe forkert ved bageren i Nykøbing, men blev ledt på rette vej. For hulen hvor føltes de sidste kilometer lange, men kæresten stod og tog imod på det sidste stykke.   Jeg kan helt ubetinget sige at jeg aldrig har været så glad og stolt af mig selv, efter et løb, som da jeg passerede målstregen. 23 timer og 39 minutter var jeg om det. 19 minutter langsommere end den plan jeg havde lagt hjemme fra, men stadigt under 24 timer som jeg havde haft som mål. Selvom jeg har efter definitionen har løbet ultraløb før, føler jeg mig faktisk først for alvor som ultraløber efter at have løbet Mors100Miles. Det kræver noget helt andet at løbe på den måde, en at løbe et 6, 12 eller 24 timers løb på en overskuelig rundstrækning. At vejret så også viste sig fra sin værste side (ift. De løbere der har løbet mange gange) gør nok ikke min oplevelse af accomplisment mindre. Jeg var rigtigt glad for at kæresten gav afkald på sin nattesøvn og valgte at stå og motivere undervejs. Som den løber jeg er, har jeg meget vanskeligt ved at forstå dem der syntes det er en hjælp at have varme biler stående i hver depot, og folk der pusler om en. Jeg ville være alt for tilbøjeligt til at pylre og have ondt af mig selv. Jeg opfatter også ultraløb som en selvbærende disciplin, hvor en del af udfordringen er at man står alene med sig selv derude, det er måske også derfor jeg personligt har det lidt stramt med dem der har en cyklende makker eller makkere med hele vejen rundt. Igen det er min personlige holdning, og de har også løbet 100 miles i deres egen sko, nogle endda betydeligt hurtigere en jeg. Kan jeg forbedre mig? Ja helt klart.   Kan jeg planlægge bedre? Ja men jeg vil påstå at 90% at det jeg havde planlagt fungerede, og de sidste 10% var jeg så heldig at kæresten fik til at spille, så alt i alt fungerede udstyr osv. helt som det skulle under løbet. Jeg skal dog huske det med at få energi nok på de sidste kilometer, men jeg var forskånet for dårlig mave, og havde ingen alvorlige problemer med kvalme osv. Undervejs. Skal jeg løbe Mors100Miles igen? På de sidste 10 kilometer tænkte jeg nogle gange over hvem der var åndsvag nok til at løbe den rute flere år i træk, men jeg er ikke klogere en jeg allerede nu har besluttet mig for at løbe igen i 2019, hvis kroppen og helbredet vil det.   Vi ses Mors, din rappenskralde.

Uge 14
Ugen lander vist omkring de 72-74 km, da jeg tog en træningsfri dag mandag. I dag stod den på 24 km med gradvist stigende tempo. Det lykkedes rigtig fint, som det fremgår af hastighedskurven. Desværre laver pulsmålingen et freak-hop i starten, så den kan man ikke regne med, men da den besinder dig, stiger den sådan set fint nok resten af turen. Det er dog svært at se, da fejlen i starten får den samlede kurve til at se ret flad ud. Jeg var ikke oppe på 146/min på noget tidspunkt.
Jeg har ikke tidligere løbet lange ture på den måde, men det er altså effektivt. Man får løbet en distance, som er længere end halvmaraton, og så får man langsomt skruet tempoet op, så det virkelig kniber til sidst. Tag ikke fejl: Turen er benhård på den her måde, og jeg skal vist ikke lave meget resten af dagen.

Søndag d. 4. november 2018
Program A
 
Kom i seng kl 06 og fik kun et par timers søvn, hvorefter jeg havde tømmermænd.. men en kammerat kontaktede mig og insisterede på at komme og træne, og det endte med at blive en god træning after all:
 
Narrow Grip Paused Bench
5 x 70kg
5 x 89kg
5 x 89kg
5 x 89kg
5 x 89kg
5 x 89kg
Griiind på sidste rep men fik dem mirakuløst ! Ny PR 
Når det bliver meget tungt på sidste rep har mine albuer en tendens til at flare ud og det er virkelig dårligt for skulderen - så jeg er på limit.
 
BW Pull Up
10 reps
7 reps
7 reps
5 reps
 
Weighted Dips
10 x 7,5kg
10 x 7,5kg
10 x 7,5kg
Mere vægt næste gang
 
Gymnastics Rings German Hang
3 sæt
 
Accessories:
- hanging leg raise (3 sæt)
- planken (3 sæt)
- Skulder mobilitet og stabilitet
 
 
 

Træning i FW
Lat pull downs
4x8x55 kg
45 grader benpres
3x8x45 kg i hver side
SDL
3x5x82,5 kg
BB bænk
5x5x60 kg
SDL
3x5x80 kg

DHL-stafet i dag. Den løb jeg på 27,39 minuttet. Det er 5,26 min/km. Gns. puls 145 bpm. Max puls 156 bpm. Kadance 186. Det var helt fint. 

Nå, har jogget mikroture både i dag og i går, og det går fremad med min krigsskade, så jeg vil tro, at jeg overlever :)

Sådan helt generelt er jeg overrasket over, hvor mange, der primært er ude at gå tur med deres mobiltelefon og så bare ved et tilfælde også har deres hund eller barn på slæb, nogle gange begge dele.
 ... sagde den sure, gamle mand :)

Søndag d. 14. oktober 2018
Program A
 
Closed Grip Paused Benchpress
5 x 70kg
5 x 84kg
5 x 84kg
5 x 84kg
5 x 84kg
5 x 84kg
20 x 70kg (backoff)
Øgede med et kg men føles helt på grænsen. Sidste rep i stort set hvert sæt var med lidt besvær uden dog at formen gik ned. Gode pauser i bunden.
Eksperimenterede med 2-3 sec pauser i bunden et par gange (mod normalt 1-2), virkede ikke til at det ændrede det store.
 
Weighted Pullups
5 x 1kg
5 x 1kg
5 x 1kg
5 x 1kg
5 x 1kg
 
Dips
10 x 1kg
10 x  1kg
10 x 1kg
 
Desuden core, skuldermobilitet/stabilitet
Stille og roligt, men føler mig ikke fysisk på toppen. Set i det lys er jeg tilfreds med styrken.
 
Det skal nævnes at jeg træner hjemme og ikke i gym. 
Mit setup:
https://photos.app.goo.gl/3NpAhLLn4ZwtUPSx9
https://photos.app.goo.gl/YSmy5w2Vryp773on6

Så gik der sgu lige et halvt år uden updates. Intentionerne har ellers været gode nok, og træningsindsatsen faktisk også ok, men det er ikke lige blevet til noget med logningen.
Et par uger efter min seneste update sagde jeg mit job op for at realisere en gammel drøm om at blive selvstændig. Min direktør var noget rystet, og vi lavede derfor en aftale om, at jeg først stoppede i ansættelsen op til sommerferien. Det var et kæmpe arbejde at afslutte ansættelsesforholdet, overdrage opgaver til efterfølgere osv. Efter sommerferien startede jeg så mit eget lille kommunikationsrådgivningsfirma, og det har jeg ikke fortrudt et sekund.
Træningsmæssigt har den stået på løb og fodbold. Fodboldsæsonen i Fælledparken nærmer sig sin afslutning. Min formkurve har været stigende hen over sæsonen, og de seneste kampe har været særligt gode, intense og meget fysisk betonede. Et minus er dog, at når jeg er ovenpå spillemæssigt, begynder jeg at råbe af mine medspillere. Det er ikke videre god stil, og jeg bliver nødt til at arbejde med det, så råberiet kun bliver af den positive/opmuntrende/anerkendende karakter.
Løb: Tiderne for mine træningspas har på det seneste været bedre end længe. Jeg havde derfor skruet forventningerne til min præstation i dagens Eremitageløb pænt i vejret, men det endte med alletiders dårligste e-løb-tid, 1:27:56. En del af årsagen er, at jeg ikke fik bevæget mig tilstrækkeligt langt frem i feltet ved starten. Derfor kom jeg til at starte sammen med de allerlangsomste. Det kostede i hvert fald to minutter og formentlig også mere, fordi jeg var meget længe om at finde ind i en god rytme. Men derudover må jeg have haft en løbemæssig offday. Forholdene var der ikke noget galt med: Smukt vejr, fint terræn og god plads efter de første 5 km.
Nå, det er bare op på hesten igen. Det sker allerede i aften, hvor indendørs fodbold-sæsonen starter i Svanemøllehallen 

Jeg fik lavet en bænk PR i dag, der føltes ret godt. En 5er på 150 kg blev det til.

Fin overkropssstyrke du har. 

velkommen tilbage og god bedring

Uge 6 af 20
Sjette uge vel overstået, og jeg har fulgt mit 20-ugers Matt Fitzgerald-program til punkt og prikke. Onsdag bakkeløb, fredag 10 x 90 sekunders tempointervaller. Derimellem almindelige løbedage inklusive to pitstop i FW til lidt styrketræning. Så skibet sejler støt fremad i henhold til planen, og næste uge strammes skruen med nogle 400 og 1600 meter-tempointervaller. Jeg prøver at holde mig selv op på at løbe det intensive arbejde mere intensivt end i foråret. Jeg tror, det er nøglen til at få noget mere fremgang. Mit udgangspunkt er også et andet. Nu, hvor feriebenene er ved at fortabe sig, kan jeg godt mærke, at jeg har taget tråden op fra foråret med den samme type træning. Det falder mig mere naturligt i denne omgang, så jeg er ikke begyndt helt fra nul.
I dag skulle den stå på 21 kilometers Endurance Run, så jeg løb samme tur som sidst, dvs. præcis et halvmaraton på 21,1 km. Havde egentlig gjort op med mig selv, at det skulle lidt langsommere end sidste søndag, men altså det gik over stok og sten, og med 4:48/km landede hele turen på 1:41:25. Det er jeg særdeles tilfreds med på nuværende tidspunkt, og pulskurven er jo én stor rød blok som det skal være med udholdenhedstræning (desværre inklusive en fejllæsning på 169/min hen mod slutningen. Se lige bort fra den!).

Planen i dag var styrketræning men jeg vågnede 8:15 og kiggede ud til blå himmel. Hurtigt op og sluge morgenmad og bælle en liter kakao og på cyklen. I min underbevidsthed har jeg måske haft ide om det, for cyklen var pudset og kæden smurt efter regnen i går.
Jeg nåede at se 9 Hvidovrefolk svinge væk fra mig mens jeg holdt for rødt, så koldstartede med et interval for at indhente dem. Benene var pænt tunge. Fik kontakt og den første times tid skulle jeg have tømt mavesækken ud i systemet og var mat i det. En overgang efter et hurtigt stykke, også med opkastfornemmelser. Der var nogle D´er med og en endnu hurtigere, så tempoet var friskt.
Men så vågnede kroppen og jeg følte mig helt OK. Ved en spurt der starter på en bakke og ender i et langt falsk fladt, var der tre der stak af. Et par stykker foran mig slap og jeg sad toer og ventede på at ham foran slog ud og fik så kørt en fin forcering uden at gå all out. Jeg fik ikke helt hentet de tre men kom alene op til dem, hvilket var noget overraskende. Kirkestop og ned til Roskilde og spurt på Frederiksborgvej - bakken ved domkirken. To stak fra start, et par stykker satte efter og jeg fik så også nusset mig sammen og for første gang i år kom jeg først op. Endda pænt langt foran de næste. Så er der alligevel lidt spurt tilbage i den gamle - det højnede moraleren ret meget og efter jeg fik syren kørt ud, havde jeg de vildeste diamanter i stængerne resten af turen.
Fik en dobbeltføring og da makker 2 slog ud, tog jeg så en dinger alene. Fik en D-mand op i et kvarters tid som jeg kørte flad og jeg endte med at sidde i front i over en halv time i streg.
Til sidst Avedøre Havnevej hjemad og i stedet for at køre vo2max, så lå jeg på 130-140%. Bevares, det sved afsindigt i lårbasserne og vejrtrækningen var hektisk men det var så også efter 90 hårde km. 
Totalt Duracell-kanin. Der blev lige pillet 4-5 år af dåbsattesten i 97km. Vildt, vildt fedt og vild optur at slutte sæsonen af med en succestur helt uden for kategori. Det var i hvert fald den sidste weekend med officiel Hvidovretræning, før vi rammer november.

Uge 5 ud af 20 ...
... blev afsluttet med ugens lange tur, som jeg denne gang landede på præcis 21,1 km. Dels for at gøre den lidt længere end sidste søndag, dels for at gøre den præcis lige så lang som et halvmaraton, der jo er målet med hele dette forløb. Selv om jeg var til god middag med vin og hele molevitten i går, så gik det over stok og sten med 5:02/km. Vel at mærke med et meget stabilt tempo, som det fremgår af puls'kurven', der bare er én, stor blok. Det var også første tur i ét af de to par Skechers GoRun 6, jeg lige har fået fra en svensk webbutik, der byderpå både lave priser og hurtig levering (www.sportamore.dk). Jeg har tidligere været meget glad for Skechers' sko, og de her virker også helt perfekte til min fod og mit løb.

Så var der friløbet 10 km i dejligt vejr. Min frygt for ikke at kunne løbe under en time var helt ubegrundet. Tiden hed 57,5 minutter. Meget tilfredsstillende. Henrik S har helt ret i at det gør noget at få et nummer på maven.  Gns puls 142 bpm. Max. puls  157 bpm. Det gik fint hele strækningen. Benene var så gode, at jeg måtte holde tempoet nede i starten. Så der var overskud hele vejen. Kun de to sidste km var lidt hårde. Men det er vel som det skal være. 
 

Jeg sov alt for længe igen i dag - irriterende uvane, der pludselig er kommet.
Før arbejde var jeg en time på cyklen for at tage afsked med sommeren - det var jo nok årets sidste mulighed for at køre i kort/kort.

Ellers ærgeligt at efterårsblæsten ikkke kunne vente et par dage. Der er D-løb på søndag oppe i Hillerød og først start klokken 12:18. De sidste gange jeg har kørt med D-folk til Hvidovres træninger, er jeg på ingen måde faldet igennem. Godt vejr (motivation), gode arbejdstider og en masse ekstra feriedage i denne sommer og en dum dåbsattest... jeg kommer aldrig igen i samme form som jeg er i lige nu, så skulle det være, så var det nu. Men de små snoede veje oppe nordpå, blæst og massiv viftekørsel... Kermits stuntnummer har heller ikke gjort mig mere modig - omend det nok ikke kunne blive meget værre end det var  Nå, men sådan er det bare. Altid noget at jeg lever i et stift regeltyrani på arbejde.
Btw ganske muntert i dag, da blæsten rev de første gule blade af træerne og den lette regn fik dem til at klistre til skinnerne, uden at fortynde bladsmatten for meget. Der var lige et kvarters tid, hvor der var skøjteglat og man kunne trække hjulkryb op til topfart. Omvendt skulle der bremses i god tid. Med 15 år i samme togtype, så ved man præcis hvordan det reagerer. Med endnu længere tid på banen, så ved man også hvor træerne med de glatteste blade står. Så kan man stadig køre friskt til og have fat i den lange ende. De nye kommer til gengæld hjem og er fuldstændigt smadrede i hovedet efter sådan en dag, hvor de har kæmpet mod bladsmatten og momentvis har været sendt til tælling. Den fase genoplivede jeg jo selv sidste år, da jeg var ny på fjernbanen. 

Lørdag d. 15. september 2018
 Tjah, fik muligheden for at hjælpe og cykle med - og det er trods alt sjovere end blot at stå vente - og så er det vel også meget sundt at prøve at være med til og opleve et løb på egen krop... kom igennem...og lærte lidt mere om mig selv ;-)...
 
MTB: HOT-CUP - finale i Tisvilde Hegn
 Var på forhånd mest spændt på, hvordan det ville gå at køre så mange samlet/i klump - da jeg kun har prøvet at cykle to sammen...
og så angående overhalinger... og så lige hvordan startloopet helt præcist fungerede...
 
Var ikke nær så sulten tiil morgen, som jeg plejer - men fik spist mindre portion havregrød med frugt på - samt spist en skive rugbrød med ost ude på pladsen samt drukket ½ liter væske samt taget en "gel" kort før start.
Og selvfølgelig tisset af ;-)
 
Vejrudsigt ca 14-15 grader og overskyet (det havde regnet om morgenen)
Påklædning: cykelbukser og en kortærmet uld-t-shirt, korte cykelhandsker, uldstrømper, hjelm, briller og cykelsko.
En rygsæk med drikkeanordning/slange..vand med tynd "sukkeropløsning"..+ 2 drikkegel'er på styret.
 
Fik justeret dæktrykket lidt ned efter en lille trilletur inden start - og nåede så om og startede ca ud for gruppe 7-8 stykker? lige før kl 10. Det var svært at se grupperingerne, men var i den næstbagerste del af feltet...
 
Starten gik - og efter en stund startede vores del af feltet også. Startede i rimelig fart, men ikke fuld skrue, da der ikke helt var plads - fik overhalet et par stykker op ad bakke - andre steder var der et par bløde/langsommere stop hist og pist - men lige pludselig var vi tilbage til start og kunne starte rigtigt på 1. runde.
Prøvede at holde et rimeligt tempo og overhalede et par stykker op ad den første lange bakke ved at køre lidt ude i siden, da der var tendens til klump og lidt langsomt tempo - kom egentlig godt ind på ruten og det var kun nogle få steder, jeg følte at der blev kørt meget tæt - lige måtte stoppe - inden feltet efterhånden bredte sig ud - de hurtigere var foran og nogle holdt sig bagude i længere tid uden at bede om at komme forbi..
Tempoet var realtivt højt for mig, så de lige grusstykker blev der ikke givet så meget gas på, som "håbet" - men havde tydeligvis forcen op ad de længere bakkestræk...
Havde lidt svært ved nogle af de skarpe sving på/til/fra grus-stierne - og nåede at få et par fif af en venlig bagvedkørende erfaren gut - det tager dog lidt længere tid at lære...
Kom godt, men træt - gennem 1. runde - havde klaret alle stederne uden "problemer" - så det var dejligt.
Tog en drikke-gel lige efter startpasseringen -(må lige øve mig mere på ikke at få gel på fingerene..) og 2. runde kørte også godt, det meste af vejen - havde lidt mere "plads" omkring mig - vi var et par stykker, der overhalede hinanden afhængigt af grus/spor. Det var dog hårdt, da jeg synes tempoet var lige højt nok, kunne høre, at jeg pustede lidt flere steder og ikke bare kunne "jogge" igennem på grusstykkerne - så var lidt i tvivl om jeg skulle køre 3. runde med...
På vej ned af "sandbakken" 2. runde var jeg vist lige uopmærksom og vist fik forvægt, for jeg var lige nede at ligge i sandet midtvejs ...nå hurtigt op igen...og videre...slog mig ikke rigtigt...så kun en anelse rystet...
Kom ind på 15 min tilbage ved 2. runde havde en tendens til krampe/spænding i det ene lår, men valgte at køre en 3. runde - det var jeg nærmest blevet opfordret til - og tiden var jo til det...
3. runde gik desværre helt anderledes! Jeg fik drukket en ny gel lige i starten af runden, men havde fået sand på min drikkeslange - og tænkte, at det overlevede jeg nok..følte mig slet ikke tørstig - mest bare "brugt" pga tempoet - ikke totalt udmattet...
På sporet efter den første store bakke ramte min pedal lige en rod et smalt sted, så jeg lige måtte ned at ligge igen - nå op igen og videre - heldigvis ingen skrammer...den bagved måtte dog lige stoppe også..
Blev på 3. runde passeret af mange af de seje og hurtige 4. rundes ryttere - og synes også at have set en del punkterede folk undervejs - siden startloopet...
Kramperne i mine lår begyndte desværre at tiltage og spænde helt op efter lidt tids kørsel - i begge ben - og jeg kørte markant langsommere - men tænkte at jeg bare skulle gennemføre runden..så gik det nok... prøvede at stå af og evt strække ud for at få kramperne til at gå væk - men det blev det nærmest værre af - kunne lige pludselig næsten ikke trække vejret, da det føltes som om hele brystkassen krampede sammen - så der følte jeg mig lidt tudefjæsagtig - men var kun på 1/3 af ruten vil jeg tro - så op igen og prøve at cykle videre..
Det løsnede lidt, men jeg skulle ikke prøve at træde meget igennem før det kramperne vendte tilbage... kom så endelig til sandbakken i slutningen af ruten for sidte gang - men kom skævt på en rod ca midtvejs - så måtte trække cyklen op - det fik mine lår til at gå helt i spads - så jeg gik på stive ben og var totalt rystet over min krop endnu engang, lårene vil slet ikke holde op med at spænde op og følte det som om, jeg næsten ikke kunne trække vejret (og jeg har ikke hjerteproblemer eller lider af astma eller noget - kan det skyldes koffeinen i gelen? tænkte jeg) - prøvede at spørge de forbipasserende om gode råd mht kramper...
- nå fik tørret sandet af drikkeslangen og prøvede at drikke lidt mere - og så cyklede jeg langsomt viderere resten af vejen indtil jeg endelig nåede mållinien - helt for mig selv ;-)
 
Nå, kom igennem - og de 2 første runder var gået over alt forventning.. følte at 3. runde havde taget 1½ time!! (har ikke gps-måler på)
-men det viste sig "kun" at være 10 min ekstra.. på trods af styrt og kramper etc..
 
Det hjalp at blive modtaget med kage og kakao - og nød resten af dagen med lodtrækningerne og præmieoverrækkelserne.
 
Nå, tal for løbet:
Chip.nr.: 6029
Samlet tid: 2 timer 40 min 43 sekunder - distance ifølge folk med gps-målere: 43 km og 360 højdemeter, runden 12,8 km
(selvom der står noget andet på sportstiming)
Startloop: 12:23 min
1. runde: 46:04 min
2. runde: 46:09 min
3. runde: 56:07 min
Placering
Samlet 274 af 368 Kvinder 13 af 16 Dame + 40 år 8 af 11  
Lille travetur om aftenen. Benene helt okay :-)