stinger

Du får lige et meget direkte statement, som er baseret på ret tydelig evidens. Den lykkelige skilsmisse er en illusion. Forældrene er måske "lykkelige", men børnene er ikke. Så man ofrer børnene, for sig selv. Det er hårdt, men det er sådan det er. Tilgengæld tror jeg det er utopi at tro at et forhold hvor man har været sammen +10år, skal og bør sammenlignes med en forelskelse. Kærlighed er noget helt andet end forelskelse. Fordyb dig lidt i de fire græske kærligheds definitatoner. De siger det rigtig godt.
Kærlighed er som udgangspunkt uselvisk :-) (Forelskelse, lyst, begær m.m er som ofte noget selvisk) 
Du er jo en mand der går op i træning. Hvad sker der med din form hvis du ikke passer den? Den forfalder. På samme måder som planter der ikke vandes, visner. 
Hvilken systematisk træning (tid og indsats) udsætter du din relation til din hustru for? 
Med absolut bedste motiv........

Det må siges at være en af de bedste måder at blive spændt ben for.

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

Ja, så er det snart 2 år siden, at jeg sidst har postet. I morgen fylder jeg 60 - muligvis gør det mig til MOLs ældste levende medlem. Jeg spiller stadig tennis i elitedivisionen 40+, men i år har jeg for første gang nogensinde tabt alle mine kampe som holdets 1. herresingle. For helvede, hvis jeg havde været lidt mindre genert, kunne jeg have været far til de fleste af mine modstandere :-)
Jævnfør mit forrige indlæg virker det nogenlunde med rigelige mængder diclophenac. Hofterne holder mig vågen om natten, men jeg kan dog spille. Muligvis er det den manglende nattesøvn, der har gjort mig til blodtrykspatient. Problemet er så, at diclophenac og ARB-blodtryksmedicin kan interagere negativt. Somme tider bliver jeg under fysisk anstrengelse så svimmel, at jeg helt kan undvære alkohol!
Fedtprocent under 15, ikke-ryger, sund kost, 10+ timers træning om ugen og så alligevel for højt blodtryk. Det er sgu ikke helt retfærdigt....
Gamle læsere vil vide, at jeg har været lidt kritisk over for spinning. Det er jeg så ikke længere - bare det er en Tomahawk-cykel med wattmåler og farvekode, for hold kæft, hvor er de farver da motiverende.....!

Jeg var alligevel for træt i går. Jeg fik nemlig ikke powernappet men snakkede med en kollega fra Århus til Fredericia og kørte toget hjem for en anden kollega fra Fredericia til Kbh. Jeg skulle være der alligevel og han kunne komme før hjem. Men forvent et anderledes juleshow til december, da jeg ramte Bambi med 175km/t.
I morges inden arbejde var jeg så i FW. Jeg trænede stort set ikke ben i dag, da de sidste dages intervaller har mørnet dem godt. Samtidigt har jeg spist væsentligt mindre end jeg plejer og nærmer mig de 90 kg. Det ryger nok i weekenden når jeg smutter til fødselsdag i Jylland. Til gengæld lykkedes det omsider at trække 3x10 fine chinups. Men altså... det koster hårdt på restitutionen at være i kalorieunderskud
På job var jeg til MUS hvor jeg fik bekræftet, at sidste dag på fjern er 3/9 hvorefter jeg går på sommerferie og skal hjem til S-tog 25/9. Og så var jeg velkommen tilbage til fjern, hvis S-togene bliver førerløse i den nærmeste fremtid og ville give det et skud mere. Det er OK at vide, trods jeg ellers har været ret besværlig.

Boston 2017
Er lige landet hjemme igen efter en lang rejse og alt for lidt nattesøvn på flyveren, så det bliver bare et kort livstegn herfra.
Jeg overlevede løbet, selv om det kom til at foregå i slow motion. Allerede ved 4-5 km havde jeg det præcis, som man normalt har det omkring de 32 km. Med andre ord: Lår som telefonpæle, så jeg måtte sætte den i slæbegear og tøffe hele vejen hjem på ikke mindre end 4:09. Det er godt nok en lang dag på kontoret, men der var ikke andet at gøre, hvis jeg skulle hele vejen hjem til målstregen på Boylston Street. Kan ikke rigtig gennemskue, hvad det skyldtes, men nok primært varmen (den havde sneget sig op over 26 grader, da vi løb af sted i min gruppe). Derudover måske tidsforskel, dum døgnrytme og spændthed? Nok en kombination, men altså who cares, når der er så meget at opleve undervejs.
Det er simpelthen et fantastisk løb med en utrolig stemning og opbakning. Alt er organiseret til perfektion - fra nummerafhentning og Marathon Expo over pasta party på rådhuset aftenen inden løbet og til den traditionelle tur ud til startstedet i kolonner af gule skolebusser, perfekt forplejning undervejs og efter løbet med masser mad og drikke samt afterparty om aftenen på Fenway Park, som hjemmebane for The Boston Red Sox.
Opbakningen er over al forventning, det er én lang havefest med masser af tilskuere langs hele ruten og masser af traditioner undervejs. Det gælder fx bakken forbi Wellesley College cirka halvvejs, hvor pigerne fra skolen danner en Scream Tunnel - ja, den lever op til sin navn - og uddeler kys til løberne. Det gælder også Newton Hills og Heartbreak Hill, hvor tilskuerne flokkes i tusindvis og tydeligvis har en fest. Der er festmusik fra store højttalere, og der bliver grillet til den store guldmedalje.
Jeg vil svinge mig op til at sige, at det var en oplevelse for livet, så det var sgu turen værd. Og så er Boston alle tiders by at være i nogle dage. Nærmest hyggelig og med en - for USA - meget lang historie.
By the way: Dagen efter løbet var det højest en 8-9 grader. Det svinger helt vildt i den by.
Godt pigerne var på plads på den varme mandag:

Prøv at kigge på nedenstående links og app, er ret sikker på der er en masse at hente i foehold til at forebygge de omtalte skader http://www.sportsfysioterapi.dk/Nyheder/Et-nyt-opvarmningsprogram-for-fodboldspillere-kan-/ og https://www.dbu.dk/landshold/talentudvikling_piger/styrketraening
Og https://www.google.dk/url?sa=t&source=web&rct=j&url=https://www.ucviden.dk/student-portal/files/36206194/Implementering_af_skadesforebyggende_tr_ning_i_pigefodbold_og_motivations_betydning.pdf&ved=0ahUKEwiM38yn9O_RAhVG1hQKHeToDjYQFghWMAo&usg=AFQjCNGCgi4xD0iKhFg9dJ1bMVVsO7VTFA&sig2=QXJj1_SDOOqqZu9Dl-8McA og den svenske app knækontrol

Jeg husker en tid hvor dine logs var mere end 2 sider.... *suk*
 

Her 18 timer efter, er det så ikke ved at være en PR i hvor lang tid du har holdt en log kørende?

150.000 views af loggen skal fejres med denne video!
 
 

Mandags MorgenSangTM
U2 fejrer 40 års jubilæum. I den anledning er det vel OK med en video fra dengang, far her var ung og stod nede til venstre for scenen og så de her unge fløse fra Dublin trykke den af til Roskilde Festival :)
 
 

Så tikkede der sgu en mail ind, at jeg var sluppet igennem nåleøjet til Boston Marathon. Det er da cool. Så ved jeg da, hvad jeg skal lave de næste syv måneder :)

Fredag
 
en uge siden sidste dag med motion.
 
hvis jeg havde evnerne lavede jeg er graf der påviste sammenhængen imellem antallet af børn og mangel på dagsform. 
Singel= god dagsform. Semihakket og pisse stærk. Træner minimum 6gange om ugen.
i forhold= Træninger skåret ned til 4 gange om ugen. Stadig fin dagsform men spontane træninger nedprioteret. Måske endda et plus på fedtprocenten da øller går lidt ned og salat går lidt op.
gift med 1 barn= Tilpasningsperiode hvor træningen skal tilpasses barnets vågnetider osv. Træningen skåret ned til 3 gange om ugen. Og helst ikke af længere varighed end 1times til halvanden . Kan stadig opretholde en fornuftig form men valget imellem styrke og cardio skal tages.  Kan kun være semi god til en ting med 3times træning om ugen. 
Gift med 2 børn= Springet fra 1 til 2 børn er stort. Nu er man begge mandsopdækket og tingene skal virkeligt planlægges. Efter en periode med ingen træningen manden man sig op og forsøger om 2 gange om ugen kan give resultater. Disse gyldne timer hvor energien er allerbedste om eftermiddagen er for længst oftret til praktiske ting og lortebleer. Så træningerne foregår klokken lort når børnene sover. Men er det vigtigt nok kan man alligevel få revet lidt kg rundt. Lavede selv 5x140kg i bænk, 5x180kg i Squat og 1x250kg i dødløft efter et halvt år med 2 seriøse trænigener om ugen. Desværre kunne jeg ikke holde fedtprocent som tidligere. 
Gift med 3 børn= jaja! springet føles umiddelbart ikke så stort som fra 1 til 2 men alligevel tænker jeg til tider at det må være en loppetjans med 2 halvstore unger på 3-5år og ikke skulle bøvle med barnevogn og vågne tider om natten. Nu er de voksne i underskud og det giver sig udtryk engang imellem. Generelt bundede dagsformen helt efter nummer 3. Dels pga tid, men også pga. De fylder mindre mentalt og så må jeg også indrømme alderen trykker lidt. Jeg synes ikke jeg er gammel men når opvarmning ikke er noget der er tid til og nattensøvnen heller ikk er god så kan restituere man virkeligt ikke som da jeg var 27år gammel. 
 
.....Kurven skal tage forbehold for børnenes alder osv. 
Alligevel ville jeg bestemt ikke bytte det for at stå med verdens bedste dagsform, sort bælte i BJJ, dansk mester i SL og hr. Overskud i motionscentret. 
 
For forfanden hvor er de unger dejlige :-)

De blev ihvertfald større og stærkere. Så der er ingen tvivl om at meget træning er bedre end lidt træning. Høj frekvens er guld. Tænker mit 1rm front squat har rykket sig fra ~120ish til ~140ish og back squatten fra ~160ish til ~180-190ish. Der er ikke røget ekstra flæsk på undervejs. Tværtimod. Så jeg er fint tilfreds :-)
Mine nye gode venner er hr. Tempomanipulation og fru.Manseboard.

Okay, det kan være vi ses næste sæson så ;)

Mandags MorgenSang
Joe Jackson? Hvad blev der egentlig af ham?

Min kone har så gode gener at det ville være synd og skam ikke at avle på hende :-)

Torsdagstræning i abeskuret:
OL squat - (10x60kg), 5sæt x 10reps med 100kg
Stående læg - 6sæt x 15-20reps
AB wheel - 5sæt x 10reps
Coc lir.
Blackice incline bænkpres - 6sæt
Bend over rows - 2sæt
Curls - 1sæt
Nå da da. Så skal jeg snart have pige nummer 3. Livet er herligt <3

Det er ved at være lidt en parodi hvad der er lirens og ikke.
Det er ulirens at være motions cykelrytter og gå så meget op i rigtigt og forkert, især blandt andre. Og det er mega ulirens at bruge så meget tid på det.

I går holdt jeg hviledag :-)
I dag havde jeg håbet på at løbe, men arbejdet trak lidt ud da der var mange småting jeg skulle løse for at være klar til eleverne på mandag og da jeg samtidig har været så heldig at møde en sød veninde som optager lidt af min tid...så blev det ikke en løbetur i dag.
Fik dog lige svedt lidt hjemme i stuen.
4 cirkler: 30 swings kb24, 20 squats kb24, 20 strækkere, 2*8 skulder pres kb16.
Håber at nå løbetur i weekenden, men har meldt mig som frivillig til basketstævnet i Odense, så nu må jeg se.

I dag en luntetur i frokostpausen.
Ca en halv time. Mon ikke det blev til 5 k.

Det er nogle måneder siden jeg sidst har skrevet herinde. Jeg hygger mig stadig med at følge de aktive herinde, men løb sur i selv at skrive, da det frustrerede mig at se på skrift hvor langt jeg er fra at bevæge mig mod mine mål.
Anywho. På trods af diverse mentale setbacks så har jeg lige nu en svag fornemmelse af jeg bevæger mig i den rigtige retning og derfor prøver jeg igen.
Efter at have rundet hele 125 kg har jeg nu smidt en 3-4 stykker så mangler vel kun ca 25 :-)
Motionen er blevet lidt mere regelmæssig. Jeg forsøger at lunte lidt fordi jeg har en selvmordsmission der hedder at jeg er tilmeldt extrem mandehørm om 2 mdr. Gennemfører jeg og måske endda uden skader må det siges at være en succes og bliver i så fald nok den tungeste det lykkes for ever...
Elers står den på lidt c2 og kropsvægtsøvelser plus kb og så starter basket igen om et par uger. Men medmindre vægttabet fortsætter så ka det godt være jeg snart tager den motion op til revision . Og så er ferien jo slut, så forhåbentlig kommer der også en masse "gratis" bevægelse med eleverne.
I dag 10 gange 500 m på c2 med 1 min mellemrum. Første 9 på knap 2 min og så en med dampen oppe på 1.45.

Står nok over i denne omgang da det kun er de to sidste jeg vil få brugt, men tanx anywho.

Hvad skal du have for de der kanonkugler i tilfælde det ikke frister lupus. Evt bare de 3 største?

🐬❤️🌸🐼
Er på yndlingsterrassen med Espresso og kan jo lige så godt skrive lidt om de sidste døgn :hippy:
Lørdag eftermiddag tilbragte jeg ved poolen listede så ved halv seks tiden ned mod tjek in. I elevatoren mødte jeg Joachim fra Tyskland og vi fulgtes både frem og tilbage med masser af god snak. Som mange andre var han chokeret over, at jeg kunne finde på at vælge dette stævne, som min første IM. Ja og det summer nok det hele meget godt op. Jeg er en crazy trold og min drøm er stadig at gennemføre IM Nice, der må være et af de smukkeste stævner i verden. Oveni har jeg sjældent mødt så mange søde officials, race marshalls og franske tilskuere ude på ruten, der heppede og råbte mit navn efter mig. Min drøm i år var også at gennemføre men vidste, at det var ambitiøst og et højrisiko projekt. Så meget jeg har skullet lære de sidste måneder.
Efter tjek ind slentrede jeg lidt rundt men vidste, at jeg gerne ville nå yoga, spise nudler og sove tidligt, hvilket også lykkedes godt. Havde sat uret til 3.30 men allerede kl 3 var jeg lysvågen og godt i gang med de sidste ting. Morgen kaffe, hirsegrød, tatoveringer, flette hår etc. Lidt over 5 bevæger jeg mod startområdet både spændt men også nervøs over at vove mig ud i det. Næsten kvalme af spænding men taler roligt til mig selv indeni og trækker vejret dybt. Får plantet energi drik på cykel, smører nakke ind i vaseline, tager våddragt på. De smukke lamper på Promenade d'Anglais slukker og pludseligt virker det meget mørkt. Solen er dog på vej og byen med havnefronten er utrolig smuk. Folk er søde til at småsludre, smile. Vi tjekker svømmeruten ud, jeg varmer op i vandet og vælger at placere mig allerlængst til venstre for folk langsommere end 1.25 for at undgå for meget pres. Pludselig er der lidt bølger at se. Stemningen er helt elektrisk, speakerne rabler løs på mange sprog. En drone flyver op. Proerne bliver sendt afsted. Kan mærke, at det kræver alt mit mod at være klar til at hoppe ud i det. Pludselig går starten. Glad for hurtigt at finde rytme, have ro på vejrtrækningen, vi svømmer nok noget længere ud end behøvet men har tilgengæld ikke komplet maseri rundt bøje. Da vi drejer ned langs orange og tværgående bøjer tænker jeg, at det nok skal gå, pludselig er vi på vej ind, kan høre musikken og med et er vi på land kort, 2.4 k er hjemme og jeg kaster mig glad ud i vandet til de sidste 1.4 k. Tilbage mod skift bliver der mere maseri og jeg får nogle gok men bevarer roen. Svømmetid ifølge ur jeg passerer 1.28, hvilket var omtrent som forventet og jeg var sindssygt glad for at gøre det. Burde dog absolut kunne optimere denne del med mere klubsvøm, start tættere inde på bøjerne og skarpere turns. Tog først ur på i forbindelse med bike, så kender ikke T1 men gik ikke vildt hurtigt. Omvendt havde jeg det godt med lige at finde balancen og føle mig klar til cyklen. God fornemmelse da jeg triller ud. Får drukket og klarer de første småstigninger godt. På Condamine 12 % stigning mister jeg på et tidspunkt momentum og må hoppe af og allerede her sker det første ulovlige så, idet en adræt franskmand giver mig et solidt skub bagi. Senere omkring Tourettes sur Loup opdager jeg, at flaske på cykel dingler og bliver absolut klamtsvedende. Normalt har jeg altid min 3 i en Umbraco nøgle med men pga nr på sadelrør og min korte krop havde jeg droppet sadeltaske og omfordelt ting til baglommer men ikke nøgle. Jeg nærmer mig nedkørsel mod Pont de Loup og ved, at det er livsfarligt, hvis flaske pludselig ryger. Har været ekstremt omhyggelig med alle skruer og fittings men har nok været i forbindelse med, at jeg testede pumpe på flaskeholder, at det er glippet. Prøver i flere omgange at stramme med fingre men duer ikke. Ved, at jeg enten kan 1) trække mig, eller 2) snyde igen. Er for tidligt til 1, så låner nøgle af cykelmotionist og oplever, at hele hans familie i vejkanten er engageret i mit "stramme skruen" projekt. Har det virkelig godt da jeg kører videre, lettet og med god fornemmelse af fighterspirit. Ja snyd men ikke som at ligge på hjul alle 180 k som nogle gjorde. Allerede nedkørslen mod Pont du Loup er så langsom, at racemarshalls på motorcykel spørger om jeg er ok. Tilgengæld overhaler jeg alt og alle på den efterfølgende stigning mod Col de Ecre. Jo jeg er ikke stor og cykel vejede 6.7 kg med racerdæk men tror også, at jeg er en lille klatrer. Bare ærgeligt, at jeg også er en lille bangebuks. De efterfølgende stræk er meget ligeud og det går ok indtil ny nedkørsel mod Greolieres. Det er anstrengende ikke bare at kunne give los og tiden går. Fødder kramper og jeg er nok lidt bagud på energi og vædske. På vej mod Coursegoules og col de Vence går det dog igen bedre og jeg får liv i kroppen op af. På Col får jeg lige et pusterum med lidt energi, salttabletter og snak med igen de sødeste officials, der talte om København og IM der og jeg jokede med, at jeg ikke var vant til bjerge 🚴🏻 Derefter lang lang nedstigning, hvor jeg til sidst er træt af at køre så langsomt, være anspændt og have været ude i så mange timer. Går lidt nedad 12 % stigningen for kunne ikke finde modet. De sidste flade 20 k mod Nice er der masser af kraft i benene men synet af forpinte marathonløbere skræmmer mig. Til yoga i onsdags fik vi alle lov til at trække seddel og på min stod "husk at gøre, hvad du har lyst til". Ja og havde bare ikke lyst til det marathon men nok heller ikke modet til at give op. Da jeg ankommer til skiftezonen er der gået mere end tilladelige 10 timer og 45 minutter. Tror at min cykelur sagde 9 timer og 12 minutter men startede det et par minutter for sent, med svøm + skift tror jeg ikke, at jeg var meget efter cut off men løbet var kørt. Min bedste marathon tid er 3 timer og 24 minutter og det har også på træningen været min bedste diciplin men under gårsdagens omstændigheder, havde det nok taget for længe, så ville have smadret mig selv, træningen de næste måneder og alligevel ikke været blevet en ironwoman. Med fare for at gentage mig selv, så har jeg lært så meget og det her er mit drømmerace. Middelhavet var vidunderligt at svømme i, bjergruten forunderligt smuk og ja jeg har lyst til at komme tilbage. Er ikke helt klar til at ændre logtitel for skal lige lande men vil have så meget bedre forudsætninger for tri træning nu. En god racercykel, varmt vintertøj, cykel til de dårlige dage. Mentalt syntes jeg også, at jeg var god til at tale opmuntrende til mig selv. Jeg drak en del men kunne godt have optimeret energi indtaget. Også en bagdel ved at være for længe på langsomme nedkørsler. Still so much to learn.
Snupper nok en løbetur senere i dag men ellers bare tid til nedpakning og forberede hjemtur i morgen.
Tak hvis evt læsere orkede at læse med og tak til Jer for opmuntring hele vejen :hippy: