Jobela

Som løber og astmatiker vil jeg lige komme med et par kommentarer.

Jeg har altid været astmatiker og har hele mit liv være nødsaget til at tage medicin - med alle de bivirkninger, der er knyttet hertil (resistens-udvikling mv). For tre år siden begyndte jeg at løbe og i dag er jeg medicinfri - på grund af løberiet. Jo man skal kæmpe mere, men med den rette sammensætning af løbetræning (hvor intervaltræning er en fabelagtig træningstype for astmatikere - hvis man kan holde det ud) kan man sagtens holde anfaldene fra døren.

Klø på - det er fedt at kunne undvære sin medicin; men vær selv opmærksom på hvornår det er ved at gå galt. Det kan man typisk mærke lidt i forvejen.

Jeg har oplevet - særlig under træning, hvor man kommer til at svede meget - at få uren hud. Min teori (der ikke er videnskabeligt underbygget) er, at når/hvis man tørrer sveden af ansigtet med en håndklæde eller lignende, så bliver porrerne (der jo i forvejen er åbne grundet svedproduktionen) "belastet", hvilket kan give irritation i huden. Derved virker huden mere uren.

Problemet kan dog mindskes noget ved ikke at benytte et særlig groft håndklæde eller lignende.

Hej du.

Jeg stod selv i samme situation som dig, da jeg var teenager. Helt indtil jeg var 17-18 år var jeg "erotisk buttet", med et BMI på 22.5 eller lign. Men "pludselig" blev det lettere at tabe sig og få en mere voksen krop.

Jeg har selv en teori om, at ens krop er gearet til at passe bedre på sig selv i vokse-alderen, idet den står overfor en del fysiske udfordringer i netop denne periode. Når man så har overstået denne periode, hvor særlig vokseværk, udvikling mv. gør sig gældende, sænker kroppen sine parader, hvis man kan sige det sådan.

TIdligere havde jeg, som du, en lille mave. I dag har jeg en flot og meget flad og markeret mave. Så måske skulle du, som andre foreslår, give din krop lov til at passe på dig, og så sætte ind for alvor, når du er fuldt udvokset. Men at lægge et grundlag for en sund og motionsrig hverdag allerede som 13-årig er en virkelig god ide. Så "go for it".

Johanne

Kort indblanding:

Det er faktisk blevet bevist, at kvinder der har en stærkere kropskerne (dvs. maveregion, rygsøjle, bækkenparti mv.) har lettere ved at gennemføre en graviditet uden at få problemer. Ved at lave armstrækninger må man uvægerligt spænde godt op i bl.a. bækkenbunden for ikke at ende som en slatten klud "på midten", og netop den spænding er med til at minimere risikoen for bækkenbundsløsning mv.

Steriliteten kommer "kun" (hvis ikke man har andre fysiske problemer) til at indtræffe, hvis kvinden får en for lav fedtprocent, idet kroppen nægter at have mere end et individ at skulle føre næring mv. til. (som andre også har skrevet)

På forhånd undskyld for følgende kommentar:

Du er fysiologisk set stadig et barn. Børn skal passe på deres knogler og led i højere grad en fuldt udvoksne mennesker kan tillade sig, ene alene af den grund, at din krop stadig vokser. Dette er jo også grunden til, at mange fitnesscentre ikke optager medlemmer under 16 år.

Du skriver, at du får ondt i knæene de første 2 km. når du løber. Hertil kan der være to (forhåndenværende) forklaringer. Enten har du forkerte sko (et problem rigtig mange døjer med) eller også så er det din krops måde at sige "jeg har brug for en pause". Det sidste er særlig nærliggende. Rigtig mange teenagere lider af vokseværk - og i særlig grad drengene. Ved at løbe så meget som du gør stresser du kroppen i en grad den formentlig ikke er klar til. Hvis du i perioder lider af vokseværk er det særlig vigtigt, at du slækker på din træningsmænde. Eventuelt kan du cykle i stedet - det er ikke nær så hårdt for knæene.

Hvis du gerne vil tabe dig og holde vægten efterfølgende, vil jeg anbefale dig at gå stille og roligt til værks. Løb er godt til vægttab, men du vil ikke kunne "punkt-træne" alene ved løb og mavebøjninger. Herved mener jeg, at du ikke kan forvente at få din talje slank og muskuløs uden at resten af kroppen følger med alene ved at løbe. Du må spise sundt og grønt, drikke rigeligt og motionere regelmæssigt og moderat. Hvis du går roligt til værks vil du (hvis du kun har lidt "hvalpefedt") kunne tabe dig ca ½ kg. om ugen. Hvorvidt "håndtagene" følger med er ikke til at sige, idet punkt-træning er en næsten umulig opgave.

Det er godt du dyrker motion, men det skal være sjovt. Det skal ikke være noget "der bare skal overstås fordi jeg skal tabe mig". Det skal allerhelst være et valg for livet. Du har fat i den lange ende, men du må acceptere, at du kun er 13 og din krop derfor har visse basale behov og begræsninger.

Held og lykke med det hele - men husk: Motion skal være sjovt og rart.

Nu er jeg en pige, hvilket nok kan mærkes på mine smagsløg, men jeg har god erfaring med at tage en håndfuld hasselnødder et kvarters tid efter styrketræning. De smager godt, fylder ikke alt for meget og et nemme at have med, hvis man skal noget efter træning. Hvis jeg virkelig har knoklet, så skylles nødderne ned med et glas minimælk.

Hej - og held og lykke med planen. Det ser godt og ambitiøst ud.

Jeg ville blot anbefale dig løbeprogrammet for begyndere fra Berlingske Tidende. Det startede jeg selv med, og måden hvorpå programmet er tilrettelagt betyder, at man ikke mister motivationen (løber stadig efter 2½ år og træner nu til halvmarathon). Blot skal man huske at man i det første rigtig lange stykke tid faktisk er jogger - hvilket betyder at man er i stand til at føre en samtale under løbet. Lav eventuelt en check'er, når du prøver og tal med dit barn eller med dig selv (hvis du tør og der ikke er for mange mennesker)

Held og lykke med det hele.

I sidste ende - hvad enten man går på kur, laver livsstilsomlægning, cutter eller hvad man nu selv kalder det - så drejer det sig om at (gen)finde følelsen af at være mæt Ikke stoppet og fyldt til randen, men det stadie hvor ens mave føles behagelig og rar.

Hvis man finder det punkt og kan holde det, kan man nå rigtig langt, uanset hvorledes ens madvaner ser ud. Som en skriver ovenfor, så blev hun overvægtig af for store portioner - ikke af slik, cola, burgere o.lign.

Har man trangen til søde ting, så skal man trøste sig med, at ét stykke chokolade ikke er frygteligt og hvis man helt ønsker at holde op, så er trangen kun "uudholdelig" i det første relativ korte stykke tid.

En anden god løsning for en livstilsomlægning/whatever kan være at lægge madplaner (særlig for aftensmad) en gang om ugen og holde sig til den.

DDV/VV kan være godt for de, der har behov for at skulle stå skoleret. Det er en beslutning som den enkelte tager, og vi andre må respektere de beslutninger. At række hånden ud efter hjælp er første skridt, og det kan være en beslutning for livet. Det må den enkelte selv vurdere.

Goddag igen.

Først og fremmest er det rart at høre fra "lidelsesfæller", og høre forskellige tilgange til problemet med accept af vægten.

Forleden tog jeg målebåndet frem og tog en chek'er. Målebåndet viste, trods vægtens 60 kg., at jeg har den samme omkreds hist og her (bortset fra lidt større arme, men det er muskler) som da jeg vejede 55 kg. På papiret var det jo fantastisk, og det er jo netop det, der er den store gevinst. Hellere stærk og rank og så 5 kg. tungere end tynd og benet med en højere fedtprocent (også kaldet "tyndfed").

I det øjeblik man beslutter sig for at tabe sig og omlægge sit liv til sund kost og livslang træning, da bør man faktisk omlægge sin hjerne også. Mentaltræne, om man vil. I sidste ende er det formentlig det, der gør, om man selv synes man er en trænings- og livsstilsmæssig succes eller ej.

P.t træner jeg til halvmarathon. Det ville jeg aldrig have kunnet, hvis jeg stadig havde været tyndfed. Måske man skulle smide badevægten ud?

Og tak fordi I ikke griner af "det fjollede pigebarn". Vi er trods alt temmelig mange i "min" båd.

Ved valg af løbetøj om vinteren er det vigtigt at mærke på sin egen krop hvad der er rart for dig.

Du skriver du ikke har fået løbet i et stykke tid, så hvis du ikke forventer at løbe så langt (mellem 5 og 8 km.) eller hurtigt, er det vigtigste at være varm. Jeg selv har stor glæde af at løbe med et sæt HH skiundertøj og en let løbebuks uden på. På overkroppen tager jeg en vind- og vandtæt, svedtransporterende cykeljakke på (konkret fra nike). At cykeljakker kan være rigtig gode om vinteren skyldes, at de typisk sidder lidt tættere til kroppen (særlig i halsen) og i øvrigt har en masse skønne lommer hele vejen rundt. Så kan vægten fra nøgler, MP3-afspiller, mobil mv. (hvad man nu har med) fordeles rundt om kropskernen og generer dermed ikke så meget.

Så summasummarum: VUrder efter hver løbetur om du har følt dig for varm eller for kold og korriger så til næste tur (i samme vejr naturligvis).

God fornøjelse.

Nytårsforsættet i år: Min hjerne skal acceptere, at min krop er pæn, harmonisk og tilfredsstillende at bruge og leve i hver dag.

Jeg er en ung kvinde på 22 år. Jurastuderende på 5. år med topkarakterer. Jeg har tidligere været "erotisk buttet" (74 kg fordelt over 175 cm), men vejer nu 60 kg. Har vejet 55 kg (med en meget usund kur), men for 2½ år siden begyndte jeg at løbe 3-5 gange om ugen, og det har kreeret nogle muskler. Primært for at bevise over for mig selv, at en kronisk astmatiker godt kan løbe. Jeg er nu blevet medicinfri, men kan kun holde dette hvis jeg fortsat løber - min læge har "godkendt" mit forsøg.

Seneste skud på "motionsstammen" er styrketræning efter jeg har taget DGI's instruktørkursus. Jeg arbejder nu som instruktør i et træningscenter (ved siden af studie og deltidsstilling på et advokatkontor).

Pt. løber jeg 3 gange om ugen (en 10-km. tur; en kortere tur (ca. 5 km) og en gang intervaltræning) og styrketræner 3 gange om ugen samt en enkelt gang hyggebadminton med kæresten. Jeg spiser sundt og grønt, men af hensyn til kæresten skejer vi ud med lækker mad en gang om ugen.

Problemet for mig, som for mange andre kvinder, er at vores hjerner ikke kan acceptere, at vægten står stille. Musklerne bliver pænere, vi bliver mere ranke, kan løbe længere og hurtigere, sover bedre og alle de øvrige fysiske og psykiske forhold, der positivt kan mærkes i kroppen - MEN HJERNEN BLIVER IKKE TRÆNET TIL AT ACCEPTERE ALLE DISSE GODER.

Så tråden her er tænkt som en "støttetråd" til os, der vil gerne vil have vendt tankevirksomheden mod alle de positive ting der sker i og på kroppen, i stedet for at fokusere på tallene på badevægten.

Min foreløbig bedste forslag: Hver morgen når jeg står op ser jeg mig i et full-size spejl og siger (ikke så højt, så griner kæresten) "Du er pæn, slank og veltrænet". På et eller andet tidspunkt må det da virke.