MikaelLS

Der er jo befolkninger der reelt set gør (eller gjorde) netop det, såsom eskimoer og andre beboere i kolde egne. Mongolerne erobrede halvdelen af verden i løbet af et par årtier på en diæt af fårekød og en smule hestemælk
Derudover er det en fjollet ide.

det kræver jo ikke særlig stor viden om biologi på et generelt plan at have en ide om at der nok ikke er een enkelt faktor der bærer hele effekten.
Størrelsen af det mekaniske stræk, graden af akut og subakut udmattelse, volumen, akkumuleret mikrotrauma osv. er alle faktorerder bidrager til det samlede træningsrespons mht. styrke og størrelse. Derfor synes jeg let det bliver lidt fladt at argumentere for at en enkelt ting er den hellige gral og lige præcise den argumentation i trænignskredse er oftest udslag af et bagvedliggende ønske om at tjene penge (det er nemlig altid lettere at sælge en fiks ide end det forkromede overblik, upåagtet at det nok er sidstnævnte folk ville have mest gavn af).
I mine øjne, og det er udelukkende baseret på min egen forståelse at stimulus/respons fænomenologien (jey, fancy ord, ikke?) og altså ikke noget der er evidens for, omend det er i overenstemmelse med evidensen indtil videre, så bør man groft sagt skiftevis satse på de førnævnte faktorer der bidraager til repsonset. Det er baseret på følgende observationer og slutninger
Der findes meget solid evidens for at der findes flere forskellige typer stimulus (f.eks. de ovennævnte) som kan føre til muskelvækst, samt at der generelt er et positivt dosisrespons forhold mellem stimulus og respons
Disse typer stimulus virker ad forskellige veje og bør derfor komplimentere hinanden på en eller anden måde. Man må altså forvente at et program både indeholder nogle elementer med høj intensitet og høj udmattelse, vil udgøre et bedre stimulus end et program hvor der kun satses på den ene type.
der opbygges tolerance overfor en type træningsstimulus forholdsvis hurtigt. Denne type tolerance gør at man får mindre respons per mængde stimulus.
Denne tolerance er forsholdsvis specifik. F.eks. vil træning med tunge singler ikke give tolerance mod 10x10 og vice versa. Det er i princippet det som HST arbejder med, men her arbejdes kun med tolerancen i forhold til vægtens størrelse og ikke med udmattelsesgrad.
Derfor vil tolerance mod høj intensitet, altså høj vægt, ikke "beskytte"/forhindre effekten af træning med høj udmattelsesgrad og vice versa.
Derfor er min pointe at det i mine øjne ikke så meget er programmet der er det vigtige, men at man systematisk kan skifte mellem programmer som satser på forskellige typer konditionering. Efter en omgang GT10x10 vil man være konditionere til stor volumen og udmattelse og have vænnet sig til at træne med lav effort (meget få sæt til reel udmattelse). Her ville et skift til et program baseret på få løft, meget høj intensitet og lavere volumen ganske givet give bedre resultater end at fortsætte med endnu en omgang GT10x10, upåagtet at GT10x10 selvstændigt set måske er et bedre bb-program.
I mine øjne er evnen til at rotere sine programmer og hvilke typer stimulus man "satser" på i en given periode, langt vigtigere end den rotation af øvelser, som man ser mange fokusere meget på. Ved at rotere dem istedet for at satse på en enkelt, kan man derfor fjerne behovet for at dekonitionere, som man ser i HST. EFter to ugers overvejende eccentrisk træning i HST, er ens konditionering overfor udmattelse og volumen ret langt nede og man vil givet vis respondere glimrende på selv ret lave vægte, bare det er noget der er udmattende og med nok volumen. Så kan man bygge dem op over noget tid og bagefter det, kan man vende tilbage til noget med fokus på intensitet igen, eller noget helt tredje.
Det gyldne spørgsmål er selvfølgelig hvor hurtigt den tolerance opbygges og det svar har jeg ikke. JEg ved ikke om det afhænger mest af tid, antal træning eller om den opbygges med forskellige hastigheder til forskellige typer stimuli. Rent empirisk tyder det dog på at det er i størrelsesordenen 4-8 uger