RuneR

Apropos cykling ...
... så har jeg lige været tre dage i Berlin for at høre musik og se udstillinger mv. Fed tur. Endda med en ekstra bonus. For lige ved siden af vores hotel i nærheden af Potsdamer Platz lå Storcks flagship store i Berlin. Jeg vidste godt, at de havde en butik i byen, men ikke at den lå lige der. Så jeg måtte lige forbi og savle lidt over "mit" mærke. Over 400 kvm. med de rene lækkerier

Det her, det er kraftsparkeme sjovt. Hold da kæft, hvor man bare kender dem

Det er idag 8 måneder siden jeg sidst har logget min træning! -Der har så heller ikke været så meget at skrive om på træningssiden men det har der derimod været på hjemmefronten, jeg er nemlig blevet far til den skønneste datter!

Men hvis jeg kort skal opsummere de sidste 8 måneder så har det været meget stille på træningssiden: Efter min pause indtil Maj blev mine siddebensknogler kortvarigt bedre, og vupti der hoppede jeg på cyklen igen og kørte et stort set normalt program i juni og juli. Var endda ude og træne et par gange med Køge CR, og have også en helt vil god dag i mols bjerge, samt en super fed tur med Kermit herindefra men så kom problemet tilbage. Det betød at jeg var af cyklen hele August, kørte fire ture i September, to i Oktober, en tur i November og så tre ture i December. Med andre ord så har cyklen ikke været det primære redskab, og jeg gav mig i stedet helt hen til arbejde, min gravide kæreste og de ting i livet der ikke indebærer cykling. Jeg har i stedet løbet nogle ture i et stille og roligt tempo og lavede gulvøvelser hjemme i stuen. Så lidt er det blevet til. Det er også blevet til lidt ekstra vægt, 84 kg vejede jeg nytårsnat. Det er officielt det tungeste jeg nogensinde har været og hånden på hjertet, så har jeg det vildt dårligt med mig selv over at jeg har ladet stå sådan til. Men jeg må også bare sande at forbrændingen ikke er som den har været og jeg har også haft fokus andetsteds. Men det er ekstra brænde på motivationsbålet. Jeg tror dog meget af det har været væske da jeg nu er nede på 81,7 men det er stadig en del over det tungeste jeg før har været.

Den lange pause har til gengæld haft en god effekt på min skade, og den er i markant bedring. Jeg har også fået nogle nye træningsredskaber og fået klargjort min cykel til indendørstræning. I forbindelse med min 30 års fødselsdag fik jeg et Polar RCX5 pulsur, og så gav jeg mig selv en Tacx T2200 hometrainer i julegave. Så nu er jeg i ihvertfald well-equipped her i vinterperioden og har også fået kørt et par ture. Den første tur var inden nytår men det var mens min datter sov og kæresten var ude og handle. Jeg fik lige klokket tyve min og så græd hun og det var så den træning.

Den 2.1. var der fri bane på hjemmefronten og jeg havde god tid til møjsommelig at sætte grejet op og tune ind på paris roubaix 2013 via youtube. Jeg havde planlagt en times træning og lige mørke kroppen an og teste grejet lidt. (har virkelig glædet mig til at se mine watt tal igen) Mit program var:
0-10 min: opvarming
10min: 2min v/200watt
20min: 2min v/210watt
30min: 2min v/220watt
40min: 2min v/230watt
50min: 3min v/250watt
53-60 min: Afrulning.

Det var en fed følelse at sidde på en hjemmetræner igen og ovenikøbet en der ikke larmer så meget, jeg er super tilfreds med den. har før kørt meget på den der hedder t1680 men må sige at de virkelig har fået styr på lyden. Det var til at holde ud. At jeg også kan sidde og køre watt og sammenholde det med en pulsgraf efterfølgende er jo superfedt og virkelig noget har slubret i mig når Kermit har lagt sine filer op. Min graf så ud således:

Dagen efter så kastede jeg mig over hometraineren igen. Her var planen:
10min: 3min v/200watt
20min: 3min v/220watt
30min: 3min v/230watt
40min: 3min v/250watt
50min: 3min v/260watt
og grafen blev således:

Læg mærke til sidste pulsstigning, her var jeg helt oppe og kysse 191 slag/min. Mit maks er 196 så det var tæt på!
Søndag kørte jeg så en tur mere:
10: 4min/200w
20: 4min/220w
30: 4min/240w
40: 3min/260w
50: 3min/280w
Her blev grafen:
Maks puls: 185.

Idag har jeg kørt en tur mere. Jeg er blevet klogere på mig selv og min form og føler nu at citronen kan presses mere så programmet så ud således:
0-10min:10min/220w
30min:10min/260w
50min:2min/300w
52min:1min/320w
53min:1min/340w
Grafen blev lidt anderledes end de foregående da intervallerne var længere og lidt hårdere. Ved 30 min intervallet kan man se at jeg havde svært ved at finde rytmen for min kadence var for høj. Tror den var 110 og det var lige i overkanten, da jeg fik den ned på ca 95 hjalp det også på pulsen.


Det var en længere smøre, men der er også løbet meget vand gennem åen. Det positive er at min skade er medgørlig og jeg føler at jeg kan starte op igen. Så sum summarum: I´m back on track

PS: Beklager mine stavefejl men skulle egentligt bare melde mig tilbage igen, men det ene ord tog det andet og så blev klokken mange

Jeg var tidligere oppe end jeg havde lyst til, men skulle have studset de sparsomme lokker. Hjemme igen, rendte jeg hvileløst rundt, indtil jeg omsider kunne sove. Havde allerede panikspist en del og søbet rødbedejuice.
Joh, det var i dag jeg skulle køre mine første cykelløb på velodromen og har været så ukæk, som det kan tænkes. Og havde SLET ikke lyst. Me = chicken
Fik panikfrådet endnu mere mad og rødbedejuice og kom alt for sent ud døren, inden jeg fik samlet mod.
Opvarmningen var godt i gang, da jeg skulle til at begynde og opdagede, at jeg manglede den ene styrknop. Heldigvis var der åbent hos mekanikeren, så jeg kunne nasse en af ham. 4 minutters opvarmning kunne det blive til.
Vi var over 20 i motionsklassen, så vi kørte meget mere tæt, end jeg er vant til. Det var let at blive lukket inde og føj der var langt til de forreste, når man lå bagerst. Vi kørte 4 løb med pause mens H50 og H40 kørte deres løb.
1
Linieløb over 30 omgange. Efter min anden føring gik jeg helt bagest, da jeg var noget presset. Det var selvfølgelig her, feltet knækkede lige foran mig. Jeg fik samlet os igen. Med 2 omgange omgange tilbage, lå jeg toer i indersporet, da ydersporet rykkede. Ham foran mig holdt farten og således endte jeg bagerst, da alle andre overhalede. Løbet var kørt og trillede i mål som nummer sjok.
2
Først til mølle over 18 omgange. Spurt efter 10, 12, 14, 16 og 18 omgange. Vinderen af første spurt vinder løbet og udgår. Vinderen af anden spurt bliver nr. 2 og udgår osv. Efter 2 omgange er jeg ufrivilligt i udbrud. Efter 6 omgange er jeg stegt og lader mig falde ned i feltet, hvor jeg har rigeligt med at hænge på. Passer på mig selv og bliver sidst igen.
3
Linieløb over ukendt antal omgange. To mand er stukket og fører med en halv omgang, da klokken ringer og der er tre omgange til slut. Tilfældigvis er jeg bagerst igen, men nu må det stoppe, så kører mig lidt frem. Vi kører ca. 20 omgange.
4
Pointløb over 20 omgange med spurt på hver 5te. Med 3 tilbage af løbet, får jeg min første føring og en hjerneblødning og accelererer fri af feltet. Har for meget fart på, syrer til og forventer at være blevet til leadout-man. Er ved at koge fuldstændigt over, da jeg heldigvis kan høre speakeren fortælle, at jeg vinder suverent. Den sidste omgang skal stadig pines igennem, men uden "stress" over at risikere at blive slået på stregen.
Fin afslutning på nogle slatne løb.
Håber ikke at hele dagen skal være ødelagt før næste løbsaften. Lige så meget jeg frygtede det med tilskuere, lige så fedt er det, at få tilråb og opmuntringer. Og selv om jeg høstede en del sidstepladser i feltet, så kom jeg da hjem med det hver gang. Det er fint nok til mig.

UHA! Det er spændende ...

Se hvad der dukkede op i mit FB feed i dag - postet af 4:18:4 TRI

Jeg har ALDRIG set nogen køre så grimt på en cykel som Chris Froome :bike: :freaked:

La Marmotte 2013
En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme
Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.
Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit
Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....
Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til
Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.
Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.
Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....
Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.
Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!
Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......
Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start
Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen
Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.
På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.
Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.
I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!
Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende
De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......
Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.
Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.
I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......
De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!
Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.
Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!
Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!
Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

Weekend update
Efter min lille afstikker til Glasgow returnerede jeg til Herning sent torsdag aften med et pænt søvnunderskud i bagagen. Det havde været en hard uge, og for at gøre ondt værre var sidste weekend også hard, så det hele akkumulerede og efterlod mig med en krop der føltes bade gammel og slidt!
Et kort sekund troede jeg at en lille rulletur fredag eftermiddag ville være vejen frem, men efter 5 km på cyklen vendte jeg om med uforrettet sag og kørte hjem igen. I stedet for træning blev det til lidt hygge slash shopping med mutti. En god løsning på en dag hvor trætheden var så markant.
Lørdag
En god nats søvn gjorde underværker, og da jeg vågnede til solskin lørdag kl. 6:30, var jeg ikke sen til at træffe en hurtig beslutning og komme afsted på cyklen i en fart. En god beslutning, for vejret ændrede sig markant senere på dagen....
Det blev en blandet tur! Mine ben brændte som bare pokker, og pulsen fløj i vejret bare ved det mindste pres i pedalerne. Når pulsen samtidigt kom op, så blev jeg helt stakåndet. En følelse af at være i elendig kondition..... Ingen tvivl om at 4 dage i Glasgow med lorte usund kost har en negative effekt, men jeg var nu alligevel overrasket over at følelsen var så markant.
Cykling - 96 km @ 29,3 km/t - avg HR 148 bpm
Søndag
Som en sidste alvorlig test inden La Marmotte, havde min makker Carsten og jeg planlagt en lang tur @ +8 timer. En tur der skulle være så tæt på den totale køretid der venter os på race day. og dermed også en tur der skulle give en god indikation af følelsen af at arbejde i så mange timer.
Vores game plan var at gå ind til turen uden at forberede os nævneværdigt på den. Altså ingen optimal restitution forud for turen, bare en tur som var det business as usual. Dette selvfølgelig for at øge "risikoen" for at være nødsaget til at håndtere kriser undervejs. Som sagt så gjort, og lørdagens tur taler jo sit eget tydelige sprog;-)
Som følge af en noget gusten vejrudsigt planlagde vi to runder på samme rundstrækning, for selvom vi ikke havde planer om at kvitte pga. lidt regn, så var det forsat rart at vide at vejen hjem trods alt ikke var uoverkommelig, hvis himmel og hav skulle stå i et. Om det var en fordel eller ej, det ved jeg ikke helt, for vinden vendte lidt undervejs, og det gjorde ikke ligefrem runde nr. 2 nemmere....
De første 60 km gik forrygende. Mine ben virkede ok, rent mentalt var jeg ovenpå, og det var heldigvis det samme hos Carsten. Derefter begyndte jeg dog langsomt med at mærke en tunghed i lårene. Det var som om syren fra lørdagens tur langsomt satte sig tungere og tungere i stængerne, og oven i det var energiniveauet også faldende. Ikke just lovende for så lang en dag i sadlen;-)
Efter 95 km var jeg pænt flad! Faktisk så flad at jeg måtte indvie Carsten i min krise, og så flad at jeg matte hive et par gels samt barer op og ellers bare kværne dem ned i en fart, til trods for at jeg ellers havde kørt en stram strategi indtil da. Det hjalp! 10 km senere var jeg ovenpå.
Da Garmin viste 132 km kørte vi ud på runde nummer to. Vinden havde taget til og skyerne var faretruende mørke, så jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde mest lyst til at køre direkte hjem på sofaen. Det var selvfølgelig ikke noget tema! Kort tid efter gjorde vi dagens første stop. Et lille pitstop hvor vi fik tanket lidt cola, en træstamme og lidt andet guf. Jesus, hvor er der bare krudt i sådan noget skidt;-) Videre.......
Fra ca. 140 km til 190 km var vinden lige på snuden af os, så vi kom ikke sovende til en eneste meter. Konstant pres i pedalerne mens vi forsøgte at kontrollere pulsen, og så ellers bare prøve at holde hovedet koldt og huske på hvorfor vi sad der. Det lykkedes mig faktisk overraskende fint, så da vi endelig kom til vendepunktet var jeg ovenpå. Hvad jeg så lige havde glemt var hvor stærk sidevinden var de næste 20 km, og samtidigt kørte jeg med en følelse af at tiden var gået i stå. Første runde var fløjet fasted. Det gjorde anden runde ikke!
Da vi langt om længe havde kæmpet os frem til medvindsstykket var vi trætte. Fysisk trætte, mentalt trætte - bare TRÆTTE! Humøret fejlede dog ikke noget, så vi prøvede med lidt dårlige jokes, og tro det eller ej, det hjalp faktisk.
Benene på cruise control, glemme alt om at røv, skuldrer og nakke gjorde ondt, og så ellers bare få det sidste overstået. Damn, det lyder nemt. Det var det IKKE igår.
Overraskende nok, så var mine ben faktisk ok fra min krise ved 95 km og så helt frem til målet i Herning, og det bekræfter mig endnu engang i den viden jeg efterhånden har tilegnet mig - nemlig at enhver krise er midlertidig. Det lyder som en cliché, men der er noget om sagen;-) Tro nu ikke, at de ikke var ømme eller trætte, for gu f***** var de det. Big time! Hvad jeg er mest positive over er, at jeg ikke var i nærheden af en krampe, og at jeg forsat var i stand til at skyde en god fart selv efter +220 km. Det havde jeg nok ikke helt regnet med.
Med ca. 15 km igen var jeg presset! Blodsukkeret var lavt, min koncentrationsevne var helt fucked og jeg slingrede afsted på cyklen. Forsat med fin fart, men fuldstændigt uden kontrol. Jeg følte mig svimmel. Ikke utilpas, men bare drænet for alt hvad der lignede energi. Jeg så et billede passere af mig selv, passerede målstregen og nærmest vælte udmattet af cyklen. Et tour lignende billede af den totale udmattelse. Jeg besluttede mig for at tage en sidste gel. Endnu engang med god effekt! Kontrollen kom tilbage og de sidste kilometer i bogen. Wupti, målet i Herning var nået:-)
Cykling - 250 km @ 29,9 km/t - avg. HR 150 bpm. (8 timer 22 min)
Jeg var ALDRIG kommet igennem alene! ALDRIG! Dertil var vinden og distancen simpelthen for stor en mundfuld.
Men vi nåede vores målsætning, og fik cykelkarrierens længste tur sat ind på kontoen. Skønt :-)
Idag er jeg øm over det hele. Så øm som jeg aldrig tidligere har været efter en cykeltur! Alt taget i betragtning, så er det vist ikke så underligt;-)

Her er så et rigtigt billede af Orcaen

Måske man skulle have sig en Cannondale igen en dag, når der står cykling på menuen. Det er jo mærket for de lækre fyre

Tillykke med det. Sejt gået!

He, he, he ...

Hehe især ikke når man cykler sammen med nogen.
Værste jeg har prøvet i den stil var da jeg kørte motorcykel. Kørte bag en ung kvinde. Hun synes lige at den blomme hun havde spist og deraf havde en rest af blomme sten skulle ud af vinduet...

7 Timer 8 minutter..
Det var hvad cykelcomputeren stod på, da jeg krydsede stregen på toppen af Gl. Kongevej - Udkørt, træt og med syre op til ørene!
Dog også med en hvis tilfredshed, for selvom psyken har det hårdt, når vinden står lige på snuden af en, benene gør ondt og lysten til at blive ved med at træde og træde og træde er minimal. Så glemmes disse mistrivende følelser straks, når man krydser stregen og har nået sit mål.
Lige et par hurtige ord om dagen.
Kl 05.30 listede jeg og 3 kammerater afsted mod Vejle, dog med en vis skeptisk over for vejret, da det så noget sort ud. Men lidt vand, kaffe og et par boller med nutalla til at supler havregrynen der blev indtaget halvt vågen, halvt soven tidligere, gik det rask derned af.
Da vi nåede Vejle, var vejret ikke blevet bedre. Der var en 5-10 grader, men skiftende tørt og smådryppende vejr. Men hurtigt over efter startnr. og så ellers igang med omklædning til cykeltøjet. Jeg endte med at påføre mig min regnjakke, men det viste sig dog at være ligegyldigt, da det holdte tørt resten af vejen.
Kl 8.24 blev vi sendt af sted. Planen var at starte stille og rolig ud, og forhåbenligt at finde en gruppe at følges med hurtigst muligt. Den første bette bakke kom relativt hurtigt og folk piskede bare op af. Jeg tænkte at det var et vanvittigt tempo, nu hvor der stadig var 198 km igen, og nogen lød også voldsom forpustet allerede. Dette ønskede jeg ikke at deltage i, så fandt mit helt eget rolige tempo op. Det lykkes da også kort efter toppen, at finde sammen med 3-4 andre, der heller ikke havde for travlt
Vi fulgtes af de næste 10 km, hvor jeg pludselig mærkede at cyklen begyndte at danse lidt. Et bette hop med rumpen og jeg kunne mærke at jeg var punkteret. FÅRK LORT! Første punktering i år, også lige nu.. Nå men af cyklen og så i gang med slangeskift. Jeg bøvlede lidt med det, så der gik i hvert fald 10 minutters tid
Men afsted igen og finde ny folk at følges med. Men nåede lige at køre 3-4 km, så begyndte cyklen igen at opføre sig mærkeligt. Jep, ny punktering på baghjulet.
Om det skyldes at jeg ikke havde fået fjernet div. sten ordenligt første gang jeg punktede, eller om jeg bare var dobbelt uheldig, det ved jeg ikke. Men humøret og lysten forsvandt på 1 sekund. Problemet var også at jeg kun havde 2 slange med, og de var så allerede brugt efter 14 km, jesus! Men jeg fik skiftede slangen og slap da også for yderlige punkteringer resten af vejen. Nu skal det også siges, at folk punkterede konstant pga vejene var våde og dækket med småsten de første 20-30 km, pga regnskyld om natten.
Men udover de par startproblemer gik turen rigtig fint. Jeg holdte pause ved depotet på toppen af Munkebjerg(100km), hvor der blev tisset af og spist en sandwich Jeg tog også et kort stop ved 150 km, for at få fyldte dunke. Dog kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være færdig da jeg svingede ind til 150km depottet. Benene og kroppen var ved at være rigtig godt mærket, nu ville jeg bare i mål.
Jeg fandt en god gruppe, som jeg fulgtes med de næste 20 km. Men den blev splittet på lang led bakke, hvor jeg måske havde lagt lidt for meget på læ, for jeg kom i hvertfald alene op på toppen Hvor jeg kunne se 5-6 andre et par hundre meter fremme, så jeg gav den hvad jeg kunne og fik indhentet dem. Dog viste de sig alt for godt kørende til mig, så skulle kæmpe for at holde hjul, så opgav hurtigt det efter et par kilometer. Det endte så med at jeg kørte mere eller mindre solo de sidste 25 km, hvor der heldigvis var medvind stortset hele vejen.
Jeg nærmede mig de 200 km på triptælleren, så det var snart tid til dagens hovedret = Gl. Kongevej. Jeg prøvede at holde lidt igen de sidste 2km hen mod Gl. Kongevej, da jeg bare ville op af den skide bakke.
MEN, drømmen brastede relativt hurtigt. For allerede 50m inden på Gl. Kongevej, var jeg Game Over, der var intet tilbage at træde med. Jeg måtte klikke ud og følges med fleretallet der trak op af
Dog kom jeg på cyklen igen, og kunne træde de sidste meter op og over målstregen. 200 km klaret og med en god oplevelse rigere.
Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor man hele tiden bliver presset pga de utallige bakke der findes i og omkring Vejle by. Og så er det rart at være en del af noget der er så godt arrangeret, stor applaus til folkene bag Grejsdalløbet.
Her et par dage efter har jeg ikke været ude og cykle i nu pga arbejde. Men benene har det egentlig overraksende godt. Troede at de ville være væsentligt mere smadret mandag morgen, men no problemo!
Men i morgen tager jeg første bette tur og så står den på motionsløb på lørdag, hvor der skal køres BørneCancer Løbet i Aalborg. En rute på 76 km, hvor jeg gerne skal slå min svigerfar, som også stiller til start
Stats fra Grejsdal

/Christian

Mallorca IM 70.3

Swim: 30.56
T1: 4:04
Bike: 2:35:59
T2: 2:44
Run: 1:55:01
Status: Tilfreds. Ikke mit bedste race tidsmæssigt, men en sindssyg hård dag, og jeg kom derud hvor der skal graves rigtig dybt. Både for at holde cyklen igang og for at komme under 2 timer på løbet. Billedet her fortæller hele historien fra dagen.

RaceTime
Så er cyklen og tøjet pakket, vækkeuret er sat til kl 05.00 og jeg er klar
I morgen kl 08.24 går det løs med 200 km. Jeg både glæder og frygter det lidt, da jeg aldrig har været i nærheden af at skulle sidde så lang tid på en cykel. Men tror helt sikkert det bliver en oplevelse med både smil og smerte! Nu vil jeg lige tage det sidste bette måltid og så i seng..
I kan lige få dagens menu for i morgen

Det er bare derud af
God nat
Christian

Overvejede også at vente med overhalingen. Udsigten var jo fantastisk (hø, hø, hø ...)

Den hurtige: 2. Plads og oprykning til C

SM Linieløb


Egentlig var jeg i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle køre SM løbet i Sengeløse, da jeg ikke havde fået meldt mig til. Eller det troede jeg da i hvert fald ikke at jeg havde. Da jeg lørdag aften sad og kiggede startlisten igennem kunne jeg dog se mit eget navn figurere, og så var den jo god nok.

Sidste år var løbet nok det hårdeste der blev kørt i sæsonen. En massiv vind, kulde, og regn til de første starttider gjorde at de 90 km var et decideret udskilningsløb. Jeg mener vi var omkring 80 til start og 30 der gennemførte. Scenariet i år var dog noget anderledes med temperaturer over 15 grader, høj solskin, og en moderat vind. Ruten var endda også blevet overhalet med en omgang nyere asfalt på et ret afgørende sted. Ca. 4 km inden mål laver man et skarpt højresving og så kører man ellers ind på en smal markvej. Sidste år var asfalten helt elendig på det stykke, og der var dybe render i begge sider af vejen. Det var der så ikke i år.

Med en starttid kl. 12.05 var der masser af tid til at sove igennem, og tage det stille og roligt i løbet af formiddagen. Det fik jeg så også gjort. Jeg havde det faktisk lidt ligesom i løbet i Greve, for jeg følte aldrig rigtig at jeg vågnede for alvor om morgenen. Men da jeg havde pakket cyklen ud, og trillede afsted i korte rør og arme, så var jeg noget friskere igen. Efter en halv times opvarmning stod jeg ved starten 10 minutter før. Jeg skulle i hvert fald ikke lave samme fejl som sidste løb hvor den første halve omgang blev brugt på at slide sig selv ihjel for at køre sig op igennem feltet. Den tanke har jeg egentlig udviklet lidt, for når folk siger at D klassen er begynder klassen, så har de selvfølgelig ret. Men der er et par årsager til at D klassen til tider kan være ubarmhjertig. Niveauforskellen kan til visse løb være ekstrem. Er der nogle stærke der ligger hårdt fra land, og man selv er startet midt i feltet, kan løbet være ovre allerede der, fordi man måske ligger med nogle svagere ryttere der ikke kan lukke hullerne når de opstår. Det er i hvert fald lært efterhånden.

Ved starten fik jeg snakket lidt med de andre, og jeg har fundet ud af at et tidligere søsterselskab til min nuværende arbejdsplads, som ligger 2 etager under os, har en rytter som også kører i D og som åbenbart har lagt mærke til mig/ved hvem jeg var. Ham var jeg nede og møde fredag i sidste uge, og han stod da også lige bag ved mig ved starten. Så ham fik jeg også lige snakket lidt hurtigt med.

Fuld fart over feltet da starten blev givet fri, og allerede efter første sving var der en Ringsted mand der gik i front og gav den fuld gas. Jeg gik med, og vi var et par stykker der forsøgte at få det til at køre rundt. Men feltet var selvfølgelig lige bag ved. Der var en række angrebsforsøg på første omgang, men ingen der rigtig kom afsted. Jeg var selv med i et enkelt eller to fremstød, men som sagt uden held. Første omgang blev kørt med lige over 40 i snit.

På anden omgang stak en fra klubben alene, og han fik et hul da fronten af feltet slet ikke kørte. Da slingrede lidt fra side til side fordi ham i front ikke ville føre mere, og pludselig svingede de til en side så jeg kom fri, og så tog lysten over. Jeg klikkede et ekstra gear på, og så kørte jeg afsted. Jeg nåede at råbe et par gange at han skulle sætte farten op inden jeg fik ham hentet, og vi kørte en km's penge, og så var vi hentet igen.

Kort inden vi ramte markvejen kom der et angreb fra Ordrup igen, men han fik timet svinget forkert og endte ude i grøften. Det så faktisk ret komisk ud, og jeg troede først at han havde fået en punktering og dermed ikke kunne styre cyklen, men der havde været et lille optisk bedrag i det sving som gjorde at han troede det kom før det gjorde. Kort tid efter var der en FBL rytter der stak afsted. Feltet kiggede bare på mens han kørte, og jeg hørte så ham fra FBL jeg havde snakket med tidligere nævne at han var triatlet og derfor godt kunne køre det tempo. Da jeg fik muligheden for det gik jeg efter. Han havde allerede fået et stort hul, men jeg forsøgte at holde pres i pedalerne og komme så langt ned over styret som muligt. Det var derfor også super fedt at køre over stregen høre et par Ordrup folk sige hep, og lige ledes lige få en opmuntring fra Frederik fra Lyngby da jeg passerede ham i vejkanten. Så bliver man lige løftet det sidste

Jeg blev kort tid efter hentet af en FBL rytter og Andreas fra Ringsted(han ligner den forsvundne Schleck bror og har generelt klaret det rigtig godt i år), vi kom hurtigt ind i et samarbejde, og fik senere selskab af en Amager mand og en Birkerød mand. Med andre ord sad jeg pludselig i et udbrud der havde potentialet til at holde hele vejen hjem. Vi kom ind i et godt samarbejde hvor vi alle bidrog, men hvor Amager manden ofte sprang føringer over. Det kan man enten blive irriteret over, eller lade gå i glemmebogen. Vi valgte hovedsagligt det første, men som vi kom ud på de sidste omgange blev han også presset til at deltage i føringerne.

Vi nærmede os hele tiden den Frederiksberg rytter der var stukket tidligere, og som vi nærmede os ham begyndte den anden FBL rytter at springe sine føringer over. Det gav jo egentlig også god mening. Jeg tog en lang føring i et modvindsstykke da vi kun manglede lidt for at hente ham, og pludselig kom der så et angreb fra Andreas hvilket jeg ikke lige havde set komme. Jeg måtte derfor bide tænderne sammen og kom lige med i slipstrømmen inden der igen faldt ro på.

Vi fik hentet FBL manden inden vi ramte sidste omgang, og så var vi pludselig 2 FBL, 1 Birkerød, 1 Amager, 1 Ringsted og så mig. Vi fik det til at køre nogenlunde rundt på sidste omgang, hvor Amager manden(nederen navn i øvrigt), blev presset af FBL til at deltage i arbejdet. Der var dog aldrig rigtig bund i føringerne og ofte nåede den også at gå lidt i stå. På et tidspunkt da vi kørte rulleskift gik jeg frem og tog min føring, slog ud, og så kom der bare ikke nogen op. Det var tydeligt at der blev lurepasset. Da vi ramte markvejen kom der pludselig et angreb fra Amager, som vidst fik alles pis i kog. Her havde han siddet med uden rigtig at arbejde, og så prøver han at stikke af. Så alle var efter ham med det samme. Det var perfekt for mig, for jeg lå bagerst og kunne følge med i løbets gang. Jeg havde lovet mig selv at jeg kun ville køre med hvis det var en FBL rytter der kørte, for de havde trods alt en taktisk fordel. Desværre sad jeg for langt tilbage da den første rykkede på opløbsstrækningen med ca. 800 meter til mål. Han fik vidst Birkerød manden med, og de fik et hul. Andreas forsøgte at lukke hullet, men jeg vurderede at de andre ikke blev kørt ind, så med 5-600 meter til mål rykkede jeg afsted. Jeg vidste at jeg ville få FBL rytteren med, men jeg havde intet valg. Jeg fik hentet de to forreste, satte lige hurtigt tempoet lidt ned, og tog så en sidste acceleration med smerte i hele kroppen. Desværre passerede FBL rytteren mig på de sidste 50 meter, og kunne køre først over stregen, men jeg kom trods alt ind på 2. pladsen, hvilket jeg var ganske tilfreds med.

Jeg kørte tilbage til målstregen, og kunne så se en lille forfølgergruppe komme ind et par minutter efter os, anført af 2 Ordrup ryttere! Den ene var bl.a. ham der havde taget den i grøften! I feltets spurts fik vi ligeledes en 3. plads, så det var alt i alt en god dag for Ordrup i D klassen.

I kan se stats her




Endnu engang et superfedt løb. Sidste år blev jeg 4'er i samme løb, men denne gang havde jeg heldet til at komme med i det helt rigtig udbrud. Det var ligeledes min første tur på podiet i et licensløb, og det er jeg meget stolt af. Jeg føler også at min form er lige i skabet for tiden. I går kunne jeg køre med i det ene ryk efter det andet, og stadig føle en vis portion overskud. Jeg snakkede faktisk med et par stykker om det, og noget kunne tyde på at det sygdom jeg havde i starten af april, måske har siddet tungere i kroppen end jeg lige først havde regnet med. Ingen tvivl om at jeg er kommet i bedre form af løbene, men mit bundniveau i starten var simpelthen for lavt i forhold til hvad det burde. Men ok, en omgang forkølelse ugen forinden var måske heller ikke den bedste start. Når jeg tænker på at jeg ugen efter kørte en 6. plads hjem, så kunne det have været rigtig fedt at se hvad jeg kunne have klaret uden sygdom i de første løb.

Samlet set er jeg nu oppe på 12 point i sæsonen, og med 7 fra sidste år mangler jeg reelt set kun 5 point for at rykke op i C. En top 3 placering i næste løb kan gøre det, men det vigtigste for alle løb fremadrettet er bare at der kommer point på kontoen.

Ikke helt skævt gættet

Karrierens første sejr
Som varslet i loggen igår skulle jeg køre årets første løb idag. Ikke et licens løb, men derimod et pænt hårdt motionsløb på 117 km med i alt ca. 1300 højdemetre. Som billedet her bevidner, så gik det ganske glimrende :-)

Generelt set havde jeg et rigtig godt løb. Lidt tunge ben i starten, men jeg er og bliver en langsom starter, så jeg kender humlen og bevarede roen og ventede på at de gode ben skulle melde sin ankomst. Og det gjorde de så heldigvis også, og derfra og ind var det ren og skær optur. Godt tråd med masser af power og generelt set et rigtig godt overskud på cyklen - en virkelig herlig fornemmelse:-)

Greve CC løbet

Da jeg vågnede søndag morgen var det ikke ligefrem med overskud i kroppen. Generelt virkede jeg lidt groggy, og gik bare lidt rundt i min helt egen verden. Rent mentalt betød det også at jeg vidste at jeg enten ville have en total off-day eller en af den slags dage hvor alting bare spiller. Det var faktisk først da jeg hoppede op på cyklen og kørte over mod start/mål at jeg følte mig frisk. Her fik jeg mødt et par fra Ordrup som jeg fik snakket med, samt en ABC rytter der var interesseret i at købe mine hjul. Ved indskrivningen kunne vi se at vi ville være 35 minutter forsinkede, så der var masser af tid til at gå rundt og snakke med de andre, samt køre en god lang opvarmning.

Jeg kørte over til hvor vi sidste år kørte Greves løb, og kørte et par omgange der med lidt sprint indover. Herfra var det bare tilbage til start/mål og køre lidt frem og tilbage inden starten. Feltet var noget større i går end det ellers har været, og da jeg først kørte frem til start med 1 minut tilbage, betød det at jeg startede som en af de bagerste. Det betød at jeg den første omgang brugte MANGE kræfter på at komme op foran. En ting er at køre sig op igennem et felt - det kræver normalt at man bruger lidt ekstra kræfter, men at gøre det i starten af et løb er fuldstændig vanvittigt. Der var bare smæk på fra starten af, og mange steder med små sving, og steder med massiv vind. Især vinden blev en faktor i går, og de fleste havde undervurderet den ved starten.

På første omgang kom Jesper S væk sammen med en ABC mand, og det så egentlig ganske fint ud, men de blev så også halet ind igen. På anden omgang prøvede jeg et forsøg på at komme væk på en af de få bakker der var i løbet, men blev også hurtigt hentet igen. Vinden var som sagt brutal, og der var flere passager i løbet hvor feltet blev strakt helt ud når der blev givet gas i sidevinden. Der var heldigvis også et stykke med medvind hvor man virkelig fik farten op. På 2. omgang var der en Hvidovre mand der lagde sig i front, og jeg lå i hans hjul, og så begyndte han ellers bare at trække. Jeg forstod aldrig hvorfor, for han brugte virkelig mange kræfter på det, men det var imponerende at se hvor meget han kunne presse ud i pedalerne.

På 3. omgang gik det så for alvor igang. Jeg havde markeret mig oppe foran, men kom af mystiske årsager lidt tilbage i feltet, og så skete det. ABC lagde pres på, og så knak feltet i store stykker. Dem som ikke havde poweren kunne ikke lukke hullerne, og dem der sad for langt tilbage brugte mange kræfter på at forsøge på at komme op. Jeg blev desværre fanget på mellemhånd, og kunne se frontgruppen køre væk. Pisse irriterende! Heldigvis var vi 6 mand i en gruppe der valgte at arbejde sammen. Undervejs smed vi 2 af for at at komme op, men vi fik hentet feltet i det vi kørte ud på 4. omgang. Det var absolut IKKE nemt, og jeg tror de fleste af os var meget glade for at vi havde hentet dem netop der. Havde vi skulle have kørt en halv omgang til var vi eksploderet.

Halvvejs ude på 4. omgang kom der så et angreb fra en BBC rytter og en ABC rytter. De fik en jyde med, og jeg vidste på det tidspunkt at de ville holde hjem. Da vinden kom fra venstre lå jeg i højre side, og det betød at jeg ikke som sådan kunne komme ud og køre op til dem. Da jeg endelig havde muligheden for det var de for langt foran, og jeg havde slået mig selv ihjel i forsøget på at køre op grundet vinden. Mine ben var også ved at være godt smadrede, og der havde været en begyndende krampe i mine lår. ABC havde 2 mand i det decimerede felt og de lå bare og kontrollerede det hele. De kørte faktisk rigtig klogt på den måde. En anden ting jeg bemærkede var at de lavede en bred vifte så alle havde plads, hvilket jeg tror bevirker at folk ikke få lyst til at angribe på samme måde. Man bliver lidt lullet i søvn når tempoet er lavt, og de skærmer af for vinden.

På sidste omgang var det om at holde sig med fremme. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, og det var jeg egentlig rigtig glad for. Desværre kunne jeg have hugget hovedet af ham, da vi ramte side/modvinden. Han kom op på siden af mig, og gjorde klar til at køre ind foran mig. I det han gør det kører de foran, og så trækker han bare ud i stedet for at køre med. Det betød at jeg lige skulle lukke et hul på 10 meter i vinden. Det var jeg mildest talt ikke super glad for. Med 5 km tilbage af løbet fandt jeg mig selv sidde for langt fremme. Jeg tror jeg sad som rytter nummer 3 eller sådan noget, og det kunne jeg ikke bruge. Så da der så småt kom et par angreb, sørgede jeg for lige at lade et par andre gå forbi, og så komme i deres hjul. Det betød at jeg pludselig lå inde i feltet og blev skærmet helt af for vinden. Med den sidste km i sigte kom der et angreb, jeg fik hurtigt lukket det, og sad nu som i 2. position. Han valgte at fortsætte sit pres, hvilket passede mig rigtig godt. Forbi 500 meter skiltet, og så trak han sig mere over mig venstre side af vejen, så der faktisk kun lige var plads til mig. Med 350 meter tilbage valgte jeg at åbne op. Selve opløbet lå for anden af et blødt sving, men man kunne ikke helt se hvor langt der var for svinget endte. Jeg huggede til og kom væk. Benene føltes overraskende lette, men efter de første 150-200 meter begyndte syren at melde sig. Jeg forsøgte at holde presset så meget jeg nu engang kunne, men da vi nåede ind på de sidste 30 meter kunne jeg ane en rytter på hver side. Jeg nåede at tænke "Det her sker bare ikke igen" med henblik på sidste uges spurt hvor jeg nåede at blive passeret af 2 andre på de sidste metre. Jeg forsøgte at klemme det sidste ud, og kunne derfor køre over stregen som nummer 1 i feltet. Jeg måtte da også lige udbryde et brøl da jeg krydsede stregen for den længste spurt jeg nok nogenlunde har kørt.

Herfra var der sådan set bare opsamling, snakke med de andre, grine lidt, og så over og modtage de famøse 75,- og 4 point en 4. plads giver.

I alt en ganske fin søndag. Jeg nærmer mig podiet, og jeg håber at jeg snart kan træde op på det. Det ville i hvert fald være en glæde at kunne tage det sidste skridt. Sammenlagt har jeg indkørt 6 point i år, og havde 7 point med fra sidste år. Så en total på 13 point, så der mangler 11 for at rykke op i C. Hvis jeg bare kan blive ved med at køre point ind i alle løb skal det nok gå.

Data og alt det der får i senere.

Jo får skam cyklet, ikke så meget som jeg gerne vil pga arbejde, familie og dårlige undskyldninger. :-) dæk er monteret 25mm hvilket gør en del for de 95 kg. Har heller ikke sluppet spinning helt, da det i hverdage er nemt/hurtigt.
Har arbejdet en del med min vægt, har som sagt været nede og snuse til 95 kg hvilket jeg er svært tilfreds med, knokler dog med det, og med udsigt til hjemmebagte hveder i morgen og de lurpakker i køleskabet, skal der knokles :-)
Loggen får lov at stå lidt stille, har ikke lige haft lysten ærligt. Men jeg læser stadig herinde i stor stil.

Beklager, kan godt se mit svar virkede arrogant. Det var ikke meningen.