Henrik S.

Medlemmer
  • Content count

    4,605
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    40

Henrik S. last won the day on November 10 2017

Henrik S. had the most liked content!

About Henrik S.

  • Rank
    Medlem

Profile Information

  • Køn
    Mand
  • Sted
    Frederiksberg
  1. Motion i balance™

    Jeg har lige vundet nogle dage i limbo takket være en lille fiber i min venstre læg, der pludselig dukkede op i går. Har småluntet en lillebitte smule i dag, uden at den gik helt amok, så jeg tror ikke, det kommer til at trække voldsomt ud. Prøvede præcis det samme - i den anden læg - tilbage i 2010-11 stykker, hvor der også pludselig kom denne irriterende skarpe smerte. Som jeg husker det, tog det heller ikke vildt lang tid dengang. Ligesom sidst var det også denne gang mærkeligt nok på en virkelig stille og rolig løbetur, at det pludselig dukkede op. Jeg havde sat mig for at løbe 14 km-turen op omkring Kagsmosen og høre en lydbog imens, og alt var totalt tilbagelænet. Da jeg var længst væk hjemmefra, kunne jeg pludselig mærke denne her velkendte smerte i læggen. Og så skal man som bekendt ikke blive ved. Det må ikke gøre ondt at løbe. Der var 7 km hjem, så gode råd var dyre. Jeg begyndte at lægge planer om at humpe over til Husum S-togsstation og stige om i Vanløse. Alternativt at praje en taxa ... MEN på grund af lydbogslytningen havde jeg jo min mobil med, og lige foran næsen på mig stod der en elbil fra Green Mobility. Jeg er medlem af både den tjeneste og DriveNow. Så jeg åbnede den bare med mobilen og kørte hjem til hoveddøren på 15 min. Og det er nok grunden til, at jeg reddede den på målstregen og ikke har superduper ondt i læggen i dag. Men det bliver en uge med minimal træning, indtil læggen er ovenpå igen ... Det er altså bare sk....smart med de elbiler. Vi bruger dem også, når vi skal i lufthavnen. Det koster typisk en tredjedel af en taxatur.
  2. Motion i balance™

    Frost Cup 3. afd. Søndag morgen var det minus 4-5 grader, så Frost Cup levede for en gangs skyld op til sit navn. Til gengæld var der høj blå himmel, ingen vind og masser af vintersol. Virkelig flot vejr. Og det var kun vandpytterne, der var frosne, så ingen problemer. Jeg har døjet med tunge, stive ben siden den halvmaraton nytårsaftensdag, som åbenbart tog lidt hårdere på kadaveret, end man skulle tro. Men da starten gik klokken 10 var benene fine, og selv om jeg blev vist forkert på den første runde (vi skulle løbe 2 x 5 km), så betød det mindre, da jeg fik vendt skuden efter kort tid og kom på sporet igen. Desværre var ruten en anelse for kort, så tiden på 41:08 er ganske vist god, men også teoretisk, da jeg ikke ved, hvor langt vi egentlig har løbet. Hver runde var vist kun 4,8-4,9 km, så der skal nok lægges en 60-80 sekunder oveni. Det giver så stadigvæk en forbedring fra sidst, så jeg er godt tilfreds og var fint løbende. Benene føltes godt, og de to runder blev løbet på præcis samme tid (på sekundet). Til alle tre afdelinger har jeg i øvrigt ligget og dystet med en jævnaldrende dame, som det fremgår af billedet fra i går, hvor jeg er i orange, og hun er i gråt. Vi har skiftevis løbet sådan en 10-20 sekunder fra hinanden, og jeg har sgu godt nok luret lidt på, at hun er godt løbende. Da jeg studerede resultatlisten fra i går, dæmrede det for mig, at det er Tove Schulz-Lorenzen, som i slutningen af firserne blev nummer seks i London Marathon. Så giver det god mening.
  3. Motion i balance™

    Der mangler i dén grad intensitet :) Det er jo det, jeg skal i gang med nu, men jeg må godt nok indrømme, at det er svært at få benene til at bevæge sig hurtigere. Det går stille og roligt fremad med mit tempoløb, men om nogle uger burde jeg gå i gang med at løbe egentlige intervaller, og jeg tror, det bliver en kamp. Jeg ved jo godt, hvad der skal til, men jeg ved sgu ikke rigtig, om mit gamle kadaver kan honorere det. For en 4-5 år siden løb jeg Spartas 15 km testløb på lige under en time. Den slags tider er langt væk lige nu, og - ja, ikke for at trække alderskortet - men det går altså den gale vej med årene. Grundformen lige nu er til at jeg kan løbe 20:30-21:00 til 5 km Parkrun, og sidste afdeling FrostCup (10 km) lå på lige knap 43 minutter. Dertil kommer søndagens 1/2-maraton på 1:36 (med hiv og sving). Det hele løbet som en del af træningen uden nedtrapning osv. De tider korresponderer sådan set meget godt og angiver det grundniveau, jeg ligger på nu. Km-tiderne på 10 km lå 10-20 sekunder hurtigere på 10 km end på 1/2-maraton. Det er måske ikke den store forskel, men det tager jeg først og fremmest som et tegn på, at de kortere distancer går for langsomt. Jeg KAN simpelthen ikke løbe meget hurtigere end 20:30 på en 5 km lige nu, om så det gjaldt livet. Derfor er opgaven sådan set klar nok. Jeg fortsætter med nogle uger som beskrevet længere oppe i tråden. Det ugeprogram krydrer jeg med lidt 5 km Parkrun og med 10 km Frostcup. Og derefterskal jeg begynde at flette alle de 'frække ting' ind i programmet såsom intervaller, mere fartleg, bakketræning, kortere intervaller og alt det andet sjove. Jeg forestiller mig to intensive dage om ugen, der efterhånden bliver meget intensive (forhåbentlig).
  4. Motion i balance™

    Änglamark Nytårsløb Traditionen tro sluttede jeg året af med Änglamark Nytårsløb i Fællesparken, som er på en kringlet 5 km rute, man skal løbe fire gange til halvmaraton plus en lille sløjfe til sidst for at komme op på de 21,1 km. Det er jo egentlig lidt længere, end jeg løber for tiden, hvad der afspejlede sig i løbet for mit vedkommende. Fra en fornuftig første omgang gik det støt og roligt ned ad bakke til en noget slidsom sidste omgang og en sluttid på 1:36:01. 'Normalt' kan tempoet gå lidt op og ned undervejs. Jeg løber ofte den tredje fjerdedel langsomst og får så sluttet fornuftigt af på den sidste fjerdedel, men når der ikke er så mange kilometer i benene, kan selv 21,1 km faktisk godt gå hen at blive lidt langt, og så nasser det i lårbasserne til sidst, mens tempoet bare daler. Og som det fremgår blev de 4 x 5 km løbet på hhv. 22:09, 22:25, 22:53 og 23:30, hvor jeg ellers plejer at løbe mere jævnt. Nuvel, alligevel en sjov oplevelse med masser af udklædte løbere og god stemning som hvert år. Den kompakte krøllede rute har masser af sving og er noget af et hamsterhjul at tonse rundt i, men der kommer ret hurtigt luft i feltet, så man kan skære svingene og holde en god kadence. Efter de første to runder troede jeg faktisk, at tiden ville blive noget bedre, men alt i alt er jeg egentlig OK tilfreds. Om ikke andet var turren et bevis på, at grundformen egentlig er OK. Nu kommer de næste 2-3 måneder til at afhøre, om jeg kan få lidt mere fart i de gamle ben.
  5. Langt pokker i MOL

    Som jeg husker det, kørte A- og B-ryttere dengang op til omkring 20.000 km om året, mens profferne kunne ligge på 35-40.000 km., så det var slet ikke usædvanligt.
  6. Langt pokker i MOL

    UDEN SAMMENLIGNING I ØVRIGT :) Verdens bedste sportsmand ever, Eddy Merckx, troede også på volumen, og det kan du læse om her i Chris Sidwells artikel i Cycling Weekly fra 2015: When Italian coffee machine manufacturer Faema recruited Eddy Merckx in 1968, part of the deal was to provide the cash not only to pay Merckx but to let him build the best team he could. That agreement was preserved when Molteni took over sponsoring Merckx’s team in 1971. Merckx and his personal manager Jean Van Buggenhout enlisted the best talent possible, but with one proviso — anyone joining the team wasn’t just riding for anybody, but Eddy Merckx. The pay was good, but you could forget personal glory. The deal appealed to some, but not everybody he approached, thankfully. Once the team was assembled there was a pretty tough regime implemented. Training started with a bang on January 1 each year, and riders were expected to stay fit through to the end of the previous year. They had to cope with what Merckx had in store for them. Every Monday, Wednesday and Friday the team met at his house just outside Brussels for a ride. Most of the team were Belgians, so they were expected to turn up. And the ride plan was simple and unwavering. For almost the whole of January, the team rode 200 kilometres together. They rode side by side, swapping riders at the front. And they rode whatever the weather threw at them. Rain, hail or sleet, it didn’t matter. They rode from Brussels to the East Flanders hills, the Flemish Ardennes, did a big loop of the Tour of Flanders climbs, then rode back to Brussels again. “I used to see them,” said former British rider Barry Hoban. “I’d be out training, but the Flemish Ardennes are a lot nearer to where I lived in Ghent than they are to Brussels. I’d be on my way home and I’d shout, ‘Enjoy your 200 kilometres, lads,’ taking the mickey a bit, but the training worked. “Merckx always had riders around him towards the end of a Classic. He always had teammates who could set the pace and close gaps, setting things up ready for him to attack.” The training group would have a team car following them, with bike spares, extra clothing, food and drinks because there were never any stops. The car didn’t pick up stragglers though. Anybody who dropped behind had to make their own way back, then explain to the boss why they were late. And if it rained or if sleet fell, Merckx would just tell the group it would probably do the same in the Tour of Flanders, so they’d better get used to it. Once back at Merckx’s place the riders showered and ate — usually the universal pro recovery food of Seventies Belgians, hot minestrone soup — then the group dispersed. And in the days they were at home, they were expected to do their own training. It was a tough regime but when the season started in February, Merckx and his men were always ready. He was never less than competitive in his favourite first races; the Trofeo Laigueglia, Monaco GP and the Tour of Sardinia, often winning them. Then Merckx would roar into the Classics. Winning Milan-San Remo seven times was no accident — it was based on those Monday, Wednesday and Friday sessions.
  7. Langt pokker i MOL

    Hvis jeg vrider min hjerne og tager tidsmaskinen helt tilbage til 1975-80, hvor jeg kørte cykelløb, så gjaldt det samme dengang. Bare for at sætte det i perspektiv: Jeg kørte to sæsoner ungdom, to sæsoner junior og knap to sæsoner som senior, til sidst i B-klassen. Dengang var det - også i cykelsporten - god latin at få en masse kilometer i benene. Som 2. års junior i 1978 fik jeg fra 1. januar til 31. marts 3300 km i benene. I sæsonen kørte jeg mellem 1700 og 2500 km om måneden til træning og løb (og der var ingen sommerpause dengang, så jeg kørte 30 løb i det hele). Som 1. års senior i 1979 havde jeg 4500 km i benene fra 1. januar til 31. marts. I sæsonen kørte jeg mellem 1600 og 2300 km om måneden. Det blev til i alt 31 løb (og oprykning til B-klassen i juni måned). Fra 1. januar til medio september (hvor sæsonen sluttede dengang) blev det til ca. 16.000 km kan jeg se af min træningsdagbøger. Vintertræningen havde fokus på lange ture i jævnt tempo, en lille smule tempotræning og så en masse træning i skoven med cyklen på nakken. Når marts kom, blev der skruet op for både volumen og intensitet. Så var man klar til at køre sig i form i løbene, som begyndte omkring 1. april. Der var 1-2 løb hver weekend, og man var så vidt muligt med i dem alle. Det er først i 'rigtige' cykelløb, men kommer i 'rigtig' løbsform. Jeg giver nok ikke så meget for watt og sweet spot og alt det der ;) Kort sagt: Selv for en middelmådigt talenteret rytter som mig var man oppe på et vist volumen dengang ...
  8. Langt pokker i MOL

    Jeg er ikke træningsekspert og har ikke det fulde overblik over, hvordan 'man' træner. Men efter min tid som cykelrytter i min grønne ungdom havde jeg nogle år som konkurrenceløber 1980-83. Dengang holdt man sig stadig til Lydiards principper, som dikterede et meget stort volumen af træning for at opbygge en base uden at risikere skader. Det var ikke super langsomt, men dog klart nede i den sikre, aerobe zone. Jeg løb 130-170 km/ugen fra efterår til forår, og det var ikke nogen usædvanlig mængde dengang (og jeg var ikke maratonløber, men 5000 meter-løber). Det var - tankevækkende - også dengang, danskerne tilhørte den internationale løbeelite på blandt andet maraton. Siden har jeg kun været motionist, men kunne dog notere mig, at man fra måske sidst i 1990'erne og frem til 2010'erne blev udsat for alle mulige forsøg på at 'skyde genvej' med højintensiv træning og langt, langt færre kilometer. Det gjorde den danske elite langsommere og har sikkert også resulteret i en masse skader hos motionister, der fra ingenting kastede sig ud i hurtige intervaller og 10-20-30 træning og alt muligt andet. Så vidt jeg ved - og igen, jeg er ikke ekspert - så har man de senere år besindet sig og fundet tilbage til formlen med stort volumen og med lange ture, der bliver afviklet ved afdæmpet tempo. Det startede i USA og har også bredt sig til Danmark hos bl.a. Hechmann. Sidstnævntes træningsprincipper afviger ikke ret meget fra Arthur Lydiards, guruen tilbage fra 1970'erne og 1980'erne. Er man konkurrenceløber, så tror jeg ikke, der er nogen vej udenom et stort volumen. Der findes ikke nogen nem formel eller genvej til at løbe hurtigt. Den rigtige, hårde intervaltræning er så hård, at man skal have en seriøst solid base for at kunne holde til det. Og det tror jeg sagtens, men kan overføre til cykeltræning. Der skal været stærkt fundament at bygge på. Om det så har noget med kapillærerne at gøre, ved jeg ikke, men det e rmin egen erfaring, at det virker.
  9. Langt pokker i MOL

    Kæft, nogle lårbøffer ...
  10. Langt pokker i MOL

    Av, av, av ...
  11. Motion i balance™

    Traditionen tro ... ... var den tredje fjerdedel af turen den langsomste. Det er den altid. Det er ikke fordi km-tiderne på de 4 x 2,5 km varierer meget, men alligevel er der den samme tendens som altid. Det er som om, man slapper lidt mere af, der stadig et godt stykke vej til målet, og så bliver der bare løbet lidt langsommere.
  12. Motion i balance™

    Frost Cup 2. afd. Søndag var der Frost Cup i Herlev, og det er et rigtigt gadeløb med en flad rute og rigeligt med sving. Stierne omkring Herlev Stadion er rimeligt smalle, og da rundstrækningen kun er 2,5 km, kommer vi 10-km-løbere let i klammeri med de langsomste 5-km-løbere, som stadig tøffer rundt på deres anden omgang, når vi er i gang med tredje eller fjerde. Det giver en ret tæt trafik til tider, men ellers er det et super løb. Heldigvis er der deltagerbegrænsning, så problemet holder sig trods alt inden for rimelighedens grænser. Oplevelsen blev lidt la-la. Heldigvis fik jeg det bedre efter en omgang forkølelse og øm hals, så jeg havde trods alt mod på at stille op. Meeen da jeg først lukkede lidt op for gashåndtaget, kom der ikke helt luft nok til systemet, så det blev 4 tunge runder, men dog i et ensartet tempo hele vejen. Tiden blev 42:58, så det var egentlig fint nok i betragtning af, at kroppen ikke var 100 procent på toppen. I dag har jeg det heldigvis fint, og både bentøj og hals virker som om det var godt at give den lidt ekstra gas i går. Har i øvrigt fået et par crosssko igen, så jeg håber at få nogle weekender her i vinter, hvor turen går ud i skoven med en god omgang bakketræning.
  13. Motion i balance™

    Mine uger lige for tiden ... Jeg kører efter samme skema i de her uger, og jeg har netop haft en af dem, der gik lige efter bogen. Den har set sådan her ud: Mandag og fredag en solo-spinningtime efterfulgt af 30-40 minutters allround styrketræning. Tirsdag og torsdag 9 km løbeture i jævnt tempo. Onsdag en 15-16 km med 5 x 1 km tempo undervejs, denne gang en 5-8 sekunder hurtigere end de forrige gange. Lørdag morgen Parkrun på 21:09, OK efter omstændighederne. Med op- og nedvarmning i alt 11 km. Søndag en lidt længere tur på 18 km i jævnt tempo. Efter at have kørt sådan et stykke tid, synes jeg, at bundniveauet er ved at løfte sig lidt. Det gælder om at bevare noget sejhed og udholdenhed og på den måde bygge en fornuftig platform op til - forhåbentlig - at spidse træningen til sidst på vinteren/først på foråret. Filosofien er at trods alt at bevare lidt kilometer på kontoen, at supplere emd to dage, hvor jeg løber noget tempo og så fortsætte emd to gange allround styrketræning, så kroppen ikke falder helt sammen. Jeg føler mig vældig godt tilpas ved det, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget tempo, jeg vil kunne presse ud af benene. We'll see. Næste programpunkt er 2. afdeling af Frost Cup på søndag på 'hjemmebanen' i Herlev. Lige nu syne sjeg heldigvis, at mit optræk til noget forkølelse og halshalløj er gået i sig selv igen.
  14. Motion i balance™

    Top-tip til cyklisterne: Her er en hel time om cykeltræning med Lars Nybo, en klog mand. De kommer blandt andet ind på periodisering og styrketræning. Lars var træner i ABC, da jeg cyklede der, og han er i mellemtiden blevet professor. https://www.radio24syv.dk/programmer/fitness-mk/20176602/123-cykelsport-og-videnskaben-bag
  15. Motion i balance™

    Går og tæller på knapper, om jeg skal løbe Park Run i morgen eller ej. Har haft nogle dage med lidt ondt i halsen og værken i kroppen, men det virker ikke som om, at det har tænkt sig at blive værre. Sidste lørdag løb jeg Park Run ude i Amager Strandpark, og det er altid virkelig flot at løbe derude. MEN jeg havde lige glemt at tjekke vejrudsigten, for der lå et tykt lag is på bilen, da jeg tog af sted, og ude på ruten vekslede det mellem at være fint føre og spejlglat. Tiden landede derfor på beskedne 21:05, for det gik hen og blev en teknisk affære, hvor man på meget af ruten skulle løbe forsigtig på tåspidserne eller alternativt ude i græsset eller sandet. Men flot, det var det. Som det fremgår af billedet var der stor spredning på grund af isen - jeg følte mig som Palle alene i verden det meste af turen.