Henrik S.

Det må eddersparkeme have givet noget myldretid og køkørsel

Ja, Friels bog har jeg også læst og netop genbesøgt. Det flugter fint med hans pointer, at man egentlig burde begynde at løbe kortere og (relativt) hurtigere med alderen. Pulsen skal op (udover at man heller ikke må glemme styrketræning og balance, som han også er inde på i bogen). Friel understreger, at man skal presse sig selv og presse pulsen op i stedet for at lulle sig ind i lange træningsture, som man måske løber langsomt eller halvlangsomt. Det er derfor de seneste uger dæmret for mig, at man egentlig burde træne som en mellemdistanceløber i stedet for som en maratonløber, når vi ser på den impact, træningen har - eller sigter mod at have - på den aldrende krop. Det er nemlig rigtigt, at restitutionstiderne på intervaller bliver længere, men det er min tese, at det kun gælder lange tempointervaller på 1000, 1200 eller 2000 meter. Løber man en pyramide med intervaller på 100-600 meter, som jeg gjorde den anden dag, eller noget 30/20/10-træning, kan lårbasserne også blive godt stegte, men det er ikke nogen langvarig udmattelse. Der er jo en grund til, at 800 og 1500 meter-løbere kan løbe kvalifikationsrunder nærmeste flere dage i træk til de store stævner. Konkurrencerne slår hårdt, men man er forholdsvist hurtigt ovenpå igen. I den anden ende af skalaen har vi fx et halvmaraton, hvor man (jeg) kan være ødelagt i en ganske lang periode. Da jeg back in the day trænede til at løbe en god 5000 meter på bane, løb jeg jo et hav at kunststofstævner, men kun meget sjældent den fulde distance. Det var typisk distancer som 800, 1000 og 1500 meter plus mile og måske en enkelt gang en 3000 meter (eller den mærkelige 2000 meter-distance). Det kunne man sagtens uden at det satte træningen tilbage. Nå, men det ændrer ikke på, at jeg stadig ikke har fundet noget, der er målrettet den gamle mellemdistanceløber, så jeg improviserer videre.

Tjekkede lige nogle gamle programmer, og ruterne lå i reglen på 23-32 km pr. omgang. Der var vist nogle enkelte korte - Silkeborg var vist også nede på en 14-15 stykker - men det gav så tumultagtige scener, når felterne skulle overhale hinanden.

Fik lige presset en lyntur ind på Brutus i frokostpausen. Det blev den sædvanlige lille rundtur på 30 km. Efter Glostrup kommer der lidt længere strækninger med fri leg og hele vejen ind mod byen til sidst er der heldigvis forholdsvis langt mellem lyskrydsene, men noget rigtig landevejsflow får man jo ikke . Det skal dog siges, at turen var forhekset i dag på den gode måde, da stort set alle lyskryds skiftede til grønt for mig. Det var meget mærkeligt. Nogle dage er det (desværre) omvendt. I dag havde jeg ifølge mit løbeur under 3 minutters spildtid på hele turen, det er ret vildt.

Tak for rutekort, interessant. Tænk, at man kan få en 14 km-rute klemt ind på selve Amager. Den skal så heller ikke være meget kortere, før vi er nede i en slags gadeløb. Jeg tror, at den korteste rute, jeg har kørt løb på back in the day var 20 km, og det var i Tønder. Måske husker jeg forkert, men altså, der er jo generelt lidt bedre plads på landet i Jylland

Hvor filan kan man køre løb på Amager? Eller ruten ligger måske ovre på 'fastlandet'?

Er i fuld gang med at tage de gamle træningsmetoder frem for at støve dem af og komme dem i værktøjskassen. I weekenden blev det til en omgang 30/20/10-intervaller i lidt kortere tid end sidst, men til gengæld med mere blæs på de hurtige 10 sekunder. Det kan noget. I dag joggede jeg hen til Damhusengen og løb 200/400/600/400/200 meter med 100 meter gang/jog indimellem. Sådan en pyramide kan også noget, for som grafen viser kan jeg allerede nu ligge og arbejde med en puls lige under 140, og for mig er det altså ret højt ;) Tænker, at det er det, jeg skal sigte mod, hvis jeg skal have benene til at bevæge sig hurtigere. Jeg skal finde sådan nogle træningspas, der får pulsen i vejret. Derfor venter der nok snart nogle besøg på stadion for at løbe nogle flere 'pyramider'. Indtil videre er det sjove ved at undgå de her lange og halvlange tempoture, at benene er virkelig friske. Turene tager også kortere tid og er ret underholdende.

Hmm, jeg kan godt være i tvivl om, hvor meget et par kg fra eller til betyder på danske bakker. Jeg er helt med på, at terrænet omkring Vejle er udfordrende, men såååå lange er bakkerne heller ikke. Ellers har du ret i, at der bliver flere kg siddende på sidebenene med alderen, men det oplevede jeg nu først oppe i 40'erne.

I dag har jeg virkelig ærgret mig over, at de lette Tune-hjul fra Tyskland tilsyneladende er gået tabt i et uendelig dybt datahul mellem DPD og PostNord. Pakken blev for snart en måned siden sat til returnering, fordi de påstod, at de havde forsøgt at aflevere den. Nu kommer der hver anden dag en ny melding i min PostNord om, at pakken er på en terminal i enten Danmark eller Tyskland. Afsender er lige så mystificeret, og det er som sædvanlig umuligt at komme til at tale med et levende menneske. Jeg ved ikke, hvor mange hundrede pakker, jeg har sendt og modtaget, men det er altså første gang en pakke er gået i et uendeligt cyberloop, uden at nogen kan fortælle, hvor den rent faktisk befinder sig. Højst mystisk. Nå, men grunden er, at jeg tog ned til Avedøre Holme for at køre tre omgange på rundstrækningen. Det gik for så vidt fint, men man skulle edderbukkeme holde godt fast i styret i sidevinden. Det blæser pænt derude, og når man lige kommer fri af hække og huse, og der står en frisk blæst ind fra siden, så river det sgu godt i sådan nogle høje profiler. Nå, men jeg har overlevet og venter stadig pænt på nogle mere sidevindsegnede hjul

Nej, og tak for det. For nogle år tilbage var min den ældste af drengene tre måneder i Mumbai som et led i det sidste år på DTU. Han sendte nogle billeder af de tog, der rullede forbi med passagerer inde i vognene, oven på vognene og uden på vognene. Kæft, det så halsbrækkende ud. Og hvis nogle af dem faldt af, ville de lande i den blanding af affald og rotter, der lå langs skinnerne. Til sammenligning bor vi godt nok i et lille, velordnet og særdeles privilegeret land ...

Det viser mine data også de gange, jeg har beholdt løbeuret på om natten. Kroppen skynder sig tilsyneladende at få den dybe søvn som noget af det første, og så bliver søvnen lidt lettere længere ud på natten og ud på morgenen. Det er nok i virkeligheden meget smart, at det er indrettet på den måde.

Nå, jeg får da løbet og cyklet lidt, så det er ikke den rene dovenskab Anklen opfører sig nogenlunde, så indtil videre fortsætter jeg bare mit 'blandingsmisbrug' med både løb og cykling uden de store fremtidsplaner. Det gode ved en periode 'in-between' er jo, at man kan gå og gøre sig lidt tanker om, hvordan man kan udfordre sig selv lidt, når biostilladset igen er helt på plads. Det kunne sagtens være ved at skrue yderligere op for enten cykeltræningen eller løberiet. Men man kunne jo også tage nogle gode ture på cyklen og så bare løbe lidt kortere, men hurtigere. Jeg er virkelig glad for cykelturene lige p.t., og jeg kunne jo bruge to af dem om ugen til at få tilfredsstillet 'den lange tur' og så til gengæld nøjes med at løbe kort for ikke udfordre kroppen alt for meget. Jeg sidder og bladrer i min træningsdagbog (løb) fra 1982. Da løb jeg en hulens masse kilometer om vinteren for at få et godt grundlag til hurtighedstræningen om foråret. Men når jeg så ser på specialtræningen fra april til juli, så kan jeg godt huske, at jeg virkelig godt kunne lide de (meget indviklede) træningspas på stadion med hurtige intervaller af alle mulige slags (som dengang skulle give hurtighed til en 5000 m). Den vej kunne man jo også gå ned ad, og nu kommer vi til pointen: Jeg kan simpelthen intet finde om træning til mellemdistance for den gamle løber. ALT begynder ved 5 km og lægger mest vægt på halvmaraton og maraton. Det er, som om de kortere distancer er forbeholdt de unge løver, og det er egentlig spøjst. Ja, jeg tænker bare højt. Men en fornuftig motion i balance kunne da sagtens være nogle gode lange ture på racercyklen kombineret med færre kilometer løb (måske højst ture på 7-9 km) suppleret af nogle pas på stadion. Jeg holder meget af at træne intervaller på stadion, og jeg har jo adgang Rødovres udmærkede atletikbane. Nå, jeg tænker videre ...

Det er noget, der river, når der er noget med ungerne. Vores afkom har da heller ikke fulgt den perfekte, lige linje, men nu er de blevet så store, at de er landet på benene. Det gør de jo heldigvis som regel, men vejen derhen kan undertiden være krævende. Første skridt er et registrere udfordringerne og begynde at handle på dem, og det lader det jo til, at I gør. Krydser fingre for fremgang.

Har i øvrigt haft mine årlige 'sundhedsuger'. Min tandlægetid her tidligt på foråret lander som regel samtidig med min årskontrol for blodtrykket, så jeg har været igennem hele møllen. Heldigvis med grønt lys hele vejen. Tandlægen var nærmest begejstret for min tandhygiejne, og der var ikke optræk til huller. Alle tallene fra blod- og urinprøven hos lægen lå inden for normalen. Natrium var lige oppe at kysse loftet, men det er mindre vigtigt. Bedre var det, at mit kolesterol ligger godt under grænseværdien. Så alt godt. Når jeg har lægen for mig selv, får jeg altid fyret lidt ekstra bonusspørgsmål af, og denne gang bad jeg ham også lige tjekke ryggen for eventuelle modermærker og andet, der skal holdes øje med, men der var ikke noget at berette. Med andre ord: Jeg har det som en gammel Ford Fiesta, der har klaret endnu et syn

Det er rigtigt, Col de Kalveboderne kender jeg, der er lidt stigning på (hvad der ellers er sjældent på de kanter). Det skal jeg da huske Selve diget er jeg ikke så glad for at køre på.

Har lige prøvekørt konceptet med en kort og koncentreret cykeltur midt på dagen, og det kan godt fungere som alternativ til løb. Min udfordring er, at det passer bedst med træning i frokostpausen, for efter fyraften skal der gås med hunden, og så går jeg generelt bare i aftenmodus. Men da jeg har kontor hjemme og selv bestemmer over min tid, kan jeg til gengæld rive en time til halvanden ud af dagsplanen midt på dagen. Det er jo perfekt til løb, men lige presset nok til cykling. I dag prøvede jeg dog at lægge tingene parat, hoppe i tøjet og nappe en hurtig 30 km-tur på Brutus, og det kan faktisk godt lade sig gøre uden at ødelægge hele dagsprogrammet. Og selv om det ikke er langt, så bidrager det lidt til cykelfornemmelsen alligevel. I morgen står den igen på en lille løbetur, men nu ved jeg, at jeg kan lave lidt vedligeholdelsescykling på en hverdag også, så det giver lidt ekstra variation og frihed. I weekenden satser jeg dog på en lidt længere cykeltur, så jeg kan komme op på distancen ned til fritidshuset. Herfra hvor jeg bor, er det jo en evig udfordring med at komme ind og ud af byen. Det tager en evighed med de mange stop ved lyskryds, men det er der jo ikke så farlig meget at gøre ved. Det nemmeste ville være bare at køre ned til rundstrækningen på Avedøre Holme, men den er sgu for trafikeret i hverdagen, til at jeg gider/tør ligge og køre rundt på den. PS: Ved nærmere eftertanke var det nok det fede ved at cykle en tur nede fra huset på landet. Jeg trillede lige de 50 meter ud af området, og så var jeg på landevejen. Det er jo også det, jeg kender fra mine cykelsportsdage. Der trillede jeg ud for enden af den vej, vi boede på, drejede til venstre, og så begyndte landevejen.

Lyder som en fantastisk tur.

Ork ja, Voltaren Forte, Ipren-salve, you name it. Det har desværre 'sat sig' lidt mere permanent. Så nu skåner jeg anklen ved kun at løbe korte ture, styrketræne området og bruge cykling til at afreagere på. Cykling er meget skånsomt og påvirker det ikke negativt, så det kan være, det bliver et forår i sadlen

Første uge i min ankelinflammationsbekæmpelsesperiode blev lidt blandede bolcher. Jeg har fået løbet et par ture, som var OK, men dog ikke så langt. En omgang Ipren'er fik faktisk de værste symptomer i anklen til at lægge sig meget hurtigt, men den er stadig ikke helt god (nu, hvor Ipren'erne er lagt væk). Derfor er alle planer stadig på stand-by. Jeg har også fået jogget hen til Puregym to dage til lidt styrketræning. Første gang blev dog en ren prøvetur, da de har fået nyt maskineri og har flyttet rundt på det hele. Men anden gang var allerede bedre, og de nye maskiner er ikke så dumme, så det skal nok blive godt. Da anklen stadig bøvlede noget i kølvandet på Ipren-kuren blev jeg overbevist om, at det her kommer til at trække ud, og jeg har endnu ikke kilometer nok i benene til at cykle de 70 km til fritidshuset. Men jeg skal jo have afløb for abstinenserne på en eller anden måde, så jeg tog - endnu - en hurtig beslutning. Jeg pløjede DBA igennem og fandt en gammel Giant Defy i størrelse Large med noget Shimano-hejs på til salg i Herstedøster. Den skulle koste 2500, så vi blev enige om en jydepris på 1900 københavnske dollars. Mig af sted til Herstedøster, og lørdag morgen gik turen til fritidshuset med en cykel på bagsmækken. Jeg kunne samle pumpe, ekstraslanger og lidt reservecykeltøj sammen fra lageret, og på cyklen var det egentlig kun sadlen, der skulle justeres, så var jeg good to go. Så både lørdag og søndag eftermiddag har jeg fået kørt den samme knap 40 km lange tur på de sjællandske landeveje. Der er godt nok fint derude i det vestsjællandske, og næste gang må turen gå Tissø rundt eller måske ud til Reersø på kysten. Så selv om det var en impulsiv beslutning, fungerer det allerede fint. Jeg får rekognosceret lidt på vores nye 'hjemegn' og undgår de værste frustrationer over ikke at kunne løbe så langt, som jeg gerne vil.

Fedt, mand

Jeg vil da ikke helt afvise at gå til yoga, hvis det var en beagletime: https://www.facebook.com/reel/1833428467487112

Forstår jeg godt. Jeg var back in the day alt for nervøs til bare at kaste mig ind midt i de der store felter. Jeg brugte nogle løb på netop at spidse formen til (uden at tage chancer), og så skruede jeg absurd meget op for træningen ved siden af. Efter en måned var formen ved at være der, og jeg kunne bare holde mig blandt de forreste hver lørdag/søndag. Det gav oprykning til B i juni måned, og der var felterne langt, langt mindre. Så selv om tempoet var højere, oplevede jeg det faktisk som en lettelse at rykke op. Slet ikke samme stress på den dårlige måde.

Den kan jeg slå med et totalt flashback til mine første løb i seniorklassen. Det var det år, hvor man havde sløjfet D-klassen (der var simpelthen for få cykelryttere i Danmark), så alle begyndte i C-klassen. Jeg kan se af min træningsdagbog, at vi var et felt på 68 til sæsonpremiere i Skive. Det toppede med et felt på 98 ryttere i Fredericia den 12. april, og derefter var det hhv. 85, 75 og 70 til de følgende løb. A word of advice: Hold dig fremme, så lang tid du overhovedet har saft i lårene til det. Jeg husker navnlig løbet i Fredericia, hvor folk kørte i grøften til højre og venstre. Det var jo - i modsætning til flyvestationen - på smalle landeveje med 98 forårskåde ryttere, hvoraf mange var nybegyndere. Kan se, at jeg fik krabbet mig igennem til et enkelt point som nr. 22

Jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret. Men det er nok også, fordi jeg personligt vil have det svært med terapi og den slags, som er og bliver en meget 'kunstig' foranstaltning (og sådan behøver alle jo ikke at have det). Som alternativ kunne man jo prøve at finde tilbage til, hvad der oprindeligt var det, der gav en gnist, og så bygge noget op med dét som afsæt, som du også er inde på. Hverdagen sætter uundgåeligt ind før eller siden, men hvis det virkelig trækker i én for at afsøge nye græsgange, skal man godt nok tænke konsekvenserne grundigt igennem. Jeg ved sgu ikke rigtig, om jeg køber historien om den lykkelige skilsmisse. Kommer alting ikke med en pris?

Nå, den ankel driller altså stadig to dage efter søndagsturen, så jeg har lige taget en hurtig beslutning og giver startnummeret til den halvmaraton videre. Så kan en anden få glæde af det, jeg behøver ikke mere at tænke på det og kan koncentrere mig 100 procent om at få den pokkers ankel til at makke ret. Nu skal den helt i bund - om jeg så må sige - og så tager vi den derfra. Jeg skruer op for styrketræningen af anklen med elastik, tager lige en runde Ipren, undgår lange ture og holder mig i gang på landevejs- eller spinningcykel alt efter vejret. I øvrigt et vildt forvirrende besøg i den lokale Puregym i dag, hvor de har skiftet hele maskinparken til et mærke, der hedder Matrix. Alt står nye steder, og alle maskinerne er anderledes, så det skal man da godt nok lige vænne sig til ...