Henrik S.

92,2 kg 
OT - jeg er for introvert og OCD-ramt til det her….

Den tomme lejlighed har håndværkere på, så 8:30 opgav jeg at sove mere.
Stod op og spiste en stor morgenmad, så jeg kunne køre intervaller før jeg skal Covid-vaccineres (en pludselig indskydelse, nu smitten stiger en del og der var ledige tider, da jeg kiggede i går).

Så skriver bror at han mangler oplysninger, så mors urne kan blive sat ved siden af fars urne. Om jeg kunne finde ud af det i morgen? Ej - der er jeg på arbejde, så straks ringe til Københavns Kirker. Efter lang tids søgen, måtte de opgive at finde oplysningerne men ringe tilbage. Vente, vente, vente og vupti, så var der bid. Men jeg nåede ikke at cykle, før vaccinationen.

Da jeg talte i tlf med ex´en i går, lokkede hun mig over på mine feriedage næste uge. Det bliver HELT sikkert også hyggeligt men fårk mit hoved kan bare ikke overskue flere mennesker og snakke i telefonenen nu. 
Og hver gang, så skal jeg ændre i planer for et eller andet. Jeg bliver pi… stresset af det - lad mig nu være (helst  i nogle uger), så jeg kan lade op…..

Jeg må blankt indrømme at jeg for sjældent kommer forbi andres logs.
Kondolerer med tabet af din mor.
Jeg mistede selv min mor i Januar, efter et knapt 8år langt forløb med Demens. Man kommer desværre der til hvor det føles bedre at "de" får fred, end at de skal slås med den smule eksistens der er tilbage. Det er voldsomt hårdt 

Gregers, du er sorgramt. Det må du ikke undervurdere.

Det kan der være noget om. I virkeligheden er min fødder måske kun vokset et halvt nummer gennem årene, men jeg oplever i hvert fald, at mine sko 'klemmer mere'. Det kan sagtens være på grund af langsommere regenerering eller lidt 'tyndere' hud.
I går gjorde jeg i øvrigtkort proces med et par ret nye løbesko, som har drillet fødder og negle: Jeg skar simpelthen en slids foran i begge sko, så de ikke længere klemmer mine storetæer. En første prøvetur tyder på, at det er nok til, at de kan leve videre i skoparken.
Det gav mig så et flashback tilbage til, da jeg begyndte at løbe omkring 1980-81 i min hjemby Haderslev. Der havde tidligere været en gruppe virkeligt gode løbere - herunder OL-deltagere som Gerd Larsen - og dem gik der frasagn om i løberkredse.
Dels trænede de afsindige mængder og løb lange ture i et tempo om vinteren, så det var last man standing, og de kom dryssende hjem til omklædning en efter en. Dels kæmpede de jo i 1960'erne og 70'erne med stenhårde løbesko fra fx Puma, der havde et snævert overlæder i ruskind.
Flere af dem klarede simpelthen ærterne ved at foretage snit og lave huller strategiske steder, lige så snart de fik skoene. Så passede pengene.
PS: Haderslev IF havde i start-70'erne danmarksrekorden i 20 km kolonneløb. Det svarede lidt til holdtidskørsel på cykel, og rekorden lød på 1:10. Det er måske ikke svimlende hurtigt i sig selv, men der skulle altså 5 mand til holdet, og de skulle alle med hjem over stregen. Det var ganske godt for en provinsklub i '72 at have 5 mand, der kunne løbe 1:10 på 20 km. En fed disciplin i øvrigt, som vist for længst er gået i glemmebogen.

Årh, pis, når der 'går advokat i den' 
Vi oplevede lidt af det samme, da min salige svigermor døde, og min svoger regnede med, at der var flere penge til overs fra et tidligere hussalg. Der gik også advokat i den, og så går tingene altså i hårdknude i familiemæssige anliggender, hvor man ikke er vant til at forholde sig til paragraffer.
Håber, I lander på benene med en for alle parter rimelig ordning.

Jeg skrev for nogle måneder siden at der skete en masse ting hos mig, som ikke var træningsrelateret, som jeg håbede at jeg kunne fortælle mere om på et senere tidspunkt. Jeg ville egentlig gerne have haft at det senere tidspunkt var når alt var faldet på plads, men kan også mærke at jeg har behov for at få det ud, fordi det fylder ekstremt meget i mit hoved. 
Min kone er selvstændig sammen med sin bror, i en forretning der har købt af deres forældre for nogle år siden. I grove træk har det været et ekstremt hårdt år, hvor der har været en del kampe med broren. Det hele startede tilbage i januar hvor virksomheden var ved at lukke pga. momsgæld (hurra corona og "hjælpepakker"), hvor de begge kæmpede for at skaffe kapital til at få virksomheden til at overleve. De har et markant andet mindset end jeg har, og er lidt mere "det når vi i morgen" hvor jeg er mere "lad os få det fikset inden i morgen". Uden at komme for meget i detaljer med det hele, så har broren ikke opført sig helt ansvarligt i situationen, og det har resten af året båret frugt af. Faktisk så meget at det kom til et clash tilbage i marts, hvor jeg først fortalte ham hvad jeg egentlig syntes om ham med den måde han agerede på, hvilket skabte en kæmpe kløft mellem ham og jeg, men også til et punkt hvor han endte med at sige til min kone og deres forældre at han ville skille forretning og familie fuldstændig fra hinanden. Så når han var på arbejde ville han ikke snakke familie, men kun forretning, og modsat. 
Det gik også fint, indtil de principper blev brudt lidt, hvilket betød at min kone faktisk fik det svært ved at gå på arbejde, fordi hun ikke rigtig havde lyst til at høre om hans familie. Han lovede i øvrigt guld og grønne skove i starten af året, og ville vise os alle at han virkelig ville forretningen og give den en skalle. Det skete aldrig rigtig. 
I løbet af året har jeg og min kone også lidt sammenstød, fordi jeg bliver træt af det hele. Sådan helt ind til benet træt over hvordan tingene bliver håndteret, og det hele kulminerer i august hvor vi egentlig skal til en fødselsdag og min kone har fri om lørdagen, men lige nævner at hun skal ind og tælle kasse op. Det undrer jeg mig egentlig ikke over, indtil jeg ser at hendes bror er taget til Silkeborg i weekenden, så det er derfor hun bliver nødt til at tage derind. Det skal siges at hendes bror er skilt og har ungerne hver anden uge, turen til Silkeborg (med den nye kæreste og sønnen) var i en weekend hvor han ikke normalt skulle have børn, og han i forvejen har en "let" uge når han har unger, og så en "normal" uge når han ikke har dem. Der bliver altså ikke ofret mere når ungerne ikke er der. Det kammede jeg over, fordi jeg følte at jeg skulle afgive noget af mig, så han kunne tage mere ferie. 
Flash forward til starten af september, hvor det hele så går galt. Der sker noget i deres familie, som igen skyldes fuldstændig uansvarlighed, som gør at hendes bror får et panikanfald for fuld smadder og ender på hospitalet til nærmere undersøgelser. Der begynder de at have snakken om at han faktisk ikke har lyst til at være i forretningen, og at han har følt sig presset ind i det liv, og det måske er en idé at købe ham ud så de begge kan komme videre. Han bliver sygemeldt med stress, og min kone går igang med at undersøge hvordan man køber ham fri, og hvad prisen i så fald skal være. Virksomheden har egentlig gæld op til begge ører, og fra de overtog den i 2018 og frem til og med sidste år, er egenkapitalen på lige over 1,5 mio forsvundet og forvandlet til en gæld, og der har ikke været skabt overskud. Corona har på ingen måde hjulpet i alt det her, men som sagt, så er der også nogle der har handlet ekstremt uansvarligt. 
Hun forhører sig hos forskellige, revisoren, bogholderen, og også banken. Det gennemgående tema er noget i stil med at han skal være glad for bare at komme ud uden gæld, men at 3 måneder med løn er hvad der reelt set kan tilbydes hvis det skal være ansvarligt. Hun får sendt et tilbud afsted, der er markant højere. 6 måneder med løn, og 50.000 i engangsbeløb. Det bliver afvist, og så dør den lidt der. Indtil han nogle uger senere åbenbart får en åbenbaring og pludselig skal alting gå stærkt. De får snakket sammen med deres revisor i et forsøg på at agere mægler, og min kone fremsender et nyt tilbud. I mellemtiden har hendes bror også sendt et bud retur til hende som var på 6 måneder med løn (hvoraf den ene måned lige havde 10k ekstra) plus et engangsbeløb på 225.000. Han vil til at starte med ikke gå længere ned, selvom min kone prøver at imødekomme ham. 
Efter næsten en uges tavshed fra ham, trods utallige forsøg på at få ham i tale, vendte han endelige retur i går og kunne gå med til et af tilbudene. Det hele så godt ud. Indtil 2 timer efter hvor der kom en besked om at han ville snakke med hende, fordi det hele var så forhastet (snakken om at købe ham fri startede i september, og har været mere intens fra start november og frem til nu), at han ikke havde nogen sikkerhed når det sidste beløb var blevet betalt etc etc. FULDT STOP! Årsagen til at det hele virker forhastet for ham, er fordi min kone presser på for svar på ret simple spørgsmål, og fordi han vælger ikke at svare i 5-6-7 dage, så bliver tonen også mere skrap. Dagen i går blev afsluttet med en besked fra ham om at han nu vil tage fat i en advokat og finde ud af sine muligheder. 
En kæmpe spand koldt vand lige i ansigtet, fordi vi nu endelig troede at vi kunne få sat et punktum i alt det her, og komme videre. Jeg er ikke i tvivl om at hendes bror har det svært, men jeg kan også se på min kone at hun har det ekstremt svært. Hun er normalt ikke en pushy person, der skubber på, men det er hun blevet her. Det tærrer på hende at hun skal bruge så mange kræfter på at få en afklaring, og selv de tage hvor hun forsøger ikke at tænke på det, så tænker hun på det. Det samme gør sig gældende for mig, for jeg prøver at støtte og komme med så mange gode råd jeg overhovedet kan. 
Så lige nu er vi der hvor det hele er gået i stå igen, og hvor man søger mere over i de "hårde" metoder. Og hold nu kæft hvor er det hårdt. 

Just do it! En af verdens allerbedste løbere nogensinde - Emil Zatopek fra Tjekkoslovakiet - tilbagelagde mange af sine utallige træningskilometer i støvler. 

Just do it! En af verdens allerbedste løbere nogensinde - Emil Zatopek fra Tjekkoslovakiet - tilbagelagde mange af sine utallige træningskilometer i støvler. 

For et år siden havde Huxi Bach en virkelig interessant og ret animeret snak med selvsamme Willerslev om nærdødsoplevelser. Hvem ved? Måske giver de en lille forsmag på, hvad der venter. Det er i hvert fald en underholdende samtale, der stikker af i alle retninger.

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/ubegribeligt/ubegribeligt-2022/ubegribeligt-naerdoedsoplevelser-11162220466

Tak. For at hoppe ud i farligt farvand, så indrømmer jeg blankt, at jeg helt klart tror der sker “noget”, som vi ikke lærer om i fysiktimerne. Eller i biologi, for den sags skyld.
Det er især interessant med fortællinger fra f. eks. hostice med folks sidste oplevelser, inden de dør langsomt og naturligt. Mor fortalte jo også, at hun havde talt med min far, som døde for en del år siden. Det er en klassisk historie, uanset ens kulturelle baggrund, og bliver dermed lidt svær bare at affeje.
Egentlig vil jeg helst tage billetten hurtigt ved at få en tagsten i hovedet eller blive totalt smasket i et trafikuheld. Omvendt kunne det være voldsomt spændende måske at blive hentet over til den anden side. Faktisk mere spændende end en nærdødsoplevelse ved hjertestop - det kan man bedre bortforklare med hjernekemi.

Jeg er så nysgerrig, at jeg på en måde glæder mig til at finde ud af hvad der sker. Det hev SÅ meget i mig, at det faktisk er årsagen til at jeg droppede TikTok, hvor jeg fulgte nogle hospice-plejere.
Nå… tilbage på sporet….

Hvad min bror har oplevet, har jeg jo kun fra ham og kan i princippet være noget han digter, eller i chocket over sorgen tror er noget, han har oplevet.

Dagen efter mor døde kommer han hjem til en teleskop-fjeder-stang fra gulv til loft ude i badeværelset, der ligger på gulvet. Den ligger langs væggen. Pga stangen til badeforhænget, så skulle den falde skråt, for ikke at hænge på den. Så den skulle falde til siden og hoppe tilbage, for at ligge lige. Og den har aldrig før været væltet.
Der var også nogle ting (han fortalte ikke hvad) der var faldet på gulvet i køkkenet.

Der var kun ham og mig til bisættelsen. Min søster var i Fredericia og hans kone i Tokyo, så han vil sende gudstjenesten over messenger, så de kunne følge med.
Han er ved at komme for sent til bisættelsen, da både hans android-telefon og ipad ikker virker da han skal gå.
Han får det heldigvis til at virke men da bagklappen lukkes til rustvognen, forsvinder billedet til de to - der er dog stadig lyd.
Skærmlyset i hans telefon er væk da vi er færdige med at snakke med præsten og tænder igen, mens han sidder ved siden af mig i bilen, uden han er inde i indstillinger.

Min egen lille oplevelse var samme aften, mens jeg stadig håbede at overboen var flyttet fordi der var stille. En “tikkende-rullende” lyd fra trappen til ham ovenover - nok mellem et sekund og halvandet. Har aldrig hørt den slags lyd før. Kort efter et højt dunk henne i et hjørne - igen en ny slags lyd og ikke den sædvanlige, når lejligheden eller gulvet giver sig ved temperaturændringer. Eller fra naboen.

Ting kan vælte - teknik kan svigte - ting kan begyndte at trille. Timingen med bagklappen på rustvognen var skummel og det hale kan sagtens være tilfældigheder, selvom det er spøjst at det lige sker i den uge. Men nogen vinder jo også to gange i Lotto, så….
Jeg ville gerne selv opleve væltede ting eller lign men jeg er vist ikke ret modtagelig over for den slags. Mor havde, påstod hun, flere oplevelser, alt efter hvor vi boede. Det eneste sted jeg selv har oplevet “ting”, var da vi boede i Spangsbro på Fyn, men der var ifølge mor også nærmest besat og der oplevede vi alle noget - selv vores katte for umotiveret sammen og blev bange for “ingenting”.
Den dag vi flyttede ind, havde den ene kat næsten lige fået killinger og de lå i en papkasse i mine forældres soveværelse. Vi sidder og ser TV og slapper af, da mor pludselig råber “KILLINGEN” og løber ind på soveværelset. Inden hun får åbnet døren, ser hun en sort skygge flyve op af trappen til første-salen. Den ene killing mangler og vi fandt den aldrig.
Da vi senere skal flytte og har pakket til flyttevognen næste dag og sidder og ser TV, der karter det rundt med sorte skygger. Jeg var ved at vold-skide grønne grise, kan jeg huske, men var heller ikke kæk ved at skulle alene op på mit værelse

Hvad, hvem, hvordan og hvorfor - det aner jeg ikke. Om det er døde der ikke er færdige endnu. Et andet sæt energier. Mor der puttede sjove svampe i maden. Hypnose. Eller jeg bare skal have skjorten omvendt på???

Det er en klar brist i min person, at jeg generelt overhovedet ikke kan klare, hvis ting ikke virker. Jeg bliver i decideret dårligt humør, indtil jeg får det fixet eller skiftet ud. Det påvirker mig langt ud over rimelige, når noget ikke fungerer. Så er der sgu ike meget buddhistisk zen over undertegnede 

By the way: Jeg har fundet mit mere langsigtede mål: Den Grønne Halvmaraton den 28. april med start og mål i Lyngby. Jeg har skubbet løbet et godt stykke ud i fremtiden af to grunde: dels er jeg som skrevet ovenfor stadig i pivringe form, og dels er et halvmaraton altså lidt længere, end man sådan lige skulle tro. Da jeg sidst løb distancen - det var forrige år til Copenhagen Half - da kneb det sgu godt nok med at få krabbet mig selv i mål. Men Den Grønne er et lille halvt år ude i horisonten, så mon ikke det kan komme til at fungere? Når jeg får lidt mere tid, skal træningen i hvert fald have et nøk opad, og så vil jeg genoptage mine 5 km Park Runs lørdag morgen, tror jeg. Kombineret med en ugentlig 'lang tur', som nok ikke vil være så lang i begyndelsen.

Tak. Den gik vist fint. Jeg HAVDE godt forventet at det ville blive en hård tur i kirken men virkeligheden overgik alle forventninger   Formodentlig derfor, kan jeg kun huske enkelte brudstykker men der dukker forhåbentlig mere op, når mit hoved falder på plads.
Bagefter til gravkaffe, hos bror, som blev afsluttet med en krammer. Det er første gang i vores voksenliv, vi har rørt ved hinanden. Det er bare en af de ændringer, som præsten har givet os for i lektier

Det kan sagtens være pudslige tilfældigheder men hvis man tror på den slags, så hygger den gamle sig vist med ikke mere at ligge brak i en seng. Der er sket flere underlige ting i brors lejlighed siden hun døde, faktisk også omkring gudstjenesten og jeg har også lige haft en ny oplevelse her i hytten.

Jeg har gået rundt som en zombie, ligesom efter nattevagter. Men kom omsider på Skrumlet.
10 minutter i lav zone 2 og 10 minutter lige over. Derefter den træning der hedder Lactate Shuttle Short med lidt ekstra procenter på den første blok. Resten kunne også har taget en procent eller to men det var fint at få rørt sig.

Jeg tør næsten ikke skrive det men der er måske ved at ske et positivt mirakel.
De sidste dage er overboen gået tidligt i seng og uden at hive elguitaren frem op til sengetid, som han plejer. I morges kl 8 blev jeg vækket af skramlen og nysen. Samme rumklang som altid er i et tomt hus. Derefter noget der lød som skabssider og løse hylder. Trampen rundt og så blev der stille. Siden jeg kom hjem ved 16-tiden, har der været helt stille deroppe. Nu det er den første, så håber jeg jo på at han er flyttet. Men det er for tidligt til at jeg tør tro på det endnu. Min vægnabos hoveddør har nemlig lige fået fjernet navneskiltet og som lejlighederne er flettet ind i hinanden, så kunne morgenlarmen også komme derfra og så er tossen ovenover måske bare ikke hjemme.
Men
Nå - frem med DVD´en. I år vil jeg se Matador som julekalender.

… når man har en Stagebike, så ser ERG-mode lige så rodet ud, som når man kører i frihånd

Det kan der være noget om. I virkeligheden er min fødder måske kun vokset et halvt nummer gennem årene, men jeg oplever i hvert fald, at mine sko 'klemmer mere'. Det kan sagtens være på grund af langsommere regenerering eller lidt 'tyndere' hud.
I går gjorde jeg i øvrigtkort proces med et par ret nye løbesko, som har drillet fødder og negle: Jeg skar simpelthen en slids foran i begge sko, så de ikke længere klemmer mine storetæer. En første prøvetur tyder på, at det er nok til, at de kan leve videre i skoparken.
Det gav mig så et flashback tilbage til, da jeg begyndte at løbe omkring 1980-81 i min hjemby Haderslev. Der havde tidligere været en gruppe virkeligt gode løbere - herunder OL-deltagere som Gerd Larsen - og dem gik der frasagn om i løberkredse.
Dels trænede de afsindige mængder og løb lange ture i et tempo om vinteren, så det var last man standing, og de kom dryssende hjem til omklædning en efter en. Dels kæmpede de jo i 1960'erne og 70'erne med stenhårde løbesko fra fx Puma, der havde et snævert overlæder i ruskind.
Flere af dem klarede simpelthen ærterne ved at foretage snit og lave huller strategiske steder, lige så snart de fik skoene. Så passede pengene.
PS: Haderslev IF havde i start-70'erne danmarksrekorden i 20 km kolonneløb. Det svarede lidt til holdtidskørsel på cykel, og rekorden lød på 1:10. Det er måske ikke svimlende hurtigt i sig selv, men der skulle altså 5 mand til holdet, og de skulle alle med hjem over stregen. Det var ganske godt for en provinsklub i '72 at have 5 mand, der kunne løbe 1:10 på 20 km. En fed disciplin i øvrigt, som vist for længst er gået i glemmebogen.

Det kan der være noget om. I virkeligheden er min fødder måske kun vokset et halvt nummer gennem årene, men jeg oplever i hvert fald, at mine sko 'klemmer mere'. Det kan sagtens være på grund af langsommere regenerering eller lidt 'tyndere' hud.
I går gjorde jeg i øvrigtkort proces med et par ret nye løbesko, som har drillet fødder og negle: Jeg skar simpelthen en slids foran i begge sko, så de ikke længere klemmer mine storetæer. En første prøvetur tyder på, at det er nok til, at de kan leve videre i skoparken.
Det gav mig så et flashback tilbage til, da jeg begyndte at løbe omkring 1980-81 i min hjemby Haderslev. Der havde tidligere været en gruppe virkeligt gode løbere - herunder OL-deltagere som Gerd Larsen - og dem gik der frasagn om i løberkredse.
Dels trænede de afsindige mængder og løb lange ture i et tempo om vinteren, så det var last man standing, og de kom dryssende hjem til omklædning en efter en. Dels kæmpede de jo i 1960'erne og 70'erne med stenhårde løbesko fra fx Puma, der havde et snævert overlæder i ruskind.
Flere af dem klarede simpelthen ærterne ved at foretage snit og lave huller strategiske steder, lige så snart de fik skoene. Så passede pengene.
PS: Haderslev IF havde i start-70'erne danmarksrekorden i 20 km kolonneløb. Det svarede lidt til holdtidskørsel på cykel, og rekorden lød på 1:10. Det er måske ikke svimlende hurtigt i sig selv, men der skulle altså 5 mand til holdet, og de skulle alle med hjem over stregen. Det var ganske godt for en provinsklub i '72 at have 5 mand, der kunne løbe 1:10 på 20 km. En fed disciplin i øvrigt, som vist for længst er gået i glemmebogen.

Træning d 28.11
Løb
12 k Århus-Hørning. Gik rigtig fint. Mest tørt men enkelte steder sidst på ruten var der frosne sludklatter = super glat. Var heldigvis i god tid, så kunne gå forsigtigt = dejligt med buffer men lidt for meget ventetid som jo ikke blev bedre af, at tog var 17 min forsinket. 
I går røg min eftermiddags køremulighed, så var for sent hjemme. Tilgengæld spillede mad rigtig godt med 2 x Spidskålssalat og dejligt tilbehør med både kylling og bønner. 
Må se hvad der kan lykkes i morgen og de følgende dage.
Jeg har ikke set TV2’s serie om LSD forsøgene men læste Malene Ravns roman og er nu i gang med “De sprængte sind” af en journalist som optrevlede sagen og vist fik Cavling prisen. Skal nok tilføje navnet når jeg får det slået op.
Anyhow rystende, rystende læsning og for mig et helt nyt perspektiv på hvor megen psykologisk viden der reelt er resultatet af krigsforbrydelser og efterretningstjenesternes som fx CIA’s jagt på metoder til hjerne vask/forhør etc.  Også en skamplet på min egen faggruppe/stand, hvor man lang tid efter Nürnberg aftale inddrager sårbare patienter i forsøg uden at overholde etiske retningslinjer. Bogen er i det hele taget fyldt med frygtelige eksempler på forsøg med mennesker; kz fanger, krigsfanger, prostituerede. Så megen lidelse i såkaldt “videnskabens tjeneste”. 
Nå dejlig dag til boardet og kan altså virkelig godt anbefale bogen også selvom, at det er frygtelig og meget kritisk læsning.

Flot lavet ...

https://www.instagram.com/reel/CztJ6AgpW3t/?utm_source=ig_web_copy_link

Du holder den varierede tilgang. Det er rigtig flot.

Flot lavet ...

https://www.instagram.com/reel/CztJ6AgpW3t/?utm_source=ig_web_copy_link

Altid en kunst at afbalancere fællesskab og alenetid, når man ikke er skabt til at være blandt masser af mennesker 24/7. Det kan jeg tale med om. Var på en uges udfordrende cykeltur coast-to-coast cykeltur gennem Pyrenæerne for år tilbage, og det var en meget social, stor gruppe folk, hvor der blev snakket og minglet på kryds og tværs. Super inspirerende, men også hårdt 'at være på' i dén grad.
Jeg skal i hvert fald have det i afmålte doser. Har sjovt nok altid været tilknyttet en eller anden form for klub, men min 'default'-indstilling er nok at tackle mange ting på egen hånd. Desværre er der mange sammenhænge, hvor den generelle 'default'-indstilling er fællesskab og at være super social altid. Her gælder det om at holde fast i ens egne behov og stå fast på, at det er okay at være sig selv.
Mine to sønner ligger i hver deres hjørne. Den ældste har en bred vennekreds og trives med fester og halløj. Han har derfor altid haft det lettere i institution og i skole, hvor 'default' er at være social. Den yngste ligger i den anden grøft og synes generelt, at andre mennesker er ret opreklamerede. Han er mere indadvendt og har derfor også kæmpet lidt mere med og mod normerne i sin opvækst.
Det ene er ikke bedre end det andet. Men eftersom de har præcis det samme arvemateriale og er vokset op under de samme forhold, må man bare sige, at der er noget biologi, der gør sig gældende.

Altid en kunst at afbalancere fællesskab og alenetid, når man ikke er skabt til at være blandt masser af mennesker 24/7. Det kan jeg tale med om. Var på en uges udfordrende cykeltur coast-to-coast cykeltur gennem Pyrenæerne for år tilbage, og det var en meget social, stor gruppe folk, hvor der blev snakket og minglet på kryds og tværs. Super inspirerende, men også hårdt 'at være på' i dén grad.
Jeg skal i hvert fald have det i afmålte doser. Har sjovt nok altid været tilknyttet en eller anden form for klub, men min 'default'-indstilling er nok at tackle mange ting på egen hånd. Desværre er der mange sammenhænge, hvor den generelle 'default'-indstilling er fællesskab og at være super social altid. Her gælder det om at holde fast i ens egne behov og stå fast på, at det er okay at være sig selv.
Mine to sønner ligger i hver deres hjørne. Den ældste har en bred vennekreds og trives med fester og halløj. Han har derfor altid haft det lettere i institution og i skole, hvor 'default' er at være social. Den yngste ligger i den anden grøft og synes generelt, at andre mennesker er ret opreklamerede. Han er mere indadvendt og har derfor også kæmpet lidt mere med og mod normerne i sin opvækst.
Det ene er ikke bedre end det andet. Men eftersom de har præcis det samme arvemateriale og er vokset op under de samme forhold, må man bare sige, at der er noget biologi, der gør sig gældende.

Træning d 21.11
Løb
Er startet forfra på Fitzgerald halvmarathon programmet level 1
Fast finish run. 
5 min i Z1, 15 i Z2 og så 5 i Z3. Hurtigt og hurtigt vil jeg ikke kalde det i dag men havde jo rigtig gode erfaringer med programmet tidligere på året og håber at kunne holde lidt fast. 
Styrke
Dejlig PT med Stine 
Synes allerede, at jeg har haft nået rigtig mange gode ting i dag bla trappevask, som ofte virkelig plager mig og når det så kommer til stykket, så er det jo egentligt ret tilfredsstillende at få gjort og hurtigt overstået. De små robotter har også haft været gode til at være i gang rundt omkring i lejligheden og ja har haft været i gode dialoger med gode mennesker. 
Er blevet meget bevidst om, at mine bjergture også i høj grad repræsenterer et unikt fællesskab. Det er en dejlig måde at være omgivet af nogle virkelig inspirerende mennesker på. Som indadvendt kan jeg i det daglige normalt ikke kapere at være omgivet af mennesker hele tiden. På bjergture er jeg så meget bedre til det men der er jo også hele tiden et ret fast program, inklusive at bevæge sig rigtig meget udenfor = ren terapi for mig. 
Når jeg bliver ved med at søge ud, så er det nok også fordi, at det faktisk godt kan være ensomt pludselig at være så meget aLone. Altså er jo super god til at hygge mig i mit eget selskab og bliver stresset, hvis jeg har for mange aftaler men alligevel. Well kunne måske godt finde måder at være lidt mere social på og det uden!! at det skulle koste mange uger og tusindvis af kroner + umådelige fysiske og psykiske strabadser. En tanke værd i hvert fald. 
I gamle dage løb jeg jo i Sparta og der var i hvert fald masser af gode timer med ligesindede og folk som jeg hyggede mig ekstremt meget med. Her i Århus har jeg jo i flere omgange været med i tri klubben men det er bare lidt en ego sport og ja havde heller ikke mulighed for at deltage i alle træningerne. Men kunne selvfølgelig overveje det. En af vores studerende har meldt sig til IM CPH næste år og overvejede at melde sig ind. Nå det er også en tanke værd. 
Er for engangs skyld ikke helt brændt af i hovedet endnu trods at kl er blevet over 8 om aftenen = fremskridt. Omvendt ville jeg meget gerne tidligt op og se på noget forberedelse. 
I hvert fald søde drømme til boardet  
 
 

Tog en dyb indånding og tog løbeuret på lørdag for at få en baseline på formen her, hvor jeg forhåbentlig står foran en gradvis optrapning af indsatsen over de næste 2-4 måneder. Det blev en 10 km-tur med 5:30/km i gennemsnit. Målet var pænt jævnt tempo uden gåpauser, men ikke pres på nogen måder, dér er vi ikke. Det er egentlig et meget godt udgangspunkt. Absolut ikke prangende, men heller ikke fuldstændig håbløst.
I øvrigt har jeg jo zigzagget lidt mellem helt flade sko og sko med mere sål under. De få ture de seneste par måneder har været i sko med sål under, men selv om de har været store nok, har jeg døjet med lidt klemte fødder og sågar en lyseblå negl (ikke at der er noget nyt i dét ...). For et par uger siden fandt jeg imidlertid en udgået model til en billig pris fra det mærke, der hedder Altra, og de har altså været lidt af et hit at få på.
Altra laver nemlig fodformede sko med helt vildt god plads til tæerne. Jeg kendte dem egentlig godt og har fulgt dem lidt siden introduktionen for en del år siden. Men det slog mig pludselig nu, at de kunne være et alternativ, så da jeg fandt et par til en billig penge, fik jeg ideen til at prøve dem af. Det kan jeg jo godt være, at mine fødder - rent aldersbetinget - falder lidt sammen og fylder mere. Altra lader i hvert fald til at fungere perfekt.

By the way: Jeg har fundet mit mere langsigtede mål: Den Grønne Halvmaraton den 28. april med start og mål i Lyngby. Jeg har skubbet løbet et godt stykke ud i fremtiden af to grunde: dels er jeg som skrevet ovenfor stadig i pivringe form, og dels er et halvmaraton altså lidt længere, end man sådan lige skulle tro. Da jeg sidst løb distancen - det var forrige år til Copenhagen Half - da kneb det sgu godt nok med at få krabbet mig selv i mål. Men Den Grønne er et lille halvt år ude i horisonten, så mon ikke det kan komme til at fungere? Når jeg får lidt mere tid, skal træningen i hvert fald have et nøk opad, og så vil jeg genoptage mine 5 km Park Runs lørdag morgen, tror jeg. Kombineret med en ugentlig 'lang tur', som nok ikke vil være så lang i begyndelsen.

Benpres: 25x50, 100, 150, 200, 20x240, 15x260, 15x260, 15x260 aka stakken
ss træk til bryst: 3 x 15x60
og bagefter bænkpresmaskine: 20x50, 3 x 15x70
Hyperextensions: 2 x 20
Virkelig meget OT:
Både jeg og min bror er ret vægelsindede mht mor.
De sidste måneder er det gået noget ned ad bakke. For nylig fik hun så en god periode, hvor hun kunne tale i længere sætninger og også selv spurgte ind til nye emner.
Indtil forleden, hvor det på ingen tid vendte og hun bare kiggede tomt ud i luften og hverken kunne tygge mad eller tale.
I morges igen en lille opblomstring, hvor hun fortalte plejepersonalet, at min far havde fortalt at han ventede på hende. Kort efter mistede hun bevidstheden.

Kort opblomstring og besøg af afdøde slægtninge - klassiske tegn på at det er ved at være oppe over. Hun har også fortalt min bror, at hun var klar. Og plejehjemmet havde sagt, at de ville lade hende være i fred.
Så selvom vi regnede med at hun klar til at få fred, røg hun alligevel på sygehuset, hvor de nu er i gang med at få gang i lever, nyre og hjertet, der var mere eller mindre stået af. De kan ikke udelukke at hjernen har taget skade af iltmangel, men det er hun ikke vågen nok at man vurdere.

Man kan jo ikke rigtigt håbe på af ens familemedlemmer dør, men jeg/vi synes det synd, at hun ikke fik chancen for stille, roligt og udramatisk at trække stikket. Også mens min bror er i landet, så hun slap for at opleve at han forvinder. Jeg tror heller ikke at timingen er tilfældig.

Hun skrev mig mere eller mindre ud for fire? år siden, hvor hun stoppede med at ville have besøg, andet end til jul. Omkring 5te klasse, stoppede hun med at være “mor” og vi har ikke siden hverken krammet, givet hinanden hånden eller drøftet noget der var vigtigere end vejret, før der blev tændt for fjernsynet. Så “tætte” har vi ikke ligefrem været.
Selvom hun sikkert også overlever denne gang, er det alligevel mere underligt end det plejer…