JannieSand

Der har været godt gang i den siden seneste update, så det er vist ved at være på tide med en opsummering:-)
Efter en relativ stor træningsuge tog jeg mig nogle rolige dage inden afgangen til Calpe. Jeg havde egentlig planlagt et par lette rulleture henholdsvis tirsdag og onsdag, men mine ben virkede helt tilsatte og tunge, så jeg droppede det. De forsatte dog med at virke helt ved siden af, og når jeg kiggede ned af dem virkede de også opsvulmede af væske. Jeg konkluderede derfor at det eneste rigtige at gøre var at komme afsted og få dem igang igen.
Torsdag eftermiddag blev således brugt på en 2 timers rulletur, hvor jeg stille og roligt fik kørt tungheden ud af benene.
Fredag morgen var der afgang mod CPH og Calpe. Cyklerne var allerede ankommet til Calpe med holdets lastbil, så det var bare at pakke en let taske og hoppe ombord på flyet.
Fra lufthavnen i Allicante skulle vi cykle til hotellet i Calpe hvilket var en tur på ca. 80 km.
Igen var mine ben tunge og væskeophopede, men flyturen har naturligvis en del af ansvaret. Efter ca. 25-30 km var det heldigvis væk og følelsen i benene var derefter ganske fin.
Tempoet på turen mod Calpe var ganske moderat, så liggende midt i gruppen betød at der stort set ikke blev trådt nogen watt. Ca. halvvejs på turen kom Thomas Bundgaard fra Velofit i front sammen med Aske Søby, som var med på turen som vores gæst. Det hævede pludselig tempoet en hel del, så pludselig måtte jeg ligge med 280-300 watt for at sidde med;-) Der var heldigvis hurtigt et par af de andre sponsorer der begyndte at pive lidt, hvilket fik tempoet ned i et niveau hvor det føltes noget mere komfortabelt;-)
Resten af turen foregik uden de vilde anmærkninger.
Lørdag skulle rytterne ud på en 4,5 timers tur inkl. 3-4 stigninger @ ca. 4-7 km pr. stk. Vi valgte at forsøge at køre med så længe det nu var muligt, og så ellers forsætte vores eget løb når benene ikke kunne mere.
Rasmus Guldhammer kørte med på turen, da han pt. bor i området. Er du gal, hvor er den knægt trimmet at se på! Han ser virkelig skarp ud, og rygterne går da også om at han skulle være bedre end nogensinde før til trods for at alting sejler på hans nuværende hold. Jeg er meget spændt på at se hvordan han kommer til at klare sig, og jeg håber inderligt ikke at den kaotiske situation på Stölting forpurer tingene alt for meget for ham.
Vi lagde ud med at køre nord ud af Calpe, hvilket betød op og ned fra km 1 og med første længere stigning efter allerede 4 km. Det er ikke just favorit kost for en slow starter som mig, men der var ikke noget at gøre så jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig med over. Jeg lå konstant på ca. 220-250 watt hvilket er min AT zone, så det var selvsagt lidt hårdt for mig. Men jeg kom med op over den 4 km lange stigning og kunne nyde godt af at sidde i gruppen på det efterfølgende medvinds/sidevinds stykke. God træning for mig i øvrigt, da sidevind ikke just er min spidskompetence;-)
Næste længere stigning (legendariske Col de Rates) mødte vi efter ca. 1 times kørsel. En længere fætter på ca. 6-7 km som er det vel nok mest kendte og benyttede testbjerg i Calpe området. Der var heldigvis ingen tests for vores vedkomne idag, selvom det mest af alt kom til at fungere som en sådan for mig.....
Rytterne lagde ud med et pænt stramt tempo, som end ikke for dem var ren og skær rul. Michael lå rent wattmæssigt omkring 350-400 watt op over, så selvom han ligger vægtmæssigt lidt højere end de fleste ryttere, så er der vist ingen tvivl om at de har trådt igennem.
For mit eget vedkomne var det ren og skær kamp for overlevelse. Jeg lå og kæmpede med 240-260 watt, velvidende at det var et spørgsmål om tid før jeg måtte slippe. Bag mig lå servicebilen, så den var min backup, men det giver sig selv at jeg gerne ville bevise overfor både mig selv, men også overfor Ricky, at jeg rent faktisk godt kan køre på cykel.
Med ca. 1,5 km til toppen måtte jeg slippe. Jeg var ikke helt kogt over, men havde jeg forsat meget længere var det gået helt galt;-)
På toppen af Col de Rates havde rytterne en kort tissepause, som selvsagt kom dejligt belejligt for mig.... He he....
Jeg ærgrede mig i øvrigt gevaldigt over at jeg ikke fik lappet stigningen på min PC8, for havde jeg gjort det er jeg sikker på at jeg kunne notere mig en ny FTP visende et niveau meget tæt på de 240 watt. Ikke dårligt, og jeg fik da også tonsvis af credit fra Ricky og rytterne for at have været i stand til at sidde med så langt op af stigningen:-)
De næste 15 km var sygt hårde, da det konstant gik enten op eller ned. Derudover var vinden hård og det var koldt! Jeg bandede mine højprofilshjul langt væk af et par omgange, men heldigvis var det som om at vinden lagde sig lidt igen da vi kom ned i dalen.
Derfra var der et dejligt langt transportstykke, hvor jeg fik samlet mig og tanket godt med energi til den sidste del af turen:-)
Og den sidste del af turen blev en god oplevelse! Benene var gode og selvom jeg ofte måtte træde igennem godt ude af min komfortzone, var jeg ikke i nærheden af at måtte slippe.
End ikke den sidste 4 km stigning op mod Javia fik mig knækket, og derfra var det heldigvis et relativt overkommeligt tempo hjemover.
Det var derfor en yderst tilfreds og glad Jannie der kunne parkere cyklen på hotellet. Formen er en klasse over niveauet på samme tid sidste år, og det er sgu en fed fornemmelse.
Samtidigt har jeg aldrig tidligere ligget med så højt et FTP niveau - end ikke i sommerhalvåret hvor jeg har skulle toppe. Det taler næsten for sig selv:-)
Lørdag - 143 km, 4 timer og 33 min
Da jeg vågnede søndag morgen var jeg træt. Benene var trætte og hovedet var faktisk også pænt træt;-) Men der var mere cykling på programmet, så det der piveri måtte jeg gemme til et senere tidspunkt!
Rytterne skulle køre test idag, så vores plan var at følges med dem ud til Col de Rates og så ellers forsætte på egen hånd. Allerede på vej ud fra hotellet blev jeg sat, da jeg ganske enkelt var for langsom ude af starthullerne. Heldigvis kom Coloquick op bagfra og kunne give mig et "lift" op til gruppen med TREFOR drengene;-)
Op ad samme stigning efter 4 km som igår, og den gjorde ikke mindre ondt idag..... Men rytterne var heldigvis lidt mere beskedne med tempoet, så jeg kom fint nok med op over. Videre derfra i et moderat tempo og så stod vi ellers for foden af Col de Rates. Jeg kørte stigningen i et komfortabelt tempo (omkring 190 watt) sammen med team manager Jacob Nielsen, og vi fik os en god snak om alt mellem himmel og jord. Jacob er typen der kan snakke ørene af en døv selv med puls 200, men da jeg desværre ikke selv er så god til at kontrollere min puls under alt for megen snak, lod jeg Jacob føre det meste af samtalen;-)
På toppen stod vi og betragtede rytterne der en efter en kom op og fik lavet lactat målinger, for så efterfølgende at vende om og køre ned igen. Jeg blev desværre stående så tilpas længe at jeg blev alvorligt kold, og nedkørslen blev derfor en sand pinsel! I bunden stemte jeg for et café stop, så Michael, Aske og jeg parkerede cyklerne og bestilte kaffe.
Solen var fremme momentvis og det hjalp mig til at få varmen igen, men så snart den forsvandt var det koldt som bare fanden.
Efter pausen forsatte vi ind mod Denia, for så at tage samme vej retur til hotellet som igår. Aske og Michael trak i modvinden, og selvom jeg kunne finde lidt læ bag dem måtte jeg træde til for at sidde med. Shit, hvor er Aske et wattmonster! Kæmpe lårbasser og en arbejdsiver uden lige! Og nå ja, så også lige en FTP på 420 watt (kropsvægt på 74 kg) - det er vist ikke helt tosset!
Efter at have overlevet stigningen op til Javia stemte jeg for en frokostpause. Den blev udnyttet til at sidde et par timer i solen og nyde en helt igennem lækker burger:-) De sidste 10 km tilbage til hotellet blev således kørt med verdens største madbaby i mavsen. Puha for en brutal oplevelse;-)
Søndag - 107 km, 3 timer 30 min
Vi vendte snuden retur mod DK allerede mandag, hvilket var en dag før beregnet. Men vejrguderne var ikke helt med os, og vi så ikke nogen grund til at spilde tiden med at fise husleje af på hotellet. Så hellere komme hjem til jobbet asap.
Tirsdag eftermiddag var jeg så en smut ude på de danske landeveje igen. Stadigvæk med ok trætte ben, men med mål om at få kørt tungheden ud af stængerne;-)
Det blev derfor en ok rolig tur, hvor jeg kunne erkende at min vinterlåge trænger til nye lejer. Shit, hvor den knager og brager. Normalt har jeg musik i ørene når jeg kører på den, men det havde jeg undladt igår og det var måske meget godt, da jeg så blev opmærksom på hvor galt det egentlig stod til.....
Bortset fra at jeg sluttede af med 1 time i silende regn, så var turen ganske fin.
Tirsdag - 53 km
 
 

Det har været en pæn hardcore træningsuge jeg netop er gået ud af, og det er derfor også yderst kærkomment at der står hviledag på programmet idag:-) 
Selvom ugen har været benhård, så har det også været en af de bedre uger startende lidt sløvt men med godt med hul igennem på ugens sidste træningsdage. Jeg elsker følelsen af at slutte stærkt af, så trætheden til trods sidder jeg med en dejlig fornemmelse i kroppen på denne mandag morgen.
Update week 8
Torsdag
Ugens første tur på landevejen hvor fokus egentlig blot var distance, og så ellers at få kørt de spurter i hus som jeg missede i tirsdags. Det var fornuftigt vejr, og jeg havde tilmed pjækket lidt fra arbejde for at komme afsted mens der forsat var dagslys. Alt i alt en herlig tur, hvor jeg virkelig nød hver eneste kilometer.
3 timer inkl. 10 x 15 sek stående spurt
162 watt i avg - NP = 173 watt
Min timing på spurterne var væsentlig bedre end sidste uges ditto. Så vidt så godt, selvom jeg føler mig lidt begrænset af de forholdsvis store mængder med tøj jeg er pakket ind i for tiden. Jeg vil faktisk påstå at det koster mig ca. 100 watt på toppen, da bevægelsesfriheden ikke er som i kort/kort!
Lørdag
Min lørdagstræning kan nok skrives i bogen som værende en af mit livshårdeste hidtil. Ikke pga. distancen, men fordi det ene hardcore interval afløste det andet.
Jeg havde på forhånd ikke gjort mig forventninger om at kunne gennemføre det komplette program, men jeg var selvfølgelig indstillet på at give det et helhjertet forsøg, så jeg drog afsted med fighter hjertet på det helt rette sted og med et håb om at benene var i hopla;-)
Første intervalsæt startede jeg allerede efter ca. 30 min. Det bestod af 4 x 2 min all out med 8 mins pause ml. intervallerne. Av for den!
Mit første interval gik fint og jeg klokkede 293 watt i snit. Det var hårdt og jeg frygtede de næste 3 intervaller, men der var ikke så meget andet at gøre end at knokle på og få dem i hus. Og alt gik fint med intervaller på et sted ml. 292-300 watt hele vejen igennem. Noget jeg faktisk er ok tilfreds med, da mit fokus indtil nu slet ikke har været så hård intensitet men mere AT og sub AT træning. Jeg kunne da også mærke at konditionen mangler en smule, men det skal nok komme lynhurtigt når jeg begynder med lidt mere målrettet VO2 max træning:-)
Andet intervalsæt bestod af 4 x 4 min AT (i den høje ende af zonen) med 6 min pause ml. intervallerne = ca. 250 watt. Det første interval føltes nærmest let sammenlignet med hvad jeg netop havde kørt, men stille og roligt begyndte de med at bide mere og mere, og selvom jeg kom fornuftigt igennem kunne jeg godt mærke at de satte sine spor i bentøjet;-)
3. time af dagens pas var ren og skær endurance pace, hvilket var rart efter et par intensive timer. Jeg cruisede derudad og nød vejret, mig selv og min cykel - og Rihanna´s nye album der spillede i mine headphones;-) Alt var godt, selvom trætheden sneg sig tættere og tættere ind på mig. 
Da jeg gik ind i 4. time var det derfor med pænt møre stænger, og så tilmed med 5 x 30 sek punch der skulle køres. Jeg tænker at det nok ikke er tilfældigt, at coach Ricky havde valgt at lægge dem ind på dette grumme tidspunkt......
Med tankerne på hvor meget denne form for træning vil komme til at gavne mig i en løbssituation senere på året, fik jeg kørt programmet til vejs ende. Shit, hvor var jeg tæt på kramper, hvilket siger lidt om hvor presset jeg var ved at være. Men det til trods, så kom jeg vel igennem dem med et fint output i intervallerne. 
De sidste km ind mod Vejle var ren og skær overlevelse. Jeg var tømt og træt, og længtes bare efter at parkere cyklen og falde om på jorden. Da jeg endelig nåede hjem så det sådan cirka således ud:

4 timer @ 166 watt i avg - NP = 181 watt
Søndag
Selvom lørdagens træning nær havde taget livet af mig, så var træningsugen endnu ikke omme......
Vi startede søndagen med brunch hos min bror i Herning, så jeg fik cyklen smidt bag i bilen så jeg kunne starte min træning deroppe og cykle retur til Vejle. Jeg fik carbet godt op med nybagt brød med nutella, så den del af forberedelserne fejlede bestemt ikke noget. Vejret var tilmed virkelig smukt med blå himmel og en let brise - meget bedre bliver det ikke på en dag i februar:-)
Søndagens program bestod af 2 sæt @ 10 x 30/30 intervaller i VO2 max zonen. Ikke just "a walk in the park", men på den anden side heller ikke tilnærmelsesvis så hårdt som lørdagens program. Og da jeg først havde fået løsnet benene op og kørt dem varme viste det sig, at det rent faktisk var overraskende nemt at køre intervallerne i hus. I hvert fald det første af sættene;-)
Umiddelbart efter at jeg er færdigt med første sæt møder jeg en ungdomsrytter fra Herning CK som jeg følges med en 10-15 km. Hans tempo er en kende over mit, hvilket bringer mig lidt ud af komfortzonen. Ikke noget faretruende, men nok til at det mærker mine efterhånden pænt slidte ben. Da vi skilles og jeg kort efter sætter gang i mit sidste sæt 30/30 intervaller, har jeg ikke voldsomt meget at skyde med og må kæmpe godt for at holde mine watt. Efter 4 intervaller løsner det heldigvis lidt og jeg er derfor i stand til at presse lidt ekstra i de sidste 6 intervaller. 
Da de sidste intervaller er overstået har jeg forsat +2 timer hjem til Vejle, og med en massiv træthed i benene føltes det ret langt;-)
Jeg forsøgte ihærdigt at finde alle de positive tanker frem for at holde gejsten højt, og det lykkes mig da også nogenlunde fornuftigt. Et langt transportstykke (+25 km uden så meget som et sving) på hovedvejen ind mod Bredsten er dog lige ved at tage pippet fra mig, så da jeg endelig ser en mulighed for at dreje fra uden at forlænge turen unødvendigt er det en hel lettelse:-) 
Jeg kommer hjem i fin stil, og kan med stor tilfredshed se tilbage på endnu et veloverstået træningspas:-)
4 timer 25 min @ 167 watt, NP = 174 watt
Alt i alt blev det til 470 km og 16 timer og 36 min i sadlen i den forgangne uge.
Formkurven er stigende og jeg synes vitterligt, at jeg har masser af gode grunde til at være rigtig tilfreds pt:-)
De næste par dage bliver relativt rolige, da der venter en forlænget weekend i Calpe med Team TREFOR hvor der sikkert bliver rigeligt med mulighed for at tømme tanken;-)

Marmotte udvider!
For cykeltosserne: Marmotte udvider med flere løb. Blandt andet et i Pyrenæerne, som ser meget lovende ud med 2 x Tourmalet - det vil sige fra begge sider. Med i alt 5600 hm skal nok kunne mærke si lårbasserne. 
http://marmotte.sportcommunication.info/epreuve.php?C=5&L=en#undefined2

Vækkeuret var sat til klokken 4 i morges, så selvom jeg var tung i røven ville jeg alligevel kunne nå i FW inden DSB kaldte.

Endnu en gang forfra på ny cyklus. Big time sølle, da jeg aldrig har fået bentræningen op i gear inden jeg er startet forfra og jeg har vist ikke engang haft 90 kg på nakken i år. Helt åndssvagt!!! Men det er længe siden sidst og jeg vil ikke hærges af dødsDOMS, så nu må det blive sådan. Overkropstræningen faldt fra hinanden da min skulder gik i stykker. Min fys overvejer at vi skal stoppe med behandlingerne, så jeg ville teste hvordan den reagerede på frivægtstræning inden næste tur derhen. Jeg kan mærke den i bænkpres - ikke at den gør ondt men den er der. Dog ikke så slemt hvis jeg holder mere smalt end normalt, så...
Til gengæld er der slet ikke noget power tilbage i tændstik-armene - eller andre steder. Scheisse, hvor er der afregning ved kasse 1  også mere end forventet og frygtet men det er der jo kun én vej ud af:  mere  og endnu mere
Cyklus er derfor ikke startet med så lette vægte for overkroppen som jeg normalt gør - nu skal den have, om end ikke fuld ild, så i hvert fald noget der kan mærkes fra start.
Bentræningen lidt det samme, dog squat på lavblus. Havde mine lår ikke været totalt hærgede efter i går, var jeg også startet højere men jeg har aldrig før prøvet at 60 kg var så træge at flytte på, så vægtmæssigt kom jeg ikke videre end opvarmning. Lavt tempo eller ej i går, så var 123km på en spandauer alene nok ikke så snedigt. Carbdepoterne var pivtomme og kun det lave tempo gjorde at det kom bag på mig hvor tom jeg egentlig var, da jeg skulle det sidste stykke hjem alene.
Vægten løber opad men jeg prøver på at finde en balance kostmæssigt. Her endnu ikke opgivet.
Træning i morgen kommer helt an på benenes tilstand. Er max smadret p.t. men skulle gerne sove længere til i morgen og dermed få restitueret lidt bedre.  

Welcome to Team Mavic

For snart 3 uger siden så jeg et opslag på Haute Route´s hjemmeside, hvor man kunne ansøge om at blive en del af Team Mavic til årets Haute Route events. Det lød super spændende, så jeg brugte 5 min på at strikke en ansøgning sammen og fik den smidt afsted med det samme. Siden da har jeg ikke givet det mange tanker, men så pludselig igår blev jeg ringet op af en meget venlig dame fra Haute Route organisationen, som kunne meddele mig at Mavic havde valgt mig som en af rytterne til deres team WTF, tænkte jeg, og kunne i første omgang slet ikke forstå hvad der var sket. Efter nogle minutter fortog "chokket" sig og blev afløst af total begejstring, for hold nu k*** hvor er det fedt!
Og hvad består pakken så af? Ja, jeg ved det faktisk ikke helt ned i detaljen endnu, men det jeg fik at vide igår var følgende:
- 1 uges træningslejr med Mavic i foråret (datoer følger)
- Coaching og guidance fra Mavic ambassadører
- Mavic beklædning fra top til tå (sko, tøj, hjelm etc)
- Startnummer til Haute Route Pyrenees edition
- Fuld forplejning inkl. soigneurs, mekaniker og hvad der ellers måtte være brug for under løbet
- Transfer ml. etapperne inkl. ophold på 4 stjernet hotel
- Race briefing forud for hver etape
- Alt kost inkl. energiprodukter og lign. 
Alt i alt må det siges at være en rigtig fin pakke
Det betyder så også at jeg skal køre 2 Haute Route løb i år, da jeg allerede er tilmeldt Alpe udgaven sammen med Michael. Det giver en udfordring fordelt over 15 dage bestående af ca. 1600 km og ca. 43.000 højdemeter...... Om det giver mig myllerbæ at tænke på? Ja det kan I lige bande på! Jeg aner jo slet ikke om jeg kan stå distancen og om jeg overhovedet er i stand til at gabe over sådan en massiv udfordring. Men der er kun én måde hvorpå jeg kan finde ud af det

Fredag
Efter hjemkomsten fra Gran Canaria har træningen været temmelig lystbetonet med fokus på at finde friskheden i benene frem igen. Egentlig havde jeg en føles af at køre mig mere og mere frisk nede på GC, men al fornuft, coach og TrainingPeaks fortalte mig at det alligevel var tid til at geare ned;-) Onsdag og torsdag var derfor 100% off dage, mens jeg fandt tid til en tur i sadlen igen i fredags.
Jeg startede med at komme afsted uden hue, og jeg ikke nænnede at køre tilbage til hunden for blot at køre med det samme igen. Jeg drejede derfor en smut forbi firmaet og Team TREFOR´s service course, hvor jeg kunne låne en. Ricky var der og gav mig ved den lejlighed lidt "opgaver" med til turen i form af sprint-intervaller. Sprint er aldrig noget jeg har gjort noget for at træne, da jeg aldrig rigtigt har haft behov for at kunne sprinte. Men nu hvor den står på licens i år giver det pludselig rigtig god mening at give det fokus.

Det er ikke særlig tit at jeg har gode ben oven på to hviledage, så jeg var spændt på at mærke benene an. Men lige bort set fra lidt høj puls de første ca. 15 min, så var der faktisk ikke det mindste tunghed at spore. Dejligt:-) Jeg satte derfor i gang med de første intervaller efter ca. 30 min.
De skulle køres siddende på lille klinge og i 16´eren med start i lav fart og så ellers fuld gas på accelerationen i ca. 10 sek. Det giver sig selv at det ikke er skræmmende watt der kan præsteres på den måde, men meningen er også at det er nervesystemet der skal tilvænnes til pludselig temposkift og høj kadence. Det var lidt akavet de første par gange, men derefter fik jeg mere gang i den og fik kørt et par gode intervaller:-)
Da de var kørt rullede jeg videre i et meget moderat tempo og nød de fine solskinsvejr som dagen bød på.
Efter en times tid gik jeg over til at køre lidt decideret sprint træning stående i pedalerne med fuld gas i 15 sek. Jeg kørte 5 intervaller, og selvom jeg følte mig noget rusten gik det egentlig meget godt. Jeg følte lidt at mit store vinter-outfit hæmmede mig i at yde 100%, men mine efforts var stabile og jeg kunne holde presset ganske fornuftigt i alle 15 sek.
Og så synes jeg faktisk at det var rigtig sjovt at køre den form for træning, så jeg glæder mig til mere af det de kommende uger!
Cykling - 60,1 km
Lørdag
Endnu en smuk vinterdag gjorde det oplagt at komme afsted på lågen, så på med en masse tøj og så ellers derudaf. Jeg havde fået lokket Michael med, som ellers ikke er meget for vintercykling, og det var nu rart med lidt selskab på turen:-)
Vi lagde stille og roligt ud, da turen blot skulle være ren og skær rul. Jeg var dog top veloplagt og havde krudt i benene, så det var faktisk pænt svært at holde igen;-)
Indtil godt og vel halvvejs på turen lykkes det mig dog, men derefter ramte vi et par af de bakker som hører til blandt mine favoritter. Derfra tog det lidt en skæv drejning;-)
Første bakke var op mod Klejs. Jeg startede med at smide kæden, hvilket åbnede op for et pænt hul op til Michael som ikke opdagede det. Han forsatte ufortrødent, og jeg måtte derfor virkelig give gas for at komme op. Men benene var som smør, og selvom det var hårdt havde jeg overskud hele vejen op.
Næste bakke var Ørum bakken op mod Daugård. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at lægge hårdt fra land og prøve at ryste Michael lidt, så som sagt så gjort. Men det er ærlig talt ikke nemt at ryste en med hans niveau, og selvom jeg konstant lå langt oppe i min VO2 max zone lykkes det mig da heller ikke;-)
Sidste stik var Tirsbæk bakken op mod Bredballe. Fuld gas fra bunden, døede lidt midt vejs og fandt så igen power til at slutte stærkt af. Der var virkelig bund i det jeg præsterede!
Faktisk lykkedes det mig at holde 30 watt mere på stigningen end min hidtil bedste tid fra aug 2015. Ikke værst årstiden taget i betragtning;-)
Bemærkelsesværdigt er det dog at min tid på stigningen var langsommere i lørdags end i august, selv med den store watt difference. Det siger lidt om hvad vind, vejr, tunge dæk osv betyder for fart!
96,5 km (NP 172 watt)
 

Welcome to Team Mavic

For snart 3 uger siden så jeg et opslag på Haute Route´s hjemmeside, hvor man kunne ansøge om at blive en del af Team Mavic til årets Haute Route events. Det lød super spændende, så jeg brugte 5 min på at strikke en ansøgning sammen og fik den smidt afsted med det samme. Siden da har jeg ikke givet det mange tanker, men så pludselig igår blev jeg ringet op af en meget venlig dame fra Haute Route organisationen, som kunne meddele mig at Mavic havde valgt mig som en af rytterne til deres team WTF, tænkte jeg, og kunne i første omgang slet ikke forstå hvad der var sket. Efter nogle minutter fortog "chokket" sig og blev afløst af total begejstring, for hold nu k*** hvor er det fedt!
Og hvad består pakken så af? Ja, jeg ved det faktisk ikke helt ned i detaljen endnu, men det jeg fik at vide igår var følgende:
- 1 uges træningslejr med Mavic i foråret (datoer følger)
- Coaching og guidance fra Mavic ambassadører
- Mavic beklædning fra top til tå (sko, tøj, hjelm etc)
- Startnummer til Haute Route Pyrenees edition
- Fuld forplejning inkl. soigneurs, mekaniker og hvad der ellers måtte være brug for under løbet
- Transfer ml. etapperne inkl. ophold på 4 stjernet hotel
- Race briefing forud for hver etape
- Alt kost inkl. energiprodukter og lign. 
Alt i alt må det siges at være en rigtig fin pakke
Det betyder så også at jeg skal køre 2 Haute Route løb i år, da jeg allerede er tilmeldt Alpe udgaven sammen med Michael. Det giver en udfordring fordelt over 15 dage bestående af ca. 1600 km og ca. 43.000 højdemeter...... Om det giver mig myllerbæ at tænke på? Ja det kan I lige bande på! Jeg aner jo slet ikke om jeg kan stå distancen og om jeg overhovedet er i stand til at gabe over sådan en massiv udfordring. Men der er kun én måde hvorpå jeg kan finde ud af det

Welcome to Team Mavic

For snart 3 uger siden så jeg et opslag på Haute Route´s hjemmeside, hvor man kunne ansøge om at blive en del af Team Mavic til årets Haute Route events. Det lød super spændende, så jeg brugte 5 min på at strikke en ansøgning sammen og fik den smidt afsted med det samme. Siden da har jeg ikke givet det mange tanker, men så pludselig igår blev jeg ringet op af en meget venlig dame fra Haute Route organisationen, som kunne meddele mig at Mavic havde valgt mig som en af rytterne til deres team WTF, tænkte jeg, og kunne i første omgang slet ikke forstå hvad der var sket. Efter nogle minutter fortog "chokket" sig og blev afløst af total begejstring, for hold nu k*** hvor er det fedt!
Og hvad består pakken så af? Ja, jeg ved det faktisk ikke helt ned i detaljen endnu, men det jeg fik at vide igår var følgende:
- 1 uges træningslejr med Mavic i foråret (datoer følger)
- Coaching og guidance fra Mavic ambassadører
- Mavic beklædning fra top til tå (sko, tøj, hjelm etc)
- Startnummer til Haute Route Pyrenees edition
- Fuld forplejning inkl. soigneurs, mekaniker og hvad der ellers måtte være brug for under løbet
- Transfer ml. etapperne inkl. ophold på 4 stjernet hotel
- Race briefing forud for hver etape
- Alt kost inkl. energiprodukter og lign. 
Alt i alt må det siges at være en rigtig fin pakke
Det betyder så også at jeg skal køre 2 Haute Route løb i år, da jeg allerede er tilmeldt Alpe udgaven sammen med Michael. Det giver en udfordring fordelt over 15 dage bestående af ca. 1600 km og ca. 43.000 højdemeter...... Om det giver mig myllerbæ at tænke på? Ja det kan I lige bande på! Jeg aner jo slet ikke om jeg kan stå distancen og om jeg overhovedet er i stand til at gabe over sådan en massiv udfordring. Men der er kun én måde hvorpå jeg kan finde ud af det

Welcome to Team Mavic

For snart 3 uger siden så jeg et opslag på Haute Route´s hjemmeside, hvor man kunne ansøge om at blive en del af Team Mavic til årets Haute Route events. Det lød super spændende, så jeg brugte 5 min på at strikke en ansøgning sammen og fik den smidt afsted med det samme. Siden da har jeg ikke givet det mange tanker, men så pludselig igår blev jeg ringet op af en meget venlig dame fra Haute Route organisationen, som kunne meddele mig at Mavic havde valgt mig som en af rytterne til deres team WTF, tænkte jeg, og kunne i første omgang slet ikke forstå hvad der var sket. Efter nogle minutter fortog "chokket" sig og blev afløst af total begejstring, for hold nu k*** hvor er det fedt!
Og hvad består pakken så af? Ja, jeg ved det faktisk ikke helt ned i detaljen endnu, men det jeg fik at vide igår var følgende:
- 1 uges træningslejr med Mavic i foråret (datoer følger)
- Coaching og guidance fra Mavic ambassadører
- Mavic beklædning fra top til tå (sko, tøj, hjelm etc)
- Startnummer til Haute Route Pyrenees edition
- Fuld forplejning inkl. soigneurs, mekaniker og hvad der ellers måtte være brug for under løbet
- Transfer ml. etapperne inkl. ophold på 4 stjernet hotel
- Race briefing forud for hver etape
- Alt kost inkl. energiprodukter og lign. 
Alt i alt må det siges at være en rigtig fin pakke
Det betyder så også at jeg skal køre 2 Haute Route løb i år, da jeg allerede er tilmeldt Alpe udgaven sammen med Michael. Det giver en udfordring fordelt over 15 dage bestående af ca. 1600 km og ca. 43.000 højdemeter...... Om det giver mig myllerbæ at tænke på? Ja det kan I lige bande på! Jeg aner jo slet ikke om jeg kan stå distancen og om jeg overhovedet er i stand til at gabe over sådan en massiv udfordring. Men der er kun én måde hvorpå jeg kan finde ud af det

Ha ha, ja det er virkelig røv. Eller NOT!
Aske Søby
Som jeg tidligere har nævnt med ganske få ord, så har vi indgået et større sponsorat med RAAM deltager Aske Søby. Aske er uden tvivl en af de danske atleter som der er mest fokus på, og da han samtidigt er en yderst sympatisk og hurtigt-kørende ung mand har vi valgt at smide lidt mønter efter ham, for at hjælpe ham med at opnå årets målsætning om en sejr i RAAM. Nu har vi mødt ham af flere omgange, og jeg må sige at jeg er imponeret over hans facon. Helt nede på jorden og super god til at fortælle om de oplevelser han har haft med både RAAM 2014 samt diverse andre ultra races. Han brugte blandt anden 15 min på en kort præsentation overfor vores jyske teknikkere, som alle var i huset i går formiddags grundet noget kursus. De er ikke lette at imponere, specielt ikke når det handler sport, men flere af dem sad med åben mund og måbede da han fortalte kort om hans bedrifter og hverdag i al almindelighed. Der er slet ingen tvivl om at han vandt deres respekt;-)

På billedet oven over ser I Aske trykke hånd med min bedre halvdel, hvilket selvfølgelig ikke er det væsentligste på billedet.... Tjek lige den låge! Den er sprød!
Det er første gang jeg ser og mærker en Venge Vias, og jeg må sige at jeg er imponeret over designet og detaljerne. Hvad jeg dog ikke er imponeret over er vægten, for shit hvor var den tung! Jeg er nu alligevel glad for at jeg valgte en Madone 9.9, som vel ligger ca. 1 kg under Vias´en i standard opsætning. Det er sgu en del. Især for en letvægter som mig.

Ømheden har forladt mine ben og der var endelig hul igennem igen igår. Er du gal hvor var det skønt at være i stand til at få benene rundt med fornuftige watt:-)
Jeg kunne mærke det allerede da jeg gik tur med hunden kort inden min træning. Mine ben føltes lette og jeg var derfor 100% klar til lidt intervaller på hometraineren;-)
45 min opvarmning
3 x 10 min sub AT
Resten i zone 2
I alt 3 timer @ 156 watt
Det er en skøn fornemmelse at kunne køre sig tilbage i kampen selvom det var min 3. hårde træningsdag på stribe. Jeg fornemmer, at min base er ved at være pænt solid, og det er altså en rigtig god fornemmelse at vide at jeg for første gang nogensinde går super systematisk til værks med min træning. 2016 bliver et godt år:-)

Jeg så dig godt derinde lige da du var logget på, men der var du tydeligvis i gang med opvarmningen mens jeg var ved at sætte gang i intervallerne.
Da jeg så dig igen senere var jeg FLAD med FLAD på, så der var ikke noget at komme efter.
Men hvis du er klar på en gang relativ let træning, så er jeg derinde i dag ved 16:30 tiden til en 2 timers tur. 

For første gang i mands minde legede jeg med vægte i mandags. Jeg var virkelig forsigtig med ikke at gøre det for tungt, men det til trods satte det sig lynhurtigt i musklerne og der sidder det så stadigt...... 
Det betød at tirsdagens cykeltræning blev et spørgsmål om ren og skær overlevelse. Intervallerne hurtigt i bogen, og så ellers rulle den hjem i så sikker stil som det nu var muligt. Da Kenneth dukker op bag fra, med ca. 10 min tilbage af min træning, var der derfor absolut heller intet at skyde med. Som i intet overhovedet! Mine ben var i en krampe lignende tilstand, så et hvert forsøg på løjer ville have givet mig dødsstødet
30 min opvarmning
3 x 3 min @ AT (toppen af zonen) med 60 rpm -> 3 min pause ml. sættene
30 min zone 2
5 min AT (igen toppen af min zone) -> direkte over i 7 min medium
Resten på gefühl
I alt 3 timer @ 151 watt (NP 157)

Ha ha ha, jeg forstår så udmærket at du synes vi er lidt små skøre. Men siger man ikke at målet helliger midlet;-)

Kører du de 3 timer uden nogen form for energiindtag undervejs?
Det virker godt nok som et seriøst kalorieunderskud du kører med, og også en del mere end hvad jeg vil vurdere er hensigtsmæssigt. Rundt regnet forbrænder du omkring 2600 kcal på eb 3 timers tur med den nævnte intensitet, så det er godt nok mange kalorier der skal indtages efterfølgende for at undgå at kroppen er helt udpint. Kroppen kan vænne sig til meget, deriblandt også fysisk aktivitet på tomme depoter. Men det der sker er at kroppen lukker ned i en form for forsvarsmekanisme, da den fornemmer at der er noget helt galt. Den er jo ligesom vant til at have noget at arbejde med. Det påvirker din forbrænding i en helt skæv retning, hvilket på ingen måder er hensigtsmæssigt, og i worst case kan det mere eller mindre stoppe din forbrænding.
Når jeg har nogle kilo jeg gerne vil smide, så har jeg selv en tendens til at tage det til ekstremerne for at få det overstået hurtigst muligt. Først og fremmest fordi jeg er utålmodig, men også fordi jeg bare gerne vil have det overstået, så jeg kan returnere til normalen asap. Det der sker når jeg forcerer det er typisk at jeg opnår et hurtigt resultat på en ubarmhjertig måde, men også at det hele lynhurtigt spildes på gulvet igen da det ikke er den rette måde at gribe et varigt vægttab an på!

Kører du de 3 timer uden nogen form for energiindtag undervejs?
Det virker godt nok som et seriøst kalorieunderskud du kører med, og også en del mere end hvad jeg vil vurdere er hensigtsmæssigt. Rundt regnet forbrænder du omkring 2600 kcal på eb 3 timers tur med den nævnte intensitet, så det er godt nok mange kalorier der skal indtages efterfølgende for at undgå at kroppen er helt udpint. Kroppen kan vænne sig til meget, deriblandt også fysisk aktivitet på tomme depoter. Men det der sker er at kroppen lukker ned i en form for forsvarsmekanisme, da den fornemmer at der er noget helt galt. Den er jo ligesom vant til at have noget at arbejde med. Det påvirker din forbrænding i en helt skæv retning, hvilket på ingen måder er hensigtsmæssigt, og i worst case kan det mere eller mindre stoppe din forbrænding.
Når jeg har nogle kilo jeg gerne vil smide, så har jeg selv en tendens til at tage det til ekstremerne for at få det overstået hurtigst muligt. Først og fremmest fordi jeg er utålmodig, men også fordi jeg bare gerne vil have det overstået, så jeg kan returnere til normalen asap. Det der sker når jeg forcerer det er typisk at jeg opnår et hurtigt resultat på en ubarmhjertig måde, men også at det hele lynhurtigt spildes på gulvet igen da det ikke er den rette måde at gribe et varigt vægttab an på!

Going AERO
Allerede da jeg bestilte min nyeste SuperSix Evo, gik jeg med kraftige overvejelser om at vælge en aerodynamisk ramme fremfor den mere klassisk udseende letvægts ramme fra Cannondale. Valget faldt dog på Evo´en, da jeg havde svært ved at vænne mig til tanken om at skulle have en 7,5 kg´s tung cykel som 1. prioritet.
Jeg har på ingen måder fortrudt at jeg valgte endnu en Evo, for det er vitterligt en fantastisk cykel med nogle udsøgte køreegenskaber. Derudover er den let, ja faktisk vejer min ikke mere end sølle 5,9 kg inkl. wattmåler, flaskeholder og mount til SRM PC8. Pænt let må man sige.
Efter mit transportuheld undervejs til Mallorca kom jeg i besidelse af endnu en af de nye Evo rammer, og eftersom den skadede ramme er repareret til UG kryds og slange, svømmer jeg pt. lidt i cykler da jeg forsat også har den gamle Evo stående. Luksusproblem, yes I know, men hvorfor ikke prøve at udnytte det;-)
Mellem jul og nytår bestilte jeg derfor en Trek Madone 9.9 ramme i Project One modellen, så inden for ca. 4 uger lander der en yderst iøjnefaldende aero ramme på adressen:-) 

Ja, det er en Trek. Det er ligesom svært at løbe fra! Men til trods for at jeg selv har været Trek-hater i den del år, så er der bare et eller andet ved denne ramme der tiltaler mig sammenlignet med de øvrige aerorammer på markedet;-)
Jeg har bestilt din i highviz pink med sort skrift, og NEJ, der kommer ikke til at være Shimano logo´s på den. Den bliver monteret op med Campa SR ESP (den nye V3 gruppe som kommer til feb), og så regner jeg med at lede efter et nyt hjulsæt, så jeg ikke konstant skal skifte rundt.
Planen er så at få solgt lidt ud af mine Evo´er. Mininum én af dem skal væk - optimalt set to, men på den anden side kunne jeg godt finde på at beholde den gamle for at have en reel vintercykel. Derudover har jeg netop solgt min MTB, da jeg ganske enkelt ikke fik den brugt. Altsammen giver lidt cash til at kunne finansere det nye projekt:-)
Da den nye ramme røg i ordre kontaktede Trek i øvrigt min cykelhandler for at spørge lidt ind til projekt PINK cykel. De var meget interesserede i at få nogle billeder af det færdige projekt, da det ikke er hver dag de smider så offensive lakeringer afsted;-)

Jeg skal nok komme med lidt anmeldelser, når jeg får testet det af. Pt. står det iflg. UPS´s hjemmeside til lev. på onsdag, så det ser jeg virkelig frem til.
Weekend update
Det har ikke været verdens mest aktive weekend, men det er der op til flere grunde til.
Lørdag fik jeg trænet godt igennem, helt efter planen:
Opvarmning
15 min sub AT -> 5 min pause x3
Afrul
I alt 2 timer
Mit knæ har været lidt irriteret den seneste uges tid, og jeg følge samtidigt en god portion træthed i kroppen efter nogle ok intense uger med en god træningsmængde og tilmed en del rejseri. Det tapper for energi, så jeg hev søndags træningen ud af kalenderen og slappede i stedet af med en god gang brunch herhjemme sammen med et hold venner.
Jeg har samtidigt forsøgt at smide lidt juleflæsk, så jeg har kørt med noget tomme depoter i den forgangne uge. Det har kunne mærkes i træningen, men resultatet på vægten taler for sig selv og jeg er nu igen nede på 52 kg. Jeg vil gerne ramme 50 kg omkring juni, men der er lang tid til endnu så ingen grund til stress:-)
Vi har i øvrigt besluttet os for at skifte træner. Det lyder måske som en lidt overraskende beslutning, men vi synes selv at der er en mening med "galskaben". Først og fremmest er det tydeligt at mærke at Anders Lund har fået mere om ørene end da vi startede hos ham for måneder tilbage. Det er ikke meget feedback vi får fra ham, og programmerne minder efterhånden lidt for meget om hinanden uge efter uge. Fx har de seneste 3 uger været 100% identiske! Hans fokus er selvfølgelig flyttet efter at han blev u23 landstræner, og det er kun fair. Men uanset hvad, så betaler vi en tusse pr. mand pr. mdr. for hans guidance, så vi har klart nok også en forventning om et vis engagement den anden vej.

I stedet har vi indgået et samarbejde med Ricky Enø som er sportsdirektør på Team TREFOR. Vi er efterhånden holdets 2. største sponsor, og rykker gradvist tættere og tættere på dag for dag. Fx har vi netop indrettet holdets nye Service Course og lager hos os oppe i firmaet, ligesom Ricky har skrivebord inde i salgsafdelingen hos os. Med andre ord, så er Team TREFOR drengene blevet en integreret del af vores hverdag, hvilket er super fedt. Det giver virkelig god energi at have dem rendende i firmaet. Ikke kun for os, men også for vores kollegaer som synes det er alle tiders:-)
Da Ricky tilbød at overtage vores træning, var vi derfor heller ikke i tvivl. Det er og bliver det rette valg! Han har selv været i gamet, har trænet flere af de største danske kontinental navne, og så er han tæt på og i øvrigt en helt fantastisk flink og sympatisk fyr. Desuden ser han nogle muligheder i både Michael og jeg, og tror på at han kan være med til at rykke os ret markant, og det gør bestemt heller ikke noget. Vi starter op med ham næste mandag og det glæder vi os virkelig til:-)
Holdets tøj kommer i øvrigt til at se således ud:

Som I kan se har vi både sidepaneler samt bryst, men derudover kommer der også til at stå Nortec på bagdelen af bukserne. Helt ok placeringer, hvis I spørger mig;-)
I øvrigt har vi også tegnet et større sponsorat med RAAM deltager, Aske Søby. Mere om det en anden god gang:-)

Jeg skal nok komme med lidt anmeldelser, når jeg får testet det af. Pt. står det iflg. UPS´s hjemmeside til lev. på onsdag, så det ser jeg virkelig frem til.
Weekend update
Det har ikke været verdens mest aktive weekend, men det er der op til flere grunde til.
Lørdag fik jeg trænet godt igennem, helt efter planen:
Opvarmning
15 min sub AT -> 5 min pause x3
Afrul
I alt 2 timer
Mit knæ har været lidt irriteret den seneste uges tid, og jeg følge samtidigt en god portion træthed i kroppen efter nogle ok intense uger med en god træningsmængde og tilmed en del rejseri. Det tapper for energi, så jeg hev søndags træningen ud af kalenderen og slappede i stedet af med en god gang brunch herhjemme sammen med et hold venner.
Jeg har samtidigt forsøgt at smide lidt juleflæsk, så jeg har kørt med noget tomme depoter i den forgangne uge. Det har kunne mærkes i træningen, men resultatet på vægten taler for sig selv og jeg er nu igen nede på 52 kg. Jeg vil gerne ramme 50 kg omkring juni, men der er lang tid til endnu så ingen grund til stress:-)
Vi har i øvrigt besluttet os for at skifte træner. Det lyder måske som en lidt overraskende beslutning, men vi synes selv at der er en mening med "galskaben". Først og fremmest er det tydeligt at mærke at Anders Lund har fået mere om ørene end da vi startede hos ham for måneder tilbage. Det er ikke meget feedback vi får fra ham, og programmerne minder efterhånden lidt for meget om hinanden uge efter uge. Fx har de seneste 3 uger været 100% identiske! Hans fokus er selvfølgelig flyttet efter at han blev u23 landstræner, og det er kun fair. Men uanset hvad, så betaler vi en tusse pr. mand pr. mdr. for hans guidance, så vi har klart nok også en forventning om et vis engagement den anden vej.

I stedet har vi indgået et samarbejde med Ricky Enø som er sportsdirektør på Team TREFOR. Vi er efterhånden holdets 2. største sponsor, og rykker gradvist tættere og tættere på dag for dag. Fx har vi netop indrettet holdets nye Service Course og lager hos os oppe i firmaet, ligesom Ricky har skrivebord inde i salgsafdelingen hos os. Med andre ord, så er Team TREFOR drengene blevet en integreret del af vores hverdag, hvilket er super fedt. Det giver virkelig god energi at have dem rendende i firmaet. Ikke kun for os, men også for vores kollegaer som synes det er alle tiders:-)
Da Ricky tilbød at overtage vores træning, var vi derfor heller ikke i tvivl. Det er og bliver det rette valg! Han har selv været i gamet, har trænet flere af de største danske kontinental navne, og så er han tæt på og i øvrigt en helt fantastisk flink og sympatisk fyr. Desuden ser han nogle muligheder i både Michael og jeg, og tror på at han kan være med til at rykke os ret markant, og det gør bestemt heller ikke noget. Vi starter op med ham næste mandag og det glæder vi os virkelig til:-)
Holdets tøj kommer i øvrigt til at se således ud:

Som I kan se har vi både sidepaneler samt bryst, men derudover kommer der også til at stå Nortec på bagdelen af bukserne. Helt ok placeringer, hvis I spørger mig;-)
I øvrigt har vi også tegnet et større sponsorat med RAAM deltager, Aske Søby. Mere om det en anden god gang:-)

Nytårs update
Hverdagen har meldt sig igen, hvilket både er godt og skidt. Godt fordi vejret alligevel ikke er til de lange udendørs ture og skidt fordi jeg ikke rigtigt føler mig i gear til at jobbe den igen. Gør man egentlig nogensinde det ovenpå en lang ferie?
Torsdag d. 31/12
Årets sidste træning blev en noget rolig omgang, da benene var lidt slidte efter turen dagen dagen før. Det passede mig dog fint, for årets første dag lignede en oplagt mulighed for at træne udendørs, så lidt let spol gjorde mig ikke det fjerneste.
Cykling - 1 time @ 146 watt i avg
Lørdag d. 2/1
Havde jeg vidst at jeg ville spilde d. 1/1 med tømmermænd, så havde jeg nok gravet lidt dybere i træningen d. 31/12, men det er ikke altid let at forudsige hvad der venter en;-)
Vigtigst var dog at jeg kom godt ind i det nye år, og med de seriøse udfordringer der venter så bliver det en noget nært alkohol-frit år der venter, og så meget desto bedre grund til at gøre lidt ud af fejringen;-)
Det betød så også at jeg forsat var slatten i kroppen d. 2/1, og det blev derfor en kort og relativ beskeden omgang træning.
Cykling - 1 time @ 156 watt i avg
Søndag d. 3/1
Tilbage i "topform" med champagnen ude af kroppen var det på tide at få lidt seriøs træning i bogen igen. Jeg magtede ikke en tur i kulden og den hardcore vind, så Zwift og Wattopia vandt. Jeg kan egentlig rigtig godt lide at træne på Zwift, men landevejene river i mig efter at have fået smag for den udendørs træning igen.
For at krydre min træning med en god portion intensitet, lagde jeg 3 min intervaller @ 100 FTP ind hver gang jeg ramte Wattopia Hill. Det blev til i alt 8 stk!
Godt og vel halvvejs inde i træningen joinede en af mine Zwift makkere, og vi kørte den resterende del af turen sammen. Det gav en god portion puls - også når jeg ikke kørte intervaller, og rent faktisk var jeg på grænsen til krampe i min hoftebøjer (underligt stedt!) i de sidste minutter.....
Cykling - 3 timer @ 157 watt i avg.
Jeg fornemmer at formen rykker sig lidt for tiden og det er en fed fornemmelse! Min sidste FTP test blev kørt midt oktober, hvor jeg var rigtig godt kørende, men alligevel føles det ok overskueligt at være i mine nuværende zoner. Om jeg ligefrem har rykket mig i forhold til den gang tvivler jeg på, men om ikke andet er jeg tæt på at være tilbage på samme niveau:-)

Julen der blev annulleret
Hverken Michael eller jeg har noget særligt varmt forhold til julen, gaveræset og de utallige julefrokoster der følger med. Det hænger helt sikkert sammen med at vi begge er skilsmissebørn, og dermed har hele 4 familier som rykker i os for at få os med til div. julefrokoster og lign. Det æder alle julens fridage op, og vi ender med at have kørt land og rige rundt for at tilgode se andres behov frem for vores egne. Lidt kynisk sagt måske, men ikke desto mindre sandt.
I år besluttede vi os derfor for at glemme alt om jul og bare rejse væk - destinationen var DUBAI
Afg. fra CPH tirsdag d. 22 med cyklerne pakket i bagagen - ingen julegaver, bare sommertøj og en god slat lommepenge
Vi ankom rent tirsdag aften, fik pakket det mest nødvendige ud og gik så ellers direkte på hovedet i seng og sov til vi vågnede. Efter en virkelig lækker omgang morgenmad i hotellets overdådige buffet, skulle cyklerne pakkes ud. Ingen skader på nogen af dem, men Michaels DI2 ville desværre ikke helt som vi ville, så vi måtte en smut afsted for at finde en mekaniker der kunne hjælpe. Dem er der heldigvis mange af i Dubai, og det gav os samtidigt en lejlighed til at smutte forbi Wolfi´s, som måske er den cykelbiks der smider flest absolut high-end cykler afsted på verdensplan. De har ALT og alt er lagervare hos dem, så ikke noget med at vente 100 år på at få en ramme hjem. Næ nej, sådan fungerer det ikke i Dubai når sheikerne dropper ind forbi for at handle nye cykler
Vi faldt i snak med Monty, en englænder som arbejder dernede og som jeg lærte at kende sidst jeg var i Dubai, og han kunne fortælle at Wolfi´s alene sælger flere Lightweight hjul end der sælges i hele Europa til sammen. Det er SYGT!
Nå, vi fik fixet cyklen og vendte næsen retur mod hotellet for efterfølgende at smutte på stranden et par timer.
Onsdag:
Hver onsdag og søndag aften fra 18-21 er der åbent for cykelryttere på Dubai´s lokale racerbane. Der er fuld belysning hele vejen rundt, og det giver de lokale en genial mulighed for at få trænet efter arbejdstid. Vi valgte også at møde op for at få åbnet op for benene og få et par timers træning på kontoen
Det blev en ret hidsig omgang træning for mit vedkomne. Fuld gas (ca. 40 sek @ 280-300 watt) på langsiden roligt rundt i svingene og så igen ok med gas på modvindsstykket på modsatte side.
Jeg havde tungen godt ude af halsen mere end en gang
Cykling - 58 km, 153 watt i avg (NP 174 watt)
Torsdag:
Via et par kontakter jeg havde fået på min sidste tur til Dubai, havde vi fået en invitation til at deltage i en social ride startende kl. 7 juleaftensdag. Turen var arrangeret af den tidligere pro Vitor Carvalho - en super fin fyr der forsat er i en pæn skarp form selvom pro-dagene er overståede.
Vi mødtes på et sted kaldet Al Barari, hvor et nyt track netop er åbnet op. Det betyder at man nu kan cykle direkte fra udkanten af Dubai og helt ud til Al Qudra på den fineste bredde cykelsti. What´s not to like
Tempoet i gruppen var helt perfekt for mig. Roligt når jeg sad på smækken og med gode muligheder for at tage nogle tjanser i fronten. Det betød at jeg rent faktisk fik kørt 3 x 8 min intervaller i fronten @ 210 watt - helt som coach Anders havde foreskrevet for dagens træning
Efter ca. 40 km nåede vi ud til Al Qudra og derfra tog vinden kraftigt til. Sandet føg om ørene på os, og jeg skulle kæmpe pænt hårdt for at finde de rette placeringer på sidevindsstykkerne. Det gik dog helt ok, og de få gange hvor feltet splittede sad jeg i den rigtige del.
Da min power control langt om længe viste +100 km gjorde vi et kort stop for at tanke op. God damn, det var tiltrængt. Alt den sand får virkelig tørsten til at melde sig, så jeg bundende fluks en cola og en halv liter vand og var så klar til de sidste 40 km som var i en pæn lækker medvind
Cykling - 146 km
Fredag:
Endnu en dag hvor vi var dejligt tidligt oppe for at kunne få noget ud af dagen Jeg elsker det, men nu er jeg også udpræget A menneske.
Der var dømt trætte ben oven på to pænt hårde træningsdage på stribe, så det blev en let omgang på Al Qudra hvor det mest at alt blot handlede om at få spolet benene lidt igennem.

Cykling - 2 timer, 68 km
Søndag:
Man kan fristes til at tro at Emiraterne er 100% flade, hvilket de også er meget tæt på at være. Der er dog et område ude på grænsen op mod Oman hvor der er lidt knolde, og der skulle vi selvfølgelig en smut ud forbi.
Vi bad vores chauffør om at køre os et godt stykke uden for byen, og så var det ellers i sadlen til en god lang tur.
En del af turen var flad, men der var også op til flere 2-3 km´s stigninger hvor procenterne tog pænt god fat. Fælles for nedkørslerne var at de var lynhurtige, og jeg nåede da også knap 90 km/t på en af dem. Der var dog en god vind, så jeg turde ikke at slippe helt, for jeg kunne snildt have kørt endnu stærkere.
Efter ca. 50 km nåede vi til Kalba, som ligger helt ud til vandet og blot få hundrede meter fra grænsen til Oman. Et ret brutalt pigtrådshegn rejser sig op langs grænsen og ligeså langt som øjet rækker. Der er ingen tvivl om at Emiraterne yderst gerne vil holde kontrol med hvad der kommer ind over grænsen

Fra Kalba kørte vi et loop ind i et ret goldt landskab. Det gik konstant op eller ned, der var ingen biler på vejene og det virkede i det hele taget ret spøgelsesagtigt, men det var absolut perfekt til cykling!
Derfra begyndte trætheden med at melde sig hos mig, men det tro da pokker. Nok var lørdagen ren og skær off day fra cyklen, men den blev brugt på hardcore shopping i verdens største mall, så jeg vil næsten påstå at kroppen var mere tæt derefter.
Bedre blev det heller ikke at af de sidste 20 km var mere eller mindre op ad hele vejen. Læg dertil en solid modvind der trak tænder ud!
Cykling - 140 km, 1900 højdemeter, 148 watt i avg (NP 158)
Mandag:
Masiv træthed til trods, så skulle vi have turens sidste cykeloplevelse med. En tur på Nad Al Sheba Cycle Track, i daglig tale kaldet NAS. Et helt nyt track bestående af den fineste asfalt løbende over 8,6 km. Meget bedre forhold får man næppe til intervaller. Og at banen samtidigt ligger med udsigt til verdens højeste bygning, Burj Khalifa gør ikke oplevelsen mindre mindeværdig

Cykling - 1 time 26 min @ 144 watt, 35 km/t i avg.
Alt i alt har det været en enestående tur med godt vejr, masser af cykling, strand, shopping og diverse andre fede oplevelser samt vigtigst af alt MEGET LIDT JUL!
Et vi så tilmed endte med at sidde blot to rækker fra Frederik og Mary på vejen hjem i flyet, satte prikken over i´et på den perfekte ferie.

Sunday Endurance
Coach Anders havde plottet et 4 timers pas ind i træningsplanen for i dag, og jeg havde sådan set glædet mig til en god frisk tur på landevejen. Men eftersom vi har valgt at tilbringe julen i Dubai i år, så har der været pænt meget rift om os i denne weekend, så det betød tidlig træning og så ellers videre til julehygge.
Og selvfølgelig var det vådt imorges. Vådt indtil middag og så ellers fint vejr med sol. Typisk!
Jeg var som sådan forberedt på en omgang hometrainer, så med mit mindset på det rette sted satte jeg mig i sadlen.
4 stive timer med Zwift og Musik Quizzen på P3 som den eneste underholdning. Nå ja, det kan da være værre, men jeg ville nu til hver en tid have foretrækket udendørs træning.
Cykling - 4 timer @ 149 watt
Tempoet var jævnt hele vejen. Ingen udsving og intet bullshit, bare derudaf med hjernen på standby
Lige siden vi flyttede ind i vores nye hus har vi arbejdet på et vintage projekt. Vi har ledt og ledt for at finde den rette ramme, og for små 3 uger siden var den der så. En Colnago Master fra 1982 som ikke har kørt så meget som en meter, bygget op med Campagnolo Super Record, Cinelli styr og Ambrossio fælge. Alt sammen high-end fra en anden tidsalder I går blev cyklen så leveret på adressen, og jeg må indrømme at jeg er ret begejstret for resultatet. Bedøm selv

Den er ikke til andet end pynt, og hvis I spørger mig, så gør den det ret godt

Dubai
Så er jeg tilbage i det kolde nord igen for en kort bemærkning. Jeg vil ikke ligefrem sige at jeg har længtes efter DK, men det har mest af alt noget med vejret at gøre
Det har været en genial tur med masser af oplevelser i sadlen. Alt lige fra ørken ræs til race på den lokale Formula One bane og til en tur i "bjergene" på grænsen ml. UAE og Oman. Vigtigst af det hele, og også den største oplevelse, var dog løbet som jeg kørte i fredags
I Dubai starter man dagene før fanden får sko på, da varmen ofte gør det nærmest umuligt at træne når først solen står højt på himlen. Det betød afgang fra hotellet fredag morgen kl. 4:00, så vi kunne være klar til race-start fra kl. 6:00. Pænt tidligt når man kører på dansk tid (svarer til race-start kl. 03:00), og bedre bliver det ikke af at jeg ikke kunne sove pga. larm fra hotellets diskotek. I alt fik jeg vel omkring 50 min søvn den nat, så jeg var en walking zombie da jeg begav mig mod startområdet.
Jeg mødtes med mine nye team kammerater, fik en kort briefing på ruten og hvilke teams der skulle holdes øje med, og efter ca. 15 min let spol på en hometrainer rullede vi mod starten. Starten gik på Formula One banen, hvilket i sig selv var en oplevelse, og inden vi blev sendt afsted nåede jeg at få hilst på en anden dansk pige, nemlig Josefine Huitfeldt fra Team Rytger.
Vi var tre danske piger i feltet, og vi fik ret hurtigt lavet en alliance med samarbejde for øje
Vi var vel rundt regnet 40 damer i eliterækken. Der blev givet godt med gas fra starten, og jeg var imponeret over hvilket tempo der blev sat. Et af de lokale hold satte sig tungt på fronten og så var det ellers bare derudad. Jeg forsøgte selv at gemme mig i starten, men det var svært og jeg fik da også taget min andel af føringer, hvilket egentlig også kun er fair nok. Der er altid nogen der fedtspiller og gemmer sig, men for mig var løbet mest af alt træning og jeg så derfor ingen grund til at springe min andel af arbejdet over.
Ruten var så godt som 100% flad og bestod af laaaange lige strækninger på afspærrede motorveje. Det betød tonse-tempo og masser af ryk når sidevinden spillede ind. Jeg vidste på forhånd at sidevinden ville blive en af mine udfordringer, men jeg klarede mig faktisk mere end ok og det gav mig en følelse af at høre til blandt de stærkeste i gruppen. Fed fed følelse!
Jeg fik da også lukket et par huller for Josefine når hun sad og sled lidt for hårdt i det i vinden, og hun er trods alt A rytter med nogle ordentlige skinker der burde kunne træde en noget større mølle end mine små bjergben.
Løbet blev kørt meget on/off. Enten var det med fuld gas eller også ganske roligt uden nogen rigtigt ville tage ansvar. Det betød masser af ryk, hvilket ikke er noget jeg har trænet voldsomt meget i. Igen gik det dog overraskende fint, faktisk så fint at jeg selv prøvede med et lille angreb med ca. 8 km til mål. Jeg satte rykket ind for foden af en motorvejsbro, hvor vejen steg over et par hundred meter og jeg fik faktisk hurtigt et ok hul til de andre. Desværre drejede vejen 90 grader kort tid efter hvilket betød modvind, og det gjorde det en tand for let for de bagved jagtende at hale mig ind igen. Men ok, jeg forsøgte da i det mindste.....
De sidste km ind mod banen var pænt taktiske, og desværre betød det at vi blev hentet af mændenes A-motionsfelt. Det efterlod et kæmpe kaos med ryttere over alt på vejene, og minus overblik over hvor de andre piger lå. Vi måtte ikke drafte på mændene, men det var svært helt at undgå når man pludselig lå midt i så stort et felt. Der blev virkelig råbt og skreget fra alle sider, og vi fik mændene lidt af vejen så vores race kunne forsætte og afgøres på fair vis os piger imellem, men det blev desværre ikke helt den afslutning jeg havde håbet på.
Ved indgangen til autodromen skulle vi igennem en ret snæver passage, og en af pigerne foran mig får mistimet sin nedbremsning og ender med at styrte. Det tvinger mig til at stoppe op for at undgå at ramme hende og jeg taber derfor kontakten til de forreste piger.
Vi er tre tøser der slider og slæber for at lukke hullet, men de foranliggende piger ligger mere eller mindre midt i herrefeltet, så det er total umuligt for os at hente dem. PISLORT
Afslutningen bliver derfor ikke en kamp om sejren men en kamp om placeringer, og den trækker jeg mig sejrrigt ud af. I sidste sving før opløbet steg vejen let mod målstregen, og det udnyttede jeg til at rykke fra de andre og jeg kører derfor alene over stregen til en 7 plads. En placering jeg ville have jublet over, hvis jeg var blevet spurt til forventningerne inden løbet
Overordnet set er jeg super godt tilfreds med min placering og præstation. Jeg er ikke i topform pt, men alligevel fik jeg leveret en solid indsats og fik sat mit præg på løbet. Vi tre danskere var klart nogle af de mest aktive i feltet, hvilket gav roser og skulderklap fra de andre piger, og havde jeg ikke været uheldig i finalen ville jeg uden tvivl have kunne nærme mig top 5. Det giver mig blod på tanden og mod på mere, og jeg er derfor så godt som sikker på at jeg står klar til start i årets første licensløb!
Spinneys Dubai, 98 km, 2 timer 32 min @ 157 watt i avg (185 NP)

Der er lidt krise på hjemmefronten pt, da svigerfar ligger på intensiv efter at have fået lavet en bypas i venstre ben. Desværre har resultatet af operationen ikke været som håbet, og pt. er der overvejende sandsynlighed for at det ender i en amputation. Det er noget fandens lort rent ud sagt!
Jeg tror at de fleste ville ende i en større personlig krise, hvis man som blot 61 årig mistede det meste af det ene ben, og bedre bliver det bestemt ikke af at min svigerfar er en hardcore sportsudøver med en stor del af hans identitet liggende i lige netop dette.
Det er meget at kapere for ham pt, og det gør sgu ondt at se ham skulle gennemgå alt dette.
Men life goes on, og vi prøver så vidt muligt at få passet vores træning så godt vi nu kan ved siden af arbejdet.
Vi nåede da også en tur på hometraineren i går inden vi kørte på sygevisit på Kolding sygehus. Kort og hårdt, men rart at få overstået. Det clearer ligesom hovedet på en rigtig fin måde.
Cykling - 1 time @ 156 watt i avg.
Jeg kørte lidt runder i Zwift på Watopia, og jeg døde fuldstændigt da jeg kørte efter en KOM. OK, jeg fik min polka dot jersey, men det var vist mest af alt pga. manglende konkurrence i kvindefeltet, for jeg var langt fra i stand til at køre mig helt ud. I hvert fald ikke hvis jeg kigger på wattene.
Træningen startede ellers med super fine ben, hvilket gav mig håb om at benene var genfundet. Men men men, det var kun en stakket frist og til sidst måtte jeg hutle mig igennem for at få mine 60 min træning i hus

Haute Route Alps 2016
Jeg har igennem længere tid gået med en drøm om at prøve kræfter med et etapeløb med masser af udfordringer i form at mange højdemeter. Der findes ikke voldsomt mange etapeløb der henvender sig til motionister, og slet ikke hvis man samtidigt har en forventning om at afviklingen af løbet skal foregå på noget nær samme logistiske niveau som et rigtigt prof løb gør.
Jeg har undersøgt alverdens mulige løb, og hver gang har det ledt mig tilbage til Haute Route løbene, som ganske enkelt lader til at være i en klasse for sig selv. I hvert fald inden for den type løb som jeg har kigget efter.
Der køres tre forskellige Haute Route løb hver sommer. Et i Pyrenæerne, et i Alperne og et i de Schweiziske alper/Italienske Dolomitter. Alle tre løb er yderst interessante, men for 2016 skilte Haute Route Alps sig alligevel en smule ud. I hvert fald set med mine øjne.
Summa summarum, så har vi tilmeldt os Haute Route Alps 2016 og kaster os i perioden d. 27/8-4/9 ud i det der uden tvivl bliver mit livs største sportslige udfordring. 800 km og 21.000 højdemeter fordelt på 7 etaper er hvad der skal forceres, og af stigninger kan blandt andet nævnes La Bonette, Risoul, Izoard, Galibier x2 (inkl. en enkeltstart fra Valloire til toppen af Galibier), Madeleine og Courchevel. Der er ingen hviledage undervejs, så det bliver noget af en fysisk udfordring der venter.
Der er tidstagning på hver etape og ligeledes køres der også samlet klassement, hvor der bliver uddelt trøjer til de førende i klassementerne.
I alt er der 500 ryttere til start, så det er et ok stort felt men dog alligevel fornuftigt begrænset for at kunne klare alt det logistiske.
Vi har bestilt en pakkeløsning der sikrer os hoteller tæt ved starten, mekanikere til at klargøre cyklerne hver aften/morgen, soigneurs til at klare tøjvask, flasker og lignende samt massage efter hver etape. Kort sagt den fulde pakke der gerne skulle sikre os en ægte pro-oplevelse eller i hvert fald så godt som.
Rent sportsligt har jeg ikke de vilde ambitioner, da jeg ikke aner hvordan niveauet er. Derudover har jeg ingen idé om hvordan min krop reagerer på så mange dages kontinuerlig hård belastning. Men det er helt klart at min intension er at stille til start i den absolut bedste udgave af mig selv, så jeg er indstillet på at gå all in med træning og fokus. Det er ikke helt billigt at deltage i løbet, så jeg har på ingen måder lyst til at tage let på udfordringen - det skal i stedet taget 100% seriøst!