KongKent

Bodybuilding:
I går trænede jeg ben, NBM trænede også. Så vi tagteamede da lige benpressen. Det gav et fortræffeligt pump i quads. I dag stod den på store bryster og bisps. Det går fremad med dagsformen og vægten ligger stabilt på 84,5 kg. Jeg fik NBM til at tage nogle billeder af mit korpus. Et enkelt kan det blive til i loggen.

Inc. bb presses:
8 @ 50 kg
8 @ 80 kg
6 @ 90 kg
6 @ 95 kg
3 @ 100 kg
6 @ 90 kg
BB curls:
5 sæt til biceps.
Inc. smith presses:
10 @ 87,5 kg
12 @ 87,5 kg
10 @ 87,5 kg
8 @ 87,5 kg
DB curls:
4 sæt til biceps
Inc. db presses:
8 @ 31 kg
5 @ 41 kg meget langsom excentrisk
6 @ 31 kg meget langsom excentrisk
Blandt curls:
5 sæt til biceps.
8 minutters cardio til svedfaktor 100.

Her er et dagsform billede efter træningen lørdag d.18/8-12

Morgenvægt ca.82
Vægttabet foregår stadig i passende tempo til forhåbenligt at nå derned hvor jeg gerne vil Kan dog efterhånden mærke omfanget af det

God musik at løfte til!

Dagens tidlige morgenspas
En smule opv.
derefter 1 km pw, der ikke var helt hurtig, skulle lige ligge taske med skiftetøj nede på jobbet (der heldigvis ligger rigtigt tæt på os.) og så derefter lidt løb
5 km. løb på 26.44
Og så lige lidt stille og rolig gåtur bagefter.
Super tur, med godt med fart på. Var også flad bagefter, men fedt. Kunne så møde ind på job 6.50, hive lidt trætte unge op og spise morgenmad med dem. Way to start the day! :4thumbup:

Chest supported.

For et år siden traf jeg en beslutning - jeg ville være Ironman! Slid og slæb, ups and downs og wupti - nu kan jeg endelig tilføje titlen til mit cv:-)
Tid: 11 timer 11 min og 39 sek! BUM!
Race rapport følger en af de nærmeste dage:-)

Søndag d. 12. august 2012
Dødløft
10 @ 60 kg
10 @ 60 kg
10 @ 60 kg
10 @ 60 kg
Bænk:
15 @ 20 kg
10 @ 40 kg
10 @ 40 kg
10 @ 40 kg
10 @ 40 kg
DB curl:
10 @ 15 kg
10 @ 15 kg
10 @ 15 kg
10 @ 15 kg
DB Skulderpres
8 @ 15 kg
8 @ 15 kg
8 @ 15 kg
8 @ 15 kg
Tid: 20.15 - 20.50
Inhumation - Lidenskab
Hold da op, hvor patterne gjorde sig bemærket i bænkpres, lols. Ellers ikke noget at berette om end endnu en let omgang, der skal genstarte skroget. Men jeg er nødt til at logføre for at holde mig selv i ørerne. Fik også gået en god PW i går aftes. Der går ikke mange uger førend jeg løber hele vejen rundt.
PS: Spot en MOL'er i dette indlæg.

DOMS er den bedste smerte. :)

wow. Så er dramadronningen tilbage. Godt et år siden jeg sidst profetisk skrev, at nu skulle der ske noget. Der skete noget. I et par uger. Så flød det ud i sandet. Undskyldningerne var de samme. Tidsmangel. Så mange andre ting, der skulle gøres. Men nu prøver jeg igen, selvom der i indeværende år har været seriøse tanke i baghovedet om at rydde styrkerummet idet jeg ikke havde fantasi til, at jeg ville bruge det igen. I mellemtiden har jeg været ved en ortopæd og han fortæller mig, at mine knæ er 100% i orden. Det er mine slimsække foran på knæet lige over og under knæskallen, der har let ved at blive irriteret og det giver en uudholdelig smerte når det står på, men det er ikke noget, der ødelægger mit knæ. Jeg skal nu overveje om jeg vil gennemgå en kikkertoperation og få dem fjernet i håb om, at de nye slimsække, der dannes efterfølgende ikke er lige så "sarte". Anygays... dramadronningen var ude og PW'e 40 minutter i går og i dag tog jeg så hul på styrketræningen for første gang i 3 år.
Fredag d. 10. august 2012
Bænk:
15 @ 20 kg
10 @ 40 kg
10 @ 40 kg
10 @ 40 kg
10 @ 40 kg
BB rows:
10 @ 60 kg
10 @ 60 kg
10 @ 60 kg
10 @ 60 kg
DB Skråbænk:
10 @ 20 kg
10 @ 20 kg
10 @ 20 kg
EZ-Bar Curl:
10 @ 18 kg
10 @ 23 kg
10 @ 23 kg
10 @ 23 kg
Tid: 19.05 - 19.45
Testament - Dark Roots Of Earth
Let og elegant rehab. Hele skroget skulle bare lige aktiveres let. Dejligt med sved på panden igen. Kan mærke, jeg har savnet det. Nu får vi se om det holder denne gang.

DM A 2012 10. marts i Sph Gym i Aalborg
Indvejning:
65.2 kg
Squat:
1. forsøg 140 kg godkendt 3-0
2. forsøg 152.5 kg godkendt 2-1 (PR+2.5kg)
3. forsøg 157.5 kg godkendt 3-0 (PR+7.5kg)
Bænkpres:
1. forsøg 92.5 kg godkendt 3-0
2. forsøg 97.5 kg godkendt 3-0 (PR+2.5kg i trekamp)
3. forsøg 100 kg godkendt 3-0 (PR+5kg i trekamp)

Dødløft:
1. forsøg 180 kg godkendt 3-0
2. forsøg 195 kg godkendt 3-0
3. forsøg 210.5 kg underkendt 3-0 (forsøg på dansk rekord)- fik desværre igen vægten for meget forover
Total:
452.5 kg (PR+5kg)
Wilks:
473.632 PR med et par points (nr. 2 ud af 9 damer)

Placering:
Nr. 1 i 72 kg klassen
Super stævne med god styrke. Taktikken var at skrabe godt sammen i squat og bænk for at have plads til at lege lidt i dødløft. Squatten er jeg super tilfreds med. Teknik og styrke spillede godt (for at være mig). I bænk var styrken god, men teknikken drillede lidt, så mine to sidste løft blev lidt ujævne. Men godt tilfreds med PR. Åbningsvægten i dødløft var ganske let, så skulle måske være gået lidt højere i andetforsøget, men ville sikre mig en PR i totalen, så "turde" ikke. I sidste forsøg valgte vi at lave et sats i dødløft og gå på dansk rekord, som også ville have givet mig disciplinguldet (Annette bommede i bænk, men vandt squatten og dødløften, hvor hun lavede hhv. 210 kg og 197.5 kg).
Tak til Johnny/Aak for film.

Jesper Bæk, herinde kendt som huz, er proff. fotograf og har taget kanon-billeder af bodybuildere mm.
Tjek hans site her:
http://photobybaek.com/galleri/sport
Der er også kontaktoplysninger derinde.

Hej alle.
Tusind tak for de gode råd.
Nu vil jeg bestille en tid hos lægen, og så tage den derfra...

@Fameboy og Pigehest:
Kan i ikke læse? Manden er altså PERSONLIG TRÆNER, dvs. han har nok deltaget i mindst 7-8 weekendkurser hvor han er blevet undervist af folk der har gået på universitet! UDOVER har han OGSÅ trænet i 7 år, så jeg tror nok det vil være en god idé at lade være med at være så kæphøje når det er tydeligt for enhver i tråden at manden har fat i den lange ende!
PERSONLIG TRÆNER trumfer altså humanist og pige 10 ud af 10 gange, I'm sorry to say!

Plzen - VM Trekamp 2011
Her er endelig en opdatering fra VM.
Jeg havde fokuseret meget på at holde vaegten oppe og det var lykkedes til fulde, så jeg vejede ind på 118,99 kg på dagen.
Startvaegtene blev meldt ind uaendret i forhold til planen. På udstyrssiden skulle der loeftes i nyt udstyr, som alt sammen var et nummer stoerre end sidst. Doedloeftdragten var helt ny og endnu ikke proevet, men den sad godt og jeg var fortroestningsfuld omkring at den ville virke fint.
Jeg var nomineret til en 14. plads i den stoerste loeftegruppe til VM og hvis alt gik vel, var det ambitionen at klemme sig i top 10.
Squat
1. forsoeg: 330 kg - godkendt 3-0
2. forsoeg: 350 kg - godkendt 3-0
3. forsoeg: 360 kg - underkendt 0-3
330 kg Squat
350 kg squat
360 kg squat - miss
Åbneren var overkommelig og sikker. Udfordringen var at ramme dybden, men det gik fint. Jeg tog et stoerre spring til 350 kg, som jeg kunne have ramt bedre, men alligel praecis kunne lofte. På sidste loeft sidder jeg faktisk fint under stangen, men kommer på haelen da jeg begynder at presse den og må slippe trykket efter at have presset den en smule op, for ikke at vaelte bagover. Desvaerre.
Benchpress
1. forsoeg: 255 kg - godkendt 3-0
2. forsoeg: 262,5 kg - godkendt 3-0 (dansk rekord med 2,5 kg)
3. forsoeg: 267,5 kg - godkend 3-0 (dansk rekord med 7,5 kg og 2,5 kg PR)
255 kg benchpress
262,5 kg benchpress
267,5 kg benchpress
Det var en rigtig god dag styrkemaessig i baenkpressen, det kunne jeg allerede maerke under opvarmningen. Den store udfordring var det glatte underlag som vi skulle loefte på og på hvert eneste loeft, så gled mine foedder en lille smule under opspaendingen, hvilket specielt påvirkede de 262,5 kg. Jeg er sikker på at der er til mere på en dag hvor vi loefter på ER stativ med et ordentligt underlag. Så der er gode udsigter til en stoerre baenkpres.
Deadlift
Jeg havde fået express tilsendt en ny dragt fra det moerke jylland og Mathias havde taget sytoejet med, så jeg havde fået ordnet stropperne en lille smule.
Åbneren blev aendret 2,5 kg op, da dette ville sikre en dansk rekord i totalen med 2,5 kg allerede i foerste loeft.
1. forsoeg: 292,5 kg - godkendt 3-0
2. forsoeg: 302,5 kg - godkendt 3-0
3. forsoeg: 310 kg - godkendt 3-0
292,5 kg deadlift
302,5 kg deadlift
310 kg deadlift
Åbneret blev loeftet let. Der blev oeget konservativt, da jeg oenskede at skrabe sammen på allerede gode total og at mit greb normalt begynder at vaere tvivlsomt omkring de 300 kg. Der var dog ingen problemer med 2. loeftet heller. På 3. loefter blev 310 kg bestilt, og grebet holdt minsanten igen.
Alt ialt en total på 927,5 kg og 534,3 wilkspoint. Det rakte til en 9. plads og faktisk den 4. bedste ikke-oesteuropaiske loefter. Totalen var en forbedring af min egen rekord med hele 20 kg. Pointmaessigt er jeg nu meget taet på den bedste wilksscore som er lavet for maend nogensinde i DK og totalen er ligeledes een af de hoejeste.
Alt ialt et rigtig rigtig godt staevne, hvor det endelig lykkedes mig at få skrabet sammen i alle 3 oevelser og få den total som jeg egentlig havde til gode.

Hvis én guldøl efter træning gør at man kan bænke 200kg, så må 17 sgu gøre mig til Hulk... Nu har jeg både en pæn blå streg over brystet, et par bøjede ribben og nogle syge tømmermænd. Hvad gjorde jeg forkert?

hvis du har dagsform, har du også en log. sådan må det være!!

Så fik vi sagt endegyldigt farvel til Martin.
At være til begravelse med en person, der kun blev 40 år gammel, er barsk. Menighedssalen var fyldt til bristepunktet, og bårebuketter fyldte gulvene. Præsten holdt en stille tale, og kisten blev båret ud til rustvognen. Derefter kortege til Vestre Kirkegård, hvor kisten blev sænket i jorden. Her blev stemningen noget trist, specielt da Martins mor brød grædende sammen, da hun smed sin rose ned til Martin. Det var hårdt at se på.
Efterfølgende var der gravøl på Helnan Marselis Hotel, hvor der blev budt på kaffe, te, boller og småkager. Her fik jeg snakket lidt med både familie, venner og præsten, der satte sig lige ved siden af mig. Martins fætter kom over til mig og sagde "Er det dig, der er skyld i, at Martin de sidste år er begyndt at høre rigtig musik?", og så fik vi en god snak om den uheldige retning Martins musiksmag tog.
For mit første IRL-møde med Martin var præcis 12. juli 2008. Det var hjemme hos mig, da der blev afholdt MOL-træf. Han troppede op i en t-shirt med Slayer-ørnen på, og så var et venskab jo grundlagt inden vi overhovedet havde mælet ét ord sammen. Vi finder stille og roligt ud af, at musik og motion ikke er det eneste vi har tilfælles, men også en fælles lidenskab for hjemmebiografen (og optimering af denne) samt fodbold. Ved sidstnævnte stod vi dog på hver sin side af hegnet. Mig med AaB og ham med AGF. Og hans passion for sin klub oversteg langt min. Det gjorde sig også udslagsgivende ved begravelsen, hvor præsten pointerede, at det ikke var tilfældigt, at alle blomster på buketten, der lå ovenpå kisten, var hvide!
Efter x antal MOL-træf/julefrokoster, koncerter, overnatninger hos hinandens sofaer/gulve, var det rigtig trist at sige endeligt farvel.
Jeg vil dog huske tilbage på det gavmilde menneske, Martin var. Og da det nu er mig, så kan det kun slutte med en udgangsbøn i metallens tegn. Sidste år drog vi begge til Warszawa i Polen for at overvære den første "Big 4" koncert nogensinde. For de, der ikke ved hvad "Big 4" er, så er det en koncert hvor Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax efter at have domineret thrashmetallen i 30 år, omsider, for første gang nogensinde, stod på samme scene og spillede deres koncerter lige efter hinanden. Martin og jeg var tilstede ved den allerførste. Vi måtte godt nok dele oplevelsen med 81.000 andre, dog... opvarmningen i hotellets bar var vi næsten ene om.
Men i morgen tager jeg til Göteborg i Sverige. Der skal jeg se "Big 4" igen. Og du, Martin, vil være i mine tanker i morgen! Du forstod om nogen at nyde stemningen ved sociale lejligheder, og efter hvad dine nære venner fortalte mig, så var du altid klar til enten at fyre op under en grill, invitere venner og bekendte over i rene impulshandlinger og generelt bare være centrum for rigtig mange begivenheder.
Det her er min afskedssalut til dig her på MOL. Hvil i fred, ven.

Så fik vi sagt endegyldigt farvel til Martin.
At være til begravelse med en person, der kun blev 40 år gammel, er barsk. Menighedssalen var fyldt til bristepunktet, og bårebuketter fyldte gulvene. Præsten holdt en stille tale, og kisten blev båret ud til rustvognen. Derefter kortege til Vestre Kirkegård, hvor kisten blev sænket i jorden. Her blev stemningen noget trist, specielt da Martins mor brød grædende sammen, da hun smed sin rose ned til Martin. Det var hårdt at se på.
Efterfølgende var der gravøl på Helnan Marselis Hotel, hvor der blev budt på kaffe, te, boller og småkager. Her fik jeg snakket lidt med både familie, venner og præsten, der satte sig lige ved siden af mig. Martins fætter kom over til mig og sagde "Er det dig, der er skyld i, at Martin de sidste år er begyndt at høre rigtig musik?", og så fik vi en god snak om den uheldige retning Martins musiksmag tog.
For mit første IRL-møde med Martin var præcis 12. juli 2008. Det var hjemme hos mig, da der blev afholdt MOL-træf. Han troppede op i en t-shirt med Slayer-ørnen på, og så var et venskab jo grundlagt inden vi overhovedet havde mælet ét ord sammen. Vi finder stille og roligt ud af, at musik og motion ikke er det eneste vi har tilfælles, men også en fælles lidenskab for hjemmebiografen (og optimering af denne) samt fodbold. Ved sidstnævnte stod vi dog på hver sin side af hegnet. Mig med AaB og ham med AGF. Og hans passion for sin klub oversteg langt min. Det gjorde sig også udslagsgivende ved begravelsen, hvor præsten pointerede, at det ikke var tilfældigt, at alle blomster på buketten, der lå ovenpå kisten, var hvide!
Efter x antal MOL-træf/julefrokoster, koncerter, overnatninger hos hinandens sofaer/gulve, var det rigtig trist at sige endeligt farvel.
Jeg vil dog huske tilbage på det gavmilde menneske, Martin var. Og da det nu er mig, så kan det kun slutte med en udgangsbøn i metallens tegn. Sidste år drog vi begge til Warszawa i Polen for at overvære den første "Big 4" koncert nogensinde. For de, der ikke ved hvad "Big 4" er, så er det en koncert hvor Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax efter at have domineret thrashmetallen i 30 år, omsider, for første gang nogensinde, stod på samme scene og spillede deres koncerter lige efter hinanden. Martin og jeg var tilstede ved den allerførste. Vi måtte godt nok dele oplevelsen med 81.000 andre, dog... opvarmningen i hotellets bar var vi næsten ene om.
Men i morgen tager jeg til Göteborg i Sverige. Der skal jeg se "Big 4" igen. Og du, Martin, vil være i mine tanker i morgen! Du forstod om nogen at nyde stemningen ved sociale lejligheder, og efter hvad dine nære venner fortalte mig, så var du altid klar til enten at fyre op under en grill, invitere venner og bekendte over i rene impulshandlinger og generelt bare være centrum for rigtig mange begivenheder.
Det her er min afskedssalut til dig her på MOL. Hvil i fred, ven.

Så fik vi sagt endegyldigt farvel til Martin.
At være til begravelse med en person, der kun blev 40 år gammel, er barsk. Menighedssalen var fyldt til bristepunktet, og bårebuketter fyldte gulvene. Præsten holdt en stille tale, og kisten blev båret ud til rustvognen. Derefter kortege til Vestre Kirkegård, hvor kisten blev sænket i jorden. Her blev stemningen noget trist, specielt da Martins mor brød grædende sammen, da hun smed sin rose ned til Martin. Det var hårdt at se på.
Efterfølgende var der gravøl på Helnan Marselis Hotel, hvor der blev budt på kaffe, te, boller og småkager. Her fik jeg snakket lidt med både familie, venner og præsten, der satte sig lige ved siden af mig. Martins fætter kom over til mig og sagde "Er det dig, der er skyld i, at Martin de sidste år er begyndt at høre rigtig musik?", og så fik vi en god snak om den uheldige retning Martins musiksmag tog.
For mit første IRL-møde med Martin var præcis 12. juli 2008. Det var hjemme hos mig, da der blev afholdt MOL-træf. Han troppede op i en t-shirt med Slayer-ørnen på, og så var et venskab jo grundlagt inden vi overhovedet havde mælet ét ord sammen. Vi finder stille og roligt ud af, at musik og motion ikke er det eneste vi har tilfælles, men også en fælles lidenskab for hjemmebiografen (og optimering af denne) samt fodbold. Ved sidstnævnte stod vi dog på hver sin side af hegnet. Mig med AaB og ham med AGF. Og hans passion for sin klub oversteg langt min. Det gjorde sig også udslagsgivende ved begravelsen, hvor præsten pointerede, at det ikke var tilfældigt, at alle blomster på buketten, der lå ovenpå kisten, var hvide!
Efter x antal MOL-træf/julefrokoster, koncerter, overnatninger hos hinandens sofaer/gulve, var det rigtig trist at sige endeligt farvel.
Jeg vil dog huske tilbage på det gavmilde menneske, Martin var. Og da det nu er mig, så kan det kun slutte med en udgangsbøn i metallens tegn. Sidste år drog vi begge til Warszawa i Polen for at overvære den første "Big 4" koncert nogensinde. For de, der ikke ved hvad "Big 4" er, så er det en koncert hvor Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax efter at have domineret thrashmetallen i 30 år, omsider, for første gang nogensinde, stod på samme scene og spillede deres koncerter lige efter hinanden. Martin og jeg var tilstede ved den allerførste. Vi måtte godt nok dele oplevelsen med 81.000 andre, dog... opvarmningen i hotellets bar var vi næsten ene om.
Men i morgen tager jeg til Göteborg i Sverige. Der skal jeg se "Big 4" igen. Og du, Martin, vil være i mine tanker i morgen! Du forstod om nogen at nyde stemningen ved sociale lejligheder, og efter hvad dine nære venner fortalte mig, så var du altid klar til enten at fyre op under en grill, invitere venner og bekendte over i rene impulshandlinger og generelt bare være centrum for rigtig mange begivenheder.
Det her er min afskedssalut til dig her på MOL. Hvil i fred, ven.

Så fik vi sagt endegyldigt farvel til Martin.
At være til begravelse med en person, der kun blev 40 år gammel, er barsk. Menighedssalen var fyldt til bristepunktet, og bårebuketter fyldte gulvene. Præsten holdt en stille tale, og kisten blev båret ud til rustvognen. Derefter kortege til Vestre Kirkegård, hvor kisten blev sænket i jorden. Her blev stemningen noget trist, specielt da Martins mor brød grædende sammen, da hun smed sin rose ned til Martin. Det var hårdt at se på.
Efterfølgende var der gravøl på Helnan Marselis Hotel, hvor der blev budt på kaffe, te, boller og småkager. Her fik jeg snakket lidt med både familie, venner og præsten, der satte sig lige ved siden af mig. Martins fætter kom over til mig og sagde "Er det dig, der er skyld i, at Martin de sidste år er begyndt at høre rigtig musik?", og så fik vi en god snak om den uheldige retning Martins musiksmag tog.
For mit første IRL-møde med Martin var præcis 12. juli 2008. Det var hjemme hos mig, da der blev afholdt MOL-træf. Han troppede op i en t-shirt med Slayer-ørnen på, og så var et venskab jo grundlagt inden vi overhovedet havde mælet ét ord sammen. Vi finder stille og roligt ud af, at musik og motion ikke er det eneste vi har tilfælles, men også en fælles lidenskab for hjemmebiografen (og optimering af denne) samt fodbold. Ved sidstnævnte stod vi dog på hver sin side af hegnet. Mig med AaB og ham med AGF. Og hans passion for sin klub oversteg langt min. Det gjorde sig også udslagsgivende ved begravelsen, hvor præsten pointerede, at det ikke var tilfældigt, at alle blomster på buketten, der lå ovenpå kisten, var hvide!
Efter x antal MOL-træf/julefrokoster, koncerter, overnatninger hos hinandens sofaer/gulve, var det rigtig trist at sige endeligt farvel.
Jeg vil dog huske tilbage på det gavmilde menneske, Martin var. Og da det nu er mig, så kan det kun slutte med en udgangsbøn i metallens tegn. Sidste år drog vi begge til Warszawa i Polen for at overvære den første "Big 4" koncert nogensinde. For de, der ikke ved hvad "Big 4" er, så er det en koncert hvor Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax efter at have domineret thrashmetallen i 30 år, omsider, for første gang nogensinde, stod på samme scene og spillede deres koncerter lige efter hinanden. Martin og jeg var tilstede ved den allerførste. Vi måtte godt nok dele oplevelsen med 81.000 andre, dog... opvarmningen i hotellets bar var vi næsten ene om.
Men i morgen tager jeg til Göteborg i Sverige. Der skal jeg se "Big 4" igen. Og du, Martin, vil være i mine tanker i morgen! Du forstod om nogen at nyde stemningen ved sociale lejligheder, og efter hvad dine nære venner fortalte mig, så var du altid klar til enten at fyre op under en grill, invitere venner og bekendte over i rene impulshandlinger og generelt bare være centrum for rigtig mange begivenheder.
Det her er min afskedssalut til dig her på MOL. Hvil i fred, ven.

Så fik vi sagt endegyldigt farvel til Martin.
At være til begravelse med en person, der kun blev 40 år gammel, er barsk. Menighedssalen var fyldt til bristepunktet, og bårebuketter fyldte gulvene. Præsten holdt en stille tale, og kisten blev båret ud til rustvognen. Derefter kortege til Vestre Kirkegård, hvor kisten blev sænket i jorden. Her blev stemningen noget trist, specielt da Martins mor brød grædende sammen, da hun smed sin rose ned til Martin. Det var hårdt at se på.
Efterfølgende var der gravøl på Helnan Marselis Hotel, hvor der blev budt på kaffe, te, boller og småkager. Her fik jeg snakket lidt med både familie, venner og præsten, der satte sig lige ved siden af mig. Martins fætter kom over til mig og sagde "Er det dig, der er skyld i, at Martin de sidste år er begyndt at høre rigtig musik?", og så fik vi en god snak om den uheldige retning Martins musiksmag tog.
For mit første IRL-møde med Martin var præcis 12. juli 2008. Det var hjemme hos mig, da der blev afholdt MOL-træf. Han troppede op i en t-shirt med Slayer-ørnen på, og så var et venskab jo grundlagt inden vi overhovedet havde mælet ét ord sammen. Vi finder stille og roligt ud af, at musik og motion ikke er det eneste vi har tilfælles, men også en fælles lidenskab for hjemmebiografen (og optimering af denne) samt fodbold. Ved sidstnævnte stod vi dog på hver sin side af hegnet. Mig med AaB og ham med AGF. Og hans passion for sin klub oversteg langt min. Det gjorde sig også udslagsgivende ved begravelsen, hvor præsten pointerede, at det ikke var tilfældigt, at alle blomster på buketten, der lå ovenpå kisten, var hvide!
Efter x antal MOL-træf/julefrokoster, koncerter, overnatninger hos hinandens sofaer/gulve, var det rigtig trist at sige endeligt farvel.
Jeg vil dog huske tilbage på det gavmilde menneske, Martin var. Og da det nu er mig, så kan det kun slutte med en udgangsbøn i metallens tegn. Sidste år drog vi begge til Warszawa i Polen for at overvære den første "Big 4" koncert nogensinde. For de, der ikke ved hvad "Big 4" er, så er det en koncert hvor Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax efter at have domineret thrashmetallen i 30 år, omsider, for første gang nogensinde, stod på samme scene og spillede deres koncerter lige efter hinanden. Martin og jeg var tilstede ved den allerførste. Vi måtte godt nok dele oplevelsen med 81.000 andre, dog... opvarmningen i hotellets bar var vi næsten ene om.
Men i morgen tager jeg til Göteborg i Sverige. Der skal jeg se "Big 4" igen. Og du, Martin, vil være i mine tanker i morgen! Du forstod om nogen at nyde stemningen ved sociale lejligheder, og efter hvad dine nære venner fortalte mig, så var du altid klar til enten at fyre op under en grill, invitere venner og bekendte over i rene impulshandlinger og generelt bare være centrum for rigtig mange begivenheder.
Det her er min afskedssalut til dig her på MOL. Hvil i fred, ven.

Så fik vi sagt endegyldigt farvel til Martin.
At være til begravelse med en person, der kun blev 40 år gammel, er barsk. Menighedssalen var fyldt til bristepunktet, og bårebuketter fyldte gulvene. Præsten holdt en stille tale, og kisten blev båret ud til rustvognen. Derefter kortege til Vestre Kirkegård, hvor kisten blev sænket i jorden. Her blev stemningen noget trist, specielt da Martins mor brød grædende sammen, da hun smed sin rose ned til Martin. Det var hårdt at se på.
Efterfølgende var der gravøl på Helnan Marselis Hotel, hvor der blev budt på kaffe, te, boller og småkager. Her fik jeg snakket lidt med både familie, venner og præsten, der satte sig lige ved siden af mig. Martins fætter kom over til mig og sagde "Er det dig, der er skyld i, at Martin de sidste år er begyndt at høre rigtig musik?", og så fik vi en god snak om den uheldige retning Martins musiksmag tog.
For mit første IRL-møde med Martin var præcis 12. juli 2008. Det var hjemme hos mig, da der blev afholdt MOL-træf. Han troppede op i en t-shirt med Slayer-ørnen på, og så var et venskab jo grundlagt inden vi overhovedet havde mælet ét ord sammen. Vi finder stille og roligt ud af, at musik og motion ikke er det eneste vi har tilfælles, men også en fælles lidenskab for hjemmebiografen (og optimering af denne) samt fodbold. Ved sidstnævnte stod vi dog på hver sin side af hegnet. Mig med AaB og ham med AGF. Og hans passion for sin klub oversteg langt min. Det gjorde sig også udslagsgivende ved begravelsen, hvor præsten pointerede, at det ikke var tilfældigt, at alle blomster på buketten, der lå ovenpå kisten, var hvide!
Efter x antal MOL-træf/julefrokoster, koncerter, overnatninger hos hinandens sofaer/gulve, var det rigtig trist at sige endeligt farvel.
Jeg vil dog huske tilbage på det gavmilde menneske, Martin var. Og da det nu er mig, så kan det kun slutte med en udgangsbøn i metallens tegn. Sidste år drog vi begge til Warszawa i Polen for at overvære den første "Big 4" koncert nogensinde. For de, der ikke ved hvad "Big 4" er, så er det en koncert hvor Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax efter at have domineret thrashmetallen i 30 år, omsider, for første gang nogensinde, stod på samme scene og spillede deres koncerter lige efter hinanden. Martin og jeg var tilstede ved den allerførste. Vi måtte godt nok dele oplevelsen med 81.000 andre, dog... opvarmningen i hotellets bar var vi næsten ene om.
Men i morgen tager jeg til Göteborg i Sverige. Der skal jeg se "Big 4" igen. Og du, Martin, vil være i mine tanker i morgen! Du forstod om nogen at nyde stemningen ved sociale lejligheder, og efter hvad dine nære venner fortalte mig, så var du altid klar til enten at fyre op under en grill, invitere venner og bekendte over i rene impulshandlinger og generelt bare være centrum for rigtig mange begivenheder.
Det her er min afskedssalut til dig her på MOL. Hvil i fred, ven.

Til alle Martin Mollerup´s venner. Challenge Aarhus holder 1 min. stilhed for ham på søndag kl 7 om morgen. jeg har fået lov til, at have hans "tids chip" på, så vores projekt bliver gennemført og Mollerup får sin finisher medalje. Martin var en af mine bedste venner og jeg håber det er ok med alle hans MOL venner.

Fuck noget vrøvl.

Nøj, den overskrift kommer til at give mange besøgende, der ikke vil kunne hjælpe dig.