Beleriand_K

I de sidste to uger er bænkprestræningen gået ganske godt. Jeg træner altid fem sæt, og i dem er det bl.a. blevet til:

14 - 10 - 9 - 9 - 8 med 90 kg
8 - 5 - 6 - 5 - 5 med 100 kg (målet er at lave 10 reps med 100 kg, og det er bestemt indenfor rækkevidde)
12 - 10 - 8 - 8 - 8 med 42½ kg håndvægtene
Og så en single med 120 kg, som var en næsten-tangering af min ti år gamle personlige bænkpresrekord på 125 kg. Jeg kan egentlig ikke længere bænkpresse tungt af hensyn til mine slidte skuldre, men nogle gange skal den gamle cirkushest altså lige have lov til at smage savsmuldet igen 
Jeg var lidt overrasket over, at jeg stadig kunne gå så tæt på min gamle top, men det var en god oplevelse. Når man efterhånden er fyldt 53 år er det en succes i sig selv at fastholde den styrke, man havde for ti år siden. Så jeg snupper nok lige ti år mere. 

I de sidste to uger er bænkprestræningen gået ganske godt. Jeg træner altid fem sæt, og i dem er det bl.a. blevet til:

14 - 10 - 9 - 9 - 8 med 90 kg
8 - 5 - 6 - 5 - 5 med 100 kg (målet er at lave 10 reps med 100 kg, og det er bestemt indenfor rækkevidde)
12 - 10 - 8 - 8 - 8 med 42½ kg håndvægtene
Og så en single med 120 kg, som var en næsten-tangering af min ti år gamle personlige bænkpresrekord på 125 kg. Jeg kan egentlig ikke længere bænkpresse tungt af hensyn til mine slidte skuldre, men nogle gange skal den gamle cirkushest altså lige have lov til at smage savsmuldet igen 
Jeg var lidt overrasket over, at jeg stadig kunne gå så tæt på min gamle top, men det var en god oplevelse. Når man efterhånden er fyldt 53 år er det en succes i sig selv at fastholde den styrke, man havde for ti år siden. Så jeg snupper nok lige ti år mere. 

I de sidste to uger er bænkprestræningen gået ganske godt. Jeg træner altid fem sæt, og i dem er det bl.a. blevet til:

14 - 10 - 9 - 9 - 8 med 90 kg
8 - 5 - 6 - 5 - 5 med 100 kg (målet er at lave 10 reps med 100 kg, og det er bestemt indenfor rækkevidde)
12 - 10 - 8 - 8 - 8 med 42½ kg håndvægtene
Og så en single med 120 kg, som var en næsten-tangering af min ti år gamle personlige bænkpresrekord på 125 kg. Jeg kan egentlig ikke længere bænkpresse tungt af hensyn til mine slidte skuldre, men nogle gange skal den gamle cirkushest altså lige have lov til at smage savsmuldet igen 
Jeg var lidt overrasket over, at jeg stadig kunne gå så tæt på min gamle top, men det var en god oplevelse. Når man efterhånden er fyldt 53 år er det en succes i sig selv at fastholde den styrke, man havde for ti år siden. Så jeg snupper nok lige ti år mere. 

I de sidste to uger er bænkprestræningen gået ganske godt. Jeg træner altid fem sæt, og i dem er det bl.a. blevet til:

14 - 10 - 9 - 9 - 8 med 90 kg
8 - 5 - 6 - 5 - 5 med 100 kg (målet er at lave 10 reps med 100 kg, og det er bestemt indenfor rækkevidde)
12 - 10 - 8 - 8 - 8 med 42½ kg håndvægtene
Og så en single med 120 kg, som var en næsten-tangering af min ti år gamle personlige bænkpresrekord på 125 kg. Jeg kan egentlig ikke længere bænkpresse tungt af hensyn til mine slidte skuldre, men nogle gange skal den gamle cirkushest altså lige have lov til at smage savsmuldet igen 
Jeg var lidt overrasket over, at jeg stadig kunne gå så tæt på min gamle top, men det var en god oplevelse. Når man efterhånden er fyldt 53 år er det en succes i sig selv at fastholde den styrke, man havde for ti år siden. Så jeg snupper nok lige ti år mere. 

Super fedt skrevet

Fin historie. At kunne lide selve træningen, er vel årsagen til jeg træner, selv om jeg ikke bliver bedere, end jeg har været.

Fedt at du stadig kommer afsted. Selv om jeg er noget mere hvalpet i det end dig, så kender jeg afhængigheden efter ihvertfald 16års systematisk træning. Pudsigt nok kørte jeg også volume træning igår med 87,5

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

DAGBOG fra en eftermiddag med bænkpres
Der er nogen ting, man bare ikke kan lægge fra sig. For nogen er det rygning. For andre er det alkohol. For mig er det bænkpres.
Jeg har aldrig været noget styrketalent, og efter at have løftet vægte i Aalborg Styrkeløfterklub i 20 år er mine skuldre efterhånden slidte. Så erfaringen fortæller mig, at når jeg efter en skadesperiode endnu engang har arbejdet mig op til løft omkring 120kg, så venter nye skader lige om hjørnet.
Konsekvensen er, at jeg med 99% sikkerhed aldrig kommer til at øge mit personligt bedste resultat i bænkpres, som var 125kg for 10 år siden. Målet om at forbedre sin personlige rekord eksisterer altså ikke længere. Så hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at de gange jeg pga. skader ikke har kunnet bænkpresse, så har jeg et stykke tid været glad for andre øvelser. Men det er ligesom ikke rigtig det samme. Det er ikke "rigtigt". Så lige så snart jeg har kunnet bænkpresse igen, er jeg vendt tilbage til bænken.
Selv nu hvor jeg må erkende, at jeg har nået "gammelmandsniveauet", hvor de personlige rekorder opgives, og det bare handler om at holde sig i gang, finder jeg på nye bænkpresprogrammer, som giver en eller anden oplevelse af fremgang.

Fokus på Workload fremfor Intensitet
Eftersom jeg ikke længere kan træne på intensitet (tung vægt), træner jeg i stedet med fokus på workload (mængden af løftede kilo), og det giver mystisk nok også en form for succesoplevelse.
Det kom jeg til at tænke på igår eftermiddag, hvor jeg mutters alene i AaSK bænkpressede 50 gentagelser fordelt over 5 sæt med 87,5kg. (11-11-10-9-9). Bænkpres med 87,5kg var tidligere kun en opvarmningsvægt for mig, men eftersom jeg nu træner for workload er det der jeg p.t. befinder mig.
Lørdagens træning gav en workload på 4375kg på en halv times tid, og det var da tilfredsstillende. Men 87,5kg er altså stadig kun 87,5kg, så på turen hjem tænkte jeg over, hvorfor jeg var så glad for det resultat?
Jeg var egentlig ikke særlig oplagt, da jeg kom ind i klubben, og det øde klublokale forbedrede ikke stemningen. Men da jeg først kom ned på bænken overtog bænkpresset på en eller anden måde opmærksomheden.
Det første sæt gik bedre end forventet, og så var jeg spændt på, om der ville komme en nedtur i andet sæt. Det gjorde der ikke, og så var tredje sæt jo spændende. Det gik også fint, og med 32 gentagelser i hus kunne jeg pludselig se de 50 gentagelser i horisonten, som ifølge programmet ville give mig lov til at hæve vægten til 90kg næste gang. Eftersom jeg kun lavede 51 gentagelser med 85kg for en uge siden føltes det ikke helt realistisk, men på den anden side var det ikke umuligt. Så hvorfor ikke gå efter det?
Fjerde sæt lavede jeg ni gentagelser, og det var for så vidt i orden. Men det krævede at jeg lavede det samme i femte sæt for at nå op på de 50 gentagelser sammenlagt, og eftersom jeg nu begyndte at være ret slidt var det ikke specielt sandsynligt.
Men nu var jeg kommet så langt, og så ville det være uudholdeligt at køre hjem uden at have gjort forsøget. Så jeg startede femte sæt med målsætningen om at lave det umulige. Eller i det mindste give alt hvad jeg havde i mig i forsøget. Og det gjorde jeg så.
Den niende gentagelse i femte sæt var virkelig på grænsen. Jeg var helt som forventet brændt ud efter ottende gentagelse, men der var ikke noget valg. Vægtstangen skulle op en gang til, og det kom den under råb og skrig i et tomt lokale, og der var intet tilbage i tanken, da armene til sidst var strakt, og jeg kunne lægge vægtstangen tilbage i stativet. De 50 gentagelser med 87,5kg var i hus et par måneder før jeg havde regnet med det.
Så kunne jeg cykle hjem fra klubben i højt humør. Men hvorfor?

Mit forhold til Fru Bænkpres
Jeg havde løftet vægtstangen en masse gange, men med en ret lav vægt. Der var ingen i klubben på det tidspunkt, og hvis der havde været det, ville ingen have bemærket en halvgammel mand, som lå og hyggede sig med 87,5kg i et bænkpresstativ. Alligevel var det en succes for mig.
For efter at have bænkpresset hele mit liv er det som om Fru Bænkpres og jeg har et eller andet sammen. Noget som ikke er afhængig af hvad andre mener. Noget som stadig er der, selvom omgivelserne, tiderne, miljøet osv. ændrer sig. Vi har været sammen lige siden jeg var en spinkel knægt på 55kg i Form & Figur, og vi er stadig sammen. Selvom der er gået 40 år, og vægten i mellemtiden er steget til 106kg.
Til sin tid må jeg finde et plejehjem, hvor de har et bænkpresstativ som man kan spændes fast til, så jeg ikke falder ned, og hvor vægtstangen er lavet af let balsatræ og vægtskiverne af skumgummi. Så kan jeg 2-3 gange om ugen gå ned i træningssalen og bænkpresse.
De gange, hvor jeg ikke falder i søvn på bænken, kan jeg lave personlige rekorder i programmer jeg selv har fundet på. Så kan jeg gå op på værelset og stolt fortælle min kone, at jeg lige har bænkpresset tre gentagelser med 2,5kg, så jeg er stadig i god form 

På vegne af Det Hemmelige Broderskab af Tallenes Magiske Kraft tildeler jeg dig hermed en advarsel for illoyal opførsel for at afsløre en af vores dybeste hemmeligheder.
Heldigvis afslørede du ikke den allerstørste hemmelighed (du ved, den med at man ikke må sige bænkpres, men kun den numerologisk korrekte betegnelse Blipbåthuttelihutpres, som giver det maximale fokuseringstal og dermed styrke som syv okser, fem kameler og en vingummibamse), for så ville det have været nødvendigt at indstille dig til eksklusion.

På vegne af Det Hemmelige Broderskab af Tallenes Magiske Kraft tildeler jeg dig hermed en advarsel for illoyal opførsel for at afsløre en af vores dybeste hemmeligheder.
Heldigvis afslørede du ikke den allerstørste hemmelighed (du ved, den med at man ikke må sige bænkpres, men kun den numerologisk korrekte betegnelse Blipbåthuttelihutpres, som giver det maximale fokuseringstal og dermed styrke som syv okser, fem kameler og en vingummibamse), for så ville det have været nødvendigt at indstille dig til eksklusion.

På vegne af Det Hemmelige Broderskab af Tallenes Magiske Kraft tildeler jeg dig hermed en advarsel for illoyal opførsel for at afsløre en af vores dybeste hemmeligheder.
Heldigvis afslørede du ikke den allerstørste hemmelighed (du ved, den med at man ikke må sige bænkpres, men kun den numerologisk korrekte betegnelse Blipbåthuttelihutpres, som giver det maximale fokuseringstal og dermed styrke som syv okser, fem kameler og en vingummibamse), for så ville det have været nødvendigt at indstille dig til eksklusion.

På vegne af Det Hemmelige Broderskab af Tallenes Magiske Kraft tildeler jeg dig hermed en advarsel for illoyal opførsel for at afsløre en af vores dybeste hemmeligheder.
Heldigvis afslørede du ikke den allerstørste hemmelighed (du ved, den med at man ikke må sige bænkpres, men kun den numerologisk korrekte betegnelse Blipbåthuttelihutpres, som giver det maximale fokuseringstal og dermed styrke som syv okser, fem kameler og en vingummibamse), for så ville det have været nødvendigt at indstille dig til eksklusion.

Opvarmning
12 x 40 % af 1 RM
9 x 50 %
6 x 60 %
3 x 80 %
1 x 90 %
Træning
Jim Wendlers program baseret på det skønnede max minus 10 %:
Træning 1
5 x 65 %
5 x 75 %
Mindst 5 x 85 %
Træning 2
3 x 70 %
3 x 80%
Mindst 3 x 90 %
Træning 3
5 x 75 %
3 x 85 %
Mindst 1 x 95 %
Træning 4
5 x 40 %
5 x 50 %
5 x 60 %
Herefter lægges 2½ kg til det skønnede max, og cyklusen gentages.
Beregning af teoretisk max jvf. Jim Wendler: kg x reps / 30 + kg.
For mit vedkommende skal der trækkes ca. 5 % fra formlens resultat for at få et nogenlunde passende resultat, men med den justering rammer formlen forbløffende godt.
Bænkpres
Skønnet max: 117½ kg
14 nov 2013: 11 x 90 - teoretisk max: 117½ - vægt: 97,2 kg
18 nov 2013: 9 x 95 - 117½ - 98,3 kg
21 nov 2013: 6 x 100 - 115 - 98,3 kg
25 nov 2013: 5 x 62½ - N/A - 98,3 kg
Skønnet max: 120 kg
28 nov 2013: 11 x 92½ - teoretisk max: 120 - vægt: 98,5 kg
Military Press
Skønnet max: 55 kg
11 nov 2013: 13 x 42½ - teoretisk max: 57½
14 nov 2013: 11 x 45 - 57½
18 nov 2013: 11 x 47½ - 62½
21 nov 2013: 5 x 30 - N/A
Skønnet max: 57½ kg
25 nov 2013: 13 x 45 - teoretisk max: 62½
28 nov 2013: 11 x 47½ - 62½
Dødløft
Skønnet max: 130 kg
7 nov 2013: 10 x 100 - teoretisk max: 127½
14 nov 2013: 11 x 105 - 137½
18 nov 2013: 11 x 110 - 142½
21 nov 2013: 5 x 70 - N/A
Skønnet max: 132½ kg
25 nov 2013: 14 x 100 - teoretisk max: 140
28 nov 2013: 13 x 105 - 142½

Hvordan genfinder man gejsten efter at have nået sine mål?

Siden jeg bænkpressede 115kg den 10. oktober 2003 kæmpede jeg de næste 4½ år en desperat og mislykket kamp for at bænkpresse 120kg. Seneste mislykkede forsøg var i efteråret 2007. Men for en måneds tid siden røg proppen så endelig af flasken. Jeg blæste gennem denne indtil da umulige grænse for fuld kraft og bænkpressede 125kg.

Det var det andet af mine langsigtede mål, som blev besejret. Det første var at kunne bænkpresse 5 x 5 med 100kg, og det nåede jeg sidste år.

Det tredie mål var at military presse 80kg. Det har jeg kæmpet med, siden jeg lavede 77½kg den 30. december 2004. Men altid forgæves. I sidste uge lykkedes det så endelig at få de 80kg op.

Og så burde jeg jo være glad. Og det er jeg også. Men også tom. For hvordan kommer jeg videre herfra? Efter at have kæmpet for at nå et mål i flere år kan jeg ikke bare lægge 10kg til målet og fortsætte derudaf. Hvor de gamle mål næsten var en integreret del af mig selv, oplever jeg nu, at sådan et nyt mål bare føles som et ligegyldigt tal.

Det er sikkert svært (eller ligefrem umuligt) at forstå, hvis ikke man har prøvet det. Men jeg har ikke til hensigt at smide min nyfundne styrke over bords og lade mit gamle legeme forfalde . Så jeg fortsætter. Sidste gang jeg trængte til ny luft skiftede jeg profil her på MOL. Så det prøver jeg igen. Ved at vende tilbage til den oprindelige profil . Den logbog, som oprindelig var koblet til denne profil er tilsyneladende blevet slettet efter 3-4 års inaktivitet, så derfor startes her en ny. Her er et par personlige data:

Alder: 43 år
Højde: 187cm
Vægt: 100kg

Bænkpres: 125kg (6. februar 2008)
Military Press: 80kg (12. marts 2008)
Dødløft: 160kg (8. maj 2003)
Squat: 130kg (6. juni 2005)



Tirsdag, den 18. marts 2008

Bænkpres
5 x 5 x 100

DB Side Raise
3 x 8 x 12½

EZ-bar Lying Triceps Ext.
4 x 6 x 40

Military Press
2 x 12 x 45

Det var meget opmuntrende at læse om din HVI behandling. Sådan en skal jeg nemlig sandsynligvis også have. Det skriver jeg i min logbog lidt senere. Det lyder jo næsten som en mirakelkur, og din oplevelse stemmer med at min fysioterapeut siger at han har sendt seks patienter til denne behandling og kun en af dem måtte have to behandlinger.

Kan man bruge slips som straps?

Torsdag, den 20. juni 2013
Bænkpres
1 x 4 x 102½
Benpresslæde med venstre ben
4 x 8 x 30
2 x 8 x 40
2 x 8 x 50
Military Press
5 x 5 x 50
Vægt: 95,6 kg
Jeg har fået grimme smerter i højre knæ, som ellers skulle forestille at være det raske knæ, og det skyldes ifølge fysioterapeuten overbelastning. Jeg kan tilsyneladende ikke holde til at træne squat tre gange om ugen. Heller ikke med forholdsvis lav vægt.
Det er derfor nødvendigt at justere lidt på planen for springerknæet (det venstre knæ), så jeg skifter fra squat til benpresslæden, som belaster springerknæet på samme måde som squat, men hvor jeg har mulighed for ikke at belaste højre knæ. På den måde kan jeg fortsætte med behandlingen af springerknæet uden at ødelægge det andet knæ.
Samtidig reducerer jeg antallet af træninger fra tre til to om ugen. For hvis det højre knæ ikke kan holde til tre træninger om ugen, så kan det venstre knæ sandsynligvis heller ikke. Derfor kan jeg lige så godt forebygge en tilsvarende overbelastning af venstre knæ ved at gå ned på to træninger om ugen. Disse ændringer er godkendt af fysioterapeuten.
Jeg sluttede dagens træning af med lidt military press, som er en øvelse jeg altid godt har kunnet lide. Sandsynligvis fordi det er en af de ekstremt få øvelser, hvor jeg er konkurrencedygtig med andre end halvgamle mænd med topmave og gråt hår som mig selv... Mit 1 RM i Military Press er 80 kg, og jeg kunne engang lave 5 x 5 x 60, men det kan jeg ikke længere. 5 x 5 x 50 føltes dog godt nok til at jeg ikke vil udelukke muligheden for at jeg kan øge med 10 kg i løbet af nogle måneder, hvis jeg bliver ved at træne øvelsen.

Ifølge en fysioterapeut som jeg lige har talt med er der overhovedet ingen sammenligning mellem de to typer belastninger. Han sagde at vores sener er bygget til forholdsvis få og langsomme belastninger, hvor de kan klare meget store belastninger uden at få skader. Til gengæld er de ikke bygget til de mange hurtige ryk som de udsættes for ved løb, og derfor kan en veltrænet og stærk person alligevel nemt få skader ved løb. Også selvom det er på motionsniveau. Belastningsformen er simpelthen helt anderledes.

Tillykke med resultatet . Nu har du skrevet dig ind i historiebøgerne som en af dem, som har gennemført et marathon. Den plads kan ingen nogensinde tage fra dig igen.

Stress er desværre noget, som jeg har en hel del erfaring med. Både personligt og af at en skræmmende stor del af min bekendtskabskreds har været sygemeldt fra deres arbejde pga. stress.
Mange opfatter stress som et signal om, at de arbejder for meget, men det er efter min mening for overfladisk en betragtning. Jeg kender også folk, som arbejder 70-80 timer om ugen og elsker hvert sekund af det.
Jeg er efterhånden kommet til den overbevisning, at man får stress af at forsøge at opfylde krav. Det kan være ens egne krav til sig selv, eller det kan være andres krav. Det kan være reelle krav, eller krav som kun eksisterer i ens eget hoved. Virkningen er grundlæggende den samme. Derfor kan lange arbejdstider give nogen stress, mens andre ikke ville leve uden.
Med det udgangspunkt bliver din kur med motion kun symptombehandling (nu får jeg nok Spinderella på nakken... :freaked: ) i stedet for at være en langtidsvirkende årsagsbehandling. Det harmonerer vel egentlig også udmærket med det du skriver om en "hormonel og kemisk opregulering", som motionen brænder af. Dermed bliver motion en fortrinlig metode til oprydning både fysisk og mentalt, men det er - efter min mening - stadig symptombehandling, som ikke hjælper dig med at undgå den stresssituation, som du efterfølgende skal forsøge at minimere konsekvenserne af.
Her ville jeg elske at slutte af med nogle gode råd, som årsagsbehandler stress, og skaber en let og lykkelig tilværelse for alle, men det kan jeg ikke. Det bedste jeg kan gøre som svar på dit sidste spørgsmål er at anbefale en gennemgang af de ting, som du foretager dig i løbet af en stresset dag med en grundig og ikke mindst ærlig kortlægning af, hvorfor du gør de her ting.
Som eksempel findes der flere årsager til at folk udfører frivilligt arbejde. Nogle føler virkelig en dyb empati for de nødstedte i samfundet, som det gør dem glad helt ind i sjælen at hjælpe. Den slags Frans af Assissi-typer bliver højst sandsynligt aldrig stressede. I den modsatte grøft finder vi dem, som gør det, fordi de gerne vil have andres anerkendelse som et "godt menneske". Her er der et oplagt problem, da de både skal være på plads med hele deres opmærksomhed og koncentration, men samtidig hele tiden er nødt til at betragte sig selv udefra for at vurdere, om de nu lever op til den rolle, som de ønsker at høste anerkendelse for. Så bliver det frivillige arbejde drænende og en invitation til stress.
Det var to yderpunkter, og det mest sandsynlige er nok, at de fleste frivillige ligger et eller andet sted imellem de to punkter. Jeg har selv lavet frivilligt arbejde for Kirkens Korshærs Varmestue, Beredskabskorpset og Røde Kors i 15 år, så hvor jeg lå på den linje er også et spørgsmål, som jeg på et meget stresset tidspunkt i mit liv blev nødt til at stille mig selv. Den samme type spørgsmål - hvorfor gør jeg det her - hvor i ligger min motivation - hvad ville det betyde for mig, hvis jeg lod være - osv. kan man stille omkring en række af de ting, som man bruger tid på i en stresset dagligdag. Det er første skridt mod en årsagsbehandling, som forhindrer de stressskabende situationer. Og dermed mere langsigtet værdifuld end at fokusere på en efterfølgende oprydning, når skaden allerede er sket.
Og nu må jeg hellere forlade tastaturet, før Morten Z sender mig en regning for overdreven brug af MOL's serverplads med laaaange indlæg Men det er svært at lade være, når man støder på så relevante spørgsmål omkring et emne, som har stor betydning for mange mennesker.