jarvig13

Medlemmer
  • Content count

    14,971
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    11

jarvig13 last won the day on May 30 2013

jarvig13 had the most liked content!

About jarvig13

  • Rank
    The Final Cut
  • Birthday 03/08/1972

Contact Methods

  • Website URL
    http://

Profile Information

  • Køn
    Mand
  • Sted
    Nærum
  • Interesser
    Flere interesser end du drømmer om.
    For mange til at nævne.

Previous Fields

  • Træningsformål:
    Styrke og cardio

Recent Profile Visitors

2,491 profile views
  1. Jarvig's træning

    Kompliceret.
  2. Jarvig's træning

    Kampen om virkeligheden - del II (del XVIII) Alt er i smadder. Hvem er egentlig venner med hvem? Og hvad gør man egentlig når venner man i langt tid har haft det godt sammen med pludselig er helt væk? Sådan har jeg det. Sådan har mange det i omgangskredsen. Ting er relative. Hvis jeg havde det tidsperspektiv som jeg har nu, så ville jeg havde ventet længe med at skrive til Stine. Men tid er relativ. Jeg plejer at tale med denne pige hver anden dag. 1½ måned er gået og det er ufatteligt i min hjerne at min gode veninde Stine trods alle odds ikke har kontaktet på en eller anden måde. Jeg skal på ferie. Jeg skriver til Stine. Indholdet er ligetil. Jeg prøver så godt (og naturligvis ærligt som jeg ser verden) som jeg kan, at fortælle Stine, at jeg er hendes ven. At hvis hun virkeligt tror, at jeg er gået så meget i aktion som jeg har gjort, at det skyldes at jeg vil i bukserne på hende, så giver det ingen mening. Jeg kan ikke smadre min egne romantiske drømme med Stine mere end det jeg har gjort - og det har jeg hele tiden fattet. At når jeg smadre alle mine romantiske drømme med hende (fordi hun vil være rasende over, at jeg på den måde blander mig i hendes romantiske liv), så kan pointen aldrig være, at jeg gør alt dette for at score hende. Og hvis jeg ikke gør alt det vilde jeg har gjort for at score hende, er det bedste bedste og mest rimelige bud i verden så ikke, at jeg har gjort af det af venskab og at jeg elsker hende som ven (som er 100 % ægte)? Dette skriver jeg til Stine kort. Men jeg får intet svar. Jeg og alle mine venner og stort set alle Christians venner er dybt ulykkelige på mine vegne. Uden at jeg har sprøjtet om mig med intime detaljer mellem mig og Stine, så har alle efterhånden forstået det hele. Og INGEN kan fatte det. Alle siger, at selvfølgelig er Stine vred på dig. Men alt du har gjort og det ene brev du har skrevet til hende, det bør jo gøre, at Stine køler af og indser, hvilken fantastisk ven, du har været. At den midlertidige vrede over, at du lige her og nu fucker hendes liv up, at det bør stille roligt gå over til, at Stine vil indse, hvor fucking vild en ven du var Jan og at hun selvfølgelig vil tilgive dig. Månederne går og jeg er dybt, dybt fortvivlet over at min bedste ven og min bedste veninde totalt har udstødt mig af deres liv. Stine slå op med Christian ca. 1½ måned efter jeg har skrevet til dem. Men intet ændrer sig. I sommeren 2013 er jeg total ked af det. Fair nok, at min bedste ven i sit vanvid har lukket mig ude af sig liv. Men hvordan kan min bedste veninde dog totalt lukke mig ude af hendes liv på fjerde måned? Jeg vil skrive til Stine. Jeg har altid været ordentlig. Jeg har altid holdt mine egne følelser i tredje række. Jeg har aldrig presset Stine med hvad helvede hun lavede med mig. Jeg har holdt kæft og taget alle tæsk. Men nu vil jeg ikke mere. Jeg vil skrive til Stine, hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvor absurd jeg synes behandler mig. Jeg vender disse ting med mine 4-5 bedste venner. Og alle siger stort set det samme. De siger: "Nej, nej, nej, Jan. Det må du ikke gøre. Stine er vred på dig (uretfærdigt). Hun ønsker nada at høre om, hvordan du (formentligt fornuftigt) ser verden. Hvad Stine vil høre er, at du forstår hende. At du siger undskyld. DU har ikke så meget at undskylde for. Men du skal fandme vise Stine, at du forstår hendes verden, og det er en verden, hvor hun (dumt) er vred på dig, og at hun vil høre undskyld, for dine bidrag til det hele som hun ser det". Lange snakke går frem og tilbage mellem jeg og mine venner. Jeg giver mig. Hvis jeg endeligt skal skrive noget til Stine, så skal det være en "undskyldning". Jeg kommer med mange udlæg. Men vennerne siger hele tiden, at jeg for meget ser tingene fra min side af......jeg skal omformulrer det endnu engang. Jeg er helt opgivende. Ind popper en besked fra en af mine venner: Han skriver, at jeg synes jeg skulle skrive følgende til Stine (altså en "undskyldning" og se tingene fra hendes side af). Jeg synes det er bedre spot on end jeg evner og spørger om jeg må stort set afskrive, hvad han foreslår? Min ven siger, selvfølgelig. Så stort set uredigeret, så sender jeg min vens undskyldning til Stine. Hvad sker der? Næste afsnit.
  3. Jarvig's træning

    Kampen om virkeligheden (del XVII) Jeg hører intet fra Stine eller Christian de næste par måneder. Nu skal vi forstå mange ting. Christian er min bedste ven og formentlig det vigtigste menneske i mit liv, hvis man gør alt op. Jeg elsker ham vildt. Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke mere kan være med. Sådan som Christian har udvirklet sig gennem de sidste 2-5 år siden (her i foråret 2013), det kan jeg ikke mere holde til. Han er for vild. Han er for hærgende overfor mit liv til at jeg kan mere. Men jeg elsker Christian. Han betyder så meget for mig. Jeg håber at det jeg har skrevet såvel til Stine som til Christian vil få ham til at vågne. Hans sidste (og bedste) ven i livet siger noget er helt galt. Jeg er den sidste som kan hjælpe min ven. Men jeg er afklaret med Christian. Hvis han indser, hvad jeg fortæller ham, så er jeg ved hans side hele tiden og vil hjælpe ham gennem alt. Hvis han (som jeg realistisk frygter) ikke vil lytte til mig, så er jeg også afklaret. Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig mere tillade at Christian (sygt) igen blander sig i mit liv. Jeg vil ikke se ham. Jeg vil intet igen have med ham at gøre. Med Stine er det anderledes. Stine er rask, fornuftig, begavet, kærlig og empatisk. Jeg har ingen problemer med Stine. Men jeg har fortalt hende, at jeg aldrig igen vil se hende, hvis hun er kæreste med Christian. At det kan jeg simpelthen ikke holde til i livet. Men at så snart, at hun har slået med Christian, så har jeg ingen, igen, igen problemer med hende og at med alt jeg evner og ønsker, så vil jeg være hendes ven stadig. Men verden er kompliceret. En ret tæt og kærlig omgangskreds går i smadder. Der er tre grupper. De venner der grundlæggende er Stines venner: Jeg mister stort set hver eneste. Selvom jeg har talt med mange af dem og de ligesom var bekymret for Stine, så vælger alle (minus 1) at sty bag Stine og dermed stoppe kontakten med mig. De venner der grundlæggende er mine venner: Hver og en af mine venner er bag mig. Hver og en fatter, hvad fanden der foregår. Hver og en er bekymret for mig og for Stine, men alle er totalt ligeglade med Christian. De venner der grundlæggende er Christians venner: De har det svært. Langt de fleste lægger Christian bag sig og støtter mig. Men de mere end alle andre i granatchok. Hvad fanden sker der? Hvorfor hader vi alle sammen hinanden ligepludselig og hvorfor taler ingen med hinanden mere? Det er noget kæmpe rod. Stines venner vender deres side 100 % til hende og udelukker mig og Christian i al kontakt. Mine venner har svært ved at overskue kontakt til Stine og hendes venner og holder mund. Christians venner er totalt forvirrede. Grundlæggende er de enig med mig. Men er enighed det samme som loyalitet? De er dybt forvirrede. De er på min side og mener at jeg har gjort det rigtige, men kan de opføre sig overfor deres ven, som de faktisk er i gang med at opføre sig?
  4. Jarvig's træning

    At tage kampen om virkeligheden - del 2 (del XVI) Jeg trykker send. Det er sidste gang i mit liv jeg reelt kommer til at høre fra Stine. Uden at det er sygt, så henvender jeg via telefon, sms, mail og facebook til Stine. Stille og roligt. Jeg er bekymret for hende og vil gerne høre, hvor hun står i det hele. Men hu svarer ikke. Ingen respons. Efter 2 dage skriver jeg til Christian. Jeg skriver 100 % det samme indhold og pointer som til Stine, men det er dog et selvstændigt brev. Det skal formuleres til min bedste ven og ikke til min bedste venind. Brevet må være anderledes. Men i ærlighed, pointer og analyser er brevene totalt ens. Jeg hører inter fra min bedste ven. Jeg hører intet fra min bedste veninde. Efter et par dage smider Stine mig af som ven facebook. Jeg taler med mine venner. Alle (mest mig, men dog med stærk klangbund hos alle andre), der er folk dybt bekymret for Stine. Christian er i gang med lukke cirklen om Stine og det er bare dybt bekymrende. Jeg ved nu, at stakkevis af venner er bag mig i den grundlæggende analyse og bekymring. Naturligvis spørger jeg dem om (stadig) om de ikke vil være bag mig i alt det der kommer til at ske fremover. Alle står bag mig. Men ingen orker at stå fysisk bag mig. Stadig er folk for vrede på Christian, til at de reelt orker at hjælpe ham og omvendt, der har Stines bedste venner og veninder så stor tiltro til hendes styrke, at de aldrig vil blande sig og bare tror på at Stine på sigt slipper af med Christian og alting derefter er fint. Jeg er det eneste menneske på hele kloden der ved tilsammen ved to ting: i) Min bedste ven har før smadret piger der elsker ham og ii) jeg er så tit sammen med Christian og Stine at jeg mere end nogen anden på kloden ved, hvor meget Christian er i gang med at smadre Stine. Hvad jeg gør nu er dybt kontroversielt. Jeg skal prøve at give et overblik. I mine øjne er Christian ved at smadre Stine i atomer. Jeg elsker pigen som pige vildt. Men jeg elsker også Stine som ven og menneske. Hvad jeg ser er en mand (Christian) der som har gjort før er i gang med totalt at smadre en pige. Og denne pige elsker ham mere end nogen anden pige har elsket Christian. Stine vil følge Christian i helvede. Jeg kan ikke accepterer dette. Denne gang har Christian valgt den helt forkerte pige at ødelægge. Ikke bare elsker jeg denne pige (i modsætning til alle andre piger min bedste ven har præsenteret mig for og har haft det fint sammen med), nej, Stine er et så fantastisk menneske, at en galning (min bedste ven) aldrig skal have lov til at ødelægge hende. Jeg taler med mine bedste venner om det. Alle lægger byrden på mine skuldre. Jeg er den eneste i verden der har indsigt og magt til at lande sig. Jeg vælger derfor at skrive til Stines bedste veninder hun har kendt nært i 15 år og den dag i dag er tæt på. Meget muligt at Stine har cuttet mig ud af hendes liv. Men Stine kan vel næppe cutte hendes tre bedste veninder ud af hendes liv. Så jeg sætter mig til tasterne. Og jeg skriver til Stines tre bedste veninder. Jeg forklarer dem, at de slet ikke fatter hvor fucked deres veninde er. Jeg fortæller dem om, hvor alvorligt syg jeg mener min bedste ven er. Jeg fortæller dem, at Stine har cuttet mig ud af hendes liv og at det eneste jeg evner i livet (hvis jeg skal kunne se mig selv ordentligt i spejlet), det er give disse tre piger fuldkommen viden om tingene og at det nu er deres tur til at tage vare på deres veninde. For Stine har lukket mig ud af livet.....men I er der stadig = nu skal I tage jer sammen og passe på jeres veninde.
  5. Jarvig's træning

    Okay. Et længere projekt. Men jeg skal nok.
  6. Jarvig's træning

    Nope. Dertil er jeg slet ikke kommet til i mit liv. Jeg er først den seneste måned overhovedet ved at samle mig til at få et liv igen. Og det er sølle to måneder siden at jeg gik fra dagligt hård druk til et normalt forbrug af alkohol. Mere om det senere.
  7. Jarvig's træning

    At tage kampen om virkeligheden - del 1 (del XV) Efter at havde tryk send, så går jeg hvileløst rundt. Hvornår eksploderer tingene? Hvornår begynder telefonen at ringe fra vrede mennesker, der synes jeg er vanvittig? Jeg opdaterer hele tiden outlook for besked fra Stine. Ved godt der er en stor sandsynlighed for at hun aldrig vil svare mig. Selv hvis hun svarer mig kan der gå flere dage. Men efter to timer dumper der svar ind i indbakken fra Stine. Jeg er glad.....men naturligvis også bange. En besked er jo ikke automatisk godt. Det kan sagtens være en stor tilsvining af mig. Med rystende fingre klikker jeg på beskeden. Jeg staver mig bogstav for bogstav igennem beskeden, da min hjerne slet ikke kan administrere at læse normalt. Da jeg har stavet mig igennem, så tænker jeg "ehhhh, det var da vist en ret imødekommende besked jeg fik der". Forfra og nu læse det normalt. Hvad siger Stine til mig. I super kort punktform siger hun 1. Tak for brevet 2. Jeg er meget enig i det meste du skriver 3. Jeg har fra begyndelsen af forholdet været klar over, at der er var et eller andet galt med Christian 4. Jeg er ikke læge og vil ikke komme med diagnoser - men noget alvorligt fejler Christian formentligt 5. Jeg har prøvet at hjælpe ham 6. Jeg er glad for at du som hans ven også har indset dette 7. Jeg bruger al den hjælp jeg kan til mig selv - bl.a. ved du at jeg altid har gået til en psykolog ca. en gang om måneden i hele mit voksne liv (du ved, jeg ikke synes det er sygt, det er bare godt at tale om ens liv med en der er objektiv og saglig upartisk) og hende har jeg da sparret med om alt dette 8. Vi har alle brug for hjælp. Du har Jan, jeg har og Christian har. 9. Men jeg har styr på Christian 10. Du må ikke se mig som et offer, jeg har styr på det 11. Som du skriver, så håber jeg, at det du har fortalt til mig vil du også fortælle Christian - han har brug for din hjælp OK, det var et overraskende positivt og konstruktivt svar. Hvis jeg havde den viden jeg har nu, så ville jeg formentlig havde lænet mig tilbage og sagt at nu skal jeg ikke bekymre mig om Stine mere og nu kan jeg tage kampen med Christian. Men jeg har ikke den luksus at jeg har den viden, jeg har nu. Jeg har kun den viden, sparring og erfaring jeg har på det tidspunkt. Jeg ved ikke at Stine slår op med Christian 1 måned senere. Jeg ved heller ikke om hun slår med Christian (og - så vidt jeg kan fornemme på hvad andre siger - at hun kommer kun lidt ødelagt ud af forholdet), fordi jeg faktisk har sat massivt ind overfor hende, om mine råd delvis har betydning eller om hun ved egen kraft faktisk selv ville være slået op med ham helt uden jeg havde blandet mig. Al den luksus har jeg ikke. Og der er noget som bekymre mig alt for meget i brevet. Stine siger hun har styr på det. Men hun har netop sagt, at hun er ret enig med mig, selvom hun ikke selv vil komme med en diagnose. For mig lyder det bestemt som om, at hun taler udenom. At hun bare ikke vil indse, at Christians (formodede) sygdom er af en karakter, hvor hun slet ikke har styr på noget som helst. At hun stikker sig selv blår i øjnene, hvis hun faktisk tror at hun har styr på Christian og på forholdet. For satan Stine, mener du, at du havde styr på Christian i går søndag? Mener du at bliver Christian bare lidt mere vild næste gang han går amok, at du så har styr på ham? Stine, du er i fare og du har nada styr på Christian. Derfor sætter jeg mig ned og skriver et svar til hende. Jeg koncentrerer mig nu om konceptet psykopat og hvor lidt styr man har på en psykopat. Det jeg fortæller er noget ala følgende. Stine du må forstå, at det jeg skriver ikke er et ynkeligt forsøg på at vinde dig. Tænk over det. Hvis jeg ikke for alvor troede på det jeg skrev, så giver det jo sig selv, at det ikke passer, og så ville det bare resulterer i at du og Christian syntes jeg var en kæmpe klaphat = min mission ville være dømt til fiasko. Hvis det jeg skriver passer nogenlunde og min mission var at vinde dig, så er jeg jo også igang med at dumme mig. Så ville det være langt bedre at lade Christian og dig smadre jeres forhold og med de reneste hænder bare se jer begge gå helt i stykker. Så kunne jeg vente til min konkurrent var opløst i atomer og komme som ridderen på den hvide hest for at redde dig. At jeg blander mig i alt dette kan næppe ødelægge mine muligheder med dig mere end de gør. Derfor er det nok ikke grunden, at jeg gør alt dette bare fordi jeg vil vinde dig, vel. Nej, jeg gør det fordi jeg elsker jer - min to bedste venner - fordi jeg er dybt bekymret for jeres velbefindende - på hver jeres område. Jeg er bekymret som ven. Og så forklarer jeg hende, hvordan jeg mener Christian er psykopat i detaljer og med uddybning om andre piger Christian har ødelagt. Jeg forklarer, at jeg har vendt dette med nogen af vores venner og de også er dybt bekymret for dem begge to. At jeg har sparret med to psykologer og en læge og selvom hverken ville eller kunne komme med diagnoser på Christian, at så lød det godt nok som om vi lå i den retning. Jeg forklarer hende om udsigterne for - manglende - helbredelse af en psykopat. Jeg fortæller hende om, at en kæreste er chanceløs overfor en psykopat, da kæresten er normal i hovedet men emotionalt dybt involveret med psykopaten og dette er en farlig cocktail for at kunne skabe sig den rette distance og overblik overfor en psykopat. Jeg siger, at hun skal smide Christian ud af sit liv - hellere denne time end til aften. Jeg skriver, at jeg er hendes ven. Hvis hun har brug for nogen som helst hjælp - alt tænkeligt - så står jeg urokkeligt ved hendes side som ven og hjælper hende. Jeg trykker på send til Stine. Bliver desværre nødt til at smutte - løbet tør for tid førend jeg forventede det. Vender tilbage med del 2 senere.
  8. Jarvig's træning

    At tage opgøret - del 3 (del XIV) I den næstsidste uge i januar måned 2013 sætter jeg mig til tasterne. Jeg har en god ide om, hvad det er jeg vil fortælle. To ting skal dog være helt på plads. På den ene side, at det er to forskellige mennesker jeg skal skrive til og dermed forskelligt formulerede breve. På den anden side, at de skal være enslydende - at hvis de sammenligner brevene så kan de se at jeg fortæller dem præcist de samme ting. Over to dage sidder jeg intenst ved tasterne og skriver og redigerer. I den helt korte udgave, hvad er det så jeg skriver ned? I kort punktform følgende: 1. Jeg elsker jer begge 2. Jeg er rigtigt ked af at skulle snakke med jer om følgende 3. Christian har psykopatiske og narcissistiske træk der er dybt alvorlige - og jeg ser kun det bliver værre og værre. En uddybende forklaring med konkrete og generelle forklaringer på dette 4. Jeg er dybt bekymret for Stine og at hun skal ud af dette forhold nu, da en kæreste går i stykker af at være kæreste med en psykopat 5. At jeg fortæller Christian at jeg aldrig mere vil se ham, hvis han ikke indser han har et problem og det skal der tages hånd om, og at jeg fortæller Stine jeg aldrig mere vil se Stine så længe hun er sammen med Christian 6. En præcisering af, at jeg elsker Stine som kvinde og dette ikke skal være noget uudsagt i dette opgør 7. At jeg er deres bedste ven og hvis en af dem eller begge rækker hånden ud for hjælp så står jeg urokkelig klar ved deres side De fleste punkter giver sig selv. Men angående to punkter: Punkt 5 skriver jeg af to årsager. Den ene, at jeg dybt mener det og at jeg ikke kan overleve at være tæt sammen med en psykopat og at se pigen jeg holder så meget af blive ødelagt. Den anden, at jeg føler jeg virkelig må sætte tingene på spidsen for at få dem til at forstå at jeg er dødelig seriøs i min fremlæggelse og pointer. Punkt 6 skriver jeg for, at der ingen skjulte agendaer skal være i fremlæggelsen. Jeg har ingen skjulte agendaer. Alt vigtigt er med i brevet og hvad jeg ikke har fremlagt, det er ikke skjulte agendaer. De skal vide, at jeg elsker Stine, men at jeg gør dette af venskab (til begge) og at jeg vil gøre alt for dem, hvis de bare siger "hjælp". Tingene er skrevet. Men jeg har meget, meget, meget, meget svært ved at trykke på sendknappen. Det her kommer til at gøre så ondt på alle. Og selvom jeg stille håber på at tingene nu kan løses til det bedre, så er jeg fuldkommen klar over, at der en meget stor chance for at jeg mister både min bedste ven og min bedste veninde for ever. Og jeg ved også dette vil sende chokbølger gennem resten af venskabskredsen. Hvad skal vores forskellige venner dog gøre, når en atombombe lige er sprunget mellem deres hænder? Jeg har virkeligt, virkeligt ikke lyst til at sende disse breve. Men jeg bestemmer mig. Engang i løbet af sidste uge af januar, da sender jeg dem. Formentlig henad onsdag-fredag. Men at jeg sender dem, det har besluttet mig endegyldigt for. Endnu har jeg ikke sagt noget til nogen andre end Anders, Mette, min bror og delvist til Pia. Det er ikke rart at bagtale sine venner og lave et komplot mod dem. Flere skal - for nu - ikke blandes ind i dette. For lang tid siden er der blevet indbudt til to ting - en fest hos Christian og Stine den sidste lørdag i måneden og at Anders skal holde et foredrag i deres kulturhus dagen efter søndag. Anders har for længst sagt ja til at holde foredraget og vil af ordentlighed fuldføre dette. Jeg har for længst sagt ja til invitationen til festen. Jeg tænker over det. I næste uge sender jeg brevene. Dette er måske sidste gang jeg ser mine bedste venner og en god slat af andre venner vil jeg sikkert også miste. Jeg siger til selv, at jeg tager med til festen, overnatter og bliver der til Anders foredrag. Dette skal være en måde, jeg stille (ingen vil vide det) siger potentielt farvel til mange mennesker. Jeg vil bare gå rundt og ingen drama lave og nyder de sidste gode stunder, mens bomberne endnu ikke er sprunget. Jeg spørger Anders om fredagen om han ikke tager med til festen. Jeg har brug for ham ved min side igennem en hård aften for mig. Anders melder tilbage, at han holder foredraget som lovet, men han simpelthen ikke vil være sammen med Christian til festen....det vil tage alt for hårdt på ham. Pia kommer, det ved jeg. Min bror vil ikke og Mette er optaget af andre gøremål. Lørdag gør jeg mig klar til at tage afsted. Telefonen ringer. Det er Anders. Han siger, at han har ombestemt sig. For at hjælpe mig igennem en svær aften, så vil han tage med til feste og overnatte hos vores venner. Han har talt med Christian og Stine om det, og de var naturligvis lykkelige for, at han kom både lørdag og søndag. Nu begynder en meget følelsesladet fest, der næste dag ender voldsomt. Her er en skitse af, hvad der sker. Overall er stemning bedre end til den meget giftige nytårsaften. Mange prøver så godt de kan at få en god aften. Men Christian er mere giftig end nogensinde. Han er efter alle. Folk er ikke nok festlig påklædt. Folk står på de forkerte steder. Folk opfører sig ikke ordentligt. Folk holder ikke kæft, når de skal. Alt er forkert ved alle hele tiden. Og af alle er jeg den Christian går hårdest til. En 4-5 personer kommer i løbet af festen over til mig og siger, at Christian da er helt ude af kontrol efter mig og at han fandme er en idiot. Så godt jeg kan (og det er godt) så holder jeg hovedet koldt, undviger alle giftigheder og undgår alle konflikter med Christian. Henad 1 om natten er der stadig fuld gang i festen og næsten ingen er gået (denne dag er vi vel 30 personer, da det er stor fest). Jeg trænger til at være mig selv. Jeg er fuld af mangerettede følelser og må være lidt alene. Jeg går derfor ned i deres store kælder og ingen er dernede. Sidder med en stor sjus og prøver at holde sammen på mig selv. Jeg hører der en form for tumult ovenpå. Kan ikke høre, hvad det går ud på. Der plejer aldrig at være tumult til vores fester og det er derfor bemærkelsesværdigt. Men jeg orker ikke at interesse mig for det. Det må de fandme selv ligge og rode med ovenpå. Et skænderi vokser i styrke, da to mennesker går ned af trappen til kælderen. Det er Christian og Stine som er i et heftigt skænderi. Jeg sidder i værelse længere væk end trappen, så de ved ikke at jeg sidder der. De stopper op lige udenfor døren. Jeg gider virkeligt ikke at høre på deres skænderi. Men omvendt gider jeg ikke passerer dem for at gå ovenpå. Så meget mod min vilje, så må jeg lægge øre til skænderiet. Jeg kan ikke helt fatte, hvad skænderiet går ud på. Det finder jeg først ud af næste dag. Men at det handler om regler i huset forstår jeg. Stine er rasende og mener, at det er hendes hus og i hendes hus gælder hendes regler. Christian er rasende og siger, at de bor sammen, så hans regler også i dette hus. Meget vredt ebber skænderiet ud for mig, da de efter fem minutter går ovenpå igen. Jeg laver en enkelt fejl som både er dumt og som faktisk får betydning næste dag. Jeg ved at Stine er gået op på sit værelse på 1. sal og vred. Jeg går op til hende og siger, om der er noget jeg kan hjælpe hende med, hun skal bare sige til. Måske ikke vredt, men dog irriteret så siger Stine, at jeg skal blande mig udenom. Det gør jeg så. Henad kl 5 er festen så småt ved at ebbe ud. Som standard er nogen taget hjem, mens mange har aftalt at overnatte. Omkring kl 5 er de fleste tilbageværende på vej i seng. En lille fest er stadig igang nedenunder og selvfølgelig er Christian stadig igang. Denne gang har jeg fået aftalt soveværelse og Anders og jeg overnatter i samme værelse. Kl 6 vågner jeg, Anders og sikkert flere andre ved voldsomt skænderi nedenunder. Umuligt at forstå, hvad der foregår og irriteret falder man igen i søvn. Kl ca. 7:30 vækkes man ingen og denne gang vækkes alle helt sikkert. Christian står og hamre på Stines soveværelsesdør og skriger hidsigt ud, at han vil tale med hende. Men Stine har låst døren og skal virkeligt ikke tale med sin kæreste nu. Hamren og råben. Stine åbner og efter et mindre skændri, så dør larmen ud og man falder igen i søvn. Næste formiddag omkring kl 11 samles alle (minus Christian der sover) til morgenmad/brunch. Stemningen er måske ikke rigtigt trist, men mange er da forundret over alt det der er sket i går og ikke kan følge med i hvad der er sket. Stine fortæller roligt det skete. Primært taler hun henvendt til mig, men sådan at alle kan følge med. Jamen hendes historie er: Omkring kl 1 var Pia gået amok på en mand til festen. En mand der normalt ikke var en del af omgangskredsen, men som Stine havde inviteret. Pia havde taget mandens briller og smidt på gulvet og trampet op dem, hvorefter hun havde slået ham flere gange på brystkassen (det var tumulten jeg hørte). Vi er alle chorkeret. Pia? Ja, hun kan sagtens blive stiv, men så bliver hun da altid enten træt eller lallende festglad. Vred? Voldelig? Var fanden sker der? Når senere på dagen får jeg snakket med Pia. Hun er meget ked af det. Jeg var en idiot. Jeg syntes denne mand nonstop havde lagt an på mig og provokeret mig hele aftenen og jeg ved ikke - pludselig knækkede tråden bare, siger hun. Nå men Pia har allerede ringet til manden og de har redet trådende ud, de havde misforstået hinanden og han er ikke vred og ingen skade sket. Men her om formiddagen da er Stine vred. Jeg er ligeglad med at Pia er min veninde. De mennesker der er i mit hus skal have det godt og sikkert, det er mit ansvar som vært. Hvis Pia ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, så måtte det være ud af døren. Christian omvendt mente, at Pia umuligt kunne havde gjort dette uden grund og derfor skulle hun ikke smides ud. Skænderiet jeg hørte mellem dem var altså om Stine bestemte i sit hus eller hendes kærestes regler også gjaldt i huset! Nå, skænderiet kl 6 var bare at de spillede pænt højt dernede i stuen og langt de fleste var gået i seng og derfor havde hun bedt om at skrue lidt ned. Det havde Christian nægtet og dette havde udløst et nyt skænderi. Kl. 7:30 var tingene jo som alle hørte, og at efter Stine havde åbnet op, så havde hun bugseret Christian til hans værelse, men inden han ramte sengen var han besvimet af druk og var faldet om som karklud på gulvet og der havde Stine så efterladt ham. Okay, men som altid hjælper alle hinanden med at rydde op og gøre rent. Omkring kl. 13 har alle - minus Christian, Stine, Anders og undertegnede - forladt huset. Vi er nu fire. Christian sover. Stine er meget stille, noget nedtrykt og vimser omkring uden mange ord og er ellers mest ovenpå på sit værelse. Anders er mest inde i stuen og finpudser de sidste detaljer i slides og grafik til foredraget. Jeg er tænksom, men tænker at jeg ligeså godt kan være lidt venlig og går udenfor og flytter en kæmpe bunke brænde ind fra gårdspladsen og ind i brændeskuret - det ved der vil blive sat pris på. I en to timer flytter og stabler jeg brænde. Kl 15 går jeg indenfor. Foredraget er kl 16. Jeg sætter mig ind i stuen og taler med Anders om foredraget. Kl 15:30 vågner Christian og nu skal Anders og Jan (og Stine) rystes for alvor. Med det samme kan man høre at Christian er gået ind til Stine ovenpå. Og en altudslættende verbal slagtning begynder nu. For at forstå omfanget, så må man kende til Christian. En 5-6 gange i mine 20 år sammen med ham har jeg set ham tænde helt af. Chrisitan er - som jeg - total antivoldelig, så det er ikke fysisk han går amok. Det er verbalt. Alle mennesker kan tænde af. Men der er næsten altid et emne man tænder af på og som er det det hele går ud på. For Christian er årsagen til at tænde af fuldkommen underordnet. Nej, der er kun ét mål. At udslette det andet menneske verbalt. Vi husker at Christian er meget intelligent ligesom usædvanligt velformulerende. Og på trods af hans påståede sygdomme i hovedet så har han en voldsom evner til at gennemskue andre mennesker og vide hvordan de er skruet sammen. Læg dertil at han nu bruger alt skyts mod modparten. Ting sagt fortroligt. Ting man ikke er stolt over. Dumme ting man har gjort. Svage sider ved sig selv. Intet helligt og Christian giver 100 % gas. Jeg har selv oplevet det én gang. Og det tog mig da et par uger førend jeg kunne ryste dette af mig. For der er jo sandheder i det Christian udspyr. Men for helvede Christian, sådan gør folk der holder af hinanden da ikke overfor hinanden. Ingen ønsker da udslette et menneske de holder af. Vi kan da alle opstille alle de værste og grimmeste sider ved andre mennesker man kender godt. Men det lader man da være med. Det er simpelthen sygt, det du har gang i. Og alle der enten er målet for et af disse anfald eller overvære det er dybt rystede bagefter. Det er baggrunden. Men denne eftermiddag har jeg aldrig oplevet Christian mere vild, uhæmmet og rasende i et sådant udbrud. Og denne gang er det ikke kun verbalt. Christian hopper op og ned i gulvet. Det er sandt.....lysekronen i stuen nedenunder hvor vi to andre sidder gynger stille frem og tilbage. Og flere gange hamre Christian knytnæver (gætter, men sådan lyder det) i soveværelsesdøren. Og mere end en gang hamre han knytnæve i væggen og sparker til væggen (gæt, men sådan lyder det som bedste gæt). Hvad handler den verbale nedslagtning om. Ja, det er svært at sige. For som sagt er emnet for et sådan udfald ligegyldigt og omvendt så er det alle mulige detaljer ved den anden person som ruskes rundt. Men skulle der være en nogenlunde rød tråd i det, så ville det være at Christian fortæller Stine, at hun må da være hjernedød, hvis hun tror hun har nogen selvstændig gyldig mening i livet og at Christians ord er lov. For at følge en tråd af ovenstående, så lad os følge Anders og mig. Mens det sker sidder vi lamslået og kigger ned i jorden og vil ikke se hinanden i øjnene. Bagefter siger vi ikke en lyd til hinanden og ser ikke på hinanden. Efter foredraget forlader Anders og jeg huset hver for sig. Næste formiddag popper en besked op fra Anders og vi får talt om det. Det vi taler om, hvad der skete. Anders mener, at han burde havde ringet til politiet - det her var et psykisk overgreb. Jeg siger, jeg kalder det en psykisk voldtægt og er enig i at vi burde havde ringet til politiet. At vi blev stille, skyldtes at vi begge skammede os over ikke at gøre noget. At vi lod det ske uden at blande os. Anders forklarer, at hans årsag til ikke at blande sig, det var at det trods alt ikke var fysisk vold og total granatchok over at hans gode ven kunne gøre noget så sygt. Hvad gør man, når ens gode ven, gør noget man slet ikke kan accepterer? Kan man virkeligt ringe til politiet og anmelde en ven, når det trods alt ikke er mord, voldtægt eller seriøs vold? Må man det som ven? Og kan man overhovedet ringe til politiet over et overgreb der ikke fysisk? Jeg forklarer, at jeg var ligeså rystet og skammede mig ligeså meget over, at jeg ikke blandede mig. Men at mine årsager skyldtes to ting. For det første fordi, jeg allerede lørdag nat havde spurgt Stine om hun behøvede hjælp og hun der var blevet irriteret på mig. For andet fordi, at jeg jo meget snart skulle skrive til hende om noget meget vigtigt og da gav det ingen mening, at hun blev rasende på mig og hun derfor næppe roligt kunne læse, hvad jeg prøvede at fortælle hende. Meget, meget rystet er Anders og jeg meget, meget bekymret for både Christian og Stine. Det går værre og værre med Christian for hver uge og han er der helt ved at tabe sutten. Og Stine er da i betydelig fare og akut fare som tingene har udviklet sig. Nå, men tilbage til søndag. Lidt senere kommer Stine ligbleg ned i stuen og sætter sig helt forkrampet bagerst i stuen, der skal anvende til foredraget og kigger determineret ned i jorden. Christian kommer fem minutter senere og sætter sig ved siden af Stine. Inden foredraget begynder og mens foredraget er i gang, da hører man Christian en del gange spørge Stine afslappet om der er noget galt....du virker lidt trist? Jamen jeg er jo ved at besvime af vantro. Du har lige udslettet din kæreste og så spørger du uvidende og uden en bekymring i livet og anger om noget som helst, om der er noget galt????? Efter foredraget kan jeg ikke mere og smutter hjem. Allerede da jeg vågner, da er jeg klar over, at mandag - i dag - er dagen at skrive til Stine. Jo før jeg bedre. Dette er akut alvorligt. Efter samtalen med Anders er jeg endnu mere bekymret.....det jeg hørte var ligeså sygt som jeg opfattede det, siger Anders.....og denne gang var der et vidne til det jeg hele tiden har påstået (bare vildere end hidtil).....det er ikke kun mig som påstår tingene....og vidnet er mindst ligeså rystet som jeg er. Det bliver kun værre med Christian. Og i går var Christian så tæt på at tabe sutten helt i sin aggression. Hvad sker der hvis Christian næste gang er endnu vildere og denne gang faktisk taber sutten. Stine er helt sikkert i akut og aktuel psykisk fare. Men er Stine også i potentiel fysisk fare? Til min store sorg, da kan jeg ikke svare på spørgsmålet.....jeg er reelt bange for, at Stine måske (hvor sygt det end er at sige om sin bedste ven) i egentlig fysisk fare. Jeg ændrer ikke mit brev skrevet før weekenden. Jeg vil gerne være så sober som muligt, og at dramatiserer brevene med det aktuelle der er sket over weekenden mener jeg ikke vil gavne det sobre og vigtige grundlæggende budskab jeg allerede har formuleret. Så jeg trykker på sendknappen til Stine og atombomben er netop eksploderet.
  9. Jarvig's træning

    At tage opgøret - del 2 (del XIII) Jeg må tale med nogen. Men hvem? Jeg ved jo at jeg kan henvende mig til min nærmeste venner og de vil støtte mig. De har stor tiltro mig og hvis jeg siger, at sådan er tingene, så vil de tro mig. Men jeg har ikke brug for sparring fra venner, der formentlig bare vil støtte mig. Jeg har brug for venner, som vil give mig den største syngende lussing, hvis de mener jeg er syg i hovedet kombineret med at de samtidigt er min tætte venner. Jeg udvælger tre venner. Alle er tæt på mig. Alle er tætte på Christian. Alle er nogenlunde tæt på Stine. Hvad jeg skriver til de tre personer (hver for sig - jeg holder i en del tid usagt, at jeg også kommunikerer med andre - jeg vil have deres direkte kommentarer til mig alene) er naturligvis forskelligt, da det er tre forskellige mennesker jeg skriver til. Men forløbet er nogenlunde ens. Det er ca. således (jeg skriver til dem)....meget forkortet. Jan: Jeg har brug for din hjælp meget. Men det er et meget svært emne at tage fat på. Mine venner: Fyr løs, Jan, jeg er klar. Jan: Jeg må snakke om Christian. Jeg ved at du er tæt på Christian og derfor kan du måske ikke være loyal overfor mig, da du også vil være loyal overfor Christian. Det er okay. Det accepterer jeg. Men jeg har brug for at tale alvorligt med dig om Christian. Mine venner (de to af dem - den anden tager vi lige om lidt): Jan, du har min fulde loyalitet. Hvad der siges mellem os bliver mellem os. Hvad vil du snakke om mht. Christian? Den tredje ven(inde) skriver: Jan, du ved jeg holder af både dig og Christian. Men loyalitet er totalt tvedelt mellem jer. Så jeg kan ikke love dig min loyalitet. Men jeg vil gerne lytte på dig og hvad du fortæller bliver naturligvis mellem os. Den tredje ven(inde) er Pia, som jeg har nævnt i et tidligere indlæg. Pia bliver reelt den eneste ven som vedvarende fastholder at hun er tvedelt og at hun ikke er rigtig enig med mig. At jeg overdriver. At det jeg siger da giver mening. Men at jeg overdriver og at så slemt står tingene altså ikke til. Men at hun udover at lytte til mig, så vil hun ikke blande sig i denne sag - det må stå mellem Christian og jeg. De to andre er mere klar i spyttet. De vil gerne lytte. Og efter at jeg har forsøgt at forklare mine bekymringer for Christian og Stine (og mig selv), så vender de tilbage. Den ene ven (lad os kalde ham Anders) er rigtig god ven med Christian men er også pjattet med mig (undskyld ordet pjattet, men det er faktisk det rigtige ord at bruge). Han skriver ca. følgende (forkortet voldsomt): "Jan, jeg mødte jo Christian for 5 år siden og han var en spændende mand at møde. Der skete virkeligt mange ting i hans nærhed og det givtigt at være sammen med ham. Jeg mødte også dig, og som du ved, har jeg holdt meget af dig ligesiden. Som du sikkert har bemærket, så har jeg ikke været meget synlig i dit eller Christians liv det seneste år eller to. Udover en masse gode grunde du kender til (sygt krævende arbejde med overarbejde, sideløbende studie til kandidat i psykologi, et meget besværligt forhold med min elskede kæreste og mine to små børn jeg bruger al overskydende sammen med), så har jeg mindre og mindre kunnet udholde at være sammen med Christian. For hvert år der er gået siden jeg mødte ham er hans positive energier blevet negative. Han rakker ned på alle, er efter alle, er vred, skaber dårlig stemning og er skaber ikke mere god stemning omkring ham. Jeg kan ikke - og vil ikke - holde til det mere. Eftersom du er så meget sammen med ham som du er, så har jeg også måtte lukke en del ned for samværet med dig. Men det har intet med dig at gøre. Jeg holder meget af dig og savner dig. Du nævner for mig, at du mener Christian har psykopatiske træk af alvorlig karakter. Som du ved er jeg næsten færdig med kandidatgraden i psykologi. Men jeg føler mig ikke påklædt til at komme med en skråsikker diagnose. Men de ting du har forklaret har jeg tænkt meget over. Det gør mig meget ked af det. For jeg tror du har ret. Vores ven lider af noget alvorligt. Som lægmand vil jeg give dig ret, nu når du har forklaret alle de ting, jeg længe har set, men ikke har villet formulere overfor mig selv.....Christian har alvorlige psykopatiske træk....eller noget i den retning". Den sidste ven er også en pige....lad os kalde hende Mette. Mette svarer (meget forkortet): "Jan, jeg mødte Peter og faldt for ham. Som du ved havde nok noget indledende "kærsteri" kørende med ham. Christian var fantastisk, spændende, interessant, anderledes, sexet, stærk. Jeg var i gang med at forelske mig i ham. Men jeg nåede at sige stop. Jeg begyndte at se hans skyggesider. Ligegyldigt hvor tiltrukket jeg var af ham, så vidste jeg at dette ikke var sundt. Dette vil ikke være et godt forhold for mig. Jeg valgte benhårdt at stoppe det begyndende kæsteri overfor Christian og tilbød ham i stedet venskab. Det tog Christian imod. Jeg holder meget af Christian. Men jeg har taget mine forhåndsregler. Jeg kan lide at være sammen med ham, men når jeg har været sammen med ham en aften, så skal jeg have lang tid til at komme mig over ham og igen samle lysten til at se ham. Du ved, at jeg ikke så tæt på Christian og Stine. Det er bevidst. Jeg mener at Christian ødelægger Stine og jeg nægter at blive gode veninder (selvom Stine og jeg er glade for hinanden) med en pige der er ved at blive ødelagt og efter forholdet med Christian må glide ud af mit liv. Og ligeledes vil jeg ikke for tæt på Christian. Jeg holder af ham, men nægter at være tæt på ham. Du siger at Christian har psykopatiske træk. Jeg er lægmand og vil ikke komme med diagnoser. Men de ting jeg allerede tit så ved Christian og som jeg stadig mener er nok meget i samme retning. Jeg har aldrig villet bruge ordet psykopat. Men som du forklarer tingene for mig og spørger mig om jeg er enig, så er jeg nok ret enig. Christian har alvorlige psykopatiske træk". Endelig. Jeg ved, at disse personer ville give mig syngende lussinger, hvis de faktisk mente jeg var syg i roen. Ingen af dem er sådan at de vil tale mig efter munden i så alvorlige sager. Endelig har jeg fået noget brugbart at arbejde med. Jeg henvender mig til min lillebror. Min lillebror er en syg god læge. Og selvom han ikke er spacialuddannet indenfor psykiatrien, så har han altid interesseret sig meget og tæt for psykiatrien og psykologien i sin metier. Og jeg har netop ikke skrevet til ham først, da han naturligvis vil stole på mig og give mig ret. Men nu har Anders - som næsten færdiguddannet psykologi - næsten sagt at Christian har psykopatiske træk. Nu vil jeg tjekke med min lillebror. Sætter ham ind i sagerne og fortæller Anders baggrund og vurdering. Min lillebror svarer tilbage, at dette har han jo altid fornemmet. En psykopatisk diagnose er voldsom psykisk diagnose. En af de mest alvorlige diagnoser man kan stille. Siger, at han ikke er psykiater og kun er uddannet psykiater kan stille en så hård diagnose. Men at Christian er sygeligt narcissistisk, det har han aldrig været i tvivl om. Narcissisme er en underafdeling af den mere alvorlige psykopati og som lægmand er han ikke tvivl om, at Christian er sygeligt narcissistisk og at ja det giver mening at spekulere i om Christian faktisk har en psykopatisk lidelse. Min lillebror siger, at han jo så tit har prøvet at fortælle mig indirekte at min bedste ven er urask i hovedet. Men at jeg var alt for meget ven til Christian til at jeg ville lytte til min lillebror. Vi er efterhånden en ti dage inde i januar. Nu går der to uger med intens snak mellem min bror, Anders og Mette og undertegnede. Mange, lange beskeder bliver skrevet frem og tilbage. Tit til langt ud på natten. Pia holder jeg underrettet, men ikke mere. Og jeg er meget sikker på (både konkret og hvordan Christian opfører sig overfor mig), at Pia holder tæt. Men blandt de andre stiger bekymringen. Både for Christian og - hvis vi har ret - for Stine. To ting taler vi meget om: 1. Hvad gør vi ved denne frygtelige erkendelse 2. Kom nu venner, stå ved min side, hvis jeg skal konfrontere Christian (og Stine) om alt dette Vedrørende det sidste så siger de tre følgende Bror: Selvom jeg har kendt Christian igennem 20 år, så har jeg aldrig været helt tæt på ham fordi at jeg som sagt mente han ikke var helt rask. Og Stine kender jeg næsten ikke. Så tit har jeg ikke mødt hende. Og jeg kender reelt intet til Christians og Stines forhold. Jeg er meget enig i bekymringen for begge. Men jeg må melde pas. Så tæt er jeg ikke på dem. Mette: Jeg kender Christian godt. Med vilje har jeg holdt en betydelig distance til Stine, da jeg synes rigtig meget om hende og ikke vil være tæt på hende, når Christian ødelægger hende. Men jeg vil ikke tage opgøret med Christian. Selvom jeg holder meget af ham, så har jeg distanceret mig fra ham og jeg kan ikke med ret ryg og fuld overbevisning stå ved din side og sige at du har ret. Du kender dem Jan. Det er dig som kender dem og deres forhold bedre end nogen andre på kloden. Hvis nogen skal lave en konfrontation, så er det dig. Jeg tror på dig. Jeg tror, det er det rigtige at gøre. Men jeg må melde pas. Anders: Jan, jeg ville rigtigt stå ved din side. Men jeg orker det ikke. Mit liv er - som vi har talt om - totalt fyldt af andre ting. Jeg har næsten intet overskud. At tage opgøret med Christian vil være krig. Det bliver voldsom tilsvining frem og tilbage. Masser af frustrationer. Masser af sorger. Jeg er ikke klar Jan. Måske senere. Men ikke nu. Men jeg er enig i, at nu er det rette tidspunkt og at det fornuftigt at handle. Men handler du nu, så bliver det uden mig. Dertil har jeg for mange ting i mit eget liv at kæmpe til, at jeg jeg kan bruge energien på en vild kamp med Christian. Som alt dette sker, da løber et meget langt brev ind i min indbakke fra Anders. Det lyder meget forkortet ala følgende: "Jan, som du allerede ved og jeg også har fortalt, så har jeg kæmpe problemer i forholdet med min kæreste. Som du ved er hun psykolog. Hvad du ikke ved er, at hun arbejder med alvorligt psykisk syge. Folk der gennem retssystemet er blevet henvist til hende. I blandt disse er der stakkevis af psykopater. Dog psykopater som ikke vurderes til medicinsk psykiatrisk dom, men som en dygtig psykolog måske kan få rette spor. Når vores forhold er så problematisk, så er det fordi, at hun er 100 % tømt, når hun kommer hjem fra arbejde. Der er intet tilbage i hende til forhold eller børn. Dette fordi at arbejde med så alvorlige sindslidelser er absurd hårdt. Hun møder stakkevis af modarbejde, løgne, manipulationer, trusler, aggression og fiasko i arbejdet og meget få succeser og gode episoder. Jeg har talt med hende om Christian. Hendes teoretiske og praktiske viden på området kombineret med min egen næsten færdiguddannede viden giver et meget, meget trist billede. Jeg er så trist Jan. Tingene ser håbløse ud med Christian. Hvis vi altså har ret. For så meget taler imod, at vi kan hjælpe Christian. Du skal vide følgende: 1. Ikke mange dygtige psykologer eller psykiatere orker at dygtiggøre sig i retning af en dyssocial (psykopatisk) sindslidelse. Det er simpelthen for hårdt at opdyrke en karriere indenfor dette område. De fleste løbende skrig væk på forhånd eller når de har oplevet det lidt. Og netop psykopater behøver de dygtigste af de dygtigste for at hjælpe dem....men der er næsten ingen. 2. En del af en psykopatisk lidelse er jo lige netop i sagens natur, at personen ikke kan indse, at de er syge. Derfor opsøger nærmest ingen psykopater frivilligt terapi. Psykopater skal enten dømmes i domstolene til behandling eller af læge tvangsindlægges førend de kommer i kontakt med systemet. Christian er - naturligvis - ikke i kriminalforsorgen. Og tvangsindlæggelse, når Christian formentlig er alkoholiker er næsten umulig. Stoffer og kriminalitet kan give tvangsindlæggelse. Ikke alkoholisme. Derfor kan vi ikke få Christian i tvungen behandling....og al statistisk tilsiger at psykopat ikke selv vil gå behandling frivilligt. 3. Selv de få psykopater der rent faktisk fatter at de syge og frivilligt opsøger behandling, da har vi ikke behandlinger der for alvor kan fjerne lidelsen. Masser af psykiske lidelse kan faktisk behandles med succes. Men psykopatien er et område, hvor vi reelt ikke har mulighed for helbredelse. Vi kan give terapi til at give patienten en forståelse af hvordan og hvorledes deres syge tanker kommer frem og værktøjer til at håndtere det. Vi kan give medicin, der hæmmer tendensen til at tilstanden kammer helt over. Men hverken terapi eller medicin kan helbrede sygdommen i sig selv. Kun personen selv kan realistisk helbrede sig selv......og det sker aldrig. Jeg er så ked af det på min vens vegne og jeg er dybt bekymret for Stine. Selvom jeg kun har fornemmet det og det er dig der har givet mig noget konkret, så er det ligegyldigt. At være kæreste med en psykopat er dybt, dybt alvorligt og meget, meget bekymrende. Sådan er det bare. Det er sygdommens inderst natur der gør det dybt problematisk at være i et tæt forhold med en psykopat.....for helvede Jan, jeg er sq imponeret over, at du ved egen kraft er ved at kæmpe dig ud af dette" Herefter går snakken om - nu da alle har meldt pas - hvordan jeg så skal konfronterer Christian og Stine. Jeg mener, at den mest ordentligt måde er at sige det face og face. Men det advarer de mig imod. Det kan aldrig gå godt. I løbet af 2 minutter, så bliver det en rasende råbekonkurrence, hvor ingen lytter og rådenskab bare hældes i hovedet på hinanden. Til sidst giver jeg dem ret. Selvom jeg ikke bryder mig om at gøre det "forkert" (= ikke face to face), så medgiver jeg, at vejen frem er at skrive til dem. Vi bliver også enige om, at selvom det virker forkert, så er det nok bedst at jeg først skriver til Stine, så hun alene og i ro og mag kan læse tingene igennem uden Christian ånder hende i nakken og først når Stine har forholdt sig til det skrevne at jeg derefter skriver til Christian. I del 3 vil jeg forklare - hvad jeg skriver - en vigtig ting der sker den sidste weekend jeg ser dem i mit liv og som dybt ryster både Anders og mig - hvad kommer der til at ske
  10. Jarvig's træning

    heliotropen -> Hmm, en del bliver formentlig forklaret i senere indlæg. Men vi da gerne knytte nogen kommentarer til det du skriver. Altså....for det første. Jeg skriver helt overvejende som jeg dengang følte. Selvfølgelig er der elementer af småt efterrationalisering over det. Men det er ikke så meget. Det er jo historien som den skete (primært) og kun en lille smule historien som jeg nu ser den (sekundært). For det andet. Jeg har aldrig været så forelsket i en pige som Stine. Og alle ved, at når man er forelsket så er det svært at tænke klart. Det var en forelskelse der først ebbede ud efter et år. I dag er jeg ikke forelsket mere. Men jeg elsker stadig Stine. Hun er helt klart den pige jeg har mødt i livet som mest rammer mig som menneske. På nærmest ethvert område da er hun noget jeg finder dyb genklang og respekt for som menneske og pige. Virkelig et fantastisk menneske og en fantastisk pige. For det tredje..... Ja, jeg kendte hende kun tæt i 1½ år. Helt ind i marven kom jeg naturligvis ikke til at kende hende. Men jeg var jo voldsomt meget sammen med hende i alskens sammenhæge + at vi talte dybt om så mange ting. Så jeg er ret sikker på at jeg kender hende ret godt. Dog ikke som en ven gennem 20 år. For det fjerde. Pointen er jo ikke om kemikalierne bankede rundt i min krop. For det gjorde de evident og forvirrende. Spørgsmålet er derimod om jeg i denne periode evner at tænke nogenlunde klart.....samtidigt med at jeg er fuld og i kemiens vold? Det er jo det jeg er bange for i denne periode. Kan jeg stole på mine egne observations- og analyseevner i den kontekst tingene nu engang sker i? Som sagt så begyndte jeg opdage at der var noget galt med min ven inden at jeg forelskede mig i Stine. Dengang han var min bedste ven og hun var min bedste veninde (og intet andet). Men det var Stine som var årsagen til at jeg opdagede det. I 5 år med Christian havde jeg jo gradvist fået det ringere sammen med ham. Det var noget udefinerbart. Noget jeg dengang ikke kunne sætte fingeren på. En følelse der rumsterede uden at jeg kunne sætte ord på. Det blev gradvist hårdere at være sammen med Christian. Aftenerne ikke så sjove og glade mere. Flere hårde diskussioner. Flere ting vi blev uenige om. At jeg følte mig gradvist mere brugt og træt efter at have været sammen med ham. Men han var jo min ven. Og jeg havde også altid været hård ved ham. Så var dette bare en del af venskabet? Jeg syntes jo der var en vigtig forskel mellem, hvordan jeg var hård ved ham og hvordan han var hård ved mig. Men var det bare en fair byttehandel mellem gode venner? Da Christian flytter sammen med Stine og jeg efterhånden er sammen med dem latterligt meget, så ser jeg for første gang, hvordan Christian behandler et menneske tæt på ham.....der ikke er mig. Hvad jeg jo efterhånden kan se i slutningen af 2012 (altså et halvt år efter det vi lige her taler om), det er at Christian egentlig ikke har haft mange mennesker tæt på sig i længere tid af gangen. Venner bliver hurtigt udskiftet. Kærester nægter han flytte sammen med og generelt bruger han ingen tid sammen med sine kærester......han vil hellere bruge sin tid sammen med venner. Så egentlig har jeg ikke i dette omfang, i så lang tid og så tæt på set Christian udfolde sig overfor et menneske tæt på ham der ikke er mig. Derfor bliver jeg rystet. Sådan kan du da ikke behandle et menneske du holder af. Så egoistisk kan du da ikke være. Så hård og manipulerende kan du da ikke være. Det er jo der, at det så småt går op for mig at der er noget alvorligt galt med min ven. Jeg ser det på måden han behandler Stine på....kan begynde at se omridset af, at det er jo også sådan han er overfor mig.......og begynde at skimte, at det er jo sådan Christian er i sin verden og overfor alle. På ingen måde. Kender min ven. I dette tilfælde var der 100 % (gentager 100 % og dermed ikke andet) følgende pointe i det: Christian vil sove alene => Stine sover i hans soveværelse => Christian vil sove i "mit værelse" => Er ligeglad med, hvad det betyder for andre => Væk med dig og du kan da bare sove inde på mit soveværelse....who cares at Stine og Jan skal sove sammen....jeg kan ikke være mere ligeglad. Christian er iskold, egoistisk og kynisk her. Det er hans behov og ønsker der skal opfyldes og så må andre bare rette ind uanset konsekvenser. Nu har jeg ikke stalket Christians ex-kærester. Når de røg så var jeg naturligvis også historie. Men andre i vennekredsen har haft kontakt med dem af forskellige venne-kanaler i deres liv. Og det er disse venner der nogen gange har fortalt mig om, at de er gået helt ned flaget. At de er dybt rystede efter Christian. En af dem gik faktisk i terapi for at komme sig over det. En anden brød sammen og fik aneroksi. Før i tiden spurgte jeg jo aldrig ind til detaljer, da jeg jo var Christians ven og bare mente de overdrev og det var hysteri. Delvist forklaret ovenfor. Men ligeså vigtigt. Christian har helt sikkert altid haft det i sig, nu når jeg ser tilbage på det. Det var bare meget mildere, Og vigtigst af alt. Det var i en kontekst af positiv energi. Det var at erobre verden. Skabe en masse spændende omkring sig. Få folk til at mødes og glædes. Fester. Gode stunder. Provokerende, men med et smil i øjet. Det har hele tiden været der, men i mange år var det bare ikke alvorligt. Det var bare mere i retning excentrisk, spændende og en anelse irriterende. Men ikke mere. Det er for ca. 6 år siden, det begynder at skride for ham. Gradvist over de næste par år bliver de positive energier gradvist negative. Mere vredt. Mere efter folk...uden et lille glimt i øjet. Mere brutalt. Ødelæggende god stemning i gruppe af mennesker. Selviscenesættelse der blev mere og mere patetisk, hvor før var det spændende og underholdende. Han var stadig god til piger.......men stemningen omkring ham blev mere og mere betændt og belastende. Rigtigt slemt blev da han flyttede sammen med Stine. Endnu værre blev det over foråret 2012. Tiltog i styrke i efteråret. Og var pænt vildt over vinteren, da alle ting spidser til.
  11. Jarvig's træning

    At tage opgøret - del 1 (del XII) Vi er i de første dage af januar 2013. Og vi skal lige have en ting på plads. I løbet af december har to forskellige personer sagt ca. følgende til mig "Jan, det er en fuldkommen urimelig position du står i, og Christian er urimelig hård ved dig og Stine er noget tarvelig overfor dig som ven i øjeblikket - derfor ville det måske være en god ide, hvis du bare afbrød kontakten med dem. Efter et stykke tid så vil de undrer sig, savne dig og forstå at noget er helt, helt forkert siden deres tætte ven på den måde har forladt dem". Begge gange blev det sagt, så det var helt klart, at det ikke var mig der var idioten og derfor måske skulle smutte fordi jeg var problemet. Men omvendt, at det var Christian og Stine der var ude i noget snask og den bedste måde at vise dem dette på, var helt at holde op med at se dem. Denne løsning var tillokkende. Naturligvis. Men vi skal lige huske på, hvor meget jeg elsker disse to personer og hvor meget de reelt betyder for mig. Christian: Faktisk det vigtigste menneske i mit liv. Eftersom min familie (på nær min lillebror) virkeligt ikke fattede at skabe rammerne for et ordentlig liv for mig og jeg derfor havde alverdens mistro til dem gennem mit liv, da havde jeg fundet den nødvendige kærlighed i venskabet. Og af alle venner var Christian min urørligt bedste ven. Altid ved min side i 20 år (og omvendt). Det var min vigtigste pille i livet. Fundamentet. Jeg elskede ham dybt og ville gøre alt for ham. Stine: På rekord tid blevet en af mine allertætteste venner. Den bedste ven man kan ønske sig (bare ikke de seneste måneder). Et fantastisk menneske. Et menneske - der selv inden jeg faldt for hende - fyldte mit liv med glæde, sparring, mening, tiltro og dybt venskab. Samtidigt pigen jeg fattede var den pige jeg havde ventet 40 år på at finde. Jeg så hende som ingen andre så hende og det jeg så var det mest elskelige og fantastiske jeg havde set en kvinde kunne være og præsterer. Piger jeg vidste elskede mig som ven og menneske. Pigen elskede at være sammen med mig - og omvendt. Ingen kvinde havde nogensinde i livet ramt så dybt....og ikke bare i begær, liderlighed og forelskelse......nej, bestemt også som ven, menneske og person. Derfor 1. Hvis jeg vidste at min bedste ven bare var en idiot og ikke for alvor psykisk syg og 2. Hvis jeg vidste at min bedste veninde bare var i et dårligt forhold og jeg ikke rigtigt var ægte bekymret for hende ....så ville muligheden med bare at sige farvel til dem være nem. De skulle nok klare den og omvendt så ville de forstå, at noget usundt/uraskt var der i spil, når Jan der var så tæt på dem bare ikke mere ville se dem. Men nu er verden, at jeg faktisk mener, at min bedste ven er alvorligt syg i hovedet og at jeg alvorligt bekymret for min veninde velbefindede. Det første kan de fleste måske efterhånden forstå. Men min veninde? Jeg har jo bare set det før. Min ven er en scoremaskine og høvler den ene mere attraktive pige ned efter den anden. Men han er kræsen. Næsten alle hans kærester har ikke kun været meget attraktive. Det har været stærke piger. Veluddannede piger. Piger solidt plantet i jorden og uden kukkuk i hovedet. Piger med ben i næsen. Piger med meninger. Piger der godt vidste hvor skabet skal stå. Men alle disse piger har Christian forladt fuldkommen ødelagt. Ikke bare sådan "jeg har knust mit hjerte ødelagt". Nej. ødelagt fordi han fuldkommen har smadret deres selvopfattelse. Deres virkelighedsopfattelse. Deres selvværd. Jeg har egentlig altid godt vidst det. Mange har gennem tiderne fortalt mig om, hvor ødelagt diverse piger har været efter et længere bekendtskab med Christian. Men jeg har aldrig troet på det. Slap dog af. Men nu kan jeg se omridset af forhistorien. Og jeg er dybt bekymret for Stine. Der er ikke nogen pige før i Christians liv der har elsket ham så meget og nonstop tilgiver alt med ham. Og jeg har aldrig set Christian være så vild og dybt grænseoverskridende for nogen af hans kærester før. Yes, Stine er den stærkeste pige jeg har mødt i livet. Men hun er jo ikke en million gange stærkere end alle andre. Stærkest, men dog i genren jeg har set så mange gange før. Og aldrig har jeg set Christian være så uhæmmet overfor en pige før. Jeg er seriøst bekymret for Stine. Med denne sidebemærkning så må vi videre i fortællingen. Det første jeg må gøre er at samle tankerne. Jeg er af en lægmand ret stærk i psykologiens og sindssygdommens verden. Har altid interesseret mig for det. Men nu må jeg samle mig. Lige læse lidt op på det hele igen. Hvad er det egentlig jeg mener min bedste ven fejler i hovedet? Jeg er dybt bekymret. Men jeg indser, at det jeg mener er vitterlig, at min bedste ven lider af en dyssocial sindslidelse (psykopat). En af de allermest hårde og skræmmende sindslidelse der findes i træet fra de mildeste sindslidelser til de aller alvorligste. Jeg er dybt ked af det......bekymret......og bange. Jeg kan ikke bare forlade min ven. Han behøver formentlig mit venskab mere end nogensinde. Jeg kan ikke forlade min veninde. Hun behøver min hjælp mere end hun selv fatter. Nu må jeg tale med nogen. Det vender vi tilbage til i del 2 af "At tage opgøret".
  12. Jarvig's træning

    Efterår 2012 - vinter 2012-13 genfortalt (del XI) Jeg kan se ovenfor, at jeg har været noget upræcis i fortællingen efteråret 2012/vinteren 2012-13. Så vi tager den lige igen. Lad os lige vende alkohol. Jeg har altid drukket meget. Men jeg har altid været socialt drikkende. Aldrig drikkende for mig selv. Efter min mors død gik jeg bevidst i vold-druk-mode. Underligt nok virkede det. Og efter 5 måneder havde jeg raset sorgen ud og lagde uden problemer flasken på hylden fra den ene dag til den anden. Men denne gang er det ikke bevidst. Det er en flugt. Det begynder så småt lige efter ferien. Men i løbet af en måned drikker jeg hver dag i omegnen af 1 flaske spiritus om dagen. Et intelligent spørgsmål kunne være: Hvordan tror du din stivhed har påvirket tingenes udvikling? Det har jeg tænkt meget over. Det samme har andre. Det samme har min nuværende terapeut (jeg er frivilligt gået i alkoholsafvænning de sidste 2 måneder (det vender jeg tilbage til senere)). Og egentlig er analysen, at tingene formentlig ville være gået på præcist samme måde. Blot at det ekstra sprit i blodet har gjort mig "stridslysten"/"mere klar til handling" end ellers og jeg derfor har speedet udviklingen op en smule.....men næppe ændret den. Med det sagt, så tilbage til en lidt mere præcis gengivelse af efteråret og vinteren. Som sagt har jeg i løbet af september og oktober fundet ud af, at jeg mener min ven er bindegal. At endelig går det op for mig, at sådan har han jo altid været. Bare meget mindre vildt og betydeligt mere festligt og "positivt". At tingene de sidste 5 år er gået stødt ned af bakke. At det er blevet slemt efter han er sammen med Stine. At det er tiltaget over foråret og det er blevet rigtigt grimt efter sommerferien. Jeg ser også at Stine er begyndt at ændre sig. Hun ser trist ud (hun plejer altid at være en glad pige). Hun ser ud til at bære hele verdens byrder på sine skuldre. Hun er stille. Hun vil ikke mere deltage i diskussion, men holder sin mund. Hun passer på ikke at sige ting, der kan udløse problemer. Ja, jeg er ikke så dum, at jeg ikke indser, at måske 5 % af alt dette skyldes mig. Men det er helt klart, at helt, helt primært er hendes triste energier vendt mod Christian. Men jeg er i tvivl. Er det mig der ser syner? Er jeg enten syg i hovedet sådan mere alvorligt eller er jeg simpelthen bedøvet af kemikalier af lidenskab i mit hoved så jeg ikke kan se klart? Er jeg så vild, at jeg vil tillægge min bedste syge karaktertræk bare for at overbevise mig selv om et eller andet sygt og illusorisk? Og hvad siger det egentlig om mig, hvis min bedste ven gennem 20 år faktisk er bindegal? Er jeg så også bindegal - for vi er dog så enige om så ufatteligt mange ting i livet og vi er jo nærmest ikke til at skelne fra hinanden, når vi er sammen med andre? Jeg er på alle tænkelige niveauer bange, forvirret og dybt bekymret. Jeg må jo tale med nogen om det her. Men hvem og hvordan? Jeg kan da ikke bagtale min bedste ven? Hvad skal jeg dog gøre. Der er heldigvis en lille hjælp. Min ven er - syg eller bare excentrisk - definitorisk kontroversiel. Er der en eller anden fest som han med til, så kan man være sikker på at eller andet sted i en krog til festen, så er nogen i gang med at tale om "konceptet Christian". Det er jeg vant til. 19 ud af 20 gange i mit liv, har jeg ignoreret det, trukket på skulderen og sagt "I er bare stakkels tosser der ikke er på niveau som min ven". 1 ud af 20 gange har tingene været så "hårde" at jeg har blandet mig og fortalt personerne at de er idioter og de ikke skal tale sådan om min ven. Så jeg er vant til dette. Men for første gang er jeg faktisk interesseret i hvad folk siger. Og uden nogen bemærker det, så hører jeg den næste måneds tid ca. de samme ting. Folk er pisseirriteret på Christian. Han er mere og mere idiotisk at være sammen med og han har efterhånden pisset alle af. Og folk er bekymrede for Stine: Hvorfor tillader hun at hendes kæreste er så uduelig, nassende, misbrugende og streng overfor hende? Hun burde altså passe på sig selv og finde en ordentlig kæreste. Det er med denne "viden" at jeg i løbet af oktober og november prøver at tale med Christian og Stine om tingene. Forsigtigt. Startende helt ude i perifæren. Stille. Venligt. Imødekommende. Åben. Men også bestemt om, hvor jeg (vi) skal hen i samtalen. Christian bliver som sagt rasende, nedladende og grov hver eneste gang - inden jeg overhovedet er kommet ind på essensen af tingene. Stine bliver sur og siger, at hun altså ikke vil tale med mig om "disse ting" (og hvad disse ting er, det er så lidt hen i det uvisse, da det aldrig bliver præciseret) med mig og hun vil blive vred, hvis jeg ikke holder mund. Men jeg synes jo tingene bliver værre for hver eneste uge der går. Og det går stærkere og stærkere. I løbet af december tager jeg det første alvorlige skridt. Når der er disse "samtaler i krogene", så begynder jeg at blande mig i snakken. Meget forsigtigt. Jeg siger ikke, hvad min intention er. Jeg er mere lyttende og stiller meget forsigtige spørgsmål. Nu face to face med mennesker jeg kender rimeligt eller bedre, da begynder folk meget forsigtigt at fortælle mig, det jeg allerede har hørt uden at deltage i samtalerne. Venner og veninder er meget forsigtige. Godt nok ved de (det er ingen hemmelighed i omgangskredsen) at jeg elsker Stine og at Christian og jeg efterhånden har et noget belastende samvær. Men han er stadig min bedste ven og derfor er det naturligvis "farligt" at åbne munden overfor mig. Og ja, de fortæller, at Christian er mere og mere umulig at være sammen med og at folk er tæt på rasende på ham. Og ja, de er lettere bekymret for Stine for hun ser ikke ud til at trives mere og virker meget, meget tynget. I løbet af december prøver at jeg holde sammen på trådene - Hvis min ven overhovedet er bindegal, hvad fejler han så konkret? Stine talte med mig på ferien og fortalte at hun mente Christian led af ADHD. Hmm, jeg kunne se pointen, men jeg syntes nu ikke lige det er det der er galt. - Jeg prøver stadig at være deres bedste ven og ikke blande mig på nogen måde i deres forhold - hvilket er definitorisk svært grundet næste punkt - Jeg prøver stadig forsigtig og respektifuldt at få dem i tale - Flere og flere taler med mig forsigtigt - folk er også bekymrede for mig - jeg har meget investeret og folk synes Christian er alt for hård ved mig hele tiden (selvom de udemærket er klar over problemerne i den "trekant" der er mellem os) - Hvad skal jeg gøre? Nyrårsaften indser jeg, at nu kan jeg ikke holde til detteher mere. Nu må det stoppe. Det er nytårsaften og Christian og Stine holder som altid stor fest i Stines store, lækre hus på Strandvejen. Der er underlig giftig stemning denne aften. Det er underligt. Vi (ca, 25 personer) som er til stede er så tit sammen og stemningen plejer altid at være god eller bedre. Men mange er lidt semi-giftig denne aften. Helt uden at jeg opsøger det, så får jeg de næste dage fortalt af andre, at de synes at stemningen var underlig giftig denne aften. Og at i bunden af alle giftighederne der lå Christian dybt placeret - enten som den giftige person eller som årsagerne til giften. Jeg prøver dog at hygge mig og ikke tage tingene så tungt og bare have en god aften. Omkring kl. 3 har jeg ligesom fået nok. Stemningen er ikke optimal og jeg har ligesom fået nok af Christian denne aften. Så jeg vil gerne hjem i taxa. Efter en times tid, så opgiver jeg. Ikke noget problem. Jeg kan jo bare overnatte. Jeg har så tit overnattet her og faktisk har jeg et værelse som af alle bare bliver kaldt "Doktors værelse" (Doktor er mit kælenavn). Men det er efterhånden også helt normalt at efter store fester på adressen, da plejer mange at overnatte. Der er mange værelse, så det er ikke noget problem. Jeg triller rundt for at lede efter et værelse. Men de fleste er faktisk på vej i seng eller allerede sover (og en mindre fest i stueetagen) og der rent faktisk optaget alle steder. Til sidst kommer jeg til værelset jeg plejer at sove i. Eftersom det er husets tredjebedste soveværelse (Christian og Stine sover ikke sammen og har naturligvis de to bedste soveværelser i huset) regner jeg med at det optaget. Men til min overraskelse sover ingen der. Jeg lægger mig og falder i søvn. Pludselig bliver jeg vækket. Det er Christian som siger, at der kan jeg altså ikke sove, for han vil sove der. Jeg er forvirret. Hvorfor i al verden skal Christian sove her og ikke hos sig selv? Hvorfor skal jeg sparkes ud af soveværelset lige som jeg er faldet i søvn? Jeg er lidt langsom og Christian hiver fat i mig og river mig ud af rummet og smider mig ind på Christians soveværelse??? Det er mørkt, men det er nemt at se at Stine sover i dobbeltsengen. Christian siger, at han i hvert fald skal sove alene og så må jeg bare finde mig at sove hos ham. Stine vågner og er med det samme oppe i det røde felt og er rasende på sin kæreste og forlader vredt værelset. Bang døren smækkes i og jeg står alene tilbage er dødulykkelig. Har jeg gjort et eller andet dumt og forkert? Det var jo ikke min ide at jeg skulle sove her. Træt og forvirret lægger jeg mit til at sove. Næste morgen samles folk omkring morgenbordet (alle minus Christian der stadig sover). Det er blevet en tradition at overnattende + Stine hygger omkring noget morgenmad og så hjælper alle med at rydde op efter festen. Stemningen er underlig trykket. Lidt senere får jeg Stine på tomandshånd og spørger om jeg gjorde noget forkert i går? Nej overhovedet ikke, siger hun. Det var Christian hun var rasende på. Hvordan helvede kunne han være så egoistisk at han smed mig ind til hende bare fordi han ikke vil sove sammen med hende? Det er da helt hen i vejret at smide mig ind til hende, når jeg lå og sov og Christian da naturligvis bare kunne havde sovet sammen med hende. På vej hjem er jeg vred og ked af det. For helvede Christian, hvordan kan hensynet til dine egne behov veje så tungt, at de vil gøre to mennesker der er allertættest på dig både rasende og kede af det? Fair, både du, Stine og jeg ved, at der ingen som helst problemer ville være ved at hun og jeg sov sammen. Der skulle soves og intet andet. Men du kan da ikke pisse så meget på os helt uden grund. Jeg elsker for helvede pigen og skal da ikke sove sammen med hende. Stine holder af mig, men hun skal da ikke sove sammen med manden der elsker hende vildt. Nu må det stoppe Men, men, men......jeg er jo stadig i tvivl om, hvorvidt min ven faktisk er bindegal og hvad han i så fald fejler? Jeg må få nogen vigtige personer i snak, sådan dybt seriøst......også selvom dette er kritisk og helt klart på kanten af at bagtale sin ven.
  13. Jarvig's træning

    Tak for respons. Jeg er slet ikke færdig med historien. Håber jeg i den videre historie vil få beskrevet de ting du nævner og stiller spørgsmålstegn ved. Lover at vende tilbage. Men det er ting der virkeligt gør ondt i hjertet at skrive om, og derfor skal jeg tage mig sammen for at skrive det (men vil netop gerne skrive om det....det er bare hårdt). Lover at vende tilbage med resten af historien snart. :)
  14. Jarvig's træning

    Min ven har altid drukket meget. De seneste 5 år er det blevet slemt. Han drikker 3 flasker hvidvin hver dag. Hans "sygdom" bliver klart vildere jo mere han drikker og det er der konfrontationerne sker. Men hvad jeg finder ud af, det er at der er brist i hans sind som ligger under fuldskaben. Alkoholden forværre tingene. Men selv uden alkohol, da er der noget fundamentalt galt med ham. Han har en alvorlig brist i sit sind, der er roden til al det jeg har fortalt om. Det er den jeg langsomt indser og den jeg langsomt får forståelsen for når jeg skiller alkoholen fra. Jeg prøver. Læs mit forrige indlæg og læs også næste indlæg. De tilsammen skulle gerne give indsigten i hvad jeg kæmper for.
  15. Jarvig's træning

    At pørge sig selv, "er det i virkeligheden mig der er syg i hovedet"? (del X) Alting er til min ubegribelige og sorgfulde virkelighed faldet på plads i mit hoved. Min bedste ven er syg i hovedet. Men jeg tvivler vildt på mig selv. Helt i bunden tænker jeg på, om jeg er så glad for Stine, at jeg er begyndt at digte på virkeligheden og gøre min ven til utilrgnelig på en måde der slet ikke er rimelig. Jeg er dybt usikker. Jeg ved, at jeg må få nogen fakta fra andre personer. Men alle ved at Christian og jeg er bedste venner og helt uadskillige. Ingen vil være villig til at tale med mig. Igennem 20 år har jeg været vant til snakken i krogene om Christian. I langt de fleste tilfælde har jeg bare ignoreret det. Folk er tosser og det er deres problem at de ikke kan forstå Christian. Andre gange har jeg blandet mig og med al energi og motivation forsvaret ham og sagt at de andre mennesker er tosser. Så jeg er vant til snakken i krogene.....og enten være ligeglad eller forsvare Christian. Men nu er jeg desperat. Desperat efter at finde ud af om det er mig der er syg i hovedet. Jeg lytter efter snakken i krogene. Og folk er rystet over Christian. De mener virkeligt at han de seneste måneder er blevet endnu mere vild og ingen fatter at Stine finder sig i ham.....og mange er bekymret for Stine. De kan godt se, at Stine er under voldsomt eksistentiel, emotionel og identitetsmæssig pres fra Christian. Og folk er bekymret for Stine. Jeg er så småt sikker på, at jeg ikke er syg i hovedet. Hvad jeg ser, det ser alle andre. Men jeg må være sikker. Jeg må vende min "verdensopfattelse" seriøst med nogen mennesker jeg stoler på. Jeg er ikke glad for det. At gå bag ryggen på min bedste ven og tale dybt seriøst om ham med andre. Men jeg må. Jeg vælger to mennesker. En ven og en veninde. Begge er blandt mine bedste venner og begge er rigtigt gode venner med Christian. Jeg spørger dem meget forsigtigt og indirekte. Men med det samme er der hul igennem. Begge er dybt bekymret for vores vens udvikling og mentale sundhed og begge er er enig med mig i, at Stine er under massivt pres og at de er bekymret for hende. Endelig er jeg sikker. Jeg stoler på min egen fornuft. Jeg ikke vanvittig. Med en sikkerhed i at jeg ikke vanvittig, så er jeg klar til at tale med Christian og Stine om tingene. Jeg har brug for at tale med begge. Med Christian har jeg brug for at tale med ham om hans mentale tilstand, med hvordan hans vanvid er ved at spolere vores venskab, med at jeg er dybt bekymret for hvordan han behandler sin kæreste og med at jeg simpelthen har behov for at tale med min bedste ven som venner vi i snart 5 år egentlig ikke har talt sammen. Med Stine har jeg brug for at med hende om, at jeg er dybt bekymret for min bedste vens/hendes kærestes mentale velbefindede, med at jeg helt ærligt mener at hun er i gang med at gå i stykker grundet måden Christian presser hende dybt på, med bare mikroskopisk at tale med hende om hvad der er sket mellem os og hvad der sker, med at snakke med hende om hvordan vi får det fint sammen igen som venner og simpelthen at tale med hende som den nære ven hun var bare 2 måneder før. Men begge ignorerer mig. Christian vil ikke høre på mig. Når jeg presser ham, så bliver han enten vred, håndlig, arrogant eller bare dum. Stine vil ikke høre på mig. Hun holder mig så langt fra hende samhørrighedsmæssigt, og når jeg kæmper for at få snakket med hende forsigtigt, så bliver hun vred på mig og siger, at den slags ting vil hun ikke tale om, og hvis vi skal være venner, så må jeg lære ikke at ville snakke med hende om alvorlige ting. Jeg er totalt ødelagt. De er de vigtigste sparringspartnere i mit liv. Min næreste venner. Jeg har brug for dem som venner. Jeg har ekstremt vigtige ting at snakke med dem om. Men begge ignorer min indsats. De ignorer mig ikke som fysisk genstand. Vi ses stadig meget, snakker stadig ordentligt og seriøst sammen og er ægte interesseret i vores alles velbefindede. Men det er jo ikke nok. Der er så vilde og vigtige ting jeg må tale med dem om. Og nærmer samtalen sig disse ting, så lukker de af......Christian med hån og arrogance.........Stine med vrede og irritation. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er selv i smadder. Det er min bedste ven jeg er bekymret for/har problemer i vores venskab med og det er min bedste veninde/mit livs kærlighed at jeg er bekymret for/har problemer i vores venskab med. To mennesker der er så tæt på mig og som er de vigtigste piller i mit liv. Og jeg kan bare ikke nå ind til dem. Jeg er uendeligt rystet og ked af det. I opløsning.