jarvig13

Kompliceret.

Kampen om virkeligheden - del II (del XVIII)

Alt er i smadder. Hvem er egentlig venner med hvem? Og hvad gør man egentlig når venner man i langt tid har haft det godt sammen med pludselig er helt væk? Sådan har jeg det. Sådan har mange det i omgangskredsen.

Ting er relative. Hvis jeg havde det tidsperspektiv som jeg har nu, så ville jeg havde ventet længe med at skrive til Stine. Men tid er relativ. Jeg plejer at tale med denne pige hver anden dag. 1½ måned er gået og det er ufatteligt i min hjerne at min gode veninde Stine trods alle odds ikke har kontaktet på en eller anden måde.
Jeg skal på ferie. Jeg skriver til Stine. Indholdet er ligetil. Jeg prøver så godt (og naturligvis ærligt som jeg ser verden) som jeg kan, at fortælle Stine, at jeg er hendes ven. At hvis hun virkeligt tror, at jeg er gået så meget i aktion som jeg har gjort, at det skyldes at jeg vil i bukserne på hende, så giver det ingen mening. Jeg kan ikke smadre min egne romantiske drømme med Stine mere end det jeg har gjort - og det har jeg hele tiden fattet. At når jeg smadre alle mine romantiske drømme med hende (fordi hun vil være rasende over, at jeg på den måde blander mig i hendes romantiske liv), så kan pointen aldrig være, at jeg gør alt dette for at score hende. Og hvis jeg ikke gør alt det vilde jeg har gjort for at score hende, er det bedste bedste og mest rimelige bud i verden så ikke, at jeg har gjort af det af venskab og at jeg elsker hende som ven (som er 100 % ægte)?
Dette skriver jeg til Stine kort.

Men jeg får intet svar.

Jeg og alle mine venner og stort set alle Christians venner er dybt ulykkelige på mine vegne. Uden at jeg har sprøjtet om mig med intime detaljer mellem mig og Stine, så har alle efterhånden forstået det hele.
Og INGEN kan fatte det. Alle siger, at selvfølgelig er Stine vred på dig. Men alt du har gjort og det ene brev du har skrevet til hende, det bør jo gøre, at Stine køler af og indser, hvilken fantastisk ven, du har været. At den midlertidige vrede over, at du lige her og nu fucker hendes liv up, at det bør stille roligt gå over til, at Stine vil indse, hvor fucking vild en ven du var Jan og at hun selvfølgelig vil tilgive dig.

Månederne går og jeg er dybt, dybt fortvivlet over at min bedste ven og min bedste veninde totalt har udstødt mig af deres liv.
Stine slå op med Christian ca. 1½ måned efter jeg har skrevet til dem. Men intet ændrer sig.

I sommeren 2013 er jeg total ked af det. Fair nok, at min bedste ven i sit vanvid har lukket mig ude af sig liv. Men hvordan kan min bedste veninde dog totalt lukke mig ude af hendes liv på fjerde måned?

Jeg vil skrive til Stine. Jeg har altid været ordentlig. Jeg har altid holdt mine egne følelser i tredje række. Jeg har aldrig presset Stine med hvad helvede hun lavede med mig. Jeg har holdt kæft og taget alle tæsk. Men nu vil jeg ikke mere. Jeg vil skrive til Stine, hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvor absurd jeg synes behandler mig.

Jeg vender disse ting med mine 4-5 bedste venner. Og alle siger stort set det samme. De siger: "Nej, nej, nej, Jan. Det må du ikke gøre. Stine er vred på dig (uretfærdigt). Hun ønsker nada at høre om, hvordan du (formentligt fornuftigt) ser verden. Hvad Stine vil høre er, at du forstår hende. At du siger undskyld. DU har ikke så meget at undskylde for. Men du skal fandme vise Stine, at du forstår hendes verden, og det er en verden, hvor hun (dumt) er vred på dig, og at hun vil høre undskyld, for dine bidrag til det hele som hun ser det".

Lange snakke går frem og tilbage mellem jeg og mine venner. Jeg giver mig. Hvis jeg endeligt skal skrive noget til Stine, så skal det være en "undskyldning". Jeg kommer med mange udlæg. Men vennerne siger hele tiden, at jeg for meget ser tingene fra min side af......jeg skal omformulrer det endnu engang.
Jeg er helt opgivende.
Ind popper en besked fra en af mine venner: Han skriver, at jeg synes jeg skulle skrive følgende til Stine (altså en "undskyldning" og se tingene fra hendes side af).

Jeg synes det er bedre spot on end jeg evner og spørger om jeg må stort set afskrive, hvad han foreslår? Min ven siger, selvfølgelig.

Så stort set uredigeret, så sender jeg min vens undskyldning til Stine.

Hvad sker der? Næste afsnit.

Kampen om virkeligheden (del XVII)

Jeg hører intet fra Stine eller Christian de næste par måneder.

Nu skal vi forstå mange ting.

Christian er min bedste ven og formentlig det vigtigste menneske i mit liv, hvis man gør alt op. Jeg elsker ham vildt.
Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke mere kan være med.
Sådan som Christian har udvirklet sig gennem de sidste 2-5 år siden (her i foråret 2013), det kan jeg ikke mere holde til. Han er for vild. Han er for hærgende overfor mit liv til at jeg kan mere.
Men jeg elsker Christian. Han betyder så meget for mig.
Jeg håber at det jeg har skrevet såvel til Stine som til Christian vil få ham til at vågne. Hans sidste (og bedste) ven i livet siger noget er helt galt. Jeg er den sidste som kan hjælpe min ven.
Men jeg er afklaret med Christian. Hvis han indser, hvad jeg fortæller ham, så er jeg ved hans side hele tiden og vil hjælpe ham gennem alt. Hvis han (som jeg realistisk frygter) ikke vil lytte til mig, så er jeg også afklaret. Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig mere tillade at Christian (sygt) igen blander sig i mit liv. Jeg vil ikke se ham. Jeg vil intet igen have med ham at gøre.

Med Stine er det anderledes. Stine er rask, fornuftig, begavet, kærlig og empatisk. Jeg har ingen problemer med Stine. Men jeg har fortalt hende, at jeg aldrig igen vil se hende, hvis hun er kæreste med Christian. At det kan jeg simpelthen ikke holde til i livet. Men at så snart, at hun har slået med Christian, så har jeg ingen, igen, igen problemer med hende og at med alt jeg evner og ønsker, så vil jeg være hendes ven stadig.

Men verden er kompliceret.
En ret tæt og kærlig omgangskreds går i smadder.
Der er tre grupper.
De venner der grundlæggende er Stines venner: Jeg mister stort set hver eneste. Selvom jeg har talt med mange af dem og de ligesom var bekymret for Stine, så vælger alle (minus 1) at sty bag Stine og dermed stoppe kontakten med mig.
De venner der grundlæggende er mine venner: Hver og en af mine venner er bag mig. Hver og en fatter, hvad fanden der foregår. Hver og en er bekymret for mig og for Stine, men alle er totalt ligeglade med Christian.
De venner der grundlæggende er Christians venner: De har det svært. Langt de fleste lægger Christian bag sig og støtter mig. Men de mere end alle andre i granatchok. Hvad fanden sker der? Hvorfor hader vi alle sammen hinanden ligepludselig og hvorfor taler ingen med hinanden mere?

Det er noget kæmpe rod. Stines venner vender deres side 100 % til hende og udelukker mig og Christian i al kontakt. Mine venner har svært ved at overskue kontakt til Stine og hendes venner og holder mund. Christians venner er totalt forvirrede. Grundlæggende er de enig med mig. Men er enighed det samme som loyalitet? De er dybt forvirrede. De er på min side og mener at jeg har gjort det rigtige, men kan de opføre sig overfor deres ven, som de faktisk er i gang med at opføre sig?

At tage kampen om virkeligheden - del 2 (del XVI)

Jeg trykker send. Det er sidste gang i mit liv jeg reelt kommer til at høre fra Stine.
Uden at det er sygt, så henvender jeg via telefon, sms, mail og facebook til Stine. Stille og roligt. Jeg er bekymret for hende og vil gerne høre, hvor hun står i det hele. Men hu svarer ikke. Ingen respons.

Efter 2 dage skriver jeg til Christian. Jeg skriver 100 % det samme indhold og pointer som til Stine, men det er dog et selvstændigt brev. Det skal formuleres til min bedste ven og ikke til min bedste venind. Brevet må være anderledes. Men i ærlighed, pointer og analyser er brevene totalt ens.

Jeg hører inter fra min bedste ven. Jeg hører intet fra min bedste veninde.
Efter et par dage smider Stine mig af som ven facebook.

Jeg taler med mine venner. Alle (mest mig, men dog med stærk klangbund hos alle andre), der er folk dybt bekymret for Stine. Christian er i gang med lukke cirklen om Stine og det er bare dybt bekymrende.

Jeg ved nu, at stakkevis af venner er bag mig i den grundlæggende analyse og bekymring. Naturligvis spørger jeg dem om (stadig) om de ikke vil være bag mig i alt det der kommer til at ske fremover. Alle står bag mig. Men ingen orker at stå fysisk bag mig. Stadig er folk for vrede på Christian, til at de reelt orker at hjælpe ham og omvendt, der har Stines bedste venner og veninder så stor tiltro til hendes styrke, at de aldrig vil blande sig og bare tror på at Stine på sigt slipper af med Christian og alting derefter er fint.

Jeg er det eneste menneske på hele kloden der ved tilsammen ved to ting: i) Min bedste ven har før smadret piger der elsker ham og ii) jeg er så tit sammen med Christian og Stine at jeg mere end nogen anden på kloden ved, hvor meget Christian er i gang med at smadre Stine.

Hvad jeg gør nu er dybt kontroversielt. Jeg skal prøve at give et overblik.

I mine øjne er Christian ved at smadre Stine i atomer. Jeg elsker pigen som pige vildt. Men jeg elsker også Stine som ven og menneske.
Hvad jeg ser er en mand (Christian) der som har gjort før er i gang med totalt at smadre en pige. Og denne pige elsker ham mere end nogen anden pige har elsket Christian. Stine vil følge Christian i helvede.

Jeg kan ikke accepterer dette. Denne gang har Christian valgt den helt forkerte pige at ødelægge. Ikke bare elsker jeg denne pige (i modsætning til alle andre piger min bedste ven har præsenteret mig for og har haft det fint sammen med), nej, Stine er et så fantastisk menneske, at en galning (min bedste ven) aldrig skal have lov til at ødelægge hende.

Jeg taler med mine bedste venner om det. Alle lægger byrden på mine skuldre. Jeg er den eneste i verden der har indsigt og magt til at lande sig.

Jeg vælger derfor at skrive til Stines bedste veninder hun har kendt nært i 15 år og den dag i dag er tæt på. Meget muligt at Stine har cuttet mig ud af hendes liv. Men Stine kan vel næppe cutte hendes tre bedste veninder ud af hendes liv.

Så jeg sætter mig til tasterne. Og jeg skriver til Stines tre bedste veninder. Jeg forklarer dem, at de slet ikke fatter hvor fucked deres veninde er. Jeg fortæller dem om, hvor alvorligt syg jeg mener min bedste ven er. Jeg fortæller dem, at Stine har cuttet mig ud af hendes liv og at det eneste jeg evner i livet (hvis jeg skal kunne se mig selv ordentligt i spejlet), det er give disse tre piger fuldkommen viden om tingene og at det nu er deres tur til at tage vare på deres veninde. For Stine har lukket mig ud af livet.....men I er der stadig = nu skal I tage jer sammen og passe på jeres veninde.

Okay. Et længere projekt. Men jeg skal nok.

Nope. Dertil er jeg slet ikke kommet til i mit liv. Jeg er først den seneste måned overhovedet ved at samle mig til at få et liv igen. Og det er sølle to måneder siden at jeg gik fra dagligt hård druk til et normalt forbrug af alkohol. Mere om det senere.

At tage kampen om virkeligheden - del 1 (del XV)

Efter at havde tryk send, så går jeg hvileløst rundt. Hvornår eksploderer tingene? Hvornår begynder telefonen at ringe fra vrede mennesker, der synes jeg er vanvittig?
Jeg opdaterer hele tiden outlook for besked fra Stine. Ved godt der er en stor sandsynlighed for at hun aldrig vil svare mig. Selv hvis hun svarer mig kan der gå flere dage.

Men efter to timer dumper der svar ind i indbakken fra Stine. Jeg er glad.....men naturligvis også bange. En besked er jo ikke automatisk godt. Det kan sagtens være en stor tilsvining af mig.

Med rystende fingre klikker jeg på beskeden. Jeg staver mig bogstav for bogstav igennem beskeden, da min hjerne slet ikke kan administrere at læse normalt. Da jeg har stavet mig igennem, så tænker jeg "ehhhh, det var da vist en ret imødekommende besked jeg fik der". Forfra og nu læse det normalt.
Hvad siger Stine til mig. I super kort punktform siger hun

1. Tak for brevet
2. Jeg er meget enig i det meste du skriver
3. Jeg har fra begyndelsen af forholdet været klar over, at der er var et eller andet galt med Christian
4. Jeg er ikke læge og vil ikke komme med diagnoser - men noget alvorligt fejler Christian formentligt
5. Jeg har prøvet at hjælpe ham
6. Jeg er glad for at du som hans ven også har indset dette
7. Jeg bruger al den hjælp jeg kan til mig selv - bl.a. ved du at jeg altid har gået til en psykolog ca. en gang om måneden i hele mit voksne liv (du ved, jeg ikke synes det er sygt, det er bare godt at tale om ens liv med en der er objektiv og saglig upartisk) og hende har jeg da sparret med om alt dette
8. Vi har alle brug for hjælp. Du har Jan, jeg har og Christian har.
9. Men jeg har styr på Christian
10. Du må ikke se mig som et offer, jeg har styr på det
11. Som du skriver, så håber jeg, at det du har fortalt til mig vil du også fortælle Christian - han har brug for din hjælp

OK, det var et overraskende positivt og konstruktivt svar.

Hvis jeg havde den viden jeg har nu, så ville jeg formentlig havde lænet mig tilbage og sagt at nu skal jeg ikke bekymre mig om Stine mere og nu kan jeg tage kampen med Christian.
Men jeg har ikke den luksus at jeg har den viden, jeg har nu. Jeg har kun den viden, sparring og erfaring jeg har på det tidspunkt. Jeg ved ikke at Stine slår op med Christian 1 måned senere. Jeg ved heller ikke om hun slår med Christian (og - så vidt jeg kan fornemme på hvad andre siger - at hun kommer kun lidt ødelagt ud af forholdet), fordi jeg faktisk har sat massivt ind overfor hende, om mine råd delvis har betydning eller om hun ved egen kraft faktisk selv ville være slået op med ham helt uden jeg havde blandet mig.
Al den luksus har jeg ikke. Og der er noget som bekymre mig alt for meget i brevet. Stine siger hun har styr på det. Men hun har netop sagt, at hun er ret enig med mig, selvom hun ikke selv vil komme med en diagnose. For mig lyder det bestemt som om, at hun taler udenom. At hun bare ikke vil indse, at Christians (formodede) sygdom er af en karakter, hvor hun slet ikke har styr på noget som helst. At hun stikker sig selv blår i øjnene, hvis hun faktisk tror at hun har styr på Christian og på forholdet. For satan Stine, mener du, at du havde styr på Christian i går søndag? Mener du at bliver Christian bare lidt mere vild næste gang han går amok, at du så har styr på ham? Stine, du er i fare og du har nada styr på Christian.

Derfor sætter jeg mig ned og skriver et svar til hende.

Jeg koncentrerer mig nu om konceptet psykopat og hvor lidt styr man har på en psykopat.
Det jeg fortæller er noget ala følgende.

Stine du må forstå, at det jeg skriver ikke er et ynkeligt forsøg på at vinde dig. Tænk over det. Hvis jeg ikke for alvor troede på det jeg skrev, så giver det jo sig selv, at det ikke passer, og så ville det bare resulterer i at du og Christian syntes jeg var en kæmpe klaphat = min mission ville være dømt til fiasko. Hvis det jeg skriver passer nogenlunde og min mission var at vinde dig, så er jeg jo også igang med at dumme mig. Så ville det være langt bedre at lade Christian og dig smadre jeres forhold og med de reneste hænder bare se jer begge gå helt i stykker. Så kunne jeg vente til min konkurrent var opløst i atomer og komme som ridderen på den hvide hest for at redde dig. At jeg blander mig i alt dette kan næppe ødelægge mine muligheder med dig mere end de gør. Derfor er det nok ikke grunden, at jeg gør alt dette bare fordi jeg vil vinde dig, vel. Nej, jeg gør det fordi jeg elsker jer - min to bedste venner - fordi jeg er dybt bekymret for jeres velbefindende - på hver jeres område. Jeg er bekymret som ven.

Og så forklarer jeg hende, hvordan jeg mener Christian er psykopat i detaljer og med uddybning om andre piger Christian har ødelagt. Jeg forklarer, at jeg har vendt dette med nogen af vores venner og de også er dybt bekymret for dem begge to. At jeg har sparret med to psykologer og en læge og selvom hverken ville eller kunne komme med diagnoser på Christian, at så lød det godt nok som om vi lå i den retning. Jeg forklarer hende om udsigterne for - manglende - helbredelse af en psykopat. Jeg fortæller hende om, at en kæreste er chanceløs overfor en psykopat, da kæresten er normal i hovedet men emotionalt dybt involveret med psykopaten og dette er en farlig cocktail for at kunne skabe sig den rette distance og overblik overfor en psykopat. Jeg siger, at hun skal smide Christian ud af sit liv - hellere denne time end til aften. Jeg skriver, at jeg er hendes ven. Hvis hun har brug for nogen som helst hjælp - alt tænkeligt - så står jeg urokkeligt ved hendes side som ven og hjælper hende.

Jeg trykker på send til Stine.

Bliver desværre nødt til at smutte - løbet tør for tid førend jeg forventede det. Vender tilbage med del 2 senere.

At tage opgøret - del 3 (del XIV)

I den næstsidste uge i januar måned 2013 sætter jeg mig til tasterne. Jeg har en god ide om, hvad det er jeg vil fortælle. To ting skal dog være helt på plads. På den ene side, at det er to forskellige mennesker jeg skal skrive til og dermed forskelligt formulerede breve. På den anden side, at de skal være enslydende - at hvis de sammenligner brevene så kan de se at jeg fortæller dem præcist de samme ting.
Over to dage sidder jeg intenst ved tasterne og skriver og redigerer. I den helt korte udgave, hvad er det så jeg skriver ned? I kort punktform følgende:

1. Jeg elsker jer begge
2. Jeg er rigtigt ked af at skulle snakke med jer om følgende
3. Christian har psykopatiske og narcissistiske træk der er dybt alvorlige - og jeg ser kun det bliver værre og værre. En uddybende forklaring med konkrete og generelle forklaringer på dette
4. Jeg er dybt bekymret for Stine og at hun skal ud af dette forhold nu, da en kæreste går i stykker af at være kæreste med en psykopat
5. At jeg fortæller Christian at jeg aldrig mere vil se ham, hvis han ikke indser han har et problem og det skal der tages hånd om, og at jeg fortæller Stine jeg aldrig mere vil se Stine så længe hun er sammen med Christian
6. En præcisering af, at jeg elsker Stine som kvinde og dette ikke skal være noget uudsagt i dette opgør
7. At jeg er deres bedste ven og hvis en af dem eller begge rækker hånden ud for hjælp så står jeg urokkelig klar ved deres side

De fleste punkter giver sig selv. Men angående to punkter: Punkt 5 skriver jeg af to årsager. Den ene, at jeg dybt mener det og at jeg ikke kan overleve at være tæt sammen med en psykopat og at se pigen jeg holder så meget af blive ødelagt. Den anden, at jeg føler jeg virkelig må sætte tingene på spidsen for at få dem til at forstå at jeg er dødelig seriøs i min fremlæggelse og pointer. Punkt 6 skriver jeg for, at der ingen skjulte agendaer skal være i fremlæggelsen. Jeg har ingen skjulte agendaer. Alt vigtigt er med i brevet og hvad jeg ikke har fremlagt, det er ikke skjulte agendaer. De skal vide, at jeg elsker Stine, men at jeg gør dette af venskab (til begge) og at jeg vil gøre alt for dem, hvis de bare siger "hjælp".

Tingene er skrevet. Men jeg har meget, meget, meget, meget svært ved at trykke på sendknappen. Det her kommer til at gøre så ondt på alle. Og selvom jeg stille håber på at tingene nu kan løses til det bedre, så er jeg fuldkommen klar over, at der en meget stor chance for at jeg mister både min bedste ven og min bedste veninde for ever. Og jeg ved også dette vil sende chokbølger gennem resten af venskabskredsen. Hvad skal vores forskellige venner dog gøre, når en atombombe lige er sprunget mellem deres hænder? Jeg har virkeligt, virkeligt ikke lyst til at sende disse breve.
Men jeg bestemmer mig. Engang i løbet af sidste uge af januar, da sender jeg dem. Formentlig henad onsdag-fredag. Men at jeg sender dem, det har besluttet mig endegyldigt for.

Endnu har jeg ikke sagt noget til nogen andre end Anders, Mette, min bror og delvist til Pia. Det er ikke rart at bagtale sine venner og lave et komplot mod dem. Flere skal - for nu - ikke blandes ind i dette.

For lang tid siden er der blevet indbudt til to ting - en fest hos Christian og Stine den sidste lørdag i måneden og at Anders skal holde et foredrag i deres kulturhus dagen efter søndag. Anders har for længst sagt ja til at holde foredraget og vil af ordentlighed fuldføre dette. Jeg har for længst sagt ja til invitationen til festen.
Jeg tænker over det. I næste uge sender jeg brevene. Dette er måske sidste gang jeg ser mine bedste venner og en god slat af andre venner vil jeg sikkert også miste. Jeg siger til selv, at jeg tager med til festen, overnatter og bliver der til Anders foredrag. Dette skal være en måde, jeg stille (ingen vil vide det) siger potentielt farvel til mange mennesker. Jeg vil bare gå rundt og ingen drama lave og nyder de sidste gode stunder, mens bomberne endnu ikke er sprunget.

Jeg spørger Anders om fredagen om han ikke tager med til festen. Jeg har brug for ham ved min side igennem en hård aften for mig. Anders melder tilbage, at han holder foredraget som lovet, men han simpelthen ikke vil være sammen med Christian til festen....det vil tage alt for hårdt på ham. Pia kommer, det ved jeg. Min bror vil ikke og Mette er optaget af andre gøremål.

Lørdag gør jeg mig klar til at tage afsted. Telefonen ringer. Det er Anders. Han siger, at han har ombestemt sig. For at hjælpe mig igennem en svær aften, så vil han tage med til feste og overnatte hos vores venner. Han har talt med Christian og Stine om det, og de var naturligvis lykkelige for, at han kom både lørdag og søndag.

Nu begynder en meget følelsesladet fest, der næste dag ender voldsomt.
Her er en skitse af, hvad der sker.

Overall er stemning bedre end til den meget giftige nytårsaften. Mange prøver så godt de kan at få en god aften. Men Christian er mere giftig end nogensinde. Han er efter alle. Folk er ikke nok festlig påklædt. Folk står på de forkerte steder. Folk opfører sig ikke ordentligt. Folk holder ikke kæft, når de skal. Alt er forkert ved alle hele tiden. Og af alle er jeg den Christian går hårdest til. En 4-5 personer kommer i løbet af festen over til mig og siger, at Christian da er helt ude af kontrol efter mig og at han fandme er en idiot. Så godt jeg kan (og det er godt) så holder jeg hovedet koldt, undviger alle giftigheder og undgår alle konflikter med Christian.
Henad 1 om natten er der stadig fuld gang i festen og næsten ingen er gået (denne dag er vi vel 30 personer, da det er stor fest). Jeg trænger til at være mig selv. Jeg er fuld af mangerettede følelser og må være lidt alene. Jeg går derfor ned i deres store kælder og ingen er dernede. Sidder med en stor sjus og prøver at holde sammen på mig selv. Jeg hører der en form for tumult ovenpå. Kan ikke høre, hvad det går ud på. Der plejer aldrig at være tumult til vores fester og det er derfor bemærkelsesværdigt. Men jeg orker ikke at interesse mig for det. Det må de fandme selv ligge og rode med ovenpå.
Et skænderi vokser i styrke, da to mennesker går ned af trappen til kælderen. Det er Christian og Stine som er i et heftigt skænderi. Jeg sidder i værelse længere væk end trappen, så de ved ikke at jeg sidder der. De stopper op lige udenfor døren. Jeg gider virkeligt ikke at høre på deres skænderi. Men omvendt gider jeg ikke passerer dem for at gå ovenpå. Så meget mod min vilje, så må jeg lægge øre til skænderiet. Jeg kan ikke helt fatte, hvad skænderiet går ud på. Det finder jeg først ud af næste dag. Men at det handler om regler i huset forstår jeg. Stine er rasende og mener, at det er hendes hus og i hendes hus gælder hendes regler. Christian er rasende og siger, at de bor sammen, så hans regler også i dette hus. Meget vredt ebber skænderiet ud for mig, da de efter fem minutter går ovenpå igen. Jeg laver en enkelt fejl som både er dumt og som faktisk får betydning næste dag. Jeg ved at Stine er gået op på sit værelse på 1. sal og vred. Jeg går op til hende og siger, om der er noget jeg kan hjælpe hende med, hun skal bare sige til. Måske ikke vredt, men dog irriteret så siger Stine, at jeg skal blande mig udenom. Det gør jeg så.
Henad kl 5 er festen så småt ved at ebbe ud. Som standard er nogen taget hjem, mens mange har aftalt at overnatte. Omkring kl 5 er de fleste tilbageværende på vej i seng. En lille fest er stadig igang nedenunder og selvfølgelig er Christian stadig igang. Denne gang har jeg fået aftalt soveværelse og Anders og jeg overnatter i samme værelse. Kl 6 vågner jeg, Anders og sikkert flere andre ved voldsomt skænderi nedenunder. Umuligt at forstå, hvad der foregår og irriteret falder man igen i søvn.
Kl ca. 7:30 vækkes man ingen og denne gang vækkes alle helt sikkert. Christian står og hamre på Stines soveværelsesdør og skriger hidsigt ud, at han vil tale med hende. Men Stine har låst døren og skal virkeligt ikke tale med sin kæreste nu. Hamren og råben. Stine åbner og efter et mindre skændri, så dør larmen ud og man falder igen i søvn.

Næste formiddag omkring kl 11 samles alle (minus Christian der sover) til morgenmad/brunch. Stemningen er måske ikke rigtigt trist, men mange er da forundret over alt det der er sket i går og ikke kan følge med i hvad der er sket. Stine fortæller roligt det skete. Primært taler hun henvendt til mig, men sådan at alle kan følge med. Jamen hendes historie er:
Omkring kl 1 var Pia gået amok på en mand til festen. En mand der normalt ikke var en del af omgangskredsen, men som Stine havde inviteret. Pia havde taget mandens briller og smidt på gulvet og trampet op dem, hvorefter hun havde slået ham flere gange på brystkassen (det var tumulten jeg hørte). Vi er alle chorkeret. Pia? Ja, hun kan sagtens blive stiv, men så bliver hun da altid enten træt eller lallende festglad. Vred? Voldelig? Var fanden sker der? Når senere på dagen får jeg snakket med Pia. Hun er meget ked af det. Jeg var en idiot. Jeg syntes denne mand nonstop havde lagt an på mig og provokeret mig hele aftenen og jeg ved ikke - pludselig knækkede tråden bare, siger hun. Nå men Pia har allerede ringet til manden og de har redet trådende ud, de havde misforstået hinanden og han er ikke vred og ingen skade sket. Men her om formiddagen da er Stine vred. Jeg er ligeglad med at Pia er min veninde. De mennesker der er i mit hus skal have det godt og sikkert, det er mit ansvar som vært. Hvis Pia ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, så måtte det være ud af døren. Christian omvendt mente, at Pia umuligt kunne havde gjort dette uden grund og derfor skulle hun ikke smides ud. Skænderiet jeg hørte mellem dem var altså om Stine bestemte i sit hus eller hendes kærestes regler også gjaldt i huset!
Nå, skænderiet kl 6 var bare at de spillede pænt højt dernede i stuen og langt de fleste var gået i seng og derfor havde hun bedt om at skrue lidt ned. Det havde Christian nægtet og dette havde udløst et nyt skænderi.
Kl. 7:30 var tingene jo som alle hørte, og at efter Stine havde åbnet op, så havde hun bugseret Christian til hans værelse, men inden han ramte sengen var han besvimet af druk og var faldet om som karklud på gulvet og der havde Stine så efterladt ham.

Okay, men som altid hjælper alle hinanden med at rydde op og gøre rent. Omkring kl. 13 har alle - minus Christian, Stine, Anders og undertegnede - forladt huset.
Vi er nu fire. Christian sover. Stine er meget stille, noget nedtrykt og vimser omkring uden mange ord og er ellers mest ovenpå på sit værelse. Anders er mest inde i stuen og finpudser de sidste detaljer i slides og grafik til foredraget. Jeg er tænksom, men tænker at jeg ligeså godt kan være lidt venlig og går udenfor og flytter en kæmpe bunke brænde ind fra gårdspladsen og ind i brændeskuret - det ved der vil blive sat pris på. I en to timer flytter og stabler jeg brænde.
Kl 15 går jeg indenfor. Foredraget er kl 16. Jeg sætter mig ind i stuen og taler med Anders om foredraget.
Kl 15:30 vågner Christian og nu skal Anders og Jan (og Stine) rystes for alvor.
Med det samme kan man høre at Christian er gået ind til Stine ovenpå. Og en altudslættende verbal slagtning begynder nu.
For at forstå omfanget, så må man kende til Christian. En 5-6 gange i mine 20 år sammen med ham har jeg set ham tænde helt af. Chrisitan er - som jeg - total antivoldelig, så det er ikke fysisk han går amok. Det er verbalt. Alle mennesker kan tænde af. Men der er næsten altid et emne man tænder af på og som er det det hele går ud på. For Christian er årsagen til at tænde af fuldkommen underordnet. Nej, der er kun ét mål. At udslette det andet menneske verbalt. Vi husker at Christian er meget intelligent ligesom usædvanligt velformulerende. Og på trods af hans påståede sygdomme i hovedet så har han en voldsom evner til at gennemskue andre mennesker og vide hvordan de er skruet sammen. Læg dertil at han nu bruger alt skyts mod modparten. Ting sagt fortroligt. Ting man ikke er stolt over. Dumme ting man har gjort. Svage sider ved sig selv. Intet helligt og Christian giver 100 % gas. Jeg har selv oplevet det én gang. Og det tog mig da et par uger førend jeg kunne ryste dette af mig. For der er jo sandheder i det Christian udspyr. Men for helvede Christian, sådan gør folk der holder af hinanden da ikke overfor hinanden. Ingen ønsker da udslette et menneske de holder af. Vi kan da alle opstille alle de værste og grimmeste sider ved andre mennesker man kender godt. Men det lader man da være med. Det er simpelthen sygt, det du har gang i. Og alle der enten er målet for et af disse anfald eller overvære det er dybt rystede bagefter.
Det er baggrunden. Men denne eftermiddag har jeg aldrig oplevet Christian mere vild, uhæmmet og rasende i et sådant udbrud. Og denne gang er det ikke kun verbalt. Christian hopper op og ned i gulvet. Det er sandt.....lysekronen i stuen nedenunder hvor vi to andre sidder gynger stille frem og tilbage. Og flere gange hamre Christian knytnæver (gætter, men sådan lyder det) i soveværelsesdøren. Og mere end en gang hamre han knytnæve i væggen og sparker til væggen (gæt, men sådan lyder det som bedste gæt).
Hvad handler den verbale nedslagtning om. Ja, det er svært at sige. For som sagt er emnet for et sådan udfald ligegyldigt og omvendt så er det alle mulige detaljer ved den anden person som ruskes rundt. Men skulle der være en nogenlunde rød tråd i det, så ville det være at Christian fortæller Stine, at hun må da være hjernedød, hvis hun tror hun har nogen selvstændig gyldig mening i livet og at Christians ord er lov.
For at følge en tråd af ovenstående, så lad os følge Anders og mig. Mens det sker sidder vi lamslået og kigger ned i jorden og vil ikke se hinanden i øjnene. Bagefter siger vi ikke en lyd til hinanden og ser ikke på hinanden. Efter foredraget forlader Anders og jeg huset hver for sig. Næste formiddag popper en besked op fra Anders og vi får talt om det. Det vi taler om, hvad der skete. Anders mener, at han burde havde ringet til politiet - det her var et psykisk overgreb. Jeg siger, jeg kalder det en psykisk voldtægt og er enig i at vi burde havde ringet til politiet. At vi blev stille, skyldtes at vi begge skammede os over ikke at gøre noget. At vi lod det ske uden at blande os. Anders forklarer, at hans årsag til ikke at blande sig, det var at det trods alt ikke var fysisk vold og total granatchok over at hans gode ven kunne gøre noget så sygt. Hvad gør man, når ens gode ven, gør noget man slet ikke kan accepterer? Kan man virkeligt ringe til politiet og anmelde en ven, når det trods alt ikke er mord, voldtægt eller seriøs vold? Må man det som ven? Og kan man overhovedet ringe til politiet over et overgreb der ikke fysisk? Jeg forklarer, at jeg var ligeså rystet og skammede mig ligeså meget over, at jeg ikke blandede mig. Men at mine årsager skyldtes to ting. For det første fordi, jeg allerede lørdag nat havde spurgt Stine om hun behøvede hjælp og hun der var blevet irriteret på mig. For andet fordi, at jeg jo meget snart skulle skrive til hende om noget meget vigtigt og da gav det ingen mening, at hun blev rasende på mig og hun derfor næppe roligt kunne læse, hvad jeg prøvede at fortælle hende. Meget, meget rystet er Anders og jeg meget, meget bekymret for både Christian og Stine. Det går værre og værre med Christian for hver uge og han er der helt ved at tabe sutten. Og Stine er da i betydelig fare og akut fare som tingene har udviklet sig.

Nå, men tilbage til søndag. Lidt senere kommer Stine ligbleg ned i stuen og sætter sig helt forkrampet bagerst i stuen, der skal anvende til foredraget og kigger determineret ned i jorden. Christian kommer fem minutter senere og sætter sig ved siden af Stine. Inden foredraget begynder og mens foredraget er i gang, da hører man Christian en del gange spørge Stine afslappet om der er noget galt....du virker lidt trist? Jamen jeg er jo ved at besvime af vantro. Du har lige udslettet din kæreste og så spørger du uvidende og uden en bekymring i livet og anger om noget som helst, om der er noget galt????? Efter foredraget kan jeg ikke mere og smutter hjem.

Allerede da jeg vågner, da er jeg klar over, at mandag - i dag - er dagen at skrive til Stine. Jo før jeg bedre. Dette er akut alvorligt. Efter samtalen med Anders er jeg endnu mere bekymret.....det jeg hørte var ligeså sygt som jeg opfattede det, siger Anders.....og denne gang var der et vidne til det jeg hele tiden har påstået (bare vildere end hidtil).....det er ikke kun mig som påstår tingene....og vidnet er mindst ligeså rystet som jeg er. Det bliver kun værre med Christian. Og i går var Christian så tæt på at tabe sutten helt i sin aggression. Hvad sker der hvis Christian næste gang er endnu vildere og denne gang faktisk taber sutten. Stine er helt sikkert i akut og aktuel psykisk fare. Men er Stine også i potentiel fysisk fare? Til min store sorg, da kan jeg ikke svare på spørgsmålet.....jeg er reelt bange for, at Stine måske (hvor sygt det end er at sige om sin bedste ven) i egentlig fysisk fare.

Jeg ændrer ikke mit brev skrevet før weekenden. Jeg vil gerne være så sober som muligt, og at dramatiserer brevene med det aktuelle der er sket over weekenden mener jeg ikke vil gavne det sobre og vigtige grundlæggende budskab jeg allerede har formuleret.
Så jeg trykker på sendknappen til Stine og atombomben er netop eksploderet.

At tage opgøret - del 2 (del XIII)

Jeg må tale med nogen. Men hvem?
Jeg ved jo at jeg kan henvende mig til min nærmeste venner og de vil støtte mig. De har stor tiltro mig og hvis jeg siger, at sådan er tingene, så vil de tro mig. Men jeg har ikke brug for sparring fra venner, der formentlig bare vil støtte mig. Jeg har brug for venner, som vil give mig den største syngende lussing, hvis de mener jeg er syg i hovedet kombineret med at de samtidigt er min tætte venner. Jeg udvælger tre venner. Alle er tæt på mig. Alle er tætte på Christian. Alle er nogenlunde tæt på Stine.

Hvad jeg skriver til de tre personer (hver for sig - jeg holder i en del tid usagt, at jeg også kommunikerer med andre - jeg vil have deres direkte kommentarer til mig alene) er naturligvis forskelligt, da det er tre forskellige mennesker jeg skriver til. Men forløbet er nogenlunde ens. Det er ca. således (jeg skriver til dem)....meget forkortet.

Jan: Jeg har brug for din hjælp meget. Men det er et meget svært emne at tage fat på.
Mine venner: Fyr løs, Jan, jeg er klar.
Jan: Jeg må snakke om Christian. Jeg ved at du er tæt på Christian og derfor kan du måske ikke være loyal overfor mig, da du også vil være loyal overfor Christian. Det er okay. Det accepterer jeg. Men jeg har brug for at tale alvorligt med dig om Christian.
Mine venner (de to af dem - den anden tager vi lige om lidt): Jan, du har min fulde loyalitet. Hvad der siges mellem os bliver mellem os. Hvad vil du snakke om mht. Christian?

Den tredje ven(inde) skriver: Jan, du ved jeg holder af både dig og Christian. Men loyalitet er totalt tvedelt mellem jer. Så jeg kan ikke love dig min loyalitet. Men jeg vil gerne lytte på dig og hvad du fortæller bliver naturligvis mellem os.

Den tredje ven(inde) er Pia, som jeg har nævnt i et tidligere indlæg. Pia bliver reelt den eneste ven som vedvarende fastholder at hun er tvedelt og at hun ikke er rigtig enig med mig. At jeg overdriver. At det jeg siger da giver mening. Men at jeg overdriver og at så slemt står tingene altså ikke til. Men at hun udover at lytte til mig, så vil hun ikke blande sig i denne sag - det må stå mellem Christian og jeg.

De to andre er mere klar i spyttet. De vil gerne lytte. Og efter at jeg har forsøgt at forklare mine bekymringer for Christian og Stine (og mig selv), så vender de tilbage.

Den ene ven (lad os kalde ham Anders) er rigtig god ven med Christian men er også pjattet med mig (undskyld ordet pjattet, men det er faktisk det rigtige ord at bruge). Han skriver ca. følgende (forkortet voldsomt):
"Jan, jeg mødte jo Christian for 5 år siden og han var en spændende mand at møde. Der skete virkeligt mange ting i hans nærhed og det givtigt at være sammen med ham. Jeg mødte også dig, og som du ved, har jeg holdt meget af dig ligesiden. Som du sikkert har bemærket, så har jeg ikke været meget synlig i dit eller Christians liv det seneste år eller to. Udover en masse gode grunde du kender til (sygt krævende arbejde med overarbejde, sideløbende studie til kandidat i psykologi, et meget besværligt forhold med min elskede kæreste og mine to små børn jeg bruger al overskydende sammen med), så har jeg mindre og mindre kunnet udholde at være sammen med Christian. For hvert år der er gået siden jeg mødte ham er hans positive energier blevet negative. Han rakker ned på alle, er efter alle, er vred, skaber dårlig stemning og er skaber ikke mere god stemning omkring ham. Jeg kan ikke - og vil ikke - holde til det mere. Eftersom du er så meget sammen med ham som du er, så har jeg også måtte lukke en del ned for samværet med dig. Men det har intet med dig at gøre. Jeg holder meget af dig og savner dig. Du nævner for mig, at du mener Christian har psykopatiske træk af alvorlig karakter. Som du ved er jeg næsten færdig med kandidatgraden i psykologi. Men jeg føler mig ikke påklædt til at komme med en skråsikker diagnose. Men de ting du har forklaret har jeg tænkt meget over. Det gør mig meget ked af det. For jeg tror du har ret. Vores ven lider af noget alvorligt. Som lægmand vil jeg give dig ret, nu når du har forklaret alle de ting, jeg længe har set, men ikke har villet formulere overfor mig selv.....Christian har alvorlige psykopatiske træk....eller noget i den retning".

Den sidste ven er også en pige....lad os kalde hende Mette. Mette svarer (meget forkortet):
"Jan, jeg mødte Peter og faldt for ham. Som du ved havde nok noget indledende "kærsteri" kørende med ham. Christian var fantastisk, spændende, interessant, anderledes, sexet, stærk. Jeg var i gang med at forelske mig i ham. Men jeg nåede at sige stop. Jeg begyndte at se hans skyggesider. Ligegyldigt hvor tiltrukket jeg var af ham, så vidste jeg at dette ikke var sundt. Dette vil ikke være et godt forhold for mig. Jeg valgte benhårdt at stoppe det begyndende kæsteri overfor Christian og tilbød ham i stedet venskab. Det tog Christian imod. Jeg holder meget af Christian. Men jeg har taget mine forhåndsregler. Jeg kan lide at være sammen med ham, men når jeg har været sammen med ham en aften, så skal jeg have lang tid til at komme mig over ham og igen samle lysten til at se ham. Du ved, at jeg ikke så tæt på Christian og Stine. Det er bevidst. Jeg mener at Christian ødelægger Stine og jeg nægter at blive gode veninder (selvom Stine og jeg er glade for hinanden) med en pige der er ved at blive ødelagt og efter forholdet med Christian må glide ud af mit liv. Og ligeledes vil jeg ikke for tæt på Christian. Jeg holder af ham, men nægter at være tæt på ham. Du siger at Christian har psykopatiske træk. Jeg er lægmand og vil ikke komme med diagnoser. Men de ting jeg allerede tit så ved Christian og som jeg stadig mener er nok meget i samme retning. Jeg har aldrig villet bruge ordet psykopat. Men som du forklarer tingene for mig og spørger mig om jeg er enig, så er jeg nok ret enig. Christian har alvorlige psykopatiske træk".

Endelig. Jeg ved, at disse personer ville give mig syngende lussinger, hvis de faktisk mente jeg var syg i roen. Ingen af dem er sådan at de vil tale mig efter munden i så alvorlige sager. Endelig har jeg fået noget brugbart at arbejde med.

Jeg henvender mig til min lillebror. Min lillebror er en syg god læge. Og selvom han ikke er spacialuddannet indenfor psykiatrien, så har han altid interesseret sig meget og tæt for psykiatrien og psykologien i sin metier. Og jeg har netop ikke skrevet til ham først, da han naturligvis vil stole på mig og give mig ret. Men nu har Anders - som næsten færdiguddannet psykologi - næsten sagt at Christian har psykopatiske træk. Nu vil jeg tjekke med min lillebror. Sætter ham ind i sagerne og fortæller Anders baggrund og vurdering. Min lillebror svarer tilbage, at dette har han jo altid fornemmet. En psykopatisk diagnose er voldsom psykisk diagnose. En af de mest alvorlige diagnoser man kan stille. Siger, at han ikke er psykiater og kun er uddannet psykiater kan stille en så hård diagnose. Men at Christian er sygeligt narcissistisk, det har han aldrig været i tvivl om. Narcissisme er en underafdeling af den mere alvorlige psykopati og som lægmand er han ikke tvivl om, at Christian er sygeligt narcissistisk og at ja det giver mening at spekulere i om Christian faktisk har en psykopatisk lidelse. Min lillebror siger, at han jo så tit har prøvet at fortælle mig indirekte at min bedste ven er urask i hovedet. Men at jeg var alt for meget ven til Christian til at jeg ville lytte til min lillebror.

Vi er efterhånden en ti dage inde i januar. Nu går der to uger med intens snak mellem min bror, Anders og Mette og undertegnede. Mange, lange beskeder bliver skrevet frem og tilbage. Tit til langt ud på natten. Pia holder jeg underrettet, men ikke mere. Og jeg er meget sikker på (både konkret og hvordan Christian opfører sig overfor mig), at Pia holder tæt. Men blandt de andre stiger bekymringen. Både for Christian og - hvis vi har ret - for Stine.

To ting taler vi meget om:
1. Hvad gør vi ved denne frygtelige erkendelse
2. Kom nu venner, stå ved min side, hvis jeg skal konfrontere Christian (og Stine) om alt dette

Vedrørende det sidste så siger de tre følgende
Bror: Selvom jeg har kendt Christian igennem 20 år, så har jeg aldrig været helt tæt på ham fordi at jeg som sagt mente han ikke var helt rask. Og Stine kender jeg næsten ikke. Så tit har jeg ikke mødt hende. Og jeg kender reelt intet til Christians og Stines forhold. Jeg er meget enig i bekymringen for begge. Men jeg må melde pas. Så tæt er jeg ikke på dem.
Mette: Jeg kender Christian godt. Med vilje har jeg holdt en betydelig distance til Stine, da jeg synes rigtig meget om hende og ikke vil være tæt på hende, når Christian ødelægger hende. Men jeg vil ikke tage opgøret med Christian. Selvom jeg holder meget af ham, så har jeg distanceret mig fra ham og jeg kan ikke med ret ryg og fuld overbevisning stå ved din side og sige at du har ret. Du kender dem Jan. Det er dig som kender dem og deres forhold bedre end nogen andre på kloden. Hvis nogen skal lave en konfrontation, så er det dig. Jeg tror på dig. Jeg tror, det er det rigtige at gøre. Men jeg må melde pas.
Anders: Jan, jeg ville rigtigt stå ved din side. Men jeg orker det ikke. Mit liv er - som vi har talt om - totalt fyldt af andre ting. Jeg har næsten intet overskud. At tage opgøret med Christian vil være krig. Det bliver voldsom tilsvining frem og tilbage. Masser af frustrationer. Masser af sorger. Jeg er ikke klar Jan. Måske senere. Men ikke nu. Men jeg er enig i, at nu er det rette tidspunkt og at det fornuftigt at handle. Men handler du nu, så bliver det uden mig. Dertil har jeg for mange ting i mit eget liv at kæmpe til, at jeg jeg kan bruge energien på en vild kamp med Christian.

Som alt dette sker, da løber et meget langt brev ind i min indbakke fra Anders. Det lyder meget forkortet ala følgende:
"Jan, som du allerede ved og jeg også har fortalt, så har jeg kæmpe problemer i forholdet med min kæreste. Som du ved er hun psykolog. Hvad du ikke ved er, at hun arbejder med alvorligt psykisk syge. Folk der gennem retssystemet er blevet henvist til hende. I blandt disse er der stakkevis af psykopater. Dog psykopater som ikke vurderes til medicinsk psykiatrisk dom, men som en dygtig psykolog måske kan få rette spor. Når vores forhold er så problematisk, så er det fordi, at hun er 100 % tømt, når hun kommer hjem fra arbejde. Der er intet tilbage i hende til forhold eller børn. Dette fordi at arbejde med så alvorlige sindslidelser er absurd hårdt. Hun møder stakkevis af modarbejde, løgne, manipulationer, trusler, aggression og fiasko i arbejdet og meget få succeser og gode episoder.
Jeg har talt med hende om Christian. Hendes teoretiske og praktiske viden på området kombineret med min egen næsten færdiguddannede viden giver et meget, meget trist billede. Jeg er så trist Jan. Tingene ser håbløse ud med Christian. Hvis vi altså har ret. For så meget taler imod, at vi kan hjælpe Christian. Du skal vide følgende:
1. Ikke mange dygtige psykologer eller psykiatere orker at dygtiggøre sig i retning af en dyssocial (psykopatisk) sindslidelse. Det er simpelthen for hårdt at opdyrke en karriere indenfor dette område. De fleste løbende skrig væk på forhånd eller når de har oplevet det lidt. Og netop psykopater behøver de dygtigste af de dygtigste for at hjælpe dem....men der er næsten ingen.
2. En del af en psykopatisk lidelse er jo lige netop i sagens natur, at personen ikke kan indse, at de er syge. Derfor opsøger nærmest ingen psykopater frivilligt terapi. Psykopater skal enten dømmes i domstolene til behandling eller af læge tvangsindlægges førend de kommer i kontakt med systemet. Christian er - naturligvis - ikke i kriminalforsorgen. Og tvangsindlæggelse, når Christian formentlig er alkoholiker er næsten umulig. Stoffer og kriminalitet kan give tvangsindlæggelse. Ikke alkoholisme. Derfor kan vi ikke få Christian i tvungen behandling....og al statistisk tilsiger at psykopat ikke selv vil gå behandling frivilligt.
3. Selv de få psykopater der rent faktisk fatter at de syge og frivilligt opsøger behandling, da har vi ikke behandlinger der for alvor kan fjerne lidelsen. Masser af psykiske lidelse kan faktisk behandles med succes. Men psykopatien er et område, hvor vi reelt ikke har mulighed for helbredelse. Vi kan give terapi til at give patienten en forståelse af hvordan og hvorledes deres syge tanker kommer frem og værktøjer til at håndtere det. Vi kan give medicin, der hæmmer tendensen til at tilstanden kammer helt over. Men hverken terapi eller medicin kan helbrede sygdommen i sig selv. Kun personen selv kan realistisk helbrede sig selv......og det sker aldrig.

Jeg er så ked af det på min vens vegne og jeg er dybt bekymret for Stine. Selvom jeg kun har fornemmet det og det er dig der har givet mig noget konkret, så er det ligegyldigt. At være kæreste med en psykopat er dybt, dybt alvorligt og meget, meget bekymrende. Sådan er det bare. Det er sygdommens inderst natur der gør det dybt problematisk at være i et tæt forhold med en psykopat.....for helvede Jan, jeg er sq imponeret over, at du ved egen kraft er ved at kæmpe dig ud af dette"

Herefter går snakken om - nu da alle har meldt pas - hvordan jeg så skal konfronterer Christian og Stine. Jeg mener, at den mest ordentligt måde er at sige det face og face. Men det advarer de mig imod. Det kan aldrig gå godt. I løbet af 2 minutter, så bliver det en rasende råbekonkurrence, hvor ingen lytter og rådenskab bare hældes i hovedet på hinanden.
Til sidst giver jeg dem ret. Selvom jeg ikke bryder mig om at gøre det "forkert" (= ikke face to face), så medgiver jeg, at vejen frem er at skrive til dem.
Vi bliver også enige om, at selvom det virker forkert, så er det nok bedst at jeg først skriver til Stine, så hun alene og i ro og mag kan læse tingene igennem uden Christian ånder hende i nakken og først når Stine har forholdt sig til det skrevne at jeg derefter skriver til Christian.

I del 3 vil jeg forklare
- hvad jeg skriver
- en vigtig ting der sker den sidste weekend jeg ser dem i mit liv og som dybt ryster både Anders og mig
- hvad kommer der til at ske

heliotropen -> Hmm, en del bliver formentlig forklaret i senere indlæg. Men vi da gerne knytte nogen kommentarer til det du skriver.

"bedøvet af kemikalier af lidenskab i mit hoved", bedøvet eller forvrænget, er lidt den opfattelse jeg ikke kan lade være med at fornemme når jeg læste dine tekster om det her, det lyder som den vildste selvhypnose af Stines relation til dig, jeg vil ikke engang kalde det en pedistal men fuldstændig vild framing af en person du i virkeligheden måske slet ikke kender så meget som du selv regner med. Særligt, når du snakker om hvad Stine "burde" osv osv. (igen det er kun den opfattelse jeg får når jeg læser det du skriver, siger ikke jeg har ret.)

Altså....for det første. Jeg skriver helt overvejende som jeg dengang følte. Selvfølgelig er der elementer af småt efterrationalisering over det. Men det er ikke så meget. Det er jo historien som den skete (primært) og kun en lille smule historien som jeg nu ser den (sekundært).

For det andet. Jeg har aldrig været så forelsket i en pige som Stine. Og alle ved, at når man er forelsket så er det svært at tænke klart. Det var en forelskelse der først ebbede ud efter et år. I dag er jeg ikke forelsket mere. Men jeg elsker stadig Stine. Hun er helt klart den pige jeg har mødt i livet som mest rammer mig som menneske. På nærmest ethvert område da er hun noget jeg finder dyb genklang og respekt for som menneske og pige. Virkelig et fantastisk menneske og en fantastisk pige.

For det tredje..... Ja, jeg kendte hende kun tæt i 1½ år. Helt ind i marven kom jeg naturligvis ikke til at kende hende. Men jeg var jo voldsomt meget sammen med hende i alskens sammenhæge + at vi talte dybt om så mange ting. Så jeg er ret sikker på at jeg kender hende ret godt. Dog ikke som en ven gennem 20 år.

For det fjerde. Pointen er jo ikke om kemikalierne bankede rundt i min krop. For det gjorde de evident og forvirrende. Spørgsmålet er derimod om jeg i denne periode evner at tænke nogenlunde klart.....samtidigt med at jeg er fuld og i kemiens vold? Det er jo det jeg er bange for i denne periode. Kan jeg stole på mine egne observations- og analyseevner i den kontekst tingene nu engang sker i?

I kombi med at der måske ER noget med din ven, og altid har været det(jo ikke nødvendigvis et problem); men den forvrængning gør måske pludselig at det betyder noget for dig? pga af Stine?!

Som sagt så begyndte jeg opdage at der var noget galt med min ven inden at jeg forelskede mig i Stine. Dengang han var min bedste ven og hun var min bedste veninde (og intet andet).
Men det var Stine som var årsagen til at jeg opdagede det.
I 5 år med Christian havde jeg jo gradvist fået det ringere sammen med ham. Det var noget udefinerbart. Noget jeg dengang ikke kunne sætte fingeren på. En følelse der rumsterede uden at jeg kunne sætte ord på. Det blev gradvist hårdere at være sammen med Christian. Aftenerne ikke så sjove og glade mere. Flere hårde diskussioner. Flere ting vi blev uenige om. At jeg følte mig gradvist mere brugt og træt efter at have været sammen med ham.

Men han var jo min ven. Og jeg havde også altid været hård ved ham. Så var dette bare en del af venskabet? Jeg syntes jo der var en vigtig forskel mellem, hvordan jeg var hård ved ham og hvordan han var hård ved mig. Men var det bare en fair byttehandel mellem gode venner?
Da Christian flytter sammen med Stine og jeg efterhånden er sammen med dem latterligt meget, så ser jeg for første gang, hvordan Christian behandler et menneske tæt på ham.....der ikke er mig. Hvad jeg jo efterhånden kan se i slutningen af 2012 (altså et halvt år efter det vi lige her taler om), det er at Christian egentlig ikke har haft mange mennesker tæt på sig i længere tid af gangen. Venner bliver hurtigt udskiftet. Kærester nægter han flytte sammen med og generelt bruger han ingen tid sammen med sine kærester......han vil hellere bruge sin tid sammen med venner. Så egentlig har jeg ikke i dette omfang, i så lang tid og så tæt på set Christian udfolde sig overfor et menneske tæt på ham der ikke er mig.

Derfor bliver jeg rystet. Sådan kan du da ikke behandle et menneske du holder af. Så egoistisk kan du da ikke være. Så hård og manipulerende kan du da ikke være.
Det er jo der, at det så småt går op for mig at der er noget alvorligt galt med min ven. Jeg ser det på måden han behandler Stine på....kan begynde at se omridset af, at det er jo også sådan han er overfor mig.......og begynde at skimte, at det er jo sådan Christian er i sin verden og overfor alle.

Enig i at det lyder dybt sygt han smider dig ind til hende: men hvorfor gør han det mon? Er det en test? Vil han gerne se Stine eller dig, stritte imod ("hvad har du gang i, self skal vi ikke sove sammen" = bekræfter hans venskab med dig, og hans forhold med hende, mange mennesker gør sådan), gamer han hende? "jeg syntes du ser sød ud med ham der den anden fyr"(vi ved jo begge to det virker modsat på piger ... som du selv har fortalt om mange gange før)...

På ingen måde. Kender min ven. I dette tilfælde var der 100 % (gentager 100 % og dermed ikke andet) følgende pointe i det: Christian vil sove alene => Stine sover i hans soveværelse => Christian vil sove i "mit værelse" => Er ligeglad med, hvad det betyder for andre => Væk med dig og du kan da bare sove inde på mit soveværelse....who cares at Stine og Jan skal sove sammen....jeg kan ikke være mere ligeglad.
Christian er iskold, egoistisk og kynisk her. Det er hans behov og ønsker der skal opfyldes og så må andre bare rette ind uanset konsekvenser.

At tage opgøret - del 1 (del XII)

Vi er i de første dage af januar 2013. Og vi skal lige have en ting på plads.
I løbet af december har to forskellige personer sagt ca. følgende til mig "Jan, det er en fuldkommen urimelig position du står i, og Christian er urimelig hård ved dig og Stine er noget tarvelig overfor dig som ven i øjeblikket - derfor ville det måske være en god ide, hvis du bare afbrød kontakten med dem. Efter et stykke tid så vil de undrer sig, savne dig og forstå at noget er helt, helt forkert siden deres tætte ven på den måde har forladt dem".
Begge gange blev det sagt, så det var helt klart, at det ikke var mig der var idioten og derfor måske skulle smutte fordi jeg var problemet. Men omvendt, at det var Christian og Stine der var ude i noget snask og den bedste måde at vise dem dette på, var helt at holde op med at se dem.

Denne løsning var tillokkende. Naturligvis. Men vi skal lige huske på, hvor meget jeg elsker disse to personer og hvor meget de reelt betyder for mig.
Christian: Faktisk det vigtigste menneske i mit liv. Eftersom min familie (på nær min lillebror) virkeligt ikke fattede at skabe rammerne for et ordentlig liv for mig og jeg derfor havde alverdens mistro til dem gennem mit liv, da havde jeg fundet den nødvendige kærlighed i venskabet. Og af alle venner var Christian min urørligt bedste ven. Altid ved min side i 20 år (og omvendt). Det var min vigtigste pille i livet. Fundamentet. Jeg elskede ham dybt og ville gøre alt for ham.
Stine: På rekord tid blevet en af mine allertætteste venner. Den bedste ven man kan ønske sig (bare ikke de seneste måneder). Et fantastisk menneske. Et menneske - der selv inden jeg faldt for hende - fyldte mit liv med glæde, sparring, mening, tiltro og dybt venskab. Samtidigt pigen jeg fattede var den pige jeg havde ventet 40 år på at finde. Jeg så hende som ingen andre så hende og det jeg så var det mest elskelige og fantastiske jeg havde set en kvinde kunne være og præsterer. Piger jeg vidste elskede mig som ven og menneske. Pigen elskede at være sammen med mig - og omvendt. Ingen kvinde havde nogensinde i livet ramt så dybt....og ikke bare i begær, liderlighed og forelskelse......nej, bestemt også som ven, menneske og person.

Derfor

1. Hvis jeg vidste at min bedste ven bare var en idiot og ikke for alvor psykisk syg og
2. Hvis jeg vidste at min bedste veninde bare var i et dårligt forhold og jeg ikke rigtigt var ægte bekymret for hende

....så ville muligheden med bare at sige farvel til dem være nem. De skulle nok klare den og omvendt så ville de forstå, at noget usundt/uraskt var der i spil, når Jan der var så tæt på dem bare ikke mere ville se dem.

Men nu er verden, at jeg faktisk mener, at min bedste ven er alvorligt syg i hovedet og at jeg alvorligt bekymret for min veninde velbefindede.

Det første kan de fleste måske efterhånden forstå. Men min veninde?
Jeg har jo bare set det før. Min ven er en scoremaskine og høvler den ene mere attraktive pige ned efter den anden. Men han er kræsen. Næsten alle hans kærester har ikke kun været meget attraktive. Det har været stærke piger. Veluddannede piger. Piger solidt plantet i jorden og uden kukkuk i hovedet. Piger med ben i næsen. Piger med meninger. Piger der godt vidste hvor skabet skal stå.
Men alle disse piger har Christian forladt fuldkommen ødelagt. Ikke bare sådan "jeg har knust mit hjerte ødelagt". Nej. ødelagt fordi han fuldkommen har smadret deres selvopfattelse. Deres virkelighedsopfattelse. Deres selvværd. Jeg har egentlig altid godt vidst det. Mange har gennem tiderne fortalt mig om, hvor ødelagt diverse piger har været efter et længere bekendtskab med Christian. Men jeg har aldrig troet på det. Slap dog af.
Men nu kan jeg se omridset af forhistorien. Og jeg er dybt bekymret for Stine. Der er ikke nogen pige før i Christians liv der har elsket ham så meget og nonstop tilgiver alt med ham. Og jeg har aldrig set Christian være så vild og dybt grænseoverskridende for nogen af hans kærester før. Yes, Stine er den stærkeste pige jeg har mødt i livet. Men hun er jo ikke en million gange stærkere end alle andre. Stærkest, men dog i genren jeg har set så mange gange før. Og aldrig har jeg set Christian være så uhæmmet overfor en pige før. Jeg er seriøst bekymret for Stine.

Med denne sidebemærkning så må vi videre i fortællingen.

Det første jeg må gøre er at samle tankerne. Jeg er af en lægmand ret stærk i psykologiens og sindssygdommens verden. Har altid interesseret mig for det. Men nu må jeg samle mig. Lige læse lidt op på det hele igen. Hvad er det egentlig jeg mener min bedste ven fejler i hovedet?
Jeg er dybt bekymret. Men jeg indser, at det jeg mener er vitterlig, at min bedste ven lider af en dyssocial sindslidelse (psykopat). En af de allermest hårde og skræmmende sindslidelse der findes i træet fra de mildeste sindslidelser til de aller alvorligste.

Jeg er dybt ked af det......bekymret......og bange.
Jeg kan ikke bare forlade min ven. Han behøver formentlig mit venskab mere end nogensinde. Jeg kan ikke forlade min veninde. Hun behøver min hjælp mere end hun selv fatter.

Nu må jeg tale med nogen.

Det vender vi tilbage til i del 2 af "At tage opgøret".

Efterår 2012 - vinter 2012-13 genfortalt (del XI)

Jeg kan se ovenfor, at jeg har været noget upræcis i fortællingen efteråret 2012/vinteren 2012-13. Så vi tager den lige igen.

Lad os lige vende alkohol. Jeg har altid drukket meget. Men jeg har altid været socialt drikkende. Aldrig drikkende for mig selv. Efter min mors død gik jeg bevidst i vold-druk-mode. Underligt nok virkede det. Og efter 5 måneder havde jeg raset sorgen ud og lagde uden problemer flasken på hylden fra den ene dag til den anden.
Men denne gang er det ikke bevidst. Det er en flugt. Det begynder så småt lige efter ferien. Men i løbet af en måned drikker jeg hver dag i omegnen af 1 flaske spiritus om dagen.
Et intelligent spørgsmål kunne være: Hvordan tror du din stivhed har påvirket tingenes udvikling? Det har jeg tænkt meget over. Det samme har andre. Det samme har min nuværende terapeut (jeg er frivilligt gået i alkoholsafvænning de sidste 2 måneder (det vender jeg tilbage til senere)). Og egentlig er analysen, at tingene formentlig ville være gået på præcist samme måde. Blot at det ekstra sprit i blodet har gjort mig "stridslysten"/"mere klar til handling" end ellers og jeg derfor har speedet udviklingen op en smule.....men næppe ændret den.

Med det sagt, så tilbage til en lidt mere præcis gengivelse af efteråret og vinteren.

Som sagt har jeg i løbet af september og oktober fundet ud af, at jeg mener min ven er bindegal. At endelig går det op for mig, at sådan har han jo altid været. Bare meget mindre vildt og betydeligt mere festligt og "positivt". At tingene de sidste 5 år er gået stødt ned af bakke. At det er blevet slemt efter han er sammen med Stine. At det er tiltaget over foråret og det er blevet rigtigt grimt efter sommerferien.
Jeg ser også at Stine er begyndt at ændre sig. Hun ser trist ud (hun plejer altid at være en glad pige). Hun ser ud til at bære hele verdens byrder på sine skuldre. Hun er stille. Hun vil ikke mere deltage i diskussion, men holder sin mund. Hun passer på ikke at sige ting, der kan udløse problemer. Ja, jeg er ikke så dum, at jeg ikke indser, at måske 5 % af alt dette skyldes mig. Men det er helt klart, at helt, helt primært er hendes triste energier vendt mod Christian.

Men jeg er i tvivl. Er det mig der ser syner? Er jeg enten syg i hovedet sådan mere alvorligt eller er jeg simpelthen bedøvet af kemikalier af lidenskab i mit hoved så jeg ikke kan se klart? Er jeg så vild, at jeg vil tillægge min bedste syge karaktertræk bare for at overbevise mig selv om et eller andet sygt og illusorisk? Og hvad siger det egentlig om mig, hvis min bedste ven gennem 20 år faktisk er bindegal? Er jeg så også bindegal - for vi er dog så enige om så ufatteligt mange ting i livet og vi er jo nærmest ikke til at skelne fra hinanden, når vi er sammen med andre?
Jeg er på alle tænkelige niveauer bange, forvirret og dybt bekymret.

Jeg må jo tale med nogen om det her. Men hvem og hvordan? Jeg kan da ikke bagtale min bedste ven? Hvad skal jeg dog gøre.
Der er heldigvis en lille hjælp. Min ven er - syg eller bare excentrisk - definitorisk kontroversiel. Er der en eller anden fest som han med til, så kan man være sikker på at eller andet sted i en krog til festen, så er nogen i gang med at tale om "konceptet Christian". Det er jeg vant til. 19 ud af 20 gange i mit liv, har jeg ignoreret det, trukket på skulderen og sagt "I er bare stakkels tosser der ikke er på niveau som min ven". 1 ud af 20 gange har tingene været så "hårde" at jeg har blandet mig og fortalt personerne at de er idioter og de ikke skal tale sådan om min ven.
Så jeg er vant til dette. Men for første gang er jeg faktisk interesseret i hvad folk siger. Og uden nogen bemærker det, så hører jeg den næste måneds tid ca. de samme ting. Folk er pisseirriteret på Christian. Han er mere og mere idiotisk at være sammen med og han har efterhånden pisset alle af. Og folk er bekymrede for Stine: Hvorfor tillader hun at hendes kæreste er så uduelig, nassende, misbrugende og streng overfor hende? Hun burde altså passe på sig selv og finde en ordentlig kæreste.

Det er med denne "viden" at jeg i løbet af oktober og november prøver at tale med Christian og Stine om tingene. Forsigtigt. Startende helt ude i perifæren. Stille. Venligt. Imødekommende. Åben. Men også bestemt om, hvor jeg (vi) skal hen i samtalen. Christian bliver som sagt rasende, nedladende og grov hver eneste gang - inden jeg overhovedet er kommet ind på essensen af tingene. Stine bliver sur og siger, at hun altså ikke vil tale med mig om "disse ting" (og hvad disse ting er, det er så lidt hen i det uvisse, da det aldrig bliver præciseret) med mig og hun vil blive vred, hvis jeg ikke holder mund.

Men jeg synes jo tingene bliver værre for hver eneste uge der går. Og det går stærkere og stærkere.

I løbet af december tager jeg det første alvorlige skridt. Når der er disse "samtaler i krogene", så begynder jeg at blande mig i snakken. Meget forsigtigt. Jeg siger ikke, hvad min intention er. Jeg er mere lyttende og stiller meget forsigtige spørgsmål. Nu face to face med mennesker jeg kender rimeligt eller bedre, da begynder folk meget forsigtigt at fortælle mig, det jeg allerede har hørt uden at deltage i samtalerne. Venner og veninder er meget forsigtige. Godt nok ved de (det er ingen hemmelighed i omgangskredsen) at jeg elsker Stine og at Christian og jeg efterhånden har et noget belastende samvær. Men han er stadig min bedste ven og derfor er det naturligvis "farligt" at åbne munden overfor mig. Og ja, de fortæller, at Christian er mere og mere umulig at være sammen med og at folk er tæt på rasende på ham. Og ja, de er lettere bekymret for Stine for hun ser ikke ud til at trives mere og virker meget, meget tynget.

I løbet af december prøver at jeg holde sammen på trådene
- Hvis min ven overhovedet er bindegal, hvad fejler han så konkret? Stine talte med mig på ferien og fortalte at hun mente Christian led af ADHD. Hmm, jeg kunne se pointen, men jeg syntes nu ikke lige det er det der er galt.
- Jeg prøver stadig at være deres bedste ven og ikke blande mig på nogen måde i deres forhold - hvilket er definitorisk svært grundet næste punkt
- Jeg prøver stadig forsigtig og respektifuldt at få dem i tale
- Flere og flere taler med mig forsigtigt - folk er også bekymrede for mig - jeg har meget investeret og folk synes Christian er alt for hård ved mig hele tiden (selvom de udemærket er klar over problemerne i den "trekant" der er mellem os)
- Hvad skal jeg gøre?

Nyrårsaften indser jeg, at nu kan jeg ikke holde til detteher mere. Nu må det stoppe.

Det er nytårsaften og Christian og Stine holder som altid stor fest i Stines store, lækre hus på Strandvejen.
Der er underlig giftig stemning denne aften. Det er underligt. Vi (ca, 25 personer) som er til stede er så tit sammen og stemningen plejer altid at være god eller bedre. Men mange er lidt semi-giftig denne aften. Helt uden at jeg opsøger det, så får jeg de næste dage fortalt af andre, at de synes at stemningen var underlig giftig denne aften. Og at i bunden af alle giftighederne der lå Christian dybt placeret - enten som den giftige person eller som årsagerne til giften.

Jeg prøver dog at hygge mig og ikke tage tingene så tungt og bare have en god aften. Omkring kl. 3 har jeg ligesom fået nok. Stemningen er ikke optimal og jeg har ligesom fået nok af Christian denne aften. Så jeg vil gerne hjem i taxa. Efter en times tid, så opgiver jeg. Ikke noget problem. Jeg kan jo bare overnatte. Jeg har så tit overnattet her og faktisk har jeg et værelse som af alle bare bliver kaldt "Doktors værelse" (Doktor er mit kælenavn). Men det er efterhånden også helt normalt at efter store fester på adressen, da plejer mange at overnatte. Der er mange værelse, så det er ikke noget problem. Jeg triller rundt for at lede efter et værelse. Men de fleste er faktisk på vej i seng eller allerede sover (og en mindre fest i stueetagen) og der rent faktisk optaget alle steder. Til sidst kommer jeg til værelset jeg plejer at sove i. Eftersom det er husets tredjebedste soveværelse (Christian og Stine sover ikke sammen og har naturligvis de to bedste soveværelser i huset) regner jeg med at det optaget. Men til min overraskelse sover ingen der. Jeg lægger mig og falder i søvn.
Pludselig bliver jeg vækket. Det er Christian som siger, at der kan jeg altså ikke sove, for han vil sove der. Jeg er forvirret. Hvorfor i al verden skal Christian sove her og ikke hos sig selv? Hvorfor skal jeg sparkes ud af soveværelset lige som jeg er faldet i søvn?
Jeg er lidt langsom og Christian hiver fat i mig og river mig ud af rummet og smider mig ind på Christians soveværelse??? Det er mørkt, men det er nemt at se at Stine sover i dobbeltsengen. Christian siger, at han i hvert fald skal sove alene og så må jeg bare finde mig at sove hos ham. Stine vågner og er med det samme oppe i det røde felt og er rasende på sin kæreste og forlader vredt værelset. Bang døren smækkes i og jeg står alene tilbage er dødulykkelig. Har jeg gjort et eller andet dumt og forkert? Det var jo ikke min ide at jeg skulle sove her. Træt og forvirret lægger jeg mit til at sove.

Næste morgen samles folk omkring morgenbordet (alle minus Christian der stadig sover). Det er blevet en tradition at overnattende + Stine hygger omkring noget morgenmad og så hjælper alle med at rydde op efter festen. Stemningen er underlig trykket. Lidt senere får jeg Stine på tomandshånd og spørger om jeg gjorde noget forkert i går? Nej overhovedet ikke, siger hun. Det var Christian hun var rasende på. Hvordan helvede kunne han være så egoistisk at han smed mig ind til hende bare fordi han ikke vil sove sammen med hende? Det er da helt hen i vejret at smide mig ind til hende, når jeg lå og sov og Christian da naturligvis bare kunne havde sovet sammen med hende.

På vej hjem er jeg vred og ked af det. For helvede Christian, hvordan kan hensynet til dine egne behov veje så tungt, at de vil gøre to mennesker der er allertættest på dig både rasende og kede af det? Fair, både du, Stine og jeg ved, at der ingen som helst problemer ville være ved at hun og jeg sov sammen. Der skulle soves og intet andet. Men du kan da ikke pisse så meget på os helt uden grund. Jeg elsker for helvede pigen og skal da ikke sove sammen med hende. Stine holder af mig, men hun skal da ikke sove sammen med manden der elsker hende vildt.

Nu må det stoppe

Men, men, men......jeg er jo stadig i tvivl om, hvorvidt min ven faktisk er bindegal og hvad han i så fald fejler? Jeg må få nogen vigtige personer i snak, sådan dybt seriøst......også selvom dette er kritisk og helt klart på kanten af at bagtale sin ven.

Tak for respons. Jeg er slet ikke færdig med historien. Håber jeg i den videre historie vil få beskrevet de ting du nævner og stiller spørgsmålstegn ved.
Lover at vende tilbage. Men det er ting der virkeligt gør ondt i hjertet at skrive om, og derfor skal jeg tage mig sammen for at skrive det (men vil netop gerne skrive om det....det er bare hårdt). Lover at vende tilbage med resten af historien snart. :)

Nu har du jo skrevet meget, og jeg vil bare kommentere på en par enkelte ting. I dit sidste indlæg fortæller du, hvordan din kammerat i fuldskab genfortalte falske historier om dig og Signe. Men gør han kunne dette i fuld tilstand? Mange har en ubehagelig adfærd i beruset tilstand, nogen har endda en meget ubehagelig adfærd i beruset tilstand, men hvis han ikke ædru opfører sig sådant overfor dig, er det vel et langt mindre problem end hvis det kun er når han er fuld?

Min ven har altid drukket meget. De seneste 5 år er det blevet slemt. Han drikker 3 flasker hvidvin hver dag.

Hans "sygdom" bliver klart vildere jo mere han drikker og det er der konfrontationerne sker. Men hvad jeg finder ud af, det er at der er brist i hans sind som ligger under fuldskaben. Alkoholden forværre tingene. Men selv uden alkohol, da er der noget fundamentalt galt med ham. Han har en alvorlig brist i sit sind, der er roden til al det jeg har fortalt om. Det er den jeg langsomt indser og den jeg langsomt får forståelsen for når jeg skiller alkoholen fra.

Desuden, hvis du seriøst mener at din ven er psykopat eller har psykopatiske træk, er det så ikke en helt, helt anden situation en hvis han "bare" har en slet moral? Er han reelt syg, så mener jeg naturligvis, at han behøver professionel hjælp, og her har han brug for dig, på samme måde som du ofte har haft brug for ham. Jeg mener derfor, at du skal gøre op med dig selv, hvorvidt du seriøst mener at hans adfærd er sygelig i ordets kliniske/medicinske forstand. Hvis du mener dette, så mener jeg du har en forpligtigelse til at sætte din egen person på stand-by (på trods af dine egne problemer) og hjælpe han 100%. Han var der i 20 år for dig, hvor er du for ham nu?

Jeg prøver. Læs mit forrige indlæg og læs også næste indlæg. De tilsammen skulle gerne give indsigten i hvad jeg kæmper for.

At pørge sig selv, "er det i virkeligheden mig der er syg i hovedet"? (del X)

Alting er til min ubegribelige og sorgfulde virkelighed faldet på plads i mit hoved. Min bedste ven er syg i hovedet.
Men jeg tvivler vildt på mig selv. Helt i bunden tænker jeg på, om jeg er så glad for Stine, at jeg er begyndt at digte på virkeligheden og gøre min ven til utilrgnelig på en måde der slet ikke er rimelig. Jeg er dybt usikker. Jeg ved, at jeg må få nogen fakta fra andre personer. Men alle ved at Christian og jeg er bedste venner og helt uadskillige. Ingen vil være villig til at tale med mig.

Igennem 20 år har jeg været vant til snakken i krogene om Christian. I langt de fleste tilfælde har jeg bare ignoreret det. Folk er tosser og det er deres problem at de ikke kan forstå Christian. Andre gange har jeg blandet mig og med al energi og motivation forsvaret ham og sagt at de andre mennesker er tosser. Så jeg er vant til snakken i krogene.....og enten være ligeglad eller forsvare Christian.
Men nu er jeg desperat. Desperat efter at finde ud af om det er mig der er syg i hovedet. Jeg lytter efter snakken i krogene. Og folk er rystet over Christian. De mener virkeligt at han de seneste måneder er blevet endnu mere vild og ingen fatter at Stine finder sig i ham.....og mange er bekymret for Stine. De kan godt se, at Stine er under voldsomt eksistentiel, emotionel og identitetsmæssig pres fra Christian. Og folk er bekymret for Stine.

Jeg er så småt sikker på, at jeg ikke er syg i hovedet. Hvad jeg ser, det ser alle andre. Men jeg må være sikker. Jeg må vende min "verdensopfattelse" seriøst med nogen mennesker jeg stoler på.
Jeg er ikke glad for det. At gå bag ryggen på min bedste ven og tale dybt seriøst om ham med andre. Men jeg må. Jeg vælger to mennesker. En ven og en veninde. Begge er blandt mine bedste venner og begge er rigtigt gode venner med Christian.
Jeg spørger dem meget forsigtigt og indirekte. Men med det samme er der hul igennem. Begge er dybt bekymret for vores vens udvikling og mentale sundhed og begge er er enig med mig i, at Stine er under massivt pres og at de er bekymret for hende.

Endelig er jeg sikker. Jeg stoler på min egen fornuft. Jeg ikke vanvittig.

Med en sikkerhed i at jeg ikke vanvittig, så er jeg klar til at tale med Christian og Stine om tingene. Jeg har brug for at tale med begge.

Med Christian har jeg brug for at tale med ham om hans mentale tilstand, med hvordan hans vanvid er ved at spolere vores venskab, med at jeg er dybt bekymret for hvordan han behandler sin kæreste og med at jeg simpelthen har behov for at tale med min bedste ven som venner vi i snart 5 år egentlig ikke har talt sammen.
Med Stine har jeg brug for at med hende om, at jeg er dybt bekymret for min bedste vens/hendes kærestes mentale velbefindede, med at jeg helt ærligt mener at hun er i gang med at gå i stykker grundet måden Christian presser hende dybt på, med bare mikroskopisk at tale med hende om hvad der er sket mellem os og hvad der sker, med at snakke med hende om hvordan vi får det fint sammen igen som venner og simpelthen at tale med hende som den nære ven hun var bare 2 måneder før.

Men begge ignorerer mig.
Christian vil ikke høre på mig. Når jeg presser ham, så bliver han enten vred, håndlig, arrogant eller bare dum.
Stine vil ikke høre på mig. Hun holder mig så langt fra hende samhørrighedsmæssigt, og når jeg kæmper for at få snakket med hende forsigtigt, så bliver hun vred på mig og siger, at den slags ting vil hun ikke tale om, og hvis vi skal være venner, så må jeg lære ikke at ville snakke med hende om alvorlige ting.

Jeg er totalt ødelagt. De er de vigtigste sparringspartnere i mit liv. Min næreste venner. Jeg har brug for dem som venner. Jeg har ekstremt vigtige ting at snakke med dem om. Men begge ignorer min indsats. De ignorer mig ikke som fysisk genstand. Vi ses stadig meget, snakker stadig ordentligt og seriøst sammen og er ægte interesseret i vores alles velbefindede. Men det er jo ikke nok. Der er så vilde og vigtige ting jeg må tale med dem om. Og nærmer samtalen sig disse ting, så lukker de af......Christian med hån og arrogance.........Stine med vrede og irritation.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er selv i smadder. Det er min bedste ven jeg er bekymret for/har problemer i vores venskab med og det er min bedste veninde/mit livs kærlighed at jeg er bekymret for/har problemer i vores venskab med. To mennesker der er så tæt på mig og som er de vigtigste piller i mit liv. Og jeg kan bare ikke nå ind til dem. Jeg er uendeligt rystet og ked af det. I opløsning.

Jeg og Christian er ikke mere venner. Det sammen med Signe. Jeg er afklaret og jeg har det fint med det. :)
Mangler resten af historien. Den skal nok komme.

Til stemning over de næste 6 måneder, da passer dette nummer.
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded

At indse, at ens bedste ven er syg i hovedet (Del IX)

Vi kommer hjem fra ferien. Og alle er pænt rystede. Men det er helt tydeligt på alles kropssprog og ord og handlinger, at dette vanvid det skal vi håndtere og få til at fungere.

Alle er rystet. Men jeg er mest af alle. Aldrig har jeg været så revet i stykker i mit liv. Jeg elsker Stine mere end noget jeg har kendt til i live før. Og samtidigt så ved jeg jo godt, at jeg faktisk havde gjort det så godt jeg kunne (for at score hende (altså ikke fisse.....hendes hjerte), som jeg kunne gøre og tilfældigheder havde gjort, at det ikke var lykkedes. At Stine have valgt side. Ja, hun var blevet fristet af alle de følelser jeg kastede over hende. Og ja, hun holdt vildt meget af mig. Men på bundlinjen var, at hun stadig elskede Christian vildt og uanset alle hendes vilde problemer med ham, så var det ham hun drømte om.

Jeg fatter kort sagt dagene efter vi kommer hjem fra Cannes, at jeg faktisk ikke har en chance. Jeg havde måske en lille chance og hvis tingene var udviklet bare lidt rimeligt, så ville Stine indse, at hun holdt meget mere af mig end tingenes tilfældige tilstand tillod det.

Derfor har jeg en stenhård agenda, da jeg kommer hjem. Jeg kan ikke vinde Stine - men så må jeg med al energi og vilje jeg har i mig vise, være, tænke og opføre mit overfor Christian og Stine som den bedste ven de kan have. Omend mit lidenskabelige hjerte er smadret som aldrig set før, så er min mission at være super ven overfor Stine og Christian.

Min agenda de næste 6 måneder er at være det bedste ven overfor dem som muligt. Det er totalt okay, hvis I læser min beretning og siger jeg er verdens største røvhul. Jeg kan se pointen. Jeg kan se, at det jeg gør kan tolkes på en helt anden måde. Og det er OK. Måske er jeg et svin. Måske er jeg vennen fra helvede. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, det er, at det jeg fortæller er den reneste sandhed, af hvad der sker i mit hoved og hvad der derudfra sker.

Fair. Vi må lige holde koncepterne på plads selvom de smadre ind i hinanden konstant i disse 6 måneder. De er:
- jeg bliver dybt rystet over endeligt at indse, at min bedste ven er helt forkert skruet sammen i hovedet
- jeg smerter, sørger og af uendeligt frustreret over, at min bedste veninde nægter at forholde sig til tingenes tilstand

Tingene bliver rodet sammen. Taler man om det ene, så taler man om det andet. Så tilgiv mig, at selvom jeg prøver at forklare tingene logisk adskilte, så hænger de dybt sammen.

Vi skal forfølge to forskellige spor. Begge spor ryster min uendeligt. Men lad os prøve at følge dem.

Jeg har det meget svært med min bedste ven, da jeg kommer hjem fra ferien. I 20 år har jeg været hans bedste ven. I mange af vores år sammen, da har jeg været vild. Kastet alle mine sorger og problemer i hovedet på ham. Han har gennem 15 år lyttet på mig. Accepteret mine sorger og problemer i livet og at han skal bruge stakkevis af timer hver måned på at lytte til mig og hjælpe mig. I 15 år har har stakkevis af venner forladt ham. Vredt. Utilgivende. Kaldt ham alt muligt grimt. Hele hans liv er fyldt af at have fundet smukke, stærke, interessante kvinder, og være kærester med dem indtil de er blevet så rasende over hans opførsel overfor dem, at de rasende eller helt ødelagt forlader ham. Mange mennesker igennem livet henvender sig til mig og siger, at min bedste ven altså er helt fucked i hovedet, at de holder af mig, men at når jeg er sammen med ham, så vil de omgås mig.
I 15 år har det været sådan. De seneste 5 år har verden ændret sig. Jeg er raset ud. Jeg har igen og igen fortalt om mine sorger i livet og da jeg er omkring 35 år (jeg er 41 nu), da har jeg fundet ro og accept i mit liv. Derfor overfalder jeg ikke mere Christian. Jeg begynder at blive en normal god ven.
I så mange har Christian været vild overfor mig. Dikteret sine ideer om livet. Og i stakkevis har han ideer om livet været fornuftige og konstruktive. Men jeg har altid været paf. Ingen andre venner i livet er så determineret og voldsom i personens "indoktrinering" af livets sammenhæng som Christian er. Christian er en succes. Alle mål han sætter de lykke for ham. Og han er en social magnet og indsuger alskens spændende mennesker i hans liv. Og han er ubegribelig succesfuld overfor kvinder. Han scorer nonstop smukke kvinder. Han er nonstop kæreste med alskens mest smukke, interessante, begavede kvinder.
Jeg er forvirret i mit hoved. Christian har jo styr på det. Alt han vil have får han jo. Når han altid tilsidesætter mine (ret fornuftige og begavede) ideer om virkelighedens beskaffenhed, så er det måske fordi han ret. Og ja, når han så vildt gør det overfor mig, så er det fordi jeg også er vild overfor ham og som de uendeligt tætte venner vi er, så går det nok op i en højere enhed:
Jeg forsvarer ham altid. Ligegyldigt hvad folk siger gennem 15 år, så lytter jeg ikke på dem og er ofte i hårde diskussioner om, at de altså intet fatter og "vi" (Christian og jeg) naturligvis har ret.

Men de seneste 5 år har tingene ændret sig. Jeg er blevet meget mere afslappet og "normal". Og langsomt så mærker jeg Christians voldsomhed overfor mig. Jeg er irriteret. Respekter mig dog, min bedste ven. Hvorfor er du så vild overfor mig? I de sidste 5 år med Christian, da bliver jeg langsomt mere og mere irriteret på ham. Men han er min bedste ven. Vi ses altid og han er en total integreret del af mit liv.

Min mor dør. Jeg vågner op og tager for første gang mig selv seriøst. Mere end nogensinde, da bliver jeg oprevet over, hvor vild min ven er. Og endnu vigtigere. Jeg er blevet meget nær ven med Stine og Christian, Stine og jeg ses hele tiden uge efter uge. Og jeg er dybt rystet. Du har endeligt fundet "din pige i livet". Det siger du. Du opfører dig sådan. Du er flyttet sammen med en kæreste for første gang nogensinde. Du bruger langt tid med hende end nogen anden kæreste du har haft. Du virker glad. Men hvordan kan du dog behandle Stine sådan. Jeg har fattet, at alle dine tidligere kærester var "fornøjelser" og du egentlig ikke elskede dem. Derfor har du været så "vild" og "syg" overfor dine tidligere kærester. Det giver mening. Men nu har du endeligt fundet pigen der virker som om, at den helt rette for dig. Hvordan kan du så stadig være så vild overfor hende. Vi er her i foråret og jeg er "bare" ven med Stine. Så jeg har ingen skjulte agendaer. Jeg er bare så rystet. Du jorde hende. Du er totalt egoistisk. Du gør hende konstant med vilje ked af det. Du skuffer hende hele tiden. Jeg forstår dig ikke Christian. Du har mødt verdens mest fantastiske pige, en pige du virker som om, at du elsker og dog så ser jeg dag efter dag, at du totalt jorde og ødelægger Stine. Og hun er dybt ulykkelig - jeg (Stine) elsker Christian vildt og giver ham de videste og mest tilgivende rammer i universet og dog så jorde du mig og gang, på gang, på gang, så gør du præcist forkerte som gør mig ked af det.
Jeg er så rystet. Jeg er her i foråret "bare" ven med Stine. Men jeg holder så meget af hende og jeg er så ked af, at Stine bliver ked af sin kæreste. Men jeg kan ingenting gøre. Min bedste ven er min bedste ven og uanset hvor glad jeg er for Stine, så må jeg være 100 % loyal overfor Christian og ikke blande mig.

Men det er i denne periode (foråret 2012 og før alting går crazy da jeg forelsker mig i Stine), at jeg begynder at føle (snarere end fatter...det tager endnu en del måneder), at der er noget helt galt med min ven. Flere års frustration over hvordan han behandler mig, 20 års mange fortællinger fra alskens mennesker at han altså er syg i hovedet og så tit være sammen med Christian og Stine og se, hvor vild Christian er overfor Stine, det gør at jeg langsomt "indser", at der er noget helt galt med min ven.

Det er taget til over sommeren. Og her efter ferien i Cannes, da er jeg så småt ved at kunne sætte ord på mine bekymringer for min bedste ven.

Men noget konkret skal ske. Noget der gør, at alle brikker endeligt falder på plads. I sig selv er historien om, hvordan jeg endeligt finder ud af, at min bedste ven er syg i hovedet banal. Men det er måske i banaliteten at man finder de dybe meninger.

Her er historien om, at jeg til min egen ubegribelige overraskelse opdager, at min ven måske er meget syg i hovedet.

Det starter fint. Vi er kommet hjem fra Cannes. Følelserne mellem Christian, Stine og jeg sidder udenpå tøjet og alle lidt forsigtige. Fredagen efter vi er kommet hjem, så ringer Christian til mig og siger om vi skal give den gas i byen i aften? Jeg siger jo, det skal vi da. Vi skal "re-bonde" og vi er begge klar til det. Vi havner i nyhavn og første halvdel af aftenen går fint. Vi hygger os. Vi taler sporadisk om Stine, men ikke noget vi bruger meget tid på. Halvvejs i aftenen, så finder vi ud af, at nogen af vores bedste venner (herunder Pia fra før) også vil i byen og vi aftaler at mødes omkring Nørreport. Christian og jeg drager mod Nørreport. Turen bliver lang. Christian er stiv.
Han begynder at fortælle mig om mærkelige udsagn og følelser Stine har om mig. Jeg er rystet. Vi to er venner og vi har jo styr på det. Og Stine kunne aldrig ever i livet mene, føle eller sige de ting om mig som Christian siger. Jeg bliver vred og nægter at lytte på Christian. Men Christian er vild (en del af hans - min påståede - sygdom). Han er så overbevisende. Han bliver ved og ved. Jeg er rasende på Christian over hans løgne og jeg er rasende på Stine om, at jeg næsten tror på hvad Christian fortæller mig om Stine meninger om mig. Jeg forlader ham rasende. Jeg skriver den mest rasende sms jeg kan til Stine. Jeg tror jo næsten på hvad Christian fortæller og jeg kan ikke mit hoved fatte, at Stine ever i livet ville mene det om mig. Jeg skriver rasende og slutter af med, at hvis hun ikke skriver til mig mellem kl 10 og 11 i morgen, så vil jeg aldrig, aldrig se hende igen.

Prævist kl 10 ringer Stine. Hun er dybt rystet over min rasende sms og spørger, hvad der dog er sket? Hvad vi taler om i denne samtale er interessant i næste indlæg jeg laver. Her er det bare nok at sige, at efter jeg fortæller gårsdagens hændelser, så er hun meget ked af det og overbeviser mig hårdt om, at naturligvis har hun aldrig tænkt, følt eller sagt noget til Christian som er i retning af dette og det må stå på Christians egen regning (vi vender tilbage til denne snak, da det nok er sidste gang Stine er helt sød og forklarende i de ting der sker mellem os).
Vi aftaler, at selvfølgelig er Stine og jeg bedste venner og hvis vi har problemer med hinanden, så skal vi nok sige det til hinanden.

En uge går og næsten samme sker. Igen hygger jeg og Christian os som venner som altid og da han bliver for stiv begynder han at fortælle, hvor store problemer Stine har med mig. Jeg bliver vred og siger, at jeg det ikke passer og det nægter jeg at forholde mig til.

Der går endnu en uge. Det samme sker igen. Denne gang bliver jeg virkeligt vred. For helvede Christian jeg ved jo, at helt fundamentalt er du slet ikke vred på mig og fatter jeg elsker din kæreste men absolut intet gør for at vinde hende og at det ved du og du derfor inderst inde slet ikke er vred på mig. Hvorfor er det så sådan når du bliver stiv, så siger du disse ting til mig og du ved, at du er så overbevisende i din argumention at jeg næsten tror på dig. Hvorfor vil du gøre mig så ked af det? Så jeg siger til ham, at nu må det slutte. Næste gang Stine, ham og jeg bare er os tre sammen så vil jeg fremlægge for hende, hvad du sagde i dag. Christian nikker og synes det en god ide.
Et par dage senere er vi bare os tre. På et passende tidspunkt bringer jeg problematikken frem og hvad Christian har sagt. Stine bliver mildt sagt rasende. Rasende på Christian. Han skal fandme mig ikke tale på hendes vegne ligegyldigt hvad. Og konkret så har hun aldrig tænkt, følt eller sagt noget om mig i den retning som Christian har udtalt sig om. Hun er rødglødende overfor Christian. Christian er ligeglad og trækker på skulderen og ser uinteresseret ud over at hans bedste ven og hans kæreste er helt oppe i skyerne om, at han fandme mig ikke skal udtale sig om sygdom mellem os.

Der går en uge. Det samme sker igen. Denne gang er jeg ikke vred. Jeg kigger bare på Christian og siger til ham, at vi talte jo om dette sidst med Stine og hun var rasende på ham over, at han sagde ting der ikke passede.

Så sker det. Da brikkerne endeligt falder på plads. 20 års forvirring giver endeligt mening. Christian ser roligt på mig og siger "Det er rigtigt Jan, Stine har aldrig sagt disse ting. Men det er ligegyldigt. Jeg kender Stine bedre end hende selv. Jeg må gerne udtale mig på hendes vegne. Hvad jeg siger er rigtigt også selvom Stine aldrig har ytret sig om det på nogen måde".

Endeligt falder alting på plads. Jeg fatter 20 års venner, veninder og kærester der i rasen har forladt ham. Endelig forstår jeg problemer med ham gennem 20 år. Endelig forstår jeg mine sidste par års mere konkrete problemer med Christian. Endelig forstår jeg min forundring over hans opførsel overfor Stine. I et splitsekund går alting op mig. Min bedste ven er psykopat. Eller i hvert fald har psykopatiske træk. Det er jo det alle har sagt gennem 20 år.
Nej, han lyver ikke. Det er meget værre. Han tror 100 % på sin egen verden og tænker slet ikke på andres virkelighed. Andres virkelighed findes ikke. Det er forvanskede og ubrugelige udgaver af den sande virkelighed.....Christians virkelighed. Derfor er han så vild som han er. Derfor overtræder han samtlige menneskers grænser hele tiden. Derfor bliver folk rasende. Fordi han er syg i hovedet og kun tror på sin egen virkelighed og alle andres virkelighed eksisterer ikke (de er illusioner i andre menneskers hoveder). Han lyver ikke. Nej, for i hans eget hoved der er det han siger jo altid korrekt. Andre tager bare fajl. Om så en almægtig gud i verden, da er det totalt ok i hans hoved at udtale sig på alles vegne og udlægge verden præcist som Christian mener den er......for det er ikke en tolkning af verden....der er præcist som verden er i Christians hoved.

Jeg er mere rystet end nogensinde før i mit liv. Min måske vigtigste pille i livet i 20 år og som jeg har delt alt med og stolet 100 % på, han er i virkeligheden dybt psykisk syg. Jamen erkendelsen ryster alt i mit liv. Mit eget liv er en joke. Mit eget liv er parodi. Jeg stolede uendeligt på ham og så viser det sig at alle har haft ret.....han er dybt psykisk syg. Min verden er total i opløsning.

At få noget til at ske med sin veninde (del VIII)

Jeg ved ikke hvor meget jeg skal gå i detaljen med, hvad der sker mellem Stine og jeg på ferien. Et eller andet sted så synes jeg det er meget privat og ikke noget jeg vil dele med andre end Stine. På den anden side, så kommer man ikke til at fatte mine store frustrationer i livet, hvis man ikke har en ide om, hvad der sker.

Så jeg prøver at finde kompromis der på samme tid giver essensen af alt relevant og på den anden side ikke udleverer nogen.

Jeg er på ferie med min bedste ven, min bedste veninde (som jeg elsker dybt) og også min gode veninde Pia. På den ene side vil jeg bare have en god ferie med tre mennesker jeg holder meget af. På den anden side er jeg endelig, endelig sammen med Stine hele tiden i 9 dage uafbrudt. Jeg er så splittet. Jeg er sikker på at et eller andet vil ske mellem Stine og jeg på ferien (og jeg venter sygt på det) og på den anden side, så skal intet ske mellem os......for helvede Christian er min bedste ven og jeg kan ikke på den måde gå bag hans ryg.

Jeg lægger blødt ud. Skruer helt ned for "charmen" overfor Stine. Vil bare være en god ven overfor mine tre venner og nyde ferien.
Som dagene går, så sker der ingenting mellem Stine og jeg. Christian og Stine har allerede på førstedagen en vild infight og hvor Stine resten af ferien er dybt rystet over, hvor voldsom Christian er i sine angreb og meninger om hende.......langt, langt over grænsen for en normal kæreste-uoverensstemmelse. Stine er berørt af det og en lille-bitte smule læner hun sig op af mig for trøst og forståelse. Trøst og forståelse som jeg mener og som ikke er "manipulation".

Dagene går og det bliver tirsdag. Tirsdag begynder tingene at ændre sig. Men jeg vil ikke forklare det i dybden. Men "båndet" mellem Stine og jeg bliver bekræftet og der ingen tvivl om, at hun ved, at jeg elsker hende over alt på jorden - og hun er på samme tid bekymret, rolig, interesseret, glad og bange for, hvad der dog sker mellem os. Dagene mellem vi tog afsted fredag og nu tirsdag har jo bare været, at vi har opført os civiliseret og været totalt venlige overfor hinanden. Denne tirsdag står det klart, at vi begge ved mere end nogensinde at "noget" sker mellem os....vi er bare begge meget usikre på, hvad der er og hvad fanden vi vil gøre ved det.

Onsdag bliver den vigtigste dag i mit liv. Fordi jeg på den ene side aldrig har oplevet en så stor lykke og kærlighed i mit liv. Aldrig har mit hjerte været så lykkeligt. På den anden side, så ender dagen jo en smule anderledes end jeg drømmer om - og grundet dette så bliver fremtiden meget svær.

Hvordan skal jeg forklare denne onsdag uden at gå i detaljer? OK, jeg prøver.
Jeg er så rolig da jeg vågner denne onsdag. Tirsdagen viste med al tydelighed, at Stine 100 % ved, hvad jeg føler og hun har stille accepteret mine følelser. Endelig. Endelig har kvinden jeg elsker over alt på kloden forstået mine følelser fuldt ud og har - uudsagt - accepteret dem på en eller anden måde.
Derfor er jeg rolig i løbet af dagen.
Men dagen bliver til aften. Og som aftenen skrider frem, da bliver Stine mere og mere kærlig overfor mig. Skjult. Christian, Pia og tre andre venner vi ser på ferien jævnligt og er med til denne aften bemærker ingenting. Men Stine og jeg "flirter" vildt uden nogen andre opdager det. Endelig ser hun på mig på den rigtige måde. Væk er mange ugers evig bekymring i hendes øjne og kropssprog. Endelig ser hun på mig med de mest funklende øjne jeg har set hende have nogensinde i sit liv. Endelig har hun smidt alle forbehold væk og hun "vil mig". Det er så nemt at se. Hun er ikke fuld. Hun er ikke i en lille temporær tilstand af at være charmeret af mig. Nej, hun ved præcist hvad der foregår og denne dag har hun overgivet sig. Hun ønsker mig......hun vil mærke mig.
Dette sker mens vi er hjemme i Pias lejlighed og planen er jo, at vi alle skal til Cannes og fyre den af. Vi har alle været så opsatte på det.
Da vi skal afsted melder Christian ud, at han altså er for stiv og træt til at tage med. Stine kigger straks på mig og smiler. Hun vil mærke mig denne aften og selvfølgelig er det "perfekt" at hendes kæreste ikke vil med.

Vi havner i Cannes. Stine og jeg er meget tæt. Så tæt at jeg konstant går rundt og tænker, at for helvede vores andre venner kan da ikke undgå at bemærke, at noget helt forkert sker mellem os.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at både jeg og Stine ønsker at finde et sted, hvor vi kan parkere de andre og vi kan gå være sammen alene et andet sted i denne bar/disco/whatever.
Stine og jeg vil tosomhed....nu.
Men aftenen bliver underlig. Det er fucking Cannes. I højsæsonen. En fin onsdag omkring kl 24-01 om aftenen. Hvordan kan det ske? Hvordan vi gå gennem Cannes gader (inkl. at Pia har været her masser af gange og ved hvor de fede steder og viser os hen til dem) og ikke finde et eneste sted som har åbent? Det er jo helt sort.

Men sådan er det. Der er åbenbart ikke eneste sted i Cannes der har åbent.
Efter en 1½ time vi har gennemsøgt Cannes, da bliver Stine og jeg tilfældigvis endeligt alene for en kort stund.
Mit hjerte er fyldt med uendelig kærlighed. Jeg ønsker Stine som jeg har aldrig har oplevet før. Vi står allerede tæt - som vi har været hele aftenen. Men jeg går helt tæt på hende og siger det jeg føler i hele mit hjerte, som Stine godt ved og som jeg endeligt ønsker at sige i ord. Vi står ansigt til ansigt med centimeter imellem. Stine er helt stille og kigger mig stille i øjnene. Smiler. Og jeg siger det: Jeg elsker dig åndssvagt meget. Sagt så ingen i verden kan misforstå tyngden i mine ord. Stine gør ingenting. Er helt rolig. Kigger mig stadig dybt i øjnene og smiler. Jeg er helt ude af den. Så gør dog noget kvinde. Hjælp mig. Vis dog et eller andet. Bliv vred på mig. Gå væk. Sig noget til mig. Et eller andet. Men Stine står bare og smiler til mig.
Jeg er forvildet. Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på en pige, jeg elsker overalt på kloden. Jeg har ingen erfaring. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre mere.
Jeg har lyst til at kysse hende. Jeg har lyst til at tage hende i mine arme og knuse hende i til mig. Men jeg tør ikke. Det er for meget, når hun ingenting gør.
Det eneste jeg "tør" og rigtig har lyst til, det er at holde hendes hånd. Jeg tager hendes hånd. Hun modtager den med det samme. Jeg har lyst til at flette fingre med hende. Og prøver. Til min store overraskelse, så tager hun med samme mod min invitation til at flette fingre. Vi fletter fingre og jeg knuger hendes hånd alt jeg kan. Hun er stadig rolig. Kigger mit stadig uafbrudt i øjnene og det er varme øjne jeg ser i. Jeg er endnu mere forvirret end lige før. Hvad laver du Stine. Så afvis mig dog. Eller gør det modsatte. Gør dog bare noget.
Jeg har så vildt lyst til at kysse hende. Men tør ikke. Det eneste jeg kan formulere er: Kys mig Stine. Hun bruger ikke et millisekund på at overveje noget. Hun læner sig med det samme frem og kysser mig. Forsigtig og kun semi vådt. Men dog et kys...et så forbudt kys. Lige efter kysset så kommer nogen af vores venner væltende om hjørnet og vi kan ikke gøre mere.....jeg slipper hendes hånd og lader som ingenting.
Vi finder ud af, at Cannes underligt nok er død og vi tager alle hjem.

Næste dag er jeg slet ikke så rolig, som jeg var da jeg vågnede om onsdagen. Jeg er nervøs. Hvad fanden skete der egentlig mellem mig og Stine i går?
Stine er meget anderledes denne torsdag. Hun er dybt samlet i egne tanker. Hun opsøger sit eget selskab hele tiden. Flere gange gennem dagen, da mødes vores øjne udover normal øjenkontakt i dagens samtaler osv. Og hver eneste gang smiler Stine til mig. Men så snart det er overstået, så holder hun sig for sig selv og er meget stille.

Jeg er naturligvis dybt forvirret. Det tager en del måneder at finde et rimeligt bud, hvad det er der sker Stine denne dag. Mit bud er, at afslutningen på dagen i går simpelthen ikke kunne være mere "uheldig" for mig. På den ene side lykkedes det ikke. Stine var vitterlig så klar til at give efter for alt jeg havde kastet i hovedet på hende i flere uger. Men vi fik aldrig vores tosomhed, alene, bagved, uden forstyrrelser og hvor vi kunne "gå langt over grænsen" uden nogen vidste det. Cannes var ubegribeligt nok lukket, hvad vi begge så meget higede efter kunne ikke lade sig gøre. På den anden side, så er det endeligt gået op for Stine, at dette ikke er noget hun kan styre og noget, hvor hun er langt mere involveret end hun vil være ved. Tingene er løbet hende af hænde.
Derfor er hun så bekymret denne dag. Hun kan ikke mere bilde sig ind, at dette er en "leg" og omvendt, så nåede vi ikke så langt, at hun for alvor vil ud i et eventyr med mig.

Fredag bliver en skæbnedag. Jeg er stadig rystet over onsdagen og torsdagen og over, at Stine ikke giver mig nogen små hentydninger til, hvad helvede jeg dog skal gøre. Vi er alle fire meget trætte. Hver dag har vi været sent i seng og hver dag er vi stået ret tidligt op for at få mest muligt ud af dagen. Efter 7 dage er vi mærkede. Alle er dødtrætte.
Christian er her over formiddagen gået i seng i drengenes værelse og sover. Pia er faldet i søvn på terassen. Stine slapper af i pigernes værelse. Jeg er meget træt men er hvileløs. Endeligt tager jeg mig sammen. Går ind til Stine. Kigger på hende. Hun kigger på mig og smiler. Jeg spørger hende: Er alt ok, Stine?
Hun nikker og siger, at ja alt er OK, Jan.

Jeg går tilbage til stuen og er mere hvileløs end nogensinde. Jeg ved, at jeg må tale med Stine. Og jeg får ikke en bedre mulighed end nu.
Jeg går ind til hende. Lægger mig ved siden af hende. Lægger min hånd på hende mave. Stine kigger på mig. Roligt. Bekymret, ja. Varmt, ja. Hun ved præcist, hvad der skal ske nu. Hun ved præcist, at Jan elsker hende overalt på jorden og at nu skal vi tale om os to.
Jeg er ude af ord. Jeg ved jo, at alt jeg kan finde på at sige til Stine er noget som vil gøre ondt. Vi er ikke klar. Det er dumt at jeg snakker med hende nu. Men jeg må tale med hende.

Jeg siger intet. Kan intet sige. Stine siger ingenting. Vi ligger bare og kigger hinanden varmt i øjnene. Endelig åbner Stine munden. Hvad hun siger er ligegyldigt. Det er talen-uden-om. Det er sniksnakke rundt om emnet.
Da samtalen dør ud, så spørger Stine om noget vigtigt. Hun spørger mig om jeg har sagt noget til Christian? Jeg ser stille på Stine og siger, at nej, det har jeg ikke, men det bliver jeg nok snart nødt til.
Jeg forlader rummet og siger til sidst: Undskyld! Stine kigger for sidste gang i livet varmt på mig og siger: Jan, der er intet at undskylde.

Det tager mange måneder for at fatte, hvorfor Stine fra disse momenter denne fredag aldrig mere behandler mig med varme og fortrolighed mere. Det er et chok da jeg de næste dage oplever hende og mærker, hvor voldsomt hun lægger afstand til mig. Hvor meget hun benægter alt. Hvordan hun stå og næsten lyve mig direkte op i hovedet.

Jeg har efter måneder endeligt forstået det. Da hun spørger om jeg har fortalt Christian om os, så håber hun jeg vil vælge det rigtige. At jeg fatter, at jeg skal holde kæft. Stine ønsker ikke at Christian skal blandes ind i dette. Hun tænker på Stine og Christian, og selvom de har dybe problemer, så skal de i hvert fald ikke mere rystes af, at Stine og jeg har været i noget snask som Christian skal fortælles om. Og hun tænker meget på Christian og jeg. Bedste venner. Hun kan slet ikke leve med, at to bedste venner måske går helt i opløsning over hende. Og hun tænker på mig og hende. At hvadend der sker mellem os, så skal jeg fandme holde kæft.....og så må vi finde ud af det langsomt, på sigt......hold kæft Jan, hvis det vi har sammen skal have en chance for at overleve.
Men Stine vil ikke fortælle dette til mig. I hendes hjerne, da ligger al skyld på mig. Det er mig der har presset hende ud i noget hun ikke ønsker. Det er mit ansvar det hele. Hvis hun "rådgiver" mig nu og fortæller, hvordan hun mener tingene skal være, så er hun ikke mere uskyldig. Så er hun igang med lave gris overfor sin kæreste. Så hun holder mund. Lader mig bestemme "skæbnen". Og jeg vælger "forkert". Det som Stine bare ikke ønsker. Men jeg kan ikke gøre andet. I 4 uger har jeg ikke været ordentlig overfor mig ven (for at sige det mildt). Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke lyve for ham mere. Jeg må fortælle ham, hvordan verden hænger sammen.

Stine og Pia smutter kort efter på stranden. Jeg pisker ned og køber rigeligt med alkohol og går alene i gang med at drikke mig i hegnet. Jeg skal fortælle min bedste ven det sværeste jeg skal fortælle noget menneske. Jeg har været en lorteven og jeg elsker hans kæreste vildt. Men jeg er ikke bange på den måde de fleste tror. Jeg er ikke bange for at han bliver vred. Eller at vores venskab ryger. Sådan fungerer han bare ikke. Sådan fungerer vi to sammen bare ikke. Hvad jeg er bange for, det er at han griner af mig. At han morer sig over, at tåbelige mig dog kan få den tanke, at dejlige Stine nogensinde kunne føle det mindste for mig. Jeg er bange for hans ubevidste hån (også selvom hånen nok er utilsigtet og uden grimme tanker bagved).
Som eftermiddagen skrider frem og jeg har fortalt ham det jeg har på hjertet, så viser det sig, at Christian er meget, meget sød ved mig. Det er i virkeligheden den sidste stund med ham, hvor vi har det rigtigt, rigtigt godt sammen. Han er ikke vred (det vidste jeg). Han er ikke på nogen måde hånende (det jeg frygtede). I stedet er han totalt forstående for, at selvfølgelig har jeg da fået følelser for Stine. Stine og jeg har det jo så godt sammen, og ja, han ved da, at en type son Stine lige er min type. Så han kan godt se konceptet og omvendt er han ked af det på mine vegne, at jeg er havnet i en så svær situation og at jeg har det så hårdt.
Jeg laver kun en fejl. Fejlen er ikke en fejl. Det er at prøve at have rygrad og kun fortælle om tingene, som jeg kan stå inde for. På dansk. Jeg fortæller Christian om alle mine følelser for Stine - men jeg undlader med vilje at fortælle ham om, at Stine måske er mere involveret i dette end han nogensinde ville tro muligt. Dette er en "fejl" som de kommende måneder skal styre tingene på en "unfair" måde for mig. For Christian kommer aldrig helt til at fatte, hvor meget Stine faktisk er gået over grænsen og involveret sig med mig. Og Stine opdager også i løbet af aftenen, at jeg totalt har holdt hendes ryg fri. Derfor bliver det også "nemt" for hende fra denne dag at benægte alt.

Hvorom alting er, så vågner vi op næste dag og alle fire er endeligt inde i konceptet om, at jeg elsker Stine vildt og alle fire prøver at opføre sig rimeligt civiliseret og sødt overfor hinanden.

Sådan slutter august og foran står 6 måneder i dyb frustration og sorger, og hvor alt jeg kender til bliver revet fra hinanden.

Hvad så nu?

Kommer. Det er et år siden. Meget sket siden da. For helvede hvor bliver sikkerheden på min egen realitetstestning sat på prøve.

Du skylder ikke nogen noget på denne front. (-:

Jeg sad faktisk og tænkte om du gerne ville have kommentarer, eller om du helst vil være fri?

Kommentarer er velkommen. Kender dog de fleste og vil formentlig være noget "fjendtlige" overfor dem. :D Men selvfølgelig er kommentarer velkommen. Sådan er et debatforum jo.....ellers holder man jo bare sin kæft og skriver ikke noget.

Jeg er lige noget presset. 1, fordi jeg har travlt med mit "arbejde" og 2, fordi resten gør ondt og jeg kan få mange konfrontatoriske svar tilbage i hovedet jeg næppe vil finde fair.
Men skal nok. Skal lige have tid og overskud til at fortælle resten.

At kæmpe for sit livs kærlighed (del VII)

Jeg begyndte at tjekke hende ud. Eller rettere at tjekke ud om hun tjekkede mig ud. Meget forsigtigt. Stine opdagede det med det samme. Og reaktionen var selvfølgelig som jeg ikke håbede på. Hendes øjne, mimik og kropssprog sagde ”Hvad laver du Jan? Du er min ven. Lad være med det du har gang i. Det gør mig bekymret og ked af det”.

Efter to gange vi sås på denne måde, da var jeg klar til at kaste håndklædet i ringen. Jeg var lettet. Der var intet vanvid i verden. Naturligvis havde jeg set syner. Selvfølgelig er Stine ikke interesseret i mig. Puha, godt, verden er normal og tingene er som de skal være. Jeg er godt nok meget ked af det, da jeg jo netop har indset og føler, at Stine er hende jeg altid har ledt efter og jeg elsker dybt. Men det er norget jeg må ligge og rode rundt med. Nu skal jeg bare tilbage til alting som før en uge siden.

Næste jeg mødes med hende er det hele min intention. Lade hende være i fred og ikke søge hendes kontakt. Jeg er ikke kold på nogen måde. Vil bare vise hende, at jeg har fattet hendes signaler.

Aftenen begynder godt. Men halvvejs begynder verden igen at ændre sig. Igen vil jeg ikke gå i detaljer. Men Stine er alt for sød ved mig (igen) og smiler til mig og noget konkret ”over the edge” sker.

Jeg forstår det ikke. Du ved jo Stine at jeg nok er faldet pænt meget for dig. Og du hader dette. Hvorfor – når du ved hvad der er i spil – begynder du på den helt forkerte dag at acceptere mine tilnærmelser og vise at du holder af mig?

Stine og jeg har formentlig to helt forskellige ideer om, hvad der sker denne dag og de næste uger. Jeg ved det ikke. For da jeg for alvor behøvede at høre hendes version af tingene, da nægter hun vedvarende og kategorisk at svare mig. Så det er kun gæt. Men det er godt gæt ud fra alt jeg ved.

Jeg på min side er ikke i tvivl. Stine ved, at jeg er faldet for hende og denne aften er hun gået fra at være ”ked af det” overfor mig til at være observerende og imødekommende. Det kan kun betyde, at hun har givet minimal plads at udfolde mig på og at hvis jeg gør det diskret og og forsigtigt, så tillader hun, hvad det er jeg vil.

Men jeg tror Stine har en anden plan (det ved jeg ikke mens det sker, men det er min analyse mange måneder senere). Jeg tror hendes plan er at hu er dybt rystet over, at hendes gode ven er faldet for hende. Hun er virkeligt, virkeligt glad for sin ven. Hun ønsker hverken at miste ham eller gøre ham ondt. Så hendes plan er at absorbere, hvad jeg har gang i og bare ikke give mig noget igen. Ingen grund til at fortælle mig ting jeg bliver meget ked af og som efter tingene er sagt er svære at arbejde sig ud på den anden side af. Hun accepterer at jeg lægger an på hende.....men prøver ved intet at gøre at overbevise mig om, at vi to altså intet har sammen.

Denne plan er fair. Men der er ting Stine ikke har taget højde for og som med det samme og mere og mere får hendes plan til at løbe hende af hænde......mens hun stadig bliver ved med at bilde sig ind, at hun har styr på det.

Den første ting er, at hun må bilde sig noget ind, som hun i sit hjerte godt ved er nonsens. Det er, at for at tro på at hun har styr på mig, så må hun fortælle sig selv, at jeg bare har fået et crush på hende. Jeg er ud af det blå blevet tiltrukket af hende. Og denne ”begærlige” tiltrækningen mener hun, at hun kan håndtere. Hun skal bare overbevise mig om, at hun ikke connecter til min tiltrækning, og så vil jeg med tiden indse, at der ikke er noget at komme efter.
Men det er en fundamental fejlanalyse. Måske (tror jeg) ubevidst for at holde sig til sin plan, eller bevidst og bare lyve for sig selv.
For faktum er – og det ved Stine med sikkerhed inderst inde – at jeg ikke har fået et crush for hende, tænker på en affaire, bare lyst til at kneppe hende. Sandheden er at jeg fuldkommen vildt har tabt mit hjerte til hende og er ubegribeligt forelsket i hende. Stine kan slet ikke styre mig. Jeg vil så vildt meget mere forelsket i hende end hendes plan tager højde for.

Den anden ting er dybt kompliceret.
Kort fortalt – som indledning – så får Stine følelser for mig. I de uger hvor alt udspiller sig, da er jeg konstant hård ved mig selv. En så fantastisk og tiltrækkende pige (der forresten elsker din ven helt åbenlyst vildt) kan da umuligt føle noget som helst for dig Jan! Hvad tænker du på? Er du helt smatsovs i hovedet?
Men Stine får følelser for mig. Mens det sker, så kan jeg ikke overskue det, men reagerer bare på det. Måneder senere da begynder jeg langsomt at fatte, hvad det er der sker i Stines hoved (og hjerte).

Stine er en smuk, tiltrækkende pige som næsten alle bare elsker de har mødt hende én gang. Men i myriaden af tilbud i livet, da er hun i virkeligheden en lille, umoden pige. Hun fandt sin første kæreste som 20 årig. Og det varede 11 år. Og efter den kæreste, da mødte hun min Christian. Det er hendes erfaringer. Det er hendes liv. Og hendes liv er faktisk lidt trist. For forholdet med hendes gamle kæreste var i de fleste år med ham langt mere venskabligt end lidenskabeligt (det har Stine og jeg talt om flere gange). Så Stine har mange år levet uden rigtig lidenskab med sin gamle kæreste. Og hendes nye kæreste elsker hun vildt. Men han elsker hende ikke. Har aldrig været forelsket i hende. Og har måske begæret en gang for 12 åneder siden, men ikke meget mere.

Søde, fantastiske, smukke, sexede, tiltrækkende, elskede, værsatte Stine har i virkeligheden levet hen ved 10 år uden at mærke vild kærlighed, forelskelse og begær.
Nu mærker hun, at hun får dem 100 % fra mig. Jeg elsker hendes ubegrieligt, jeg er så forelsket som man kan være og jeg begærer hende vildt.

Det er slet ikke en del af hendes plan. Stines plan er (naturligvis) ingen følelser for mig og bare håndtering. Men mod alle tænkelige planer og regler, så mærker hun mig.

Det er svært at forklare, hvordan jeg ved dette. For jeg er ultra forsigtig og naturligvis siges ikke et eneste konkret ord mellem os. Men det jeg føler, det efterkommer hun mere og mere. Øjenkontakten bliver mere og mere stabil og gensidig. Krammere tiltager og bliver varmere. Vi siger ting mens andre hører på det, og det er indforstået.....kun hun og jeg ved, hvad vi i virkeligheden siger. Vi opsøger hinandens selskab mere og mere.

Jeg er så forvirret. Ser jeg syner? Det der sker kan umuligt være rigtigt. Stine elsker Christian (det ved jeg med sikkerhed) og hun er af alle piger bare en der ikke leger med andre mænd. Og jeg er da den sidste mand af alle i verden hun burde lege med.....og hun ved jo hvad jeg har gang i.

Det giver ingen mening. Så afvis mig dog Stine. Kom nu. Jeg kan godt håndtere en afvisning. Giv mig nu den afvisning som både du og jeg ved er det rette her. Men Stine afviser mig aldrigt. Modsat så bliver hun gladere og gladere for mit selskab og begynder mikroskopisk at flirte med mig.

En stor ting sker. En af mine bedste vindinder (lad os kalde hende Pia) siger, at hendes forældre ejer en lejlighed lige ud for Cannes. Den er de væk fra et par uger. Så hun tager derned og det er gratis at bo der. Og forældrene har også en fed cabriolet som altid står dernede og den kan vi bare køre rundt i. Vi skal bare betale flybillet og mad og drikke (og byture) og ellers er alt gratis. Der kan være fire personer i lejligheden. Det er åbenlyst at Pia, Christian, Stine og jeg er de fire som skal derned.

Jeg siger med det samme nej. Der er to grunde til jeg siger nej. Den ene grund siger jeg åbenlyst og den anden siger jeg intet om. Den første er nem. Jeg er nu på dagpenge og min opsparing for kontoen er stort set væk. Selvom jeg ved, at denne tur – for alt det fede vi skal opleve og hgge med – bliver sygt billig, så kan jeg se, at min konto er ved at være tom.
Den anden grund er, at jeg simpelthen mener, at det ikke kan være mere dumt end at jeg tager ferie med min bedste vens kæreste og er dybt forelsket i hende....det kan kun ende i katastrofe.

Så jeg afvier igen og igen. Pia og Christian preser mig hver eneste dag. Stine er neutral og siger ingenting.....hun ved godt, hvad er i spil og hun skal i hvert fald ikke begynde at snakke om, at hun ikke vil have mig med (forklar Stine, hvorfor) og omvendt, så er det nok heller ikke hendes plads at presse på.

Men Stine og jeg chatter mere og mere. 90 % venskabeligt som altid og 10 % skjult flirtende. I en chat heromkring, da siger hun til mig, at hun virkeligt håber at jeg tager med til Cannes og ferien ikke bliver det samme uden mig.

Jeg er uendeligt rystet. Hvad laver du Stine? Du ved at jeg vil meget mere end dig end en smule flirt. Jeg skal da for helvede ikke være sammen med dig 24 timer i døgnet i 9 dage???

Men jeg overgiver mig. Det er jo det jeg vil. Være sammen med Stine. Og Stine vil gerne have mig med.

Altså tager jeg med.

Men tingene bliver underlige op til ferien. Det er svært at forklare uden at gå i detaljer. Men bundlinjen er, at Stine mere og mere ”læner” sig op af mig og vi bonder mere og mere i hjertet.

Jeg fatter nada. Hvad laver du Stine? Du må da kunne indse, at jo mere du ønsker at bonde med mig, jeg mere gør jeg det ubegribeligt gladeligt og jo mere håbløs den situation vi er i.....du, min bedste ven og jeg. Hvorfor? Hvad prøver du at fortælle mig?

At forelske sig i sin bedste vens kæreste (del VI)

Jeg har aldrig en eneste gang bevidst tænkt på min nye veninde som andet end ven og menneske. Jeg er så glad for hende som ven og menneske. Elsker hende for dette. Men jeg har aldrig tænkt tanken, at jeg kunne være tiltrukket af hende. Det er simpelthen ikke en del af min tankegang. Hun er min gode veninde og ikke mere. Hun er min bedste vens kæsteste og derfor selvfølgelig ikke noget jeg et millisekund kan se på som tiltrækkende ol.

Men en aften ændrer tingene sig. Hvad der sker den næste måned er svær for at beskrive. På den ene side må jeg beskrive nogen ting en smule detaljeret (og dermed personligt) for at de skal give mening. På den anden side kan jeg – trods at ingen her eller som finder denne tråd via google gætte hvem jeg taler om – finde på at fortælle i detaljer, hvad der sker mellem min veninde og jeg i den næste tid.
Så I må leve med en springende fortælling, hvor jeg nogen gange er lidt konkret og andre gange bare forklarer det overordnet.

Denne aften vil jeg ikke fortælle konkret om. Hvad jeg ved, det er at noget sker denne aften. Jeg ved med sikkerhed, at min veninde denne aften behandlede mig tættere og mere intimt end nogensinde.

Det er vigtigt at forstå min veninde. Hun mener, at har man en kæreste så er man 100 % loyal overfor kæresten. Ikke bare lader man være med at flite, lege, spille op til andre mænd, nej, man får det direkte ubehageligt på nogen måde at havne i selv den mikroskopisk mindste detaleje, der kunne forvekles med flirt. Sådan er hun bare ikke. Ikke overfor nogen mædn og da specielt mindst af alle mænd hun omgås og er nær på.
Havde en anden pige end Stine lavet de samme ”moves” overfor mig denne aften, så ville jeg dårligt havde bemærket dem og selv hvis jeg havde bemærket dem overhovedet ikke lagt noget i dem.

Men fordi det er Stine der gør det, så bliver jeg dybt forvirret. Selvom jeg ved, at jeg nok er hendes bedste mandlige ven i mange år, en af hendes bedste venner pt og hun holder meget af mig, så ved jeg hvor afmålt og lidt intim sopsøgende hun er. Derfor ryster aftenen mig. For hun er anderledes denne aften end jeg nogensinde har set hende før. Og hun drikker aldrig mere end et par glas vin og er aldrig stiv....heller ikke denne aften.

Jeg er så rystet da jeg forlader aftenen. Jeg har aldrig mærket Stine som kvinde før. Hun er ikke en pige, der viser sin gode ven, hvordan hun kan være kvinde. Men det har hun gjort denne aften. Og for helvede hvor jeg mærkede hende, denne aften sent i juli 2012.
Jeg går hjem i en dejlig sommernat fra mine venner og hjem. En tur på 1 time jeg i sommeren elsker at gå hjem. I denne time indser jeg frygtelige ting.
Jeg ved jo at jeg allerede elsker Stine vildt som ven og menneske. Og denne aften da mærkede jeg hende også som kvinde. Og jeg har nemt ved at se, at hun jo er den pige jeg har ledt hele livet efter. Måske er jeg allerede faldet for hende de seneste måneder. Det er bare ikke poppet op som en tanke i mit hoved, fordi en sådan tanke var lysår fra hvad man må tænke og føle om en vens kæreste. Men det står lysende klart for mig, at Stine jo helt klarat er pigen jeg altid har ledt efter, som jeg begører vildt og som jeg jo allerede elsker vildt.

Jeg går totalt smadret af min nye erkendelse i seng.

Næste dag vågner jeg og indser, at jeg står i et umuligt valg. Jeg har to valg. Og begge er umulige.

På den ene side er sagen klar. Jan, hvad laver du? Det er din bedste vens kæreste. Det er din bedste veninde. Stine er ekstrem attraktiv og en pige som hende vil aldrig kunne føle noget for en nar som dig. Hvad har du gang i? Drop det for helvede.

På den anden side, så ved jeg også, at jeg er nået til et kardinalpunkt i mit liv. Jan, du ved jo 100 % sikkert, at Stine er pigen du har ledt efter altid. Og hun holder meget af dig – det ved du. Og hvad hun lavede i går var det ikke, at hun viste interesse for dig? Kort sagt: Er du en mand eller kylling. Skal ligegyldig moral, en tåbelig ven, andres domme over livet og dine egne manglende nosser virkeligt afgøre, at du vitterlig ikke vil kæmpe for den pige du ved er den helt rigtige for dig?

Jeg vidste at begge ting var umulige at vælge for mig. Jeg var i mit livs dilemma. Gøre det rigtige og aldrig kunne se dig selv i spejlet igen som andet end en lyslling og nar, eller kunne kigge dig selv i spejlet fremover og vide, du tog dig selv seriøst, men i sammen åndedrag var et røvhul overfor din bedste ven og hvordan resten af verden generelt mener tingene bør hænge sammen.

Jeg udskød dilemmaet. Måtte finde på en mere overskuelig fremgangsmåde. Min fremgangsmåde var, at jeg først måtte finde ud af om Stine overhovedet var interesseret i mig. Først derefter kunne jeg lave en beslutning.

At bevidst at gå i hundene og starte på en frisk (del IV)

Jeg er så uendeligt rystet over min mors død. Ikke bare er min elskede mor død. Nej, jeg har også gjort alt forkert. Jeg er en forfærdelig søn.

Det tager 1½ måned at få alt det praktiske klaret......økonomi, tømme lejlighed, begravelse osv. Jeg holder sammen på mig selv. Da det hele er overstået går jeg hen til min søster og siger "Du skal ikke blive nervøs......jeg har styr på det og jeg har en god økonomi.....jeg skal nok komme igennem det......men det næste halve år vil jeg drikke mig sønder og sammen".
Min søster er rystet. Men accepterer modvilligt.

Jeg drikker mig hver eneste dag sønder og sammen.

Gode ting sker også i dette halve år (det vender vi tilbage til).
Men efter en ca. 5 måneder omkring november 2011 har jeg drukket sorgen ud. Jeg lægger spritten fra mig. Jeg er frisk og begynder at se konstruktivt på livet igen.

Tager ned til min mors grav. Fortæller hende, at jeg nok skal tage mig sammen. Mine første 40 år var noget rod. Pga. dig og pga. min far. Var så vrede på jer, at jeg aldrig orkede at leve et seriøst liv.....prøvede bare at overleve og lægge ansvar fra mig. Det var unfair. Jeg ved jo da jeg blev voksen at I elskede mig, selvom jeg aldrig forstod det som barn og ung. Nu er du væk, min sikreste støtte i livet. Nu er jeg alene. Nu må jeg blive voksen. Jeg vil tage mit liv seriøst for første gang. Jeg lover dig, at jeg nok skal få styr på det......jeg skal nok finde en pige jeg elsker, jeg skal nok få styr på livet, jeg skal nok blive lykkelig, jeg skal nok igen få et godt job jeg denne gang holder af. Mit liv med dig var første halvleg.....nu begynder anden halvleg....og den skal blive alt det som første halvleg ikke var.....ikke mindst for din skyld vil jeg gøre dette.

Jeg skulle bare vide, at ubegribelige ting snart skulle ske som totalt smadrede mine planer.


At finde sin bedste veninde nogensinde og samtidigt begynde at fornemme at ens bedste ven er syg i hovedet (del V)

Vi må gå lidt tilbage i tiden. En måned før min mor dør kommer min bedste ven - som så mange gange før og da specielt i denne hårde periode i mit liv - forbi til en god gåtur. Han har en ny pige med han har mødt. Hun er en smuk pige. Tydeligvis meget begavet og ekstrem sød. Jeg er ligeglad. Min ven har altid scoret smukke, interessante piger. Har altid haft det godt med dem.....men det er naturligvis min vens piger og jeg har naturligvis aldrig været andet end venskabeligt interesseret i dem. Jeg har mødt så mange af "hende slags" til at bemærke hende og mine tanker er helt andre steder......hos min mor.

Min mor dør. I de 5 måneder jeg går på sprutten er alle der faktisk for mig. Ingen skuffer mig egentlig. Alle er bekymrede for mig, men hjælper så godt de kan.
Men er der tre mennesker som helt vildt er der for mig i de fem måneder, så er det min bedste ven, min bedste vens nye kæreste (hende ovenfor) og kærestens bedste veninde.
De ser mig hele tiden. Lytter til mig. Prøver at trøste mig. Prøver at give råd, når det passer og ikke give råd, når det er mere passende. Lader mig rase. Inviterer mig hele tiden til min bedste vens kærestes/kærestes nye store venskabskreds for at adsprede mig og møde nye mennesker. Støtter mig altid. Bliver vrede på deres egne venner en gang i mellem, når de bliver sure på mig fordi jeg er stiv og vred og siger, at hvis de ikke opfører sig ordentligt overfor mig, så må de skride.

Mens jeg er så stiv og ked af det i 5 måender, så bemærker jeg ikke meget til dette. Er alt for stiv og alt for fokuseret på min egen sorg.

Men da jeg i november begynder at blive klar igen, lægge spritten fra mig og igen blive normal socialt set, så indser jeg selvfølgelig, hvor meget disse tre mennesker har været der for mig.
Lad os glemme min vens kærestes veninde (hende holder jeg meget af, men er ikke central i denne fortælling). Lod os holde fokus på min bedste ven og hans kæreste. Lad os for nemheden kalde dem Christian og Stine (ikke deres rigtige navne).

Vi tre ser hinanden hele tiden. Jeg har intet arbejde (er netop røget på dagpenge). Min ven har ok formue (ikke noget vildt dog) og lever fint af formue og kontanthjælp. Hans kæreste er rig og er forsker......og selvom hun forkser, så har hun masser af tid i hverdagen. Vi er tre voksne mennesker, der stort set hver dag kan lave, hvad vi har lyst til.
Og vi er sammen næsten hele tiden. Min ven vil altid være sammen med mig og hans kæreste accepterer, at hvis hun skal bruge tid med sin kæreste, så skal hun typisk også bruge tid på mig.

Fra november 2011 til juni 2012 sker der voldsomme ting (i mit lille hoved).

Det første der sker er, at jeg opdager, at jeg elsker at være sammen med Stine. Jeg elsker at snakke med hende. Jeg synes hun er voldsomt begavet. Jeg synes hendes hjerte er forrygende. Jeg synes hun behandler alle så respektfuldt og varmt. Jeg elsker at være sammen med hende. Jeg elsker hendes selskab. Jeg elsker at snakke med hende.

Det er noget helt nyt i mit liv. Jeg kan ikke gøre for det. Men uendeligt mange af de kvinder jeg har mødt i livet har kedet mig, fået mig til at ryste på hovedet af skuffelse, af deres manglende intelligens, af deres manglendes konsistens, af deres kluntede måde at leve på og være kvinde på. Med Stine oplever jeg noget andet. Endelig ser jeg dybt respektfuldt på en kvinde og synes hun er fantastisk (som menneske).

Det andet der sker, det at Stine overraskende nok ser ud til at holde utroligt meget af mig som menneske. Jeg er altid mig selv overfor hende og jo mere selv jeg er, jo mere ser det ud til, at hun holder af mig. Hun elsker mit selskab. Hun elsker at snakke med mig. Hun synes jeg er forrygende.

Der er ingen problemer. Ingen af os ser på hinanden som noget tiltrækkende. Jeg ved med sikkerhed, at jeg slet ikke ser på hende på den måde. Og jeg endnu mere sikker på, at hun heller ikke ser på mig på den måde. Vi er bare ekstremt meget på bølgelængde som mennesker, og hun, jeg og min bedste ven hygger bare over, hvor godt vi alle har det sammen. Ingen er bange. Ingen mener at noget som helst er forkert.

Som foråret går står det klart, at Stine og jeg bliver venner meget hurtigt. Vi søger noget vildt hos hinanden. Selvom vi kommer diamentralt modsat fra, så søger vi det samme hos hinanden.
Jeg har haft veninder gennem livet. Men jeg har aldrig haft en rigtig, rigtig god veninde, jeg stolede 100 % på og ville dele alt med. Da jeg ser at Stine gerne vil have mig som god ven, så søger jeg hendes venskab voldsomt.
Stine omvendt er smuk. Og hun har det mest vindende væsen man kan forestille sig. Stort set alle elsker hende og vil være hendes ven (eller kæreste). Hun har alt for mange venne-tilbud til at hun kan overskue dem alle. Derudover, så er hun - omend meget, meget empatisk, kærlig og varm - et meget personligt menneske og har svært ved at lukke folk ind tæt på sig. Og endeligt har hun for mange gange oplevet at mandlige venner er faldet for hende og det er gået helt i kuk. At blive ven med Stine er nemt. At blive god ven med Stine er meget svært. At blive god ven med Stine som mand er næsten umuligt.
Hun holder alle mænd der ikke er hendes kæreste ud i strakt arm. Men hun kan mærke på mig, at jeg lige netop ikke tænder på hende og at vi bare har det fedt sammen. Så endelig har hun mødt en mand der også kan være hendes ven. Og hun satser vildt på mig som ven........hun behøver det i sit liv og jeg er den helt rette.

Så selvom der vi kommer fra steder der ikke kan være meget mere forskellig, så er det præcist det samme vi determineret og passioneret søger efter.....hinandens venskab, altså nært venskab med en af det andet køn.

Den tredje ting jeg opdager er en langsomt snigende fornemmelse for at der er noget helt galt med min bedste ven.

Fornemmelsen er mærkelig. Stakkevis af venner og bekendte (og hans ex-kærester) har gennem tiderne fortalt mig at han er syg i hovedet. Omend beskrivelserne svinger, så er beskrivelsen og ordet ofte det samme......min ven er psykopat.

Jeg har gennem 19 år været forvirret. I så mange år – måske 15 år – da har jeg været vild overfor min bedste ven. Alle mine sorger og frustrationer over livet har jeg kastet over ham. Og i 15-20 år har han tålmodigt og konstruktivit lyttet på mig. Jeg har været så vild overfor ham i mængden af timer og aftener, hvor vi har snakket om mine vilde kvaler i livet.

Derfor har jeg haft svært ved det. Svært ved at gennemskue, om han egentlig er grænseoverskidende overfor mig. Stakkevis af mennesker har fortalt mig, at min ven – Christian – er vildt grænseoverskridende overfor alle...og også overfor mig.
Som hans bedste ven har jeg aldrig lyttet på folk og altid 100% støttet ham.

Men tingene ændrer sig her i foråret 2012. For det første er jeg blevet stærkere og mere voksen. For det andet er der Stine. Christian har gennem 20 år scoret den ene mere smukke og dejlige pige efter den anden. Og mange af dem har været stærke, begavede og interessante piger. Men han har altid behandlet dem som lort. Fuldkommen altid gjort hvad han selv behøvede og så ladet pigerne være med på vognen så lang tid orkede.

Men Stine er anderledes. Her i slut-30’erne er han for første gang flyttet sammen med en kæreste. Han er tydeligvis glad for hende. Han kan lide hendes selskab og person. Han virker glad for hende.

I mit hoved er tingene simple. Endelig har min bedste ven fundet den helt rigtige pige. Den pige han har ledt efter i 20 år og været gennem 25 smukke, dejlige piger for endelig at finde.

Men netop derfor rystes jeg. Er jo sammen med dem hele tiden. Og min ven er så vild overfor sin kæreste. Ekstrem dominerende. Ekstrem ligeglad med hendes følelser. Ekstrem gøren hvad som han altid har gjort og være helt ligeglad med sine kæreste. Så tit ved jeg, at i valget mellem a og b, da vælger Christian b, selvom alle ved at b gør Stine meget ked af det og det er totalt lige for at vælge a.

Jeg er dybt rystet. Stine er min nye ven. Jeg holder utroligt meget af hende. Jeg kan se, at hun hele tiden skuffes af min ven Christian. Christian, hvis du virkeligt holder af din kæreste, så kan du da umuligt behandle hende så urimeligt. Hun er så rummelig, tilgivende og nem at omgås.....behandle hende mikroskopisk godt og hun vil elske dig uendeligt. Hvordan du dog gøre hende så ked af det hele tiden.....på en helt vanvittig og urimelig måde.

Jeg er så delt. Jeg elsker min ven. Jeg elsker min veninde. Hvad jeg ser giver ingen mening. Men jeg kan ikke blande mig. Jeg må være loyal overfor min ven, selvom jeg mener, at han er en idiot overfor min veninde.

Her i det sene forår 2012, da begynder fornemmelsen langsomt at ske. Jeg kan endnu ikke sætte ord på det. Jeg har endnu ingen konkrete tanker om det. Men langsomt begynder en fornemmelse for, at der er noget helt galt med min bedste ven at poppe frem som følelse i mig.

Og hvad der er endnu mere skræmmende. Jeg nyder ikke mere min bedste vens selskab. Han pisser mig af. Han irriterer mig. Jeg synes han er grov og grænseoverskridende overfor mig. Jeg indser faktisk, at når jeg er så tit sammen med Christian og Stine, så er det fordi jeg udholder Christian og jeg altid holder af Stines selskab.

At miste sin mor (del III)

Min mor havde haft kræft i 13 år. Det havde været hårdt. Men hun havde klaret den gang på gang og i alle disse gang på gang kommet tilbage til et normalt og friskt liv efter alskens operationer og behandlinger.

Efter en måned, hvor jeg har givet den gas med min nye "jeg kan gøre alt jeg har lyst til" tid, så begynder min mor at hænge utroligt meget ud hos mig. Kommer hver dag. Hygger, men er træt.
Jeg er irriteret på hende. Synes hun udnytter mig. Jeg føler at hun har indset, hvor meget tid jeg har og nu vil hun have meget tid sammen med sin søn. Jeg er irriteret. Lad mig nu være mor (uha, jeg skammer mig over at fortælle dette).

I begyndelsen af december begynder hun småt at klage sig. Uanset hvor hårde behandlingerne og operationerne har været, så har hun aldrig klaget sig. Min søster og jeg begynder at blive bekymret og prøver gennem december at få vores mors læge (altså lægen i praksis ikke hospitalet) til at hjælpe hende. Men intet hjælper. Omkring nytår er min søster og jeg dybt bekymret. Vi ringer konstant til vores mors kontaktpersoner på hospitalet der er inde i hendes sygdomsforløb.
Men de vil ikke have hende ind. Men vi bliver ved og ved. Til sidste giver Herlev sig og siger "ok, så kom ind med hende".

Det viser sig, at sagen er alvorlig. En af hendes mange svulster er død. Den er formentlig død fordi den er vokset lidt og har kappet blodforsyningen til sig selv over. Og denne svulst sad på tarmen. Og der hvor den sad er nu et stort hul. Vores mor er alvorligt syg fordi indhold i tarmen strømmer ud i indvoldene.
Sagen er klar. Hun dør, hvis hun ikke opereres. Heldigvis har Herlev Nordens førende kirug på området og han er klar. Han siger dog til os, at operationen er dybt kompliceret og selv hvis alt går vel, så er der - med hendes kræftsygdom, hendes alder og hendes tilstand - en overordentlig stor chance for at hun ikke vil overleve operationen.

Sagen er dog klar. Vi er alle tre (min mor, min søster og jeg) klar. En operation er nødvendig.

Kirugen kommer jublende ud fra operationen og siger at alt gik perfekt.

Min mor er allerede vågen og klar næste dag. Fremtiden er dog en sej sag. Ligegyldigt hvad vil hun skulle være på hospital i flere måneder mens såret heles og derefter står den på ½ år genoptræning og først derefter kan hun komme hjem.

Jeg har nu for længst glemt alt om mit "fri-år". Nu hedder den kun min mor.

Jeg besøger hende næsten hver dag. Og tingene skrider fremad. Hun bliver mere og mere frisk og alt ser godt ud.

En vigtig dag (jeg kan mange datoer i hovedet de sidste 2½ år og denne dag er den 23. februar) er en dag vi har set meget frem til. Hele tre meget vigtige møder skal vi til denne dag. i) Vi skal tale med overlægen der har med min mors konkrete operation at gøre, ii) vi skal tale med min mors kræftspecialist der konkret skal tale om kræften og iii) vi skal tale med kommunen om mulighed for at få en anden lejlighed til vores mor, når hun har været igennem alt dette.

Alle tre møder går godt. Kommunen er fuldkommen klar til det vi vil have. Kræftlægen siger, at alt ser fint ud. Overlægen er ok tilfreds med det hele men er dog en anelse bekymret over, at vores mors sår efter operationen ikke lukkes helt så hurtigt som ønsket....men han er ikke rigtigt bekymret.

Det eneste jeg er en anelse bekymret over at min mor virker meget træt denne dag. Jeg slår det hen og siger, at det nok er grundet al spændingen op til denne dag og at vi har været fysisk i gang i lang tid denne dag.

Jeg tager ud til hende næste dag. Hun er lidt friskere. Jeg siger til hende at næste dag (en fredag) da kommer jeg ikke. Jeg trænger til en dag for mig selv og jeg vil gerne ud og morer mig med mine venner....men jeg kommer tidligt lørdag. Hun nikker og siger fint.

Jeg hygger mig gennem fredagen. Trænger virkeligt til at tænke på noget andet end min mor. Men så ringer telefonen sent på eftermiddagen. Det er min mor. Hun spørger om jeg ikke kommer. Jeg forklarer hende, at vi jo har aftalt at jeg kommer i morgen. Og så er det at fredag bliver til min skammens dag. For min mor tigger mig om at komme, hun trænger dybt til at se mig. Det er første gang i mit liv at hun har tigget mig om noget. Men skammen skal ride mig for altid. Jeg er hård - og irriteret - og siger hårdt, at jeg altså virkeligt trænger til en dag for mig selv og at jeg jo kommer i morgen. Dybt skuffet ligger hun på.

Jeg kommer næste dag lørdag og skammens dag - fredag - bliver en realitet for resten af mit liv. Min mor er ikke mere min mor. Hun er ikke ordentligt oveni hovedet. Hun sanser ikke rigtigt verden omkring hende og i stedet vil hun bare tale om syge drømme hun har haft om natten og tydeligvis tror er virkelighed. Jeg kan ikke nå ind til hende. Hun lytter ikke på mig.

Hun bliver ikke min rigtige mor igen. Lægerne siger at det er sygdommen som er for stærk i hende og tapper hende for liv og at der intet er at gøre.
De næste to uger bliver så vilde. Jeg indser at min mor er ved at dø og jeg intet kan gøre. Jeg drikker mig så vildt stiv hver eneste dag. Jeg er hos hende hele tiden. Fatter alle mine synder. Jeg har været så vred på hende i så mange år, at jeg aldrig har tilladt mig selv at fortælle hende, at jeg elskede hende. Og jeg indser, at millioner at ting, jeg aldrig har fortalt hende om vores liv og hvorfor vi har haft sådant et mærkeligt liv sammen, at dem har jeg aldrig fortalt hende.
De næste to uger fortæller jeg hende nonstop at jeg elsker hende vildt og jeg fortæller alt jeg kan om alle de ting hun ikke ved noget om, men som jeg burde havde snakket med hende om.
Men det er for sent. Hun er ved bevidsthed.....men hører ikke hvad jeg siger. Det drøner ind af det ene øre og ud af det andet. Hun hører ikke hvad jeg siger.

Efter to uger er det slut. Hun orker ikke mere og hun dør.