jarvig13

Medlemmer
  • Content count

    14,971
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    11

Reputation Activity

  1. Like
    jarvig13 got a reaction from Anette M in Jarvig's træning   
    Kompliceret.
  2. Like
    jarvig13 got a reaction from Bondo in Jarvig's træning   
    Nope. Dertil er jeg slet ikke kommet til i mit liv. Jeg er først den seneste måned overhovedet ved at samle mig til at få et liv igen. Og det er sølle to måneder siden at jeg gik fra dagligt hård druk til et normalt forbrug af alkohol. Mere om det senere.
  3. Like
    jarvig13 got a reaction from BLACKICE in Jarvig's træning   
    At tage opgøret - del 3 (del XIV)

    I den næstsidste uge i januar måned 2013 sætter jeg mig til tasterne. Jeg har en god ide om, hvad det er jeg vil fortælle. To ting skal dog være helt på plads. På den ene side, at det er to forskellige mennesker jeg skal skrive til og dermed forskelligt formulerede breve. På den anden side, at de skal være enslydende - at hvis de sammenligner brevene så kan de se at jeg fortæller dem præcist de samme ting.
    Over to dage sidder jeg intenst ved tasterne og skriver og redigerer. I den helt korte udgave, hvad er det så jeg skriver ned? I kort punktform følgende:

    1. Jeg elsker jer begge
    2. Jeg er rigtigt ked af at skulle snakke med jer om følgende
    3. Christian har psykopatiske og narcissistiske træk der er dybt alvorlige - og jeg ser kun det bliver værre og værre. En uddybende forklaring med konkrete og generelle forklaringer på dette
    4. Jeg er dybt bekymret for Stine og at hun skal ud af dette forhold nu, da en kæreste går i stykker af at være kæreste med en psykopat
    5. At jeg fortæller Christian at jeg aldrig mere vil se ham, hvis han ikke indser han har et problem og det skal der tages hånd om, og at jeg fortæller Stine jeg aldrig mere vil se Stine så længe hun er sammen med Christian
    6. En præcisering af, at jeg elsker Stine som kvinde og dette ikke skal være noget uudsagt i dette opgør
    7. At jeg er deres bedste ven og hvis en af dem eller begge rækker hånden ud for hjælp så står jeg urokkelig klar ved deres side

    De fleste punkter giver sig selv. Men angående to punkter: Punkt 5 skriver jeg af to årsager. Den ene, at jeg dybt mener det og at jeg ikke kan overleve at være tæt sammen med en psykopat og at se pigen jeg holder så meget af blive ødelagt. Den anden, at jeg føler jeg virkelig må sætte tingene på spidsen for at få dem til at forstå at jeg er dødelig seriøs i min fremlæggelse og pointer. Punkt 6 skriver jeg for, at der ingen skjulte agendaer skal være i fremlæggelsen. Jeg har ingen skjulte agendaer. Alt vigtigt er med i brevet og hvad jeg ikke har fremlagt, det er ikke skjulte agendaer. De skal vide, at jeg elsker Stine, men at jeg gør dette af venskab (til begge) og at jeg vil gøre alt for dem, hvis de bare siger "hjælp".

    Tingene er skrevet. Men jeg har meget, meget, meget, meget svært ved at trykke på sendknappen. Det her kommer til at gøre så ondt på alle. Og selvom jeg stille håber på at tingene nu kan løses til det bedre, så er jeg fuldkommen klar over, at der en meget stor chance for at jeg mister både min bedste ven og min bedste veninde for ever. Og jeg ved også dette vil sende chokbølger gennem resten af venskabskredsen. Hvad skal vores forskellige venner dog gøre, når en atombombe lige er sprunget mellem deres hænder? Jeg har virkeligt, virkeligt ikke lyst til at sende disse breve.
    Men jeg bestemmer mig. Engang i løbet af sidste uge af januar, da sender jeg dem. Formentlig henad onsdag-fredag. Men at jeg sender dem, det har besluttet mig endegyldigt for.

    Endnu har jeg ikke sagt noget til nogen andre end Anders, Mette, min bror og delvist til Pia. Det er ikke rart at bagtale sine venner og lave et komplot mod dem. Flere skal - for nu - ikke blandes ind i dette.

    For lang tid siden er der blevet indbudt til to ting - en fest hos Christian og Stine den sidste lørdag i måneden og at Anders skal holde et foredrag i deres kulturhus dagen efter søndag. Anders har for længst sagt ja til at holde foredraget og vil af ordentlighed fuldføre dette. Jeg har for længst sagt ja til invitationen til festen.
    Jeg tænker over det. I næste uge sender jeg brevene. Dette er måske sidste gang jeg ser mine bedste venner og en god slat af andre venner vil jeg sikkert også miste. Jeg siger til selv, at jeg tager med til festen, overnatter og bliver der til Anders foredrag. Dette skal være en måde, jeg stille (ingen vil vide det) siger potentielt farvel til mange mennesker. Jeg vil bare gå rundt og ingen drama lave og nyder de sidste gode stunder, mens bomberne endnu ikke er sprunget.

    Jeg spørger Anders om fredagen om han ikke tager med til festen. Jeg har brug for ham ved min side igennem en hård aften for mig. Anders melder tilbage, at han holder foredraget som lovet, men han simpelthen ikke vil være sammen med Christian til festen....det vil tage alt for hårdt på ham. Pia kommer, det ved jeg. Min bror vil ikke og Mette er optaget af andre gøremål.

    Lørdag gør jeg mig klar til at tage afsted. Telefonen ringer. Det er Anders. Han siger, at han har ombestemt sig. For at hjælpe mig igennem en svær aften, så vil han tage med til feste og overnatte hos vores venner. Han har talt med Christian og Stine om det, og de var naturligvis lykkelige for, at han kom både lørdag og søndag.

    Nu begynder en meget følelsesladet fest, der næste dag ender voldsomt.
    Her er en skitse af, hvad der sker.

    Overall er stemning bedre end til den meget giftige nytårsaften. Mange prøver så godt de kan at få en god aften. Men Christian er mere giftig end nogensinde. Han er efter alle. Folk er ikke nok festlig påklædt. Folk står på de forkerte steder. Folk opfører sig ikke ordentligt. Folk holder ikke kæft, når de skal. Alt er forkert ved alle hele tiden. Og af alle er jeg den Christian går hårdest til. En 4-5 personer kommer i løbet af festen over til mig og siger, at Christian da er helt ude af kontrol efter mig og at han fandme er en idiot. Så godt jeg kan (og det er godt) så holder jeg hovedet koldt, undviger alle giftigheder og undgår alle konflikter med Christian.
    Henad 1 om natten er der stadig fuld gang i festen og næsten ingen er gået (denne dag er vi vel 30 personer, da det er stor fest). Jeg trænger til at være mig selv. Jeg er fuld af mangerettede følelser og må være lidt alene. Jeg går derfor ned i deres store kælder og ingen er dernede. Sidder med en stor sjus og prøver at holde sammen på mig selv. Jeg hører der en form for tumult ovenpå. Kan ikke høre, hvad det går ud på. Der plejer aldrig at være tumult til vores fester og det er derfor bemærkelsesværdigt. Men jeg orker ikke at interesse mig for det. Det må de fandme selv ligge og rode med ovenpå.
    Et skænderi vokser i styrke, da to mennesker går ned af trappen til kælderen. Det er Christian og Stine som er i et heftigt skænderi. Jeg sidder i værelse længere væk end trappen, så de ved ikke at jeg sidder der. De stopper op lige udenfor døren. Jeg gider virkeligt ikke at høre på deres skænderi. Men omvendt gider jeg ikke passerer dem for at gå ovenpå. Så meget mod min vilje, så må jeg lægge øre til skænderiet. Jeg kan ikke helt fatte, hvad skænderiet går ud på. Det finder jeg først ud af næste dag. Men at det handler om regler i huset forstår jeg. Stine er rasende og mener, at det er hendes hus og i hendes hus gælder hendes regler. Christian er rasende og siger, at de bor sammen, så hans regler også i dette hus. Meget vredt ebber skænderiet ud for mig, da de efter fem minutter går ovenpå igen. Jeg laver en enkelt fejl som både er dumt og som faktisk får betydning næste dag. Jeg ved at Stine er gået op på sit værelse på 1. sal og vred. Jeg går op til hende og siger, om der er noget jeg kan hjælpe hende med, hun skal bare sige til. Måske ikke vredt, men dog irriteret så siger Stine, at jeg skal blande mig udenom. Det gør jeg så.
    Henad kl 5 er festen så småt ved at ebbe ud. Som standard er nogen taget hjem, mens mange har aftalt at overnatte. Omkring kl 5 er de fleste tilbageværende på vej i seng. En lille fest er stadig igang nedenunder og selvfølgelig er Christian stadig igang. Denne gang har jeg fået aftalt soveværelse og Anders og jeg overnatter i samme værelse. Kl 6 vågner jeg, Anders og sikkert flere andre ved voldsomt skænderi nedenunder. Umuligt at forstå, hvad der foregår og irriteret falder man igen i søvn.
    Kl ca. 7:30 vækkes man ingen og denne gang vækkes alle helt sikkert. Christian står og hamre på Stines soveværelsesdør og skriger hidsigt ud, at han vil tale med hende. Men Stine har låst døren og skal virkeligt ikke tale med sin kæreste nu. Hamren og råben. Stine åbner og efter et mindre skændri, så dør larmen ud og man falder igen i søvn.

    Næste formiddag omkring kl 11 samles alle (minus Christian der sover) til morgenmad/brunch. Stemningen er måske ikke rigtigt trist, men mange er da forundret over alt det der er sket i går og ikke kan følge med i hvad der er sket. Stine fortæller roligt det skete. Primært taler hun henvendt til mig, men sådan at alle kan følge med. Jamen hendes historie er:
    Omkring kl 1 var Pia gået amok på en mand til festen. En mand der normalt ikke var en del af omgangskredsen, men som Stine havde inviteret. Pia havde taget mandens briller og smidt på gulvet og trampet op dem, hvorefter hun havde slået ham flere gange på brystkassen (det var tumulten jeg hørte). Vi er alle chorkeret. Pia? Ja, hun kan sagtens blive stiv, men så bliver hun da altid enten træt eller lallende festglad. Vred? Voldelig? Var fanden sker der? Når senere på dagen får jeg snakket med Pia. Hun er meget ked af det. Jeg var en idiot. Jeg syntes denne mand nonstop havde lagt an på mig og provokeret mig hele aftenen og jeg ved ikke - pludselig knækkede tråden bare, siger hun. Nå men Pia har allerede ringet til manden og de har redet trådende ud, de havde misforstået hinanden og han er ikke vred og ingen skade sket. Men her om formiddagen da er Stine vred. Jeg er ligeglad med at Pia er min veninde. De mennesker der er i mit hus skal have det godt og sikkert, det er mit ansvar som vært. Hvis Pia ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, så måtte det være ud af døren. Christian omvendt mente, at Pia umuligt kunne havde gjort dette uden grund og derfor skulle hun ikke smides ud. Skænderiet jeg hørte mellem dem var altså om Stine bestemte i sit hus eller hendes kærestes regler også gjaldt i huset!
    Nå, skænderiet kl 6 var bare at de spillede pænt højt dernede i stuen og langt de fleste var gået i seng og derfor havde hun bedt om at skrue lidt ned. Det havde Christian nægtet og dette havde udløst et nyt skænderi.
    Kl. 7:30 var tingene jo som alle hørte, og at efter Stine havde åbnet op, så havde hun bugseret Christian til hans værelse, men inden han ramte sengen var han besvimet af druk og var faldet om som karklud på gulvet og der havde Stine så efterladt ham.

    Okay, men som altid hjælper alle hinanden med at rydde op og gøre rent. Omkring kl. 13 har alle - minus Christian, Stine, Anders og undertegnede - forladt huset.
    Vi er nu fire. Christian sover. Stine er meget stille, noget nedtrykt og vimser omkring uden mange ord og er ellers mest ovenpå på sit værelse. Anders er mest inde i stuen og finpudser de sidste detaljer i slides og grafik til foredraget. Jeg er tænksom, men tænker at jeg ligeså godt kan være lidt venlig og går udenfor og flytter en kæmpe bunke brænde ind fra gårdspladsen og ind i brændeskuret - det ved der vil blive sat pris på. I en to timer flytter og stabler jeg brænde.
    Kl 15 går jeg indenfor. Foredraget er kl 16. Jeg sætter mig ind i stuen og taler med Anders om foredraget.
    Kl 15:30 vågner Christian og nu skal Anders og Jan (og Stine) rystes for alvor.
    Med det samme kan man høre at Christian er gået ind til Stine ovenpå. Og en altudslættende verbal slagtning begynder nu.
    For at forstå omfanget, så må man kende til Christian. En 5-6 gange i mine 20 år sammen med ham har jeg set ham tænde helt af. Chrisitan er - som jeg - total antivoldelig, så det er ikke fysisk han går amok. Det er verbalt. Alle mennesker kan tænde af. Men der er næsten altid et emne man tænder af på og som er det det hele går ud på. For Christian er årsagen til at tænde af fuldkommen underordnet. Nej, der er kun ét mål. At udslette det andet menneske verbalt. Vi husker at Christian er meget intelligent ligesom usædvanligt velformulerende. Og på trods af hans påståede sygdomme i hovedet så har han en voldsom evner til at gennemskue andre mennesker og vide hvordan de er skruet sammen. Læg dertil at han nu bruger alt skyts mod modparten. Ting sagt fortroligt. Ting man ikke er stolt over. Dumme ting man har gjort. Svage sider ved sig selv. Intet helligt og Christian giver 100 % gas. Jeg har selv oplevet det én gang. Og det tog mig da et par uger førend jeg kunne ryste dette af mig. For der er jo sandheder i det Christian udspyr. Men for helvede Christian, sådan gør folk der holder af hinanden da ikke overfor hinanden. Ingen ønsker da udslette et menneske de holder af. Vi kan da alle opstille alle de værste og grimmeste sider ved andre mennesker man kender godt. Men det lader man da være med. Det er simpelthen sygt, det du har gang i. Og alle der enten er målet for et af disse anfald eller overvære det er dybt rystede bagefter.
    Det er baggrunden. Men denne eftermiddag har jeg aldrig oplevet Christian mere vild, uhæmmet og rasende i et sådant udbrud. Og denne gang er det ikke kun verbalt. Christian hopper op og ned i gulvet. Det er sandt.....lysekronen i stuen nedenunder hvor vi to andre sidder gynger stille frem og tilbage. Og flere gange hamre Christian knytnæver (gætter, men sådan lyder det) i soveværelsesdøren. Og mere end en gang hamre han knytnæve i væggen og sparker til væggen (gæt, men sådan lyder det som bedste gæt).
    Hvad handler den verbale nedslagtning om. Ja, det er svært at sige. For som sagt er emnet for et sådan udfald ligegyldigt og omvendt så er det alle mulige detaljer ved den anden person som ruskes rundt. Men skulle der være en nogenlunde rød tråd i det, så ville det være at Christian fortæller Stine, at hun må da være hjernedød, hvis hun tror hun har nogen selvstændig gyldig mening i livet og at Christians ord er lov.
    For at følge en tråd af ovenstående, så lad os følge Anders og mig. Mens det sker sidder vi lamslået og kigger ned i jorden og vil ikke se hinanden i øjnene. Bagefter siger vi ikke en lyd til hinanden og ser ikke på hinanden. Efter foredraget forlader Anders og jeg huset hver for sig. Næste formiddag popper en besked op fra Anders og vi får talt om det. Det vi taler om, hvad der skete. Anders mener, at han burde havde ringet til politiet - det her var et psykisk overgreb. Jeg siger, jeg kalder det en psykisk voldtægt og er enig i at vi burde havde ringet til politiet. At vi blev stille, skyldtes at vi begge skammede os over ikke at gøre noget. At vi lod det ske uden at blande os. Anders forklarer, at hans årsag til ikke at blande sig, det var at det trods alt ikke var fysisk vold og total granatchok over at hans gode ven kunne gøre noget så sygt. Hvad gør man, når ens gode ven, gør noget man slet ikke kan accepterer? Kan man virkeligt ringe til politiet og anmelde en ven, når det trods alt ikke er mord, voldtægt eller seriøs vold? Må man det som ven? Og kan man overhovedet ringe til politiet over et overgreb der ikke fysisk? Jeg forklarer, at jeg var ligeså rystet og skammede mig ligeså meget over, at jeg ikke blandede mig. Men at mine årsager skyldtes to ting. For det første fordi, jeg allerede lørdag nat havde spurgt Stine om hun behøvede hjælp og hun der var blevet irriteret på mig. For andet fordi, at jeg jo meget snart skulle skrive til hende om noget meget vigtigt og da gav det ingen mening, at hun blev rasende på mig og hun derfor næppe roligt kunne læse, hvad jeg prøvede at fortælle hende. Meget, meget rystet er Anders og jeg meget, meget bekymret for både Christian og Stine. Det går værre og værre med Christian for hver uge og han er der helt ved at tabe sutten. Og Stine er da i betydelig fare og akut fare som tingene har udviklet sig.

    Nå, men tilbage til søndag. Lidt senere kommer Stine ligbleg ned i stuen og sætter sig helt forkrampet bagerst i stuen, der skal anvende til foredraget og kigger determineret ned i jorden. Christian kommer fem minutter senere og sætter sig ved siden af Stine. Inden foredraget begynder og mens foredraget er i gang, da hører man Christian en del gange spørge Stine afslappet om der er noget galt....du virker lidt trist? Jamen jeg er jo ved at besvime af vantro. Du har lige udslettet din kæreste og så spørger du uvidende og uden en bekymring i livet og anger om noget som helst, om der er noget galt????? Efter foredraget kan jeg ikke mere og smutter hjem.

    Allerede da jeg vågner, da er jeg klar over, at mandag - i dag - er dagen at skrive til Stine. Jo før jeg bedre. Dette er akut alvorligt. Efter samtalen med Anders er jeg endnu mere bekymret.....det jeg hørte var ligeså sygt som jeg opfattede det, siger Anders.....og denne gang var der et vidne til det jeg hele tiden har påstået (bare vildere end hidtil).....det er ikke kun mig som påstår tingene....og vidnet er mindst ligeså rystet som jeg er. Det bliver kun værre med Christian. Og i går var Christian så tæt på at tabe sutten helt i sin aggression. Hvad sker der hvis Christian næste gang er endnu vildere og denne gang faktisk taber sutten. Stine er helt sikkert i akut og aktuel psykisk fare. Men er Stine også i potentiel fysisk fare? Til min store sorg, da kan jeg ikke svare på spørgsmålet.....jeg er reelt bange for, at Stine måske (hvor sygt det end er at sige om sin bedste ven) i egentlig fysisk fare.

    Jeg ændrer ikke mit brev skrevet før weekenden. Jeg vil gerne være så sober som muligt, og at dramatiserer brevene med det aktuelle der er sket over weekenden mener jeg ikke vil gavne det sobre og vigtige grundlæggende budskab jeg allerede har formuleret.
    Så jeg trykker på sendknappen til Stine og atombomben er netop eksploderet.
  4. Like
    jarvig13 got a reaction from BLACKICE in Jarvig's træning   
    At tage opgøret - del 2 (del XIII)

    Jeg må tale med nogen. Men hvem?
    Jeg ved jo at jeg kan henvende mig til min nærmeste venner og de vil støtte mig. De har stor tiltro mig og hvis jeg siger, at sådan er tingene, så vil de tro mig. Men jeg har ikke brug for sparring fra venner, der formentlig bare vil støtte mig. Jeg har brug for venner, som vil give mig den største syngende lussing, hvis de mener jeg er syg i hovedet kombineret med at de samtidigt er min tætte venner. Jeg udvælger tre venner. Alle er tæt på mig. Alle er tætte på Christian. Alle er nogenlunde tæt på Stine.

    Hvad jeg skriver til de tre personer (hver for sig - jeg holder i en del tid usagt, at jeg også kommunikerer med andre - jeg vil have deres direkte kommentarer til mig alene) er naturligvis forskelligt, da det er tre forskellige mennesker jeg skriver til. Men forløbet er nogenlunde ens. Det er ca. således (jeg skriver til dem)....meget forkortet.

    Jan: Jeg har brug for din hjælp meget. Men det er et meget svært emne at tage fat på.
    Mine venner: Fyr løs, Jan, jeg er klar.
    Jan: Jeg må snakke om Christian. Jeg ved at du er tæt på Christian og derfor kan du måske ikke være loyal overfor mig, da du også vil være loyal overfor Christian. Det er okay. Det accepterer jeg. Men jeg har brug for at tale alvorligt med dig om Christian.
    Mine venner (de to af dem - den anden tager vi lige om lidt): Jan, du har min fulde loyalitet. Hvad der siges mellem os bliver mellem os. Hvad vil du snakke om mht. Christian?

    Den tredje ven(inde) skriver: Jan, du ved jeg holder af både dig og Christian. Men loyalitet er totalt tvedelt mellem jer. Så jeg kan ikke love dig min loyalitet. Men jeg vil gerne lytte på dig og hvad du fortæller bliver naturligvis mellem os.

    Den tredje ven(inde) er Pia, som jeg har nævnt i et tidligere indlæg. Pia bliver reelt den eneste ven som vedvarende fastholder at hun er tvedelt og at hun ikke er rigtig enig med mig. At jeg overdriver. At det jeg siger da giver mening. Men at jeg overdriver og at så slemt står tingene altså ikke til. Men at hun udover at lytte til mig, så vil hun ikke blande sig i denne sag - det må stå mellem Christian og jeg.

    De to andre er mere klar i spyttet. De vil gerne lytte. Og efter at jeg har forsøgt at forklare mine bekymringer for Christian og Stine (og mig selv), så vender de tilbage.

    Den ene ven (lad os kalde ham Anders) er rigtig god ven med Christian men er også pjattet med mig (undskyld ordet pjattet, men det er faktisk det rigtige ord at bruge). Han skriver ca. følgende (forkortet voldsomt):
    "Jan, jeg mødte jo Christian for 5 år siden og han var en spændende mand at møde. Der skete virkeligt mange ting i hans nærhed og det givtigt at være sammen med ham. Jeg mødte også dig, og som du ved, har jeg holdt meget af dig ligesiden. Som du sikkert har bemærket, så har jeg ikke været meget synlig i dit eller Christians liv det seneste år eller to. Udover en masse gode grunde du kender til (sygt krævende arbejde med overarbejde, sideløbende studie til kandidat i psykologi, et meget besværligt forhold med min elskede kæreste og mine to små børn jeg bruger al overskydende sammen med), så har jeg mindre og mindre kunnet udholde at være sammen med Christian. For hvert år der er gået siden jeg mødte ham er hans positive energier blevet negative. Han rakker ned på alle, er efter alle, er vred, skaber dårlig stemning og er skaber ikke mere god stemning omkring ham. Jeg kan ikke - og vil ikke - holde til det mere. Eftersom du er så meget sammen med ham som du er, så har jeg også måtte lukke en del ned for samværet med dig. Men det har intet med dig at gøre. Jeg holder meget af dig og savner dig. Du nævner for mig, at du mener Christian har psykopatiske træk af alvorlig karakter. Som du ved er jeg næsten færdig med kandidatgraden i psykologi. Men jeg føler mig ikke påklædt til at komme med en skråsikker diagnose. Men de ting du har forklaret har jeg tænkt meget over. Det gør mig meget ked af det. For jeg tror du har ret. Vores ven lider af noget alvorligt. Som lægmand vil jeg give dig ret, nu når du har forklaret alle de ting, jeg længe har set, men ikke har villet formulere overfor mig selv.....Christian har alvorlige psykopatiske træk....eller noget i den retning".

    Den sidste ven er også en pige....lad os kalde hende Mette. Mette svarer (meget forkortet):
    "Jan, jeg mødte Peter og faldt for ham. Som du ved havde nok noget indledende "kærsteri" kørende med ham. Christian var fantastisk, spændende, interessant, anderledes, sexet, stærk. Jeg var i gang med at forelske mig i ham. Men jeg nåede at sige stop. Jeg begyndte at se hans skyggesider. Ligegyldigt hvor tiltrukket jeg var af ham, så vidste jeg at dette ikke var sundt. Dette vil ikke være et godt forhold for mig. Jeg valgte benhårdt at stoppe det begyndende kæsteri overfor Christian og tilbød ham i stedet venskab. Det tog Christian imod. Jeg holder meget af Christian. Men jeg har taget mine forhåndsregler. Jeg kan lide at være sammen med ham, men når jeg har været sammen med ham en aften, så skal jeg have lang tid til at komme mig over ham og igen samle lysten til at se ham. Du ved, at jeg ikke så tæt på Christian og Stine. Det er bevidst. Jeg mener at Christian ødelægger Stine og jeg nægter at blive gode veninder (selvom Stine og jeg er glade for hinanden) med en pige der er ved at blive ødelagt og efter forholdet med Christian må glide ud af mit liv. Og ligeledes vil jeg ikke for tæt på Christian. Jeg holder af ham, men nægter at være tæt på ham. Du siger at Christian har psykopatiske træk. Jeg er lægmand og vil ikke komme med diagnoser. Men de ting jeg allerede tit så ved Christian og som jeg stadig mener er nok meget i samme retning. Jeg har aldrig villet bruge ordet psykopat. Men som du forklarer tingene for mig og spørger mig om jeg er enig, så er jeg nok ret enig. Christian har alvorlige psykopatiske træk".

    Endelig. Jeg ved, at disse personer ville give mig syngende lussinger, hvis de faktisk mente jeg var syg i roen. Ingen af dem er sådan at de vil tale mig efter munden i så alvorlige sager. Endelig har jeg fået noget brugbart at arbejde med.

    Jeg henvender mig til min lillebror. Min lillebror er en syg god læge. Og selvom han ikke er spacialuddannet indenfor psykiatrien, så har han altid interesseret sig meget og tæt for psykiatrien og psykologien i sin metier. Og jeg har netop ikke skrevet til ham først, da han naturligvis vil stole på mig og give mig ret. Men nu har Anders - som næsten færdiguddannet psykologi - næsten sagt at Christian har psykopatiske træk. Nu vil jeg tjekke med min lillebror. Sætter ham ind i sagerne og fortæller Anders baggrund og vurdering. Min lillebror svarer tilbage, at dette har han jo altid fornemmet. En psykopatisk diagnose er voldsom psykisk diagnose. En af de mest alvorlige diagnoser man kan stille. Siger, at han ikke er psykiater og kun er uddannet psykiater kan stille en så hård diagnose. Men at Christian er sygeligt narcissistisk, det har han aldrig været i tvivl om. Narcissisme er en underafdeling af den mere alvorlige psykopati og som lægmand er han ikke tvivl om, at Christian er sygeligt narcissistisk og at ja det giver mening at spekulere i om Christian faktisk har en psykopatisk lidelse. Min lillebror siger, at han jo så tit har prøvet at fortælle mig indirekte at min bedste ven er urask i hovedet. Men at jeg var alt for meget ven til Christian til at jeg ville lytte til min lillebror.

    Vi er efterhånden en ti dage inde i januar. Nu går der to uger med intens snak mellem min bror, Anders og Mette og undertegnede. Mange, lange beskeder bliver skrevet frem og tilbage. Tit til langt ud på natten. Pia holder jeg underrettet, men ikke mere. Og jeg er meget sikker på (både konkret og hvordan Christian opfører sig overfor mig), at Pia holder tæt. Men blandt de andre stiger bekymringen. Både for Christian og - hvis vi har ret - for Stine.

    To ting taler vi meget om:
    1. Hvad gør vi ved denne frygtelige erkendelse
    2. Kom nu venner, stå ved min side, hvis jeg skal konfrontere Christian (og Stine) om alt dette

    Vedrørende det sidste så siger de tre følgende
    Bror: Selvom jeg har kendt Christian igennem 20 år, så har jeg aldrig været helt tæt på ham fordi at jeg som sagt mente han ikke var helt rask. Og Stine kender jeg næsten ikke. Så tit har jeg ikke mødt hende. Og jeg kender reelt intet til Christians og Stines forhold. Jeg er meget enig i bekymringen for begge. Men jeg må melde pas. Så tæt er jeg ikke på dem.
    Mette: Jeg kender Christian godt. Med vilje har jeg holdt en betydelig distance til Stine, da jeg synes rigtig meget om hende og ikke vil være tæt på hende, når Christian ødelægger hende. Men jeg vil ikke tage opgøret med Christian. Selvom jeg holder meget af ham, så har jeg distanceret mig fra ham og jeg kan ikke med ret ryg og fuld overbevisning stå ved din side og sige at du har ret. Du kender dem Jan. Det er dig som kender dem og deres forhold bedre end nogen andre på kloden. Hvis nogen skal lave en konfrontation, så er det dig. Jeg tror på dig. Jeg tror, det er det rigtige at gøre. Men jeg må melde pas.
    Anders: Jan, jeg ville rigtigt stå ved din side. Men jeg orker det ikke. Mit liv er - som vi har talt om - totalt fyldt af andre ting. Jeg har næsten intet overskud. At tage opgøret med Christian vil være krig. Det bliver voldsom tilsvining frem og tilbage. Masser af frustrationer. Masser af sorger. Jeg er ikke klar Jan. Måske senere. Men ikke nu. Men jeg er enig i, at nu er det rette tidspunkt og at det fornuftigt at handle. Men handler du nu, så bliver det uden mig. Dertil har jeg for mange ting i mit eget liv at kæmpe til, at jeg jeg kan bruge energien på en vild kamp med Christian.

    Som alt dette sker, da løber et meget langt brev ind i min indbakke fra Anders. Det lyder meget forkortet ala følgende:
    "Jan, som du allerede ved og jeg også har fortalt, så har jeg kæmpe problemer i forholdet med min kæreste. Som du ved er hun psykolog. Hvad du ikke ved er, at hun arbejder med alvorligt psykisk syge. Folk der gennem retssystemet er blevet henvist til hende. I blandt disse er der stakkevis af psykopater. Dog psykopater som ikke vurderes til medicinsk psykiatrisk dom, men som en dygtig psykolog måske kan få rette spor. Når vores forhold er så problematisk, så er det fordi, at hun er 100 % tømt, når hun kommer hjem fra arbejde. Der er intet tilbage i hende til forhold eller børn. Dette fordi at arbejde med så alvorlige sindslidelser er absurd hårdt. Hun møder stakkevis af modarbejde, løgne, manipulationer, trusler, aggression og fiasko i arbejdet og meget få succeser og gode episoder.
    Jeg har talt med hende om Christian. Hendes teoretiske og praktiske viden på området kombineret med min egen næsten færdiguddannede viden giver et meget, meget trist billede. Jeg er så trist Jan. Tingene ser håbløse ud med Christian. Hvis vi altså har ret. For så meget taler imod, at vi kan hjælpe Christian. Du skal vide følgende:
    1. Ikke mange dygtige psykologer eller psykiatere orker at dygtiggøre sig i retning af en dyssocial (psykopatisk) sindslidelse. Det er simpelthen for hårdt at opdyrke en karriere indenfor dette område. De fleste løbende skrig væk på forhånd eller når de har oplevet det lidt. Og netop psykopater behøver de dygtigste af de dygtigste for at hjælpe dem....men der er næsten ingen.
    2. En del af en psykopatisk lidelse er jo lige netop i sagens natur, at personen ikke kan indse, at de er syge. Derfor opsøger nærmest ingen psykopater frivilligt terapi. Psykopater skal enten dømmes i domstolene til behandling eller af læge tvangsindlægges førend de kommer i kontakt med systemet. Christian er - naturligvis - ikke i kriminalforsorgen. Og tvangsindlæggelse, når Christian formentlig er alkoholiker er næsten umulig. Stoffer og kriminalitet kan give tvangsindlæggelse. Ikke alkoholisme. Derfor kan vi ikke få Christian i tvungen behandling....og al statistisk tilsiger at psykopat ikke selv vil gå behandling frivilligt.
    3. Selv de få psykopater der rent faktisk fatter at de syge og frivilligt opsøger behandling, da har vi ikke behandlinger der for alvor kan fjerne lidelsen. Masser af psykiske lidelse kan faktisk behandles med succes. Men psykopatien er et område, hvor vi reelt ikke har mulighed for helbredelse. Vi kan give terapi til at give patienten en forståelse af hvordan og hvorledes deres syge tanker kommer frem og værktøjer til at håndtere det. Vi kan give medicin, der hæmmer tendensen til at tilstanden kammer helt over. Men hverken terapi eller medicin kan helbrede sygdommen i sig selv. Kun personen selv kan realistisk helbrede sig selv......og det sker aldrig.

    Jeg er så ked af det på min vens vegne og jeg er dybt bekymret for Stine. Selvom jeg kun har fornemmet det og det er dig der har givet mig noget konkret, så er det ligegyldigt. At være kæreste med en psykopat er dybt, dybt alvorligt og meget, meget bekymrende. Sådan er det bare. Det er sygdommens inderst natur der gør det dybt problematisk at være i et tæt forhold med en psykopat.....for helvede Jan, jeg er sq imponeret over, at du ved egen kraft er ved at kæmpe dig ud af dette"

    Herefter går snakken om - nu da alle har meldt pas - hvordan jeg så skal konfronterer Christian og Stine. Jeg mener, at den mest ordentligt måde er at sige det face og face. Men det advarer de mig imod. Det kan aldrig gå godt. I løbet af 2 minutter, så bliver det en rasende råbekonkurrence, hvor ingen lytter og rådenskab bare hældes i hovedet på hinanden.
    Til sidst giver jeg dem ret. Selvom jeg ikke bryder mig om at gøre det "forkert" (= ikke face to face), så medgiver jeg, at vejen frem er at skrive til dem.
    Vi bliver også enige om, at selvom det virker forkert, så er det nok bedst at jeg først skriver til Stine, så hun alene og i ro og mag kan læse tingene igennem uden Christian ånder hende i nakken og først når Stine har forholdt sig til det skrevne at jeg derefter skriver til Christian.

    I del 3 vil jeg forklare
    - hvad jeg skriver
    - en vigtig ting der sker den sidste weekend jeg ser dem i mit liv og som dybt ryster både Anders og mig
    - hvad kommer der til at ske

  5. Like
    jarvig13 got a reaction from incognito in Jarvig's træning   
    At få noget til at ske med sin veninde (del VIII)

    Jeg ved ikke hvor meget jeg skal gå i detaljen med, hvad der sker mellem Stine og jeg på ferien. Et eller andet sted så synes jeg det er meget privat og ikke noget jeg vil dele med andre end Stine. På den anden side, så kommer man ikke til at fatte mine store frustrationer i livet, hvis man ikke har en ide om, hvad der sker.

    Så jeg prøver at finde kompromis der på samme tid giver essensen af alt relevant og på den anden side ikke udleverer nogen.

    Jeg er på ferie med min bedste ven, min bedste veninde (som jeg elsker dybt) og også min gode veninde Pia. På den ene side vil jeg bare have en god ferie med tre mennesker jeg holder meget af. På den anden side er jeg endelig, endelig sammen med Stine hele tiden i 9 dage uafbrudt. Jeg er så splittet. Jeg er sikker på at et eller andet vil ske mellem Stine og jeg på ferien (og jeg venter sygt på det) og på den anden side, så skal intet ske mellem os......for helvede Christian er min bedste ven og jeg kan ikke på den måde gå bag hans ryg.

    Jeg lægger blødt ud. Skruer helt ned for "charmen" overfor Stine. Vil bare være en god ven overfor mine tre venner og nyde ferien.
    Som dagene går, så sker der ingenting mellem Stine og jeg. Christian og Stine har allerede på førstedagen en vild infight og hvor Stine resten af ferien er dybt rystet over, hvor voldsom Christian er i sine angreb og meninger om hende.......langt, langt over grænsen for en normal kæreste-uoverensstemmelse. Stine er berørt af det og en lille-bitte smule læner hun sig op af mig for trøst og forståelse. Trøst og forståelse som jeg mener og som ikke er "manipulation".

    Dagene går og det bliver tirsdag. Tirsdag begynder tingene at ændre sig. Men jeg vil ikke forklare det i dybden. Men "båndet" mellem Stine og jeg bliver bekræftet og der ingen tvivl om, at hun ved, at jeg elsker hende over alt på jorden - og hun er på samme tid bekymret, rolig, interesseret, glad og bange for, hvad der dog sker mellem os. Dagene mellem vi tog afsted fredag og nu tirsdag har jo bare været, at vi har opført os civiliseret og været totalt venlige overfor hinanden. Denne tirsdag står det klart, at vi begge ved mere end nogensinde at "noget" sker mellem os....vi er bare begge meget usikre på, hvad der er og hvad fanden vi vil gøre ved det.

    Onsdag bliver den vigtigste dag i mit liv. Fordi jeg på den ene side aldrig har oplevet en så stor lykke og kærlighed i mit liv. Aldrig har mit hjerte været så lykkeligt. På den anden side, så ender dagen jo en smule anderledes end jeg drømmer om - og grundet dette så bliver fremtiden meget svær.

    Hvordan skal jeg forklare denne onsdag uden at gå i detaljer? OK, jeg prøver.
    Jeg er så rolig da jeg vågner denne onsdag. Tirsdagen viste med al tydelighed, at Stine 100 % ved, hvad jeg føler og hun har stille accepteret mine følelser. Endelig. Endelig har kvinden jeg elsker over alt på kloden forstået mine følelser fuldt ud og har - uudsagt - accepteret dem på en eller anden måde.
    Derfor er jeg rolig i løbet af dagen.
    Men dagen bliver til aften. Og som aftenen skrider frem, da bliver Stine mere og mere kærlig overfor mig. Skjult. Christian, Pia og tre andre venner vi ser på ferien jævnligt og er med til denne aften bemærker ingenting. Men Stine og jeg "flirter" vildt uden nogen andre opdager det. Endelig ser hun på mig på den rigtige måde. Væk er mange ugers evig bekymring i hendes øjne og kropssprog. Endelig ser hun på mig med de mest funklende øjne jeg har set hende have nogensinde i sit liv. Endelig har hun smidt alle forbehold væk og hun "vil mig". Det er så nemt at se. Hun er ikke fuld. Hun er ikke i en lille temporær tilstand af at være charmeret af mig. Nej, hun ved præcist hvad der foregår og denne dag har hun overgivet sig. Hun ønsker mig......hun vil mærke mig.
    Dette sker mens vi er hjemme i Pias lejlighed og planen er jo, at vi alle skal til Cannes og fyre den af. Vi har alle været så opsatte på det.
    Da vi skal afsted melder Christian ud, at han altså er for stiv og træt til at tage med. Stine kigger straks på mig og smiler. Hun vil mærke mig denne aften og selvfølgelig er det "perfekt" at hendes kæreste ikke vil med.

    Vi havner i Cannes. Stine og jeg er meget tæt. Så tæt at jeg konstant går rundt og tænker, at for helvede vores andre venner kan da ikke undgå at bemærke, at noget helt forkert sker mellem os.
    Der er ingen tvivl i mit sind om, at både jeg og Stine ønsker at finde et sted, hvor vi kan parkere de andre og vi kan gå være sammen alene et andet sted i denne bar/disco/whatever.
    Stine og jeg vil tosomhed....nu.
    Men aftenen bliver underlig. Det er fucking Cannes. I højsæsonen. En fin onsdag omkring kl 24-01 om aftenen. Hvordan kan det ske? Hvordan vi gå gennem Cannes gader (inkl. at Pia har været her masser af gange og ved hvor de fede steder og viser os hen til dem) og ikke finde et eneste sted som har åbent? Det er jo helt sort.

    Men sådan er det. Der er åbenbart ikke eneste sted i Cannes der har åbent.
    Efter en 1½ time vi har gennemsøgt Cannes, da bliver Stine og jeg tilfældigvis endeligt alene for en kort stund.
    Mit hjerte er fyldt med uendelig kærlighed. Jeg ønsker Stine som jeg har aldrig har oplevet før. Vi står allerede tæt - som vi har været hele aftenen. Men jeg går helt tæt på hende og siger det jeg føler i hele mit hjerte, som Stine godt ved og som jeg endeligt ønsker at sige i ord. Vi står ansigt til ansigt med centimeter imellem. Stine er helt stille og kigger mig stille i øjnene. Smiler. Og jeg siger det: Jeg elsker dig åndssvagt meget. Sagt så ingen i verden kan misforstå tyngden i mine ord. Stine gør ingenting. Er helt rolig. Kigger mig stadig dybt i øjnene og smiler. Jeg er helt ude af den. Så gør dog noget kvinde. Hjælp mig. Vis dog et eller andet. Bliv vred på mig. Gå væk. Sig noget til mig. Et eller andet. Men Stine står bare og smiler til mig.
    Jeg er forvildet. Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på en pige, jeg elsker overalt på kloden. Jeg har ingen erfaring. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre mere.
    Jeg har lyst til at kysse hende. Jeg har lyst til at tage hende i mine arme og knuse hende i til mig. Men jeg tør ikke. Det er for meget, når hun ingenting gør.
    Det eneste jeg "tør" og rigtig har lyst til, det er at holde hendes hånd. Jeg tager hendes hånd. Hun modtager den med det samme. Jeg har lyst til at flette fingre med hende. Og prøver. Til min store overraskelse, så tager hun med samme mod min invitation til at flette fingre. Vi fletter fingre og jeg knuger hendes hånd alt jeg kan. Hun er stadig rolig. Kigger mit stadig uafbrudt i øjnene og det er varme øjne jeg ser i. Jeg er endnu mere forvirret end lige før. Hvad laver du Stine. Så afvis mig dog. Eller gør det modsatte. Gør dog bare noget.
    Jeg har så vildt lyst til at kysse hende. Men tør ikke. Det eneste jeg kan formulere er: Kys mig Stine. Hun bruger ikke et millisekund på at overveje noget. Hun læner sig med det samme frem og kysser mig. Forsigtig og kun semi vådt. Men dog et kys...et så forbudt kys. Lige efter kysset så kommer nogen af vores venner væltende om hjørnet og vi kan ikke gøre mere.....jeg slipper hendes hånd og lader som ingenting.
    Vi finder ud af, at Cannes underligt nok er død og vi tager alle hjem.

    Næste dag er jeg slet ikke så rolig, som jeg var da jeg vågnede om onsdagen. Jeg er nervøs. Hvad fanden skete der egentlig mellem mig og Stine i går?
    Stine er meget anderledes denne torsdag. Hun er dybt samlet i egne tanker. Hun opsøger sit eget selskab hele tiden. Flere gange gennem dagen, da mødes vores øjne udover normal øjenkontakt i dagens samtaler osv. Og hver eneste gang smiler Stine til mig. Men så snart det er overstået, så holder hun sig for sig selv og er meget stille.

    Jeg er naturligvis dybt forvirret. Det tager en del måneder at finde et rimeligt bud, hvad det er der sker Stine denne dag. Mit bud er, at afslutningen på dagen i går simpelthen ikke kunne være mere "uheldig" for mig. På den ene side lykkedes det ikke. Stine var vitterlig så klar til at give efter for alt jeg havde kastet i hovedet på hende i flere uger. Men vi fik aldrig vores tosomhed, alene, bagved, uden forstyrrelser og hvor vi kunne "gå langt over grænsen" uden nogen vidste det. Cannes var ubegribeligt nok lukket, hvad vi begge så meget higede efter kunne ikke lade sig gøre. På den anden side, så er det endeligt gået op for Stine, at dette ikke er noget hun kan styre og noget, hvor hun er langt mere involveret end hun vil være ved. Tingene er løbet hende af hænde.
    Derfor er hun så bekymret denne dag. Hun kan ikke mere bilde sig ind, at dette er en "leg" og omvendt, så nåede vi ikke så langt, at hun for alvor vil ud i et eventyr med mig.

    Fredag bliver en skæbnedag. Jeg er stadig rystet over onsdagen og torsdagen og over, at Stine ikke giver mig nogen små hentydninger til, hvad helvede jeg dog skal gøre. Vi er alle fire meget trætte. Hver dag har vi været sent i seng og hver dag er vi stået ret tidligt op for at få mest muligt ud af dagen. Efter 7 dage er vi mærkede. Alle er dødtrætte.
    Christian er her over formiddagen gået i seng i drengenes værelse og sover. Pia er faldet i søvn på terassen. Stine slapper af i pigernes værelse. Jeg er meget træt men er hvileløs. Endeligt tager jeg mig sammen. Går ind til Stine. Kigger på hende. Hun kigger på mig og smiler. Jeg spørger hende: Er alt ok, Stine?
    Hun nikker og siger, at ja alt er OK, Jan.

    Jeg går tilbage til stuen og er mere hvileløs end nogensinde. Jeg ved, at jeg må tale med Stine. Og jeg får ikke en bedre mulighed end nu.
    Jeg går ind til hende. Lægger mig ved siden af hende. Lægger min hånd på hende mave. Stine kigger på mig. Roligt. Bekymret, ja. Varmt, ja. Hun ved præcist, hvad der skal ske nu. Hun ved præcist, at Jan elsker hende overalt på jorden og at nu skal vi tale om os to.
    Jeg er ude af ord. Jeg ved jo, at alt jeg kan finde på at sige til Stine er noget som vil gøre ondt. Vi er ikke klar. Det er dumt at jeg snakker med hende nu. Men jeg må tale med hende.

    Jeg siger intet. Kan intet sige. Stine siger ingenting. Vi ligger bare og kigger hinanden varmt i øjnene. Endelig åbner Stine munden. Hvad hun siger er ligegyldigt. Det er talen-uden-om. Det er sniksnakke rundt om emnet.
    Da samtalen dør ud, så spørger Stine om noget vigtigt. Hun spørger mig om jeg har sagt noget til Christian? Jeg ser stille på Stine og siger, at nej, det har jeg ikke, men det bliver jeg nok snart nødt til.
    Jeg forlader rummet og siger til sidst: Undskyld! Stine kigger for sidste gang i livet varmt på mig og siger: Jan, der er intet at undskylde.

    Det tager mange måneder for at fatte, hvorfor Stine fra disse momenter denne fredag aldrig mere behandler mig med varme og fortrolighed mere. Det er et chok da jeg de næste dage oplever hende og mærker, hvor voldsomt hun lægger afstand til mig. Hvor meget hun benægter alt. Hvordan hun stå og næsten lyve mig direkte op i hovedet.

    Jeg har efter måneder endeligt forstået det. Da hun spørger om jeg har fortalt Christian om os, så håber hun jeg vil vælge det rigtige. At jeg fatter, at jeg skal holde kæft. Stine ønsker ikke at Christian skal blandes ind i dette. Hun tænker på Stine og Christian, og selvom de har dybe problemer, så skal de i hvert fald ikke mere rystes af, at Stine og jeg har været i noget snask som Christian skal fortælles om. Og hun tænker meget på Christian og jeg. Bedste venner. Hun kan slet ikke leve med, at to bedste venner måske går helt i opløsning over hende. Og hun tænker på mig og hende. At hvadend der sker mellem os, så skal jeg fandme holde kæft.....og så må vi finde ud af det langsomt, på sigt......hold kæft Jan, hvis det vi har sammen skal have en chance for at overleve.
    Men Stine vil ikke fortælle dette til mig. I hendes hjerne, da ligger al skyld på mig. Det er mig der har presset hende ud i noget hun ikke ønsker. Det er mit ansvar det hele. Hvis hun "rådgiver" mig nu og fortæller, hvordan hun mener tingene skal være, så er hun ikke mere uskyldig. Så er hun igang med lave gris overfor sin kæreste. Så hun holder mund. Lader mig bestemme "skæbnen". Og jeg vælger "forkert". Det som Stine bare ikke ønsker. Men jeg kan ikke gøre andet. I 4 uger har jeg ikke været ordentlig overfor mig ven (for at sige det mildt). Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke lyve for ham mere. Jeg må fortælle ham, hvordan verden hænger sammen.

    Stine og Pia smutter kort efter på stranden. Jeg pisker ned og køber rigeligt med alkohol og går alene i gang med at drikke mig i hegnet. Jeg skal fortælle min bedste ven det sværeste jeg skal fortælle noget menneske. Jeg har været en lorteven og jeg elsker hans kæreste vildt. Men jeg er ikke bange på den måde de fleste tror. Jeg er ikke bange for at han bliver vred. Eller at vores venskab ryger. Sådan fungerer han bare ikke. Sådan fungerer vi to sammen bare ikke. Hvad jeg er bange for, det er at han griner af mig. At han morer sig over, at tåbelige mig dog kan få den tanke, at dejlige Stine nogensinde kunne føle det mindste for mig. Jeg er bange for hans ubevidste hån (også selvom hånen nok er utilsigtet og uden grimme tanker bagved).
    Som eftermiddagen skrider frem og jeg har fortalt ham det jeg har på hjertet, så viser det sig, at Christian er meget, meget sød ved mig. Det er i virkeligheden den sidste stund med ham, hvor vi har det rigtigt, rigtigt godt sammen. Han er ikke vred (det vidste jeg). Han er ikke på nogen måde hånende (det jeg frygtede). I stedet er han totalt forstående for, at selvfølgelig har jeg da fået følelser for Stine. Stine og jeg har det jo så godt sammen, og ja, han ved da, at en type son Stine lige er min type. Så han kan godt se konceptet og omvendt er han ked af det på mine vegne, at jeg er havnet i en så svær situation og at jeg har det så hårdt.
    Jeg laver kun en fejl. Fejlen er ikke en fejl. Det er at prøve at have rygrad og kun fortælle om tingene, som jeg kan stå inde for. På dansk. Jeg fortæller Christian om alle mine følelser for Stine - men jeg undlader med vilje at fortælle ham om, at Stine måske er mere involveret i dette end han nogensinde ville tro muligt. Dette er en "fejl" som de kommende måneder skal styre tingene på en "unfair" måde for mig. For Christian kommer aldrig helt til at fatte, hvor meget Stine faktisk er gået over grænsen og involveret sig med mig. Og Stine opdager også i løbet af aftenen, at jeg totalt har holdt hendes ryg fri. Derfor bliver det også "nemt" for hende fra denne dag at benægte alt.

    Hvorom alting er, så vågner vi op næste dag og alle fire er endeligt inde i konceptet om, at jeg elsker Stine vildt og alle fire prøver at opføre sig rimeligt civiliseret og sødt overfor hinanden.

    Sådan slutter august og foran står 6 måneder i dyb frustration og sorger, og hvor alt jeg kender til bliver revet fra hinanden.
  6. Like
    jarvig13 got a reaction from heliotropen in Jarvig's træning   
    Tak for respons. Jeg er slet ikke færdig med historien. Håber jeg i den videre historie vil få beskrevet de ting du nævner og stiller spørgsmålstegn ved.
    Lover at vende tilbage. Men det er ting der virkeligt gør ondt i hjertet at skrive om, og derfor skal jeg tage mig sammen for at skrive det (men vil netop gerne skrive om det....det er bare hårdt). Lover at vende tilbage med resten af historien snart. :)
  7. Like
    jarvig13 got a reaction from N Gadegaard in Jarvig's træning   
    Jeg og Christian er ikke mere venner. Det sammen med Signe. Jeg er afklaret og jeg har det fint med det. :)
    Mangler resten af historien. Den skal nok komme.
  8. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    At miste sin mor (del III)

    Min mor havde haft kræft i 13 år. Det havde været hårdt. Men hun havde klaret den gang på gang og i alle disse gang på gang kommet tilbage til et normalt og friskt liv efter alskens operationer og behandlinger.

    Efter en måned, hvor jeg har givet den gas med min nye "jeg kan gøre alt jeg har lyst til" tid, så begynder min mor at hænge utroligt meget ud hos mig. Kommer hver dag. Hygger, men er træt.
    Jeg er irriteret på hende. Synes hun udnytter mig. Jeg føler at hun har indset, hvor meget tid jeg har og nu vil hun have meget tid sammen med sin søn. Jeg er irriteret. Lad mig nu være mor (uha, jeg skammer mig over at fortælle dette).

    I begyndelsen af december begynder hun småt at klage sig. Uanset hvor hårde behandlingerne og operationerne har været, så har hun aldrig klaget sig. Min søster og jeg begynder at blive bekymret og prøver gennem december at få vores mors læge (altså lægen i praksis ikke hospitalet) til at hjælpe hende. Men intet hjælper. Omkring nytår er min søster og jeg dybt bekymret. Vi ringer konstant til vores mors kontaktpersoner på hospitalet der er inde i hendes sygdomsforløb.
    Men de vil ikke have hende ind. Men vi bliver ved og ved. Til sidste giver Herlev sig og siger "ok, så kom ind med hende".

    Det viser sig, at sagen er alvorlig. En af hendes mange svulster er død. Den er formentlig død fordi den er vokset lidt og har kappet blodforsyningen til sig selv over. Og denne svulst sad på tarmen. Og der hvor den sad er nu et stort hul. Vores mor er alvorligt syg fordi indhold i tarmen strømmer ud i indvoldene.
    Sagen er klar. Hun dør, hvis hun ikke opereres. Heldigvis har Herlev Nordens førende kirug på området og han er klar. Han siger dog til os, at operationen er dybt kompliceret og selv hvis alt går vel, så er der - med hendes kræftsygdom, hendes alder og hendes tilstand - en overordentlig stor chance for at hun ikke vil overleve operationen.

    Sagen er dog klar. Vi er alle tre (min mor, min søster og jeg) klar. En operation er nødvendig.

    Kirugen kommer jublende ud fra operationen og siger at alt gik perfekt.

    Min mor er allerede vågen og klar næste dag. Fremtiden er dog en sej sag. Ligegyldigt hvad vil hun skulle være på hospital i flere måneder mens såret heles og derefter står den på ½ år genoptræning og først derefter kan hun komme hjem.

    Jeg har nu for længst glemt alt om mit "fri-år". Nu hedder den kun min mor.

    Jeg besøger hende næsten hver dag. Og tingene skrider fremad. Hun bliver mere og mere frisk og alt ser godt ud.

    En vigtig dag (jeg kan mange datoer i hovedet de sidste 2½ år og denne dag er den 23. februar) er en dag vi har set meget frem til. Hele tre meget vigtige møder skal vi til denne dag. i) Vi skal tale med overlægen der har med min mors konkrete operation at gøre, ii) vi skal tale med min mors kræftspecialist der konkret skal tale om kræften og iii) vi skal tale med kommunen om mulighed for at få en anden lejlighed til vores mor, når hun har været igennem alt dette.

    Alle tre møder går godt. Kommunen er fuldkommen klar til det vi vil have. Kræftlægen siger, at alt ser fint ud. Overlægen er ok tilfreds med det hele men er dog en anelse bekymret over, at vores mors sår efter operationen ikke lukkes helt så hurtigt som ønsket....men han er ikke rigtigt bekymret.

    Det eneste jeg er en anelse bekymret over at min mor virker meget træt denne dag. Jeg slår det hen og siger, at det nok er grundet al spændingen op til denne dag og at vi har været fysisk i gang i lang tid denne dag.

    Jeg tager ud til hende næste dag. Hun er lidt friskere. Jeg siger til hende at næste dag (en fredag) da kommer jeg ikke. Jeg trænger til en dag for mig selv og jeg vil gerne ud og morer mig med mine venner....men jeg kommer tidligt lørdag. Hun nikker og siger fint.

    Jeg hygger mig gennem fredagen. Trænger virkeligt til at tænke på noget andet end min mor. Men så ringer telefonen sent på eftermiddagen. Det er min mor. Hun spørger om jeg ikke kommer. Jeg forklarer hende, at vi jo har aftalt at jeg kommer i morgen. Og så er det at fredag bliver til min skammens dag. For min mor tigger mig om at komme, hun trænger dybt til at se mig. Det er første gang i mit liv at hun har tigget mig om noget. Men skammen skal ride mig for altid. Jeg er hård - og irriteret - og siger hårdt, at jeg altså virkeligt trænger til en dag for mig selv og at jeg jo kommer i morgen. Dybt skuffet ligger hun på.

    Jeg kommer næste dag lørdag og skammens dag - fredag - bliver en realitet for resten af mit liv. Min mor er ikke mere min mor. Hun er ikke ordentligt oveni hovedet. Hun sanser ikke rigtigt verden omkring hende og i stedet vil hun bare tale om syge drømme hun har haft om natten og tydeligvis tror er virkelighed. Jeg kan ikke nå ind til hende. Hun lytter ikke på mig.

    Hun bliver ikke min rigtige mor igen. Lægerne siger at det er sygdommen som er for stærk i hende og tapper hende for liv og at der intet er at gøre.
    De næste to uger bliver så vilde. Jeg indser at min mor er ved at dø og jeg intet kan gøre. Jeg drikker mig så vildt stiv hver eneste dag. Jeg er hos hende hele tiden. Fatter alle mine synder. Jeg har været så vred på hende i så mange år, at jeg aldrig har tilladt mig selv at fortælle hende, at jeg elskede hende. Og jeg indser, at millioner at ting, jeg aldrig har fortalt hende om vores liv og hvorfor vi har haft sådant et mærkeligt liv sammen, at dem har jeg aldrig fortalt hende.
    De næste to uger fortæller jeg hende nonstop at jeg elsker hende vildt og jeg fortæller alt jeg kan om alle de ting hun ikke ved noget om, men som jeg burde havde snakket med hende om.
    Men det er for sent. Hun er ved bevidsthed.....men hører ikke hvad jeg siger. Det drøner ind af det ene øre og ud af det andet. Hun hører ikke hvad jeg siger.

    Efter to uger er det slut. Hun orker ikke mere og hun dør.


  9. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    Jeg har lyst til at fortælle min historie. Delvis fordi jeg har lyst. Delvis fordi det er en delingsproces og det er godt at fortælle om alt det rod der er sket i ens hjerte de seneste år. Indlægene splitter jeg op, da det ellers vil blive et vildt indlæg ingen orker at læse.

    Her er historien om, hvordan man mister stort set alt på 2½ år.


    Forhistorie (del I)

    Jeg har haft et hårdt liv. Alt for mange nederlag og svigt og alt for lidt succes og kærlighed. Det har jeg kæmpet med i mange år og MOLboere har gennem 12 år kendt min kamp i eksistensen.
    Op mod slutningen af 30'erne har jeg langsomt accepteret tingenes tilstand. Jeg finder aldrig en kvinde at dele mit liv med. Omvendt har jeg mange gode venner. Jeg har et godt arbejde, jeg godt ikke trives i, men skaber en fin indkomst og stabilitet i mit liv. Jeg er tit mig selv, men ser meget til mine nærmeste venner og er en gang i mellem byen for at finde den pige, jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at møde. Jeg er alt for kræsen og jeg er en svær mand at gabe over og kvinder har det med at opgive inden de overhovedet er kommet i gang.

    På sin egen stille rolige måde triller mit liv derudaf heromkring 2010.


    At miste sit arbejde (del II)

    En dag i efteråret 2010 triller en nyhed ind fra Danske Kommuner (kommunernes fagblad) om at vores nabokommune har regnet meget galt på nogen efterreguleringer. Jeg er straks opmærksom på nyheden.....men ikke urolig. Jeg er opmærksom fordi, at jeg og min Økonomidirektør i et år har været opmærksom på selv samme tal og ment, at de tal vi havde var underlige. Men jeg er ikke urolig. Jeg har stakkevis af gange talt med Kommunernes Landsforening (kommunernes officielle eksperter de altid henvender sig til om komplicerede sager de er i tvivl om) om netop dette tal og hvordan det skal præcist skal forstås - og vi er nået frem til, at jeg har udregnet det korrekt.
    Men vel vidende at min chef straks vil sende en mail til mig om at undersøge dette nærmere skriver jeg en mail til KL. Denne gang er der noget konkret at forholde sig til og jeg forklarer fra Adam og Eva, hvorfor vi i kommunen er forvirret over vores tal.
    To timer senere tigger en meget forsigtig mail ind fra KL. De har endnu engang set på det og nu mener de at jeg har regnet 100 mio. kr (rigtigt mange penge, selvom det budget jeg har ansvaret for er på over 5 mia. kr) forkert. Jeg er rystet. Kort efter triller endnu en mail ind fra KL. Denne gang siger de, at hvis jeg har regnet forkert i år, så har jeg sikkert også regnet forkert sidste år og det er yderligere 100 mio. kr. vi taler om.

    Panikken spreder sig i kommunen. Alle kan godt se at kommunen ikke "har mistet" nogen kr. Men i budgetarbejdet har vi troet at vi har flere penge end vi rettelig har og det afspejler budgettet.
    Dagen efter fyres min Økonomidirektør.
    Jeg ringer til DJØF og forhører mig, hvor slemt det ser ud for mig. De siger "bare rolig, ud fra hvad du forklarer har du gjort alt for at forhindre denne fejl og kommunen har retteligt placeret ansvaret for fejlen hos din øverste chef.....de kommer ikke efter dig, det giver ingen mening og sådan noget sker bare ikke, med alt det du har gjort for at løse et problem".

    En uge efter kaldes jeg op til Kommunaldirektøren og efter 20 sekunder siger han "Ja, Jan, vi ved jo hvorfor vi er her - du er fyret".

    DJØF er dybt rystet. Den havde de bare ikke set komme. De siger at de med det samme sætter alle ressourcer ind på at køre denne sag til enden. De betaler alt og de vil vinde - dette er principelt i den tunge ende - og siger de....vi vinder, bare rolig.....DJØF tager meget sjældent kampe med arbejdsgivere (det er underforstået når man er DJØF'er, at sådan er betingelserne)...men når de endelig tager en sag, så plejer arbejdsgivere at ryste så meget i bukserne at de med det samme er klar til forlig.

    Jeg er vred. Omend jeg ikke ligefrem elsker mit job, så er det hårdt at blive udnævnt til sorteper og den der er skyldig i en stor sag. Og jeg mener jeg er uskyldig. Dette er bare så unfair.

    Efter et par uger lægger vreden sig. Overenskomst og DJØFs måde at angribe sagen gør at at jeg er fritstillet og får fuld løn i 12 måneder som minimum, mens DJØF altså tager sagen til retten og vil have meget mere ud af min arbejdsgiver.

    Jeg begynder at se tingene på en anden måde. For første gang i mit liv har jeg både tid og penge til at gøre lige, hvad jeg vil. Førend har jeg haft tid men ingen penge (tiden før arbejdsmarkedet) eller haft penge men ikke tid (på arbejdsmarkedet).
    Nu kan jeg endelig gøre alt det jeg i mange år ikke har haft overskud til. Jeg skal rejse. Jeg skal meget mere hygge med mine venner. Jeg skal meget mere i byen. Jeg skal gå lange dejlige gåture. Jeg skal læse en masse bøger jeg ikke har fået nået. Jeg skal høre stakkevis af musik jeg ikke er nået igennem. Jeg skal se stakkevis af filmklassikere, jeg aldrig har fået set.

    Jeg begynder at se det positive i det og glæder mig til et år for mig selv og alt jeg har lyst til.



  10. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    At miste sin mor (del III)

    Min mor havde haft kræft i 13 år. Det havde været hårdt. Men hun havde klaret den gang på gang og i alle disse gang på gang kommet tilbage til et normalt og friskt liv efter alskens operationer og behandlinger.

    Efter en måned, hvor jeg har givet den gas med min nye "jeg kan gøre alt jeg har lyst til" tid, så begynder min mor at hænge utroligt meget ud hos mig. Kommer hver dag. Hygger, men er træt.
    Jeg er irriteret på hende. Synes hun udnytter mig. Jeg føler at hun har indset, hvor meget tid jeg har og nu vil hun have meget tid sammen med sin søn. Jeg er irriteret. Lad mig nu være mor (uha, jeg skammer mig over at fortælle dette).

    I begyndelsen af december begynder hun småt at klage sig. Uanset hvor hårde behandlingerne og operationerne har været, så har hun aldrig klaget sig. Min søster og jeg begynder at blive bekymret og prøver gennem december at få vores mors læge (altså lægen i praksis ikke hospitalet) til at hjælpe hende. Men intet hjælper. Omkring nytår er min søster og jeg dybt bekymret. Vi ringer konstant til vores mors kontaktpersoner på hospitalet der er inde i hendes sygdomsforløb.
    Men de vil ikke have hende ind. Men vi bliver ved og ved. Til sidste giver Herlev sig og siger "ok, så kom ind med hende".

    Det viser sig, at sagen er alvorlig. En af hendes mange svulster er død. Den er formentlig død fordi den er vokset lidt og har kappet blodforsyningen til sig selv over. Og denne svulst sad på tarmen. Og der hvor den sad er nu et stort hul. Vores mor er alvorligt syg fordi indhold i tarmen strømmer ud i indvoldene.
    Sagen er klar. Hun dør, hvis hun ikke opereres. Heldigvis har Herlev Nordens førende kirug på området og han er klar. Han siger dog til os, at operationen er dybt kompliceret og selv hvis alt går vel, så er der - med hendes kræftsygdom, hendes alder og hendes tilstand - en overordentlig stor chance for at hun ikke vil overleve operationen.

    Sagen er dog klar. Vi er alle tre (min mor, min søster og jeg) klar. En operation er nødvendig.

    Kirugen kommer jublende ud fra operationen og siger at alt gik perfekt.

    Min mor er allerede vågen og klar næste dag. Fremtiden er dog en sej sag. Ligegyldigt hvad vil hun skulle være på hospital i flere måneder mens såret heles og derefter står den på ½ år genoptræning og først derefter kan hun komme hjem.

    Jeg har nu for længst glemt alt om mit "fri-år". Nu hedder den kun min mor.

    Jeg besøger hende næsten hver dag. Og tingene skrider fremad. Hun bliver mere og mere frisk og alt ser godt ud.

    En vigtig dag (jeg kan mange datoer i hovedet de sidste 2½ år og denne dag er den 23. februar) er en dag vi har set meget frem til. Hele tre meget vigtige møder skal vi til denne dag. i) Vi skal tale med overlægen der har med min mors konkrete operation at gøre, ii) vi skal tale med min mors kræftspecialist der konkret skal tale om kræften og iii) vi skal tale med kommunen om mulighed for at få en anden lejlighed til vores mor, når hun har været igennem alt dette.

    Alle tre møder går godt. Kommunen er fuldkommen klar til det vi vil have. Kræftlægen siger, at alt ser fint ud. Overlægen er ok tilfreds med det hele men er dog en anelse bekymret over, at vores mors sår efter operationen ikke lukkes helt så hurtigt som ønsket....men han er ikke rigtigt bekymret.

    Det eneste jeg er en anelse bekymret over at min mor virker meget træt denne dag. Jeg slår det hen og siger, at det nok er grundet al spændingen op til denne dag og at vi har været fysisk i gang i lang tid denne dag.

    Jeg tager ud til hende næste dag. Hun er lidt friskere. Jeg siger til hende at næste dag (en fredag) da kommer jeg ikke. Jeg trænger til en dag for mig selv og jeg vil gerne ud og morer mig med mine venner....men jeg kommer tidligt lørdag. Hun nikker og siger fint.

    Jeg hygger mig gennem fredagen. Trænger virkeligt til at tænke på noget andet end min mor. Men så ringer telefonen sent på eftermiddagen. Det er min mor. Hun spørger om jeg ikke kommer. Jeg forklarer hende, at vi jo har aftalt at jeg kommer i morgen. Og så er det at fredag bliver til min skammens dag. For min mor tigger mig om at komme, hun trænger dybt til at se mig. Det er første gang i mit liv at hun har tigget mig om noget. Men skammen skal ride mig for altid. Jeg er hård - og irriteret - og siger hårdt, at jeg altså virkeligt trænger til en dag for mig selv og at jeg jo kommer i morgen. Dybt skuffet ligger hun på.

    Jeg kommer næste dag lørdag og skammens dag - fredag - bliver en realitet for resten af mit liv. Min mor er ikke mere min mor. Hun er ikke ordentligt oveni hovedet. Hun sanser ikke rigtigt verden omkring hende og i stedet vil hun bare tale om syge drømme hun har haft om natten og tydeligvis tror er virkelighed. Jeg kan ikke nå ind til hende. Hun lytter ikke på mig.

    Hun bliver ikke min rigtige mor igen. Lægerne siger at det er sygdommen som er for stærk i hende og tapper hende for liv og at der intet er at gøre.
    De næste to uger bliver så vilde. Jeg indser at min mor er ved at dø og jeg intet kan gøre. Jeg drikker mig så vildt stiv hver eneste dag. Jeg er hos hende hele tiden. Fatter alle mine synder. Jeg har været så vred på hende i så mange år, at jeg aldrig har tilladt mig selv at fortælle hende, at jeg elskede hende. Og jeg indser, at millioner at ting, jeg aldrig har fortalt hende om vores liv og hvorfor vi har haft sådant et mærkeligt liv sammen, at dem har jeg aldrig fortalt hende.
    De næste to uger fortæller jeg hende nonstop at jeg elsker hende vildt og jeg fortæller alt jeg kan om alle de ting hun ikke ved noget om, men som jeg burde havde snakket med hende om.
    Men det er for sent. Hun er ved bevidsthed.....men hører ikke hvad jeg siger. Det drøner ind af det ene øre og ud af det andet. Hun hører ikke hvad jeg siger.

    Efter to uger er det slut. Hun orker ikke mere og hun dør.


  11. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    Jeg har lyst til at fortælle min historie. Delvis fordi jeg har lyst. Delvis fordi det er en delingsproces og det er godt at fortælle om alt det rod der er sket i ens hjerte de seneste år. Indlægene splitter jeg op, da det ellers vil blive et vildt indlæg ingen orker at læse.

    Her er historien om, hvordan man mister stort set alt på 2½ år.


    Forhistorie (del I)

    Jeg har haft et hårdt liv. Alt for mange nederlag og svigt og alt for lidt succes og kærlighed. Det har jeg kæmpet med i mange år og MOLboere har gennem 12 år kendt min kamp i eksistensen.
    Op mod slutningen af 30'erne har jeg langsomt accepteret tingenes tilstand. Jeg finder aldrig en kvinde at dele mit liv med. Omvendt har jeg mange gode venner. Jeg har et godt arbejde, jeg godt ikke trives i, men skaber en fin indkomst og stabilitet i mit liv. Jeg er tit mig selv, men ser meget til mine nærmeste venner og er en gang i mellem byen for at finde den pige, jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at møde. Jeg er alt for kræsen og jeg er en svær mand at gabe over og kvinder har det med at opgive inden de overhovedet er kommet i gang.

    På sin egen stille rolige måde triller mit liv derudaf heromkring 2010.


    At miste sit arbejde (del II)

    En dag i efteråret 2010 triller en nyhed ind fra Danske Kommuner (kommunernes fagblad) om at vores nabokommune har regnet meget galt på nogen efterreguleringer. Jeg er straks opmærksom på nyheden.....men ikke urolig. Jeg er opmærksom fordi, at jeg og min Økonomidirektør i et år har været opmærksom på selv samme tal og ment, at de tal vi havde var underlige. Men jeg er ikke urolig. Jeg har stakkevis af gange talt med Kommunernes Landsforening (kommunernes officielle eksperter de altid henvender sig til om komplicerede sager de er i tvivl om) om netop dette tal og hvordan det skal præcist skal forstås - og vi er nået frem til, at jeg har udregnet det korrekt.
    Men vel vidende at min chef straks vil sende en mail til mig om at undersøge dette nærmere skriver jeg en mail til KL. Denne gang er der noget konkret at forholde sig til og jeg forklarer fra Adam og Eva, hvorfor vi i kommunen er forvirret over vores tal.
    To timer senere tigger en meget forsigtig mail ind fra KL. De har endnu engang set på det og nu mener de at jeg har regnet 100 mio. kr (rigtigt mange penge, selvom det budget jeg har ansvaret for er på over 5 mia. kr) forkert. Jeg er rystet. Kort efter triller endnu en mail ind fra KL. Denne gang siger de, at hvis jeg har regnet forkert i år, så har jeg sikkert også regnet forkert sidste år og det er yderligere 100 mio. kr. vi taler om.

    Panikken spreder sig i kommunen. Alle kan godt se at kommunen ikke "har mistet" nogen kr. Men i budgetarbejdet har vi troet at vi har flere penge end vi rettelig har og det afspejler budgettet.
    Dagen efter fyres min Økonomidirektør.
    Jeg ringer til DJØF og forhører mig, hvor slemt det ser ud for mig. De siger "bare rolig, ud fra hvad du forklarer har du gjort alt for at forhindre denne fejl og kommunen har retteligt placeret ansvaret for fejlen hos din øverste chef.....de kommer ikke efter dig, det giver ingen mening og sådan noget sker bare ikke, med alt det du har gjort for at løse et problem".

    En uge efter kaldes jeg op til Kommunaldirektøren og efter 20 sekunder siger han "Ja, Jan, vi ved jo hvorfor vi er her - du er fyret".

    DJØF er dybt rystet. Den havde de bare ikke set komme. De siger at de med det samme sætter alle ressourcer ind på at køre denne sag til enden. De betaler alt og de vil vinde - dette er principelt i den tunge ende - og siger de....vi vinder, bare rolig.....DJØF tager meget sjældent kampe med arbejdsgivere (det er underforstået når man er DJØF'er, at sådan er betingelserne)...men når de endelig tager en sag, så plejer arbejdsgivere at ryste så meget i bukserne at de med det samme er klar til forlig.

    Jeg er vred. Omend jeg ikke ligefrem elsker mit job, så er det hårdt at blive udnævnt til sorteper og den der er skyldig i en stor sag. Og jeg mener jeg er uskyldig. Dette er bare så unfair.

    Efter et par uger lægger vreden sig. Overenskomst og DJØFs måde at angribe sagen gør at at jeg er fritstillet og får fuld løn i 12 måneder som minimum, mens DJØF altså tager sagen til retten og vil have meget mere ud af min arbejdsgiver.

    Jeg begynder at se tingene på en anden måde. For første gang i mit liv har jeg både tid og penge til at gøre lige, hvad jeg vil. Førend har jeg haft tid men ingen penge (tiden før arbejdsmarkedet) eller haft penge men ikke tid (på arbejdsmarkedet).
    Nu kan jeg endelig gøre alt det jeg i mange år ikke har haft overskud til. Jeg skal rejse. Jeg skal meget mere hygge med mine venner. Jeg skal meget mere i byen. Jeg skal gå lange dejlige gåture. Jeg skal læse en masse bøger jeg ikke har fået nået. Jeg skal høre stakkevis af musik jeg ikke er nået igennem. Jeg skal se stakkevis af filmklassikere, jeg aldrig har fået set.

    Jeg begynder at se det positive i det og glæder mig til et år for mig selv og alt jeg har lyst til.



  12. Like
    jarvig13 got a reaction from tann3r in Le Mans 2012   
    Meget skuffende Le Mans set med danske øjne.
    Toms skæbne er jo kendt. Han stod til at vinde, men McNish crashede.
    Jan M så som altid stærk ud i kvalifikationen. Men kombien af at Corvetten var en anelse langsom i år, at der var sjældent set mange mekaniske skavanker med Corvetten og at Jan var syg (og dermed gjorde den bedste kører i vognen til den svageste) gjorde han ingen chance havde i år.
    David HH og hans medkører i LMP2 var bare stærke og førte kortvarigt klassen og lå i mange timer 1-3 i klassen totalt konkurrenceduelig. Men på et tidspunkt begyndte vognen at punktere sine egne dæk. Hvorfor har jeg ikke fundet oplysninger på. Men derfra gik vognen mere og mere i smadder - og gjorde at vognen havnede en del nede i sin klasse.
    Danskerbilen i LMGTE am så også stærke ud og førte også sin klasse og virkede i en del timer som den vogn der ville vinde løbet. Men den fik elektriske problemer der gjorde at bilen ikke kørte ordentligt og først et langt pitstop for at rette fejlen og siden en ulykke direkte forbundet at fejlen ikke blev funder gjorde at bilen crashede.
    Unægtelig en bitter pille at sluge at danskerne førte 3 af 4 klasser og så ud til at ligge til sejre.........og så går det hele galt.
    Det er det pisseirriterende ved Le Mans......men selvfølgelig også derfor at løbet er det enkeltstående mest spændende løb i løbet af motoråret.
  13. Like
    jarvig13 got a reaction from Gregers TF in Tvangsspisning   
    Søg professionel hjælp.
  14. Like
    jarvig13 got a reaction from christianspoer in Le Mans 2012   
    Det er ACO (Automobile Club de l'Ouest - Frankrigs største bil-klub) der suverænt bestemmer, hvordan Le Mans skal afvikles. Hvordan magtstrukturen er internt i ACO ved jeg ikke.
    Nu kunne det lyde som om, at Le Mans indtil de seneste 10 har været sløve og bagstræberiske. Det er ikke tilfældet. Ligesom F1 så har Le Mans seriøst været med til at udvikle ny teknologi som almindelige biler senere optager som standardudstyr. Men indtil for en ca. 10 år siden, kom udviklingen fra de enkelte teams/fabrikker/vognproducenter, der på de rimeligt frie regler der har været gennem tiderne har prøvet at få en edge i forhold til konkurrenterne. Det "nye" er, at det nu ACO som presser på med regler der giver ny teknologi fordele i forhold til de gamle.
    Uden at du må hænge mig op på det, så mener jeg at have læst, at denne udvikling primært skyldes at ACO oplevede lidt faldende interesse for Le Mans i begyndelsen af 00'erne og de mente, at hvis de intet gjorde, så ville Le Mans uddø. De mente, at store, brølende, støjende, svinende og benzin-sluprende vogne simpelthen gav det forkerte image overfor samfundet, et samfund som gik mere og mere op i dagligdagsbiler der kørte langt på literen, kørte andet end benzin, ikke svindede så meget og hvor sikkerhed var i fokus. Denne "trend" i samfundet mente ACO de måtte tilgodese i Le Mans. Og gav de ikke fordele til nye teknikker i den retning, så ville teknologien ikke endnu være moden nok til at kæmpe med den eksisterende teknologi. Så for at give fordele til ny "grøn teknologi", så har ACO presset på med at give grønne teknologier store fordele.
    Personligt er jeg glad for denne udvikling. Jeg synes det er fedt at se racing-bud fra f.eks. diesel, brint og el.
  15. Like
    jarvig13 got a reaction from christianspoer in Le Mans 2012   
    Så skal vi til det igen. Le Mans med gode udsigter til danske sejre.
    Testdag: 3.6.2012
    Kvalifikation: 13.-14.6.2012
    Løb: 16.-17.6.2012
    Regelændringer
    2012 er ikke et at de store regelændringsår. 2011 var et stort regelændringsår og Le Mans laver (for at holde udgifterne nede for deltagerne) som regel kun småændringer årene efter en stor regelændring. Årets regelændringer kan opdeles i tre
    i) Større lighed mellem benzin- og dieselvogne: Dieselvognene får ca. 7 % mindre effekt end sidste år og tankene skal være 5 L mindre end sidste år.
    ii) Sikkerhed: Det er i LMP1, LMP2 og FLM nu obligatorisk med "hajfinen" mellem cockpit og bagvinge. Dette skulle (efter tests) bedre sikre at vogne ikke ruller rundt efter kollisioner....jævnfør sidste års alvorlige ulykker, hvor ingen dog kom alvorligt til skade. Ligeledes skal sidespejle være større for alle klasser (undtagen LMP1) og skal kunne elektrisk justeres så de altid giver optimalt udsyn.
    iii) Hybridbiler: Det er tilladt med elektriske motorer på forhjulene der bruger energi opsamlet under nedbremsning. For ikke at give hybridbilerne overdrevne fordele ved eventuelt regnvejr må de første aktiveres over 120 km/t. Hvis det bliver regnvejr, så alle dog enige om, at hybridbilerne vil have en seriøs fordel.
    Analyse af klasserne
    LMP1
    Grundet økonomiske overvejelser trak Peugeot sig ud af Le Mans i år. Audi fortsætter dog med uformindsket styrke. Heldigvis har Toyota meldt sig som seriøs konkurrent til Audi (ellers ville det blive kedeligt), og udover stærke vogne, så har de også hentet de fleste af kørene fra det gamle Peugeot-team.
    Audi stiller med 3 vogne + de har "udlånt" en til Audi Sport North America, et privat team, dog med masser af hjælp og støtte fra Audi. Den private Audi plus den ene af fabriks-Audi'erne er videreudviklinger af sidste års model og kaldes Ultra. De to resterende Audi'er kaldes Hybrid og er netop hybridvogne. Dieseltræk på baghjulene og elektromotor på forhjulene.
    I begyndelsen af året var ultraerne lidt hurtigere end hybriderne. Men Tom K. har forklaret, at det ikke er underligt, da det kræver en anden køreteknik, en anden opsætning af vognen og en finjustering af arbejdet mellem diesel- og elektrokræfterne. Tom kører hybrid.
    Som foråret er gået er hybriderne blevet hurtigere og ved testdagen var Toms vogn den hurtigste af alle, et mulehår foran de to andre fabriks-Audi'er og en lille slat foran Toyota'erne.
    Man kan dog ikke ligge for meget i resultatet, idet alle er enige om, at alle 6 førende vogne nok vil kører noget stærkere op til løbet.
    Bliver det tørvejr ser det ud til at blive en meget lige kamp mellem Audierne. Bliver det regnvejr skulle hybriderne være ret sikre på sejr, hvis ellers deres nye teknologi ikke går i smadder. Audi har kørt meget med deres nye vogne og de ser utroligt driftsikre ud.
    Toyota stiller med to nye hybridvogne. Såvel i driftsikkerhed som fart har de overrasket alle indtil nu. De ser pt ud til at være lidt langsommere (men ikke meget) end Audi'erne. Om de kan opretholde et højt race-tempo og holder til 24 timer det vil tiden vise. Men de ser pt. stærke ud til at køre med om sejren hvis de holder tempo og ikke går i smadder.
    Andre vogne: Ligegyldige reelt. Ingen andre vogne vil kører med om sejren i LMP1 eller den samlede sejr.
    Danskere:
    Tom Kristensen: I tørvejr kører han med om sejren med sikkerhed (hvis vognen holder). I regnvejr har jeg meget svært ved at se nogen true Toms vogn (hvis den holder) med kombien af teknik og stærke regnvejskørere.
    Vejrudsigten siger pt skiftende vejr, både sol, overskyet og regn.
    LMP2
    En umulig klasse at udtale sig om i år. Den er utroligt lige og de 10 bedste vogne kan alle køre med om sejren.
    Danskere:
    David Heinemeier Hansson. Kender ham ikke!! Men han kører i et godt team og vogn (OAK racing, Morgan-Nissan). Faktisk var hans vogn, med ham bag rettet, den hurtigste LMP2 under testdagen. Tør ikke udtale mig om hans muligheder specifikt udover at han helt sikkert er med i gruppen af vogne der kan vinde kategorien.
    LMGTE pro
    Bliver en dyst mellem Ferrari 458 og Corvette. De fire Ferrari'er og de to Corvetter er meget lige. Det ser dog ud til at Ferrari'erne er marginalt hurtigere. Til gengæld ved vi, at Corvette'rne ikke er til at slide op. Om Ferrari over 24 timer virkeligt kan true Corvette, det er tvivlsomt. Men farten har de i hvert fald.
    Danskere:
    Jan Magnussen: Som altid bland favoritterne til at vinde klassen som han har gjort så mange gange før.
    LMGTE am
    Denne klasse er det klassiske opgør mellem Ferrari (458) og Porsche (911). I år dog med et stærkt team fra Aston Martin (med tre danske kørere). Bilerne er som altid meget lige og det er svært at pinpointe favoritter. Det bliver et hundeslagsmål.
    Danskere:
    Christoffer Nygaard, Kristian Poulsen og Allan Simonsen: De kører alle i vogn nr. 99 en Aston Martin. De hører helt sikkert til en af de stærkeste teams og vogne. Faktisk kørte de klart hurtigst af alle vogne i klassen til testdagen. Også i denne klasse har vi kørere med der klart kører med om sejren, hvis alt går vel.
  16. Like
    jarvig13 got a reaction from christianspoer in Le Mans 2012   
    Så skal vi til det igen. Le Mans med gode udsigter til danske sejre.
    Testdag: 3.6.2012
    Kvalifikation: 13.-14.6.2012
    Løb: 16.-17.6.2012
    Regelændringer
    2012 er ikke et at de store regelændringsår. 2011 var et stort regelændringsår og Le Mans laver (for at holde udgifterne nede for deltagerne) som regel kun småændringer årene efter en stor regelændring. Årets regelændringer kan opdeles i tre
    i) Større lighed mellem benzin- og dieselvogne: Dieselvognene får ca. 7 % mindre effekt end sidste år og tankene skal være 5 L mindre end sidste år.
    ii) Sikkerhed: Det er i LMP1, LMP2 og FLM nu obligatorisk med "hajfinen" mellem cockpit og bagvinge. Dette skulle (efter tests) bedre sikre at vogne ikke ruller rundt efter kollisioner....jævnfør sidste års alvorlige ulykker, hvor ingen dog kom alvorligt til skade. Ligeledes skal sidespejle være større for alle klasser (undtagen LMP1) og skal kunne elektrisk justeres så de altid giver optimalt udsyn.
    iii) Hybridbiler: Det er tilladt med elektriske motorer på forhjulene der bruger energi opsamlet under nedbremsning. For ikke at give hybridbilerne overdrevne fordele ved eventuelt regnvejr må de første aktiveres over 120 km/t. Hvis det bliver regnvejr, så alle dog enige om, at hybridbilerne vil have en seriøs fordel.
    Analyse af klasserne
    LMP1
    Grundet økonomiske overvejelser trak Peugeot sig ud af Le Mans i år. Audi fortsætter dog med uformindsket styrke. Heldigvis har Toyota meldt sig som seriøs konkurrent til Audi (ellers ville det blive kedeligt), og udover stærke vogne, så har de også hentet de fleste af kørene fra det gamle Peugeot-team.
    Audi stiller med 3 vogne + de har "udlånt" en til Audi Sport North America, et privat team, dog med masser af hjælp og støtte fra Audi. Den private Audi plus den ene af fabriks-Audi'erne er videreudviklinger af sidste års model og kaldes Ultra. De to resterende Audi'er kaldes Hybrid og er netop hybridvogne. Dieseltræk på baghjulene og elektromotor på forhjulene.
    I begyndelsen af året var ultraerne lidt hurtigere end hybriderne. Men Tom K. har forklaret, at det ikke er underligt, da det kræver en anden køreteknik, en anden opsætning af vognen og en finjustering af arbejdet mellem diesel- og elektrokræfterne. Tom kører hybrid.
    Som foråret er gået er hybriderne blevet hurtigere og ved testdagen var Toms vogn den hurtigste af alle, et mulehår foran de to andre fabriks-Audi'er og en lille slat foran Toyota'erne.
    Man kan dog ikke ligge for meget i resultatet, idet alle er enige om, at alle 6 førende vogne nok vil kører noget stærkere op til løbet.
    Bliver det tørvejr ser det ud til at blive en meget lige kamp mellem Audierne. Bliver det regnvejr skulle hybriderne være ret sikre på sejr, hvis ellers deres nye teknologi ikke går i smadder. Audi har kørt meget med deres nye vogne og de ser utroligt driftsikre ud.
    Toyota stiller med to nye hybridvogne. Såvel i driftsikkerhed som fart har de overrasket alle indtil nu. De ser pt ud til at være lidt langsommere (men ikke meget) end Audi'erne. Om de kan opretholde et højt race-tempo og holder til 24 timer det vil tiden vise. Men de ser pt. stærke ud til at køre med om sejren hvis de holder tempo og ikke går i smadder.
    Andre vogne: Ligegyldige reelt. Ingen andre vogne vil kører med om sejren i LMP1 eller den samlede sejr.
    Danskere:
    Tom Kristensen: I tørvejr kører han med om sejren med sikkerhed (hvis vognen holder). I regnvejr har jeg meget svært ved at se nogen true Toms vogn (hvis den holder) med kombien af teknik og stærke regnvejskørere.
    Vejrudsigten siger pt skiftende vejr, både sol, overskyet og regn.
    LMP2
    En umulig klasse at udtale sig om i år. Den er utroligt lige og de 10 bedste vogne kan alle køre med om sejren.
    Danskere:
    David Heinemeier Hansson. Kender ham ikke!! Men han kører i et godt team og vogn (OAK racing, Morgan-Nissan). Faktisk var hans vogn, med ham bag rettet, den hurtigste LMP2 under testdagen. Tør ikke udtale mig om hans muligheder specifikt udover at han helt sikkert er med i gruppen af vogne der kan vinde kategorien.
    LMGTE pro
    Bliver en dyst mellem Ferrari 458 og Corvette. De fire Ferrari'er og de to Corvetter er meget lige. Det ser dog ud til at Ferrari'erne er marginalt hurtigere. Til gengæld ved vi, at Corvette'rne ikke er til at slide op. Om Ferrari over 24 timer virkeligt kan true Corvette, det er tvivlsomt. Men farten har de i hvert fald.
    Danskere:
    Jan Magnussen: Som altid bland favoritterne til at vinde klassen som han har gjort så mange gange før.
    LMGTE am
    Denne klasse er det klassiske opgør mellem Ferrari (458) og Porsche (911). I år dog med et stærkt team fra Aston Martin (med tre danske kørere). Bilerne er som altid meget lige og det er svært at pinpointe favoritter. Det bliver et hundeslagsmål.
    Danskere:
    Christoffer Nygaard, Kristian Poulsen og Allan Simonsen: De kører alle i vogn nr. 99 en Aston Martin. De hører helt sikkert til en af de stærkeste teams og vogne. Faktisk kørte de klart hurtigst af alle vogne i klassen til testdagen. Også i denne klasse har vi kørere med der klart kører med om sejren, hvis alt går vel.
  17. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    Vægt: 98,5
    Der bragede jeg igennem de 100 kg.
  18. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    Vægt: 98,5
    Der bragede jeg igennem de 100 kg.
  19. Like
    jarvig13 got a reaction from LaMotta in Jarvig's træning   
    Vægt: 98,5
    Der bragede jeg igennem de 100 kg.
  20. Like
    jarvig13 got a reaction from Scorpio in Tour de France 2011   
    Sludder. Det går jo ikke stærkt. Det er ikke fordi han ikke kan følge med, men fordi han er svag.....han kan ikke følge med fordi der er noget galt idag = sygdom eller første bjergetape hvor ens ben kan være mærkelige.
    Hvis du skulle have ret, så er Fuglsang kun den 70. bedste til at køre i bjerge i feltet => tror du selv på det?
  21. Like
    jarvig13 got a reaction from Zuffox in VM 2010   
    Fysik: Alle kan træne sig til det.
    Mentalitet: Skal indarbejdes gennem træning, træning og træning.
    Taktisk forståelse og diciplin: Skal indarbejdes gennem træning, træning og træning.
    Teknisk kunnen: Medfødt. Men skal dyrkes, holdes ved lige og udvikles gennem alskens træning.....fra determineret teknisk træning, til leg og over normal træning, hvor teknikken skal bringes i reelt spil.
    Ja.
    1910-1925: Danmark blandt verdens 2-3 bedste landshold (no kidding)
    1948 - bronceholdet: Et fuldkommen vildt talentfuldt dansk landshold, på niveau med 80'er holdet da det var bedst. Blev smadret grundet DBUs amatør-strategi, da hele holdet blev solgt til internationale topklubber, og DBU som straf bandlyser spillerne fra landsholdet for al eftertid grundet at de er blevet professionelle. Holdet fik (bl.a.) derfor ikke lov til at stille op til VM, så vi fik aldrig vist, at vi ville havde været vildt gode til VM 1950. Hvis holdet havde fået lov til at spille og stille op til VM og EM i 50'erne så havde DK haft et hold der konstant ville have spillet med om medaljerne i dette årti.
    1960 - sølvholdet: Lige niveauet under bronceholdet, men stadig international topklasse. Lider samme skæbne som bronceholdet.
    1967: Niveau måske næsten oppe på bronceholdet. Lider samme skæbne som bronce- og sølvholdet.
    1970'erne: Endeligt professionelle spiller på landsholdet. Vi har - i stærkeste opstilling - konsekvent gennem årtiet et super stærkt landshold. Stadig er trænerposten ikke seriøs (= der ikke styr på holdets spil). Men vigtigst af alt. FIFA og EUFA har endnu ikke indført regler om at landsholdspillere skal have fri til landskampe. Mange danskere spiller for europæiske tophold og de får meget tit ikke lov til at tage hjem til landsholdet. Det er stort set kun DK som har disse problemer. Andre "små-landshold" har ikke kvalitet til at være med på toppen, og alle de store landshold henter klart det meste af deres spillemateriale i egen liga => landshold og egen spilleunion kan aftale, hvornår ligaerne ligger stille så spillere kan få fri til landsholdet => DK stort set eneste land i verden, der har spillerne til et toplandshold, men hvor stort set alle spillere spiller i udenlandske klubber.
    1980'erne: Dansk verdensklasse. Blandt de bedste i verden.
    1992: Europamestre.
    1998: Stærkt hold med 2 gange Laudrup....kvartfinale til VM, taber knebent til Brasilien.
  22. Like
    jarvig13 got a reaction from KåreS in VM 2010   
    For lige at vende tilbage til, hvorfor jeg er ulden på Morten.
    1. På trods af alle ved, at andre hold ved hvordan DK spiller + at spillermaterialet ikke er på toppen, så har Morten ikke for alvor ændret på sit system i 10 år.
    2. Holdet er måske lige under internationalt niveau. Derfor kan vi ikke forvente det vilde. Men det er trods alt gode nok spillere til at de kan spille ok fodbold. Derfor er utroligt ringe, at efter 10 år med samme taktik, da kan Morten ikke få det til - offensivt - at fungere. Offensivt spiller vi pivringe. Der er ingen kreativitet i spillet, vi kan ikke holde på bolden, vi kan ikke lave ordentligt pasningsspil, vi er altid i undertal på den centrale (og dermed vitale) midtbane.
    3. På trods af opstillinger, hvor der klart satses på løbevillige midtbanespillere, så er midtbanen typisk tit så overmatchet, at den defensivt går op i limningerne => mange overtalssituationer mod forsvaret => Danmarks defensiv ser tit ud til at være hullet som en si
    4. OK, det går skidt med systemet, men så er Mortens gerning vel, at han på det personlige plan vejleder spillerne så de spiller bedst muligt. Tydeligvis ikke. Mængden af - grove - personlige fejl + voldsom mangel på kreative indslag er udtalt over hele linjen på landsholdet.
    Så skal jeg være lidt grov, så kan jeg ikke finde et eneste punkt, hvor Morten gør det godt
    - Hans system er forældet og forfejlet
    - Hans system tager ikke højde for hans spillermateriale
    - Han kan ikke lave et system med en offensiv der virker
    - Han kan ikke lave et system hvor defensiv er bundsolid
    - Han kan ikke få hver enkelt spiller til at spille personligt godt
    Misforstå mig ikke. Jeg er også en af de personer som generelt mener at Morten er en meget dygtig træner.
    Men er han det, så må han også se på ovenstående punkter og gøre sig klart, at der skal laves noget helt fundamentalt om, hvis DK skal være med på den internationale scene.