vestjyden

MARATON #6 – KØBENHAVN, MAJ 2012
EN FEST HELE VEJEN TIL MÅLSTREGEN
Maraton er åbenbart – for mig – en feber, der dukker op med års mellemrum. Og vinteren 2004/05 var det så vidt igen. Den stod på fællestræning med Sparta om søndagen, og træningen gik fint, indtil en ankel (på grund af en gammel forstuvning) satte en stopper for løjerne. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, havde det ikke udviklet sig. Men det gav bøvl med akillessenen og alle mulige skavanker, så skydningen måtte indstilles.
Det blev til fem år med cykeltræning, indtil det dæmrede for mig, at der var en stille revolution i gang i løbe- og motionsverdenen. Inspireret af oprindelige befolkningers løbestil var løbere overalt i verden begyndt at eksperimentere med barfods- og fladfodsløb, hvor man løber på flad fod i minimalistiske sko og sandaler. Christopher McDougalls bog Born to Run gik sin sejrsgang, og efter en overgangsperiode var jeg i gang med at løbe igen. Nu på flade fødder uden nogen form for skumgummi under fødderne.
Det virkede. Ingen problemer med bentøjet efter en omlægning af løbestilen. Hele den revolution fortjener sit eget kapitel, selv om den nok aldrig blev den omvæltning, man håbede og troede på, men det er en anden historie.
Jeg var svært begejstret over at kunne løbe igen, og efter et år eller to tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve kræfter med et maraton i de flade futter.
Det blev Copenhagen Marathon i '12, og jeg besluttede på forhånd, at det måtte tage den tid, det nu engang tog. Det handlede først og fremmest om at løbe en rigtig lang tur med den nyvundne løbestil, og den indstilling skulle vise sig at være en gave sendt fra himlen netop det år, for temperaturen på dagen blev uventet høj.
Det gik stille og roligt af sted på ruten, med stop ved samtlige depoter, rigeligt med vand og highfive til alle børnene langs ruten. Det skulle vise sig, at man dels slet ikke møder den traditionelle mur med den holdning, og at det var den perfekte tilgang på en dag, hvor det dryssede fra med løbere langs vejkanten.
Sparta havde satset hele butikken på at komme over 10.000 fuldførende løbere det år, men over 2.000 måtte opgive i heden, så det lykkedes ikke.
Jeg cruisede i mål i magelige 3:48 og havde fine ben. Hermed var mit andet vellykkede maraton i posen. Det er eneste gang, jeg har løbet maraton i København og den krøllede rute i de relativt snævre gader var ikke en god kombination med temperaturer på over 25 grader (som jeg husker det).
Løbet var i øvrigt en god illustration af det paradoks, der eksisterer i løbeverdenen. Som tidligere fortalt, kunne Allan Zachariassen i 1981  løbe et 2:15-maraton om vinteren på landevejen uden for Esbjerg i et løb, hvor der ikke var mange deltagere. I 2012 var der 12.000 tilmeldte i København og trods fine træningsmetoder, bedre beklædning, avanceret grej og alt muligt andet gøgl blev løbet vundet på knap 2:25. Det fungerede endda som DM. Den absurd store bredde havde altså ikke resulteret i en tilsvarende bred elite i 2012 (det skal dog siges, at der sker noget i disse år, men det er en anden historie).
Alt det spillede ingen rolle for os bredrøvede motionister længere nede i feltet. Men hos mig gav løbet anledning til at lege med tanken om at løbe et bjergmaraton. Jeg skulle dog en tur omkring et løb i Tyskland først, som også rummede en vigtig lektie.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Tag det som en oplevelse. Er du motionist kan du lige så godt give digt tid, suge oplevelsen til dig og slippe for muren og for manden med hammeren.
BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE
Billedet er denne gang en artikel, der fortæller om slaget i varmen. Var du med, kan du med garanti huske udfordringerne.
https://vejr.tv2.dk/2012-05-20-copenhagen-marathon-2000-udgik-i-varmen

MARATON #5 – TAULOV, SEPTEMBER 1995
NÅR VEJRET LØBER MED
Fra 1982 og ti år frem var alle tanker om maratonløb lagt langt væk. Det blev tid til komme ud på arbejdsmarkedet, stifte bo og familie og i det hele taget gøre alt det, som folk nu gør. Og der kunne slet ikke være tale om at genoptage cyklingen, som er en veritabel tidsrøver, så det blev til lidt løb på kortere distancer for trods alt at holde formen ved lige.
Mon ikke mange kender det dilemma? Det kan være mere end vanskeligt at klemme træningen ind, og pludselig en dag er det blevet så godt som umuligt. Endda lige præcis i de år, hvor man har allermest brug for at røre sig. Så vidt kom det nu ikke, men det var sporadisk træning en del år, og så kom de lange distancer alligevel snigende.
Min personlige løsning blev løbeture sent om aftenen, når kone, børn og baby alligevel var gået om kuld. Det gav lidt udfordringer at sove, når man havde løbet byen rundt mellem klokken 20 og 22, men alt kan blive en vane, og snart blev det til nogle gode lange ture sådan nærmest af sig selv.
På det tidspunkt meldte Taulov IF sig med et af de første broløb. I 1995 havde begge lillebæltsbroer jubilæum, så de arrangerede et maraton, hvor man skulle krydse dem begge den 17. september 1995. Det var da en god gulerod at have foran næsen, så jeg tilmeldte mig og satte distancerne endnu et nøk i vejret.
Starten gik i Taulov, og først skulle den gamle bro forceres til Fyn og derefter den nye tilbage til Jylland. Easy-peasy, what could possibly go wrong?
Ja, så var det lige, at temperaturen faldt, der blæste en stiv kuling fra vest, og det meste af løbet foregik i slagregn. Voksne mænd – personer, undskyld – tumlede i mål på stive ben og med blanke, udslukte øjne. Livsgnisten var forsvundet. Det gik fra at være en løbefest til at blive en overlevelsestur, hvor selv BS skulle have taget sig sammen for at komme igennem. For slet ikke at tale om Bubber.
Man siger jo normalt, at man kan løbe i al slags vejr, og det er også rigtigt. I forhold til fx cykling er man ikke nær så udsat. Og alligevel er ingen helt upåvirket af pludselig ekstrem varme, kulde, iskold regn og andre vejrfænomener. Den nye Lillebæltsbro er ikke nær så høj som den senere Storebæltsbro, men den dag var den alligevel en af de sejere og mere stormomsuste bakker, jeg nogensinde har løbet på.
Løbet blev det bedste bevis på, at man aldrig skal underkende vejret, når distancen er så lang. Det står samtidig i et lidt sentimentalt skær, da jeg med 2:58 løb mit sidste maraton på under tre timer.
Derefter trykkede jeg endnu en gang på pauseknappen og ventede hele 17 år på næste maraton. Først skulle jeg lige etablere mig som selvstændig og komme igennem fem års løbepause med knas i bentøjet.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Forvent altid det uventede. Faktorer som vejr, vind, sygdom og alt muligt andet kan til hver en tid vende op og ned på alting.
BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
Billedet er vist fra en senere udgave af løbene over Lillebæltsbroen. Men vejret ser ud til at være det samme.
 

MARATON #4 – ATHEN, OKTOBER 1982
DET GÅR OP OG NED I SHOWBIZ
De færreste træner – af gode grunde – hele maratondistancen. Det er derfor noget af et puslespil at sammensætte maratontræningen, som kan bestå af en hel masse kilometer, intervaltræning, tempotræning, bakkeløb, konkurrencer på kortere distancer og alt muligt andet kombineret på den mest optimale måde.
Går man ned i distance, er det samme billede. I sæsonen 1982 skulle jeg løbe 5000 meter på bane, og det forbereder man sig til ved meget specialiseret træning og en hel masse testløb og konkurrencer på kortere distancer – fra 800 til 3000 meter, peppet op med enkelte testløb på selve distancen, før man på et eller andet tidspunkt skal toppe i sæsonen.
Det gik også fint i 1982. MEN da to klubkammerater fortalte, at de havde købt en Spies-rejse og skulle ned at løbe Athens Classics Marathon i oktober blev jeg fristet til at tage med for lige at slutte sæsonen af med at prøve et maraton en gang til. Fascinationen var der stadig, og med en 5000 meter-konkurrenceform i benene skulle det vel være en smal sag. Endda på 'den originale rute' fra byen Marathon ind til det gamle stadion i Athen.
Det er naturligvis fis i en hornlygte med det autentiske, men grækerne var kommet med på vognen i 1972 og ville også have del i den gryende maratonturisme.
Vi tog hjemme fra i 10 grader og regnvejr og kom ned til bagende sol og 25 grader en uge før løbet. Næste morgen tog vi bussen 25 km syd for byen og løb tilbage til hotellet. Så var 'den sidste lange tur' overstået, og vi kunne fylde kulhydrater på systemet til selve løbet.
Løbet foregik den 15. oktober 1982 – som et kuriosum en god måned efter at Poul Schlüter med den første firkløverregering havde grebet regeringsmagten efter Anker Jørgensen.
Vi blev samlet op i centrum og kørt i busser ud til Marathon, en gudsforladt by med et legendarisk navn. Det her var otte år efter, at den græske junta havde sluppet tøjlerne, så det kunne med nød og næppe forsvares at støtte landet. Vi var i øvrigt ikke mange deltagere, og varmen så ud til at gøre det til noget af en kamp at komme igennem.
Det viste sig så, at der lå en hel anden udfordring forude: ruten. Det gik over stok og sten for mig fra starten på den flade slette med de afbrændte marker omkring os. Men omkring 11-15 km begyndte det at gå opad. Mellem 20 og 30 km (som jeg husker det) steg det nådesløst, hvorefter det gik uafbrudt nedad mellem 30 og 40. Her løb man til gengæld på et afspærret spor på en befærdet vej, hvor luften var tæt af udstødningsgasser.
Ruten kan være lavet om siden, men dengang gav den os i hvert fald en værdifuld lektion: Tjek altid profilen grundigt. Det var da ære at løbe 'det autentiske maraton', men jeg husker det som frygteligt strabadserende og fik slæbt mig over mål på 2:58. Næste dag før flyafgangen nåede vi at jogge en tur i centrum, hvor det gik så langsomt, at vi blev overhalet af småbørn og gamle damer med tunge indkøbsposer.
I øvrigt var der et større kontingent danskere dernede, der rejste med noget, der hed ... Marathon Rejser(?). Så maratonturismen var kommet i gang i 1982, men var vand ved siden af den eksplosion, der kom siden.
Efter Athen gik der ikke mindre end 13 år, en hel børneflok og et nyt liv som selvstændig. før jeg igen kom til at løbe de 42,195 km. Det kom til at give en overraskelse fra en uventet kant.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Tjek altid ruten grundigt. Ruten er en seriøs med- og modløber og bakker kan være døden, hvad enten de går op eller ned.
BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
Billedet viser det gamle stadion i Athen, hvor der var mål til maratonløbet. Det blev bygget til OL i 1896 og opført som et klassisk stadion, hvor er åbent i den ene ende.
 

Med overskud til 130 km ugen efter, så kunne du da godt have givet lidt mere gaz superløber
men stadig fascinerende at læse med og ja husker også følelsen af at liste mig ind på løbere og overhale til sidst = resultatet af at have løbet langsomt nok. 
 
En medstuderende og kollegie bofælle + he man ville ikke tale til mig i flere år efter at jeg overhalede ham mellem 40 og 41 km

Som et kuriosum kan det nævnes, at min tid fra dengang ville have givet mig en plads som nummer 12 ved weekendens HCA Marathon i Odense. Der er kommet mange arrangementer siden dengang, og der er mange motionister, men toppen er ikke blevet tilsvarende bredere.

MARATON #3 – HUSUM, FEBRUAR 1982
TILBAGE TIL GERNINGSSTEDET
Hvis man træner rigtigt meget og følger sit program samvittighedsfuldt, så sætter ens gener i sidste ende en grænse for, hvad man kan opnå. Kroppen er en finurlig størrelse med en blanding af hurtige og langsomme muskelfibre, statur, vægt, talent, muskelstyrke, psyke og et utal af andre faktorer, der er helt individuelle og medvirker til, at man ikke kan blive god til hvad som helst.
Biologien spiller en afgørende rolle, og er du bygget som en 100 meter-løber, skal du næppe løbe maraton. Vinteren 81/82 fik jeg for første gang en personlig træner, og hun spottede med det samme, at jeg ikke var født til maraton, burde skrue ned for distancen og forsøge mig på 5000 meter på bane i stedet for de lange landevejsløb.
Det var godt set, men først skulle min gamle ven maratondistancen lige have et sidste skud i februar i Husum. Dengang var vintertræningen til maraton og 5000 meter ikke så forskellig frem til februar = så langt som muligt, og først ud på foråret blev træningen til den kortere distance skåret til. Så jeg fik lov til at vende tilbage til gerningsstedet.
Det skete på et tidspunkt, hvor investeringen i de mange kilometer endelig begyndte at give et afkast. De fleste løbere fra den tid kan sikkert huske, at vintertræningen kunne være tung, tung, tung ... Det var koldt og mørkt, og der blev kværnet kilometer efter kilometer på stier og landeveje.
Når man så kunne skimte foråret i horisonten begyndte billedet at vende. Hovsa, pludselig kunne man gå dybere i intervaltræningen, bakkerne i skovene blev besejret hurtigere, og langsomt pakkede man den julegave ud, der hedder en solid grundform. Der var simpelthen mere at arbejde med.
Det satte også sit præg på min anden start i Husum, hvor jeg mentalt var ved at gøre klar til de kortere distancer, og derfor ikke tog det så tungt. Jeg kunne desuden løbe hurtigere længere, og selv om tiden blev den samme som i Esbjerg et par måneder i forvejen – 2:45 – så havde jeg friske ben og kunne sætte 130 km ind på træningsbogen ugen efter.
Jeg tabte kun et minut eller to på den anden halvdel af løbet og havde den dag i februar det første af mine tre vellykkede maratonløb, hvor det hele gik op i en højere enhed. For mig et bevis på værdien af en god grundform og frem alt effekten af at disponere løbet optimalt. Man kommer næsten altid hurtigere i mål ved at løbe et ensartet tempo.
Kan se, at løbet i Husum det år blev vundet af tyskeren Rüdiger Grube i 2:27. Året efter kom Svend Erik Kristensen og satte tingene på plads med løbsrekorden 2:15.
Før 1982 var omme havde jeg i øvrigt stik imod forventningerne løbet et maraton mere. Men det var i virkelig eksotiske omgivelser på en rute, der ikke kunne blive mere klassisk. Og som via Haruki Murakami sågar trækker en linje op til nutiden.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Løb et ensartet tempo. Det vil ALTID give det bedste resultat. Og som bonus har du bedre og friskere ben bagefter.
BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
Billedet er fra Edinburgh, men giver et meget godt indtryk af tiden. Tungt løbetøj i svedklistrende bomuld. Selv efter mit tredje løb havde jeg endnu aldrig prøvet at løbe et maraton i over 10 graders varme.

MARATON #2 – ESBJERG, NOVEMBER 1981
OM AT GÅ NED I FLAMMER
På en solsveden campingplads på Korsika i maj 1981 tog jeg en beslutning: Det der løb skulle da have et skud mere, sådan for alvor. Trængslerne fra løbet i februar var for længst glemt, så jeg spændte snørebåndene på de grønne Karhu og startede træningen på stedet. Landevejene uden for Calvi var så varme, at de flimrede for øjnene, men beslutningen var taget, så hvorfor ikke bare komme i gang.
Set i bakspejlet står det klart, at idéen ikke kom ud af det blå. Internationalt var Alberto Salazar & Co nærmeste blevet rockstjerner i atletikverdenen. I Danmark havde vi en gylden generation anført af Henrik Jørgensen, Allan Zachariassen m.fl. Og der begyndte at gå mode i store løb for bredden anført af Copenhagen Marathon, der som tidligere nævnt blev løbet første gang i 1980.
Internet var der ikke meget af, så man måtte cykle ind til Hovedbanegårdens bladkiosk, købe Runner's World og så læse det, indtil det hang i laser. Den 25. oktober vandt Salazar i New York på 2:08, og alle hans mellemtider blev omhyggeligt studeret.
Mindre fascinerende var efteråret og dagligdagen i Roskilde, hvor jeg ukritisk tog den newzealandske løbeguru Arthur Lydiards principper til mig. To gange om ugen stod den på gymnastik og styrketræning i Hellas IF, og alle dagene bød derudover på så meget løb som overhovedet muligt. Der var prestige i at sætte mange kilometer ind på bogen, og det var givet baggrunden for, at vi i de år havde en utrolig 'bred elite' i Danmark.
September, oktober og november var sure at komme igennem, når der bare skulle tonses kilometer, og jeg skrev derfor Bikuben Marathon i Esbjerg den 29. november i kalenderen. Så var der i det mindste noget at arbejde hen imod.
Nu tænker du, at det var et røvballeløb på vestkysten midt om vinteren, men så svarer jeg, at det blev vundet af Allan Zachariassen på 2:15:22. Så skulle den ged vist være barberet. Det var en anden tid – i mere end én forstand.
Min egen deltagelse blev en klassiker. For det har sin egen skønhed at iagttage en rookie, der har overstået sit første maraton, har store tanker om sig selv og derefter går ned i flammer.
Ruten var ud-hjem med vendepunkt ved Tjæreborg. Jeg løb rundt om keglen på 1:15, men kun 5-10 km længere henne af vejen stod manden med den helt store hammer og pandede mig og de store planer til jorden. Anden halvdel tog et kvarter længere, så uret viste 2:45:09 ved målstregen.
Bedre end det første løb, men usigeligt hårdt de sidste 5 km og med plankestive ben som resultat. Tiden blev bare taget ad notam i løbeklubben, for i de år var den ikke rigtig noget at prale af. Og der var i øvrigt heller ingen sociale medier, hvor man kunne gøre det.
Et par måneder senere skulle jeg lige prøve en gang mere, og det blev en diametralt modsat oplevelse, selv om tiden blev næsten den samme.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Respektér distancen. Uanset, hvordan man vender og drejer det – og uanset hvad ultraløberne siger – så er det altså en rigtig lang løbetur.
BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
Billedet viser Allan Zachariassen, der lige leverede en 2:15-maraton en novemberdag på gudsforladte landeveje i Vestjylland. Her tydeligvis et foto fra et sommerløb :)

Well ikke så meget at opdatere men får langsomt bevæget mig henimod at være klar både med pakning og alt det jobmæssige, som jeg skal have styr på inden afgang. 
Mandag restitution, tirsdag dejlig svøm, torsdag PT pas og i dag søndag 10 dejlige kilometers løb i skoven. Ville have trænet i går men kom til at spise fredags sushi, som af en eller anden grund ikke huer min mave rigtigt længere. 
Føler mig lidt tung men tror stadig, at det er bedre med lidt på sidebenene, end den periode, hvor jeg hele tiden frøs og var træt pga for få kalorier i forsøget på at presse vægten ned. Vejret lige nu i Nepal er mere vådt end vanligt og der var problemer med laviner i Manaslu basecamp, hvor nogle jeg følger, opgav at komme op pga for farlige forhold. Sådan er det bare i bjergene og jeg har heldigvis masser af varmt uld og dun til at prøve at holde varmen. Hvis det står ned i stænger fra morgen til aften, så bliver det bare en anden tur, end hvad jeg lige havde drømt om og i hvert fald nogle forhold, der kommer til at teste evnen til at holde sig tør og varm og mentalt at kunne holde humøret oppe. 
Arbejdsmæssigt så ser tiden efter Nepal ser ud til at være lidt mere rimelig mht mulighed for at få sovet ud, trænet og har også nogle andre overvejelser/planer i forhold til at opnå større indre ro
Hvis nogen skulle have lyst til at følge med, så har jeg oprettet en fb gruppe, hvor jeg vil prøve at få postet nogle billeder og skrive beretninger fra turen.
https://www.facebook.com/groups/797025698266932
Det er også muligt, at jeg skriver herinde men kommer også til at afhænge af internet og batteri forhold. Har i hvert fald altid svært ved at finde ud af at uploade billeder her. Så det kommer ikke til at ske. 
Nå dejlig søndag aften og god uge til boardet  
 

Takker meget for tanken Bjergtrold, Men jeg er sluppet billigt, et par dage hvor jeg var sløj, og ingen bivirkning.
 
15-09-2022
Løb
3,1 km
21m22s
Skulle lige finde ud af om mine lunger fungerede. De var ok.
 
16-09-2022
Styrke
Opvarming:
Crosstrainer 10 min.
Hyber ext. 2 x 15 x Bw.
Sidebøjninger i Hyber ext. bænk.: 2 x (15+15) x Bw.
Mavemaskine: 1 x 15 x 50  2 x 15 x 65
 
Squat:  1 x 5 x 50kg.  5 x 5 x 70kg.
Bænkpres: 1 x 10 x 40kg.  1 x 5 x 50kg.  4 x 5 x 55kg.
Row low (pure strength maskine): 1 x 10 x 40kg.  3 x 10 x 80kg.
 
17-09-2022
Løb
5,8 km
40m42s
 
18-09-2022
Styrke
Opvarming:
Crosstrainer 10 min.
Hyber ext. 2 x 15 x Bw.
Sidebøjninger i Hyber ext. bænk.: 2 x (15+15) x Bw.
Mavemaskine: 1 x 10 x 50  2 x 10 x 65
Curl, Db:  1 x (10+10) x 11kg  3 x (10+10) x 12kg.
Triseps ext. Db: 2 x (10+10) x 8 kg.  2 x (10+10) x 9kg.
Planke: 1 x 1min x Bw
Side planke 1 x (30s+30s) x Bw
Hip bridge march: 1 x (10+10) Bw.
Lateral rais 3 x 10 x 9kg.
 
18-09-2022
Styrke m.m.
Opvarming: lidt løb og leg.
Diverse kropsvægt øvelser. Vi kom rundt om ca. 30 øvelser på 1½ time.
Det var ret afslørende. jeg er lidt svag i venstre side, og min corre kunne trænge til lidt opmærksomhed.
 
21-09-2022
Løb
4,4 km
27m22s
Kunne godt mærke, at jeg havde lavet noget andet end normalt, kroppen var lidt træt.
 
22-09-2022
Løb
6,8 km
43m00s
Normalt løber jeg ikke 2 dage i streg, men min kalender er noget rod, så sådan er det lige nu.
 
23-09-2022
Styrke
Opvarming:
Crosstrainer 10 min.
Hyber ext. 2 x 15 x Bw.
Sidebøjninger i Hyber ext. bænk.: 2 x (15+15) x Bw.
 
Squat:  1 x 5 x 50kg.  1 x 5 x 60kg.  1 x 5 x 70kg.  1 x 5 x 75kg.  1 x 5 x 80kg.
Bænkpres: 1 x 10 x 40kg.  3 x 5 x 50kg.
Row (pure strength maskine): 3 x 10 x 80kg.
 

MARATON #1 – HUSUM, FEBRUAR 1981
LANGE AFTENER I GODT SELSKAB
Hvis man i 1980 stoppede med cykelsport, var der ingen mellemvej. Der var ikke rigtig nogen motionsklubber eller hyggefællesskaber. Når man stoppede, blev man efterladt på perronen og kunne se toget forsvinde i det fjerne. Hele den motionsindustri, der i dag omsætter for millioner, når der investeres i kulfibercykler og lycra, eksisterede ikke.
Så der skulle ske noget andet, efter at raceren var kørt i stald efter forårets løb i Esbjerg.
Det blev ikke overraskende løb i byens atletikklub, HIF, som blandt andet bød på god, lang søndagstræning efter datidens skik og brug. Men ved et tilfælde fik jeg også kontakt med to lokale maratonløbere, Kesse og Bent K. De skulle løbe Husumer Wintermarathon i februar, og de havde hver deres dagsorden.
Bent K. var jord- og betonarbejder på deltid og en af de bedste løbere herhjemme på distancen med en PB på 2:18. Han skulle til Husum og vinde, så han kunne blive udtaget til løb i udlandet. Kesse var bredt bygget med fuldskæg og drev sin egen gård i Simmersted. Han havde aldrig løbet maraton på over tre timer, og det her løb skulle ikke være det første.
Husumer Wintermarathon var blevet afholdt siden 1972 og var en fast del af programmet for mange danske løbere. De tog til den lille nordtyske by for lige at pudse formen af, før den mere intensive træning begyndte frem mod foråret. Løbet var altid i februar, så der kunne være frost og fygesne, slagregn, storm fra vest og alt andet godt. Som tidligere nævnt: Der var ikke mange løb at vælge imellem for mere end 40 år siden.
Kesse, Bent K. og jeg arbejdede jo alle, så vi mødtes hver fredag aften klokken 19 ved Haderslev-Hallen og løb 24 km i to store runder hhv. nord og syd for byen. Det var på kulsorte landeveje, hvor man var blind efter mødet med modkørende biler med langt lys. Vi havde 'ridelygter' spændt på armene, der lyste en smule hvidt fremad og rødt bagud, så vejen kunne de ikke lyse op, men på forunderlig vis brækkede vi ingen lemmer.
Det forløb var guld værd! Det var en mesterklasse i staldtips og erfaringer. Og super hyggeligt. Fredag efter fredag kom tempoet i vejret (for Bent K. var det en 'let dag'). Fredagen ugen før løbet satte vi distancen op 32 km for at få tømt depoterne. Det var knagende frost, så Kesse havde gemt en termoflaske med varm hvidtøl omkring 24 km. Det lyder mærkeligt, men smagte overraskende godt.
Undervejs gik snakken – meget om løb, men vi kom vidt omkring. Der var også en del at tale om. Det var den vinter, John Lennon blev skudt foran sin ejendom i New York, Reagan valgt som præsident, og Anker Jørgensen var i gang med sin sidste regeringsperiode.
På dagen var vejret – selvfølgelig – frygteligt, men vi overlevede. Bent K. vandt i 2:26, Kesse kom under tre timer, og jeg kom i land med det yderste af neglene på 3:05. Det var desværre ikke under tre timer, men hey! vi vandt holdkonkurrencen.
Det var et vinterhalvår, hvor solen sjældent viste sig, og alligevel er premiereløbet et meget, meget lyst minde. Det gav blod på tanden til at prøve kræfter med distancen igen, men næste gang skulle det resultere i en helt anden og mere hårdtslående lektion.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Træn med andre løbere. Navnlig, hvis det er dit første maratonløb. Det er hyggeligt og kan være en guldgrube af vigtig viden.
BUD #1: TRÆN MED ANDRE
Billedet er fra en vinterdag i Husum. Ruten gik ud på de øde landeveje i februar måned, der var ingen til at heppe og absolut ingen Instagram-værdige momenter.

Tak for det. Jeg fortsætter lige med kapitel 0, for det var slet ikke noget officielt løb, da jeg første gang tilbagelagde distancen.
 
MARATON #0 – HADERSLEV, NOVEMBER 1979
UDEN MAD OG DRIKKE
I efteråret (november?) 1979 løb jeg maratondistancen sådan ud af det blå og uden mad og drikke. Så det tæller ikke rigtig med blandt de officielle løb, men siger måske alligevel lidt om, hvor fascineret jeg har været af udfordringen. 
På det tidspunkt kørte jeg cykelløb og her er det vigtigt at vide, at man har en skrue løs, når man kører cykelløb. Overliggeren for crazy ligger ret højt. 
Desuden kunne man dengang godt lade sig 'falde lidt ud af form', når sæsonen var slut, hvis man da ikke lige kørte cykelcross. Selv spillede jeg noget basketball, trillede lidt på vintercyklen og løb nogle ture, når det sidste cykelløb var kørt. Så eftersom jeg alligevel var i gang med at løbe, meldte tanken sig: Hvorfor ikke løbe et maraton. Hvor svært kan det være? Det kan umuligt være værre end at køre cykelløb.
Det blå kort i 1:100.000 blev foldet ud på bordet, en rute på 42 km blev målt op med en passer (hey! det var 1979, og Anker Jørgensen var stadig statsminister), og så gik turen ellers ud vest for byen og retur i nogle ret tunge Hummel-løbesko, som havde knopper under og vist egentlig var beregnet til terrænløb.
Det foregik uden mad og drikke, selv om jeg muligvis har stoppet ved nogle kirkegårde, hvor man som regel kan få frisk, koldt vand fra hanen. Jeg husker det simpelthen ikke. Tiden erindrer jeg heller ikke, men jeg kom igennem, selv om benene formentlig har været tykke som telefonpæle bagefter.
Løbeturen tæller ikke rigtig som et maratonløb, men siger lidt om fascinationen af distancen og om tiden. På det tidspunkt var der kommet en topløber på distancen i vores naboby, som trak overskrifter. Der blev desuden etableret kondistier og Trim-ruter mange steder, og hele motionsbølgen var så småt ved at få vejgreb.
Copenhagen Marathon havde premiere året efter, i 1980, men allerede op igennem 1970'erne var der begyndt at komme flere og flere officielle løb, så maratonløb var ved at lette (selv om vittige hoveder stadig råbte "kondi, kondi!" eller "de andre løber lige derhenne!", når nogen dristede sig til at jogge på offentlig vej).
Mit første rigtige maratonløb var halvandet år senere langt ude på landet. Det skulle vise sig, at det ikke var selve løbet, men forberedelsen, der rummede den vigtigste lektie, da jeg første gang stod på startstregen med et nummer på maven.
LEKTIEN AF DETTE LØB?
Ingenting. Dels kan jeg dårligt huske noget fra turen, og dels gjorde jeg alt det, man ikke skal gøre. Det skyldtes udelukkende ungdommeligt overmod, at jeg overlevede.
Billedet er fra landevejen, hvor jeg skulle forcere en bakke til sidst. Den er ikke stejl, men var rigeligt sej at komme igennem lige den dag.

[sakset fra min Facebook:]
MARATON – DEN FANDENS FASCINATION
POWERPOINT-PRÆSENTATION PÅ VEJ :)
Havde egentlig svoret, at jeg havde løbet mit sidste maratonløb. Nu pønser jeg alligevel på, om jeg skal give mig i kast med et mere til foråret. Er ikke helt afklaret med det endnu, men hvis det skal ske, er det ved at være høje tid at indstille sigtekornet og få nogle flere kilometer i benene.
Har ikke skænket det mange tanker siden mit sidste maraton, men åbenbart er fascinationen intakt, og jeg ved endda, hvor den stammer fra: Engang i 1970'erne gennemførte en meget ung fyr i mit hjemby et maratonløb som en af de yngste nogensinde herhjemme, og det satte noget i gang, der har varet ved.
Efter nogle ungdomsår med cykelsport var min fascination intakt, og det siger noget om dens kraft. Det er måske til at forstå, når man spoler filmen fire-fem årtier tilbage, hvor distancen stadig var ret eksotisk, og der var ganske få maratonløb herhjemme om året. Sådan er det som bekendt – mildest talt! – ikke mere
Er i øvrigt langt fra specialist på området og er absolut ikke 'født' til distancen. Har faktisk kun løbet 10 af slagsen gennem årene, og de har været hårde at komme igennem – på nær tre af dem! Nu tænker jeg på, om jeg måske kan gå mere systematisk til værks og lære af de foregående løb. Måske kan jeg ligefrem lave mine egne 10 bud? Måske kan jeg udlede noget mere generelt ud fra erfaringerne, som andre kunne have glæde af? Det må være missionen.
Med andre ord: Jeg kan mærke, at der er en forelæsningsrække på vej. En lille føljeton, der skal munde ud i mine 10 bedste bud på, hvordan man slipper bedst fra et maraton. Jeg er allerede begyndt at forberede en ordentlig røvfuld PowerPoint-slides, og det bliver måske lidt løbenørdet. Alle, der anser løb som komplet tidsspilde, kan bare passere gaden ;)
I øvrigt var mit første forsøg på distancen slet ikke et officielt maratonløb. Det kan første lektion passende handle om.
Billedet viser på trods af min fremskredne alder i øvrigt ikke mig, men den overraskende vinder af Boston Marathon i 1926, canadieren John C. Miles, der løb imponerende 2:25:40

Kort update
Travl træt uge, hvor træningsmængden har haft været ret begrænset. Sindssygt træt ovenpå åbent hus arrangementet søndag. 
0 dage mandag, onsdag og fredag. Til gengæld gode pas med coach S tirsdag og torsdag og tirsdag også den gode erkendelse af, at lidt ER bedre end ingenting. Ovenpå nogle energiske uger har jeg nogle gange svært ved at abstrahere fra planerne om 2-3 dobbelte pas med løb, styrke og yoga. Well og nogle gange er det jo ikke, hvad kroppen vil være med til. Eller hvad tiden tillader. Tirsdag joggede jeg over til PT og efterfølgende joggede jeg rundt til flere pakke udleveringssteder. Dvs ikke langt løbepas, eller hurtigt tempo. Men fik rørt mig og samtidigt hentet bla tynd dunfidus til Nepal.
Torsdag eftermiddag fik jeg Tyfus vaccination hos min astma læge, som samtidigt er tropemediciner og ved en masse også om bjerg/højdemedicin. Så masser af gode råd der og test af lungefunktion, som ligger fint. Vi talte også om, at jeg har en meget stor ydmyghed mht bjergturen og hvordan min krop vil reagere, inkl at jeg hidtil har haft en fornuftig dømmekraft mht at vende om/ikke gå højere op end min krop vil være med til. 
Vil til at træne det med vædske indtaget meget mere slavisk og det er i løbet af ugen gået forholdsvist meget bedre med ikke at spise slik/chokolade. Dog i går lidt slik og i dag lidt chokolade. 
Hoppede desuden på HBO Max torsdag for trængte til lidt hygge til al den sunde mad. Dog kun set Sherlock Holmes 1 afsnit og lidt af "House of the Dragon".
I dag endelig helt forrygende god træning. 
Løb
Hechmann uge 4 dag 6
Passet koncentreret om 3 x 5 minutter i AT/An1, hvor jeg ovenpå sidste uge jo var spændt på om jeg kunne holde de 5 min/km. Det gik heldigvis fint. Bliver lidt træt og forpustet og tør ikke presse den lige nu men dejligt, at det fungerede. Masser af god opvarmning og afjog i zoner tæt på de gamle. 
Styrke 
Assisted pull up med tynd blå elastik 
4x3 - tog flere i torsdags men tror stadig, at det sad i musklerne
Squat
40 kg x 12
45 kg x 10
50 kg x 8
55 kg x 6
60 kg x 6
Dødløft
60 kg x 12
65 kg x 10
70 kg x 8
75 kg x 6
Hip thruster
60 kg x 12
70 kg x 10
75 kg x 8
80 kg x 6
Atomic sit ups med 10 kg's vægtskive, som jeg flytter fra bryst til foran knæ
3 x 12
Back Extensions 
3 x 12
Således leg day og vigtigst, at jeg f.. elskede det. Masser af god musik i ørerne og så er der altså et eller andet ved de vægte, som gør mig lykkelig. Og det skal være tungt. 
I aften har jeg tilmeldt mig et online live yoga arrangement med min nuværende yndlingslærer Daniel Rama fra Becoming balance = så føles det mere forpligtende, end hvis jeg bare skulle vælge et program til et vilkårligt tidspunkt Og der er noget særligt over, at vi kommer til at være en masse mennesker, der følger den samme undervisning fra hele verden = absolut noget af det gode, som COVID krisen bragte med sig. 
I morgen håber jeg på endnu et Hechmann pas og mere styrketræning, som nok bør være overkrop for ikke at taxe benene fuldstændigt. Mere PT allerede mandag aften, hvor der nok er lidt DOMS men så må det være sådan.
Fortsat dejlig weekend og aften til boardet   
 

Tillykke med fritidshuset. Det der arbejde har det med at tage ens tid.

15-08-2022
Svøm
550 meter
Følesen af at glide gennem vandet var helt væk. Koncentrerede mig om vejrtrækningen. Det er lige med at finde balancen mellem koncentration på bevægelse og at være tilstede i nuet. (hvis det giver mening)
 
16-08-2022
Løb
6,3 km
42m09s
 
17-08 -2022
Styrke
Opvarming:
Crosstrainer 10 min.
Hyber ext. 2 x 15 x Bw.
Sidebøjninger i Hyber ext. bænk.: 2 x (15+15) x Bw.
Mave maskine.: 1 x 15 x 50  2 x 15 x 65
 
Squat:  1 x 10 x 20kg.  1 x 5 x 50kg.  4 x 5 x 70kg.
Bænkpres:  1 x 10 x 40kg.  1 x 5 x 50kg.  4 x 5 x 55kg.
Row, Db.: 1 x (10+10) x 20kg.  1 x (10+10) x 24kg.  1 x (10+10) x 26kg.  1 x (10+10) x 28kg.
 
18-08-2022
Løb
8,3 km
51m49s

Update
Ups så gik der lige halvanden uge. Sidste uge dog meget travl, varm og også påvirket af en masse vand i kroppen og ikke det helt store overskud. Dog gode træningssessioner med coach S både tirsdag og torsdag. Hun er sød og inspirerende til at sige, at jeg selv på halvdårlige dage gør det godt. 
Lørdag havde jeg det dog virkelig ikke godt, da jeg skulle til at løbe dagens Hechmann intervaller. Altså der er dage, hvor du lige skal i gang og dage, hvor kroppen er træt. Men de dage, hvor alt stritter imod og du så alligevel gør det. Yes det var godt da det var overstået og fik det jo meget, meget bedre. Hovedserien 5 x 3 min AT/An1 og lagde mig, i forlængelse af tidligere refleksioner, konservativt på 5 min/km men føltes nemt og godt tempomæssigt. Hundrede procent et af den slags pas som er karakteropbyggende og som jeg mentalt vil tage med mig til Nepal, når det strammer til. 
Søndag endnu et Hechmann pas = 52 min i aerobe zoner og så "Core & glutes" = fin træning. Havde ikke sovet meget mellem lørdag og søndag men var super tilfreds med, at jeg opprioriterede træningen og det føltes overkommeligt at løbe, inkl lidt hurtigere end nuværende zoner. Befinder mig nok et sted mellem nye og gamle zoner men oplever, at det fungerer fint med at mærke, hvordan det går med puls, vejtrækning, udholdenhed og så skrue lidt op og ned. Ligesom da jeg løb udendørs med rygsækken mellem Herning st og Gødstrup, så har jeg nogle gange følelsen af at møde "muren" og så lige være nødt til at komme helt ned i gang og lige genvinde pusten igen. Tillægger det meget mine COVID infektioner, for har aldrig tidligere haft det sådan. Og det er selvfølgelig også noget af det der gør, at jeg ved, at jeg er nødt til at skrue på alle parametre. Mht kost så har vægten taget et gevaldigt hop opad. Tror at noget af det er muskler, men måske også rebound ovenpå en periode, hvor jeg har haft prøvet at presse den for meget. Prøver lige nu at holde fast i nogle sunde vaner, få trænet og spist nok af de gode ting. 
Træning d 8.8
Løb
Hechmann uge 12 dag 1 = 40 minutters jog/Ae1
Igen i god blanding af gamle og nye zoner
Yoga
45 dejlige minutter med Becoming Balance app. Var egentlig tilmeldt yoga på hold, men tiden var løbet og kunne se, hvordan de andre lå på gulvet og ville ikke komme brasende ind for sent. I virkeligheden held i uheld, for fungerede mega fint bare at brede måtten ud i udstrækningsområdet og så på med høretelefonerne. Meget mere af det.
Træning d 9.8
Løb
Hechmann uge 12 dag 2
Hovedserien 6 x 3 min AT og så kun 1 1/2 minuts pause. Valgte igen konservativt de 5 min/km og det fungerede rigtig godt. 
Yoga
Endnu engang (knapt) 45 min med Becoming balance app - very nice 
Styrke
Dejligt PT pas, hvor vi nu er gået all in på funktionel træning. 
Senere i dag håber jeg at gentage formlen med Hechmann løb, yoga og så TRX på hold. Inden da (forhåbentligt) nå at få shoppet mere udstyr. Kommer hele tiden lidt tættere på mht forberedelserne. I går fik jeg fx talt med Kipling om at leje Steigeisen, karabiner og klatresele. Det fungerede fint sidste gang og der er nok af andre ting at bruge penge på. 
Koffein fri på dag 156 og ville utroligt gerne også styre uden om alkohol de næste måneder. Selvom at mange taler om det anbefalede daglige glas, så kan jeg bare se, hvordan det ene ofte fører det andet med sig mht mad, søvn og uro og ja så er det nogle gange lettere bare at være helt fri. I går havde jeg fx meget lyst til rosé ovenpå de gode pas, ferie mode etc etc, ja og så drak jeg noget alkohol fri vin og det var egentlig ok. Fik både dækket behov for noget ritual og nød så alligevel at føle mig ikke dizzy, dopet + sove virkelig godt, hvilket er blevet min nok omtrent aller mest værdifulde valuta i alt det her. Drak senest lidt rosé vin = et par glas på japansk restaurant med god ven lørdag, så det bringer mig på dag 4. 
Nå stay strong derude folkens og dejlig ferie til dem der har det og kan nyde de næste varme dage  
 

07-08-2022
Løb
5,4 km
39m08s
Den dovneste tur længe! De første 2 km var med indlagt gang. Kroppen skulde lige vækkes efter en eftermiddag i sofaen med en bog.
 
08-08-2022
Svøm
600 meter
Tiden taler vi ikke om.
Rigtig dejlig at mærke at glide gennem vandet igen. ualmindeligt længe siden sidst.
Teknikken er langt langt væk, har heller ikke svømmet regelmæssigt i årevis.

Sommerferie med vandring i Norge - start Jotunheimen - fortsat
Dag 11 - Fredag d. 29.  juli 2022 - "Aurlandsdalen: Østerbø - Vassbygdi via Bjørnstigen og Vetlahelvete"
Distance: 17 km, 385 hjm op, 975 hjm ned. Kl. 10-17.10 - 7 timer og 10 min inkl bade + frokostpause + små-pauser.
Aurlandsdalen er en anden af "Norges klassikere". Jeg var dels blevet anbefalet den af nogle venner - og havde dels forelsket mig i turen ud fra flere beskrivelser af den.
Den vandres typisk over en, to eller tre dage. De længere ture med start ved hhv. Geiterygshytta eller Finse. Den kan gås begge veje, men gås typisk nedad. 
Dagens etape er sat til at være 19 km og tage 6 timer eller 7 timer afhængigt af om en midteretape tages gennem dalen langs elven eller over Bjørnstigen. Sidstnævnte anbefales kun i godt vejr og er nomineret til en time længere sluttende med en brat nedstigning, hvor der skulle være fastgjort stålvirer til hjælp enkelte steder.
De fleste går den fra hytte til hytte kun med dagstursrygsæk. Jeg har læst en enkelt beskrivelse taget modsat med med fuld oppakning. Der skulle dog være sparsomt med teltsteder de fleste steder undervejs, hvis man ikke når "helt frem" på de typiske overnatningsteder..
Der skulle være offentlig transport langs ruten. De jeg fik set nærmere på det, viste det sig, at det var lidt med "modifikationer"... og da vi skrev til taxa-selskabet, hvad en rute ville koste, fik vi intet svar.. Der gik lidt tid før jeg opdagede, at der var meget begrænset med overnatningsmuligheder i Vassbygdi - slutstedet. Dertil kørte busserne retur allerede kl 15 eller 17 - og taxa kunne man ikke regne med... Bussen kørte heller ikke helt til de "længereliggende" steder regelmæssigt/slet ikke - så det afhang lidt af, hvor man kom fra, og hvor lang, der er til rådighed..
Da vores vandreform både med og uden børn ikke er til 20 km og mange højdemeter med fuld oppakning til et kompromis. En lang klassisk dag - hvor bilen blev stillet ved slutstedet og bussen taget retur, så der ikke var alt for stort tidspres - og turen kunne nydes med de pauser, der måtte blive nødvendige for at nyde turen undervejs.
Vejret med os igen - sol, sol og atter sol... måske enkelte skyer. Stor var overraskelsen, da vi vågnede og der rimfrost på teltet om morgenen. Så snart solen fik kigget over fjeldkanten steg temperaturen dog til lige rigeligt til at vandre i uden at svede...
Bjergbilisten blev sendt tidligt afsted til Vassbygdi for at nå første bus 8:45 retur. I mens fik jeg gjort resten af selskabet vandreklar med en god portion mad i maven og pakket tasker inkl badetøj.
Bussen var let forsinket, men heldigvis med sidste turdeltager i. En erfaren buschauffør havde klaret turen op gennem bjerget - og kun enkelte biler havde måtte forføje sig..
Kl. 10 var alle klar til afgang og startskiltet med 19 km til Vassbygdi fundet. Der var naturligvis flere andre medvandrere på turen - men det jævnede sig hurtigt ud, så det ikke føltes alt for crowdet.
Turen går ad små, hyggelige stier gennem frodige dale og langs et par småsøer i starten. Den går videre ad udhuggede stier under høje fjeldsider med bratte kanter eller sten flere steder, der er meget "oplevelsesværdigt" at gå.
Undervejs kan man se flere gamle hytter, der er boet folk i for længe siden, der er spor efter de udhuggede stier flere steder for at kunne få ting lettere frem og tilbage på gåben.
Da vi kom til "delingsstedet"  - Bjørnstigen eller ej, gik det så fint, nu var der ikke det elt store tidspres og vejret var godt, ungerne gik stadig forrest - så vi drejede til højre op ad den knapt så brugte højrute. Herved fik vi det endnu mere "for os selv" - og det blev forståeligt, hvorfor ruten ikke anbefales i regnvejr. Den var meget smal og bevokset visse steder, hvor den ville være meget glat og ubehagelig at gå på i vådt vejr.
Men mere spændende at gå på, hvis man kan lide at det mere opdagelsesagtige og den var stadig fint afmærket.
Frokoststop på toppen lige før nedstigningen - aahh. Varmen er tiltaget og der bliver drukket en del vand.
Den "farlige" nedstigning var heldigvis ikke så forfærdelig som ventet. Jeg har det bedst med at gå opad (pga mine knæ - og måske mentalitet...) Jeg havde endda investeret i et par vandrestave i håb om, at få lyst til at bruge dem, for at kunne aflaste knæene. Jeg havde dog på intet tidspunkt lyst til at gå med dem - og synes heller ikke, at det var stedet at begynde at lære at gå med stave.. det gik bedre med "hænder" til at gribe fast med - og med lidt forsigtige, velovervejede trin nedad, brokkede knæet sig heldigvis ikke udover almindelig træthed i benene.
De er dog gode at have til nødsituationer og andre praktiske gøremål - om ikke andet ekstra træningsvægt...hø hø..
 
Påvej nedad Bjørnstigen blev vi overhalet af 4-5 gutter, der var på tur i løb...vi lod dem passere frit...
Kort efter nåede vi frem til en lille afstikker til "Vetlahelvete". Det er en jættegryde - en slags afrunding i fjeldsiden lavet i sin tid af strømhvirvler...denne skulle være den største.
Spændende at besøge.
Lidt senere kom vi til et stilleløbende stykke af elven, og med solen bagende ned fristede det enormt til en pause og en dukkert i det krystalklare vand. En anden dansk familie med hund og et par drenge, slog sig også ned og gjorde os selskab...Meget køligt vand, men virkelig lækkert. Det var også sjovt at se nogle andre udenlandske gutter tage sig sammen og drille hinanden til de kom under...
Herefter gik vi videre ad stejle stier på fjeldsiden med flotte udsigter både op, frem og tilbage.
En del af stierne er ikke "let-tilgængelige" men fulde af sten med mere, så man skal hele tiden koncentrere sig om, hvor man sætter fødderne.
Der ses flere skilte undervejs med underlige navne. Fandt efterfølgende ud af, at der er lavet en brochure, der beskriver og kommer med kommentarer om de forskellige navne og fænomenr, man kommer forbi.
Vi holdt endnu en pause i en kølig halvgrotte nogle km fra målet. Ah, det var godt.
På det sidste stykke kunne vi nyde nogle vilde hindbær. Drengene var langt foran og havde svært ved at vente på os langsomme voksne - de ville bare gerne hurtigt i mål til sidst..
Den sidste del af ruten gik nogle 100 m langs en vej og endte på p-pladsen med kiosk og bus-stoppested.
Ah, det var godt bare at kunne sætte sig i bilen og køre retur - og så hvile indtil aftensmaden "åbnede".
Om fredagen var det først kl 19 - Blomkåls/broccolisuppe til forret, Ovnbagt fjeldørred med kartofler, agurkesalat og creme fraice og en rigtig god mangosorbet med flødeskum til dessert.
Ganske udmærket, men ikke prangende. Sad ved siden af 3 unge danskere, der lå ved siden af os på teltpladsen. De havde gået turen modsat. De havde dog taget den nedenom Bjørnstigen, da den enes støvles sål havde skilt sig ad undervejs..
En rigtig skøn tur. Kan sagtens mærkes i benene - og vi var glade for ikke at gå den med fuld oppakning i dag.
Er ikke afskrækket for en gang at prøve at gå hele turen. Fandt i øvrigt ud af, at der er kommet en hytte til halvvejs mellem Østerbø og Geiterrygshytten (Steinbergdalshytta, hvis man vil have en kort og så en lang dag - eller omvendt, /hvis man går den modsatte vej - og ikke er til to lange dage i streg.
Ja, det var den vandreferie. Dagen efter pakkede vi sammen igen og kørte til Stabekk lige udenfor Oslo og overnattede hos en gammel ven, jeg i sin tid mødte på en cykeltur i Jylland sammen med en veninde i 2004. Fedt at vi kunne ses igen. Han havde endda inviteret sin cykellammerat med som overraskelse.
Her nåede vi en tur med hans familie hen og bade i Lyselven - ved et lille vandfald. Vandtemperaturen var meget overraskende dejlig varm og ikke isnende kold!

Sommerferie med vandring i Norge - start Jotunheimen - fortsat
Dag 10 - Torsdag d. 28.  juli 2022 - "Bil-turist fra Krossbu via Tindevegen  til Vassbygdi og Østerbø i Aurlandsdalen"
Nå, farvel til Krossbu. Det var fine oplevelser, men selve "pladsen" havde en køligere fremtoning/stemning end de øvrige, vi har været på. Både mht. receptionen, hvor man skulle betale med det samme, der er kode til toilettet etc., men også de øvrige teltbeboerne virkede "køligere" og mindre tilgængelige end de øvrige. Rent lavpraktisk, så lå teltpladserne, så langt væk fra hovedhuset, at man skulle sætte 15-20 min af til "toiletbesøg". Der var dog adgang til et gratis tørrerum, til at hænge vådt tøj op i. Det er også cool, at der er mange p-pladser (koster dog et beløb, hvis man ikke er overnattende gæst).
Det ligger ellers fint "centralt i højden" med adgang til flotte og interessante fjeldoplevelser - og må også være virkelig flot og indbydende om vinteren. Dertil er det fin luksus, at der er mulighed for at campere med adgang til vand og toiletfasiciliteter - især i vådere og koldere vejr!
Lejren blev pakker fint sammen igen og afsted videre. Måtte holde ind til siden ved en p-plads og beundre bjergspejlingerne i søerne omme omkring Fannaråken (2000+ m fjeld med Norges højest beliggende fjeldhytte, bræer etc). Kunne også se Bøverdalsbræen fra en anden vinkel.
Storslået landskab at køre igennem. Drejede fra for at "skyde genvej" af Tindevegen, som er en 32 km flot bjergvej (med betalingsanlæg på toppen - 90 nkr.), der forbinder Jotunheimen med Sognefjorden/øvre Årdal. Opdagede først navnet på vejen undervejs. Den var imponerende at køre ad - og pulsen stiger til lidt over normal hvileværdi, når man kører på smalle, snørklede bjergveje, hver gang man møder en modkørende bil eller autocamper...og jeg var endda bare co-driver..
På vejen næsten nede mødte vi endda en mod"kørende" autocamper, der holdt og ventede på vejhjælp. Heldigvis ikke i selve hårnålesvinget, men på langsiden af et. Vi kunne lige komme forbi efter den modkørende billist var passeret.
Derefter var der flotte udsigter til Sognefjorden (tænk at der er potentielt havvand så mange km inde i midten af landet).
Næste vandreturs slutsted var Vassbygdi. Der er bare ingen campingplads eller fjeldhytter, så vi ville lige se stedet an og finde busstopstedet, hvor bussen til Østerbø, skulle gå fra.
Det var let at finde - ved en p-plads - og kioskbestyrerene anbefalede/bekræftede, som vi allerede havde planer om, at det var smart at komme og sætte bilen her om morgenen og tage den "alm." rutebus 850 retur. Den kører bare et kvarter før den dyre bus, og koster det kvarte. Vi ville nemlig ikke stresse os selv med, at skulle nå frem inden kl 17 for at have mulighed for at komme retur til teltet
Kl. 17-bussen kom netop for at samle dagens vandrere op, så vi skyndte os at køre igen for at undgå trængsel..
Vejen fra Vassbygdi starter også temmelig nervepirrende..gennem minimum 3 tunneler, nogle med skarpe sving, den første med lyssignal, stejle hårnålesving op ad fjeldet inden man ca 25 min senere lander ved Østerbø hytterne.
Vi tjekkede ind på Østerbø Fjeldstove og i anledning af det pragtfulde solskinsvejr blev det opsætning af teltet endnu en gang. Vi bestilte aftensmad til næste aften, så der var lidt luksus at se frem til sidste aften. Fast menu, noget med fisk, nok fjeldørred...
Lun, solbeskinnet aften med afslapning på en flad, blød græsbeklædt plæne - og udsigt til fjelde - pænt med plads. Det var pæænt lunt, lige indtil solen gemte sig bag fjeldtoppene.

Sommerferie med vandring i Norge - start Jotunheimen - fortsat
Dag 9 - Onsdag d. 27.  juli 2022 - "Brævandring på Bøverbræen"
Distance: 7 km, ca 350 hjm op og ned + aftentur 2 km + 130 hjm op og ned
Solen skinnede :-) Vi stod tidligt op for at være klar med alt til kl 9, hvor det var aftalt at mødes ved den røde bro. Guiden V dukkede op præcist og delte steigeisen, isøkser, hjelme, seler og reb ud.
Selv havde vi iført os vandrestøvler, langt undertøj, regnbukser og regnjakke med/på, varm trøje og havde turtasken pakket med hue, vanter, solbriller, madpakke, termokande/vand, snacks plus plads til ekstra grej.
Der skulle være ca en times vandring til bræen. Der var en gruppe taget af sted kort før os og mon ikke, der var flere på vej efter...
Efter et kvarters tid stoppede vi og justerede tøj samt fik fin information om istider, fund (der bl.a. kan ses på Fjeldmuseet i Lom) af ting, der er fundet efter nedsmeltning af bræer i nyere tid. Senere fik vi interessant info om lidt planter, bl.a. gul kort lav, der vokser utroligt langsomt og ligner landkort og bruges til at datere med, fik vist Norges mindste træ "Moose ear" samt smagt noget orange chokolade lav og nogle syrlige blade.
Dertil info om drikkevand på forespørgsel. Det er selvfølgelig bedst at drikke klart vand og aldrig uklart smeltevand fra bræerne.
Han fortalte også, at man pt mener, at alle bræerne i Norge vil være smeltet om vistnok 50-80 år. Vi fik vist, hvor bræen gik til for bare ca 20 år siden.
Vores guide havde også været på tur de to forrige dage i samme område, men i regnvejr, så i dag var meget bedre. Han var en meget sympatisk fyr, men bl.a. en bachelor indenfor noget med fjeldnatur og læste nu til organist. Han skulle endda spille koncert om få dage.
Ved bunden af Bøverbræen spiste vi tidlig frokost, tissede af og fik udstyret på. Det tog nok ½ times tid alt i alt. Min kæreste havde fået lov at bære rebet herhen, for som vi fik at vide - det øgede sejhedsfaktoren, at blive set med reb hængende over skulderen ;-)
Vi blev bundet i rebet med intervaller: Guide forrest - yngstemanden - min kæreste i midten - teenageren og så mig. Derefter var der en hurtig instruktion i at gå med passende stramhed af rebet mellem os, i at sætte alle takker under steigeisene i på en gang, når det er stejlt opad evt kun spidserne, muligheden for at gå "fransk krydsgang" samt  at gå "cowboy-gang" når man går nedad, for ikke at ramme sig selv og falde i dem.
Is-øksen tages lettest ud af isen, hvis hånden flyttes op lige under øksehovedet. Råb stop ved ønske om fotopause og alle andre ting, hvor der er brug for at justere noget, så alle stopper. Skal der springes over en sprække, skal den tættest på være opmærksom og rebet hhv. være løst nok til at springe over uden at hive den næste med..
 
Det så ud til at gå ok, så af sted med os. Vi startede blidt med at gå på kanten og lige fornemme det hele, øve nogle små-sprækker. Herefter gik vi ned i nogle hule-sprækker og kunne komme helt ned under isen/bræen.
Herefter gik vi noget højere op på bræen med mere blå-is, større isformationer og større sprækker og revner. Vi så en hel masse døde, halvrådne lemminger spredt ud over isen.
 
Det er sjovt at prøve at gå med steigeisen og se bræen - især efter de seneste år, at have læst så mange bøger om bestigning af Mt. Everest, K2 m.fl. Jeg har dog intet behov for, at det skal være i hverken tynd luft eller ultrafarligt.
Der var en meget flot udsigt i det flotte solskinsvejr. Meget råt og plettet med høje tinder og sneklatter og småsøer så langt øjet rakte.
Vi gik over en sne-fane og holdt en kort pause undervejs. Der var også enkelte steder hist og pist på bræen, hvor sneen dækkede sprækker, der ikke skulle trædes på. Sprækkerne og formationerne skulle være større endnu højere oppe, men vi havde hverken tid til eller behov for "meget teknisk is-klatring".
Da vi var kommet ned i bunden af bræen til sidst fik vi lov til at se en ny smeltevandshule helt nede under kanten. Den var pænt stor og var dannet på kun én uge!
Nå, af med gearet og så en times vandring retur. Vi fik sludret videre på vejen hjem - og alle havde klaret det super godt.
Ungerne blev rost for at have klaret det godt og gået godt til!
Tiden går hurtigt sådan en dag - kl 15.15 var vi tilbage og kunne returnere udstyret og sige pænt farvel og tak!
En dejlig dag med skønne oplevelser.
Drengene valgte at hygge sig i teltet om aftenen efter aftensmaden. Vi voksne nød en lille aftentur op langs fossen for at se på vandfaldende og nyde aftensolen og roen oppe på den nærmeste "knold".
Ah, en lille røget whisky blev nydt...

Sommerferie med vandring i Norge - start Jotunheimen - fortsat
Dag 6 - Søndag d. 24.  juli 2022 - "Bruskartjønne-lejren over S.Bruskardknappen 1458 moh til Heimdalsmunnen"
Distance: ca 8,5 km
 
Morgenrutinen allerede anlagt, så var klar til afgang efter morgenmad og nedpakning af lejr kl 9:59.
Ingen stabil mobilkontakt i området, men vejrudsigten nogle dage siden havde spået mulighed for regn sidst på eftermiddagen.
Vi skråede ned mod søen og krydsede det lille afløb fra den og satte rygsækkene for foden af S. Bruskardknappen.
En toptur som vi havde kigget på i flere dage og nu så "lettilgængelig", skulle lige med. Der var ikke ret langt, så allerede 40 min senere, var vi retur.
Der skulle være en lille sti fra søen ned til vejen i dalen på den anden side - men den støtte vi ikke på (og vi gad ikke gå tilbage), da de hurtige var gået længere ned. Selvom vi skråede indover og burde være stødt på den, var den åbenbart for lille til at opdage. Derfor endte hele nedturen over fjeldet at være off road igen  - så det blev en lettere udfordrende tur, flere steder gennem lavt pilekrat og sumpsteder - ...med flot udsigt over til Knutshøe på den anden side af dalvejen.
Nogle steder var krattet også vokset henover stien, andre steder var det nemt at gå, hvor man lystede..
For at undgå at gå et kedeligt stykke langs vejen inden, der ville komme en rigtig sti igen de sidste km til bilen, ville vi følge en afmærket sti, der burde løbe parallelt med vejen på den modsatte side ca 300 m inde. Den endte også i et større sumpområde, så det blev til lidt mere "sjov".
En varm kakaopause gav kræfter til det sidste stykke og da den sidste sti kom, var det pludselig let at komme frem og humøret steg hos alle.
Vi nåede bilen ved 14-tiden og nåede netop at pakke alt ind i bilen inden det begyndte at regne let. Sikke en god timing!
Efter et lille, hurtigt stop ved Bessheim - kørte vi til Lom (godt en times kørsel). Her var vi heldige at kunne booke en hytte på campingpladsen midt i byen. Det var en ganske lækker hytter med to soverum, stue/minikøkkenniche og eget toilet/bad. Bookede den for to dage med det samme..Havde tjekket alternative campingpladser ud, hvis der ikke skulle være plads, den ene lidt udenfor byen lød også attraktiv - men det er dejligt at være "midt i det hele".
https://www.nordalturistsenter.no/overnatting/sma-og-store-campinghytter-i-lom-sentrum/
Havde både lagenposer, soveposer og sengetøj med. På denne campingplads skulle man også betale for at leje af dyner - hvor det til min orientering ellers er "normalen" at det blot er sengetøjet..
Fik handlet til aftensmad i Kiwi, der lå bekvemt i gå-afstand derfra.
En aftenstur ud at se fossen, der løber gennem byen og lige snuse til området..
Aftenen og næste formiddag blev bl.a. brugt på at planlægge den næste uges "aktiviteter"

Lidt over en måned siden sidste update. Der har været gang i træningen, og har egentlig fået nået en god portion af de mål jeg satte mig for i starten af året. F.eks. fik jeg en 200 km tur i benene for nogle uger siden, hvilket var sindssygt lækkert, og her i sidste uge formåede jeg med halvtrætte ben at dødløfte 160 kg. Der er stadig et par mål tilbage for året, bl.a. at få vægten under 82 kg, bænkpresse 5x5 a 94 kg (bliver nok svær at nå), samt at squatte 135 kg. Som jeg lige husker det har jeg været 5 kg fra squatten i denne omgang, så håber at det bliver muligt. 

Sommerferie med vandring i Norge - start Jotunheimen - fortsat
Dag 4 - Fredag d. 22.  juli 2022 - "Heimdalsmunnen til søen bag Rundhø bag Bruskardknapperne"
Distance: ca 6 km, 250 hjm - kl. 12-16.
Lejren blev pakket sammen og alt blev atter læsset i bilen, hvorefter vi kørte en kort stund - lidt længere væk en Knudshøe til en rasteplads nogle km efter med indgang til Heimdalsdalen på modsatte side af vejen. Personalet på Bessheim havde oplyst, at det var en meget fin dal, men ej særlig turistet.
Kl. 11 var vi afsted og med kurs mod næste stop ca 10-15 min syd for Bessheim. Vi mødte og sludrede lidt med et ældre, tysk par med en "bo-bil" (men uden vandrekort) - så kl blev 12 inden vi var helt klar med taskerne på ryggen.
P-pladsen lå lige nogle få 100 m fra starten ind til dalen, men der gik alligevel lige en lille stund før vi fandt stien, der var "u-markeret" (dvs ingen røde T'er) og startede igen med at "skrå" en smule ind over -gennem pilebuske og andet sjov - nu med fuld oppakning.
Stien startede utroligt smukt gennem frodigt terræn i bunden af en dal med start for foden af S. Bruskardknappen og ind til øvre Heimdalsvatnet (der skulle være en god fiskesø). Solen var fremme og vi fik hurtigt varmen.
Krydsede et par små elve, der pt. ikke er særlig vandfyldte - men ved den ene stod der nogle "støtte-stave" man kunne bruge ved vadestedet og stille igen på den anden side.
L prøvede "voksen-rygsækkene" og klarede den ene efter frokost et lille stykke "opad" inden den blev leveret retur. Det så sjovt ud.
Frokosten blev holdt på en lille bakketop ved Sandbakken (en enkelt græstagshytte) lige inden en stejl stigning opad til Rundhø ca 1300 moh og en mod en dal i "højderne" - hvor vi satsede på at finde et godt overnatningssted uden for mange myg.
Lidt forbi Rundhø og et godt stykke fra stien til venstre fandt vi et dejligt fladt terræn med pladser til to små telte og fin udsigt til en sø (Bruskardtjønne). Der lå vi faktisk med udsigt over til Knudshøe, der tittede frem mellem/bag Bruskardknapperne (to store "fjeldknolde-toppe" på den anden side af søen).
Til fjeldvandreturen havde vi to små to-personerstelte med fra Nordic, da de vejer mindre end det større Bergans 4- pers-telt (halvt lavu-udgave) vi havde brugt på "fastliggerdagene". Det gav så også lidt privat-liv til både små og store.
Det viste sig desværre, at det nok ikke var "rent" drikkevand, da der var tegn efter får på bredden og de 3-4 vandløb markeret på kortet var der ikke/var ikke drikkevandsegnede. Derfor valgte vi at koge det til aftensmaden, te/kakao eller evt. drikke via life-straw.
Vi gik turen ned til søen og nåede også en dukkert, der var dog relativt sumpet langs med den og en del flyvende insekter.
Til aftensmad prøvede vi for første gang, den lette frysetørrede aftensmad - havde købt af mærket "TURMAD" - norsk produceret - og den gjorde fin lykke hos alle deltagere - især "Pulled Pork"-udgaven gjorde lykke hos drengene, så de voksne forbarmede sig og tog to dage med "Tikka Masala". Vi lavede et par ekstra poser kartoffelmospulver til for at være sikker på at blive mætte.
Der var nogle sjove, temmelig insisterende fugle, der peb og kaldte på hinanden hele aftenen. Drengene hyggede sig inde i teltet - og de voksne kunne nyde solnedgangen over fjeldet.
 
Dag 5 - Lørdag d. 23.  juli 2022 " Tur op ad Heimdalshøe fra Bruskardtjønne-lejren"
Distance: ca 6 km, 310 hjm - off road og noget blokmark
Nød en rolig morgen og var nede at hente vand ved søen lidt væk ..det så lidt "planktonfyldt" ud her til morgen, så dagens plan var bl.a. at finde vand fra et bedre sted.
Det fungerede dog fint til havregrøden.
Der var planlagt "overliggerdag", så bare en tur ud på lidt fornøjelsestur og nyde området.
Vi pakkede en dagsturstaske inkl vandbeholdere og satte kurs let tilbage og opad Heimdalshøe, hvor vi havde set noget rindende vand og mindre vandfald højere oppe dagen før.
De yngste nåede hurtigt hen til vandet og nogle små sneklatter. Vi fulgte kanten af vandløbet højere og højere op. Fandt en lille "lagune", hvor det lille vandløb havde en mellemstation på vej nedover. Mens yngstemanden trådte af på naturens vegne (oh, hvilken luksus toiletter kan være ;-) ) - Tog jeg en dukkert i det meget kølige vand - de andre fulgte dog efter, selvom de havde "givet op" til at starte med...så gik det ikke at "mor" var den eneste, der havde været under..
Højere op fortsatte vi til et  spottet frokost og pausested, hvor der begyndte nogle klipper og lå nogle større kæmper.
Efter frokosten var mindstemanden mest indstillet på længere pause, så han fik lov at blive pakket ind i frokosttæppet, mens vi andre lige skulle se på den anden side af kammen. Det var totalt blokmark, hvor der skulle hoppes fra sten til sten overalt. Det gik dog hurtigt fremad og opad alligevel. Den øverste top blev det dog ikke til i denne omgang, da ikke alle var klar på at tage med, så vendte retur efter 15 min's gang.
Vildt at se, hvor skiftende og goldt landskabet er "lige på den anden side".
På nedturen blev der ivrigt bygget en lille dæmning ved udløbet af badekarret. - En stor succes og det var sjovt at se, at det (efter lang tid) lykkedes at få vandet til at stige - selvom det løb gennem flere steder "nedenunder".
Ved aftenstid trak nogle skyer sammen - og gav en byge ved 18-tiden. Det er "spændende" at observere de tunge skyer, der trækker sammen og nærmere...Der var tordenvejr lidt længere væk, men det værste holdt sig fra vores niche.
Vi havde heldigvis nået at koge vand til termokanderne, så aftensmaden kunne laves let og nydes i sol, da vejret klarede op en times tid efter. 
 

Sommerferie med vandring i Norge - start Jotunheimen - fortsat
Dag 2 - Onsdag d. 20.  juli 2022 - "Veoli-fjeldet/Veoli-knappen"
Distance: 8 km - off road og ad meget små stier samt 350 hjm op og ned. - Kl. ca 11-15 inkl pauser.
Da vejret både potentielt spåede mulige regnbyger eftermiddag og benene trængte til en lidt lettere tur, huskede jeg en anden anbefaling hjemmefra, jeg lige nåede at få kort før afrejse . "Kør til Veoli og følg vejen hele vejen op, så er du oppe i højfjeldet, når du træder ud af bilen - en himmerigstur..." Du kan parkere bag husene deroppe...?
Vejretudsigten så rimelig ud til om formiddagen - og der var udsigt til luksus om aftenen, da vi havde booket tid til indendørs aftensmad på Bessheim Fjellstue (- en kok driver stedet og onsdag aften var menuen BUFFET )
Derfor pakkede vi frokost og regntøj i rygsækkene og kørte små 20 min nordpå til Veolivegen, der viste sig at være en lille smal "en-sporet" grusvej, der snirklede sig opad gennem lidt skovlandskabet...
På vejen derhen mødte vi vores første "vej-får" - moderfår der traver ganske roligt af sted med sine halvstore lam og tager sig en lur, dersom de trænger...
Vi fik kørt bilen op, op og op - og var glade for, at det var et forholdsvis ukendt sted, så vi ikke mødte nogen modkørende...andet en en autocamper, der holdt stille i et aflukke lige i starten af vejen..jeg fik da pulsen op, bare af at side ved siden af og holde udkig til vi ellers udramatisk nåede op...
Vi fandt en lille vigeplads næsten helt oppe, hvor vi vendte bilen og parkerede ude i kanten - men fandt ud af, at der var muligt at holde og vende få 100 m længere fremme foran 2 ældre "hytter"- selvom det ikke var en reel p-plads.
Vi fulgte nogle små-stier/veksler gennem fjeldet og drejede op mod Veoli-knappen for at spise frokost der. Herfra spottede vi nogle køer og får i retning mod en sti, vi ville følge retur - som vi (især drengene) løb ivrigt ned i mod..
Fårene var dog for sky til nært selskab, men en flok kalve og deres mødre var meget nysgerrige - og de kom langsomt nærmere, da vi satte os ned. De kunne hurtigt spotte, at Th var den mindste - og derfor nok også den mindst farlige - så han blev til sidst undersøgt nærmere..til hans store glæde..
Herfra vendte vi næsen retur og spottede nogle potentielle regnskyer nærme sig...til allersidst trak vi i regntøjet, men det blev bare noget smådrypperi.. Turen ned ad Veolivegen forløb også uden modkørende  -faktisk mødte vi slet ingen mennesker udenfor campingpladserne denne dag..
Vi stoppede kort ved Jotunheimen Camping på vej hjem, da det skulle være nærmeste "provianterings-sted"..og lige ville kigge, hvad udvalget var..
Det blev dog meget "småt" med indkøb, da de dels var udsolgt med en del ting, priserne var skræmmende og vi stadig havde til at klare os lidt endnu..
Herfra hjem til Bessheim - og slappe af - udover 15 push-ups - inden vi gik over til en fantastisk buffet-aften! Kæmpe udvalgt af diverse ren, elg og hjortepølser, mørbrad, laks og ørred på forskellig vis samt varme retter - med ejeren selv stående, der skar flere typer varmt frisklavet kød af førnævnte dyr - og efterfølgende dessertbuffet med et overdådigt udvalgt af diverse kager og oste.
Så gjorde det slet ikke så meget, at det regnede lidt udenfor - og vejrudsigten lovede bedre vejr igen fra næste morgen.
 
Dag 3 - Torsdag d. 21.  juli 2022 - "Bessvatnet"
Distance: 9,5 km, 660 hjm op og ned.
Tørt vejr med lette skyer tidlig formiddag og sol herefter. Perfekt til dagens etape, da startede med ca 300 hjm op lige bag Bessheim - så det ikke blev alt for varmt at gå i starten.
Starten går ad en smuk sti op ad en frodig fjellside og følger derefter en elv, der bliver til et større vandfald oppe i toppen, inden stien flader ud i et mere stenet og goldere terræn hen til Bessvatnet i 1373 moh. Bessvatnet er en fin, mørkeblå sø - der er den ene sø, der kanter op til "Besseggen" i modsatte ende, hvor der kun er en smal klippekam inden Gjendesøen ligger ca 400 m nede på den anden side.
Vi spiste en velfortjent frokost i læ bag en stor sten og kiggede på sjove skyformationer i horisonten.
Thore opdagede en flok får langt væk og løb efter dem op til en stor sne-plamage - inden han kom retur.
Vi satte derefter kursen mod uret langs Bessvatnet og fortsatte så op ad Bessfjellet mod en endnu større sne-formation lidt oppe. Her havde vi megen sjov med at rutche ned ad den iført regntøjet - en i selskabet prøvede endda nærmest uden tøj..
En kortere tur videre op mod en lille top med flot udsit til Besseggen fra modsatte side henover Bessvatnet - og til den anden side en masse høje tinder med sne i det fjerne.
Vi fulgte samme rute retur med et "kort, svalende dyp" i Bessvatnet - og derefter en længere pause i solen ved vandfaldet nær stien ved Bessheim, som drengene også fik badet i. Her mødte vi en anden dansk familie, der var på vej til et par overnatninger i fjeldet med deres ene søn... og havde ellers dette pragtfulde sted for os selv.
Der var så dejligt ved vandfaldet at vi blev længe - og derfor først var tilbage ved teltet ved 18-tiden og kunne finde trangiaerne frem og kokkere aftensmad.
Da vejrudsigten lovede godt vejr de næste dage og derefter knapt så godt vejr - begyndte vi at "læse kort" og pakke til at kunnne tage nogle dage i fjeldet fra i morgen og et par dage frem. Det blev så i "nærområdet" i stedet for som oprindeligt håbet fra "Krossbu", hvor vi skulle forbi senere efter proviantering i Lom.
Men, da Krossbu ligger både højere og vejrudsigten der lovede regn, gjorde det, det meget lidt attraktivt.. Man må smede mens jernet...