'Pyt's single

[Vandpyt]

Kommer der også en beretning om opturen? :)

Kun for din skyld.

Jeg skal selv på de kanter næste år, og din beskrivelse er langt bedre end guidebøgernes. Har egentlig stor lyst til at forsøge at gøre dig kunststykket efter - piece of cake, eftersom der ikke er en eneste mand mellem 18 og 40 år i min kernefamilie 

De fleste mainstream guidebøger henvender sig til mainstreamturisten, desværre kan man sige. Jeg tror, de færreste af de guideforfattere har været meget længere end til kanten, resten har de copy/pastet fra andre. Der er små fire millioner, der besøger Grand Canyon hvert år, hovedparten går på ruter langs kanten, hvis de overhovedet går, andre går ti skridt ned for at tage et billede og så op igen. Vi så mange, der i det nyeste hiking oufit gik på asfalterede stier oppe på kanten. Både japanere, men også amerikanere, der væltede ud af busser for at tage billeder af solnedgangen eller blonde europæere. :bblush: Du skal have fat i specifik Grand Canyon litteratur, før du finder noget brugbart. De to bøger jeg brugte, var guld værd, de beskriver ruter, gode råd, forholdsregler etc.

Jeg har lavet denne log som inspiration og som hjælp, hvis folk overvejer at besøge noget af det smukkeste natur i verden (Grønland i sne er noget andet der skal opleves.) Vi gik stille med dørene, mens vi var der, for ikke at provokere rangerne, det er ikke uden grund, at de advarer folk. Min påstand er, at de fleste kan gøre os turen efter, så længe forberedelsen er iorden. Vædske og energiindtag skal overholdes og den på forhånd lagte plan med tidsplan skal overholdes.

Det er bedst at gå om foråret eller efteråret for at undgå varmen og solen, der står højt på himlen (den med varmen undgik vi så ikke, de slog alle tiders varmerekord for oktober, mens vi var der.)

Sikke en tur.

Du poster vel et par billeder eller 5?  

Z som Zorglub er ikke meget for feriebilleder, og jeg er ikke sikker på at mine guns kan løfte opgaven. :lol:

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her følger lidt info fra en lokal:

In summer, rangers have to perform five to six emergency evacuations every day. Let's repeat that: five to six a day. No wonder they are so bent out of shape when you tell them you want to hike rim to rim to rim to rim wearing zories and carrying a six pack of Coors.

True story: In June 1996, a family group hiked down the Bright Angel Trail. The ten-year-old boy repeatedly ran ahead of the group, neglecting to drink the water that the group carried. Because he showed so much energy, the family was not overly concerned. The boy reached the River, temperatures were 115 degrees, the boy ran across the bridge, stopped and sat down. He collapsed and died of heat stroke.

Hiking during summer is not a good idea. However, if this is the only time you have to hike the Canyon, drink lots and lots of water, hike during the cooler part of the day (before 10 AM and after 4 PM, eat salty snacks, and take it easy. Chances are you won't die of heat stroke, but why do you want to suffer in any case? Also keep in mind that the body can only absorb one liter of water per hour. This means you cannot hike down into the Canyon without drinking and then rehydrate during your 15 minute rest stop of Phantom Ranch before you start hiking back out.

True story two and three: A young male is found face down on the Bright Angel Trail in December. Having hiked from the rim to the river and back in a day, he collapsed from Hypothermia. He did not recover.

In December, male, age 27, found 150 yards off Tanner Trail, two miles from pack. Dead of hypothermia (this is particularly spooky, because I was on the Tanner that weekend, and I saw the abandoned pack. I remember thinking: who would leave their pack here when it's snowing? Hypothermia also leads you into bad decisions).

True story: Male, age 18. Found one half mile below Kaibab trailhead, 100 feet below trail. Fell wearing tennis shoes, probably hiking off-trail.

True story: 33 year old female killed in small rockslide on Bright Angel Trail. Rocks had probably been loosened by rainstorm.

Some Statistics:

DEATHS (1860-2000)

39 falls inside Grand Canyon (almost all off-trail)

49 falls from Rim (most climbing over guard rails)

65 environmental:33 heat, 23 cardiac, 6 hypothermia

8 flash floods

29 river runners

17 River crossers

20 swimmers

7 fell in from shore

6 vanished from camps into River

128 airline crash 1956

227 other aircraft

3 lightning

8 rock fall

42 suicide

23 murdered

Biggest killer in the Canyon: "Male Ego". Solution: always hike with a male and make him go first.

'Pyt

Edited January 4, 2004 by Vandpyt

[Vandpyt]

OPTURThird Edition

Vi går ned til floden og får taget et par billeder for syns skyld. Tilbage på stien passerer vi folden med heste og mulddyr og igen går de karakteristiske storørede hjorte rundt i nabolaget. Vi kommer til Silver Bridge og går for anden gang ud over flodens brusende vandmasser. Floden er ”flodfarvet” og ikke rød som de uindviede guidebøger oplyser. Det er en smule surrealistisk at være på bunden af en kløft uden at det føles som en anstrengelse at nå dertil. Tankerne samles om de næste syv timer og den forventede udfordring, vil turen til Indian Gardens være hård i middagssolen på trods af den relativt lille elevation, er målet stadig realistisk? På midten af broen møder vi en brite, der beder om hjælp for at kunne blive en del af sit eget fotoalbum. Jeg tager et par billeder af den smilende mand, han takker for hjælpen og vi fortsætter mod syd. Broen bringer os ind i skyggen fra klippevæggen og vi følger stien mod vest. Vi hilser kort efter på tre hikere i højt tempo, der har kurs mod broen. Med floden nede på højre side snor stien sig langs væggen, det går langsom op ad indtil vi runder et hjørne, hvorefter stien på få hundrede meter når tilbage til udgangshøjden for broen. Ikke en videre pædagogisk måde at lægge en sti på. Vi passerer et par amerikanere på vej mod floden og tre kvinder i noget der minder om spejderuniformer, hvilket i første omgang får min bror til at gætte på, at de er danskere. De viser sig dog at være indfødte. Temperaturen i skyggen er behagelig, men forude venter solen. Nedturen med solen i ryggen og hat var ikke ubekvem, hvilket også skyldes tidspunktet på dagen. Udsigten til at stå ansigt til ansigt med den store gule på vej op ved middagstid, får os ikke til at klappe af fryd. <_<

Efter 1,6 miles når vi punktet hvor stien drejer mod syd væk fra floden. En mindre bæk løber i bunden af en sidekløft (canyon) og stien følger den mod Indian Garden. Et ”resthouse” er placeret på den anden side af bækken, der i ”regnfulde” perioder må fylde en del mere i landskabet end nu. Kløften er smal, en femten til tyve meter på tværs og solen stråler lige ned mellem de bare vægge. Jeg tænker lidt over hvor stejl den næste etape mod Indian Garden må være, vi er trods alt ikke særligt højt over floden og der er tre til fire hundrede meter op til kanten af kløften. På kortet kan vi se at Devil’s Corkscrew venter en miles penge forude, en stejl gruppe serpentinere, der vil være badet i sol.

Der gøres meget ud af vedligeholdelsen af Grand Canyon, og med flere millioner besøgende hvert år, er der derfor en del regler når besøgende bevæger sig rundt i parken. Det er forbudt ved lov at indsamle sten, dyr, planter og lignende fra området, ligesom det er forbudt at røre ved eller drille dyrene (der er ikke nævnt om dyrene må drille gæsterne). Faktisk er det heller ikke tilladt at nærme sig, men det er svært at overholde når hele bambi-familien står midt på stien eller egernet pludseligt stikker hovedet ud af busken for at se hvad det er for en størrelse der går forbi. En længere række regler omkring brug af åben ild, opvask og teltopsætning er ligeledes nødvendige for at naturen beholder sin uskyld. Forebyggende arbejde mod henkastning af affald gør de også meget i i Gud’s eget land, langs highways og lignende straffes det med en bøde på 1000$. Det er selvklart heller ikke tilladt i Grand Canyon, faktisk skal al affald, selv brugt toiletpapir bringes med ud (et par skovbrande er startet netop fordi folk ville brænde deres tp), der kan til det formål købes ziplock-bags. Hvis folk kommer i en situation hvor der er for langt til et af de smarte øko-lokummer, skal der holdes en afstand på mindst 200 feet (ca. 60 meter) til teltpladser, stier, vand og dræn. Hvilket bringer mig frem til min undren over folks adfærd på trods af forskrifter der skal hjælpe andre og bevare naturen intakt. Vi kom forbi et par steder hvor folk havde ”lagt en dej”, ”flækket en arm” etc. enten ved siden af stien eller på den, det ene sted lige op ad bækken – godt vi selv havde vand med. Det var et lille sidespring tilbage til turen.

Vi går op ad stien med bækken rislende ved siden af. Efter et par hundrede meter krydser stien og vi får vasket en smule af støvet af fodtøjet. Det er varmt, men vi går i perioder i skygge enten fordi den klippevæg vi går langs skygger eller når hele kløften snor sig. Vi krydser bækken flere gange og kommer til et lige stykke hvor der på den modsatte højre side af bækken ligger et tørt flodleje et par meter eller fire bredt. I kløftens væg er et hul to meter i diameter der leder ind i væggen. Vi krydser bækken og flodlejet, der er dækket af hvad hullet bestod af, (nu er vi her, så kan vi lige så godt kigge lidt nærmere på stedet) og går op til hullet. Det strækker sig omkring ti meter ind i siden på væggen og er givetvis et forsøg på at etablere en mine (der var ingen guld). Vi går ud igen og følger flodlejet op til stien. Vi når Devils Corkscrew badet i sollys, vi går stykket til toppen i et hug, hvilket ikke virker specielt udmattende, undervejs mødes vi af duften af benzin der kommer fra et trykluftbor, der ligger ved siden af stien sammen med en trillebør, en hakke og andet værktøj. Det er et syn vi har set både på ned og opturen flere gange, men aldrig har der været en person i nærheden til at betjene udstyret. Vi taler lidt om sliddet ved at være den der skal bære udstyret ned og op fra kanten. Oppe på næste plateau bliver det igen fladere, på højre side bliver buske erstattet af træer og på venstre side skråner væggen ud mod stien så det minder om et halvtag. Det pusler fra en kant på vores venstre side og et egern stikke hovedet ud og kigger på os mens vi går forbi. Bevoksningen bliver tættere med store træer imellem og vi gætter på at vi er ved at nå Indian Garden. Skilte viser vej til Plateau Point og Indian Garden og kort efter kan vi se det første hus, der ligner en generator station. Et par rangere går rundt med værktøj i hånden mens de ser alvorlige ud. Vi fortsætter op til drikkeposten og passerer på vejen to fyre der sidder tilbagelænet på en bænk og drikker cola. De kigger efter os da vi går forbi. Vi sætter taskerne under et stort træ og går lidt rundt om os selv. Vi spiser lidt og drikker lidt mere, inden vi fylder flaskerne op og lige får lidt vand i ansigtet. Tiden er rigtigt god, vi har gået de 4,6 miles på omkring halvanden time, så målet synes realistisk. Mens vi render rundt og tager billeder af hinanden i poppede situationer og ellers bare slapper lidt af, kommer de to fyre fra bænken forbi på vej mod kanten. Den ene vender sig og siger ”god tur op” på vestjysk, vi hilser og fortæller at vi startede ud i morges fra kanten og dermed når turen til floden og op på en dag. Han fortæller at de mødte en anden dansker tidligere der havde været ved Plateau Point, hun havde fortalt at den tur var mere end rigeligt for hende, så de var kun gået dertil. Vi siger farvel og god tur og de fortsætter op ad stien. Lidt efter kommer et ældre amerikansk ægtepar ned af stien, de er vel i slutningen af tresserne. De besøger det trendy øko-lokum og går derefter opad igen uden at gøre yderligere stop. Efter en pause på omkring en halv time i alt tager vi igen taskerne på og sætter næsen mod syd og med solen bagende fra oven begynder vi den sidste etape mod kanten. Det første stykke er rimeligt fladt med lav vegetation mellem de to vægge der nærmer sig hinanden som en tragt jo tættere vi kommer på opstigningen. Solen bager ned fra oven og det er en varm kamp at komme frem den første mile. Herefter begynder det rigtigt at gå opad, vi passerer det ældre ægtepar og hilser kort. Kort efter lidt efter three-mile resthouse, tager vi et hvil og ægteparret passerer os, vi hilser ”hello again”, hvilket skaber lidt forvirring hos manden indtil han bliver mindet om at vi lige har passeret hinanden. De får et fem minutters forspring og så sætter vi efter dem. Da vi kommer op på siden af dem igen, ligger det ligesom i luften at de gerne vil sludre, så vi sætter farten ned og følges et stykke. Manden fortæller at skovbranden på nordsiden har brændt siden september. Mens vi står og småsludrer dukker den velkendte lyd igen op mellem væggene. Denne gang er helikopteren dog lettere at spotte, den kommer ind fra nordsiden med kurs mod Indian Garden. Den flyver et par hundrede fod over plateauet laver et let venstredrej for at få næsen op i vinden og lander ved Indian Garden. Den ældre herre fortæller at han inden han blev pensioneret fløj fly i sin fritid, efter cirka fem minutter starter helikopteren op igen og letter med kurs mod øst. Vi gætter på at det sandsynligvis var en evakuering af en tilskadekommen og taler lidt frem og tilbage om helikoptere. Ægteparret fortæller at fjorten dage inden var en helikopter styrtet ned i området med alle seks eller syv ombordværende omkommet. Dagen før var ligeledes en helikopter styrtet ned under landing, dog uden at de ombordværende var kommet alvorligt til skade. Jeg fortæller, at vi sidst vi besøgte Grand Canyon fløj en tur i helikopter uden problemer. Vi snakker lidt om løst og fast, siger farvel og sætter tempoet lidt op. Min bror har trukket siden Indian Garden, og jeg føler at jeg er ved at have lidt problemer med at følge trop, så vi skifter plads. Efter at have gået ca. en halv mile, siger min bror at jeg går stærkere nu end han gjorde før – sådan er der jo så meget. Vi passerer Mile-and-Half resthouse, der ligger på en separat sti ved hjørnet af en serpentiner. Vi er så småt begyndt at møde folk der lige er nede at smage på Grand Canyon inden de går op igen, lige inden vi når til et ”vandhus” møder vi en gruppe mennesker der står og prøver at tage et billede af en hjortene. En italiensk kvinde står storsmilende og peger på dyret der står mellem stierne på skrænten, mens hun prøver finde et godt ståsted at tage billedet fra. Hendes mand står lidt derfra, og da vi passerer stopper jeg og fortæller på engelsk at hvis konen er så glad for hjorte kan de med fordel tage ud til Kaibab Trailhead, hvor dyrene flokkes omkring Rangerstationen. Mandens svar på min monolog er ganske enkelt, ”Sorry, don’t speak english”, hvilket undrer os kan være en fordel i USA. Vi sætter os ved ”vandhuset”, da hjorten har besluttet sig for at spærre stien. En stor busk stikker ud over stien og kort efter vi har sat os begynder den at ryste. Et egern stikker hovedet ud balancerende på de små grene, kigger på os og forsvinder derefter ind i sikkerhed igen. Hjorten flytter sig endelig fra stien og vi kan gå videre. Da vi runder det sidste sving inden kanten møder vi en kvinde med stor rygsæk og stor fart på vej ned. Klokken er lidt i fem og solen går ned inden for en time, det tager mellem halvanden og to timer at komme til Indian Garden i rask tempo og de har endnu ikke installeret gadebelysning. Vi er ikke de eneste gale til stede den dag.

De sidste par hundrede meter går let, vi passerer endnu et stort skilt med den pæne unge mand med fipskæg, han virker næsten som en af vennerne nu, på trods af at han øjensynligt ikke vidste hvad han havde gang i. Jeg peger på skiltet og siger ”Det er ikke os”, min bror griner og vi går igennem porten, der er hugget gennem klippen. Endelig oppe på kanten føles benene friske og det føles som om jeg skal gøre vold på mig selv for at stoppe. Min tanke er at finde nogle frimærker så jeg kan få sendt en håndfuld af alle de postkort jeg har lovet. Det er sådan lidt i trance og eufori over at det er lykkedes og udmattelse jeg går ind og ud af butikker i min søgen efter frimærker, folk omkring mig virker blot som statister – min søgen ender uden held.

Vi stiller os mellem bygningerne der huser hotel, restaurant og diverse souvenirbutikker, tager taskerne af og kigger lidt rundt. Vores støvede tøj og udstyr og sveden må sende et signal om at vi nok har været ude at gå, et middelaldrende amerikansk ægtepar henvender sig i hvert fald til mig for at høre om hvilken vej, vi er gået ned. Jeg fortæller, vi er gået ned ad Kaibab Trail og de spørger om der er vand på vej ned, da de påtænker at gå ned dagen efter. Jeg fortæller at der ikke var vand i formiddags, og at første vandpost er nede ved floden. Manden kigger lidt på mig, så jeg fortsætter og siger at vi gik ned i morges og er lige kommet op igen. Hans eneste kommentar er ”That’s not smart!” Vi modtager en del stirren fra folk omkring os, der ser ud til at tænke ”De er skøre de europæere”. Vi går over mod vores ting og er ved at samle dem op, da to japanere bukkende henvender sig. Den unge dame spørger på gebrokkent engelsk ”Photograf? Picture?”, mens en ældre dame, jeg gætter på er hendes mor, står smilende ved siden af. Jeg smiler nikker og svarer ja og vil tage hendes kamera, hun står med i hånden. Hun trækker det til sig og siger ”Picture, all.”, og peger rundt på os og sig selv. Jeg tænker, hvis de vil rejse x antal tusinde kilometer fra Japan til Grand Canyon for at tage billede af to blonde, beskidte og svedige europæere, så skal det ikke være mig der ødelægger deres tur. Vi sætter os på kanten med Grand Canyon badet i det sene sollys i baggrunden, moderen tager et billede de bytter plads og der bliver taget endnu et. De smiler som solen i horisonten og moderen bukker dybt med ordene ”arigato, arigato”, jeg svarer ”my pleasure”, vi vinker og går over til vores tasker.

På vej gennem hotellet, på kanten af kløften, overvejer vi i cirka to et halvt sekund om vi skal gå ud efter bilen, men et hurtigt flashback til morgenens køretur og de efterhånden stive ben, får os til at lede efter en buskøreplan. Jeg lokker min bror til at henvende sig i receptionen for at finde ud af hvordan vi kommer ud til bilen. Han kommer kort efter tilbage og siger ”Det vil tage cirka 45 minutter og to busser, længere tid hvis vi ikke når bussen der holder dér” og peger på en bus hundrede meter længere henne. Vi småløber, selvom mine ben på det tidspunkt er godt stive og ømme i det. Fra højtalerne uden på bygninger gjaldrer det ”Last bus for Grand Canyon sunset will leave in two minutes”. Vi stiger ombord på bussen og sætter os på to sæder nær indgangen, en ældre mand kigger på min brors tape indbundne knæ og kommenterer at det vist er på grænsen af indvaliditet. Vi lægger derefter mærke til det skilt der informerer om at den federale lov ditten datten fordrer at de mærkede sæder nærmest indgangen er forbeholdt ældre, handicappede og svageligt gående. Bussen kører og efter ca. et kvarter går solen ned, jeg begynder at fryse, men forbinder det i første omgang med føromtalte faktum og beder min bror lukke vinduet. Efter cirka 20 minutter når vi endestationen og forlader bussen. Idet jeg begynder at bevæge mig igen i løb fordi der holder en bus halvanden hundrede meter væk der ligner noget vi kan bruge, bliver kuldefornemmelsen stærkere og kort efter det rene rysteri, som ved stærk feber. Bussen er en nitte, og da jeg stadig er i shorts beslutter jeg mig for at tage noget mere tøj på. To par bukser og to trøjer hjælper ikke umiddelbart på kuldefornemmelsen. Efter ti minutters venten og småhoppen forsvinder rystelserne. Bussen vi skal med dukker kort efter op, vi er de eneste der skal med, og da den efter planen ikke stopper i nærheden af bilen men kun hvor South Kaibab Trail starter, hvilket vil sige en lille kilometers penge fra bilen, spørger jeg chaufføren, en ældre vejrbidt herre med midtvest accent, om han vil sætte os af nede ved starten af den afspærrede vej. Han siger, at han ikke kan gøre det på vej ud, men på tilbagevejen, vil han gerne stoppe der og sætte os af. Det takker vi for og sætter os ind halvvejs nede i bussen og bussen sætter i gang. Mørket har sænket sig over Grand Canyon og vi sidder i vores egne tanker, mens bussen ryster gennem landskabet. Kort før vi når Kaibab Trail Head, tænder chaufføren for mikrofonen og spørger ”How far did you walk today?”, jeg svarer ”We started out this morning at South Kaibab Trailhead walked down to the river and back up Bright Angel Trail.”, han kigger på mig i spejlet med sine gamle rolige øjne, men siger ingenting. Bussen stopper ud for rangerstationen ved Kaibab Trail Head, han åbner døren og går ud. Jeg vender mig mod min bror og siger ”så nu spredes rygtet om de to sindssyge europæere, der er gået ned og op på en dag,” han griner. Kort efter kommer chaufføren tilbage og bussen sætter atter i gang.

Bussen kører ud til Yaki Point hvor den afspærrede vej ender, gør et kort stop. Chaufføren spørger uden at tænde mikrofonen ”Where are you boys from?”, jeg svarer ”Denmark…small flat country in Europe”, han kigger igen på mig i spejlet, smiler og nikker. Han sætter i gang igen og vi kører i stilhed tilbage mod afspærringen. Han stopper ud for bommen og siger i mikrofonen ”This is your stop boys”, vi tager vores ting og går ned mod forenden. Min bror går ud først og jeg følger humpende efter, da jeg passerer chaufføren takker jeg for hjælpen, han vender sig mod mig og siger ”You boys stay out of trouble”, jeg kigger på ham og siger med et træt smil ”we always do”, han blinker og jeg træder ned på jorden. Vi vinker og begiver os over mod bilen. De to pinde vi tog med os om morgenen stiller vi tilbage på deres pladser op ad skiltet, de har gjort deres nytte og kan nu forhåbentligt gøre det samme for andre. Meget trætte pakker vi bilen og kører tilbage til værelset for at tage et hurtigt bad inden aftensmaden – første gang jeg har måtte levne mad fordi jeg var ved at falde i søvn.

'Pyt

Edited July 16, 2004 by Vandpyt

[Indolencia]

Det gør ikke noget med billederne. Jeg har netop opdaget at min veninde Lisbeth tog samme tur d. 10. oktober og billederne af det på hendes hjemmeside vælter min computer hver gang. Men de er flotte og så kan jeg jo bare sætte dig og din bror ind i fantasien. I havde lille smart skæg og kasketter på, ikke?

En meget, meget fin tur og gribende beskrivelse af den. Må vi ikke høre lidt om nogle af de andre ting I lavede hos romerne?

[Hoosier]

Kommer der også en beretning om opturen? :)

Kun for din skyld.

:D

[Vandpyt]

I mangel af bedre og for at fjerne opmærksomheden fra min af vejret påførte sløvhed, bringer vi i stedet første del af quizen

Gæt en bil

'Pyt

[mdk]

Skoda Felicia! (Hvad kan man vinde? Hvis det er noget fedt, så gætter jeg lige om....) :)

[Vandpyt]

Skoda Felicia! (Hvad kan man vinde? Hvis det er noget fedt, så gætter jeg lige om....) :)

En signeret bakke fedtfattige flødeboller, de tør ikke op under transporten. :lol:

Jeg kunne have sat en Grand Canyon sten på højkant, men da det er forbudt ved federal lov at fjerne ting fra hullet, er jeg selvfølgelig ikke i besiddelse af sådan en størrelse. :)

'Pyt

[Hoosier]

Kommer der også en beretning om opturen? :)

Kun for din skyld.

[FittSmoker]

ja for den da, hoos...

[Vandpyt]

ja for den da, hoos...

Jeg troede ikke, du orkede at læse de lange indlæg.

Af mangel på tekst vil jeg poste solopgang ved Kaibab Trailhead.

'Pyt

[MadsSWIM]

Smukt billede!

Har lige tygget mig igemmen hele din "log" og venter spændt på mere

Mads :swim:

[Hoosier]

Kunne man forvente en beretning i denne log i julegave?

[MaxPower]

I mangel af bedre og for at fjerne opmærksomheden fra min af vejret påførte sløvhed, bringer vi i stedet første del af quizen

Gæt en bil

'Pyt

Er flødebollerne smeltet - eller spist :o ?

Det er da vist den labre Ferrari F355 Spider :) WROOM

[Austina]

Hej Pyt

Rigtig god læsning af din tur, venter spændt på forsættelsen

Austina :)

[Hoosier]

Godt nytår, Pyt. :)

:wave: Hoosier, somstadigventerspændtpåfortsættelsen

[Vandpyt]

I mangel af bedre og for at fjerne opmærksomheden fra min af vejret påførte sløvhed, bringer vi i stedet første del af quizen

Gæt en bil

'Pyt

Er flødebollerne smeltet - eller spist :o ?

Det er da vist den labre Ferrari F355 Spider :) WROOM

mdk ville have en pose æbleskiver, men jeg tvivler på, at de kan klare transporten (frosne), derfor en bakke flødeboller, og nej de er ikke spist. ;)

Dit gæt er godt, men ikke helt korrekt. ;)

'Pyt

[CoqRouge]

Jeg venter altså også - men derfor skal du alligevel have et GODT NYTÅR!

[CLO]

Hej Pyt.

Spændende beretning, men tarveligt at starte & ikke fuldføre :) (Historien forståes)

Venter i spænding........

[Vandpyt]

Frk. Kathrine og Mr. Hamilton, tak og i lige måde.

CLO, tak, bare rolig, der kommer en sequel. :) Der er gået hul på bylden. :)

'Pyt

[Kluns]

er det en Ferrari 360 spider?

[Vandpyt]

er det en Ferrari 360 spider?

Nope. B)

'Pyt

[Vandpyt]

Gæt et flyvende objekt del ét.

'Pyt

[MaxPower]

I mangel af bedre og for at fjerne opmærksomheden fra min af vejret påførte sløvhed, bringer vi i stedet første del af quizen

Gæt en bil

'Pyt

1994 Ferrari 348 Spider

Den flyvende trekant gætter jeg på er en B2

[Vandpyt]

1994 Ferrari 348 Spider

Den flyvende trekant gætter jeg på er en B2

:a-okhand: "We have a winner" :lol: Stort tillykke til vores vinder MaxPower.

Der var ingen præmie på del ét af flyvende objekter, vi startede ud med en let teaser, men svaret var helt og aldeles korrekt.

Send mig en PM med CPR nummer, kontonummer og pinkode til din netbank. :lol: Adressen er nok for at modtage den signerede bakke flødeboller. Pralerettighederne er også dine, du kan eventuelt indskrive det i din signatur. "Vinder af 'Gæt en bil' i 'Pyt's log" B)

'Pyt

[MaxPower]

Jeg har endnu ikke modtaget en pakke signerede flødeboller... Er den blevet sendt?