jarvig13

[jarvig13]

Puha, 2006 var en led én af komme igennem. 2007 skulle gerne blive bedre. Derfor en helt ny log.

Jeg kan ikke prale af, at dette bliver en ny koncentreret træningslog. Jeg har ikke de store træningsmål for 2007. Eller rettere det har jeg, men jeg ved, at nogen centrale ting (specielt hvordan mit knæ og min fod holder) skal falde på plads før en egentlig træningslog kan blive realistisk.

Indtil videre er denne log mest en log over trængsler og glæder i det jarvigske liv.

Lad os lave en lille recap over 2006.

Året lagde de første uger egentlig fin ud. Jeg var emotionelt og intellektuelt ovenpå. Jeg var endeligt kommet igennem 1-årig skades periode med mit knæ. Ligeledes var mit hoved flydt med så mange dating erkendelser, at jeg var 99 % færdigt med det udkast jeg ville sende til et forlag for at skrive en seriøs om, hvordan man bør begå sig på kødmarkedet, hvis man ville have mere succes derude.

Men lynhurtigt blev jeg presset. Strutur- og udligningsreformen var en realitet og skulle inplementeres. Det satte godt nok fut under arbejdsbyrden. Seriøst sat så voksede min arbejdsbyrde med 100-200 % bare på disse to reformers konsekvenser. Samtidigt holdt to kollegaer op. Selvfølgelig blev nye ansat, men de kunne naturligvis ikke træde til med det samme. Så jeg overtog en del af de helt tunge arbejdsopgaver fra disse to kollegaer....uden at nogen andre blev taget fra mig. Ikke nok med det, disse opgaver var i dette svære og uoverskuelige mellemår nogen arbejdsopgaver der politisk/ledelsesmæssigt var stort fokus på, så de ville konstant være i fokus. Og specielt en af opgaverne (den nye finansieringsreform (i befolkningen kaldt udligningsreformen)) var (og er) så kompliceret, at jeg seriøst var bange for ikke at kunne løfte opgaven....simpelthen fordi jeg med alle de andre opgaver ikke havde tid til at sætte mig tilfresstillende ind i alle de nye modeller og regler.

Derfor blev hele 2007 præget af at arbejder mere og med større fart end det er holdbart, masser af skæld ud og kritik når jeg ikke nåede alt, vrede angreb fra cheferne når jeg for gang skyld lavede en lille fejl, endog en slet skjult trussel om fyring fra min nærmeste chef da han og min overchef havde lavet en bøf til et direktørmøde og begge nægtede at vedkende sig det var deres fejl og derfor tørrede den af på mig.

Jeg kæmpede imod disse urimelige arbejdsforhold så godt jeg kunne....fik endog min tillidsmand indover, da det var mest ophedet. Men det hjalp ikke. Så ikke underligt begyndte jeg at lede efter nyt arbejde i efterårt. Nogen ting kom i vejen (se senere) og derfor har jeg måtte udskyde jobansøgninger til dette forår.

Så i alt dette arbejdsrace blev jeg simpelthen nødt til at opgive at skrive den bog jeg gerne ville skrive. Det var simpelthen urealistisk med så meget arbejde og stress om ørene.

Værre blev det i det sene forår. Grundet skaden året før, havde jeg taget en del på og min form var elendig. Jeg havde derfor lagt et seriøst og dog realistisk program for at komme i form og tabe mig en del. Det gik fremragende. Både diæten og løbe-planen gik som det skulle. Men så en dag efter 3 uger går det galt. Ud af det blå så gør min fod mere ondt end nogen fysisk smerte jeg har haft før. Talen med lidt fodspecialist + indlæg på MOL sandsynlliggjorde, at det var overbelastede sener i foden - grundet at mit knæ var blevet lidt svagere, hvorfor andre enheder i bevægelsen måtte tage lidt over - der gjorde ondt. Eneste behandling....hold foden i ro i mindst et par måneder.

Pis. Nu røg både diæten og formplanerne. Jeg nåede slet ikke nogen af delene. Og rent faktisk tog jeg lidt ekstra på i det sidste halve år.

Men trængslerne var slet ikke forbi. Inden jeg lige fortsætter, så vil jeg gerne påpege, at det altså er ironisk, at i det år i mit liv, hvor jeg har været mest i ligevægt, mest tilfreds med min livsførelse og udvikling og har - indvendigt inde i mig selv angående mig selv - været mere glad og harmonisk end nogensiden før. Og dog så vælter trængslerne ind over mig i 2006.

Næste punkt bliver min mor. Hun har haft en sygsom i 7 år, så lægerne ikke helt ved, hvad de skal gøre ved og hvad er. Mest af alt - siger de - så minder det om kræft. Men ingen af deres normale kræftbehandlinger virker. Der er simpelthen cyster i min mors mave/tarm/lunger/underliv område der hele tiden forøger sig. Ingen kemo-behandlinger virkede og der er for mange til, at strålingsbehandling er realistisk. Da lægerne var mest desperate (for 3 år siden) og disse cyster bare blev ved at vokse, så prøvede de en sidste ting. Som de sagde.....det kan ikke helbrede det, men det kan måske sænke tempoet. Det var en anti-hormon kur. De mente simpelthen at min mors hormoner fremprovokerede disse cyster til at virke. Ganske rigtigt. Så snart hun fik behandlingen, så blev tempoet sat voldsomt ned. Fra at vokse betydeligt mellem hver kontrol, så faldt væksten til nærmest at være umulig at se til kontrol hver 3. måned, og kun 1 års sammenligninger viste en lillebitte smule vækst.

Men det var samtidigt en trist meddelelse. For dermed sagde ontologisk afdeling, at de ikke havde flere behandlinger til hende og hun derfor måtte udskrives her tidligt på året. I stedet skulle egen praktiserende læge tage over. Det førte godt nok til nervøsitet. Udskrevet fra den bedste afdeling på dette område i Storkøbenhavn og nu overtaget af ens egen praktiserende læge! Det var godt nok stress og nervøsitet at få alt det på plads. Mit på året begynder min mor så at få meget ondt i knæet. Senere er det hoften. En tur gennem systemeret (men udenom ontologisk afdeling) viste at det var cysterne var gået en smule i lårbenet + hoften. Ikke noget vildt, men nok til at det formentlig var det der gjorde ondt.

Så nu indledtes en længere process hvor vi blev kastet rundt mellem forskellige hospitaler og afdelinger for at få undersøgt ditten og undersøgt datten og evalueret ditten og evalueret datten. Der skal ikke lyder så mange klager herfra til det danske sundhedsvæsen i denne forbindelse, idet der var en logik, at for at kunne gøre a, så måtte b undersøges, men så måtte en afdeling så lige først fixe c, som lige skulle d undesøges osv. Men for os der sad i det bare et helvede. Mere og mere gangbesværet blev min mor og stadig ingen operationer i vente. Som året gik mod slutningen blev det værre og værre med hendes smerter og kunne næsten igenting.

Så reelt så passede jeg hende nonstop. Det var godt nok tungt. Arbejde, arbejde, arbejde. Og efter dette så hjem og passe en mor som havde det skidt og som skulle have hjælp til alt.

Næste punkt der satte mig under endnu mere stress var, at min elskede kusine netop fyldt 15 år døde i et trafikuheld. Der er en tråd om dette i OT, og jeg skal derfor ikke skrive så meget om det her.

Blot var det en rystende og ulykkelig begivenhed for hele familien som virkeligt rystede alle. Jeg gik i hvert fald i sort.

Ingen er rigtigt kommet sig over det endnu, så det er tungt.

Alt i alt et hårdt år. Har slet ikke haft tid, energi eller overskud til at tage vare på mig selv. Latterligt arbejde, skader, sygdom og død overtog helt showet i 2006.

Planer for 2007.

Jeg er realist....og fighter. Ligegyldigt hvor hårdt 2007 bliver, så ved jeg, at jeg ikke kan håndterer endnu et år, hvor jeg ikke får taget mig af mig selv. Derfor bliver der med sikkerhed fightet tilbage i 2007. Men jeg ved også at presset pt stadig er så højt, at det er latterligt at lave detaljerede planer her og nu. Som et eksempel er min mors hund netop blevet rigtig svag og skal bæres op og ned af trappen (indtil dyrlægen forhåbentligt kan hjælpe på dens dårlige hofte på tirsdag). Men det er pænt tungt med en 45 kg tung dødvægt hund som man bærer i totalt umulige positioner. Så foden smuttede og jeg hamrede med mine fulde vægt + 45 kg hund knæet lige ned i trappen og nu kan jeg slet ikke støtte på det ene ben. Fandt dog en løsning med hunden, hvor jeg brugte et stort håndklæde som slynge omkring maven på hunden, således at den slet ikke skal bruge bagbenene op af trappen. Det gik ok, omend jeg måtte bide smerten fra det ikke fungerende ben i mig. Så allerede på årets 2. dag er tingene blev gjort endnu vanskeligere og med en ben som ikke lige kan bruges til noget.

Men når der bare kommer lidt luft i det, så kæmper jeg mig tilbage. Løbeprogrammet bliver igen sat på banen (og så tigger og beder jeg bare til at knæet eller foden ikke går i smadder igen) og der kommer en fornuftig diæt på banen.

Edited January 3, 2007 by jarvig13

[Oksen fra Århus N]

Velkommen tilbage til log-verdenen, og tillykke med din nye log, jarvig.

[Thorhauge]

Er det med vilje at du har stavet lognavnet forkert?

[jarvig13]

Er rettet.

[Waits]

Her vil jeg glaede mig til at foelge med.... Held og lykke med projektet :4thumbup:

[jarvig13]

I dag mistede jeg en kammerat. Eftersom en hund ikke kan tale for sig selv, så gør jeg det for hende.

For en rationel og normal fætter som mig er det surrealistisk at skrive "en nekrolog" for sin hund. Men ikke mange i dette liv har givet mig så mange glæder som min (rettere min mors) hund. Eftersom hun naturligvis vil dø uden at nogen vil skænke hende tanke udover de nærmeste i familien, har jeg lyst til at skrive en sidste hilsen i cyberspace.

Det er noget mærkeligt noget. Nogen mennesker forveksler forholdet mellem hund og ejer som "ægte kærlighed". Sludder. Nogen tillægger en hund nogen kognitive evner, motiver og følelser som en hund slet ikke evner. Så det er noget sludder. En hund er en hund, og en sådan evner ikke evnen til at "fatte" eller at "føle kærlighed". En hund har et yderst begrænset refleksmønster ud fra ret få stimuli. Når mennesket alligevel finder stor glæder i hunde, så er det fordi at hundens ret simple kognition trods alt er langt mere avanceret sammenlignet med stort set alle andre dyr + at hundens ejer/underkaster forhold er så stærkt, at selv et menneske kan mærke det.

Alt ovenstående er skrevet i ånden der hedder, at jeg ikke er vanvittig. En hund er en hund og kan på ingen måde sammenlignes med et menneske. Og langt de fleste at de følelser vi mennesker nære for vores gode ven hunden, det er langt mere fordrejede menneskelige selvreflektioner end det er egentlige "avancerede" realtioner mellem menneske og hund....mellem ejer og hund. Men alligevel er hunden med rette "menneskets bedste ven". Formentlig ingen dyreart på kloden har et sind og en - trods alt - avanceret nok adfærdsmøsnter til at vi finder uendelig glæder i hunden. Det nedenstående er en hyldset til hunden...og i særdelshed til et genialt et af slagsen,,,,menlig min mors (undskyld MIN) hund, Chili.

Vores forrige hund Paw. En han-labrador som sine første to år var blevet mishandlet af sin ejer og var et forsigtigt og sky element, der var bange alt muligt. Vi fik ham sent (1½ år) og selvom vi gav ham al den tryghed og stabilitet han behøvede, så blev han aldrig en "rigtig hund". Han var simpelthen blevet mishandlet for meget. OK, vi fik ham dog til at føle sig tryg og varm iblandt os, den nærmeste familie. Da han døde var der egentlg ingen planer om en ny hund i familien. Både jeg og min storesøster boede hjemme på denne tid.

Men en dag hører min storesøster gennem sit arbejder, at en labrador/gadekryds tæve har fået hvalpe. Det er med en stamtavle Dopperman. Hun hører, at tæven har fået iiihhh så søde hvalpe. Målbevidst begynder hun at bearbejde min mor. Min mor er netop blevet oreret for en gigantisk godartet (tror de på dette tidspunkt) godartet cyste på yderside af livmorderen. Her et halvt år efter har lægerne fundet ud af, at de måske ikke fjernet alt, for noget er vokset temmeligt meget cirka samme sted og skal nu opereres væk. Min storesøster bruger alle midler. Du skal da have en sød lille hvalp, når du er færdig med denne operation, så du har noget at hygge dig med, når du kommer hjem. Efter få dage overgiver min mor sig. Ja, vi skal da ud og se på dem..vi kan endda nå det inden jeg bliver indskrevet om en uge. Jeg er egentlig helt blank på dette tidspunkt overfor hunde. Jeg har altid kunnet lide hunde, men er ikke vild på nogen måde. Dette er blot en min-storesøster-mor-ting som de er gået i grassat over, og jeg blander mig stort set ikke.

Få dage efter, så kommer jeg hjem fra mit studie, jeg næsten er færdig med. Og der på gulvet ligger den mest super-cute hvalp man overhovedet kan forestille sig. Alle hvalpe er cute. Og dette er en flot (meget flot) hvalp som mest alt af ligner en superhvalpet udgave af en kluntet dopperman. Sig her til Chili, sig min søster, det er vores nye hund. Hun fortæller om, at tæven havde 8 hvalpe lool alikes. De havde stået afventende over for sig selv. Planen var så at den første hvalp som kom over, den måtte være vaks, udadvendt og fin og den ville de tage. Som sagt så gjort, og denne hvalp der gjorde dette, det var Chili. Woow hun var vild. Så kontaktsøgende og underkastende og dog så legeglad og fuld af spræld. Inden det blev aften gik jeg ned og lånte en masse bøger om hundeopdragelse. Jeg anede intet om hundeopdragelse. og mente at jeg efterhånden var familiens "overhoved" og måtte vise hvordan man opdrager sådan en fætter.

På 2-3 dage slugte jeg adskellige anbefalede hundeopdragelsesbøger. Der stod masser som jeg intet anede om. Ting som jeg aldrig ville havde vist, hvis jeg ikke læste det af eksperter.

Som et kuriosum, så har jeg senere fundet ud af, at sagt meget firkantet (lidt for firkantet, hvis man ikke evenr at perspketiverer), så er reglerne for at opdrage en hund meget lig reglerne for at opdrage en baby samt behandle en kvinde. Leder-hannen er en essentiel egenskab for alle mænd, hvadenten de skal opdrage en hund, opdrage et barn eller forføre en kvinde.

Jeg vil klart anbefale at enhver som skal have en ny hund går ned og lære om hvordan man opdrager en hund. Går man det ud fra intution eller uden nogen ideer overhovedet, så er det 99,999 % sikkert at man ikke gør det særligt godt.

Nå, men jeg havde sat mig for opgaven seriøst. Min nor var svag og jeg ville gerne dette her. Så efter studiet afsatte jeg rigtigt meget tid til Chili.

Jeg skal ikke hårdnakket sige, at jeg hurtigt vise sig at være fantastisk til detteher. Sandheden er netop en mellemting. På den ene side, at den lille hvalp vi fik viste sig at være en guldklump at livsglæde og begavethed (og frygtløs "kærlighed" til "overhunde" = mennesker generelt). På den anden side, at hvis afsætter tiden og energien og ved hvordan en hund skal opdrages, så kan man få 99 % af alle hunde til at være glade, åbensindede og lydige hunde.

Lille Chili var en "overhund".....sådan er alle små hvalpe pr. instinkt. Og hun var dopperman. Så hun ville virkelig herske, selvom hun var en lillebitteting på 1½ måned. Jeg tog alle de lege som der skulle til (lege, der morer hunden, men som går ud på systematisk at lære hunden, at dens herre (altså i første omgang mig) netop er overhunden, og at den er underhunden). Jeg lærte, at man ALDRIG behøvede at skælle en hund ud (ignorering på de rette tidspunkter er ofte fint nok) og at omvendt stort set alt hvad man vil lære hunden kan læres ved ros på rette tidspunkter. Jeg kan seriøst sige, at i 9 år da har jeg kun en eneste gang skældt min hund (jeg var desperat (Chili så en ræv hun med sikkerhed vile sætter efter og hvor dette skete over en traffikeret vej, hvor chancen var maks 50:50 for at slippe over vejen) og det eneste jeg kunne gøre var at skrige og smælde og gøre alt vildt jeg vidste for at fjerne hendes opmærsomhed fra ræven....det lykkedes). Alt andet omgang med Chili er gået med nada skæld ud og kun ros på rette tidspunkter.

Efter et par uger havde hun "fattet" det og herefter overgav hun sig. At en hund overgiver sig er ultimativt vigtigt. Enhver hund skal vide, at dens ejer er overhuden. Der er intet synd eller skidt i det. Hunden bliver 100 gange en mere glad hund når den ikke skal leve et liv, hvor den i sin forvirring tror at den hele tiden skal kæmpe for "at vinde rang". En hund har det absolut bedst som underhund. Den laveste i hierakiet. Det er misforstået menneskelig kognition som tror at en hund da må blive ked af det ved at være den altid laveste hierakiet. Det bliver hunde ikke. Når de forstår at de er lavest, så stopper deres opotunistiske tendenser. Men at være overhund (altså ejeren, mennesker) er derfra ikke at tryne eller bruge magt overfor hunden. Når hunden (hvalpen) har lært, at den er nederst så skal man bruge småting på at holde den der (en enkelt leg hund elsker måske en gang om ugen), og nu kan man give den al den kærlighed, varne, vejledning, støtte som man øsnker. Dette gør hunden glad. Ikke at kæmpe om overhundsretighederne, men at være underhund men til gengæld at blive elsket, varmet, leget med, passet, plejet og vejledt.

Så det gjode jeg. Og Chili var lærenem. Hun gjode alt, hvad jeg prøvede at lære hende. Hun lærte at frygte intet. Hun lærte at omgås andre hunde, andre mennesker, andre ukendte ting var noget spændende og fornøjeligt og ikke noget fremmed og fjendsk. Hun lærte at asfalt var "niks, der må man ikke være med mindre min herre siger "kom så" ". Hun lærte at en hunds gebis var en voldsom ting for blød menneskehud, og at når gebis førte hud under leg (f.eks. tag tennisbold fra min hånd), så stoppede legen, mens når hun forsigtigt men hurtigt pillede bolden fra hånden uden at røre andet end bolden, så fortsatte legen.

Sådan forstastte det i det uendelige, og i løbet af 1 år havde jeg en 100 % velopdragen hund som fulgte det mindste vink og logrede halen hele tiden.

Efter et år flytter jeg hjemmefra og ser "kun" min hund en-to gange ugen. Den er stadig så velopdragen og glad som en hund kan være og alle steder den møder op, så står folk i ring og snakker om, hvor flot en hunde det er, hvor kærlig den er, og hvor godt den er opdraget. Efter 2 år flytter hjem igen, da jeg af mystiske årsager bliver smidt ud af min andelslejlighed.

Denne periode og tre år frem bliver den sværeste i mit liv. Alt falder fra hinanden og jeg er overbevist om, at ingen kvinde nogensinde vil holde af mig. Jeg har en del rigtigt, rigtigt gode venner med hvem jeg deler alt. Men der er nu noget specielt ved Chili. Hver eneste dag efter jeg kommer hjem fra arbejde og hjem til min mor som jeg bor hos, så er hun der altid. Glad og fuld af sjov, hvis hun mærker at jeg er ok. Fuld af nærkontakt og "kærlighed" når jeg er trist. Jeg elsker min Chili. Bedre hund skal man lede længe efter. Jeg lufter hende jævnligt, men kun kort. De længere ture tager min mor, for selvom hun er syg, så er hun fysisk stadig frisk.

Så en dag sker det. Jeg husker dagen meget tydeligt. Det er tidligt april måned 2001. En pige jeg satsede meget på har netop afvist mig. Det har netop været påskeferie. Men jeg har taget en ekstra uge som ferie i forlængelse. Det er onsdag og to dage har jeg bare været alene hjemme og været trist. Det er gråt og regnvej. Ud af det blå, får jeg lyst til at gå en tur. Det er den første tur jeg seriøst har taget som voksen. Ikke at jeg var inaktiv. Løb og cykling var noget jeg tit gjode. Men en gåtur ud i det blå, det havde jeg ikke gjort nogensinde. Min mor bor på dette tidspunkt (sammen sted som nu) blot 15 mins gang fra mit fødested og 2 km fra hvor jeg er vokset op hele fra jeg var 10-27. Jeg får lyst til at gå en tur der hvor jeg legede som barn. Chili er bare så glad. Endelig vil min herre gå en lang tur med mig. Det bliver en lang tur i sildende regn og regntøj. Jeg er ligeglad, jeg går bare...i 3 timer.

Den dag efter gåturen sætter jeg mig med et kort over Søllerød kommune. Jeg kender jo alle steder i grove træk. Men hvor er det lang tid siden jeg har besøgt mange at stederne. Mange af stederne var for 20 år siden da jeg var lille og min morfar der dengang stadig levede tog mig alle mulige steder hen. jeg sætter mig for at gå på enhver vej i min kommune.

Som sagt, så gjort. Fra den ene dag til den anden bliver jeg " en gående mand". Hjem fra arbejde og så gåtøjet på og så ud på tur........selvfølgelig med Chili.

På disse ture lærte jeg meget nyt om min hun. Ikke kun en opmærksom og tilpasset hund derhjemme, men en mester i terrainet og endnu mere opmærksom end hjemme.

Mens jeg går og besøger alle veje, alle hegn, alle skove, alle marker, alle bebyggelser i min kommune, så er jeg trist. Overbevist om, at jeg for altid vil være alene og uden kærlighed eller kæreste. Men ved min side er Chili. Altid glad. Altid opmærksom på mit humør. Altid frisk på leg, bold og kæp. Men også altid frisk på at klæbe og være stille, når jeg var trist.

Jeg elskede at gå ture og lege med min hund. Kunne stå på en bakketop og smide en kæp ud i en ½ time mens Chli piskede efter........træt bliver hun....men jeg fortsætter....kaster stadig og hun pisker efter indtil hun siger "stop, nu er jeg altså helt færdig".

I den tid - som faktisk vare 2-3 år - da er hun mig altid nær. Vi går den ene tur efter den anden, og hjemme er det jo bare kæl og hygge.

Det er mystisk. En hund er ikke et menneske og kan aldrig erstatte et menneske. Og jeg havde (/har) super gode venner, jeg kunne (og gjode/gør) talte om alt med. Men alligevel var min Chili noget specielt. Altid så glad for at se mig hjemme igen. Altid med milimeters nøjagtighed vidende om mit humør og om jeg var til sjov og spas eller stille og rolig nærkontakt. Aldrig på tværs. Aldrig ulydig. Aldrig uartig. Altid glad. Altid fuld af livsglæde. Altid klar til at give enten varme eller sjov alt efter humør.

Det er denne hund jeg husker. En perle af en hund. Og en hund som gav alt, da jeg var i min sværeste periode af mit liv og min bedste kammerat dag efter dag var min Chli.

Jeg flytter igen hjemmefra. Ser dog min hund ofte. Men så en dag "dør" min hund som jeg husker hende. Aldrig mere skal hun blive som den livlige og adrætte kammerat jeg altid havde.

Det er sommer for to år siden. Min mor og jeg er oppe hos i min storesøsters sommerhus. Nogen bekendte kommer forbi. Som altid er Chili fyr og flamme. Behesktet og ikke spingende op af nogen.....men evig glad over at der er kommet "fremmede" og snakke med hende. Hun pisker rundt i haven. Pludselig stivner hun og hyler. Selvfølgelig svært at finde ud af, men efter lidt undersøgelser og overvågning af os, er vi ret sikre at det er fibersprængning af baglåret. Ingen problemos. Ro på og ingen ture i et par uger og så er hun klar igen.

Men som urene bliver til en måned og igen til 1½ måend, så synes vi det er mærligt, at hun stadig er stille, ikke bevæger sig meget og er træt.

Vi smutter til dyrlægen. Hun fastslår at Chli er blevet angrebet af en aggresiv form for lungeorm. Det er der mange hunde som er blevet angebet af den sommer. Selvfølgelig er der antibiotika og som fjerner det fuldstændig. Men disse lungeorme er grimme. Mens de lever i lungerne så spiser de af lungerne, med arvæv til følge, der gør de angrebne områder ubrugelige.

Så det viser sig hurtigt, at Chili er blevet ret hårdt angrebet og har mistet en del lungekapacitet. Derfor er kondien faldet til latterligt lidt. Og værre endnu, hun er ikke så frisk som ellers altid har været. Mere træt og gåture må endvidere forkortes fra 2-3 timers evig spring til 1 time i luntetempo.

Pis, det er bare ikke Chili. Hun er bare så livsfrisk og klar til sjov. Og nu er hun træt efter 2 mins leg.

Jeg prøver så godt jeg kan at gå med hende, når jeg (ofte) kommer forbi. Og hendes humør og livsglæde er stadig i top......men den fysiske udfoldelse stå slet ikke mål med hendes livsglæde.

Men derfra bliver det langsomt værre. Måske af årsager der nu 1½ år senere har gjort at vi må aflive hende. Måske fordi hun bare bliver mere og mere træt jo mindre motion hun får. Men glidende måned for måned, da går det ned af bakke. Både med livsglæden og kondien.

For et år siden begynder min mor at få det værre grundet sin look alike cancersygsom og jeg flytter hjem og passer hende.

Fra da af passer jeg næsten nonstop Chili. Gør alt hvar jeg kan, Men hun er mere og mere træt. Stadig livsgald, men hvor hun er mere og mere fysisk træt.

Gåturene bliver kortere og kortere. Idag, da jeg har aflivet min hund, da indser jeg en ting som faktisk står ret klart. Jeg elsker at gå, og jeg elsker at have min Chili ved siden. Men som hun er blevet mere og mere træt og gåturene kortere, så er jeg også blevet træt. Ville så gerne gå en tur......men det gør jeg jo med Chlil,,,,,en tur uden Chili er ligegyldigt......så når hun ikke kan mere end 20 min, så skal jeg sq ikke gå mere end 20 min. Så jeg bliver mere og mere trist, som min Chili bliver mere og mere træt....uden at opdage det.

Selvfølgelig har Chili været til flere årlige rutine dyrlægebesøg. Men de har ikke vist noget, andet end hun er ved at blive gammel.

Men hen mod begyndelsen af december bliver det trist. Hun er ikke glad mere.....eller jo det er hun når hun er frisk,,,,,men det meste af tiden er hun træt og interesserere sig ikke så meget for os andre. Gåturene bliver kortere og koretere. Nu er de kun 10 min lange og det er i sngletempo.

Noget er galt. Vi tager til en mere dybdegående undersøgelse hos dyrlægen. Hun finder igen orme i lungerne og at Chilis ene knæ på bagbenet er hævet. En kur mod ormerne og en omgang smertestillende mod bagbenet og en gang omgang specialfodder som skulle hjælpe på skræbelige hunde-bagpartier det skulle gøre hende god igen, mener dyrlægen.

Hun får sine medicin og sit specialfodder. Dagen efter er maven helt galt og hun skider som en vanvittig og brækker sig voldsomt. Dyrlægen i røret. Tag hende af medicin og fodder, og fordi det er tæt på jul, så lad os se på det igen efter nytår......husk at skåne hende og varme hende, er dyrlægens råd. Julen bliver ikke sjov. Mere og mere svag og mere og mere træt. Mellem jul og nytår bliver det marginalt bedre. Men den 30. december så er den gal. Hun har ikke spist eller drukket i to dage og er helt afkræftet......og trist.

En tur på dyrlægevagten. blodprøve bliver taget efter vi har fortalt om udviklingen i historien. Penicilin. og antibiotikakur indledes. Det går igen galt 1. janua. Bræk og træthed er igen voldsom. 2. jaunar kan hun ikke gå og jeg må bære hende, når hun skal luftes. 3, januar er det værre endnu og jeg må stadig bære hende. opkastet er gået fra galde til at være grå-sort. Hverken jeg eller min mor kan klare det mere og kræver idag at dyrlægen har tid til hende, selvom vi egentlig har tid først på tirsdag.

Ud fra alle prøver og undersøgelser og vores forklaringer så er hun ret sikker på, at det er alvorligt uden dog at ville udtalle sig om, hvad det er. I samråd med lægen (hun mente det var en klog beslutning) så beslutter vi at aflive min Chili.

Fuck det var hårdt. Jeg græd som en psykopat og var helt ubrugelig. Først en totalt sløvende indsprøjtning inden at den dødelige indsprøjtning stikkes i. Jeg kan ikke mere og klapper for sidste gang min hund farvel, mens hendes øjen langsomt glider i. Jeg kan ikke klare mere og går udenfor, mens min mor og dyrlægen så tager den sidste fatale indsprøtning.

Nu er hun død. Jeg bander det væk. På den ene side ville vi have hende i lang tid endnu uanset omkostingerne. På den anden side, så burde min livsglade og dejlige hund ikke engang have levet det seneste ½ år, hvis man vidste hvor skidt hun havde haft det (en objektiv tolkning af hendes adfærd og udtryk villa have givet svaret, men værende tæt knyttet og ikke se udviklingen grundet det er umuligt dag for dag, så så vi det aldrig rigtigt).

Pis, jeg er ked af det. En hund. Men også min bedste kammerat. Og en hund af kaliber. Pis, det er jeg slet ikke klar til nu, Det var alt, alt for hårdt.

Jeg savner min Chili,

Edited January 4, 2007 by jarvig13

[Christian B]

Det gør mig ondt.. Har aldrig haft en hund, men fik våde øjne og en klump i halsen af at læse det..

[Lagoon]

Kondolerende tanker herfra. Tabet af en hund er meget sværere og hårdere, end de fleste kan forestille sig.

[jarvig13]

Jo, tak.

Nu var Chili ikke bare en almindelig hund, men derimod en helt fantastisk hund. Og ikke bare en fantastisk hund, men også en jeg bondede voldsomt med i den sværeste periode i mit liv.

Så det er lige voldsomt nok for mig.

[britone]

Hey Jarvig 13

Tillykke med din nye log den bliver spændende at følge med i man må da vist med sindsro konstatere at du i øjeblikket oplever den ene kedelige ting efter den anden så håber hermed at du får et godt nytår og vinden vender til en medvind

Kenn

[jarvig13]

Ohh, det er godt. I dag vender jeg tilbage til guitarspilleriet.

Det var lidt noget møg. Træningen gik smurt med ca. 1 times spil hver dag og det kørte faktisk pænt. Men de sidste 2 måneders prøvelser gjorde, at jeg slet ikke havde modet på at tage mig sammen til noget som helst. Men i dag begynder jeg igen. Har formentlig kun mistet lidt og det er mest den lidt hårde hud på fingerne som tager tid at genoptræne samt muskelstyrken i underarmen.

Jeg regner i dag med at tage ind og købe en Roland Cube 30xt guitarforstærker. Har forhørt mange steder. Eftersom det også er planen at jeg - lidt senere - vil købe en Zoom G2.1u. effektpedal, så har masser forslået at jeg nok burde købe en Roland cube 30xt, idet denne - for prisen - har en voldsom god grundlyd som giver en god bund for effektpedalen.

Det bliver godt.

[jarvig13]

Så fik jeg købt en Roland Cube 30x.

Den er fed nok, god lyd til få penge. Forresten er Power Squeeze funktionen fed. Simulerer, at forstærkeren kun har 2 watt, men at den lyder som sine normale 30 watt. Det betyder at man kan få dens high gain vræl ud af systemet selv ved volumes som er acceptable ved hjemmebrug. Det er faktisk en fed feature.

[klausjensen]

Et forsinket held og lykke i det nye år. 2006 var et lorteår, og nu er det smidt på møddingen. Det kan kun gå frem herfra! :4thumbup:

[Mr. Bond]

Trist, men en smuk og gribende beretning om dig og Chili. Kan sagtens følge dig i dine tanker og det savn du må have.

Håber 2007 bliver dit år

[jarvig13]

Jarvig, vi må tage ud og sarge sammen i 2007 og sørge for at året bliver frugtbart på den side

Et forsinket held og lykke i det nye år. 2006 var et lorteår, og nu er det smidt på møddingen. Det kan kun gå frem herfra! :4thumbup:

Trist, men en smuk og gribende beretning om dig og Chili. Kan sagtens følge dig i dine tanker og det savn du må have.

Håber 2007 bliver dit år

Tak for det.

Ja, det må blive bedre. Nu skal jeg bare lige have styr på min arbejdssituation.

Min mor skal forresten opereres på tirsdag i hoften. Så skulle det meget gerne gøre at hun kan gå normalt igen. Puha, jeg håber det. Det har godt nok været et hårdt år for hende og brugt rigtigt meget af min fritid til det.

[jarvig13]

Nå, men dette er jo også min guitarlog, så jeg ikke hele tiden spammer OT med det.

Her et meget, meget vellykket cover af Comfortably numb af et ukendt coverband.

Ikke så meget forskelligt fra Delicate sound of thunder tourens udgave. Men det holder.

[jarvig13]

Ohhhhhhh a nice find. Aldrig set dette klip før. Nick Mason og Gilmour spiller sammen i 1984. Meget vellykket udgave af Comfortably numb. Læg mærke til, at det er den første "lange version" af 2. solo som vi siden har hørt så tit til diverse live optrædener. Allerede her har ramt nogenlunde skelettet til den lange solo. Lækker version.

Eneste minus ved denne udgave er at Gilmour faktisk synger lidt skidt. Det ligner ham ikke. Måske er han sangsmæssigt rusten efter at Waters havde sat sig (næsten) helt på vokalen sinde 1976.

Pink Floyd - Comfortably numb

[jarvig13]

Samme nummer udført af andet ukendt cover band. Ingen solo. Men kan faktisk godt lide måden han synger nummeret på. Meget Vedderisk.

[Blackmoore]

Jan..det her bør lige være dig

[jarvig13]

Jan..det her bør lige være dig

Det må man sige ja til. Han er ret lækker i sin ligefremme retorik og argumentation. Lige på og hårdt. Meget lækkert.

[jarvig13]

Yes, så kom min Zoom G2.1u pedal in af døren.

Det er så lækkert, at man kan få en så god mltieffektpedal for så få penge.

Så nu kører det (når jeg lige har tygget mig gennem manualen). :4thumbup:

[Mr. Bond]

Yes, så kom min Zoom G2.1u pedal in af døren.

Det er så lækkert, at man kan få en så god mltieffektpedal for så få penge.

Så nu kører det (når jeg lige har tygget mig gennem manualen). :4thumbup:

Ja, ja - det er alt sammen godt nok - men hvad med træningen ????????

[jarvig13]

Jeg begynder en ny omgang løbetræning i morgen.

Jeg lægger meget blødt ud - 3 min løb. Så håber jeg bare foden holder til et så behersket udgangspunkt.

Jeg har - på nær alkohol 1-1½ gang om ugen i snit - spist kanonsundt i 3 uger. I næste uge, eller måske efter påsken, så går jeg fra sund mad til egentlig diætmad.

Jeg har det i hele taget har jeg det fint pt. Sidste års trængsler på alle område er langsomt ved at forlade krop og psyke.

Så det er faktisk fint.

Edited June 3, 2007 by jarvig13

[Blackmoore]

Var du inde og se den her? (jeg gad godt have været der!!!)

[jarvig13]

Som nævnt i OT, så bruger jeg aldrig nytårsfortsæt. De holder aldrig.

Men dette nytår havde jeg en hel stangfuld nytårsfortsæt. Utroligt nok går det fint med dem. Her de vigtigste.

- begyndt at tage andre mennesker seriøst

- skåret alkoholforbruget ned til ingenting

- diæt kører på skinner

- rygningen har jeg ikke fået stoppet, men regner med det sker i morgen

- i dag begyndte jeg på styrketræningen

Har haft en "opvarmningsdag" hvor jeg lagde totalt blødt ud. I dag var den første rigtige træningsdag. Ligger rigtigt lavt i intensitet. Det er fint nok, for jeg har fået muligheden for at træne squat, rigtigt. Svær teknisk øvelse, og derfor er der ikke meget på stangen. Synes faktisk teknikken sidder der pænt (træning tidligere i squat-rack og normale frontsquat har trods alt givet en et ok fundament i teknik......den skal blot pudses af til normal squat).

Programmet er ikke helt færdigt. Er lidt i tvivl om jeg skal kører stiff legged dødløft eller rows. Har allerede pull downs med og synes stiff legged dødløft måske kunne være sjovere. Ved godt de to øvelser ikke dækker præcist det samme. Men så klarer pull downs den øvre ryg mens SL dødløft klarer den nedre ryg. I dag tog jeg dog one arm rows.

Alle øvelser tages med et let opvarmningsset.

Squat:

8*30 kg

8*30 kg

Bemærkning. Trods lav vægt var det hårdt Men teknikken var fin. Ikke perfekt, men bestemt ikke ringe. Det der kæmpes mest med er at ryggen "synker lidt sammen" under de senere reps.

Bænkpres:

8*40 kg

8*42,5 kg

One arm rows:

8*16 kg

7*16 kg

Mavebøjninger:

8 reps

8 reps

Pull downs:

8*40 kg

8*40 kg

Military:

8*20 kg

8*20 kg

Curls:

8*9 kg

8*9 kg

Det var lækkert at få trænet igen. Nogen øvelser var lige lette nok, mens andre var tæt på aktuel 8rm max. Men der er jo masser af fremgang at se frem til (trods diæt).

Edited January 21, 2008 by jarvig13