Got legs?


Kermit
 Share

Recommended Posts

En update. Ingen træning i weekenden, da motivationen ikke rigtig var der, og der var så mange andre ting der også skulle klares. Søndag stod den på Photoshoot og det var en pæn kold fornøjelse, men samtidig en fed oplevelse. Fotografen var supercool og havde lige været i Belgien for at tage billeder fra nogle af løbene dernede, og vi fik en god snak omkring cykelfotografer og kameraer. Jeg har faktisk fået nogle af billederne, og de er blevet ret så lækre.

Mandag lavede jeg mine styrkeøvelser og tog efterfølgende 30 minutter på cyklen for at løsne op.

I går hoppede jeg på hjemmetræneren igen, og kørte 10x 40/20 intervaller med ca. 120% af FTP. Efterfølgende 12 minutters sweet spot omkring de 255 watt. I alt en times tid hygge på enkeltstartscyklen.

I aften bliver cyklen pakket, og gjort klar til Nice. Det eneste jeg mangler lige nu er at smide nogle andre bremseklodser på, og sætte min gopro holder over på Tarmac'en. Men i skal da ikke snydes for et lille billede fra i fredags

 

17156268_10154989957145502_8124674995203915941_n.jpg

Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...

Hjemvendt fra Nice er det tilbage til loggeriet. Fik egentlig kørt nogle fine ture dernede, heriblandt to længere ture hvor den længste sneg sig op på 3 timer og 37 minutter og 1900 højdemetre på små 90 km. Turen gik faktisk op til et skisportssted i 1400 meters højde, hvor der alligevel var 17-18 grader. Generelt var det en genial ferie, om end jeg godt ville have kørt lidt mere(vil man ikke altid det?). Desværre løb jeg også ind i lidt udfordringer med helbredet, så jeg fra midten af ugen havde lidt problemer med krads i halsen o.lign. Det sprang så ud i fuld flor på vej hjem i flyet, og mandag måtte jeg tage en sygedag for at komme til hægterne igen. Kroppen er stadig ør, og der bliver hostet lidt. Jeg håber dog at det hurtigt er væk igen nu hvor sæsonen står for døren.

Og så har jeg endelig fået købt mig et pladehjul. Jeg har i længere tid været på udkig efter det helt rigtige, men det er ikke rigtig dukket op. Jeg var derfor tæt på at bestille et Aeron pladehjul, som er en relativ billig løsning, da der kom et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Derfor er der nu et Reynolds Element pladehjul på vej til mig. Det er til dæk/slange hvilket altid er rart, og det er full carbon så jeg ikke behøver skifte klodser på TT'eren når det skal på. Dét er lækkert!

Som sagt står sæsonen for døren, og d. 1/4 er der første løb i Slagelse. Jeg håber på at stille op, men ser lige formen an her i weekenden. Det er trods alt ikke sjovt at stille til start i et løb med tunge stænger og så blive sat fra start.

Link to comment
Share on other sites

Weekendens træning var i den hårdere ende af skalaen. Lørdag var det ud med klubben, og vi var 30 mand der kørte. 30! Det var også årets første officielle dag på sommercykler, så det har nok lokket lidt ekstra. Vi kørte ud til Bregnerød hvor vi skulle køre en 12 minutters test. Jeg havde desværre en punktering i Farum, så var decideret kold da vi skulle køre den. Jeg endte dog alligevel på respektable 327 watt.

Herfra videre til Veksø hvor vi kørte lidt omgang på en rundstrækning hvor formålet var at køre accelerationer på en lille bakke. Herefter kørte vi videre til en rundstrækning ved Hove vi skulle køre cykelløb på i 2 omgange. Vi kørte afsted, og der kom hurtigt en gruppe afsted på en 3-4 mand, og der kom yderligere 1-2 op. Desværre var vi kun 3 mand der tog føringer, en A-rytter, en H40 rytter og så mig. Så da vi nærmede os slutningen af første omgang var mine ben ved at være stegte af de to andres tempo(de er begge tempo-typer). Så jeg måtte slippe, blot for at se det hele gå lidt i stå efterfølgende. Det endte dog med at de andre blev skivet, og lå i grupper rundt omkring. Jeg blev samlet op af en gruppe bagfra, og kørte med dem rundt mens vi samlede de andre op. Igen gik der ikke længe før vi kun var 2 der tog føringer, og i spurten endte det med at jeg tog 3. pladsen da de to forreste var kørt.

Herfra var det ellers bare retur til klubben og spise frokost. Mener det blev til en 110 km eller noget.

Søndag var det tidlig afgang igen - kl. 8 fra Femvejen da der var nogle der ville køre Kysten Rundt(170 km), og andre der bare ville køre en 4 timers tur. Jeg hørte klart til det sidste hold. Vi fulgtes dog op til Strø hvor vi så delte os. Vi fortsatte så nord om Hillerød, igennem Gadevang, Nødebo, og så ud til Strandvejen ved Rungsted. Da vi var i fuld finale fra Skodsborg ind mod Klampenborg, fik jeg så endnu en punktering. Pænt trist, men så kunne jeg bare trille hjem.

I alt ca. 125 km.

Tirsdag var jeg så ude med klubben igen. Turen gik i første omgang til Toppevad hvor vi skulle køre 4x 2 minutters max. Jeg skød efter 400 watt, og det gik egentlig meget fornuftigt. Jeg kunne dog godt have tænkt mig at vi lige havde kørt et opvarmningsinterval så man ikke kører dem på helt kolde ben. Herfra gik turen til Veksø igen hvor vi på samme bakke skulle køre 8x 6/54 intervaller. Altså 6 sekunders sprint og 54 sekunders hvile. Personligt syntes jeg ikke at det var et ideelt sted at køre den slags intervaller, fordi man skal vende i en rundkørsel og dermed ikke har særlig meget fart på cyklen, og derudover er der et bump på vejen.

Efter det var overstået kastede vi os mere eller mindre direkte over i et sub-AT rulleskift interval. Jeg kom i den hurtige gruppe, og havde fornøjelsen af at skulle køre forbi vores H40 rytter som træder en ond mølle. Så hver gang jeg skulle forbi skulle jeg op omkring 350-400 watt, hvilket ikke ligefrem er sub-AT, men det passede mig egentlig fint for det er med til at presse mig. Intervallet blev på 18 minutter ind mod Ågerup, 281 watt i snit og lige under 300 watt i NP.

Vi kørte en anelse tilbage og kørte så 2 omganges cykelløb på en lille rundstrækning. Da løbet blev givet frit kørte jeg afsted. Ikke i noget antrit, bare lidt højere fart end de andre. Jeg fik et hul og holdt presset i pedalerne. Der gik dog ikke længe for de andre var oppe igen, og begyndte at køre kontra. Vi sad 5-6 mand i front, og vi blev efter et angreb delt i to. Jeg sad i bagerste gruppe, men vi fik lukket hullet op til frontgruppen lige efter vi kørte ud på anden omgang. Her gik den lidt i stå, og jeg satte mig bare i front igen og kørte et anstændigt tempo i håbet om at ingen så ville angribe. Det holdt dog ikke, og der kom selvfølgelig et angreb, og jeg kom ind i 4. position. Han kørte sig selv mere eller mindre ud halvvejs oppe af en lille bakke, og da han var flad, kørte vores H40 rytter afsted. Jeg havde på ingen måde kræfterne til at gå efter, så jeg blev bare siddende. H40 rytteren holdte hjem, og jeg tog 3. pladsen. Jeg kunne have taget 2. pladsen, men det gav ingen mening på det tidspunkt.

Herfra gik turen ellers bare hjemover, og vi kom noget skævt hjem da vi røg igennem Ballerup og Herlev.

I alt 95 km og meget trætte stænger.

Link to comment
Share on other sites

Starter officielt på lørdag i Slagelse, og så er der ellers fart på. Jeg når dog nok ikke at gøre mit indtog før efter påsken en gang. Første weekend her glipper jeg, ugen efter er der løb hvor vi er til påskefrokost, og så er næste løb på Bornholm. Så der går lige nogle uger endnu for mit vedkommende.

Link to comment
Share on other sites

12 minutter siden, Kermit skrev:

Starter officielt på lørdag i Slagelse, og så er der ellers fart på. Jeg når dog nok ikke at gøre mit indtog før efter påsken en gang. Første weekend her glipper jeg, ugen efter er der løb hvor vi er til påskefrokost, og så er næste løb på Bornholm. Så der går lige nogle uger endnu for mit vedkommende.

 

OK, tak ...

Link to comment
Share on other sites

I går var vi 3 stykker der kørte ud på Flyvestationen. Det hele blev aftalt lidt løbende, så jeg havde allerede taget Shiv'en inden jeg vidste de andre skulle derud. Vejrudsigten havde sagt regn om formiddagen, men opklaring om eftermiddagen, så det var ikke noget problem at trille afsted på Enve 6.7'erne. Altså, udover at vejrudsigten ikke holdt og det derfor var pænt våde veje vi kørte ud på. Vi mødtes ved AB, kørte over Kolle Kolle til Flyvestationen.

De to andre havde ikke deltaget i træningen dagen før, så de kørte det program. Jeg startede ud med et 10 minutters AT interval, og sluttede af med 2x 8 minutter sub-AT. Vigtigst var egentlig bare at få tid i positionen. Systemet var lidt brugt og det var svært at få pulsen helt op. Således lå jeg blot på 79% af min max ved 288 watt, hvilket ikke ligefrem er imponerende.

Efter det hele var kørt, driblede vi hjemad, hvor jeg fik en punktering. Det er nu 3. punktering inden for en uges tid. I alt 57,2 km på lige under 2 timer.

Link to comment
Share on other sites

Fredag var jeg et smut inde hos AH cykler og lige få lavet en hurtig justering. Vejret var for lækkert, så det foregik i korte rør, men for hulen hvor er jeg bare ikke fan af at cykle i København. Folk kommer jo fra alle retninger, mod kørselsretningen, fra sideveje, med mobiltelefoner, børn og andet godt.

Lørdag havde jeg planlagt en 150 km tur, som jeg drog afsted på ved 9 tiden. Turen gik op til Farum, derfra igennem Lillerød, og videre op til Hammersholt, ud til Nr. Herlev, Gørløse, Strø, Ølsted og så op mod Frederiksværk. Generelt Sjælsø Rundt ruten. Ved Frederiksværk gik turen så ind mod Helsinge, og videre til Esrum, hvor jeg så afveg ruten og kørte op til Dronningmølle, og af Strandvejen ind mod Helsingør. Her fik den så den klassiske omvej ud mod Gurre, og så ud på Strandvejen ved Humlebæk og af Strandvejen hjem. Ikke en eneste gang lå jeg på hjul af nogen, og det var generelt småt med ryttere der blev hentet, så jeg fik det hele helt for mig selv.

I alt endte jeg på 150 km med 31,6 km/t i snit, og et watt gennemsnit på 211.

Link to comment
Share on other sites

Træning med klubben i går. Havde haft det skidt det meste af dagen, både med maven og med noget der mindede om halsbrand. Dog gik det meste over inden jeg hoppede på cyklen og kørte de andre i møde. Vi kørte ud til Flyvestationen hvor vi skulle køre en række intervaller. Vi startede i den bløde ende med 6x 60/60 intervaller. Jeg var lidt usikker på hvilken intensitet de skulle køres med, så jeg kørte dem omkring 120% af FTP, hvilket svarer til den høje ende af FTP. Det passede egentlig meget fint, og der var godt med syre i benene efter det sidste interval.

Herefter skulle vi så køre 1x 10 minutter AT, og så 2x 10 minutter sub-AT. Jeg valgte at køre dem solo, da jeg føler at jeg lidt trænger til noget solo AT træning. Det første interval blev kørt med et wattsnit på 313, de næste to med 280 og 284. De nev også godt i stængerne, så da det blev meldt ud at vi skulle køre en gang cykelløb efterfølgende havde jeg ikke de store forventninger.

Vi kørte to korte cykelløb derude. Det første vandt jeg ved at lave et angreb et par minutter inden mål hvor jeg kørte solo i lidt tid inden der kom to op til mig. Jeg lagde mig på hjul af dem, og huggede så afsted inden det sidste sving og kunne tage den uden de store problemer. Løbet blev kørt med 367 watt i snit, NP på 406. Så vendte vi om og kørte den modsat. Der lå jeg i lang tid og lukkede et hul, og nåede det lige inden bakken begyndte. Så jeg var pænt træt da jeg skulle træde et angreb igang, og blev da også lige forbigået på de sidste meter af en enkelt rytter. 405 watt i snit og 432 watt i NP.

Herfra var det egentlig bare at køre hjem, og turen endte med 78,6 km. Ganske fint for en tirsdag aften.

Link to comment
Share on other sites

Jeg var nærmest alt andet en motiveret til at tage ud og træne i går. Jeg følte mig træt, og vejrskiftet til blæsende og køligt med udsigt til lidt byger om aftenen var ikke ligefrem noget der fremmede lysten. Jeg hankede dog op i mig selv og blev enig om at det netop er på den slags dage man bør hoppe på cyklen og få lidt frisk luft, og da jeg endelig var ude var jeg egentlig også glad nok for den beslutning.

Vi kørte til Kirke Værløse, og skulle derfra begynde første interval. For en gangs skyld var vi kun en 10 stykker til træning, og det gav en helt anden ro end de dage hvor vi har været 20-30 mand. Første interval var et 8 minutters AT interval. De andre kørte det som rulleskift, men jeg har haft et behov for at køre AT intervaller alene for at få det ekstra i stængerne, og have bedre kontrol over følelsen. Det blev kørt ind mod Ganløse, og endte på 311 watt.

Herefter kørte vi op til golfklubben hvor vi skulle køre endnu et AT interval på 8 minutter. Igen kørte jeg det solo, og det endte på 308 watt i snit. Videre op til Lynge, og gæt engang, endnu et 8 minutters AT interval. Jeg kørte det lidt som et sub-AT, og det endte med 287 watt i snit. Herfra kørte vi tilbage mod golfklubben og bakken ind mod skoven hvor vi skulle køre 5 bakkespurter på 20-30 sekunder. Ikke de store problemer ved det heller.

Herfra valgte vi så at køre hjemad, men fik lige lagt 2 løbsintervaller ind. Det første var ind mod drivein bioen i Lynge, hvor der er sprint ved Nymølleskiltet. Der var to der stak tidligt afsted, men vi var et par stykker der fik lukket hullet. Så var der en der angreb på den lille bakke, og fik et hul. Vi var to der kørte efter, og pludselig var der hul igennem til mine ben, så jeg gik forbi ham, fik hentet den forreste og snuppede spurten uden de store problemer.

Næste løbsinterval kom på stykket ind mod Farum. Jeg kørte den lidt forsigtigt da der kørte 3 mand afsted. Jeg fik stille lukket hullet, men lod en 5-6 meter være åben, så jeg havde lidt ekstra jeg kunne fyre af på nedkørslen. Da vi ramte bunden af bakken var jeg dermed i en lidt højere fart end de andre, og trådte derfra an, og holdt den hele vejen til toppen. Så endnu en lille sprintsejr. De ca. 20 sekunders sprint opad gav mig i øvrigt 1121 watt i snit, hvilket jeg er pænt begejstret for. Min 10 sekunders watt var 1252 watt, så noget tyder på at jeg ramte den spurt lige i røven.

Derfra var det egentlig bare hjemad. I alt 74 km.

Link to comment
Share on other sites

Fredag en lille trilletur på en times tid, bare for lige at få løsnet benene lidt op.

Lørdag kørte jeg en såkaldt power profile test. I grove træk er formålet at få defineret ens maksimale 5 sekunder, 1 minut og 5 minutter watt. Vejret var gråt og kedeligt da jeg kørte afsted mod Flyvestationen, og det blev sgu ikke meget bedre af at det begyndte at dryppe undervejs - op til flere gange faktisk. Dryp er måske heller ikke det rigtige ord, men tæt støvregn. Det synes jeg ikke rigtig de havde sagt noget om i vejrudsigten. Vinden var også jævnt kraftig, men heldigvis var den fra vest hvilket passede perfekt med min kørsel på Flyvestationen.

Efter ca. 45 minuttes opvarmning, gik jeg over i den deciderede opvarmning. 3x 1 minut høj kadence, med 1 minuts hvile mellem hver. Derefter et interval hvor jeg skulle ramme 100% af FTP, efterfulgt af et 1 minut all out. Så skulle benene være nogenlunde klar. Efter lidt hvile skulle jeg så køre 5 minutters testen. Jeg startede i den ene ende af landingsbanen og tog den ellers bare direkte op i vinden. Det passede nogenlunde med længden på landingsbanen da jeg havde kørt de 5 minutter med lige over 32 km/t i snit og klokkede 400 watt. Det er en forbedring på 10 watt ift. da jeg kørte samme test tilbage i 2014.

Efter lidt hvile skulle jeg så køre 1 minuts delen, men optakten blev ødelagt lidt. Det var ellers perfekt timet at jeg rullede ud på landingsbanen i medvinden da der ca. manglede 2 minutter af min restitution. Der stod dog en gut og rodede med sin cykel som vinkede mig over. Hans pumpe virkede ikke, så han skulle låne en pumpe. Jeg stod måske stille i max 2 minutter, men det var med til lidt at ødelægge rytmen. Da jeg kom igang igen skulle jeg kun køre ca. 1,5 minut og så var testen igang. Jeg bankede derudad så meget jeg nu engang kunne, men gik en anelse kold til sidst da jeg måtte sidde ned. Jeg nåede dog alligevel 676 watt i snit, hvilket er 16 watt bedre end sidst. Der er dog et stykke op til min absolut bedste 1 minuts værdi som var på 721 watt. Dog tror jeg at jeg havde været omkring de 700 watt hvis ikke jeg var blevet afbrudt.

Derefter skulle jeg faktisk køre endnu et 1 minuts interval, jeg har aldrig helt forstået hvorfor, for man kan på ingen måde presse lige så meget ud så kort tid efter.

Herefter skulle der køres 2x 15 sekunders sprint, og ingen af dem var særligt imponerende, men markerede i det mindste afslutningen på testen.

Planen var derefter egentlig at køre 2 timers tid, men da jeg begyndte at bevæge mig ud fra Flyvestationen begyndte det endnu engang at støvregne, og rent mentalt var jeg drænet, så jeg valgte bare at trille hjemad og kalde det en dag. I alt fik jeg kørt 66 km.

Søndag var jeg på cyklen igen, og efter en flot morgen, var skyerne trukket sammen da jeg kørte afsted. Lunt var det heller ikke rigtig, så det blev en lidt kedelig fornøjelse. Jeg skulle egentlig bare køre noget zone 2, og helst ikke over AT, og det gik egentlig ganske udemærket. Op til Farum, videre til Karlebo, Fredensborg, og så ud til Strandvejen. Ved Rungsted fik jeg selskab af en anden rytter der kørte en anelse stærkere end mig. Jeg valgte bare at lade ham passere, men han gik en anelse kold længere oppe, så afstanden mellem os var den samme i lang tid. Så da jeg kunne se flere ryttere oppe foran valgte jeg at køre lidt stærkere og kom op til ham mellem Rungsted og Vedbæk. Herfra lå vi så og tog føringer på 3-4 minutter hver især. Ikke noget voldsomt, bare niveauet lige under AT. Vi fik hentet flere grupper, og da vi ramte bakken lige efter Skodsborg havde vi selskab af 2 andre der havde hægtet sig på. De blev bare på hjul hele vejen, og da vi nærmede os Klampenborg skiltet valgte jeg lige at træde igennem og få en gang sprinttræning nu jeg alligevel var igang. Det blev til et peak på lige under 1300 watt og en 10 sekunder average på over 1100 watt.

Herfra var det bare hjem. I alt 74 km med lige over 31 i snit.

Ugen blev således på lige under 12 timer og ca. 350 km.

Link to comment
Share on other sites

I går var der Aim High træning på programmet. Jeg havde ellers fået invitationen til at køre Tirsdags VM i stedet for, men da det var med en times varsel blev det lige presset nok. Generelt har jeg været tilfreds når Aim High har stået for træningen, men på det seneste synes jeg at de er faldet lidt af på den. Vi har jo generelt brugt de træninger hvor de har været til stede til at træne løbsteknik, få gode råd og sådan noget. Så da meldingen hed at vi skulle ud på Flyvestationen og køre 2x7 40/20 intervaller så virkede det underligt.

Første sæt kørte vi bare alene, og jeg holdt omkring de 400 watt i de 40 sekunder. En lidt hård omgang når man ikke har haft andet end transportkørsel derud. Efter første omgang fik vi så at vide at vi skulle køre dem igen, men denne gang i grupper af 3 og som rulleskift. Det var der lige et par stykker der skulle have forklaret, og selv var jeg skeptisk. Jeg endte dog med bare at køre dem alene, da grupperne var dannet.

Herefter kørte vi videre ud til Toppevad. Her skulle vi køre et ca. 3 km langt rulleskift interval, hvor vi den sidste km skulle køre cykelløb. Den gruppe jeg kørte vi var vi ca. 7 ryttere, og jeg følte at jeg kørte det hele med lidt overskud. Da løbet blev givet frit valgte jeg bare at træde igennem i siddende position, og bare holde farten høj, så kunne de andre sprinte om sejren. På et tidspunkt er der en der angriber i modsatte side af vejen, og han kommer op på siden af mig. Jeg får lige kigget over på ham, og så træder jeg et my mere, og ser ham visne lidt og gå på hjul af mig i stedet. De andre åbnede sprinten med et par hundrede meter til mål, og jeg trillede af.

Vi trillede omgangen færdig og skulle så køre det igen. Denne gang valgte jeg at køre med i sprinten, og efter et fint leadout fra nogle der ofrede sig, kunne jeg åbne sprinten. Det blev dog aldrig den kraftfulde sprint jeg havde håbet på. I det jeg skal til at åbne trækker ham foran mig lidt ud til venstre hvor jeg er på vej forbi, så jeg lige må stoppe antrittet, og starte forfra. Det afholdt mig dog ikke fra at snuppe sprinten uden de store problemer.

Herfra brugte vi så noget tid på at ligge og køre rundt for at finde en der var punkteret(han var kørt i modsat retning af hvad han skulle). Da vi endelig blev samlet igen havde vi således kørt en del rundt, og ikke rigtig lavet noget. Der var ikke flere intervaller på programmet, og jeg var begyndt at blive utålmodig med tempoet, specielt da vi så lige skulle sidde i rundkreds og finde ud af hvad vi nu skulle lave. I stedet kørte jeg og en anden afsted i fint tempo omkring sub-AT, og så blev de andre enige om at de skulle hente os og køre cykelløb ind mod Kirke Værløse. Vi blev hentet på toppen af den lille bakke inden man kommer ned i hullet ved Kr. Værløse. Jeg havde en anden opfattelse af hvor byskiltet egentlig stod, så jeg fik åbnet for sent. Jeg satte ellers et angreb ind da vi nærmede os bunden, hvor jeg kunne udnytte den fart vi havde på nedad til at komme afsted. Desværre var skiltet på toppen af bakken, og ikke nede ved broen ved Netto som jeg egentlig troede. Så da jeg manglede 20 meter op til den forreste person kunne jeg se skiltet, og at han bakkede af. Så gav det ligesom sig selv.

I alt endte vi på små 81 km. Men 5 intervaller af kort varighed på så lang en tur er altså dumt.

Link to comment
Share on other sites

På 13/4/2017 at 13:57 , kahlua-kalv skrev:

Lurker lidt i loggen fra tid til anden. Fedt at læse om din træning! Du virker nu til at være i god form. Skulle du ikke have været med i Slagelse alligevel?

 

Men god påsketræning! 

Du lurer bare løs. Slagelse ruten passer mig generelt ikke særlig godt, specielt ikke den lange stigning op mod mål hader jeg som pesten. Derudover havde jeg stadig nogle efterveer af noget forkølelse, så det havde ikke været behageligt. Greve kunne jeg måske have kørt, men umiddelbart passer det mig fint med først at have debut her i den kommende weekend :smile:

Link to comment
Share on other sites

Påsken har været lidt en blandet landhandel. Torsdag var jeg ude i regnen og endte med at køre 108 km. Heldigvis havde jeg kun regn de første 45 minutter. Derfra blev det tørt igen. Dog var min kæde blevet tør af alt det vand der lå på vejen, så den peb hele vejen hjem, og lige under 2 timer med en pivende cykel er godt nok irriterende. Jeg fik dog kørt 3x 8 minutters AT undervejs, og holdt ellers stram kæde på resten af turen.

Fredag var jeg ude igen, denne gang med klubben. Vejret var blevet betydeligt bedre, og jeg havde planlagt en rute der tog os ud igennem Kirke Værløse, Ganløse, Slagslunde, videre ud til Sundbylille, op til Græse, Strø, og så ellers hjem via Nr. Herlev, Stumpedyssen og Strandvejen. Da vi ramte Nr. Herlev skulle jeg ud fra cykelstien, og kørte over et græsreal for at komme ud på vejen. Da jeg så skulle træde igang efterfølgende kunne jeg bare mærke et ordentligt klonk fra forhjulet, som efterfølgende begyndte at slå. Det viste sig at jeg havde brækket noget af flangen på navet af. Jeg oplevede det samme for et par år siden, bare med baghjulet, og da jeg lagde et billede op af skaden fik jeg hurtigt et par henvendelser fra andre der netop havde oplevet det samme med Tune navene. Heldigvis var det et hjulsæt jeg egentlig var ved at være lidt træt af, så det giver mig en undskyldning for at kigge på nye hjul med alubremseflade. Jeg humpede derfor hjem derfra, på et hjul hvor jeg ikke var helt sikker på om det ville kollapse for et godt ord. Endte dog alligevel med 90 km på kontoen.

Lørdag holdt jeg fri da vejret var lort det meste af dagen. Til gengæld fik jeg ordnet en række praktiske ting, og fik bl.a. lavet budget da vi skal igang med at kigge på bolig.

Søndag var jeg på cyklen igen med klubben. Vi kørte en tur op til Esrum, og hjem igen. Den bød på et par gode føringer, da vi endelig kom igang efter 5 punkteringer indenfor den første time. I alt endte jeg på små 110 km, og så stod den ellers på hvile mandag.

I dag hopper jeg på enkeltstartscyklen da der er Chrono Cup. Jeg har start kl. 19.18, men skal hente chip og nummer senest 18.15. Så det er lidt irriterende.

Link to comment
Share on other sites

I går var jeg som sagt til Chrono Cup, og det blev lidt en blandet omgang. Jeg var ikke super opsat på det, det var koldt, men vejret var ellers godt. Jeg brugte en del tid på bare at tulle rundt uden rigtigt at få varmet op. Jeg fik dog kørt et par korte intervaller til lige at åbne op på, men helt varm blev jeg nok aldrig rigtig.

Starten var nedad bakke så der kom godt fart på cyklen, men den blev hurtigt afløst af en lille kort og stejl bakke. I stedet for at ramme ind i det helt rigtige gear, valgte jeg bare at mose den op over bakken, hvilket så bare betød at jeg fik godt med syre i stængerne. En syre der så var med mig resten af turen. Heldigvis havde jeg nogenlunde fri passage igennem Søsum, så jeg skulle ikke holde tilbage for nogle biler. Resten af turen fik jeg ikke rigtig fundet den rigtige rytme, men var dog glad for at jeg ikke umiddelbart følte mig besværet i positionen.

På turen hjem var der lidt lavvande i stængerne, og det var ikke ligefrem fordi jeg fik kørt optimalt, jeg nåede dog at hente en enkelt person da vi kørte over stregen. Min tid blev 13 minutter og 18 sekunder med 312 watt i snit. Det rakte til en 10 plads ud af 19 startende i min kategori, så det er jeg egentlig ganske tilfreds med. Det var en fin generalprøve til enkeltstarten på lørdag, hvor den så får en lidt mere struktureret opvarmning, tt dragt, og nok også lidt hurtigere dæk.

Link to comment
Share on other sites

14 timer siden, AlexanderBojsen skrev:

Respekt for at gøre et forsøg. De kører sgu også stærkt i B-klassen!

Skulle du ikke også have kørt om søndagen?

De kører jævnt stærkt, men selv de blev jo slået af U19 hvilket er for vildt.

Planen var egentlig at køre søndag, men jeg var simpelthen blevet for kold efter enkeltstarten. Tror det var 5 grader da jeg kørte og kraftig vind, så man stod og blev kold efterfølgende. Så hovedet var ikke lige klar på at skulle ud og køre i samme kulde dagen efter. Men fedt at du lige får kørt en 3. plads hjem! Det må da i den grad give selvtillid!

Link to comment
Share on other sites

Lidt opdatering herfra. Der har ikke været den store motivation til at få trænet i sidste uge. Vejret var ikke ligefrem lækkert, og samtidig går vi og barsler med hus i fremtiden. Det kræver alligevel rent mentalt meget at sætte sig ind i de forskellige låneformer, sidde og lave budget, kigge huse, holde møder med banker og meget andet. Så rent mentalt har jeg været et helt andet sted end at sidde og lide på en cykel. Det betød også at søndagens ellers planlagte licensløb blev droppet. Først og fremmest fordi vi havde været til konfirmation dagen før, og kommet meget sent hjem, men også fordi jeg egentlig hellere ville bruge lidt tid med familien og tage til åbent hus arrangementer.

Der er dog kommet lidt hul på bylden igen, specielt med tanke på at vejret også pludselig viser sig fra en noget pænere side. I går kørte jeg således anden afdeling af Soigneur Chrono Cup, og fik egentlig kørt en respektabel enkeltstart. Jeg formåede at få varmet fornuftigt op, og følte mig godt kørende i et meget kraftigt blæsevejr. Jeg kunne have kappet lidt af tiden hvis ikke jeg var havnet bag en bil på et kritisk tidspunkt hvor jeg ikke kunne komme forbi, og hvis jeg havde luret at målstregen var ca. 500 meter før jeg troede. Jeg nåede således lige at komme igennem et sving, og så var målstregen der. Tiden blev 25.18 for de ca. 17 km, hvilket rakte til en samlet 27. plads ud af 72 startende, og 9'er i min klasse. Avg. watt var på 289, NP på 295 watt, gennemsnitspuls på 166, svarende til ca. 88% af max.

Lørdag er det så meningen at debutten i linjeløb skal ske, når der skal køres løb i Køge. Der skal jeg nok få en del tæsk, og målet er reelt set bare at gennemføre, så må jeg hænge på så længe jeg kan.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share