Overspiser


Sigi
 Share

Recommended Posts

Hej Alle

Gennem længere tid har jeg herinde prøvet at få råd til hvordan man nu taber sig bedst og hurtigst. Jeg er nu nået til den konklusion at det får jeg ikke meget ud ad.

Jeg har igennem 3 år haft en indviklet form for anorexi og har nægtet mig selv at indtage specielle fødevarer, dette har, da jeg startede på højskole og blev introduceret til mad døgnet rundt og gratis, udviklet sig til at jeg er blevet overspiser og dermed på 4 måneder tog 11 kg på og jeg ser nu hvor glad jeg egentlig var for min krop da den vare mere veltrimmet osv (jeg var nemlig ikke VILDT tynd, men slank har jeg fået at vide af en læge) og jeg vil enormt gerne vide om der er nogle herinde der har været igennem det samme som mig og kan give mig nogle råd til hvordan jeg kommer ud af det.

Jeg håber i skriver.

Link to comment
Share on other sites

Hej Alle

Gennem længere tid har jeg herinde prøvet at få råd til hvordan man nu taber sig bedst og hurtigst. Jeg er nu nået til den konklusion at det får jeg ikke meget ud ad.

Hvorfor ikke?

Jeg har aldrig haft anorexi men jeg har selv været fed og har stadig, hvis jeg først kommer i gang, lyst til at æde kager og chokolade og slik, men overspisning

er ikke en sygdom "man skal ud af" (Jeg tror ikke på det, uanset hvor mange fede amerikanere der siger de ikke kan gøre for de vejer 2-300kg). Man skal bare holde op. Sørge for at spise så dit blodsukker er nogenlunde stabilt så du ikke får lyst til ædeflip. Hav noget selvdisciplin/selvrespekt.

Link to comment
Share on other sites

Overspisning er dokumenteret spiseforstyrrelse (http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?artid=14&cat_id=24) TRO mig jeg har prøvet igennem længere tid at lade være med at spise, men det er som om det ikke er mig selv og jeg har snakket med forskellige om at det er muligt. Jeg kan stå og spise og samtidig tænke, "jeg gøde det ikk" og ikke på den der normale måde som mange tænker. Jeg spiser næsten ikke i nærheden af andre mennesker og lever egentlig et meget "normalt" liv i andres øjne, men så snart jeg er alene måske bare i 2 min, så er det som om min krop selv tager over og spiser alt hvad den kan få fat i. Det er svært at forklare, men jeg er ikke nogen fed amerikaner jeg vejer 66 kg og er 172 høj, og jeg har prøvet i snart ½ år at smide de 11 kg ved at træne 3-5 gange om ugen ALT muligt forskellig træning osv, og fået lagt diverse kostplaner som jeg før har fulgt, men jeg styrer det ikke selv, hvis jeg gjorde ville jeg have tabt de kg for længst. Og nej det er ikke en dårlig undskyldning, for hvis dte var havde jeg ikke skrevet, for jeg prøver ikke at få medlidenhed, men gode råd fra folk som kender til det og, ikke bare har lyst til at spise is og slik og kage til tider, men folk som desideret har en lidelse af dette.

Link to comment
Share on other sites

Overspisning er dokumenteret spiseforstyrrelse (http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?artid=14&cat_id=24) TRO mig jeg har prøvet igennem længere tid at lade være med at spise, men det er som om det ikke er mig selv og jeg har snakket med forskellige om at det er muligt. Jeg kan stå og spise og samtidig tænke, "jeg gøde det ikk" og ikke på den der normale måde som mange tænker. Jeg spiser næsten ikke i nærheden af andre mennesker og lever egentlig et meget "normalt" liv i andres øjne, men så snart jeg er alene måske bare i 2 min, så er det som om min krop selv tager over og spiser alt hvad den kan få fat i. Det er svært at forklare, men jeg er ikke nogen fed amerikaner jeg vejer 66 kg og er 172 høj, og jeg har prøvet i snart ½ år at smide de 11 kg ved at træne 3-5 gange om ugen ALT muligt forskellig træning osv, og fået lagt diverse kostplaner som jeg før har fulgt, men jeg styrer det ikke selv, hvis jeg gjorde ville jeg have tabt de kg for længst. Og nej det er ikke en dårlig undskyldning, for hvis dte var havde jeg ikke skrevet, for jeg prøver ikke at få medlidenhed, men gode råd fra folk som kender til det og, ikke bare har lyst til at spise is og slik og kage til tider, men folk som desideret har en lidelse af dette.

Hej jeg har væfret overspiser og ved det bestemt ikke er er nemt - eller noget man bare beslutter sig ud af. Hvis det er det der er tale om, så skal du i professionel behandling. Det har jeg været og det kommer jeg aldrig til at fortryde. Bor du I Københavnsområdet kan jeg give dig en adresse og et telefonnummer til det rigtige sted :smile:

Link to comment
Share on other sites

Overspisning er dokumenteret spiseforstyrrelse (http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?artid=14&cat_id=24) TRO mig jeg har prøvet igennem længere tid at lade være med at spise, men det er som om det ikke er mig selv og jeg har snakket med forskellige om at det er muligt. Jeg kan stå og spise og samtidig tænke, "jeg gøde det ikk" og ikke på den der normale måde som mange tænker. Jeg spiser næsten ikke i nærheden af andre mennesker og lever egentlig et meget "normalt" liv i andres øjne, men så snart jeg er alene måske bare i 2 min, så er det som om min krop selv tager over og spiser alt hvad den kan få fat i. Det er svært at forklare, men jeg er ikke nogen fed amerikaner jeg vejer 66 kg og er 172 høj, og jeg har prøvet i snart ½ år at smide de 11 kg ved at træne 3-5 gange om ugen ALT muligt forskellig træning osv, og fået lagt diverse kostplaner som jeg før har fulgt, men jeg styrer det ikke selv, hvis jeg gjorde ville jeg have tabt de kg for længst. Og nej det er ikke en dårlig undskyldning, for hvis dte var havde jeg ikke skrevet, for jeg prøver ikke at få medlidenhed, men gode råd fra folk som kender til det og, ikke bare har lyst til at spise is og slik og kage til tider, men folk som desideret har en lidelse af dette.

Du er ikke overvægtig og du har kun taget 11kg på over 4-5 måneder så jeg synes det er at fralægge sig ansvaret ved at påråbe sig en sygdom allerede.

Med al respekt for Arne, er der altså forskel på jer to.

Sidste år tog jeg 8kg på på 2½ måned selvom jeg trænede og ikke havde som mål at tage på, men fordi jeg bare gav los. Så er jeg vel endnu mere syg end du er?

Jeg kan decideret underholde folk til middagsselskaber ved at tømme alle fade og spise tre gange så meget som alle andre, og da jeg var fed spiste jeg hver dag 1L flødeis, en pose kanelgifler og en pose chips indenfor et par timer efter jeg var kommet hjem fra skole, så hvordan er vi så forskellige?

Edited by Jimbo
Link to comment
Share on other sites

Der findes flere forskellige typer spiseforstyrelser og de er alle ret alvorlige. De er også mere udbredte end mange tror og de er sværere at håndtere end mange også fejlagtigt tror. Har man mistanke om at man har en spiseforstyrelse bør man søge faglig hjælp - længere er den ikke.

Link to comment
Share on other sites

Den læge, der har sagt at du så slank ud for 11 kg. siden kan uforvarende have sat nogle tanker i gang vedrørende dit udseende. Og de tanker kan have taget kontrol. Hvis du er besat af din vægt vil jeg mene, at du skal søge hjælp hos en virkelig profesionel. Det er ikke madplaner og personlige trænere, der kan give den afgørende hjælp der, men snarere en psykolog.

Og ellers; husk at leve livet, og forsøg at komme fri af snærende tanker.

Link to comment
Share on other sites

Jeg er enig med Arne. Synes du skal finde professionel hjælp, da det lyder som din tankegang kring mad ikke er sund endnu. Såvel anoreksi som overspisning kan vre preget af tvangstanker og dem skal man først ud af, før man kan rette op på hvad det står på vægten.

Link to comment
Share on other sites

Hvorfor ikke?

Jeg har aldrig haft anorexi men jeg har selv været fed og har stadig, hvis jeg først kommer i gang, lyst til at æde kager og chokolade og slik, men overspisning

er ikke en sygdom "man skal ud af" (Jeg tror ikke på det, uanset hvor mange fede amerikanere der siger de ikke kan gøre for de vejer 2-300kg). Man skal bare holde op. Sørge for at spise så dit blodsukker er nogenlunde stabilt så du ikke får lyst til ædeflip. Hav noget selvdisciplin/selvrespekt.

Overspisning er nu engang en dokumenteret psykisk lidelse uanset om du tror på det eller ej :wink:

Du er ikke overvægtig og du har kun taget 11kg på over 4-5 måneder så jeg synes det er at fralægge sig ansvaret ved at påråbe sig en sygdom allerede.

Med al respekt for Arne, er der altså forskel på jer to.

Det kan tværtimod være at tage et ansvar at erkende man føler der er noget galt og noget man ikke kan styre!!!

Og der er ingen der kan gøre sig til dommer over hvilke forskelle der er på Arne og Sigi bare fordi forholdet mellem højde og vægt er forskelligt hos dem. Og om du også er syg må være op til dig selv og evt en professionel at afgøre, ikke nogen her på boardet ligesom det heller ikke er op til dig at afgøre om andre her er det :smile:

Link to comment
Share on other sites

Du er ikke overvægtig og du har kun taget 11kg på over 4-5 måneder så jeg synes det er at fralægge sig ansvaret ved at påråbe sig en sygdom allerede.

Med al respekt for Arne, er der altså forskel på jer to.

Sidste år tog jeg 8kg på på 2½ måned selvom jeg trænede og ikke havde som mål at tage på, men fordi jeg bare gav los. Så er jeg vel endnu mere syg end du er?

Jeg kan decideret underholde folk til middagsselskaber ved at tømme alle fade og spise tre gange så meget som alle andre, og da jeg var fed spiste jeg hver dag 1L flødeis, en pose kanelgifler og en pose chips indenfor et par timer efter jeg var kommet hjem fra skole, så hvordan er vi så forskellige?

Det skal lige siges at de første 7 kg var på en uge, og jeg træner 5 gange om ugen så ens energiindtag skal være ret stort og nej jeg er ikke stor, men jeg styrer det ikke selv. Hvis du ikke kender til dette problem sys jeg ikke du skal udtale dig. Jeg fralægger mig ikke ansvaret når jeg spørger om hjælp...havde jeg kunne stoppe, havde jeg gjort det. Det er en enormt frustrerende situation og ubeskrivelig og jeg får hjælp for det, jeg har bare brug for at høre noget fra nogle som kender til det.

Jeg håber at du ikke er så afvisende hvis en af dine venner eller veninder skulle komme med et lign problem en dag, for det er ikke rart ikke at have kontrol over sig selv og når den eneste straf man kan gi sig selv foregår emd en barberblad. Jeg har været igennem 6 behandlinger, så bare fordi du tager på pga din styrketræning sys jeg ikke du skal gøre dig for klog når du ikke engang ved hvad du snakker om.

Undskyld tonen, men jeg skriver ikke om hjælp hvis jeg ikke mener det.

Link to comment
Share on other sites

Det lyder som om fok er delt i 2 lejre herinde angående dette spørgsmål.

Dem der accepterer overspisning som en reel psykisk sygdom, og så dem der betragter overspisere som viljesvage individer der bare skal tage sig sammen.

Jeg hører nok selv til den sidstnævnte lejr, men har også i længere tid nu kommet sammen med en forhenværende anorektiker, så jeg har også fået lidt indsigt i den førstnævnte lejr. Der er ingen tvivl om at anorexi, bulimi og overspisning er komplekse størrelser at diskutere, og at de findes i forskellige grader. Ikke alle er lige hårdt ramt, og derfor får man måske lyst til bare at bede de mindre hårdt ramte om at tage sig sammen.

Men for at vende tilbage til det topic-starter spørger om:

JA, der er andre der har været igennem det samme som dig, og NEJ de er formentlig ikke kommet ud af det ved at spørge inde på det der i bund og grund er et fitness-forum. Der er nok ingen vej udenom professionel vejledning.

Det lyder mærkeligt når du skriver at du ikke har fået nogen hjælp til hvordan man taber sig bedst og hurtigst, for det er noget af det du kan være helt sikker på at få god og kvalificeret rådgivning om herinde.

Sitet hedder trods alt motion-online!!!!

Link to comment
Share on other sites

Det lyder som om fok er delt i 2 lejre herinde angående dette spørgsmål.

Jeg tror mere det er et spørgsmål om hvorvidt folk mener en pige på 66kg kan lide af overspisning, uanset om der er røget 11kg på ret hurtigt.

Jeg synes bestemt det lyder som om Sigi's forhold til mad ikke er helt godt, men hvorvidt det er decideret overspisning eller lignende er umuligt at sige på basis af det skrevne.

Gennem længere tid har jeg herinde prøvet at få råd til hvordan man nu taber sig bedst og hurtigst

Hurtigt og "godt" vægttab hænger ikke sammen.

Det er lidt generaliserende, men jeg mener godt man kan sige at jo hurtigere du taber dig, jo ringere er kvaliteten af vægttabet (stor andel af det tabte vil være muskler), og der vil være større sandsynlighed for at tage det hele på igen, hvis du har tabt dig på en eller anden ekstrem kur og efter endt vægttab vender tilbage til normale spisevaner.

Ikke dermed sagt det skal gå så langsomt som muligt, men i et tempo, så vægttabet hovedsageligt er fedttab og så du har tid til at vænne dig til de ændrede vaner din "nye" vægt kræver.

Link to comment
Share on other sites

Selvom jeg i perioder har haft lidt mærkelig forhold til mad har jeg aldrig haft en spiseforstyrrelser, men tror på at overspisning er en spiseforstyrrelser på lig fod med anoreksi og bulimi.

Vægten er jo ikke afgørende for om man har en spiseforstyrrelser, det billede har folk fordi når de tænker spiseforstyrrelser, så tænker de anoreksi. Bulimi er jo lige så anerkendt som anoreksi, og der er sgu mange som er normalvægtige. At sige at man selv kan styre det er det samme som at sige at depression er heller ikke en sygdom. Jeg er enig i at man i høj grad selv er med at bestemme hvordan man tænker og handler og i hvilket humør man er i, men er der nogle faktorer, enten fysiske eller psykiske, der skaber ubalancer i hjernen, så skal de "ryddes af vejen" før man selv kan bestemme igen.

Sigi jeg ved ikke hvilke behandlinger du har været igennem, men er problemet der stadig, så må du fortsætte. Dem jeg kender som har haft spiseforstyrrelser har haft rigtig godt af at være med i sådan en gruppe med folk som enten er kommet lidt videre eller står i samme situation.

Ellers det eneste jeg kan foreslå, er at du prøver at prioritere dit forhold til mad højere end din vægt til at starte med. Ja, de to ting hænger sammen, men du ER normalvægtig, så hvis du prøver at banke det inde i hovedet i første omgang, så kan du måske bedre koncentrere dig om at rette op på dit forhold til mad. Istedet for så at skulle bruge energi på at tænke over at spise lidt mindre end "normalt" (normalt værende det, der holder din vægt stabil), så kan du bare tænke over at spise normalt. Lader du være med at prøve at tabe dig kan du f.eks. også tillade dig lidt mere af det usunde kostmæssigt - det er måske nemmere at styre spiselysten hvis du f.eks. siger "I dag må jeg gerne spise 50g chokolade" og så koncentrere dig om at holde dig til det, i stedet for ikke at give dig selv lov til noget som helst, og så bare gå helt amok fordi du ikke kan styre det...

Bare mine tanker herfra. :smile:

Link to comment
Share on other sites

Overspisning er dokumenteret spiseforstyrrelse (http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?artid=14&cat_id=24) TRO mig jeg har prøvet igennem længere tid at lade være med at spise, men det er som om det ikke er mig selv og jeg har snakket med forskellige om at det er muligt. Jeg kan stå og spise og samtidig tænke, "jeg gøde det ikk" og ikke på den der normale måde som mange tænker. Jeg spiser næsten ikke i nærheden af andre mennesker og lever egentlig et meget "normalt" liv i andres øjne, men så snart jeg er alene måske bare i 2 min, så er det som om min krop selv tager over og spiser alt hvad den kan få fat i. Det er svært at forklare, men jeg er ikke nogen fed amerikaner jeg vejer 66 kg og er 172 høj, og jeg har prøvet i snart ½ år at smide de 11 kg ved at træne 3-5 gange om ugen ALT muligt forskellig træning osv, og fået lagt diverse kostplaner som jeg før har fulgt, men jeg styrer det ikke selv, hvis jeg gjorde ville jeg have tabt de kg for længst. Og nej det er ikke en dårlig undskyldning, for hvis dte var havde jeg ikke skrevet, for jeg prøver ikke at få medlidenhed, men gode råd fra folk som kender til det og, ikke bare har lyst til at spise is og slik og kage til tider, men folk som desideret har en lidelse af dette.

Du skriver : "jeg styrer det ikke selv" Du styrer det nemlig lige præcis selv... Du kan sige at du har mistet kontrollen, men ikke at du ikke selv styrer det! i øvrigt er 66 kg til din højde en normal vægt!

EDIT: Svarede inden jeg læste tråden færdig

Edited by Christian B
Link to comment
Share on other sites

Enhver form for spiseforstyrrelse handler om at det man mener at kontrollere, reelt kontrollerer en selv. Derfor er det så pløkumuligt for mange selv at komme videre.

Til dem der ikke "tror" på spiseforstyrrelser, så handler det om at der findes kliniske definitioner, så det nemlig lige præcis ikke handler om tro, men reel viden :smile:

Link to comment
Share on other sites

Nu forholder jeg mig ikke til den her aktuelle sag, men vil bare gerne påpege at selvom man sagtens kan erkende at der findes spiseforstyrrelser - så er det ikke ensbetydende med at alle folk der er over- eller undervægtige rent faktisk har spiseforstyrrelser.

Som jeg ser det er der idag mange der giver en eller anden sygdom (være det en fysisk sygdom eller en psykisk spiseforstyrrelsen) grunden til at de ikke er i deres idealvægt, fremfor at at se skeptisk på deres egne spisevaner. Det er både dumt for dem selv fordi de gør det sværre for dem selv at få påbegyndt et vægttab - men det er især synd for de mennesker der har en reel spiseforstyrrelse og som takket være mange andre får deres sygdom latterliggjort - samme parallel kan fx bruges om sygdommen stress.

Link to comment
Share on other sites

Nu forholder jeg mig ikke til den her aktuelle sag, men vil bare gerne påpege at selvom man sagtens kan erkende at der findes spiseforstyrrelser - så er det ikke ensbetydende med at alle folk der er over- eller undervægtige rent faktisk har spiseforstyrrelser.

Som jeg ser det er der idag mange der giver en eller anden sygdom (være det en fysisk sygdom eller en psykisk spiseforstyrrelsen) grunden til at de ikke er i deres idealvægt, fremfor at at se skeptisk på deres egne spisevaner. Det er både dumt for dem selv fordi de gør det sværre for dem selv at få påbegyndt et vægttab - men det er især synd for de mennesker der har en reel spiseforstyrrelse og som takket være mange andre får deres sygdom latterliggjort - samme parallel kan fx bruges om sygdommen stress.

Hvis det ikke er helt klart, så kan man ikke selv bestemme om man har en spiseforstyrrelse. Det kræver læger og andet specialuddannet personale til at vurdere.

Link to comment
Share on other sites

Altså - jeg har selv været overspiser til en grad, hvor det kunne diagnosticeres, men jeg var aldrig fed. Faktisk kunne folk slet ikke se det på mig, da jeg gjorde det periodevis - 4dage solid, hård træning @ ca 3-6t. og så to-tre dage, hvor jeg gik under jorden. Jeg tror faktisk, at jeg tabte mig undervejs - ikke meget, men et par kg. Dette kom så også som en reaktion på anorexi - det var ligesom et nyt stadie. SÅ - trådstarter kan sagtens være overspiser. Er helt enig med Maxpower om, at folk på mol slet ikke ud fra trådstarters indlæg kan sætte sig ind i situationen. Og jeg ser ingen grund til at kalde hende en whiner.

Jeg kunne ganske simpelt ikke lade være med at spise på 5.dagen - og det gjorde mig så smadret humørmæssigt, at det kunne tage 1-2 dages ædning, før jeg af ren og skær skyldfølelse hev mig i centeret igen. Når jeg så var der, gik jeg totalt amok.

Og overspisningen var aldrig i slik, kage osv. Tilgengæld kunne der med lethed ryge et halvt kg. havregryn med SØD og mælk og en pakke rugbrød ned med skinke osv. ned. Når jeg tænker på det nu, tænker jeg ikke "mangel på rygrad", men "du skulle have bedt om hjælp før du egentlig gjorde det" - det enormt nedslidende psykisk. Sikker os' fysisk.. eller det er det.

Som så mange andre har sagt: søg hjælp :smile:

Edited by Randi-Squash
Link to comment
Share on other sites

der er mange nuancer i sigis indlæg.

for jeg mener at du bør søge hjælp, da du nævner flere ting der bekymre mig. bla at du er cutter.

jeg ved der er spiseforstyrrelsesgrupper i kbh området, dette kan være en mulighed at undersøge, men først og fremmest skal du ha kontakt til din læge eller anden sunhedsfaglig personel.

men jeg kan kun ønske dig held og lykke på din vej frem. og bare at du har skrevet her er tegn på at du gerne vil, og første skridt er altid sværest...

Link to comment
Share on other sites

  • 7 years later...

Nu behøver man altså ikke være tynd for at have det godt, det er slet ikke lykken for nogen. Jeg gad sku ikke lave motion til den lyse morgen og veje alt hvad jeg spiser, det ville jeg mere kalde en sygdom.

Og ja jeg spiser hvad der passer mig og laver moderat motion og er selvfølgelig lidt overvægtige, det heldige er at det hele ikke sidder på maven ved mig.

Nu er jeg ny her på siden men er sku allerede kørt død idet. Motion skal være lidt sjovt, ikke en besættelse.

Med hensyn til overspisning tror jeg gerne at det er noget psykisk. Hvis man kompenserer for en følelse ved at spise.

Iøvrigt har jeg vejet 60 kg for 15 år siden men vejer i dag det dobbelte. Jeg har det sku fint med det, syntes jeg så dum ud som tynd til sidst. det handler vel om at finde den gyldne mellem vej.

Dengang jeg var tynd spiste jeg som en fugl og løb hver dag. Efter halvandet år vejede jeg så 60 kg men på et tidspunkt begyndte jeg at æde voldsom meget slik, hvilket resulterede i at jeg løb til sidst meget lange ture.

Jeg ved ikke hvorrdan jeg kom udd af det men jeg var flyttet og mødte en masse mennesker og som tiden gik blev jeg mere og mere fyldig og brugte tiden på andre hobbier sammen med nogle nye venner.

PS: Meget af af min nye vægt er muskler.

PPS: Det handler vel også om man vil være noget man ikke er. Man vil være ligesom de tynde drenge/piger var i klassen som løb i frikvarterene og var god til fodbold.

Man kan forbedre sin fysiske form men nogen går helt over gevind og kan slet ikke få nok og vil være tyndere og tyndere, fordi tynd=godt.

Man var måske en robust pige/dreng i skolen, og så var man måske flov. Måske havde man nogle forældre der ville have deres børn skulle være tynde. Og måske var barndommen ikke for god.

Man skal acceptere sig selv, man er god nok som man er og sjovt nok efter jeg er blevet stærk har jeg mødt flere der syntes det var godt:)

Edited by Time flies with CPE Bach
Link to comment
Share on other sites

  • 1 month later...

Jeg lider også af BED (overspisning) og har kæmpet med det de sidste 2 år. Jeg kan slet ikke se nogen løsning på det og eftersom, det ikke er en anderkendt sygdom, har min læge ikke kunne henvise mig videre til nogle. Jeg føler mig helt alene i verden med mit problem og der er ikke særlig mange mennesker, der kan forstå sygdommen - fordi jeg kan jo bare "tage mig sammen og stoppe med at spise" men det kan jeg desværre ikke. Så snart jeg spiser, føler jeg en form for ro indeni, som jeg ikke finder andre steder. Det er en evig kamp at ikke overspise og jeg er ulykkelig også bange for, at jeg aldrig får et normalt forhold til mad igen. Jeg veksler imellem at veje 57 og 65 kg. hvilket ikke er nogen stor overvægt men det er ikke sundt for min krop, at få næsten 15.000 kalorier ned flere gange om ugen.

Er der nogen, der har et forslag til noget hjælp? Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne snakke med nogen, som havde det på samme måde / snakke med en person, som kan "støtte" mig når jeg kan mærke overspisningerne sniger sig på.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share