Sign in to follow this  
Jobela

Specielt for kvinder - hjernen skal acceptere kroppen.

Recommended Posts

Nytårsforsættet i år: Min hjerne skal acceptere, at min krop er pæn, harmonisk og tilfredsstillende at bruge og leve i hver dag.

Jeg er en ung kvinde på 22 år. Jurastuderende på 5. år med topkarakterer. Jeg har tidligere været "erotisk buttet" (74 kg fordelt over 175 cm), men vejer nu 60 kg. Har vejet 55 kg (med en meget usund kur), men for 2½ år siden begyndte jeg at løbe 3-5 gange om ugen, og det har kreeret nogle muskler. Primært for at bevise over for mig selv, at en kronisk astmatiker godt kan løbe. Jeg er nu blevet medicinfri, men kan kun holde dette hvis jeg fortsat løber - min læge har "godkendt" mit forsøg.

Seneste skud på "motionsstammen" er styrketræning efter jeg har taget DGI's instruktørkursus. Jeg arbejder nu som instruktør i et træningscenter (ved siden af studie og deltidsstilling på et advokatkontor).

Pt. løber jeg 3 gange om ugen (en 10-km. tur; en kortere tur (ca. 5 km) og en gang intervaltræning) og styrketræner 3 gange om ugen samt en enkelt gang hyggebadminton med kæresten. Jeg spiser sundt og grønt, men af hensyn til kæresten skejer vi ud med lækker mad en gang om ugen.

Problemet for mig, som for mange andre kvinder, er at vores hjerner ikke kan acceptere, at vægten står stille. Musklerne bliver pænere, vi bliver mere ranke, kan løbe længere og hurtigere, sover bedre og alle de øvrige fysiske og psykiske forhold, der positivt kan mærkes i kroppen - MEN HJERNEN BLIVER IKKE TRÆNET TIL AT ACCEPTERE ALLE DISSE GODER.

Så tråden her er tænkt som en "støttetråd" til os, der vil gerne vil have vendt tankevirksomheden mod alle de positive ting der sker i og på kroppen, i stedet for at fokusere på tallene på badevægten.

Min foreløbig bedste forslag: Hver morgen når jeg står op ser jeg mig i et full-size spejl og siger (ikke så højt, så griner kæresten) "Du er pæn, slank og veltrænet". På et eller andet tidspunkt må det da virke.

Share this post


Link to post
Share on other sites
Min foreløbig bedste forslag: Hver morgen når jeg står op ser jeg mig i et full-size spejl og siger (ikke så højt, så griner kæresten) "Du er pæn, slank og veltrænet". På et eller andet tidspunkt må det da virke.

Jeg beklager at skulle bidrage med noget, da jeg er et hankønsvæsen, men håber i tager vel imod det.

Først og fremmest, tillyke med dit vægt tabt!

At du siger den sætning hver morgen er en rigtig god idé og jeg synes du skal blive ved med det. I psykologiske termer kaldes det selvsuggestion - og det virker. Så bliv endelig ved!

Fortsæt med at sige det indvendigt eller lavt, da det jo sådanset kun er noget der vedkommer dig. Du kan eventuelt udvide og sige det flere gange i træk og gerne flere gange om dagen. Det behøver ikke nødvendigvis være foran et spejlt, selvom det hjælper på det. Du bør også gøre det med tøj på for at acceptere den måde tøjet smyger sig om din krop.

- Men fortsæt endelig!

At din kæreste griner skal du ikke bekymre dig om. Jeg har selv en svaghed for kvinder der gør lidt underlige ting(= ca 95% af alle kvinder :tongue: ) og nogen gange kan det være svært ikke at grine eller sige at personen er skør. Men det betyder bare at I er dejlige, intet ondt i det - ellers ville vi jo ikke være sammen med jer.

Held og lykke! også til jer andre kvinder!

p.s.: Før jul havde jeg en søndagsveninde med en ganske flot krop, men hun blev ved med at fokusere på sin mikroskopiske topmave og det var ikke til at holde ud...

Edited by apprenti

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg kan udemærket godt følge dig i, at man som kvinde ikke kan se det reelle billede af sig selv.

Jeg tabte næsten 14 kg for 4 siden og var rent faktisk pæn og slank. Jeg havde været meget overvægtig i mange år og havde derfor svært ved, at se det pæne billede af mig selv, så blev derfor ved med at finde de store størrelser frem, når jeg shoppede tøj.

Det endte dog med, at jeg lærte at se mig selv rigtigt. Nu har jeg taget nogle kg på siden (slet ikke alle sammen) men nok til at være overvægtig igen. Dette tog mig rent faktisk også noget tid at opdage i spejlet (nok en overlevelsesstrategi). Så det forkerte billede kan også gå den anden vej. Man tror man er pæn og nogenlunde slank, men er faktisk blevet "choppy" igen.

Så det der med at kvinder har et fuldstændig urealistisk billede af sig selv, uanset hvilken vej, er noget der ligger rigtig dybt. Enten må man lære at elske sig selv, som man er, eller også må man gøre noget ved det :blush:

Men det er ofte nemmere sagt end gjort

Share this post


Link to post
Share on other sites

Problemet for mig, som for mange andre kvinder, er at vores hjerner ikke kan acceptere, at vægten står stille. Musklerne bliver pænere, vi bliver mere ranke, kan løbe længere og hurtigere, sover bedre og alle de øvrige fysiske og psykiske forhold, der positivt kan mærkes i kroppen - MEN HJERNEN BLIVER IKKE TRÆNET TIL AT ACCEPTERE ALLE DISSE GODER.

Først og fremmest vil jeg rose dig for at have tabt dig som du har og opnået de ting som du har....godt gået, keep up the good work.

Jeg kender udemærket godt den følelse der. For ca. 1 ,5 år siden gik jeg på slankekur og tabte ca 13 kg. over 10 måneder, hvilket jeg jo selvfølgelig er rigtig stolt af. Jeg er på ingen måde overvægtig idag, men vil alligevel gerne tabe et par kg. mere. Dog begyndte jeg for 1/2 år siden at styrketræne en hel del i forbindelse med jeg søger ind i politiet. Men det gør jo ligesom at min vægt ikke går nedad, tværtimod står den stille eller går lidt op i perioder, hvilket irriterer mig rigtig meget. Jeg er jo fuldstændig godt klar over at muskler vejer mere end fedt og vægten selvfølgelig ikke går nedad når man har fokus på styrketræning + at jeg bliver nødt til at spise mere mad, men hvor er det svært at acceptere. Kan jo sagtens se at min krop er mere trænet (=pænere) at se på, men hader at min vægt står stille......

Men mærkeligt at vi kvinder er så dårlige til at have fokus på nogle andre ting og være stolte af det.

Jeg har f.eks. det sidste halve år præsteret både at have et fuldtidsarbejde, et HD studie og 10-15 timers træning om ugen, men alligevel så er jeg bare øv over at min vægt står stille og har fokus på det.

Jeg prøver virkelig at acceptere det, det bliver jeg i hvert fald nødt til hvis jeg vil nå mit mål om at blive optaget i politiet, så det er min motivation.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hej piger

Det allerførste der skal ske, er at I skal stoppe med at veje Jer så ofte! Smid vægten helt væk, sæt den på loftet eller over hos en ven, og så kig kun på den en gang i mellem.

Øv Jer i at bruge spejlet, og lær Jeres krop at kende ved at mærke på den. Vi bruger jo alligevel fugtighedscreme næsten hver dag, så man kan jo sagtens mærke, om der kommer mere eller mindre fedt!

Og ja, så brug rigtig meget selvsuggestion, det hjælper virkelig!

En lille historie fra det virkelige liv:

Jeg var som teenager lidt overvægtig, men mest bare virkelig utrænet. Så begyndte jeg til en sport og ganske hurtigt dyrkede jeg den på eliteniveau. Jeg irriterede mig virkelig over at der stod det samme tal på vægten altid igennem 4 år, hvor jeg trænede hver eneste dag, mindst! Og topmaven blev ved med at være der, og røven blev ved med at være bred...

En dag siger min kæreste: "Min smukke, muskuløse kæreste..."

Jeg aner ikke hvad han snakker om...

Så beder jeg en ven om at tage nogle billeder af mig, og sammenligner dem med nogle gamle fotos. Hold da op, det var jo helt vildt! Jeg havde bare vænnet mig til min 'nye' krop, og 'mere vil jo have mere'...

Til slut: noget fedt skal der altså være, det er jo det, der gør én kvinde!!!

God træning til Jer alle!

Share this post


Link to post
Share on other sites

Goddag igen.

Først og fremmest er det rart at høre fra "lidelsesfæller", og høre forskellige tilgange til problemet med accept af vægten.

Forleden tog jeg målebåndet frem og tog en chek'er. Målebåndet viste, trods vægtens 60 kg., at jeg har den samme omkreds hist og her (bortset fra lidt større arme, men det er muskler) som da jeg vejede 55 kg. På papiret var det jo fantastisk, og det er jo netop det, der er den store gevinst. Hellere stærk og rank og så 5 kg. tungere end tynd og benet med en højere fedtprocent (også kaldet "tyndfed").

I det øjeblik man beslutter sig for at tabe sig og omlægge sit liv til sund kost og livslang træning, da bør man faktisk omlægge sin hjerne også. Mentaltræne, om man vil. I sidste ende er det formentlig det, der gør, om man selv synes man er en trænings- og livsstilsmæssig succes eller ej.

P.t træner jeg til halvmarathon. Det ville jeg aldrig have kunnet, hvis jeg stadig havde været tyndfed. Måske man skulle smide badevægten ud?

Og tak fordi I ikke griner af "det fjollede pigebarn". Vi er trods alt temmelig mange i "min" båd.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!

Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.

Sign In Now

Sign in to follow this