Retfærdig vurdering af overvægtiges kondition


Morten Z
 Share

Recommended Posts

jeg kan sagtens se problemet med skævvridning af kondital ved overvægt, men bliver det særligt meget bedre ved at introducere en ny størrelse, der er skævvredet med hensyn til højde (og muskelmasse, men vægten går jo ud i ligningen, så det er ligemeget), nemlig BMI?

Målet er vel at finde et tal der er en "sundhedsmarkør"? Umiddelbart tvivler jeg på at iltoptagelsen følger højden i anden, hvorfor der sandsynligvis stadig kommer skævvridninger, men nu kommer de bare ved meget lave og/eller meget høje personer.

Hvis man endelig skal til at rode med tallene, hvorfor så ikke finde de gennemsnitlige iltoptagelser for forskellige højder (jeg går udfra at højde er den stærkeste prediktor for "potentiel iltoptagelse") og så give folk index værdier i forhold til dem? Det er muligt at nettoresultatet ikke bliver voldsomt forskelligt, men jeg synes det virker spøjst at man i forsøget på at fjerne et "numerisk problem", introducerer et nyt..

Link to comment
Share on other sites

Skaleringsmæssigt vil man forvente at iltoptagelseshastighed er proportionalt med L^2 (hvor L repræsenterer en længdedimension). Dette findes der reoretiske udredninger om i diverse lærebøger. Intuitivt kan man forklare det med, at iltoptagelse i vid udstrækning handler om diffusion hen over arealer.

Vægt er proportionalt med L^3. Hvis man opløfter vægt til L^0,67 så svarer det i virkeligheden til at man opnår en proportionalitet med L^2. Empiriske studier har netop vist at det mest rimelige "kondital" burde beregnes som iltoptagelsen divideret med vægten opløftet til denne potens.

Der er derfor både teoretisk og empirisk belæg for at skalere iltoptagelse til L^2. Jeg ser derfor ikke at jeg introducerer et nyt numerisk problem, men derimod at princippet er rent og solidt. Specielt til at besvare spørgsmålet: "Hvor god er din kondition i forhold til det potentiale din krop giver dig?" At lave et index, der var ligefrem prportionalt med L, ville være en dårligere løsning.

I praksis vil der selvfølgelig stadig være urimelighed, da personer der er skeletmæssigt ligeså brede som de er høje, sandsynligvis også har et potentiale for iltoptagelse, der er større end ham der kun er 30 cm over skuldrene.

Tilgengæld er dit potentiale for iltoptagelse næppe væsentligt forøget selvom du har 30 kg mere muskelmasse end gennemsnittet. Jeg finder derfor at normalisere med L^2 er en perfekt løsning til netop dette problem.

Link to comment
Share on other sites

god forklaring. Tak skal du have.

af ren dovenskab, har du så referencerne på dette handy? Eller betyder empiriske i denne sammenhæng at det er upublicerede observationer?

Empiriske studier har netop vist at det mest rimelige "kondital" burde beregnes som iltoptagelsen divideret med vægten opløftet til denne potens.

du misforstår mig iøvrigt.. mit forslag gik ikke ud på at lave noget der var ligefrem proportionalt med højden. Det gik på at tabulere normalværdier fir iltoptagelse for de forskellige højder. Hvis du siger at iltoptagelsen følger højden i anden er det jo omsonst.

Link to comment
Share on other sites

Først ville jeg kun have introduceret konceptet som et rent "Aerobt index" fordi det er sådan en smuk sammenhæng: VO2max / (Højde^2)

Raske aktive voksne vil have et index omkring 1,0 og spændvidden vil være fra 0,5 for totalt utrænet til 1,5 for verdenselite. Jeg vurderede bare at det ville være for svært at introducere et begreb, som man ikke kunne relatere til kendte normer, så derfor blev det til Kondital ved index 23. sammenhængen mellem de to er nærmest overraskende enkel Ki23 = Ai * 43,5.

Point being: når man nu kan have en smuk sammenhæng, hvorfor så lave en grim tabel :cool:

Til reference - Textbook of work physiology 3rd ed. Chapter 9:

post-2-1223023659_thumb.jpg

Og fordi det er lidt kryptisk at tid er proportional med L:

post-2-1223023668_thumb.jpg

Link to comment
Share on other sites

 Share