Change of plans -> It´s all about the BIKES!

[Elkjærmark]

Nemlig :-)
Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.
Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

[Henrik S.]

Nemlig :-)

Selv med to punkteringer undervejs lykkedes det mig at få sat en solid tid, så det er en glad pige der nu ligger med stængerne oppe og fordøjer dagens indtryk.

Race rapport følger når jeg lander i DK igen:-)

Sådan. Fandeme flot. Hævnen er i hus. Endda på samme dag, hvor selv Alberto "El Pistolero" Contador måtte strække gevær i bjergene

[Elkjærmark]

La Marmotte 2013

En fantastisk tur til det Sydfranske er slut, og jeg ligger nu hjemme på sofaen i Herning og fordøjer de mange indtryk som turen bød på. Hvad der i 2011 endte som en kæmpe skuffelse, blev i år vendt til det stik modsatte - nemlig en succesoplevelse som jeg sent vil glemme

Onsdag morgen kl. 9 var alt klappet og klart. Taskerne og cyklen var pakket, humøret var højt og vigtigst af alt så var formen præcis så god, som den skal være når intet mindre end 8321 km (inkl. spinning - 6242 km ren og skær landevej/MTB) er tilbagelagt i indeværende år.

Vi havde valgt kør-selv løsningen gennem Velo Tours, for som nogle af jer måske husker fra tidligere beretning tilbage i 2011, så lovede jeg dengang mig selv, at jeg ALDRIG igen ville sætte mig i en bus på sådan en tur. Det løfte er jeg glad for at jeg holdt fast i, for både ud og hjemturen gik smertefrit

Planen var at få flyttet +1000 km i løbet af onsdagen, og så holde et pitstop for natten på et motorvejshotel for at sikre, at vi ikke ville få ødelagt vores søvnmønster i de sidste par dage før race day. Det viste sig dog at være noget mere kompliceret end først antaget...... Alt gik godt, og da klokken var 22 cruisede vi allerede et godt stykke inde i Schweiz nær Lausanne. Vi begyndte derfor med at kigge os lidt om efter et hotel, så vi kunne se dyner og lade op til en ny dag. Schweiz vælter sig ikke ligefrem i motorvejs hoteller, så vi bad GPS´en om at vise os hoteller tæt ved ruten. Der var op til flere at vælge imellem, så vi startede mere eller mindre fra en ende af.
Det første hotel vi stoppede ved havde ledige værelser, men prisen lå på ca. 2200 dkk og det fik os hurtigt til at forsætte videre i vores søgen. Det skulle vi aldrig have gjort, for de næste ca. 14 steder hvor vi henvendte os, resulterede blot i den ene afvisning efter den anden. ALT var fuldt booket End ikke et opkald til Hotels.com gav pote. Den "søde" dame i den anden ende måtte ganske enkelt opgive søgningen og efterlade os i en tilstand af desperation.....

Ca. 2 timer senere ledte vi forsat videre - fast besluttet på at vores nat IKKE skulle tilbringes i bilen. Pludselig begynder skiltene på motorvejen med at vise mod lufthavnen i Généve og humøret stiger derfor markant, for nævn lige et lufthavnshotel der ikke altid kan hekse et ledigt værelse..... Tja, jeg kan nu nævne op til flere!!! Også her var alt udsolgt! Eller dvs. et hotel kunne klare et ledigt værelse, nemlig Mövenpick Hotel & Casino - et femstjernet hotel som kunne tilbyde os et business deluxe værelse til svimlende 519 SFR (små 3000 dkk) eskl. parkering for en sølle overnatning. Et kig på hinanden, trætte som vi var, og vi slog til

Sjældent har jeg følt mig så røvet, men i stedet for at ærgre os over det, valgte vi at se det som en sjov oplevelse, og nyde den ekstravagante luksus i fulde drag. Jeg skal da også hilse og sige, at morgenmaden lå mange klasser over standarden fra den tyske Autobahn, så da jeg sad med min lækre latte og hjemmelavede omelet, følte jeg i et splitsekund at det var alle pengene værd.

Den resterende tur frem mod Alpen gik glimrende og vi ankom til hotellet kl. ca. 12. Vi mødte straks en flok af de andre folk, og der gik ikke mange sekunder før vi kunne tyde en god portion utilfredshed i gruppen. Velo Tours hotel var nemlig ren SKOD! Ikke siden studieturen til Paris i 10. klasse har jeg set lignende lort! Beskidte værelser, døre der gabte og ikke kunne lukkes, et toilet der var halvvejs stoppet og ildelugtende indeklima med en akustik der gjorde høreværn til et minimumskrav til overlevelse. Aldrig i livet om vi ville bo på sådan et lorte hotel! Jagten på en upgrade gik derfor straks igang, og vi skulle ikke bruge mange minutter på at finde et virkelig godt alternativ til relativt fornuftige penge. Et 2 år gammelt lejlighedshotel med virkelig lækre lejligheder i nutidigt design med gode senge, og nå ja, så også et skønt poolområde

Nu var lykken gjort og cyklerne kunne pakkes ud med en dejlig tilfreds fornemmelse i kroppen, 100% klar til at erobre Alpen kort tid efter ankomsten.
Vi tog busvejen ned, rullede stille og roligt ud til foden af Glandon, vendte om og kørte tilbage til Bourg, drak lidt kaffe, spiste en is og nød den herlige pre-race stemning der herskede dernede. Kort tid efter begyndte vi opstigningen af Alpen.

Varm om ubarmhjertig som altid. Pu ha.... Der findes ikke mange andre stigninger, som kan pille selvtilliden ud af en som Alpen kan. Knaldhård fra første meter, så man må væbne sig med tålmodighed for at finde rytmen.....

Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville lade mig rive med af stemningen. Benene skulle spares, og alle forsøg på at køre en hurtig tid skulle derfor skubbes i baggrunden. Det lykkedes mig faktisk helt fint, og jeg kom til toppen på lige omkring 1 time og 7 min uden på nogen måde at gå all in. Fin start!

Fredag formiddag var vi til race briefing på Velo Tours hotellet. Vi havde helt valgt at boykotte måltiderne på hotellet, selvom vi havde halvpension inkluderet i prisen, for hotellet var så ubeskriveligt larmende at det var uudholdeligt at opholde sig der. Heldigvis var støjniveauet noget lavere til fredag formiddag, for alle mand sad med udslåede lyttelapper og sugede informationerne til sig. Der var ikke så megen ny info at komme efter, så vi var et par stykker der smuttede videre relativt hurtigt. Belært fra tidligere races ved jeg også, at jeg har brug for ro omkring mig dagen før et vigtigt løb, så Carsten og jeg holdt os lidt for os selv, og prøvede at holde de andres usikkerhed og nervøsitet (og vores egen) lidt på afstand.

Om eftermiddagen fik vi hentet startnumre, tunet cykler, spist godt med carbs og ellers gik tiden bare med at chille lidt på værelset med lidt Tour og et par afsnit af Team Easy On på Mac´en. Kl. 21 tog jeg en halv sovepille, og ca. 30 min senere sov jeg og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 5. Perfekt optakt!

Morgenmaden blev indtaget og jeg fik overstået det obligatoriske toiletbesøg. Kort tid derefter begav vi os ned ad Alpen i god tid, så vi uden problemer ville kunne nå at løse en eventuel defekt uden at skulle stresse. Heldigvis var vi fritaget for sådanne, og kunne blot kigge undrende på alle de andre nødder, der stod med deres overophedede carbonfælge og bøvlede med deres slanger. Jeg lyver ikke når jeg konstaterer, at jeg så de første 15 ryttere med punkteringer. 14 af dem kørte på carbon højprofil! Dem om det......

Nede i startområdet var der en god og relativ afslappet stemning. Min nervøsitet var erstattet af spænding. Nu skulle vi bare igang! Carsten og jeg stod sammen dernede, og pludselig dukkede Frank og Secher op - to af de andre Vejle folk, som jeg med fordel kunne følges lidt med fra start. Frank og jeg havde tilmed et væddemål kørende. Et væddemål som blev indgået tilbage i december måned, hvor vi havde julefrokost i centret. Langsommeste mand i mål skulle hoste på med 1000 kr til vinderen, og det var derfor ikke helt uden betydning at holde et vågent øje på Frank allerede fra start

Startskuddet lød og vi var igang! Tempoet var ok højt fra start, men der blev kørt ok pænt, så jeg fulgte bare med og nød de første flade kilometer. Efter 8 km ser jeg Carsten sidde inde på fortorvet i venstre side. Min første tanke er at han er styrtet, så jeg stopper straks op og vender om. Jeg når et kort sekund at ærgre mig over at tiden forsætter, og at jeg sætter kostbare sekunder over styr, men jeg vælger at sige "fuck det" og i stedet hjælpe min makker, som jeg har kørt så ufattelig mange kilometer med i år. Da jeg kommer hen til Carsten, ser jeg en helt anden fyr end ham jeg har siddet med på landevejen hele året. Modløsheden stråler ud af øjnene på ham, og inden jeg får stoppet helt op, har han allerede bedt mig om at køre videre og undlade at stoppe ved ham. Han råber blot at løbet er slut og at alt er tabt. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er sket, så jeg er lidt småforvirret. Det viser sig at Carsten har kørt et søm op i dækket, er punkteret og sidder tilbage, overbevist om at dækket er ødelagt. Han har tydeligvis mistet overblikket og har knap nok inspiceret dækket, så jeg får ham hurtigt skubbet til side, tjekker dækket og konstaterer at skaden slet ikke er så slem som man kunne frygte. Jeg får hevet slangen ud og får lagt et stykke emballage fra en energibar mellem den nye slange og hullet i dækket. Derefter giver jeg den et skud med en CO2 patron, og wupti, Carsten er kørende igen. Noget rundt på gulvet kommer han i sadlen igen og er nu pludselig inde i løbet igen

Jeg når foden af Glandon noget senere end forventet, men jeg lader mig ikke stresse af at have spildt lidt tid allerede så tidligt i løbet. Jeg prøver blot at holde fokus på rytmen og nyde turen op. Det forekommer mig dog noget sværere end forventet, for rytmen er langt væk og pulsen alt for høj, og der går faktisk tæt på 10 km inden jeg bare føler mig nogenlunde kørende. Jeg rammer derfor først toppen efter 2 timer og 6 min, hvilket er noget langsommere end jeg havde håbet på.

På toppen af Glandon neutraliseres tiden pga. den relativt farlige nedkørsel, og det giver mig alletiders chance for at få tanket godt op igen og få holdt en tissepause. Jeg finder noget vand, blander lidt mere energidrik og spiser en bolle med nutella. Stille og roligt kommer jeg til mig selv igen. Da jeg sætter mig i sadlen igen, møder jeg Frank og Secher og vi forsætter derefter i samlet flok. På daværende tidspunkt er jeg ca. 7 min efter Frank, men jeg ved af erfaring, at jeg skal snuppe ham på distancen, så jeg er forsat helt rolig i forhold til vores væddemål.

Tilbage i 2011 endte mit La Marmotte som følge af maveproblemer, så da jeg halvvejs nede af Glandon begynder med at mærke lidt for megen rumlen og muren i maven, er det som en form for déjavu der vælter ind over mig. Jeg prøver at holde hovedet koldt og holde en anelse igen med gels, men jeg ved også at det er en hårfin grænse, for uden carbs i kroppen er jeg chanceløs i et løb som La Marmotte.
Heldigvis gør det flade stykke frem mod Télégrafe det en anelse bedre, så da jeg rammer stigningen føler jeg at der er ok kontrol over det igen. Det relativt flade stykke frem mod Télégrafe går i øvrigt helt ok, selvom der bliver kørt den vildeste gang elevatorkørsel. Ingen vil trække og tempoet er derfor meget ujævnt.

I vanddepoet lige før opstigningen vælger Frank og Secher at stoppe for at tanke op, men eftersom mine dunke forsat er nogenlunde fyldte forsætter jeg uden stop. Det viste sig at være sidste gang i løbet at jeg så noget til dem, for derfra så jeg mig ikke tilbage!

Turen op ad Télégrafe er fantastisk! Mine ben er virkelig gode, og jeg overhaler den ene efter den anden. Den stegende hede, der allerede er på dette tidspunkt har sat ind, bekommer mig helt klart bedre end mange af de tungere ryttere, som konstant må sidde og øse vand ud over sig og gøre stop i skyggen. Det behov har jeg ikke, så jeg drøner direkte til toppen. Det tager mig 58 min at køre op, hvilket må siges at være tilfredsstillende alt taget i betragtning. Fra toppen kører jeg direkte videre ned til Valloire, hvor jeg snupper de første ca. 1,5 km op ad Galibier inden jeg kører ind i det store depot for at tanke op. Jeg føler et ok overskud, bevarer overblikket og får tanket alt det jeg føler behov for. Mums, for en sandkage de havde. To stykker af den og jeg var kørende

De første 10 km af Galibier går over alt forventning! Folk er så småt begyndt med at hænge på cyklerne, men jeg forsætter ufortrødent med en skøn følelse i kroppen. OK, stigningsprocenterne er heller ikke helt onde endnu, men i et løb som La Marmotte er enhver overstået kilometer guld værd, så jeg husker at glæde mig over hver eneste veloverstået kilometer velvidende at lidelserne kan indhente mig hvert øjeblik det skal være.
Og sørme om de ikke ligger og venter lige om hjørnet......

Med ca. 6 km til toppen begynder det for alvor at gøre ondt. Stigningsprocenterne ligger konstant på ca. 10%, og selvom jeg efterhånden befinder mig i 2000 m højde ligger temperaturen omkring 35 grader c. Lidt af en modsætning i forhold til 2011, hvor temperaturen var ca. 15 grader c på toppen af Galibier. Maven gør samtidigt mere og mere væsen af sig, og med 2 km til toppen er jeg nød til at gøre holdt for at komme på toilettet. Hurtigt ind på en lille café, diskutere lidt med café mutti, som ville have mig til at købe noget for at lade mig bruge toilettet, og så ellers videre på cyklen mens jeg forsøgte at glemme alt om maven. Lidende rammer jeg toppen efter 1 time og 48 min slid. På forhånd havde jeg håbet at kunne besejre Galibier på 2 timer, så tiden er opløftende og giver en god portion humør til nedkørslen.

Fra toppen af Galibier til bunden af Alpen går det virkelig godt! Jeg er mentalt ovenpå, og det bliver kun bedre da jeg passerer stedet hvor jeg udgik i 2011. Intet kan slå mig ud nu! Jeg ligger samtidigt i en rigtig fornuftig gruppe, hvor jeg får godt pace og masser af læ, så det gælder bare om at holde hjul frem til Bourg.

I Bourg får jeg tanket lidt vand og får spist noget mere sandkage, og derefter er jeg klar til dagens sidste stigning. Jeg kører ud af depotet med et kæmpe smil på læben, for med 14 km til mål kan det da ikke gå galt......

De første 4 km er et rent helvede! Intet mindre! Min Garmin viser 39 grader c, 10-12% i stigning og et tempo på ca. 7-8 km/t. WTF! Men alligevel overhalede jeg den ene efter den anden. Folk hang i skyggen, kastede op ud over stensætningerne og det hele lignede generelt en slagmark! Efter ca. 4,5 km har jeg fået ok gang i benene igen. Jeg ligger og småsludrer lidt med en belgier, men pludselig lyder der et ordentligt brag. Slangen i mit forhjul er sprunget! Ikke en punktering, næ nej, "bare" en overophedet slange som følge af den ulidelige varme. Jeg får hurtigt fundet en ny slange frem og får den skiftet. En CO2 patron gøres klar, men noget går galt (måske har jeg glemt at løsne ventilen) og den futter af ud i den blå luft. FUCK!!! Ekstra meget FUCK fordi jeg brugte en patron på at hjælpe Carsten tidligere i løbet, og derfor ikke har flere tilbage i kommerne....... Et kort sekund bliver jeg ramt af desperation og råber paniks efter hjælp. En franskmand stikker mig en håndpumpe, men efter en del forsøg må jeg konstatere at den er defekt. FUCK FUCK FUCK! Jeg sætter mig ned i et kort øjeblik for lige at samle tankerne, og så ser jeg en rytter fra Vejle Cykel Klub. Jeg kender ham svagt, og han stopper til mit held for at hjælpe. Han har været nede at ligge tidligere i løbet, så han er noget forslået, men han giver mig alligevel en hånd og får mig sendt afsted. Jeg takker mange gange og kører fra ham i min iver på at indhente noget af det tabte. Resten af vejen er som at være en del af et levende mareridt! Jeg er helt tømt og maven gør store knuder. Jeg er tæt på opkast op til flere gange, og tør ikke at slippe en vind af fare for at s**** i bukserne. Gosh, hvor var jeg presset! Men alligevel forsætter jeg, og jeg holder faktisk et ok tempo. Ikke mange kører forbi mig, men til gengæld snupper jeg den ene efter den anden. Fra ca. 5 km til 2 km kan jeg ikke huske så meget, men pludselig kan jeg se toppen og jeg ved at målet er nært. Med tårerne trillende ned af kinderne passerer jeg målstregen. Både rørt, lettet og tømt for energi som jeg aldrig før har prøvet det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at La Marmotte var en vildere fysisk udfordring end min Ironman sidste år. Et løb hvor du konstant befinder dig på grænsen, og hvor variationen begrænser sig til det du kan foretage dig på cyklen! Crazy!

Jeg kører Alpen på 1 time og 27 min inkl. min defekt.

Da jeg står i målområdet er jeg helt rundtosset og drænet. Jeg er slet ikke i stand til at juble eller nyde min præstation, men skal blot have fat i noget pasta og en cola og så ellers retur til hotellet i en fart. Jeg kan slet ikke rumme det! Det ændrer sig heldigvis hurtigt, og da der er blevet fyldt lidt energi på indser jeg hvor stor en præstation jeg netop har leveret. Det er overvældende!

Jeg kører en samlet 1972. plads hjem. Det rækker til en placering som nr. 31 blandt damerne og en 4. plads blandt de danske tøser. Jeg er pavestolt!

Hvad der trigger min mave i et løb som La Marmotte, gad jeg virkelig godt vide, for til Challenge sidste år havde jeg ikke skyggen af problemer, til trods for at jeg har brugt præcis samme energistrategi og tilmed samme produkter. Er det varmen eller hvad er det? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have kørt hurtigere uden maveproblemerne, men at skulle slås med dem rent mentalt ville jeg gerne være foruden en anden gang!

Set i bakspejlet havde jeg vist ikke det helt perfekte race, men jeg kom alligevel hjem med noget nær det perfekte resultat. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at det er muligt til trods for defekt og andre udfordringer undervejs, og det giver mig blod på tanden til SÅ meget mere

[Morten D]

Super beretning - fantastisk kørt!

Jeg tror du vil kigge tilbage om nogle år og klappe dig selv på skulderen af, at du kørte tilbage og hjalp Carsten. Det bør du i hvert fald. Hvordan gik det egentlig ham?

[Kermit]

Fantastisk beretning. Altid lækkert at læse noget der er så detaljeret! Du rammer nok også hovedet på sømmet med at det i La Marmotte ikke er bjergene der er den største udfordring, men hovedet. Hvis man bliver ramt af modgang undervejs, så sætter det en række reaktioner igang der efterfølgende måske betyder at man må udgå af løbet. Tænk hvis du ikke var stoppet op hos Carsten. Så kunne han måske have siddet der endnu, eller trukket sig fra løbet.

Endnu engang stærkt kørt! Jeg kan kun tænke mig til hvordan det må være på den måde at overkomme sådan en udfordring. Du har jo om noget haft et endnu større pres på dine skuldre end sidste gang, for det havde sgu ikke gået med 2 gange nederlag. Det kræver alligevel også lidt mere end bare gode ben.

Mht. din mave, så kan der være mange faktorer der spiller ind. Som du selv er inde på er det højst sandsynlig varmen der spiller et pus. Nu ved jeg ikke hvor koldt vandet er ved depoterne, men generelt er kold væske i en presset krop virkelig lækkert, men maven er ikke altid så begejstret for det. Min egne maveproblemer er også værst når det er varmt. Det kan måske hænge sammen med lidt dehydrering da man med stor sandsynlighed ikke indtager nok væske i forhold til hvad man sveder ud. Når man så kombinerer det med føde der består af flydende kulhydrat og åbenbart sandkage, så kan det måske bare være med til at maven gør knuder.

Det kan måske også være nedkørslerne der gør det? Igen, kold vind på maven er ikke ligefrem det bedste.

Netop maven tror jeg bliver min største udfordring hvis/når jeg vælger at køre La Marmotte, og frygten for at sidde på en bjergside med cykelshortsene trukket ned er ikke ligefrem tiltalende. Men der er nok kun én måde at finde ud af det på.

Hotellet - hvad hedder det? Kunne jo være man allerede nu skulle booke det Jeg har som sagt selv planer om at gøre hvad i har gjort i år. Få billetten i hus, og så ellers selv sørge for hotel og transport.

[Elkjærmark]

Mange tak
Nemlig! La Marmotte handler så meget om mental styrke. Det er klart at man skal have styr på formen, men selvom den sidder lige i øjet, så kan man sagtes gå ned alligevel. Det er skræmmende som det løb kan skrælle en værdighed og efterlade selv de mest velforberedte deltager tilbage som statister!

Jeg er meget glad for, at jeg stoppede ved Carsten. Pyt med tiden, i sådan et tilfælde er den underordnet! Vi er ikke konkurrenter men træningsmakkere, og jeg ville godt nok have svært ved at se mig selv i øjnene, hvis jeg havde set ham stå der, men truffet beslutningen om at køre videre uden at hjælpe. Det ville have været NO GO!

Jeg synes egentlig ikke at væsken var kold, men jeg må indrømme, at jeg husker det relativ dårligt. Kulde på nedkørslerne har det med garanti ikke været, for dertil var det simpelthen for varmt, og varmen til trods havde jeg min vindvest på ned ad samtlige nedkørsler.

Dehydrering kunne det måske godt være, men så igen. Problemerne startede nemlig allerede så tidligt i løbet, at jeg gerne stadigvæk skulle ok hydreret. Men det er svært at gisne om, og gisne er i realiteten alt hvad jeg kan gøre.

Men du har da fuldstændig ret i, at det er yderst uværdigt at ende i en vejkant med cykelbukserne nede om knæene, men jeg kan så fortælle dig, at når man er så langt ude, så ænser man slet ikke det uværdige. Ja faktisk kun man nærmest ikke være mere ligeglad.......

Hotellet hed Hotel Alpenrose - http://www.alpen-rose-hotel.com/

Det kan klart anbefales!

[stinger]

Det et fandme flot at angribe et nederlag så målrettet og i den grad vende det 180 grader. Props herfra.

[LaMotta]

Dejlig beretning og lækker læsning. Sjovt som jeg havde samme følelse at LaMarmotte er hårdere end Challenge... Men ikke Frankfurt eller Lanza... You know what i am saying ;-))

[Gregers TF]

Fantastisk kørt.

Hatten af for at vente på Carsten.

Super skrevet indlæg.

[Elkjærmark]

Super beretning - fantastisk kørt!

Jeg tror du vil kigge tilbage om nogle år og klappe dig selv på skulderen af, at du kørte tilbage og hjalp Carsten. Det bør du i hvert fald. Hvordan gik det egentlig ham?

Tak for det:-)

Carsten kørte på 8 timer og 6 min. Han blev ramt af et mindre hedeslag på vejen op ad Alpen, og måtte sidde 30 min i skyggen for at få styr på kroppen igen. Han er ikke tilfreds med tiden, og havde ærlig talt også fortjent et bedre løb hans form og forberedelser taget i betragtning, men La Marmotte er ubarmhjertig - det ved jeg om nogen.

Fordelen ved hans skuffelse er, at han nu er fast besluttet på revanche næste år, så meget kunne tyde på at jeg igen har både en træningsmakker og rejsepartner på plads:-)

[Kermit]

Sådan! Jeg er med relativ stor sandsynlig på næste år. Et par dage i Nice ugen op til, og så et par dage i området hvor løbet skal køres.

[Elkjærmark]

La Marmotte er måske overstået, men det betyder ikke at min sæson på landevejen er slut

Flere mål ligger forude, deriblandt Kongeetapen, et enkelt eller to licensløb og måske lidt flere motionsløb. Formen er jo god, så hvorfor ikke køre lidt løb og forsøge at lave noget ravage......

Selvom formen er god, så mærker jeg et tydeligt efterslæb efter La Marmotte. Jeg er konstant træt, og når jeg sidder på lågen, svinger følelsen fra total energitomhed til gudeben på nul komma fem. Igår måtte jeg fx. stække gevær efter sølle 38 km. Der var ganske enkelt ikke mere i kroppen!
I bund og grund er det jo noget fis, for selvfølgelig ville jeg kunne køre længere og hurtigere hvis jeg virkelig skulle. Det viser med stor tydelighed hvor meget det mentale aspekt spiller ind

Jeg har faktisk været på lågen alle dage siden min hjemkomst. Nogen vil måske mene at det er lidt overkill, men med et minimum af belastning og pres på, er jeg ikke af den overbevisning at jeg skader noget som helst eller bremser min recovery.

Mandag

Stille og roligt derudad. No rush, bare nyde det gode vejr Havde faktisk ganske fine ben. Skøn fornemmelse!

Cykling - 48 km @ 28,8 km/t

Tirsdag

Lidt længere distance, men igen en tur på lavt blus.

Cykling - 73 km @ 28,1 km/t

Onsdag

Ikke min bedste dag! Jeg følte mig noget udbrændt, så skar den kort og kørte hjem og spiste mig tyk og fed i stedet.

Cykling - 38 km @ 28 km/t

Idag bliver 100% træningsfri. I stedet for tager jeg en smut ud og spise i solen med familien

[Henrik S.]

Jeg har faktisk været på lågen alle dage siden min hjemkomst. Nogen vil måske mene at det er lidt overkill, men med et minimum af belastning og pres på, er jeg ikke af den overbevisning at jeg skader noget som helst eller bremser min recovery.

Hvis man har lyst til det og føler for det, så skal man bare trille af sted. Det er min filosofi. Dog er det nok en god ide at holde den på den lille klinge og måske styre uden om Kiddesvej

[Bjergtrold]

:1356: :hippy: hvor var det flot kørt og hatten af for at hjælpe Carsten!!!!!

[Elkjærmark]

Danish summer - WTF :dropjaw:

Hvad pokker sker der lige for vejret i disse dage??? Jeg ved godt, at vi danskere har tendens til at huske de vejrmæssigt dårlige somre, og måske er derfor at jeg ikke husker, hvornår vi sidst har haft så meget lækkert vejr i så lang en sammenhængende periode.

På job har jeg netop fået en trainee fra vores hovedkontor i Tyskland tilknyttet, og lige siden hun started for snart 3 uger siden, har solen mere eller mindre skinnet konstant. Hun var på forhånd blevet advaret om nogle noget svingende vejrforhold i DK, så ikke så underligt er hun meget positiv overrasket over skønne Danmark

Når solen skinner har jeg ikke svært ved at finde motivation til træning. Alt for mange timer er tilbragt ude på lågen i tvivlsomt vejr, så nu er det sgu bare med at nyde hvert et minut! Derfor holder jeg også forsat en pænt træningsmængde, selvom sæsonens hovedmål reelt set ligger bag mig. Træningen er nu udelukkende lystbetonet, og nok også en kende mere varieret. Jeg tager én dag af gangen

Weekenden blev tilbragt i Vejle i selskab med nogle gode venner, og især fredag endte med at blive en helt exceptionel dag.
Direkte fra kontoret afsted i bilen, og så ellers ud på lågen sammen med en god kammerat. Cykelturen blev på ingen måder mindeværdig, for mine stænger var døde som aldrig før, men afslutningen på dagen var perfekt, så de dårlige ben var hurtigt glemt.

Masser af kød på grill, lidt grønt dertil og litervis af champagne. Wuuuuu, hvor det kørte for mig..... Lige indtil jeg vågnede dagen efter med en dundrende hovedpine

Cykling - 58 km @ 28,5 km/t

Lørdag kl. 10 havde jeg en ny aftale med to venner i Vejle. En god lang tur skulle på kontoen, hvilket ikke var helt optimalt med den mængde champagne jeg havde tilbage i blodet. Bilen havde jeg ikke turde nærme mig, men jeg blev enig med mig selv om, at en tur på cyklen næppe ville skade mig. Og hvor er kroppen bare en underlig organisme nogle gange, for mine ben var markant bedre end på fredagens tur, hvor jeg ellers burde have været veludhvilet efter torsdagens off day. Weird

Cykling - 108 km @ 29,9 km/t

Efter noget fødselsdagshalløj lørdag aften, var jeg lidt for sent hjemme i Herning igen. Eller sent og sent, så slemt var det ikke, men jeg kunne godt have brugt en stille og rolig aften på fifaen. Det gode var at lørdagen blev 100% non-alcoholic, så da jeg vågnede om søndagen var jeg frisk og let i hovedet

Lidt morgenmad og så ud på lågen med Carsten. Ikke noget vildt og voldsomt, bare lidt motion inden jeg skulle ligge vandret til Mont Ventoux etapen i tv.

Cykling - 95 km @ 30,5 km/t

Mandag var off day! De gamle kom hjem fra ferie, og samtidigt var min lillebror hjemme fra Malmö, så det blev til en omgang vaske ægte familiehygge med masser af grill og en isdessert så stor, at min samvittighed forsat er ramt idag onsdag

Igår prøvede jeg noget nyt! Nogle kalder det crossfit, jeg kalder det one hour in hell

Min søster har af flere omgange forsøgt at lokke mig med, og af en eller anden årsag manglede jeg "dårlige" undskyldninger lige netop igår, så jeg sagde JA..... Crossfit i det lokale center her i Herning foregår på taget af centret, dvs ca. 30 m hævet over Herning med det perfekte view ud over byen. Not bad, not bad at all!

Og det var hårdt! Rocker hårdt! Jeg blev svitset i hele kroppen fra start til slut. Ouch, hvor har jeg ondt i dag

Men når det så er sagt, så var det fedt, og det er bestemt ikke sidste gang at jeg har været med på sådan et hold

Inden crossfit løb vi en lille tur. Jeg følte mig som en 45 tons tung hval!

Løb - 6 km

[Spinderella]

Se hvad der dukkede op i mit FB feed i dag - postet af 4:18:4 TRI

[Kermit]

Men det var da i 2011 det var 4:18:4?

[Spinderella]

Men det var da i 2011 det var 4:18:4?

Det afholdes hvert år - og i flere byer. Kan dog ikke huske om Jannie var med i nogen af dem sidste år.

[Elkjærmark]

Jeg kørte både 4:18:4 i 2011 og 2012, men Kermit har ret - billedet stammer fra min tri debut i 2011. Han var faktisk en del af mit personlige heppekor på dagen

Update

Livet i Herning er pt slet ikke værst. OK, jeg er en af de få der pt knokler for at holde det danske erhvervsliv kørende, men dagene er så tilpas lange at der forsat er masser af tid til at nyde vejret efter job. Når træningen samtidigt er på et plan hvor alt hvad jeg gør er lystbetonet, så kan det faktisk næste ikke blive bedre
MOL, I kender mig efterhånden godt nok til at vide, at lystbetonet træning og manglende updates ikke nødvendigvis betyder, at jeg går rundt og dovner den. Næ nej, det er ikke tilfældet, for den danske sommer er så kort, at den skal nydes når den endelig er her.

Onsdag d. 17 juli

Med crossfit-tunge og stive ben kom jeg afsted på cyklen. Forventningerne var ikke så høje, og jeg blev da også konstant mindet om, den muskulære ømhed jeg havde pådraget mig, hver eneste gang jeg rejste mig i pedalerne. Ouch, hvor det sved... Fordelen ved en sådan ømhed er dog, at man ved at den ikke opstår ud af ingenting. Et faktum der gør det ok udholdeligt, ja næsten lækkert

Cykling - 63 km @ 29,5 km/t

Fredag d. 19 juli

Min fredag blev skudt igang med en omgang morgenspinning før job. Nej, det var ikke med min gode vilje, men jeg havde ikke forventet at kunne nå en cykeltur efter job pga. noget kaffe-halløj, så det var med at udnytte den tid der var til rådighed. At tingene så gled lidt hurtigere end forventet, åbnede senere på dagen op for en cykeltur, og den chance lod jeg ikke slippe mig af hænde.

Spinning - 52 min @ 77% af HR

Cykling - 62 km @ 30,4 km/t

Den relativt sene cykeltur var en af de der ture, hvor nydelsen var helt i top hele vejen rundt. Humøret var højt, himlen blå og benene gode - bedre grundlag for en perfekt cykeltur finds ikke

Søndag d. 21 juli

Lørdag aften teede jeg mig til Grøn Koncert i Aarhus, drak alt for meget alkohol og glemte at drikke vand. I 28 graders stegende dansk hede er det ikke verdens bedste combination, så da jeg landede under dynen på den gode side af midnat, var det med en hovedpine så tung, som de vindmøller jeg pt sidder på job og er ved at charter skib ind til transporten af Samtidigt var jeg heller ikke helt appelsinfri, så udsigterne til søndagens cykeltur var ikke gode..... Nogle gange overrasker kroppen på positive vis, så selvom starten søndag kl. 10,30 var alt for hård, så fik jeg kørt mig varm og fik fundet en ualmindelig god rytme.

I søndags havde jeg selskab af min gode ven Anders. I dansk terræn er vi helt lige rent styrkemæssigt (jeg satte ham med +2 timer til La Marmotte), så vi cruisede afsted side om side og fik vendt verdenssitutionen et par gange eller tre Efter at have overstået den første halvdel, gik vi over til at køre nogle rulleskift. Det pressede naturligt nok tempoet en del i vejret, og vi fløj afsted hjemover. Meget mod egne forventninger, så havde jeg virkelig gode ben, og fik virkelig taget nogle solide føringer som pressede både min egen og Anders´ puls helt derop hvor det er rigtig godt. Anders lå heller ikke på den lade side, men han tabte pusten lidt med 35 km igen, så mine føringer blev længere og længere Alt i alt en rigtig fed tur, hvor kroppen valgte at sammenligne selvom odd´sene på forhånd var imod mig.

Cykling - 135 km @ 32,0 km/t

[Kermit]

Jeg syntes også at den bro virkede bekendt Men ja, både Motta og jeg var der sammen med Rolf drengen, kun for at heppe på Jannie

[LaMotta]

Jep, og mon ikke der er en grund til at Jannie er på lige netop det billede. Og ja, fejlen er klart min, havde glemt det var i 2011...Sry!

[Elkjærmark]

Still alive and kicking

Efter længere tids stilstand i loggen, er det vist på tide at genoptage skriverierne igen, og det kan jeg jo så meget passende gøre med en lille update. Der er kommet en del træninger på kontoen siden min sidste update d. 21/7, og derfor orker jeg heller ikke at komme nærmere ind på hvert enkelt træningspas. Min update bliver derfor lidt mere overordnet, dog med en enkelt undtagelse - nemlig fredagens deltagelse i Kongeetapen.

Min spinningsæson er så småt gået igang, og de sidste par uger har jeg derfor haft en god portion timer. Det er egentlig ikke fordi jeg gider lige pt, men mere fordi at jeg snart smutter til New York til en uges shopping/sightseeing, og derfor godt kan bruge lidt ekstra cash til lommepenge.

Udover spinning har jeg selvfølgelig også været på landevejen. En hel del faktisk! Ja, rent faktisk har jeg netop rundet 10.000 km for 2013, hvilket er sådan ca. 4000 km mere end hvad jeg har kørt i min bil i samme periode

Lidt BB (en del faktisk) bliver det også til. For selvom jeg har været meget velkørende i år, så er der klart mere at hente, og en af vejene til forbedringer må klart have en direkte connection til min manglende power. Jeg ved godt at BB er genstand for evig debat i forbindelse med udholdenhedssport, men jeg har en tro på at det er vejen frem for mig, og det er vist noget nær det vigtigste. Believe in what you do, er det ikke det man siger
Jeg træner pt. efter et 2-split program, hvor dag 1 består af skuldre, triceps og bryst, mens dag 2 består af ryg, ben og biceps. Abs står for skud begge dage. Det giver nogle dejlig tunge ben, som selvfølgelig har en negative effekt på mine cykelture, men eftersom jeg pt. ikke har nogle løb plottet i kalenderen gør det ikke så meget. Dukker der nogle løb op, så skipper jeg benene den pågældende uge, og så går det hele nok alligevel Nemlig ja!

Kongeetapen 02.08.2013

I forbindelse med den episke Kongeetape i Post Danmark Rundt, hvor rytterne afslutter med runder på en ond ond rute i Vejle C, afvikles der også en pendant for motionisterne, som for en enkelt dag kan få lov til at sidestille sig lidt med profferne i et løb med masser af tilskuer - danske forhold taget i betragtning. Til trods for min fortid i Vejle, har jeg aldrig tidligere deltaget i dette løb. Pudsigt nok skulle 2013, året efter at jeg flyttede fra Vejle, blive mit debut år

Løbet foregår på samme rute som profferne kører, og er virkelig velorganiseret, men det er på mange måder også et logistisk mareridt for os dødelige motionister, eftersom starten går i Sønderborg kl. lidt i lort en fredag morgen. Heldigvis havde jeg fået mulighed for et lift til Sønderborg, så alle spekulationer om hvordan jeg skulle komme frem og tilbage kunne glemmes, og focus blev flyttes mod selve indsatsen på cyklen.

Min optakt til løbet var ikke just perfekt, hvilket bekymrede mig lidt inden starten gik. Bekymringerne gik mest af alt på den manglende restitution jeg havde haft i dagene op til, for hele 6 instruktørtimer i centret var blevet kørt på sølle 3 dage, med de sidste to timer blot 12 timer før starten i Sønderborg. Det kombineret med ringe nattesøvn gjorde forventningerne lave. Noget der senere viste sig at være helt ubegrundet

Lidt konservativt havde jeg tilmeldt mig i startgruppen der var sat til at køre med ca. 30 km/t. Det havde jeg gjort efter en snak med en makker, der kunne berette om langt højere tempo i 30 km/t gruppen de foregående år. Hellere køre fra de andre end blive sat, var nok min begrundelse for valget. Mit valg viste sig at være helt rigtigt, for tempoet var ganske rigtigt MEGET højere.

Faktisk var tempoet så højt at jeg var tæt på at slippe gruppen allerede efter en times kørsel. På dette tidspunkt havde vi allerede kørt godt og vel 41 km, så tempoet var opskruet og min puls ligeså. Jeg havde egentlig ikke problemer med at side med, men distancen bekymrede mig lidt, for det niveau ville jeg på ingen måder kunne holde hjem. Jeg besluttede mig dog for at blive siddende, for jeg var næppe den eneste der sad i det røde felt. Og ganske rigtigt, jeg var ikke den eneste.... Da vi ramte Skamlingsbanken lige syd for Kolding efter ca. 80 km begyndte de første fra fronten med at hænge lidt, og tempoet gik fra værende højt til at være en anelse mere overkommeligt. Samtidigt begyndte det ellers velfungerende rulleskift med at blive noget mere tyndt besat, så vi var nu pludselig kun 10-12 stykker som holdt den kørende. Jeg forsatte med at tage min del af arbejdet, for jeg vidste at gruppen under alle omstændigheder snart ville blive sprængt til atomer når først kursen blev sat mod Egtved. Ville jeg gøre mig forhåbninger om en skarp tid, så ville det kræve et forsat samarbejde med de stærkeste i gruppen. Alene ville jeg ikke have en chance.

Stykket ml. Kolding og Egtved er konstant op og ned. Det er ikke de vilde stigninger, men der er til gengæld ikke så meget som en meter i vatter I en noget decimeret gruppe gik jeg all in på at holde mig i front. På den måde havde jeg lidt af give af på de kortere eksplosive bakker. Men det var ikke uden kamp, og jeg må indrømme, at jeg var noget presset da vi kørte ind i Egtved. Både presset og lettere bekymret, for jeg vidste ligesom godt, at de værste bakker stadigvæk lå og ventede på mig

Det lykkedes mig at sidde med fronten af gruppen frem til Tørskind bakken, hvor alt blev sprængt i stumper og stykker. Kun ca. 3 kom samlet op over, og dem måtte jeg desværre se køre væk alene, mens jeg endnu kæmpede med de sidste meter af bakken. FUCK!

2 x FUCK fordi vinden kom fra øst og de sidste 30-35 km ind mod Vejle var mere eller mindre direkte ind i vinden :annoyed: Med ca. 30 km til målstregen var det noget af en streg i regningen, og jeg tjekkede derfor rytterne bagude, for at vurdere om der var nogen som kunne bruges til noget. Jeg så et par VCK ryttere, og jeg ventede faktisk også på dem, men de var ikke til megen gavn og blev sat straks vi ramte næste bakke. Jeg indstillede mig derfor på et sololøb, tog en gel og forsøgte at finde mit eget tempo.

Kort tid efter rammer jeg Rauning bakken. Måske ikke den værste når man kigger på stigningsprocenterne, men med 160 km i benene kommer man altså ikke let til noget som helst. Ca. halvvejs oppe bliver jeg ramt af lidt småkramper i venstre knæhase, og kan knap nok holde cyklen igang. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, men det lykkes og mirakuløst nok forsvinder krampen kort tid efter.

Med 24 km til mål begynder de hurtigere ryttere fra 33 km/t gruppen at komme op bagfra, men på det tidspunkt er jeg for mærket til at reagere og køre med. Jeg sidder og irriterer mig lidt over det, for jeg er udemærket klar over at det er det eneste rigtige at gøre. Det giver ligesom ingen mening at side ene mand med høj puls i et lavt tempo. Så hellere i et mindre felt med høj puls og højere fart! Det er bare ikke altid så lige til i den virkelige verden

Til mit held kommer der en single rytter op få km senere. Perfekt timing, for den gel jeg indtog kort forinden er netop begyndt at virke. Jeg får derfor rejst mig i pedalerne og fremtvunget et acceleration der er præcis stor nok til at lukke hullet, og kort tid efter er jeg med på hjul. Det er desværre lidt en stakket frist for næste bakke lurer forude, og der går da heller ikke mange meter af bakken før jeg igen er alene.

Målstregen er nu ca. 15 km væk og jeg har så småt indstillet mig på at måtte køre solo til mål. Der kommer ikke rigtigt ryttere op bagfra længere og dem jeg overhaler er fra de langsommere grupper og kører så langsomt, at de end ikke kan holde mit hjul. Der er derfor kun en ting at gøre, nemlig at træde til.

Med ok gang i benene nærmer jeg mig målet i Vejle, og i takt med at jeg nærmer mig stiger moralen. OK, jeg er helt smadret og tømt, men min tid so far er god og Kiddesvej er ikke forhindring nok til at bremse mig. Nogle få km før byskiltet lykkedes det mig sågar at få hentet de tre gutter der satte mig ude på Tørskinds bakken. Da de ser mig, kigger de noget forundret på mig og giver mig et anerkendende nik og et "godt kæmpet" med på vejen.

Så er vi i Vejle og kun Kiddesvej ligger ml. mig og målstregen. Jeg er noget nervøs for stigningen, for min bjerggearing ligger derhjemme, og jeg må "nøjes" med en 25´er som laveste gear. Oveni det ligger der en krampe og lurer, og så selvfølgelig en god portion træthed i alle muskler og led, som følge af en hård og meget varm dag. Men jeg klarede Kiddesvej, selvfølgelig gjorde jeg det! Endda med masser af tilråb fra venner og bekendte, som var troppet op for at give lidt opbakning med på vejen. Sikke en oplevelse Derfra var det bare at cruise de sidste meter hen til målstregen, og så var det ellers overstået.

Kongeetapen 2013 - 188 km, 5 timer 27 min @ ca. 34,8 km/t

Her efterfølgende kan jeg konstatere, at det er ikke for sjovt at distancen kaldes Kongeetapen! Nok er det ikke La Marmotte, men det til trods, så var jeg presset til det yderste og fuldstændig tømt da jeg nåede målstregen. Et puls gennemsnit på 81% af max taler vist også sit tydelige sprog

Nu hvor det er overstået kan jeg glæde mig over at have kørt endnu et veldisponeret long distance løb. Alt fungerede for mig! Benene spillede, energiindtaget var veldisponeret og jeg fik og disponeret kræfterne lige efter bogen. Eneste lille fejltagelse var nok kun at lave et stop for at tanke vand. På årets varmeste dag drak jeg blot sølle 3 liter vand på over 5 timer, og det var nok årsagen til den mindre krampe jeg måtte kæmpe med derude. Det kom ikke til at koste mig alverdens i længden, men set i bagspejlet kunne man nemt have frygtet værre konsekvenser.

Forresten, så rakte min tid til en 1. plads blandt kvinderne og en 46. plads i det samlede felt. Der var lige godt 30 kvinder der gennemførte og +500 blandt mændene, så min placering går vist under katagorien GODKENDT

[LaMotta]

Stærkt! Og lækkert skrevet. Hvor langt ned til kvinde nr. 2?

[Elkjærmark]

Tak:-)
Der var lige omkring 7 min ned til nr. 2.

[Kermit]

Chapeau med løbet! Mna må sige at formen er hvor den skal være