Jarvig's træning


jarvig13
 Share

Recommended Posts

Kampen om virkeligheden (del XVII)

Jeg hører intet fra Stine eller Christian de næste par måneder.

Nu skal vi forstå mange ting.

Christian er min bedste ven og formentlig det vigtigste menneske i mit liv, hvis man gør alt op. Jeg elsker ham vildt.
Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke mere kan være med.
Sådan som Christian har udvirklet sig gennem de sidste 2-5 år siden (her i foråret 2013), det kan jeg ikke mere holde til. Han er for vild. Han er for hærgende overfor mit liv til at jeg kan mere.
Men jeg elsker Christian. Han betyder så meget for mig.
Jeg håber at det jeg har skrevet såvel til Stine som til Christian vil få ham til at vågne. Hans sidste (og bedste) ven i livet siger noget er helt galt. Jeg er den sidste som kan hjælpe min ven.
Men jeg er afklaret med Christian. Hvis han indser, hvad jeg fortæller ham, så er jeg ved hans side hele tiden og vil hjælpe ham gennem alt. Hvis han (som jeg realistisk frygter) ikke vil lytte til mig, så er jeg også afklaret. Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig mere tillade at Christian (sygt) igen blander sig i mit liv. Jeg vil ikke se ham. Jeg vil intet igen have med ham at gøre.

Med Stine er det anderledes. Stine er rask, fornuftig, begavet, kærlig og empatisk. Jeg har ingen problemer med Stine. Men jeg har fortalt hende, at jeg aldrig igen vil se hende, hvis hun er kæreste med Christian. At det kan jeg simpelthen ikke holde til i livet. Men at så snart, at hun har slået med Christian, så har jeg ingen, igen, igen problemer med hende og at med alt jeg evner og ønsker, så vil jeg være hendes ven stadig.

Men verden er kompliceret.
En ret tæt og kærlig omgangskreds går i smadder.
Der er tre grupper.
De venner der grundlæggende er Stines venner: Jeg mister stort set hver eneste. Selvom jeg har talt med mange af dem og de ligesom var bekymret for Stine, så vælger alle (minus 1) at sty bag Stine og dermed stoppe kontakten med mig.
De venner der grundlæggende er mine venner: Hver og en af mine venner er bag mig. Hver og en fatter, hvad fanden der foregår. Hver og en er bekymret for mig og for Stine, men alle er totalt ligeglade med Christian.
De venner der grundlæggende er Christians venner: De har det svært. Langt de fleste lægger Christian bag sig og støtter mig. Men de mere end alle andre i granatchok. Hvad fanden sker der? Hvorfor hader vi alle sammen hinanden ligepludselig og hvorfor taler ingen med hinanden mere?

Det er noget kæmpe rod. Stines venner vender deres side 100 % til hende og udelukker mig og Christian i al kontakt. Mine venner har svært ved at overskue kontakt til Stine og hendes venner og holder mund. Christians venner er totalt forvirrede. Grundlæggende er de enig med mig. Men er enighed det samme som loyalitet? De er dybt forvirrede. De er på min side og mener at jeg har gjort det rigtige, men kan de opføre sig overfor deres ven, som de faktisk er i gang med at opføre sig?

Link to comment
Share on other sites

Kampen om virkeligheden - del II (del XVIII)

Alt er i smadder. Hvem er egentlig venner med hvem? Og hvad gør man egentlig når venner man i langt tid har haft det godt sammen med pludselig er helt væk? Sådan har jeg det. Sådan har mange det i omgangskredsen.

Ting er relative. Hvis jeg havde det tidsperspektiv som jeg har nu, så ville jeg havde ventet længe med at skrive til Stine. Men tid er relativ. Jeg plejer at tale med denne pige hver anden dag. 1½ måned er gået og det er ufatteligt i min hjerne at min gode veninde Stine trods alle odds ikke har kontaktet på en eller anden måde.
Jeg skal på ferie. Jeg skriver til Stine. Indholdet er ligetil. Jeg prøver så godt (og naturligvis ærligt som jeg ser verden) som jeg kan, at fortælle Stine, at jeg er hendes ven. At hvis hun virkeligt tror, at jeg er gået så meget i aktion som jeg har gjort, at det skyldes at jeg vil i bukserne på hende, så giver det ingen mening. Jeg kan ikke smadre min egne romantiske drømme med Stine mere end det jeg har gjort - og det har jeg hele tiden fattet. At når jeg smadre alle mine romantiske drømme med hende (fordi hun vil være rasende over, at jeg på den måde blander mig i hendes romantiske liv), så kan pointen aldrig være, at jeg gør alt dette for at score hende. Og hvis jeg ikke gør alt det vilde jeg har gjort for at score hende, er det bedste bedste og mest rimelige bud i verden så ikke, at jeg har gjort af det af venskab og at jeg elsker hende som ven (som er 100 % ægte)?
Dette skriver jeg til Stine kort.

Men jeg får intet svar.

Jeg og alle mine venner og stort set alle Christians venner er dybt ulykkelige på mine vegne. Uden at jeg har sprøjtet om mig med intime detaljer mellem mig og Stine, så har alle efterhånden forstået det hele.
Og INGEN kan fatte det. Alle siger, at selvfølgelig er Stine vred på dig. Men alt du har gjort og det ene brev du har skrevet til hende, det bør jo gøre, at Stine køler af og indser, hvilken fantastisk ven, du har været. At den midlertidige vrede over, at du lige her og nu fucker hendes liv up, at det bør stille roligt gå over til, at Stine vil indse, hvor fucking vild en ven du var Jan og at hun selvfølgelig vil tilgive dig.

Månederne går og jeg er dybt, dybt fortvivlet over at min bedste ven og min bedste veninde totalt har udstødt mig af deres liv.
Stine slå op med Christian ca. 1½ måned efter jeg har skrevet til dem. Men intet ændrer sig.

I sommeren 2013 er jeg total ked af det. Fair nok, at min bedste ven i sit vanvid har lukket mig ude af sig liv. Men hvordan kan min bedste veninde dog totalt lukke mig ude af hendes liv på fjerde måned?

Jeg vil skrive til Stine. Jeg har altid været ordentlig. Jeg har altid holdt mine egne følelser i tredje række. Jeg har aldrig presset Stine med hvad helvede hun lavede med mig. Jeg har holdt kæft og taget alle tæsk. Men nu vil jeg ikke mere. Jeg vil skrive til Stine, hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvor absurd jeg synes behandler mig.

Jeg vender disse ting med mine 4-5 bedste venner. Og alle siger stort set det samme. De siger: "Nej, nej, nej, Jan. Det må du ikke gøre. Stine er vred på dig (uretfærdigt). Hun ønsker nada at høre om, hvordan du (formentligt fornuftigt) ser verden. Hvad Stine vil høre er, at du forstår hende. At du siger undskyld. DU har ikke så meget at undskylde for. Men du skal fandme vise Stine, at du forstår hendes verden, og det er en verden, hvor hun (dumt) er vred på dig, og at hun vil høre undskyld, for dine bidrag til det hele som hun ser det".

Lange snakke går frem og tilbage mellem jeg og mine venner. Jeg giver mig. Hvis jeg endeligt skal skrive noget til Stine, så skal det være en "undskyldning". Jeg kommer med mange udlæg. Men vennerne siger hele tiden, at jeg for meget ser tingene fra min side af......jeg skal omformulrer det endnu engang.
Jeg er helt opgivende.
Ind popper en besked fra en af mine venner: Han skriver, at jeg synes jeg skulle skrive følgende til Stine (altså en "undskyldning" og se tingene fra hendes side af).

Jeg synes det er bedre spot on end jeg evner og spørger om jeg må stort set afskrive, hvad han foreslår? Min ven siger, selvfølgelig.

Så stort set uredigeret, så sender jeg min vens undskyldning til Stine.

Hvad sker der? Næste afsnit.

Edited by jarvig13
Link to comment
Share on other sites

  • 3 months later...
  • 2 months later...
  • 4 months later...

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share