Jarvig's træning


jarvig13
 Share

Recommended Posts

Det kan heller ikke gå 100 % optimalt hele tiden. Hvis du bare ikke tager på i de svære perioder, så er du helt klart på rette vej.

Håber ikke de personlige problemer tynger dig alt for meget.

Held og lykke med det hele. :smile:

Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...
  • 3 weeks later...

Har lige været fraværende i et stykke tid, da jeg løb ind i en katastrofe jeg bare slet ikke var klar til. Kort fortalt, så var katastrofen, at jeg blev forelsket i den mest vidunderlige pige, jeg nogensinde har mødt. Det var bare lige de to detaljer, at hun på samme tid var min bedste vens kæreste og hun samtidigt er min bedste ven af modsat køn jeg nogensinde har haft !!!!!!!!!! :wacko:

Alle kvalerne med at dette bare er forbudt område og jeg kan da ikke gøre dette mod min bedste ven, kombineret med at jeg satte dybt venskab med hende overstyr, det var totalt hjernesmadrende. Men jeg kunne bare ikke gøre for det. Er naturligvis aldrig sket før, at jeg på nogen måde har lagt an på en pige som tilhører en af mine venner. Det gør man bare ikke. Men jeg kunne bare ikke styre det. Jeg elskede hende helt vildt som menneske og som ven. En ubegribelig fornøjelse at være sammen med. Og jeg havde aldrig haft en eneste romantisk tanke om hende, da hun jo var min bedste vens kæreste. Men på en gakgak måde (ja, det skete et eller andet, men det vil jeg ikke uddybe her), da blev jeg nødt til også at se på hende som mere end menneske og ven...nemlig også som kvinde. Og så snart den indsigt først var plantet i min hjerne, så var skæbnen beseglet. Jeg kunne ikke undgå andet end blive forelsket i dette vidunderlige menneske og vanvittigt tiltrækkende kvinde. Jeg var egentlig lidt ligeglad med om det var gengældt. Jeg tror, hun holder meget mere af mig end som bare ven. Men hun elsker bare min ven mere. Det vidste jeg stort set allerede på forhånd, selvom det netop var tanker, jeg aldrig rigtigt havde tænkt over. Jeg vidste bare at hun var meget, meget glad for mig...grænsende til at hun elskede mig som ikke bare ven, men også mand. Det var bare noget som jeg aldrig havde fundet var relevante tanker at forholde sig til. Men nu måtte jeg forholde mig til dem og da kunne jeg ikke undgå at blive dybt forelsket i denne fantastiske kvinde.

Det gjorde jo, at jeg var fuldkommen handlingslammet med alt i livet. Så vild forelskelse og samtidigt vidende at hun næppe ville gengælde mine følelser i sidste ende og at vide, at jeg gjorde det utilgivelige ved både at gøre min bedste ven ondt og samtidigt være igang med at ødelægge et vanvittigt godt venskab til hende.

På dansk: Masser af sprit og sorger og ingen træning eller diæt.

Jeg stiller mig på vægten i morgen. Enten begynder jeg diæten og træningsplanen allerede fra i morgen eller lidt senere på ugen. Men den skal nok på banen igen.

PS: I tænker, men hvad skete der så med hende, jeg og min bedste ven? Der skete næsten det, jeg allerede fra starten vidste ville ske. Hun tillod mig at gå meget, meget langt, førend hun til sidste sagde, at nu stopper du Jan. Og naturligvis har jeg fået det sagt til min bedste ven. Og naturligvis tog han det meget roligt, og sagde, at man jo ikke kan gøre for, hvem man forelsker sig i. Og naturligvis er hendes og mit venskab virkeligt testet pt, og hun tvivler på om hun kan stole på mig. Sandheden er enkel. Da jeg først indså, hvor fantastisk hun var, så ville jeg gerne forelske mig i hende fordi det er så sjældent at man møder en så fantastisk kvinde og det bare var så dejligt at kaste alle sine dybeste forelskede drømme, håb og følelser på lige netop en kvinde der rent faktisk kunne leve op til selvsamme vilde drømme. At man typisk kommer ud for at forelske sig i en kvinde, der i virkeligheden er det man drømmer om, hun var der bare, da man åbenbart havde behov for at forelske sig. Men hende her, hun er det alle mine drømme er gjort af. Hun er præcist det som anser som et fantastisk menneske (i hjerne og hjerte (det er helt gakgak at en person kan være så vild på disse områder og endog begge på samme tid)), en virkelig god ven, en smuk gudinde og en rigtig elegant dame. Men nu skal jeg bare glemme det og komme videre. Mit venskab med min bedste ven er uændret og som månederne går, så skal hun og jeg nok blive rigtigt gode venner igen. Hun skal bare lige have en puster på et stykke tid og se, at jeg godt håndtere situationen.

Vender snarest tilbage.

Edited by jarvig13
Link to comment
Share on other sites

Vægt: 93,7 kg

Nogen gange tager man sig til hovedet over hvordan vægttab sker. Har tabt 0,2 kg siden sidste officielle vejning. I den perionde - 5 uger cirka - har jeg ikke holdt nogen form for diæt, drukket i vilde mængder, ikke motioneret, været på ferie i Frankrig og der spist lige, hvad jeg har lystet af det franske køkken. Og alligevel har jeg tabt mig. Underligt.

Så ok, det ser jo fint ud.

Jeg har nogen tanker om den kommende diæt og motion. Der er forskellige muligheder, som jeg lige skal tænke igennem. Vender tilbage, så snart jeg har tænkt færdigt.

Link to comment
Share on other sites

Tankerne går på, at jeg får ret travlt i de næste par måneder. Det gør, at jeg slet ikke har tid til al den motion, jeg egentlig gerne vil. Samtidigt er der ikke mange penge på kontoen og jeg er ikke sikker på, om jeg har råd til at fortsætte i centeret. Så måske (formentlig) må jeg vælge en lidt mindre ambitiøs diæt/motions-plan. Lidt op med energiindtaget og noget ned i motionen. Dvs at vægttabet vil gå noget langsommere. Prøver at skrue en god plan sammen på den baggrund.

Edited by jarvig13
Link to comment
Share on other sites

Det er helt åndssvagt at elske en pige så meget og hun er så glad for en selv (det er stadig et åbent spørgsmål om hun bare holder latterligt meget af mig eller hun rent faktisk elsker mig rigtigt), og det bare ikke kan lade sig gøre. Det gør en vanvittig. Tro på drømmen og gør skade til højre og venstre og selv dø af sorg. Eller drop drømmen og så kan man ligeså godt skyde en kugle for panden, da man aldrig igen vil finde en så fantastisk kvinde som underligt nok er meget, meget glad for en....alt, alt for glad for en til at det giver mening. Det er så fucked. Ligegyldigt hvad jeg gør (og tro mig, jeg bruger al min energi og intellekt på at finde en vej frem som giver mening og respekt (og kærlighed) for alle tre parter), så er situationen uløselig. Kun smerte. Det er så fucked.

Link to comment
Share on other sites

Det er helt åndssvagt at elske en pige så meget og hun er så glad for en selv (det er stadig et åbent spørgsmål om hun bare holder latterligt meget af mig eller hun rent faktisk elsker mig rigtigt), og det bare ikke kan lade sig gøre. Det gør en vanvittig. Tro på drømmen og gør skade til højre og venstre og selv dø af sorg. Eller drop drømmen og så kan man ligeså godt skyde en kugle for panden, da man aldrig igen vil finde en så fantastisk kvinde som underligt nok er meget, meget glad for en....alt, alt for glad for en til at det giver mening. Det er så fucked. Ligegyldigt hvad jeg gør (og tro mig, jeg bruger al min energi og intellekt på at finde en vej frem som giver mening og respekt (og kærlighed) for alle tre parter), så er situationen uløselig. Kun smerte. Det er så fucked.

Da du skrev det gav ovenstående helt sikkert mening. I det store billede er det dog ikke tilfældet. Tror du ikke det vil være et enormt klogt træk at finde noget andet at fokusere din energi på? Det lyder som du er gået mere end i selvsving, og det bringer dig næppe videre.

Link to comment
Share on other sites

Jeg kender følelsen af at man aldrig vil finde en pige der er så fantastisk igen, men dude- der kommer altid en pige og sporvogn til. Du bør tage beslutningen om at det IKKE skal være jer, ikke noget med at bevare et håb og gå og dagdrømme, det er spild af dyrbart liv. Det er den eneste måde du kan komme videre

Link to comment
Share on other sites

Ups, havde overset en ekstra side i din log.. vender straks tilbage..

Ok, back.

Omkring din pengesituation og træning i center:

- der er absolut ingen grund til at træne i center, hvis det meste du laver er spinning og lignende.

Er der noget fysisk i vejen for at begynde så småt at løbe? Jeg husker du vistnok havde nogle knæproblemer engang, eller tager jeg fejl?

At løbe udenfor er dejligt, fedt, frisk og giver godt humør. Der er ingen der siger du skal sætte WR i 5KM, men læg en plan med progression, og prøv at følge den. Der er mange gode begynder-løbeprogrammer på nettet. Vigtigste er at få nogle succes-opleveler og undgå skader.

Hvad med cykling? Selv transportcykling gavner?

Du kan også selv derhjemme lave noget styrke-relateret, i form af forskellige øvelser som armbøjninger osv. Mulighederne er uendelige. Brug YouTube, der er masser af inspiration.

Edited by Spock
Link to comment
Share on other sites

  • 9 months later...
Guest Slettet_04042015

Da du skrev det gav ovenstående helt sikkert mening. I det store billede er det dog ikke tilfældet. Tror du ikke det vil være et enormt klogt træk at finde noget andet at fokusere din energi på? Det lyder som du er gået mere end i selvsving, og det bringer dig næppe videre.

Claimer: Jarvig13s log handler om VIRKELIGHEDEN og det der virkelig betyder noget. Skyde sig selv kugle for panden. Universets grænser der er Jarvig13's grænser. "Kæresten" der SKAL forstå Jarvig13 er det bedste der er sket i "hendes" liv som Jarvig13 ved alt om. Edited by Mike75
Link to comment
Share on other sites

Jeg har lyst til at fortælle min historie. Delvis fordi jeg har lyst. Delvis fordi det er en delingsproces og det er godt at fortælle om alt det rod der er sket i ens hjerte de seneste år. Indlægene splitter jeg op, da det ellers vil blive et vildt indlæg ingen orker at læse.

Her er historien om, hvordan man mister stort set alt på 2½ år.


Forhistorie (del I)

Jeg har haft et hårdt liv. Alt for mange nederlag og svigt og alt for lidt succes og kærlighed. Det har jeg kæmpet med i mange år og MOLboere har gennem 12 år kendt min kamp i eksistensen.
Op mod slutningen af 30'erne har jeg langsomt accepteret tingenes tilstand. Jeg finder aldrig en kvinde at dele mit liv med. Omvendt har jeg mange gode venner. Jeg har et godt arbejde, jeg godt ikke trives i, men skaber en fin indkomst og stabilitet i mit liv. Jeg er tit mig selv, men ser meget til mine nærmeste venner og er en gang i mellem byen for at finde den pige, jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at møde. Jeg er alt for kræsen og jeg er en svær mand at gabe over og kvinder har det med at opgive inden de overhovedet er kommet i gang.

På sin egen stille rolige måde triller mit liv derudaf heromkring 2010.


At miste sit arbejde (del II)

En dag i efteråret 2010 triller en nyhed ind fra Danske Kommuner (kommunernes fagblad) om at vores nabokommune har regnet meget galt på nogen efterreguleringer. Jeg er straks opmærksom på nyheden.....men ikke urolig. Jeg er opmærksom fordi, at jeg og min Økonomidirektør i et år har været opmærksom på selv samme tal og ment, at de tal vi havde var underlige. Men jeg er ikke urolig. Jeg har stakkevis af gange talt med Kommunernes Landsforening (kommunernes officielle eksperter de altid henvender sig til om komplicerede sager de er i tvivl om) om netop dette tal og hvordan det skal præcist skal forstås - og vi er nået frem til, at jeg har udregnet det korrekt.
Men vel vidende at min chef straks vil sende en mail til mig om at undersøge dette nærmere skriver jeg en mail til KL. Denne gang er der noget konkret at forholde sig til og jeg forklarer fra Adam og Eva, hvorfor vi i kommunen er forvirret over vores tal.
To timer senere tigger en meget forsigtig mail ind fra KL. De har endnu engang set på det og nu mener de at jeg har regnet 100 mio. kr (rigtigt mange penge, selvom det budget jeg har ansvaret for er på over 5 mia. kr) forkert. Jeg er rystet. Kort efter triller endnu en mail ind fra KL. Denne gang siger de, at hvis jeg har regnet forkert i år, så har jeg sikkert også regnet forkert sidste år og det er yderligere 100 mio. kr. vi taler om.

Panikken spreder sig i kommunen. Alle kan godt se at kommunen ikke "har mistet" nogen kr. Men i budgetarbejdet har vi troet at vi har flere penge end vi rettelig har og det afspejler budgettet.
Dagen efter fyres min Økonomidirektør.
Jeg ringer til DJØF og forhører mig, hvor slemt det ser ud for mig. De siger "bare rolig, ud fra hvad du forklarer har du gjort alt for at forhindre denne fejl og kommunen har retteligt placeret ansvaret for fejlen hos din øverste chef.....de kommer ikke efter dig, det giver ingen mening og sådan noget sker bare ikke, med alt det du har gjort for at løse et problem".

En uge efter kaldes jeg op til Kommunaldirektøren og efter 20 sekunder siger han "Ja, Jan, vi ved jo hvorfor vi er her - du er fyret".

DJØF er dybt rystet. Den havde de bare ikke set komme. De siger at de med det samme sætter alle ressourcer ind på at køre denne sag til enden. De betaler alt og de vil vinde - dette er principelt i den tunge ende - og siger de....vi vinder, bare rolig.....DJØF tager meget sjældent kampe med arbejdsgivere (det er underforstået når man er DJØF'er, at sådan er betingelserne)...men når de endelig tager en sag, så plejer arbejdsgivere at ryste så meget i bukserne at de med det samme er klar til forlig.

Jeg er vred. Omend jeg ikke ligefrem elsker mit job, så er det hårdt at blive udnævnt til sorteper og den der er skyldig i en stor sag. Og jeg mener jeg er uskyldig. Dette er bare så unfair.

Efter et par uger lægger vreden sig. Overenskomst og DJØFs måde at angribe sagen gør at at jeg er fritstillet og får fuld løn i 12 måneder som minimum, mens DJØF altså tager sagen til retten og vil have meget mere ud af min arbejdsgiver.

Jeg begynder at se tingene på en anden måde. For første gang i mit liv har jeg både tid og penge til at gøre lige, hvad jeg vil. Førend har jeg haft tid men ingen penge (tiden før arbejdsmarkedet) eller haft penge men ikke tid (på arbejdsmarkedet).
Nu kan jeg endelig gøre alt det jeg i mange år ikke har haft overskud til. Jeg skal rejse. Jeg skal meget mere hygge med mine venner. Jeg skal meget mere i byen. Jeg skal gå lange dejlige gåture. Jeg skal læse en masse bøger jeg ikke har fået nået. Jeg skal høre stakkevis af musik jeg ikke er nået igennem. Jeg skal se stakkevis af filmklassikere, jeg aldrig har fået set.

Jeg begynder at se det positive i det og glæder mig til et år for mig selv og alt jeg har lyst til.


Link to comment
Share on other sites

At miste sin mor (del III)

Min mor havde haft kræft i 13 år. Det havde været hårdt. Men hun havde klaret den gang på gang og i alle disse gang på gang kommet tilbage til et normalt og friskt liv efter alskens operationer og behandlinger.

Efter en måned, hvor jeg har givet den gas med min nye "jeg kan gøre alt jeg har lyst til" tid, så begynder min mor at hænge utroligt meget ud hos mig. Kommer hver dag. Hygger, men er træt.
Jeg er irriteret på hende. Synes hun udnytter mig. Jeg føler at hun har indset, hvor meget tid jeg har og nu vil hun have meget tid sammen med sin søn. Jeg er irriteret. Lad mig nu være mor (uha, jeg skammer mig over at fortælle dette).

I begyndelsen af december begynder hun småt at klage sig. Uanset hvor hårde behandlingerne og operationerne har været, så har hun aldrig klaget sig. Min søster og jeg begynder at blive bekymret og prøver gennem december at få vores mors læge (altså lægen i praksis ikke hospitalet) til at hjælpe hende. Men intet hjælper. Omkring nytår er min søster og jeg dybt bekymret. Vi ringer konstant til vores mors kontaktpersoner på hospitalet der er inde i hendes sygdomsforløb.
Men de vil ikke have hende ind. Men vi bliver ved og ved. Til sidste giver Herlev sig og siger "ok, så kom ind med hende".

Det viser sig, at sagen er alvorlig. En af hendes mange svulster er død. Den er formentlig død fordi den er vokset lidt og har kappet blodforsyningen til sig selv over. Og denne svulst sad på tarmen. Og der hvor den sad er nu et stort hul. Vores mor er alvorligt syg fordi indhold i tarmen strømmer ud i indvoldene.
Sagen er klar. Hun dør, hvis hun ikke opereres. Heldigvis har Herlev Nordens førende kirug på området og han er klar. Han siger dog til os, at operationen er dybt kompliceret og selv hvis alt går vel, så er der - med hendes kræftsygdom, hendes alder og hendes tilstand - en overordentlig stor chance for at hun ikke vil overleve operationen.

Sagen er dog klar. Vi er alle tre (min mor, min søster og jeg) klar. En operation er nødvendig.

Kirugen kommer jublende ud fra operationen og siger at alt gik perfekt.

Min mor er allerede vågen og klar næste dag. Fremtiden er dog en sej sag. Ligegyldigt hvad vil hun skulle være på hospital i flere måneder mens såret heles og derefter står den på ½ år genoptræning og først derefter kan hun komme hjem.

Jeg har nu for længst glemt alt om mit "fri-år". Nu hedder den kun min mor.

Jeg besøger hende næsten hver dag. Og tingene skrider fremad. Hun bliver mere og mere frisk og alt ser godt ud.

En vigtig dag (jeg kan mange datoer i hovedet de sidste 2½ år og denne dag er den 23. februar) er en dag vi har set meget frem til. Hele tre meget vigtige møder skal vi til denne dag. i) Vi skal tale med overlægen der har med min mors konkrete operation at gøre, ii) vi skal tale med min mors kræftspecialist der konkret skal tale om kræften og iii) vi skal tale med kommunen om mulighed for at få en anden lejlighed til vores mor, når hun har været igennem alt dette.

Alle tre møder går godt. Kommunen er fuldkommen klar til det vi vil have. Kræftlægen siger, at alt ser fint ud. Overlægen er ok tilfreds med det hele men er dog en anelse bekymret over, at vores mors sår efter operationen ikke lukkes helt så hurtigt som ønsket....men han er ikke rigtigt bekymret.

Det eneste jeg er en anelse bekymret over at min mor virker meget træt denne dag. Jeg slår det hen og siger, at det nok er grundet al spændingen op til denne dag og at vi har været fysisk i gang i lang tid denne dag.

Jeg tager ud til hende næste dag. Hun er lidt friskere. Jeg siger til hende at næste dag (en fredag) da kommer jeg ikke. Jeg trænger til en dag for mig selv og jeg vil gerne ud og morer mig med mine venner....men jeg kommer tidligt lørdag. Hun nikker og siger fint.

Jeg hygger mig gennem fredagen. Trænger virkeligt til at tænke på noget andet end min mor. Men så ringer telefonen sent på eftermiddagen. Det er min mor. Hun spørger om jeg ikke kommer. Jeg forklarer hende, at vi jo har aftalt at jeg kommer i morgen. Og så er det at fredag bliver til min skammens dag. For min mor tigger mig om at komme, hun trænger dybt til at se mig. Det er første gang i mit liv at hun har tigget mig om noget. Men skammen skal ride mig for altid. Jeg er hård - og irriteret - og siger hårdt, at jeg altså virkeligt trænger til en dag for mig selv og at jeg jo kommer i morgen. Dybt skuffet ligger hun på.

Jeg kommer næste dag lørdag og skammens dag - fredag - bliver en realitet for resten af mit liv. Min mor er ikke mere min mor. Hun er ikke ordentligt oveni hovedet. Hun sanser ikke rigtigt verden omkring hende og i stedet vil hun bare tale om syge drømme hun har haft om natten og tydeligvis tror er virkelighed. Jeg kan ikke nå ind til hende. Hun lytter ikke på mig.

Hun bliver ikke min rigtige mor igen. Lægerne siger at det er sygdommen som er for stærk i hende og tapper hende for liv og at der intet er at gøre.
De næste to uger bliver så vilde. Jeg indser at min mor er ved at dø og jeg intet kan gøre. Jeg drikker mig så vildt stiv hver eneste dag. Jeg er hos hende hele tiden. Fatter alle mine synder. Jeg har været så vred på hende i så mange år, at jeg aldrig har tilladt mig selv at fortælle hende, at jeg elskede hende. Og jeg indser, at millioner at ting, jeg aldrig har fortalt hende om vores liv og hvorfor vi har haft sådant et mærkeligt liv sammen, at dem har jeg aldrig fortalt hende.
De næste to uger fortæller jeg hende nonstop at jeg elsker hende vildt og jeg fortæller alt jeg kan om alle de ting hun ikke ved noget om, men som jeg burde havde snakket med hende om.
Men det er for sent. Hun er ved bevidsthed.....men hører ikke hvad jeg siger. Det drøner ind af det ene øre og ud af det andet. Hun hører ikke hvad jeg siger.

Efter to uger er det slut. Hun orker ikke mere og hun dør.

Link to comment
Share on other sites

At bevidst at gå i hundene og starte på en frisk (del IV)

Jeg er så uendeligt rystet over min mors død. Ikke bare er min elskede mor død. Nej, jeg har også gjort alt forkert. Jeg er en forfærdelig søn.

Det tager 1½ måned at få alt det praktiske klaret......økonomi, tømme lejlighed, begravelse osv. Jeg holder sammen på mig selv. Da det hele er overstået går jeg hen til min søster og siger "Du skal ikke blive nervøs......jeg har styr på det og jeg har en god økonomi.....jeg skal nok komme igennem det......men det næste halve år vil jeg drikke mig sønder og sammen".
Min søster er rystet. Men accepterer modvilligt.

Jeg drikker mig hver eneste dag sønder og sammen.

Gode ting sker også i dette halve år (det vender vi tilbage til).
Men efter en ca. 5 måneder omkring november 2011 har jeg drukket sorgen ud. Jeg lægger spritten fra mig. Jeg er frisk og begynder at se konstruktivt på livet igen.

Tager ned til min mors grav. Fortæller hende, at jeg nok skal tage mig sammen. Mine første 40 år var noget rod. Pga. dig og pga. min far. Var så vrede på jer, at jeg aldrig orkede at leve et seriøst liv.....prøvede bare at overleve og lægge ansvar fra mig. Det var unfair. Jeg ved jo da jeg blev voksen at I elskede mig, selvom jeg aldrig forstod det som barn og ung. Nu er du væk, min sikreste støtte i livet. Nu er jeg alene. Nu må jeg blive voksen. Jeg vil tage mit liv seriøst for første gang. Jeg lover dig, at jeg nok skal få styr på det......jeg skal nok finde en pige jeg elsker, jeg skal nok få styr på livet, jeg skal nok blive lykkelig, jeg skal nok igen få et godt job jeg denne gang holder af. Mit liv med dig var første halvleg.....nu begynder anden halvleg....og den skal blive alt det som første halvleg ikke var.....ikke mindst for din skyld vil jeg gøre dette.

Jeg skulle bare vide, at ubegribelige ting snart skulle ske som totalt smadrede mine planer.


At finde sin bedste veninde nogensinde og samtidigt begynde at fornemme at ens bedste ven er syg i hovedet (del V)

Vi må gå lidt tilbage i tiden. En måned før min mor dør kommer min bedste ven - som så mange gange før og da specielt i denne hårde periode i mit liv - forbi til en god gåtur. Han har en ny pige med han har mødt. Hun er en smuk pige. Tydeligvis meget begavet og ekstrem sød. Jeg er ligeglad. Min ven har altid scoret smukke, interessante piger. Har altid haft det godt med dem.....men det er naturligvis min vens piger og jeg har naturligvis aldrig været andet end venskabeligt interesseret i dem. Jeg har mødt så mange af "hende slags" til at bemærke hende og mine tanker er helt andre steder......hos min mor.

Min mor dør. I de 5 måneder jeg går på sprutten er alle der faktisk for mig. Ingen skuffer mig egentlig. Alle er bekymrede for mig, men hjælper så godt de kan.
Men er der tre mennesker som helt vildt er der for mig i de fem måneder, så er det min bedste ven, min bedste vens nye kæreste (hende ovenfor) og kærestens bedste veninde.
De ser mig hele tiden. Lytter til mig. Prøver at trøste mig. Prøver at give råd, når det passer og ikke give råd, når det er mere passende. Lader mig rase. Inviterer mig hele tiden til min bedste vens kærestes/kærestes nye store venskabskreds for at adsprede mig og møde nye mennesker. Støtter mig altid. Bliver vrede på deres egne venner en gang i mellem, når de bliver sure på mig fordi jeg er stiv og vred og siger, at hvis de ikke opfører sig ordentligt overfor mig, så må de skride.

Mens jeg er så stiv og ked af det i 5 måender, så bemærker jeg ikke meget til dette. Er alt for stiv og alt for fokuseret på min egen sorg.

Men da jeg i november begynder at blive klar igen, lægge spritten fra mig og igen blive normal socialt set, så indser jeg selvfølgelig, hvor meget disse tre mennesker har været der for mig.
Lad os glemme min vens kærestes veninde (hende holder jeg meget af, men er ikke central i denne fortælling). Lod os holde fokus på min bedste ven og hans kæreste. Lad os for nemheden kalde dem Christian og Stine (ikke deres rigtige navne).

Vi tre ser hinanden hele tiden. Jeg har intet arbejde (er netop røget på dagpenge). Min ven har ok formue (ikke noget vildt dog) og lever fint af formue og kontanthjælp. Hans kæreste er rig og er forsker......og selvom hun forkser, så har hun masser af tid i hverdagen. Vi er tre voksne mennesker, der stort set hver dag kan lave, hvad vi har lyst til.
Og vi er sammen næsten hele tiden. Min ven vil altid være sammen med mig og hans kæreste accepterer, at hvis hun skal bruge tid med sin kæreste, så skal hun typisk også bruge tid på mig.

Fra november 2011 til juni 2012 sker der voldsomme ting (i mit lille hoved).

Det første der sker er, at jeg opdager, at jeg elsker at være sammen med Stine. Jeg elsker at snakke med hende. Jeg synes hun er voldsomt begavet. Jeg synes hendes hjerte er forrygende. Jeg synes hun behandler alle så respektfuldt og varmt. Jeg elsker at være sammen med hende. Jeg elsker hendes selskab. Jeg elsker at snakke med hende.

Det er noget helt nyt i mit liv. Jeg kan ikke gøre for det. Men uendeligt mange af de kvinder jeg har mødt i livet har kedet mig, fået mig til at ryste på hovedet af skuffelse, af deres manglende intelligens, af deres manglendes konsistens, af deres kluntede måde at leve på og være kvinde på. Med Stine oplever jeg noget andet. Endelig ser jeg dybt respektfuldt på en kvinde og synes hun er fantastisk (som menneske).

Det andet der sker, det at Stine overraskende nok ser ud til at holde utroligt meget af mig som menneske. Jeg er altid mig selv overfor hende og jo mere selv jeg er, jo mere ser det ud til, at hun holder af mig. Hun elsker mit selskab. Hun elsker at snakke med mig. Hun synes jeg er forrygende.

Der er ingen problemer. Ingen af os ser på hinanden som noget tiltrækkende. Jeg ved med sikkerhed, at jeg slet ikke ser på hende på den måde. Og jeg endnu mere sikker på, at hun heller ikke ser på mig på den måde. Vi er bare ekstremt meget på bølgelængde som mennesker, og hun, jeg og min bedste ven hygger bare over, hvor godt vi alle har det sammen. Ingen er bange. Ingen mener at noget som helst er forkert.

Som foråret går står det klart, at Stine og jeg bliver venner meget hurtigt. Vi søger noget vildt hos hinanden. Selvom vi kommer diamentralt modsat fra, så søger vi det samme hos hinanden.
Jeg har haft veninder gennem livet. Men jeg har aldrig haft en rigtig, rigtig god veninde, jeg stolede 100 % på og ville dele alt med. Da jeg ser at Stine gerne vil have mig som god ven, så søger jeg hendes venskab voldsomt.
Stine omvendt er smuk. Og hun har det mest vindende væsen man kan forestille sig. Stort set alle elsker hende og vil være hendes ven (eller kæreste). Hun har alt for mange venne-tilbud til at hun kan overskue dem alle. Derudover, så er hun - omend meget, meget empatisk, kærlig og varm - et meget personligt menneske og har svært ved at lukke folk ind tæt på sig. Og endeligt har hun for mange gange oplevet at mandlige venner er faldet for hende og det er gået helt i kuk. At blive ven med Stine er nemt. At blive god ven med Stine er meget svært. At blive god ven med Stine som mand er næsten umuligt.
Hun holder alle mænd der ikke er hendes kæreste ud i strakt arm. Men hun kan mærke på mig, at jeg lige netop ikke tænder på hende og at vi bare har det fedt sammen. Så endelig har hun mødt en mand der også kan være hendes ven. Og hun satser vildt på mig som ven........hun behøver det i sit liv og jeg er den helt rette.

Så selvom der vi kommer fra steder der ikke kan være meget mere forskellig, så er det præcist det samme vi determineret og passioneret søger efter.....hinandens venskab, altså nært venskab med en af det andet køn.

Den tredje ting jeg opdager er en langsomt snigende fornemmelse for at der er noget helt galt med min bedste ven.

Fornemmelsen er mærkelig. Stakkevis af venner og bekendte (og hans ex-kærester) har gennem tiderne fortalt mig at han er syg i hovedet. Omend beskrivelserne svinger, så er beskrivelsen og ordet ofte det samme......min ven er psykopat.

Jeg har gennem 19 år været forvirret. I så mange år – måske 15 år – da har jeg været vild overfor min bedste ven. Alle mine sorger og frustrationer over livet har jeg kastet over ham. Og i 15-20 år har han tålmodigt og konstruktivit lyttet på mig. Jeg har været så vild overfor ham i mængden af timer og aftener, hvor vi har snakket om mine vilde kvaler i livet.

Derfor har jeg haft svært ved det. Svært ved at gennemskue, om han egentlig er grænseoverskidende overfor mig. Stakkevis af mennesker har fortalt mig, at min ven – Christian – er vildt grænseoverskridende overfor alle...og også overfor mig.
Som hans bedste ven har jeg aldrig lyttet på folk og altid 100% støttet ham.

Men tingene ændrer sig her i foråret 2012. For det første er jeg blevet stærkere og mere voksen. For det andet er der Stine. Christian har gennem 20 år scoret den ene mere smukke og dejlige pige efter den anden. Og mange af dem har været stærke, begavede og interessante piger. Men han har altid behandlet dem som lort. Fuldkommen altid gjort hvad han selv behøvede og så ladet pigerne være med på vognen så lang tid orkede.

Men Stine er anderledes. Her i slut-30’erne er han for første gang flyttet sammen med en kæreste. Han er tydeligvis glad for hende. Han kan lide hendes selskab og person. Han virker glad for hende.

I mit hoved er tingene simple. Endelig har min bedste ven fundet den helt rigtige pige. Den pige han har ledt efter i 20 år og været gennem 25 smukke, dejlige piger for endelig at finde.

Men netop derfor rystes jeg. Er jo sammen med dem hele tiden. Og min ven er så vild overfor sin kæreste. Ekstrem dominerende. Ekstrem ligeglad med hendes følelser. Ekstrem gøren hvad som han altid har gjort og være helt ligeglad med sine kæreste. Så tit ved jeg, at i valget mellem a og b, da vælger Christian b, selvom alle ved at b gør Stine meget ked af det og det er totalt lige for at vælge a.

Jeg er dybt rystet. Stine er min nye ven. Jeg holder utroligt meget af hende. Jeg kan se, at hun hele tiden skuffes af min ven Christian. Christian, hvis du virkeligt holder af din kæreste, så kan du da umuligt behandle hende så urimeligt. Hun er så rummelig, tilgivende og nem at omgås.....behandle hende mikroskopisk godt og hun vil elske dig uendeligt. Hvordan du dog gøre hende så ked af det hele tiden.....på en helt vanvittig og urimelig måde.

Jeg er så delt. Jeg elsker min ven. Jeg elsker min veninde. Hvad jeg ser giver ingen mening. Men jeg kan ikke blande mig. Jeg må være loyal overfor min ven, selvom jeg mener, at han er en idiot overfor min veninde.

Her i det sene forår 2012, da begynder fornemmelsen langsomt at ske. Jeg kan endnu ikke sætte ord på det. Jeg har endnu ingen konkrete tanker om det. Men langsomt begynder en fornemmelse for, at der er noget helt galt med min bedste ven at poppe frem som følelse i mig.

Og hvad der er endnu mere skræmmende. Jeg nyder ikke mere min bedste vens selskab. Han pisser mig af. Han irriterer mig. Jeg synes han er grov og grænseoverskridende overfor mig. Jeg indser faktisk, at når jeg er så tit sammen med Christian og Stine, så er det fordi jeg udholder Christian og jeg altid holder af Stines selskab.

Link to comment
Share on other sites

At forelske sig i sin bedste vens kæreste (del VI)

Jeg har aldrig en eneste gang bevidst tænkt på min nye veninde som andet end ven og menneske. Jeg er så glad for hende som ven og menneske. Elsker hende for dette. Men jeg har aldrig tænkt tanken, at jeg kunne være tiltrukket af hende. Det er simpelthen ikke en del af min tankegang. Hun er min gode veninde og ikke mere. Hun er min bedste vens kæsteste og derfor selvfølgelig ikke noget jeg et millisekund kan se på som tiltrækkende ol.

Men en aften ændrer tingene sig. Hvad der sker den næste måned er svær for at beskrive. På den ene side må jeg beskrive nogen ting en smule detaljeret (og dermed personligt) for at de skal give mening. På den anden side kan jeg – trods at ingen her eller som finder denne tråd via google gætte hvem jeg taler om – finde på at fortælle i detaljer, hvad der sker mellem min veninde og jeg i den næste tid.
Så I må leve med en springende fortælling, hvor jeg nogen gange er lidt konkret og andre gange bare forklarer det overordnet.

Denne aften vil jeg ikke fortælle konkret om. Hvad jeg ved, det er at noget sker denne aften. Jeg ved med sikkerhed, at min veninde denne aften behandlede mig tættere og mere intimt end nogensinde.

Det er vigtigt at forstå min veninde. Hun mener, at har man en kæreste så er man 100 % loyal overfor kæresten. Ikke bare lader man være med at flite, lege, spille op til andre mænd, nej, man får det direkte ubehageligt på nogen måde at havne i selv den mikroskopisk mindste detaleje, der kunne forvekles med flirt. Sådan er hun bare ikke. Ikke overfor nogen mædn og da specielt mindst af alle mænd hun omgås og er nær på.
Havde en anden pige end Stine lavet de samme ”moves” overfor mig denne aften, så ville jeg dårligt havde bemærket dem og selv hvis jeg havde bemærket dem overhovedet ikke lagt noget i dem.

Men fordi det er Stine der gør det, så bliver jeg dybt forvirret. Selvom jeg ved, at jeg nok er hendes bedste mandlige ven i mange år, en af hendes bedste venner pt og hun holder meget af mig, så ved jeg hvor afmålt og lidt intim sopsøgende hun er. Derfor ryster aftenen mig. For hun er anderledes denne aften end jeg nogensinde har set hende før. Og hun drikker aldrig mere end et par glas vin og er aldrig stiv....heller ikke denne aften.

Jeg er så rystet da jeg forlader aftenen. Jeg har aldrig mærket Stine som kvinde før. Hun er ikke en pige, der viser sin gode ven, hvordan hun kan være kvinde. Men det har hun gjort denne aften. Og for helvede hvor jeg mærkede hende, denne aften sent i juli 2012.
Jeg går hjem i en dejlig sommernat fra mine venner og hjem. En tur på 1 time jeg i sommeren elsker at gå hjem. I denne time indser jeg frygtelige ting.
Jeg ved jo at jeg allerede elsker Stine vildt som ven og menneske. Og denne aften da mærkede jeg hende også som kvinde. Og jeg har nemt ved at se, at hun jo er den pige jeg har ledt hele livet efter. Måske er jeg allerede faldet for hende de seneste måneder. Det er bare ikke poppet op som en tanke i mit hoved, fordi en sådan tanke var lysår fra hvad man må tænke og føle om en vens kæreste. Men det står lysende klart for mig, at Stine jo helt klarat er pigen jeg altid har ledt efter, som jeg begører vildt og som jeg jo allerede elsker vildt.

Jeg går totalt smadret af min nye erkendelse i seng.

Næste dag vågner jeg og indser, at jeg står i et umuligt valg. Jeg har to valg. Og begge er umulige.

På den ene side er sagen klar. Jan, hvad laver du? Det er din bedste vens kæreste. Det er din bedste veninde. Stine er ekstrem attraktiv og en pige som hende vil aldrig kunne føle noget for en nar som dig. Hvad har du gang i? Drop det for helvede.

På den anden side, så ved jeg også, at jeg er nået til et kardinalpunkt i mit liv. Jan, du ved jo 100 % sikkert, at Stine er pigen du har ledt efter altid. Og hun holder meget af dig – det ved du. Og hvad hun lavede i går var det ikke, at hun viste interesse for dig? Kort sagt: Er du en mand eller kylling. Skal ligegyldig moral, en tåbelig ven, andres domme over livet og dine egne manglende nosser virkeligt afgøre, at du vitterlig ikke vil kæmpe for den pige du ved er den helt rigtige for dig?

Jeg vidste at begge ting var umulige at vælge for mig. Jeg var i mit livs dilemma. Gøre det rigtige og aldrig kunne se dig selv i spejlet igen som andet end en lyslling og nar, eller kunne kigge dig selv i spejlet fremover og vide, du tog dig selv seriøst, men i sammen åndedrag var et røvhul overfor din bedste ven og hvordan resten af verden generelt mener tingene bør hænge sammen.

Jeg udskød dilemmaet. Måtte finde på en mere overskuelig fremgangsmåde. Min fremgangsmåde var, at jeg først måtte finde ud af om Stine overhovedet var interesseret i mig. Først derefter kunne jeg lave en beslutning.

Link to comment
Share on other sites

At kæmpe for sit livs kærlighed (del VII)

Jeg begyndte at tjekke hende ud. Eller rettere at tjekke ud om hun tjekkede mig ud. Meget forsigtigt. Stine opdagede det med det samme. Og reaktionen var selvfølgelig som jeg ikke håbede på. Hendes øjne, mimik og kropssprog sagde ”Hvad laver du Jan? Du er min ven. Lad være med det du har gang i. Det gør mig bekymret og ked af det”.

Efter to gange vi sås på denne måde, da var jeg klar til at kaste håndklædet i ringen. Jeg var lettet. Der var intet vanvid i verden. Naturligvis havde jeg set syner. Selvfølgelig er Stine ikke interesseret i mig. Puha, godt, verden er normal og tingene er som de skal være. Jeg er godt nok meget ked af det, da jeg jo netop har indset og føler, at Stine er hende jeg altid har ledt efter og jeg elsker dybt. Men det er norget jeg må ligge og rode rundt med. Nu skal jeg bare tilbage til alting som før en uge siden.

Næste jeg mødes med hende er det hele min intention. Lade hende være i fred og ikke søge hendes kontakt. Jeg er ikke kold på nogen måde. Vil bare vise hende, at jeg har fattet hendes signaler.

Aftenen begynder godt. Men halvvejs begynder verden igen at ændre sig. Igen vil jeg ikke gå i detaljer. Men Stine er alt for sød ved mig (igen) og smiler til mig og noget konkret ”over the edge” sker.

Jeg forstår det ikke. Du ved jo Stine at jeg nok er faldet pænt meget for dig. Og du hader dette. Hvorfor – når du ved hvad der er i spil – begynder du på den helt forkerte dag at acceptere mine tilnærmelser og vise at du holder af mig?

Stine og jeg har formentlig to helt forskellige ideer om, hvad der sker denne dag og de næste uger. Jeg ved det ikke. For da jeg for alvor behøvede at høre hendes version af tingene, da nægter hun vedvarende og kategorisk at svare mig. Så det er kun gæt. Men det er godt gæt ud fra alt jeg ved.

Jeg på min side er ikke i tvivl. Stine ved, at jeg er faldet for hende og denne aften er hun gået fra at være ”ked af det” overfor mig til at være observerende og imødekommende. Det kan kun betyde, at hun har givet minimal plads at udfolde mig på og at hvis jeg gør det diskret og og forsigtigt, så tillader hun, hvad det er jeg vil.

Men jeg tror Stine har en anden plan (det ved jeg ikke mens det sker, men det er min analyse mange måneder senere). Jeg tror hendes plan er at hu er dybt rystet over, at hendes gode ven er faldet for hende. Hun er virkeligt, virkeligt glad for sin ven. Hun ønsker hverken at miste ham eller gøre ham ondt. Så hendes plan er at absorbere, hvad jeg har gang i og bare ikke give mig noget igen. Ingen grund til at fortælle mig ting jeg bliver meget ked af og som efter tingene er sagt er svære at arbejde sig ud på den anden side af. Hun accepterer at jeg lægger an på hende.....men prøver ved intet at gøre at overbevise mig om, at vi to altså intet har sammen.

Denne plan er fair. Men der er ting Stine ikke har taget højde for og som med det samme og mere og mere får hendes plan til at løbe hende af hænde......mens hun stadig bliver ved med at bilde sig ind, at hun har styr på det.

Den første ting er, at hun må bilde sig noget ind, som hun i sit hjerte godt ved er nonsens. Det er, at for at tro på at hun har styr på mig, så må hun fortælle sig selv, at jeg bare har fået et crush på hende. Jeg er ud af det blå blevet tiltrukket af hende. Og denne ”begærlige” tiltrækningen mener hun, at hun kan håndtere. Hun skal bare overbevise mig om, at hun ikke connecter til min tiltrækning, og så vil jeg med tiden indse, at der ikke er noget at komme efter.
Men det er en fundamental fejlanalyse. Måske (tror jeg) ubevidst for at holde sig til sin plan, eller bevidst og bare lyve for sig selv.
For faktum er – og det ved Stine med sikkerhed inderst inde – at jeg ikke har fået et crush for hende, tænker på en affaire, bare lyst til at kneppe hende. Sandheden er at jeg fuldkommen vildt har tabt mit hjerte til hende og er ubegribeligt forelsket i hende. Stine kan slet ikke styre mig. Jeg vil så vildt meget mere forelsket i hende end hendes plan tager højde for.

Den anden ting er dybt kompliceret.
Kort fortalt – som indledning – så får Stine følelser for mig. I de uger hvor alt udspiller sig, da er jeg konstant hård ved mig selv. En så fantastisk og tiltrækkende pige (der forresten elsker din ven helt åbenlyst vildt) kan da umuligt føle noget som helst for dig Jan! Hvad tænker du på? Er du helt smatsovs i hovedet?
Men Stine får følelser for mig. Mens det sker, så kan jeg ikke overskue det, men reagerer bare på det. Måneder senere da begynder jeg langsomt at fatte, hvad det er der sker i Stines hoved (og hjerte).

Stine er en smuk, tiltrækkende pige som næsten alle bare elsker de har mødt hende én gang. Men i myriaden af tilbud i livet, da er hun i virkeligheden en lille, umoden pige. Hun fandt sin første kæreste som 20 årig. Og det varede 11 år. Og efter den kæreste, da mødte hun min Christian. Det er hendes erfaringer. Det er hendes liv. Og hendes liv er faktisk lidt trist. For forholdet med hendes gamle kæreste var i de fleste år med ham langt mere venskabligt end lidenskabeligt (det har Stine og jeg talt om flere gange). Så Stine har mange år levet uden rigtig lidenskab med sin gamle kæreste. Og hendes nye kæreste elsker hun vildt. Men han elsker hende ikke. Har aldrig været forelsket i hende. Og har måske begæret en gang for 12 åneder siden, men ikke meget mere.

Søde, fantastiske, smukke, sexede, tiltrækkende, elskede, værsatte Stine har i virkeligheden levet hen ved 10 år uden at mærke vild kærlighed, forelskelse og begær.
Nu mærker hun, at hun får dem 100 % fra mig. Jeg elsker hendes ubegrieligt, jeg er så forelsket som man kan være og jeg begærer hende vildt.

Det er slet ikke en del af hendes plan. Stines plan er (naturligvis) ingen følelser for mig og bare håndtering. Men mod alle tænkelige planer og regler, så mærker hun mig.

Det er svært at forklare, hvordan jeg ved dette. For jeg er ultra forsigtig og naturligvis siges ikke et eneste konkret ord mellem os. Men det jeg føler, det efterkommer hun mere og mere. Øjenkontakten bliver mere og mere stabil og gensidig. Krammere tiltager og bliver varmere. Vi siger ting mens andre hører på det, og det er indforstået.....kun hun og jeg ved, hvad vi i virkeligheden siger. Vi opsøger hinandens selskab mere og mere.

Jeg er så forvirret. Ser jeg syner? Det der sker kan umuligt være rigtigt. Stine elsker Christian (det ved jeg med sikkerhed) og hun er af alle piger bare en der ikke leger med andre mænd. Og jeg er da den sidste mand af alle i verden hun burde lege med.....og hun ved jo hvad jeg har gang i.

Det giver ingen mening. Så afvis mig dog Stine. Kom nu. Jeg kan godt håndtere en afvisning. Giv mig nu den afvisning som både du og jeg ved er det rette her. Men Stine afviser mig aldrigt. Modsat så bliver hun gladere og gladere for mit selskab og begynder mikroskopisk at flirte med mig.

En stor ting sker. En af mine bedste vindinder (lad os kalde hende Pia) siger, at hendes forældre ejer en lejlighed lige ud for Cannes. Den er de væk fra et par uger. Så hun tager derned og det er gratis at bo der. Og forældrene har også en fed cabriolet som altid står dernede og den kan vi bare køre rundt i. Vi skal bare betale flybillet og mad og drikke (og byture) og ellers er alt gratis. Der kan være fire personer i lejligheden. Det er åbenlyst at Pia, Christian, Stine og jeg er de fire som skal derned.

Jeg siger med det samme nej. Der er to grunde til jeg siger nej. Den ene grund siger jeg åbenlyst og den anden siger jeg intet om. Den første er nem. Jeg er nu på dagpenge og min opsparing for kontoen er stort set væk. Selvom jeg ved, at denne tur – for alt det fede vi skal opleve og hgge med – bliver sygt billig, så kan jeg se, at min konto er ved at være tom.
Den anden grund er, at jeg simpelthen mener, at det ikke kan være mere dumt end at jeg tager ferie med min bedste vens kæreste og er dybt forelsket i hende....det kan kun ende i katastrofe.

Så jeg afvier igen og igen. Pia og Christian preser mig hver eneste dag. Stine er neutral og siger ingenting.....hun ved godt, hvad er i spil og hun skal i hvert fald ikke begynde at snakke om, at hun ikke vil have mig med (forklar Stine, hvorfor) og omvendt, så er det nok heller ikke hendes plads at presse på.

Men Stine og jeg chatter mere og mere. 90 % venskabeligt som altid og 10 % skjult flirtende. I en chat heromkring, da siger hun til mig, at hun virkeligt håber at jeg tager med til Cannes og ferien ikke bliver det samme uden mig.

Jeg er uendeligt rystet. Hvad laver du Stine? Du ved at jeg vil meget mere end dig end en smule flirt. Jeg skal da for helvede ikke være sammen med dig 24 timer i døgnet i 9 dage???

Men jeg overgiver mig. Det er jo det jeg vil. Være sammen med Stine. Og Stine vil gerne have mig med.

Altså tager jeg med.

Men tingene bliver underlige op til ferien. Det er svært at forklare uden at gå i detaljer. Men bundlinjen er, at Stine mere og mere ”læner” sig op af mig og vi bonder mere og mere i hjertet.

Jeg fatter nada. Hvad laver du Stine? Du må da kunne indse, at jo mere du ønsker at bonde med mig, jeg mere gør jeg det ubegribeligt gladeligt og jo mere håbløs den situation vi er i.....du, min bedste ven og jeg. Hvorfor? Hvad prøver du at fortælle mig?

Edited by jarvig13
Link to comment
Share on other sites

Jeg er lige noget presset. 1, fordi jeg har travlt med mit "arbejde" og 2, fordi resten gør ondt og jeg kan få mange konfrontatoriske svar tilbage i hovedet jeg næppe vil finde fair.
Men skal nok. Skal lige have tid og overskud til at fortælle resten.

Link to comment
Share on other sites

Jeg er lige noget presset. 1, fordi jeg har travlt med mit "arbejde" og 2, fordi resten gør ondt og jeg kan få mange konfrontatoriske svar tilbage i hovedet jeg næppe vil finde fair.

Men skal nok. Skal lige have tid og overskud til at fortælle resten.

Du skylder ikke nogen noget på denne front. (-:

Jeg sad faktisk og tænkte om du gerne ville have kommentarer, eller om du helst vil være fri?

Link to comment
Share on other sites

Du skylder ikke nogen noget på denne front. (-:

Jeg sad faktisk og tænkte om du gerne ville have kommentarer, eller om du helst vil være fri?

Kommentarer er velkommen. Kender dog de fleste og vil formentlig være noget "fjendtlige" overfor dem. :D Men selvfølgelig er kommentarer velkommen. Sådan er et debatforum jo.....ellers holder man jo bare sin kæft og skriver ikke noget.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share