Motion i balance™


Henrik S.
 Share

Recommended Posts

La Marmotte

Motta har meldt tilbage, at han har klaret La Marmotte, men man sidder jo her og bliver lidt nysgerrig efter, hvordan det er gået de andre … Resultaterne er nu lagt op på denne side:

http://www.sportcommunication.info/web2010/resultat.php?langue=2

Man skal lede lidt, men man kan altså finde dem som hhv. pdf- eller excel-download. De er imidlertid himmelråbende uoverskuelige, så jeg har opgivet det. Men der kommer forhåbentlig godt nyt fra de kanter i løbet af i morgen.

Link to comment
Share on other sites

Kan se at en af mekanikerne fra Ritter har kørt den på 6 timer 52 :crazy: Det er altså hardcore. Til gengæld kan jeg ikke finde Jannie, og hun har heller ikke opdateret sin Facebook selvom jeg så hende online i et par minutter. Håber satme alle fra MOL gennemførte!

Link to comment
Share on other sites

Fyssen har gennemført i flot tid osse men jeg kan heller ikke finde Jannie.

Det lyder fedt med Fyssen :smile:

Det lyder knap så fedt med Jannie :unsure:

Jeg vælger at tro, at hun af en eller anden grund "bare" har været nødt til at udgå, og så ikke har den store lyst til at skrive om det. Min eneste claim to fame var et Marmotte, hvor jeg måtte udgå med kramper halvvejs. Det havde jeg godt nok heller ikke lige lyst til at dele med andre, før efter en rum tid :sneaky2:

Link to comment
Share on other sites

Tilbage til kilden

Det er godt at gå tilbage til Christopher McDougall – som skrev Born to Run – en gang imellem og få lidt peptalk om det naturlige i at løbe sig en tur. Det kunne passende være hans TED Talk, hvor han lige opsummerer og giver den gas omkring yndlingsemnet – Natural Running.

Det kan i øvrigt at se nogle flere af de her TED-indlæg, hvis man er til fals for unødig, men alligevel interessant viden om dit og dat. Det er højt kvalificerede folk, der får et kvarter til at præsentere deres emne. Og det er tit noget af en øjenåbner – se flere her

http://www.youtube.com/watch?v=JvmBNvag-A4

Link to comment
Share on other sites

La Marfloppe®

Inspireret af de mange beretninger fra vores hjemvendte har jeg gået og tænkt lidt over, hvad filen jeg egentlig gjorde galt, da jeg selv prøvede kræfter med rundturen dernede i de franske alper. Og failede - big time. Men jeg kan sgutte sætte fingeren på, hvad der præcist gik galt. For egentlig gjorde jeg alting rigtigt, men blev alligevel fældet halvvejs.

Det var 2009, og jeg havde været tilbage ved cykeltræningen i tre år. Havde to styks Sjælland Rundt på 9 timer bag mig og en coast to coast tur i september 2008. Det gik ganske godt til fællestræningen, og til diverse motionsløb i foråret 2009 fik jeg nogle fornuftige placeringer og skød en god fart.

Grejsdalsløbet gav mig godt nok et forvarsel om, at mit gamle problem med kramper langt fra var overstået, for jeg måtte gå i depot ved 170 km og massere ben i stor stil. Men det fik mig til at undersøge emnet dybere, og jeg begyndte at drikke rigeligt og supplere med salt- og magnesiumtabletter.

Tog med Velo Tours til Hallandsåsen medio juni og var rigtig godt kørende op ad de små stejle sataner, man finder derovre. Også de stejleste af dem, som vitterligt går lige op i himlen. Det hele endda med godt overskud, så jeg var forsigtig optimist, da jeg stod i Roskilde og læssede cyklen på anhængeren hos Velo Tours sammen med en flok andre cykeltosser.

Rejste derned sammen med min gamle roommate fra C-to-C turen i september 08. Vi skulle også dele værelse dernede, og alt gik efter planen. Vi blev indkvarteret og tog - traditionen tro - allerede på førstedagen en tur ned i dalen, ud på lidt af ruten og tilbage op ad Alpe d'Huez.

Den var godt nok stejl i starten, men jeg fik skudt mig ind på, at jeg bare skulle pulsen under 140-142 slag i minuttet, så ville jeg være nogenlunde i det grønne område. Vi køret vel op på en lille times tid uden at komme i de store kriser undervejs. Og så var der egentlig bare en dag til hygge og carb-loading, før det gik løs lørdag morgen.

Vi havde den traditionelle iskolde nedkørsel, og så gik starten. God trafik hele vejen hen mod Col de Glandon og ret meget trafik opad bjergsiden, blandt andet en ambulance med udrykning, der skulle nedad! Total kaos på toppen, hvor der var kamp om vandet. Det var dog på en eller anden måde også en fantastisk oplevelse med fransk panik på alle poster.

Opkørslen var da hård, men kontrolleret for mit vedkommende. Så vidt jeg husker, var på toppen på lige under to timer. Og så havde jeg den mest vidunderlige, glidende nedkørsel. Turen fra forrige efterår sad åbenbart stadig i kroppen, for det var super fedt at køre nedad. Og på det lange flade transportstykke fandt eg et godt "tog" med højt tempo.

Lige fra starten havde jeg spist godt med energibarer og drukket rigeligt med væske. Jeg tog nogle depotstop og fyldte ekstra salt på maskinen. Med andre ord: Jeg gjorde alting rigtigt. Så da vi holdt i St.-Jean-de-Maurienne (hedder den vist), var jeg stadig ved godt mod. Men på vej opad Telegraphe gik det alligevel helt galt.

Jeg kunne mærke det et stykke tid, før det kom. Og pludselig sagde det bang! Jeg havde to stenhårde telefonpæle i stedet for ben. De var fuldstændig låst fast, så jeg kunne få fødderne vristet fri. Jeg kørte ud i siden af vejen og kunne lægge mig ned i græsskråningen på siden, stadig med fødderne i pedalerne. Det må have været et ømt syn.

Efter utallige strækøvelser og forsøg på at komme videre, måtte jeg opgive og modløst trille ned i St-Jean-de-Maurienne igen. En taxa kunne man ikke få fat på, så jeg måtte vente på fejekosten og køre med alle quitterne tilbage til alpen (vi boede oppe på toppen). Det var en hårrejsende oplevelse at køre opad, blandt trætte cyklister, men op kom vi da.

Det hele var så lidt sjovt, som det overhovedet kunne blive. Næsten alle andre i vores selskab havde gennemført, og så sidder man der ved maden og den kolde øl om aftenen og har ikke rigtig fortjent det. Og man kan heller ikke rigtig tale med på de meeeeget lange bustur hjem, hvor humøret ellers var overstadigt og overtræt højt.

Jeg hang sgu med hovedet ved hjemkomsten. Der var ikke rigtig noget ved noget. Det var fail - big time. Lige indtil jeg tog mig selv under behandling og tog en beslutning. Jeg kom på cyklen igen, og så viste det sig - selvfølgelig - at formen stadig var fremragende. Jeg kunne køre lige op med de andre til træningen.

Jeg svor ganske vist, jeg aldrig, ALDRIG ville køre det rådne løb igen. Men da jeg atter "kom til mig selv", så genfandt jeg da glæden ved at cykle og fik sat det hele lidt i perspektiv. det havde jo egentlig været en fantastisk oplevelse. Jeg var glad for mit billede fra toppen af Glandon. Og gad vide, om jeg ikke stadig var blandt de 5 % i bedst form i min aldersgruppe.

Med andre ord: Jeg fik taget et grundigt opgør med bagsiden den dedikation, der ligger i at sætte sig et mål og prøve at nå det. Jeg synes - og vil altid synes - at det er en stor tilfredsstillelse at efterstræbe et mål og sætte alt på at gøre det så godt som muligt. Men det er simpelthen ikke rimeligt, at man skal skamme sig eller have det dårligt, hvis man ikke kommer helt i mål.

Det løb var en del af en erkendelsesproces. Da jeg var ung, var jeg i dårligt humør en hel uge, hvis et cykelløb om søndagen var gået i vasken. Jeg blev indædt og fik ikke ro, før jeg havde et godt resultat i hus igen. Det er fint, når sporten er hele ens liv. Men det er ikke mentalt sundt, fpr motion og træning skal være udfordrende, ja, men også sjovt.

Vejen mod målet måske, når alt kommer til alt, hvad det drejer sig om. Tilfredsstillelsen ved et godt træningspas. Oplevelsen af at være i nuet. Kommer man helt i mål og kan række hænderne i vejret, er det en ekstra bonus. Kommer man kun knapt derhen, så kommer der nok en chance mere. Det skal aldrig mere få lov til at ødelægge mit humør.

Så der var måske en dybere mening med at gå omkuld i grøften på Telegraphe :laugh:

post-52761-085154800 1309845427_thumb.jp

Link to comment
Share on other sites

Flot beretning om din Marmotte. Jeg frygtede løbet ligeså meget, og var meget tilfreds da jeg kunne se toppen af Galibier. Først der ved man om man klare den eller ej, for i realiteten kan man gå op ad Alpe D'huez på 2-3timer hvis alt andet går galt.

At du er gået så kold på telegraph har jeg ingen forklaring på. Det virker helt vildt? :blink:

Hvordan var vejret?

Hvilke bukser havde du på - Compression? Eller almindelige cykel tights? Nogen du havde kørt langt i før?

Salttabletter undervejs - hvor mange?

Sukker?

Elektrolyt drik?

Havde du kasket på?

Der er så ufatteligt mange faktorer der spiller ind. Surt at måtte sidde hele dagen og vente på fejebladet :unhappy: ....

Link to comment
Share on other sites

Surt at måtte sidde hele dagen og vente på fejebladet

Ja, det var godt nok ikke min finest hour:sneaky2:

Set i bakspejlet har jeg svært ved at se, hvad jeg har gjort forkert, for energidrik, barer, salt etc. var bare på plads. Så det er nok kombinationen af Glandon og så den lange flade etape, der er gået for stærkt, plus en virkelig trykkende varme. Da jeg tossede rundt i Pyrenæerne i september 08 havde jeg ingen problemer og kom fx fint over Tourmalet og to andre bjerge på samme dag. Men det var også fugtigt og måske 12-14 grader. Jeg vil tro, at varme + anstrengelse + bjerge er en giftig cocktail …

Link to comment
Share on other sites

Det er stadig en super interessant log, som du holder dig :4thumbup:

Spændende at læse lidt mere detaljeret om dine Marmot-erfaringer.

Tja det lyder jo som om, at du havde styr på det hele, og formen var jo 100% også iorden til en udfordring af den kaliber.

Det er umuligt at sige, hvad der gjorde udslaget, men tror måske, at du er inde på noget ift. varmen. Jeg har i hvertfald også selv spekuleret på, om det var det, der var forskellen for mig i år kontra sidste år. I år var det omkring 25-28 grader vil jeg tro, hvor det sidste år var 10-15 grader varmere. Jeg kogte fuldstændig over da jeg ramte Alpen sidste år, hvor jeg har læst mig til, at temperaturen svarede til 45 grader.

Måske du tager din revanche med Marmot en anden god gang, men som du selv siger, har du jo under alle omstændigheder trods alt fået en masse ud af "nederlaget", da du fik det lidt på afstand.

Link to comment
Share on other sites

Er du til hestekræfter?

Så er det i Fælledparken, det foregår til august:

Copenhagen Historic Grand Prix

Alternativt kan du spare sammen og tage til Goodwood næste år, hvor denne parade af eksotiske skønheder slog sig løs i år. Man tør slet ikke tænke på, hvor mange millioner, der lige triller forbi her:

Link to comment
Share on other sites

Igen en fantastisk beretning fra Marmotte, om end et lidt andet udfald end de andre herinde :smile: Som du selv skriver sker det bare nogle gange at man går kold på den ene eller anden måde uden man kan finde en årsag til det. Det kan lige så meget være det faktum at man nu står over for dette kæmpe store mål som har fyldt alt i et års tid, og man måske spænder lidt mere i kroppen end man ellers ville gøre. Hvis man så kører ud på ruten og spænder i kroppen, jamen så sker det pludselig at det går galt.

Hvordan havde du det egentlig da du kom hjem, og hvad var årsagen til at du ikke tog derned året efter for at få revanche? Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har overvejet at køre et løb som Marmotte, men at der er en række faktorer der holder mig tilbage. I dag fik jeg nemlig endnu en årsag da jeg var ude på cyklen - min tålmodighed. Jeg tror jeg vil have mega svært ved at disponere mine kræfter over 180 km - det er ikke på nuværende tidspunkt min stil.

Link to comment
Share on other sites

Hvordan havde du det egentlig da du kom hjem, og hvad var årsagen til at du ikke tog derned året efter for at få revanche?

Jamen, jeg var virkelig indebrændt over det, da jeg kom tilbage. Meeeeen … det kan da godt være, at jeg havde prøvet lykken igen, hvis der ikke var sket det, at jeg kom godt i gang med at løbe igen. Nu koncentrerer jeg mig om løberiet og har foreløbig skudt cykling og Marmotte til hjørne.

Mine erfaringer med hhv. Grejsdal og Marmotte siger mig dog, at jeg har stor risiko for krampe ved lange distancer med høj varme og lange stigninger. Og det er der unægteligt store chancer for til Marmotte, så måske er det ikke så realistisk, med mindre jeg finder en bedre kur mod krampen.

I øvrigt har du ret i det med distancen. 180 km kræver tålmodighed og fornuftig disponering.

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

Lyden af dansk sommer

En klog mand anbefalede engang, at man indimellem stopper op på sin træningstur, tager en dyb indånding, betragter himlen, ser på træerne, fornemmer omgivelserne. Tankerne er alt ofte alle mulige andre steder, og derfor er det sundt at tage en pause for at blive helt nærværende.

Det praktiserede jeg sidste fredag, hvor jeg tog en tur i landskabet omkring min barndomsby. På vej ind mod byen slår landevejen et knæk, og Østjylland liger meget smukt foran en med sit bakkede landskab. Der var medvind, varm sol og bølgende kornmarker. Det var "meget dansk".

Nu er jeg langt fra at være en naturens muntre søn, men jeg måtte lige stoppe op og tage det hele ind. Og som på kommando genlød den blå sommerhimmel af det, jeg opfatter som indbegrebet af dansk sommer, nemlig lyden af en sanglærke, der hang et eller andet sted langt oppe over mit hoved.

Nu var det jo i Jylland, og der overdriver man som bekendt ikke, så jeg vil nøjes med at sige, at det ikke var det værste øjeblik, man kunne opleve :cool:

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

Jeg har en cykelkammerat der lurer på en Storck. Kan du ikke lige fortælle lidt om den du havde, hvad du syntes om den, hvordan den var i forhold til de andre cykler du har haft etc etc?

Det ville jeg hellere end gerne, men lige præcis her er jeg nok den værste at spørge, fordi jeg aldrig har prøvet andre carbonrammer end Storcks. Så jeg har simpelthen ikke noget at sammenligne med.

I de unge år kørte vi jo på stålrammer. Så løb jeg i 25 år, hvor jeg absolut havde med cykling at gøre. I 2005 sprang jeg på igen og kørte i starten på en gammel stålramme. Den skiftede jeg ud med en Cannondale alu, før jeg fik min første Storck i 2008. Derfor er mit sammenligningsgrundlag ikke rigtig relevant.

Men den første var en Scenario CD 1.0, som jeg fandt brugt i Tyskland til en rigtig god pris. Jeg forelskede mig simpelthen i modellen på nettet og så købte jeg den via eBay. Den var fra 2006/2007 stykker. Den havde ry for at være en let, ret stiv, men også forholdsvis komfortabel model. Og jeg var bare superglad for den, for det var et tigerspring fremad i forhold til alurammen. Storck'en virkede meget stiv og absorberede stød langt bedre end alu.

Den anden var en Storck Fenomalist, som var et nøk fiksere end den første. Den var også lidt mere "raceragtig" i geometrien og en del lettere. Men igen: Jeg havde kun min første Storck at sammenligne med, så jeg ved ikke, hvordan de er i forhold til Canyon, Focus, Cube eller hvad man ellers kan falde over. Man vælger dem jo i hvert fald ikke på grund af det rappe design, for dengang var de meget neutrale (for nu at sige det meget diplomatisk).

I forhold til mine to havde Storck også en top range, der hed Fascenario, der var stinkedyr. Plus en mere komfortorienteret model, der hed Absolutist. Og jeg ved, at de i år har lanceret en aeromodel, der hedder Scenero. Den fås så vidt jeg ved til en ret fornuftig pris i forhold til sine "storebrødre". Derudover er der TT-rammer og nogle ret heftige mountainbikes, men det kan du/I jo selv se på Storcks hjemmeside.

De fleste har det nok sådan, at følger "deres mærke" tæt og hepper lidt på dem, når der er test af dem i magasinerne. Det har jeg også gjort, og Storck plejer at ligge i toppen. Eneste anke plejer at være, at de er for dyre, men hvis din kammerat finder en til en fornuftig pris, så er det jo ikke et issue. den danske importør finder I her

Herunder billeder af mine to Storck'er (de blev dog voldsomt modificeret undervejs og var ofte work in progress) :laugh:

post-52761-091510100 1309968166_thumb.jp

post-52761-092775600 1309968174_thumb.jp

Link to comment
Share on other sites

Mens jeg husker det …

… så er der da også blevet løbet lidt, selv om weekendens to halvlange ture også har siddet i benene.

Mandag blev det til lidt freestyle Fælledparken rundt inklusive Sortedamsøen og retur til FW på Lyngbyvej.

Tirsdag tre gange rundt i Søndermarken plus Frb. Have med tre gange op ad bakken til Frb. Slot.

Onsdag rundt om hele "baghaven": Utterslev Mose. Pænt, jævnt tempo i flot vejr. God stil.

Link to comment
Share on other sites

Det var så første gang

Uanset, hvor meget jeg ransager hukommelsen, kan jeg ikke komme i tanker om andre styrt, hvor en MC bagefter er tøffet afsted med rytterens cykel … Det var godt nok første gang, så mon ikke det bliver en vinder, når vi i december sidder og ser Sportens Årsrevy?

http://www.youtube.com/watch?v=RPgNHY5rTDk

Link to comment
Share on other sites

På kanten af noget ferie

Torsdag bød på lidt let fartleg på en af de ruter, der er blevet en favorit hos yours truly: Fra FW Lyngby på stien langs Lokalbanen op i Ravnholm Skov med dens små bakker og retur samme vej. Fint sted at rykke opad nogle bakker og en god sti med lidt fartfornemmelse.

Fredag er det blevet til et besøg i den lokale FW på grund af heftige regnmasser uden for. Opvarmning på crosstrainer, dernæst styrketræning for det meste af kroppen efterfulgt af et par kilometer eller tre på løbebåndet.

Det føles meget rart at holde et minimum af styrketræning ved lige, men det gør ikke noget særligt for løbeformen. Det er gavnligt, når man skal cykle, men ikke til løb, tror jeg. Jeg er også helt kommet væk fra cyklingen. Det bliver jeg ærlig talt også lidt tung i røven af i forhold til løb. Måske indbildning, men for mig fungerer de to ting altså ikke så godt side om side …

Link to comment
Share on other sites

Fem dage på flad fod - næsten

Mandag til fredag er alle turene foregået i FiveFingers, på nær turen onsdag, hvor jeg trak de rappe Brooks Green Silence ned fra hylden for at få lidt afveksling. I dag var jeg så endnu mere jordstrygende på løbebåndet, for jeg havde glemt mine FiveFingers og måtte derfor løbe i strømper alene. Det er jo lidt praktisk, at det ikke er nogen katastrofe at glemme løbeskoene :laugh:

Som et forsøg tog jeg en lille halvanden minuts film med mobilen, som jeg har lagt ud på YouTube. Hvis du lige kan se bort fra, at jeg af en eller anden uransagelig grund er kommet til at se temmelig hjulbenet ud (hvad jeg ikke er), så illustrerer det meget godt, hvordan jeg lander med fødderne. Jeg sætter bådndet på 13,3 km/t og så lander jeg automatisk på forfoden/mellemfoden.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share