"Kontant" DR1 (i dag d. 6/5)


Guest Slettet
 Share

Recommended Posts

God og spændende debat.

Jeg tror Arne tidligere ramte et helt afgørende punkt, når han skriver at vi som danskere har været opdraget til at samfundet taget sig af alle problemer, således at den enkelte ikke længere føler noget personligt ansvar.

Derfor bryder jeg mig heller ikke om at hænge den enkelte fede person ud for ikke at tage dette ansvar. Det svarer til at hænge en person ud for ikke at kunne køre cykel, uden først at vise dem hvordan.

De helt store skurke i mine øjne er generationen før os (er selv 33). Alt for mange har forsømt at lære deres børn gode kostvaner og hvordan man basalt arbejder i et køkken. I min studietid boede jeg sammen med en kamerat, der ikke engang kunne koge pasta :o

For mig var grøntsager i lang tid noget der kom ud af en pose, der var hentet i fryseren. Det er først i mit voksenliv jeg har lært at tilberede friske grøntsager. Til gengæld viste mine forældre mig hurtigt hvordan bernaise-sovs lavet på pulver skulle strikkes sammen.

Vi lider stadig under dette. Gå en tur i Brugsen og se på det misfoster de kalder en hamburgerryg. Hvem pokker kan forestille sig at det nogensinde har siddet på et dyr.

På samme måde har vi udnævnt Pizza til at være usund kost. Vrøvl, pizzaen blev først usund da den blev industrikost eller junk food. Hjemmelavet pizza med grøntsager og kød er glimrende spise. Det samme gælder med pastaen eller mayonnaise, som også har stået for skud. Laver man dem selv, er det glimrende mad.

Fedmeproblemerne har naturligvis meget at gøre med motion, men før folk lærer at planlægge og tilberede deres mad får vi ikke løst problemet.

Vi ser misundeligt på sydeuropæerne og deres lange levealder, og tror det er fordi deres mad er mindre fedende end vores. Sandheden er at den afgørende forskel er at de har en stor kærlighed til gode simple råvarer. Italienerne kan lave en kongedessert ud af en pære i ovnen med en sjat frugtsovs. Herhjemme havde vi istedet serveret Regnbue-is fra Aldi til 8,95 literen. Go figure hvorfor vi bliver tykke.

Link to comment
Share on other sites

  • Replies 141
  • Created
  • Last Reply

Top Posters In This Topic

Guest Femina;-)

Sikke dog en en lang 'tråd'....hvem hulen har dog startet den;-)

Når jeg tænker på madretter såsom"flødekartofler, frikadeller, flæskesteg, leverpostej og spegepølse" tænker jeg først og fremmest DANSK MAD og dernæst MORMOR/FARMOR og de gode gamle dage!

Når jeg tænker FAST FOOD, tænker jeg på travle unge mennesker, travle karrierefamilier og tidsbesparende McD-besøg.

Derfor kan jeg kun konkludere: Vi må sgu blive bedre til at kæle mere for maden, bruge kroppen noget mere og få lidt mere kvalitet ind i vores hverdag.

Jeg er helt enig i, at emnet "overvægt/vægttab" er en meget kompliceret størelse idet at både de sociale, psykiske og samfundsmæssige sammenhænge spiller ind. Idealer om krop og kost bunder også i kulturen og de sociokulturelle årsager.

Helt enkelt er det altså ikke at tabe sig!

Og pillekulturen - medicin for næsten alt - er snart at finde i dagens Danmark. Nogen mere gavnlige end andre.....!

Det handler ikke om, at indføre ensrettethed inden for idealkroppen, men det handler om, at hvert enkelte individ må stå til ansvar for de valg omkring kost og motion og ikke mindst de vaner vi udviser over for vores og andres børn. Er man forældre eller lærer, er det eks. virkeligt vigtigt, at have nogen sundhedsmæssige gode vaner mht. kost og motion, så børn og unge, som man dagligt er i kontakt med, får nogen gode handlingsmønstre.

Men det ER op til den enkelte, at få en fornuftig BALANCE i forhold til sin krop og sin kost. Det gælder ikke kun om at "fede skal slanke sig". Bekymrende kan det nemlig være, at 1/3 kvinder mellem 14 og 24 har eller har haft en eller form for spiseforstyrrelse! Vi lever i en kultur, hvor vi lever i små huler/kubber, som forstærker ensomhed og individualtet. Folk og heriblandt desværre også børn bliver mere og mere overvægtige, samtidigt med at kravene til individets kompetencer bliver større. Mad kan synes banalt og enkelt, men det er ikke kun næring, men også omsorg, hygge og sjov vi indtager når vi spiser.

Fast foodkulturen/Fjernsynszapperiet skal ud eller erstattes af sundere alternativer. Både mentalt og fysiske alternativer der annerkenderr det hele menneske, så man ikke vildledes til at tro at "slankepiller" er den ENESTE vej til lykke, velvære og en flot slank krop.

Det både op til forbrugeren, forhandlere, politikeren,producenten, forældre og lærere etc. at kunne vejlede ordentligt og SANDT omkring disse produkters egenskaber +/-, for at forklare børn, unge og alm. mennesker om, at der er nogen langt bedre valgmuligheder, hvis man vil tabe sig.... !

Ansvaret for at reducere overvægt, er så og sige OGSÅ MIT ansvar. Mit medansvar. (Som samfundsborger, fremtidig mor, f. mormor, fr. oldemor etc.)

Link to comment
Share on other sites

Meget spændende debat, med nogle gode indlæg!

Hvis overvægt UDELUKKENDE var et fysisk problem, hvor der kun var tale om at spise mere end du forbruger - er det MIN påstand at overvægtsproblemerne i DK var MEGET mindre.

Mad er ikke bare energi, men en særdeles kompleks størrelse. Mad er livsnødvendigt for at overleve, men også et værktøj til at trøste og forkæle med, samle familie og venner osv. Anoreksi er anerkendt som en spiseforstyrelse, men hvad med svær overvægt?

En vigtig pointe. Jeg siger ikke at alle svært overvægtige har en spiseforstyrelse i lighed med anoreksi - for det er ikke noget jeg "ved" noget om - men det er i høj grad noget jeg tror gælder rigtig mange. At klare sig ud af problemet handler ikke bare om at erkende at man er fed, skaffe sig noget information og bare gå igang. Desvære ikke. Det bliver slet ikke nemmere når man gang på gang vliver mødt med alt fra direkte foragt til mere bløde udgaver som Cilius, om mener at man bare er doven hvis man ikke gør noget ved det. Vrøvl som afspejler at du ikke ved en kæft om hvad du taler om! Jo du kender fysiologien - og den er vigtig - men kun en del af historien. At komme ud af store overvægtsproblemer kræver den rigige støtte fra venner og familie og ofte også fra diætist, læger og måske psykologer. Vi kan altid en anden gang diskutere hvem der skal betale - lad os holde det ude her - min pointe er at dette ikke er enkle problemer og at svarene kal stykkes sammen af mange af de argumenter og svar der er fremkommet i denne tråd.

Cilius, hvis jeg en dag skriver en bog, medvirler i en TV -serie, starter min egen rådgivningsbiks.... jeg har skam tænkt over det hele, så bliver det fysiologiske svar det som vi hurtigt kan blive enige om - men det bliver ikke det vigtigste. Et element bliver at hjælpe mennesker med at navigere rundt i informationsjunglen, men aller vigtigst bliver det at hjælpe dem til at finde en farbar vej, at kunne gøre det klart over for omgangskreds, familie og arbejdsplads hvad de har brugf for af støtte og "tæsk", samt hjælpe med redskaber til at udholde rejsen mod målet. Jeg vil tillade mig at kalde mig selv for et begavet menneske, som oven i købet havde en såvel praktisk som teoretisk idrætsbaggrund. Alligevel har det taget mig næsten 10 års forgæves forsøg overhovedet at komme igang - og jeg er slet ikke i mål endnu. Og doven er det sidste jeg har været i den process - jeg har talt med mange andre i samme situation - og de virker heller ikke specielt dovne. Alle mennesker kan gå ting igennem som ender med at gøre dem passive - der skal både stok, gullerod og kærlige klap til for at komme ud af den situation - foragt og hån er der derimod slet ikke brug for.

Cilius, du skriver "at du vist har trådt mange mennesker over tærene". Nææ vi er bare uenige med dig og vil gerne hjælpe dig med at blive klogere. Når man bruger ordet "nogen er trådt over tæerne" så siger man mellem linjerne at nogle er blevet trådt for nær - at man ramte dem et sted hvor det nok gjorde lidt ondt, og at deres svar vist derfor ikke var udtryk for den store omtanke. . Det er vist ikke tilfældet for nogle i denne debat - så den bekymring behøver du ikke gentage for 3. gang.

Link to comment
Share on other sites

Cilius, du skriver "at du vist har trådt mange mennesker over tærene". Nææ vi er bare uenige med dig og vil gerne hjælpe dig med at blive klogere. Når man bruger ordet "nogen er trådt over tæerne" så siger man mellem linjerne at nogle er blevet trådt for nær - at man ramte dem et sted hvor det nok gjorde lidt ondt, og at deres svar vist derfor ikke var udtryk for den store omtanke. . Det er vist ikke tilfældet for nogle i denne debat - så den bekymring behøver du ikke gentage for 3. gang.
Når det kommer til andres overvægt om ømme punkter, så kan jeg vist ikke være forsigtig nok. Det har desværre en uheldig effekt for debatniveauet, når modtageren tager ens indlæg personligt - hvilket er det sidste nogen bør gøre.
At klare sig ud af problemet handler ikke bare om at erkende at man er fed, skaffe sig noget information og bare gå igang. Desvære ikke. Det bliver slet ikke nemmere når man gang på gang vliver mødt med alt fra direkte foragt til mere bløde udgaver som Cilius, om mener at man bare er doven hvis man ikke gør noget ved det. Vrøvl som afspejler at du ikke ved en kæft om hvad du taler om! Jo du kender fysiologien - og den er vigtig - men kun en del af historien. At komme ud af store overvægtsproblemer kræver den rigige støtte fra venner og familie og ofte også fra diætist, læger og måske psykologer.

Det behøver slet ikke at komme så langt. Det er netop min pointe at meget få vågner op om morgene og pludselig vejer de 100 kg for meget - det kommer gradvist over tid. Hvorfor vente med at hjælpe sig selv, til den magiske grænse på 100 kg er nået? Min pointe er netop, at ved første tegn på den forkerte rute (spejlet lyver ikke) bør den udsatte sætte fingeren i jorden, og tage sin livsstil op til revidering i stedet for at beskylde ekskærester, samfundet, hunden eller hvad der nu måtte være årsag til den pludselige vægtændring.

Og lige som en reminder, så kigger jeg hverken nedladende eller hånende på overvægtige mennesker. Jeg har INGEN jordisk chance for at vide, hvor i processen de befinder sig. De kan ligeså vel have smidt 20kg som have taget 20kg på...

Link to comment
Share on other sites

Der er vist ingen der har taget noget personligt - slet ikke mig.

Det behøver slet ikke at komme så langt. Det er netop min pointe at meget få vågner op om morgene og pludselig vejer de 100 kg for meget - det kommer gradvist over tid. Hvorfor vente med at hjælpe sig selv, til den magiske grænse på 100 kg er nået? Min pointe er netop, at ved første tegn på den forkerte rute (spejlet lyver ikke) bør den udsatte sætte fingeren i jorden, og tage sin livsstil op til revidering i stedet for at beskylde ekskærester, samfundet, hunden eller hvad der nu måtte være årsag til den pludselige vægtændring.

Så simpelt er det ikke altid - langt fra - jeg har ikke flere ord til at forklare det, end allerede brugt af mange gode mennesker ovenstående - det håber jeg så at nogen kan bruge til noget. :)

Link to comment
Share on other sites

Det behøver slet ikke at komme så langt. Det er netop min pointe at meget få vågner op om morgene og pludselig vejer de 100 kg for meget - det kommer gradvist over tid. Hvorfor vente med at hjælpe sig selv, til den magiske grænse på 100 kg er nået? Min pointe er netop, at ved første tegn på den forkerte rute (spejlet lyver ikke) bør den udsatte sætte fingeren i jorden, og tage sin livsstil op til revidering i stedet for at beskylde ekskærester, samfundet, hunden eller hvad der nu måtte være årsag til den pludselige vægtændring.

Madorgier og tilbagevendende ædeflip er jo selvfølgelig til at få øje på. Store portioner af lavkvalitetsmad ligeså. Men problemet er, at også mennesker der spiser "sundt" og relativt fornuftigt kan have svært ved at opnå de ønskede resultater. Det er simpelthen svært at identificere den halve leverpostejmad, man har haft for meget i madkassen i årevis og som bringer én i energioverskud. Her kan der være brug for hjælp eller udregninger.

Min pointe er, at er leverpostejmaden (billede) endelig identificeret, og der er sat navn og pegefinger på den, er den efter min bedste overbevisning til at skære væk uden de store sværdslag. Men det ønskede vægttab bliver dermed også langsomt og glidende. Ikke noget med her og nu. Er man ikke i besidelse af "tålmod og vilje", som der står i den gamle arbejdersang, opnår man hverken resultater indenfor træning eller vægttab.

Link to comment
Share on other sites

cilius clilus cilius dog ... tsk tsk tsk... :shakehead:

altså prøv at spørg din egen læge hvordan man bedst muligt taber sig.. det er muligt din læge er en dygtig læge der vil svare dig rigtigt, men der er også en meget stor sandsynlighed for at du for et åndsfornsottet svar (som jeg fik med plakaten om fedtsammenligningen) som kun kan gøre det hele værre. Din naivitet og autoritetstro springer i øjnene og måske er det det der er problemet for dig. Du tror at man bare kan søge og så finder man.... men sådan er livet bare ikke på slankeområdet. Igen: det er så enkelt når man ved det, men når man ikke gør - så er det en jungle. Enhver kan finde vej når han kender vejen, men er man ny i byen har man brug for et kort, og sådan nogle deles ud med rund hånd af slankeindustrien og forvirrede selvbestaltede eksperter - de er bare ikke særligt dygtige guider. Og hvis man så samtidig skal passe sit arbejde, sit parforhold, sine børn, sin gamle mor, øvrige familie og måske endda have tid til en ven eller to (og det skal man jo for at leve op til mindstekravene i samfundet - udover det burde du så gå i loge, tage på fisketur, rejse udenlands osv) så har man altså ikke tid til at undersøge alle de kilder man støder på på sin vej. Der bliver måske et par timer om året til at se på det og er det så ikke det rigtige man finder, ja så er det bare endnu et nederlag til bunken.

Og stik imod hvad du tror, så er det faktisk sådan at man vågner op en dag og vejer 100 (eller et andet tal) kg. Fordi stik imod hvad du tror så lyver spejlet!! man ser lige præcist det man forventer at se, og hvis man ikke gør det, så ser man sig ganske enkelt ikke i spejlet. Selvbedrag? ja! dovenskab? nej!

Troede egentlig ikke det var en hemmelighed... hvis man står med et akut problem (eksempelvis vægttab), så må det da være i ens primære interesse, at tilegne sig så meget viden omkring emnet som muligt.

Overvægt er, men føles ikke som et akut problem. Selvbedrag? ja! dovenskab? nej!

Der er skrevet rigtigt mange rigtigt gode indlæg i denne debat. Jeg synes du skulle arbejde lidt med din indlevelsesevne, det er nemlig et akut problem for dig, så hvis ikke du er for doven burde du søge al den information du kan komme i nærheden af og gøre noget ved det ;)

Link to comment
Share on other sites

Og stik imod hvad du tror, så er det faktisk sådan at man vågner op en dag og vejer 100 (eller et andet tal) kg. Fordi stik imod hvad du tror så lyver spejlet!!

Uenig. Man opdager at det går i den forkerte retning og vælger bevidst at ignorere problemet og fortsætte med sin fløderand.

Jeg kan i det hele taget ikke klare den "offer" rolle de fede ofte indtager. Derfor kan jeg sagtens følge cilius her, og mener også de fleste mennesker er for dovne til at ændre deres spise/konditions vaner PERMANENT. Det gælder ikke kun fedme,- men også andre vaner som rygning osv.

Her forudsætter jeg at folk ved hvad de skal gøre (spis mindre/bevæg dig mere. Hvordan kan det misforståes?).

Givet, der er en masse direkte forkert information derude, men problemet er snarere folks manglende vilje til at foretage PERMANENTE ændringer.

For meget stress, for dårlig/langsom belønning, det er mine geners skyld! blablabla

Når man ikke sætter sig ordentligt ind i tingene og stoler blindt på et eller andet Claus Styker vrøvlehoved, så kan man ikke tillade sig at kalde sig et offer når dennes råd viser sig at være forkerte.

Edited by -Anders-
Link to comment
Share on other sites

det er muligt din læge er en dygtig læge der vil svare dig rigtigt, men der er også en meget stor sandsynlighed for at du for et åndsfornsottet svar. Din naivitet og autoritetstro springer i øjnene og måske er det det der er problemet for dig. Du tror at man bare kan søge og så finder man.... men sådan er livet bare ikke på slankeområdet.
Vi er enige om personen som du kalder læge, har en 8 årig medicinsk baggrund bag sig, ikke? Selvfølgelig har de en ganske glimrende ide om, hvordan du taber dig - jeg har en god ide om det, mon så ikke en af de skarpeste hoveder med en 8 årig medicinsk universitets uddannelse bag sig, har en nogenlunde god fornemmelse af hvordan det bør foregå - det tror jeg også. At du ikke tror du kan søge og finde valid information, bekræftiger egentlig mere min lille lommefilosofi om at det er MEGET nemmere at skylde skylden på samfundet og hunden.
Og hvis man så samtidig skal passe sit arbejde, sit parforhold, sine børn, sin gamle mor, øvrige familie og måske endda have tid til en ven eller to (og det skal man jo for at leve op til mindstekravene i samfundet - udover det burde du så gå i loge, tage på fisketur, rejse udenlands osv) så har man altså ikke tid til at undersøge alle de kilder man støder på på sin vej. Der bliver måske et par timer om året til at se på det og er det så ikke det rigtige man finder, ja så er det bare endnu et nederlag til bunken.

Hvis du kun kan afse et par timer om året, så bør du nok overveje endnu engang - vil du virkelig tabe dig? Der er nogle rådne kar derude ang. information, men en stor del af den er altså ganske glimrende. Når du har læst: spis mindre end du forbruger, og dyrk sport for det psykiske aspekt - så er der faktisk ikke brug for mere råd og vejledning ang. metoden.

Og stik imod hvad du tror, så er det faktisk sådan at man vågner op en dag og vejer 100 (eller et andet tal) kg. Fordi stik imod hvad du tror så lyver spejlet!! man ser lige præcist det man forventer at se, og hvis man ikke gør det, så ser man sig ganske enkelt ikke i spejlet. Selvbedrag? ja! dovenskab? nej!
Hold nu op... det er jo ikke en gåde for vægtøgere, at vægten faktisk bevæger sig opad.. det kan mærkes alle steder i dagligdagen.
Der er skrevet rigtigt mange rigtigt gode indlæg i denne debat. Jeg synes du skulle arbejde lidt med din indlevelsesevne, det er nemlig et akut problem for dig, så hvis ikke du er for doven burde du søge al den information du kan komme i nærheden af og gøre noget ved det

Har skam summet igennem dem en del gange efterhånden... empati er min stærke side - omvendt er blødsødenhed og "det er i hvertfald ikke din egen skyld" attitude ikke noget jeg praktiserer.

Link to comment
Share on other sites

De eneste der i denne debat har talt om "offre" og folk der ser sig selv som det - er Cilius og -Anders-. De fleste andre har talt om at problemerne er lidt mere komplexe og vanskelige - men på ingen måde frasagt sig den indlysende pointe, at man skal gøre det svære arbejde, hvis et masiv overvægtsproblem skal afhjælpes. Litopsi prøvede faktisk sin egen læge - og kunne ingen hjælp få til hvordan hun skulle gå igang - fordi denne læge også så det som et simplt problem om, "bare" at tage sig sammen - og det er det ikke - kun!

Med mindre andre og nye vinkler kommer ind i debatten, så vil jeg forholde mig tavs og henvise til tidliger svar fra mig selv og Litopsi. Ikke i surhed, og slet ikke fordi jeg ikke synes, at det på mange måder har været godt og interessant - men fordi det ikke skal være mig der insistere på min ret til at sige det samme uendeligt mange gange :)

Link to comment
Share on other sites

Litopsi prøvede faktisk sin egen læge - og kunne ingen hjælp få til hvordan hun skulle gå igang

et forsøg kunne eventuelt være at "spise mindre" ? man behøver ikke gøre det mere kompliceret end det er.

hvilke informationer foruden "spis mindre" ville Litopsi mon have brug for da hun blev tyk?

Link to comment
Share on other sites

Arne, jeg synes, at det er kedeligt, hvis du ikke vil komme med flere indspark i denne tråd. Det sidste ord behøver nemlig ikke at være sagt endnu.

For os, der let tager på, og som hver dag må udholde i det mindste en smule sult for blot at holde vægten, er det at holde eller genvinde den slanke linie et fænomen, der kræver overskud. Her kommer offerrollen ind - for selv om man har en dyb og inderlig modvilje mod at se sig selv som et offer, er der ikke desto mindre nogle livsbegivenheder, der kan tære på overskuddet. Jeg nævner i flæng eksamen, fyring, skilsmisse, dødsfald (ikke eget!), sygdom - og listen kan blive meget længere. Når vi som mennesker skal gennem disse kriser, tærer det på overskuddet - og der bliver ikke ressourcer til rådighed for den daglige kamp mod kalorierne. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at barolo og mørk chokolade hurtigt kunne komme på kostplanen i uhensigtsmæssigt omfang, hvis krisen skulle kradse. (En lille trøst: Jeg kommer ikke til at mangle antioxidanter!) Så tager vi på uden nødvendigvis at være opmærksomme på det, men en dag er man igennem krisen, checker badevægten og vups! - man har taget 20 kg på uden rigtig at forstå hvordan. Hvis det nye/genfundne overskud så er tilstrækkelig stort, får man på den ene eller den anden måde gjort noget ved problemet - men risikoen for en ond cirkel optræder naturligvis også, for hvor er det dog synd, at jeg har taget på - jeg må trøste mig med en pose chips - og så kører rouletten. Hvis man så til og med kan finde "nogen" eller "noget" der har skylden, er man for alvor i vanskeligheder.

Det jeg siger er altså, at det er overskud i højere grad end rå viljestyrke, der kan gøre én til sejrherre i kampen mod flæsket - og her har vi så i øvrigt forklaringen på, at fedme - som det er yderst veldokumenteret! - er størst som problem i de såkaldte lavere sociale klasser. Når ens levevilkår er vanskelige, er overskuddet ganske enkelt mindre! At man så også har sværere ved at opsøge og forholde sig til information spiller ganske givet også ind.

Hvis nogle skulle have lyst til at læse om offerroller i bredere forstand, kan jeg anbefale "A Nation of Victims" af Charles J. Sykes.

Link to comment
Share on other sites

Er tykke mennesker dummere end andre folks børn?

De må da for h.... selv kunne finde ud af at søge information. Det er jo ikke ligesom de pludselig er vågnet op den ene morgen 50kg tungere - der findes massere af debatsider som motiononline omhandlende metoder til varigt vægttab. At de ikke ønsker at bevæge sig, gøre det ekstra eller sætte sig ind i tingene er egentlig mere skræmmende end diverse knapt så heldige reklamer IMO.

Lige en tanke :unsure:

:angry:

Personligt synes jeg det er de mest uforskammede og nedgørende udtalelser du kommer med der.

Hvem siger for resten at ALLE har adgang til en pc. eller kan bruge den?

Der findes faktisk stadig nogen, der slet ikke har lyst til mediet!

Så længe producenterne kan reklamere på den måde, de gør, vil der stadig

være "ofre" for forblindelsen.

OG der kommer stadig nye og flere tykke

mennesker, der alle - som vi - selv må arbejde sig frem til erkendelsen om

at slankekure feder! At det i al sin enkelthed handler om at forbruge mere

energi end den man indtager.

Men vi er nødt til at lære af egne erfaringer, og det er her producenterne

"gør vold" på os, i denne erfarings epoke, før vi bliver afklaret med,

hvordan vi vil gribe det an, og hvad der er det rigtige for netop den

enkelte.

Nedgørende og hånlige bemærkninger fra "kloge hoveder" fremmer ikke

ligefrem selvværdet, eller...??

Kærligst Ninett

- der rent faktisk deltog i programmet

Link to comment
Share on other sites

Guest DBM
Personligt synes jeg det er de mest uforskammede og nedgørende udtalelser du kommer med der.

Hvem siger for resten at ALLE har adgang til en pc. eller kan bruge den?

Det er der da vist ingen som siger... en PC er nu heller ikke alt afgørende for vægttab! Det ville måske være en idé IKKE at bruge, så meget tid foran den, og istedet gå en tur - evt ned på biblioteket hvor man også kan søge information!

Jeg må altså erkende, at jeg er enig med Cilius i denne her sag. Den kan IKKE være andres ansvar, at man er blevet overvægtig! Med mindre man lider af en stoftskifte-sygdom e.lign har man selv bragt sig i den situation man er havnet i... og derfor må man også forvente, at man selv gør en aktiv indsats for at blive slank igen! Hvis man ikke gider det, er det tydeligvis ikke noget man ønsker nok! SÅ simpelt er det... det er et spørgsmål om prioriteter.

Selvfølgelig er den typiske danske holdning, at staten hjælper en i hoved og røv og skulle de, til ens store overraskelse, ikke gide det så findes der sikkert nogle piller man kan spise - TÆNK hvis man skulle gøre en indsats selv!

Edited by DBM
Link to comment
Share on other sites

Jeg må indrømme, at jeg faktisk langt hen ad vejen er enig med Anders og Cilius. Jeg synes at overvægtige har været alt for hurtige til at påtage sig en offer-rolle og forvente at problemerne skal løses af alle andre end dem selv.

Det er muligt min indlevelsesevne er begrænset, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor læger, venner, psykologer og alverdens andre mennesker er nødvendige for at igangsætte et vægttab. Hvis det at tabe sig var et spørgsmål om kompliceret matematik eller kvantemekanik er jeg med, men dybest set er det et spørgsmål om at spise mindre og bevæge sig mere. Hvorfor har man brug for en læge til at fortælle en at en halv time på motionscyklen dagligt er en god investering.

Det er rigtigt at der er masser af ringe information i omløb, men selv ved at følge de råd som Anne Larsen eller Claus Styker udstikker vil man jo tabe sig. Bevares, rådene er ikke optimale, men er det afgørende hvis man er 40kg overvægtig. I don't think so !

Og, 50kg overvægt er ikke noget man pludselig vågner op til. Det er måske noget man kan vælge at se bort fra mens man tager det på, men det er bevidst valg.

for 98% af de overvægtige er deres ekstra kg. ikke forårsaget af sygdom. Det er forårsaget af dårlige vaner. Derfor skal overvægt heller ikke klassificeres som en sygdom.

Link to comment
Share on other sites

Jeg er sikker på at I er gode og anstændige mennesker. Men Diddley og I andre: Af dette emne har i INTET fattet - og den holdning i og mange udviser, er en del af problemet.

INGEN vælger bevist at være fed. INGEN ønsker at være det. ALLE meget fede ønsker at løse problemet ALLE fede har forsøget utallige gange. NÆSTEN alle fede har lidt nederlag med det. Det er MEGET SVÆRT at slippe af med stor overvægt. Det er en kamp med egen krop og med de årsager der er til at man blev fed.

I jeres verden er et menneske et rationelt individ der træffer bevist valg om hvad vej man vil gå og hvordan hans krop skal se ud. Han har styr på tilværelsen. Hvis han ikke sådan, så er han et pjok eller / og har bevist valgt at det skal være sådan.

Jeg er med så langt som at man for at være velfungerende og glad for livet, skal være i stand til at varetage egen tilværelse. Det er også hvad jeg har som mål for mig selv - mine politiske synspunkter udspringer også af at det skal så mange mennesker som muligst kunne og have mulighed for at kunne.

Men ALLE mennesker kan komme ud for at tilværelsen vælter og man ender i problemer og kaos - som man ikke lige kan beslutte sig ud af. For nogle betyder det så at kiloene kommer raslende, samtidigt med at man hænger i kanten af tilværelsen med det yderste af neglene - og måske ender i nogle ugers, måneders eller års trøstespiseri inden man måske kommer til et punkt i tilværelsen hvor man begynder at få styr på sit liv. Det kan være stres, skilsmisse, fyring samtidigt med økonomiske problemer, kombination af mange problemer – hvad ved jeg. E3ns overskud er måske eroderet bort gennemlang tid – og så skal der måske bare en lille ting til at vælte læsset. Vi er ikke uendelig stærke som mennesker.! Jeg siger ikke at folk er uden egen ”skyld” – bare at livet er kompliceret og at vi alle er afhængige af vores omgivelser og relationer – vi er sårbare når der sker brud – og ALLE kan komme ud for dem.

Andre kommer fra familier med elendige kostvaner og har fået problemet forærende. Fra de er 3 år gamle er de blevet mobbet og drillet - og fået deres selvværd bombet ned til under gulvbrædderne - så er det altså ikke bare lige at slå op på Internettet og starte en ny tilværelse SÅDAN.

Jeg har talt med mange med massive overvægtsproblemer. Der er næsten altid en lang historie bag.

Jeg har talt til 100.000 så mange gange når jeg har skrevet mineindlæg. Selv om jeg er moderator på dette board, så bliver jeg nød til at skrive at jeg oplever jeres holdninger som i bedste fald som værende udtryk for en massiv mangel på indblik og indsigt i at mennesker kan have store problemer, uden at være hverken dovne, dumme eller på andre måder nogle pjok. Jeg bliver ikke rasende på egne vegne - jeg er ved at løse mit problem - og det fandme mig der har svedt og lidt for det - hele vejen. Men havde jeg ikke haft den kvalificerede hjælp jeg har fået - fra min træner, min psykolog, mine dejlige venner, min familie, fra Hans Søndergård og Morten Zarco - så var det ikke lykkedes. Og jeg havde faktisk brug for at nogle andre tog en beslutning på mine vegne og sagde så er de nu – og jeg greb den – men det kunne jeg fordi jeg viste at det var en reel chance jeg fik – og at de folk ville stå ved mig hele vejen!!

De ressourcer jeg har haft adgang til, pga. mine relationer og uddannelse, har de færreste rådighed over. Med jer manglende viden og forståelse, kommer i til at fremstå som bærere af foragt og hån mod andre mennesker - og bliver en del af problemet når i endnu engang bekræfter folk med lavt selvværd, i at de er nogle ynkelige pjok der jo bare kan tage sig sammen.

Prøv at gå ind i et fitnesscenter - når I kan høre hvad folk tænker - hold da kæfte et pjok - godt jeg ikke ser sådan ud. Eller som jeg selv har måttet høre mange gang når jeg har været ude at træne på cykel - "Du kan sgu da ikke øre og se sådan ud offentligt. Jeg ved godt at det ikke var jer der stod og sagde det. Jeg ved også at I der har skrevet her nok vil være blandt de først der kom hen og sagde "flot du gør noget ved det" Det er jeg ikke i tvivl om - det er også derfor at jeg bruger noget energi på at forsøge at få jeg til at forstå at det IKKE er simpelt og let.

Diddley - det kræver faktisk massiv hjælp at komme ud af massiv overvægt. Og du håner når du reducerer det til et personligt og bevist valg at nogen er blevet fede - det er det ALDRIG!! Forstå det dog!

Link to comment
Share on other sites

Diddley - det kræver faktisk massiv hjælp at komme ud af massiv overvægt. Og du håner når du reducerer det til et personligt og bevist valg at nogen er blevet fede - det er det ALDRIG!! Forstå det dog!
Rolig nu, det må dog være tilladt at være uenig med dig, uden at skulle hænges ud som arrogant. :angry:
Med jer manglende viden og forståelse, kommer i til at fremstå som bærere af foragt og hån mod andre mennesker - og bliver en del af problemet når i endnu engang bekræfter folk med lavt selvværd, i at de er nogle ynkelige pjok der jo bare kan tage sig sammen.

Det er vist kun tilfældet hvis man er yderst defensivt indstillet og hellere vil råbe højt om andres foragt end at indgå i en reel debat. For mig forekommer din agressivitet som et forsøg på at lukke debatten i stedet for at deltage i den. Jeg har på intet tidspunkt udtrykt hån eller foragt, jeg har alene skrevet, hvad jeg ikke forstår. Det forekommer mig at du er meget fokuseret på hvad du TROR andre siger og mener, og ikke hvad de rent faktisk giver udtryk for.

Og nej, jeg forstår stadig ikke, hvorfor der skal "massiv indsats" til for at forstå at man skal bevæge sig og skære ned på ens kalorieindtag. Det er muligt det er fordi min horisont er snæver eller jeg er småt begavet, men det siver simpelthen ikke ind.

Selv om jeg aldrig har haft overvægtsproblemer så er vægten alligevel noget jeg er nødt til at holde øje med løbende. Hvis den stiger for meget, går jeg en ekstra tur eller skærer aften-snacken bort. Hvorfor er det så svært for andre at iværksætte lignende tiltag ? Jeg forstår det ikke. ?

Link to comment
Share on other sites

Det er muligt det er fordi min horisont er snæver eller jeg er småt begavet, men det siver simpelthen ikke ind.

Selv om jeg aldrig har haft overvægtsproblemer så er vægten alligevel noget jeg er nødt til at holde øje med løbende. Hvis den stiger for meget, går jeg en ekstra tur eller skærer aften-snacken bort. Hvorfor er det så svært for andre at iværksætte lignende tiltag ? Jeg forstår det ikke. ?

Du har fuldstændig ret Diddley, du er hverken dum eller mindrebegavet, men din horisont er en smule snæver. Det siger jeg uden at give Arne ret. Jeg mener nemlig ikke i er en del af problemet. Jeg mener egentlig også at udtrykket "massiv hjælp" måske nok er liiige kraftigt nok.

Det jeg tror Arne mener er, alle disse mennseker ved nøjagtig det samme om at tabe sig som du gør. De ved hvad de skal gøre. Og det er fuldstændig rigtigt hvad du siger, de skal bare.......men det er så HER der kan opstå et problem. det ER nemlig ikke nødvendigvis "bare". Der kan ligge mange mentale ting til grund for at det ikke er "bare". Jeg syntes det er fedt for dig at du har det mentale overskud til "bare". Men det du lidt giver udtryk for er jo det sammen som at sige til folk med depressioner at de bare skal være glade. ja for fanden, men hvordan ? nogle gange viser det sig at disse mennesker for eksempel rent faktisk kan være bange for at få succes med deres diæt, for så vil verden måske begynde at stille krav til dem, og så saborterer de den ubevidst. Det kan også være nogle tænker "hey, hvis jeg taber 20 kilo - SÅ er jeg lykkelig" når de har tabt dem opdager de at der stadig er 20 til de er lykkelige, og når de har tabt dem - så opdage de at problemerne fanme stadig er der, og her går det så galt for dem igen. Det er ikke fordi jeg ikke vil give dig ret, for det vil jeg nemlig gerne. Men jeg tror altså ikke at din lidt sort/hvide videnskabelige verden helt passer ind her ;)

Link to comment
Share on other sites

Jeg fik også Ninetts indlæg som PM, hvor jeg har svaret hende. Jeg har ikke selv gemt beskeden, men måske Ninett poster den, hvis hun syntes der er behov for det... bortset fra det, så er jeg ude af debatten - 5øren er vist vendt.

Link to comment
Share on other sites

---->Dumb,

Fair comment.

Jeg synes bare at dit indlæg også strider mod, hvad eks. Arne tidligere har fremlagt, nemlig at alle overvægtige har et oprigtigt ønske om at tabe sig. Sådan, som jeg læser dit indlæg så skriver du jo at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Jeg kan have stor forståelse for folk som slås med personlige problemer, og derfor ikke har overskuddet til at gå igang med vægttab. Jeg er dog ikke enig i din analogi med depression, idet depression (så vidt jeg ved) er en medicinsk sygdom, hvilket fedme ikke er.

Men, jeg forstår stadig ikke hvorfor folk, der har et oprigtigt ønske om at tabe sig ikke kan gå igang med det.

Derudver, hvis Det passer hvad du skriver så betyder det at stigningen i antal fede skyldes at folk har flere problemer at slås med end tidligere. Det har Jeg svært ved at tro. Det faktum at folk nu tager bilen i stedet for cyklen på arbejde, eller har øget fjernsynskiggeriet med en time om dagen hen over de sidste 10 år, er vel ikke udtryk for en stigning i mængden af personlige problemer ?

Link to comment
Share on other sites

Rolig nu, det må dog være tilladt at være uenig med dig, uden at skulle hænges ud som arrogant.

Ja så absolut - det argument har jeg jo selv brugt (mangler en rødme smiley)

Sagen er at jeg nok heller ikke forstår dig - og har forsøgt og forsøg at forklare. Man kan blive en smule desperat ..Jeg kan ikke forklare hvorfor der skal hjælp - og massiv sådan i mange tilfælde, bedre end jeg allerede har gjort. Sorry. Og jeg plejer ellers at være ganske god til at formidle budskaber.

Det jeg vil fatholde er, at alle dem der tor at kroppen er plastisk og vi med vores fri vilje, til en hver tid kan beslutte at forandre den, er en del af problemet. Sådan er livet langt fra altid - det er meget mere kompliceret.

Jeg har intet ønske om at luke nogen debat - det liggger mig fjernt. De indledende erklæringer om at dette jo er let - det hanler bare om at skaffe sig information og gå igang, opfattede jeg meget mere som et forsøg på at lukke debatten ved at erklære: "der er ikke noget probem". Men det er der.

Og så synes jeg iøvrigt at Dumb&Dumber har skrevet et godt indlæg! (uden at jeg er 100 % enig i alt B)

5 øren er ikke vendt - det her er et stort problem som vi slet, slet ikke er færdige med - og hvor I må acceptere at der ikke er læette hurtige løsninger - for så var problemet nok ikke så stort som det er...

Link to comment
Share on other sites

Ingen har nævnt lette løsninger - selve metoden er nem og ligetil, men arbejdet der ligger bag kampen mod kg'ene er selvsagt lang og hård (ganske afhængig af hvornår man selv vælger at gribe ind).

Arne, prøv at skrive en 101 i punktform om, hvad du mener er vigtigst for vægttab, samt hvordan det skal gøres (kunne være spændende at se).

Link to comment
Share on other sites

Arne, prøv at skrive en 101 i punktform om, hvad du mener er vigtigst for vægttab, samt hvordan det skal gøres (kunne være spændende at se).

Det er da en slags udfordring - ikke en lille en - men jeg synes det er en fair udfordring! :)

Link to comment
Share on other sites

Det er da nemt...

1. vilje

2. personligt overskud

3. den rette information

De 3 ting skal være tilstede på samme tid. Jeg er ikke enig med Arne i at opbakning, psykologer osv. er nødvendigt for alle. Det kan være nødvendigt for nogen for at skabe det nødvendige personlige overskud, men ikek for alle. For mit eget vedkommende var det en enmandsforestilling. Jeg havde hele tiden punkterne 1 + 2 (stort set) men jeg manglede pkt. 3. Jeg var faktisk flov over at jeg satte fokus på maden (why? donno). Jeg syntes at det var way out at tælle kalorier - noget jeg forbandt med anoretikere og mennesker med et forskruet sind i øvrigt. Jeg kunne ikke få det til at passe ind i mit billede om hvad et sundt og naturligt forhold til mad er (et aspekt jeg stadig sætter højere end det rigtige tal på badevægten). Jeg syntes det var udtryk for en syg tankegang at veje sin mad og sige nej til alt det man fik tilbudt når man var ude. Det kunne bare ikke passe at mit forhold til mad ikke kunne reguleres af min appetit og min sunde fornuft. Jeg synes stadig at det er halvsygt at veje mad og tælle kalorier, men jeg har accepteret det som et middel til at finde ud af hvad den rigtige mængde kost er. Jeg overvurderede forbrændingen for vildt og undervurderede energimængden i maden. (Nu har jeg taget trapperne op til 2. sal, så kan jeg godt spise en marsbar - nu har jeg været 2 timer til karate så kan jeg godt drikke en liter cola og spise 3 trøfler på vej hjem). Det tager lang tid at ændre en vane. Ca. lige så lang tid som det tager at tillægge sig den. Jo længere tid man har overspist desto længere tids vanebrydning skal der til for at ændre det og desto større indsats.

Og så lige en ting til: ja det var en læge med 8 års uddannelse der stak mig plakaten om fedtindholdet i vingummier og hakkebøf. Og nej - der var aldrig nogen der fortalte mig at jeg skulle spise mindre.

Btw: det er mine egne ben i min avatar, så jeg er altså ikke overvægtig mere.

(mangler en rødme smiley)

hvad fejler ham her: :bblush:

Edited by Litopsi
Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share