'Pyt's single


Vandpyt
 Share

Recommended Posts

Rygtet vil vide, at der i visse kroge af MOL er opstået tvivl, om jeg overhovedet dyrker motion. :tongue: Jeg vil hermed for en enkelt gangs skyld føre en netop overstået single til MOL log.

Motion udført 22. oktober 2003:

Sted: Grand Canyon, Arizona, USA

Mål: Gå fra den sydlige kant af Grand Canyon til Colorado River og tilbage på én dag (dagslys).

Tider:

Start 07.16 lokal tid

Fra South Rim (elevation 7.200 fod) Via South Kaibab Trail til Colorado River Ranger Station (2.450 fod) 6,7 miles ~ 10,78 km ~3 timer 30 minutter

Herefter ~30 minutters hvile

Fra Colorado River Ranger Station (2.450 fod) via Bright Angel Trail til Indian Garden (3.800 fod) 4,6 miles ~ 7,4 km ~2 timer 20 minutter

Herefter ~30 minutters hvile

Fra Indian Garden (3.800 fod) via Bright Angel Trail til South Rim (6.820 fod) 4,6 miles ~ 7,4 km ~3 timer 6 minutter

Slut 17.12 lokal tid

Samlet tid 9 timer 56 minutter

Der tildeles 3 ud af 10 mulige kiks, for en smule piveri på de sidste 1½ miles. Dagen derpå får 8 ud af 10 kiks

Der vil senere blive fuldt op med en lidt mere detaljeret beskrivelse, der kan bruges som godnatlæsning for dem, der orker.

'Pyt

Link to comment
Share on other sites

  • Replies 64
  • Created
  • Last Reply

Top Posters In This Topic

Og min favorit:

webpstcrd.jpg

Most of them look like him.

A surprising majority of victims rescued from Grand Canyon are young, healthy males between the ages of 18 and 40 attempting to hike to the river and back in one day. No matter what your age or health status, here are some tips to help you enjoy the Grand Canyon by Hiking Smart.

stay hydrated (drink plenty of water and electrolyte drinks)

avoid hiking in the heat of the day (10am to 4pm)

eat often (carbohydrates & salty foods)

rest often (sit in the shade)

get wet (wet your shirt, hat, & wear a wet bandana around your neck)

DO NOT attempt to hike down to the river & back in one day

'Pyt

Edited by Vandpyt
Link to comment
Share on other sites

VOLDSOMT imponerende...at se en log fra din hånd :o

Mange tak, vi er ude i noget med to torsdage i en uge. :lol: Jeg er virkelig på uvant grund her, kræver både samtaleterapi og flere timers poweryoga for at kunne holde tungen lige i munden i denne situation. ;)

'Pyt

Link to comment
Share on other sites

- men ubegribelig smuk - tur!

Jeps, det er nemlig ubegribeligt/ufatteligt så smuk og ekstrem Grand Canyon er. Kontrasten fra det flade Danmark er enorm, og jeg ville kunne bruge dage på bare at sidde og betragte hvordan farverne ændres, når solen vandrer over himlen. Ligesom Grønland i sne er det "it must see, feel and touch", det kan ikke med ord beskrives eller med billeder fortælles til fulde.

'Pyt

Link to comment
Share on other sites

Baggrund, forberedelse og indledende fase

Jeg var første gang ved Grand Canyon i '96, dengang var det blot en del af endnu et sightseeingpunkt på en lang tur gennem de vestlige stater i USA. Min bror og jeg er opvokset med at parkere bilen i kanten af vejen og vandre ud i naturen uden de store overvejelser. Vi er siden vi var ganske unge blevet slæbt med til Lapland, Grønland og Island for at vandre, hvor der vandres kunne. Så det var ganske ligefor at hoppe ud af bilen og gå ned i Grand Canyon, nu vi alligevel var der. Det var midt på dagen i juli måned og vi medbragte fire dåser sodavand og to chokoladebarer. Det kan ikke kaldes god forberedelse, og det viste sig da også, at det ikke gjorde det nemmere. Vi nåede efter ca. to timer Indian Garden Campground (4.6 miles elevation 3.800 fod) uden problemer og overvejede i vores naivitet om vi skulle fortsætte længere, men vente om. Opstigningen var slem, vi manglede vand, ingen af os havde meget lyst til at indtage det tyktflydende sukkerstads i dåserne og vandposterne 3 miles og 1½ miles før kanten var som oaser i ørkenen. Vi brugte ca. 3½ time på opstigningen og selvom det var opslidende i bagende sol, var det hurtigere end forventet (litteraturen foreskriver at der bruges dobbelt så lang tid på opstigningen som nedstigningen.) Dagen blev dengang afsluttet med en helikoptertur ind over og ned i Grand Canyon, som ikke just gjorde helhedsindtrykket af dårligere, og vi omdøbte stedet til ”Hullet”.

Det gav trods alt lidt blod på tanden og jeg gik i en del år og rugede på at vende tilbage for at fuldføre dåden – ned til Colorado River og op igen på en dag. I foråret 2003 blev kimen lagt til turen og planlægningen gik i gang.

Udgangspunktet var at vi ville gå på tværs af Grand Canyon på en dag (dagslys) og flyve retur med helikopter, for at spare tid da Grand Canyon ikke skulle være eneste grund til turen. Det første problem viste sig, da de hjemmehørende helikopterselskaber ikke måtte lande på nordsiden (læs; det er forbudt/ingen må) og tilbuddet på en leaset helikopter fra Las Vegas ville koste 1.000 dollars i timen, hvilket ikke var så slemt, hvis det ikke var fordi vi skulle betale for flyvetiden frem og tilbage til Vegas, ialt seks timer. Hvilken er omkring 40.000 kr. inden vi har sat os op i vidunderet (vi valgte at smide nogen af pengene ud af et andet vindue i stedet.)

Nødtvungen måtte vi ændre vores udgangspunkt til, at vi ville gå ned til floden og op igen på en dag (dagslys). Det nye problem blev at næsten samtlige bøger, hjemmesider, artikler og den officielle hjemmeside fraråder overhovedet at overveje at foretage den tur på en dag. Nu er jeg ikke just en, der lader diktere mig af, hvad andre mener, jeg kan og ikke kan, min bror er ikke meget anderledes, så i stedet for at give op, startede vi en grundig forberedelse. Der blev indkøbt to bøger til formålet ”Hiking Grand Canyon National Park” (Ron Adkison, A Falcon Guide) og Butchart Grand Canyon Treks, 12,000 Miles Through The Grand Canyon (Harvey Butchart, Spotted Dog Press), vi brugte den officielle hjemmeside Grand Canyon Grand Canyon Hiking og forskellige uofficielle for at få en vidensbase omkring sti-, vejr- og klimaforhold på det tidspunkt vi ville afsted.

                                    Average Temperature º(F) Average

Date Day   Sunrise   Sunset             High  Low                    Precipitation

Oct 21 Tue   6:41      5:45                 62    31                           .04 in.

Oct 22 Wed  6:42      5:44                 61    30                           .04 in.

Mean Temperature 43.2 °F / 6.2 °C

Max Temperature 55.4 °F / 13.0 °C

Min Temperature 30.9 °F / -0.6 °C

Regn og tordenvejr.

Hvilket tydede på at vi kunne forvente en tempereret tur med mulighed for lidt dryp fra oven.

Helt op til afrejsen fra Danmark havde vi flere indgangsvinkler til hvordan vi ville gå ned og op, skulle vi gå den oprindelige tur til ende eller vælge en anden ned- og opstigningen eller kombinere to forskellige? Vi valgte i sidste ende at gå fra South Kaibab Trailhead (elevation 7.200 fod ~ 2.195 meter) 6,7 miles (10,78 km) ad South Kaibab Trail til Colorado River Ranger Station (elevation 2.450 fod ~ 747 meter) og op igen ad Bright Angel Trail 9,2 miles (14,80 km) til Bright Angel Trailhead (elevation 6.820 fod ~ 2.079 meter). Solen ville stå op omkring 06.40 og gå ned igen 17.45 med twilight til omkring klokken 18, så planen var at starte ud klokken 07.00 og for at sikre en opstigning i lys (det er forbudt at gå om natten nede i Grand Canyon uden et Backcountry Permit) gå ned indtil klokken 11.00 og derefter gå op igen. På den måde havde vi en tidsramme og ikke et punkt at holde os til, og ville ikke ende med at ”vi skal lige derned”, hvis vi ikke nåede floden inden deadline. Der var ingen vandposter på vej mod floden (South Kaibab Trail), så vi skulle planlægge at have nok med til en ned- og opstigning i tilfælde af at vi ikke nåede floden. Ved floden ville der være vandpost, ligesom der på Bright Angel Trail ville være vand efter 4,6 miles i Indian Gardens, ved Three Mile Resthouse og ved 1½ mile Resthouse.

Målrettet træning op til turen bestod af to dage med to gange 5 km ugen inden, for at vænne fødderne til at gå lidt længere og lige få føling på fodtøjet.

'Pyt

Edited by Vandpyt
Link to comment
Share on other sites

Nu ved jeg absolut intet om klatring i kløfter, så jeg skal afstå fra næsvisheder, blot konstatere at det er meget spændende læsning og at argumentationen for at fortage "tåbelig ung mand på mellem 18 og 40 med lokumsbrætskæg"- op- og nedstigning på én dag er i orden. Vi venter spændt på fortsættelsen!

Edited by Indolencia
Link to comment
Share on other sites

De kære romere (amerikanerne - de har lidt de samme tendenser som Asterix's modpart ;) ) vedligeholder et stisystem hele vejen, så der var intet behov for at klatre, med mindre vi skulle ende på alle fire, på grund af udmattelse. ;)

De må være lige så næsvis, som De ønsker, jeg ville ikke forvente andet. ;)

'Pyt

Link to comment
Share on other sites

Hey Pyt....jeg står klar med terapi hvis du får brug for det.

Jeg har aldrig været i GC, men jeg vil sige at jeg til fulde forstår "længslen" efter at gøre noget vanvittigt er stærk. jeg selv har hele to gange kørt de mere end 2000 kilometer på cykel fra Shanghai til Chengde i mongoliet, fantastiske oplevelser.....mangler dog stadig at skrabe penge sammen til at køre Crocodile Trophy, men måske en dag, hvem ved ;o)

Link to comment
Share on other sites

Miss P, takker. ;)

mdk, du skal ikke regne med at loggen kommer til at indeholde andet end den ene motionsudfoldelse. ;) Der var ikke den store tid til at rende ud og flytte jern, det var heller ikke meningen med turen. Det blev til et enkelt pas i en meget begrænset maskinpark efter en ishockeykamp.

D&D, jeg takker for dit gavmilde tilbud, kan være jeg tager dig på ordet, jeg er stadig ikke faldet ned på jorden endnu af flere årsager. ;) Jeg har et par andre udfoldelser i baggagen, blandt andet et par anderledes snescooterture i Grønland fra '96 og et par flyveture fra samme år. :)

"Cleo", jeg undgik at blive ramt af faldende køer, mere held end forstand vil jeg tro. :lol:

'Pyt

Edited by Vandpyt
Link to comment
Share on other sites

NedturenFinal Edition

Vi ankom til nationalparken sidst på eftermiddagen tirsdag d. 21. oktober. De sidste ca. 60 miles fra Williams mod Grand Canyon blev kørt på en vej med prærie på begge sider. Vejen gik næsten direkte mod hullet og vi kunne se røgskyen fra en skovbrand på den modsatte side af canyon. Lige uden for nationalparken ligger en mindre ”by” bestående af Grand Canyon Airport, moteller, hoteller, indkøbsmuligheder, restaurationer og en McDonalds. Der så ikke fyldt ud så vi fortsatte mod indgangen, der var trods alt 12 miles ind til landsbyen, så ingen grund til at bo langt væk, hvis det kunne undgås. Vi betalte $20 for at komme ind med bilen (Billetten gælder for en uge og vi fik udleveret oversigtskort og en ”lokalavis”/guide) og kørte mod South Kaibab trailhead for at få et overblik over parkeringsmuligheder og stiens udgangspunkt. Det er ikke længere muligt at køre helt ud til stien, så vi parkerede ved East Rim Drive og gik derud, en tur på ca. ½ mile. Hundrede meter fra kanten ligger en ranger station med folde til de mulddyr/ æsler/heste de bruger både til transport af turister, men også til de daglige leverancer af mad etc. til Phantom Ranch, der ligger nord for floden nede i bunden af Canyon. Der var cirka en halv time til solnedgang, og en flok på omkring 15 hjorte var trukket op til foldene. De gik og nippede af den lave bevoksning og lod sig ikke påvirke af vores tilstedeværelse. Vi fortsatte til kanten og kunne konstatere at Grand Canyon er ligeså svimlende smuk, som sidst vi var her, det er og bliver Hullet. På vej tilbage mod bilen observerede vi et par pinde stående op ad et skilt i vejkanten, god længde og vægt med gaffatape som håndtag, vi lod dem i første omgang blive, men kun for en tid. Temperaturen var ved ankomst behagelige 23 grader, hvilket var en afveksling fra de 39, vi havde haft i Las Vegas. Intet tydede på at vi ville få 13 grader og regnvejr.

Inde i landsbyen fik vi uden problemer et motelværelse (minus aircondition) uden reservation (noget der kunne have været et problem), pigen i receptionen (i hele parken havde alle ansatte med navneskilt deres oprindelsessted påtrykt, Filippinerne, Korea, Oklahoma etc.) fortalte at de havde haft en del danskere i løbet af dagen. (Der var ingen jubelscener og jeg undlod at falde nordmændene ved siden af om halsen.) Vi fandt den lokale butik og fik købt ind til den kommende dags gåtur. Vi havde hjemmefra medbragt seks Stadium drikkedunke (750 ml) til en flad tier stykket, to termotæpper, kompas med spejl, to lygter, førstehjælpstaske inkl. tape af forskellig art, universalværktøj samt tøj (alt fra shorts til regntøj) og fodtøj (ECCO rules)(Der har ingen sponsorer været indblandet på turen, så al omtale er frivillig). Så ud over en hat med skygge til undertegnede (min bror havde fundet en tidligere på turen) bestod indkøbet af 20 ”måltids”barer, en dunk Gatorade Electrolyte pulver, en fløjte, film, et topografisk kort og to gallons rent vand (uden klor). Et stakkels tysk par med få engelskkundskaber, blev hjulpet med en fejlagtig kreditkorttransaktion og ejeren bad ekspedienten (der var fra Korea) om at huske dem på ikke at køre med indkøbsposen på taget af bilen, hvilket de havde gjort dagen før, tyskerne lignede spørgsmålstegn. Efter et aftensmåltid i cafeteriaet, hvorfra vi medbragte fire pærer, gik turen til værelset for at fylde drikkedunke og pakke tasker. Vækkeuret blev sat til klokken 06.00.

Da vi morgenen efter havde sundet os over vækkeurets bippen og stak fødderne ud fra under sengetæppet, kunne vi konstatere, at det ikke længere var 23 grader uden for. Den lokale tv-kanal kunne informere os om at nattens temperatur havde nået 31 grader Fahrenheit eller minus 0,5 grader celsius. Det var ikke længere shortsvejr. Så efter et hurtigt bad, blev de lange bukser fundet frem, og turen gik til et hotel i den anden ende af landsbyen (ti minutter i bil), for at spise morgenmad. Termometeret i bilen svingede mellem fire og otte grader, på turen derhen. Vi var tilbage i bilen, efter at have spist, lidt efter solen var stået op, og var ude ved parkeringspladsen omkring klokken syv. På vejen til South Kaibab Trailhead samlede vi de to pinde op, vi havde passeret dagen før. Det var stadig køligt, da vi nåede ud til kanten, hvor tre canadiere og to amerikanere der med en ”skistav” i hver hånd gjorde klar til at begynde nedstigningen, og kort efter forsvandt de mod bunden.

Præcis 07.16 startede vi nedstigningen, med solen på højre side, der kastede lange skygger i dybet under. Ved første serpentinersving passerede vi de tre canadiere, der havde fundet deres andet kodak-moment, vi så dem ikke siden. Et stort skilt gjorde opmærksom på "DO NOT attempt to hike down to the river & back in one day", hvilket vi bevidst ignorerede. Stien var relativ stejl og underlaget var ikke lige godt alle steder (de er ikke så nøjsomme med fejningen), det vekslede mellem fast sand, løst sand, sten af forskellig størrelse og planker, men på det tidspunkt var vi ikke tvivl om, hvilken vej vi skulle (canyonvæg på den ene side, udsigt på den anden, sti midt imellem). Det er fascinerende at se stien sno sig under os, at kunne se et par andre vandrere som legomænd følge stien, er med til at sætte størrelsen af Grand Canyon i perspektiv. Det her er stort. Efter ca. tyve minutter har solen (på en skyfri himmel) fået så meget magt, at det lange tøj må pakkes væk, og de første drikkedunke findes frem. Jeg konstaterer, at jeg har storetæer, ikke at der er smerte, men ømheden efter den første mile ned, er et eller andet sted rar. Vi fortsætter nedefter og kommer til Cedar Ridge (1,4 miles), der er et yndet etdags udflugtspunkt. Det er et mindre plateau med spredte træer, et øko-lokum og endnu et stort skilt med "DO NOT attempt to hike down to the river & back in one day". På vej ned går vi og snakker lidt om, hvilken vej vi skal, da stiens konturer er væk, og vi enten kan gå ligeud eller til højre forbi hvilehuset (resthouse). To unge fyre kigger op, griner og siger i kor ”I skal ligeud”. Vi griner tilbage, hilser og fortsætter ligefrem, mens jeg undres over en amerikansk fyr i bar overkrop og dreadlocks, der med et kamera i hånden prøver at komme tættere på en stor ravn, der sidder på toppen af et træ og skriger mod ham mens den piller i et bytte (jeg har med vilje brugt ordet på, for den sad ikke i træet, men på det).

Lidt længere fremme når vi til O’Neill Butte som er en majestætisk klippetop, der tårner sig ”in your face”. Endnu et kodak/fuji-moment og kameraet findes frem, mens vi i kådhed hopper rundt om os selv, kommer vi lige de fem meter væk fra stien der gør at den forsvinder. Burde mene at amerikanerne havde råd til både at feje og skilte, nu når vi ulejligede os helt herover. Vi er lidt i dilemma om vi skal højre eller venstre om klippen, men i det samme dukker de to danskere fra før op og problemet løser sig selv. Vi følger trop og følges alle fire ad til floden, da de skal til Phantom Ranch før de fortsætter for at overnatte ved Indian Garden. (Vores tidsplan viste sig i sidste ende ikke at blive påvirket af de lidt oftere pauser for den fotografiske forevigelse og de friske input var det hele værd, der er trods alt grænser for, hvor mange nye emner vi selv kan finde på at debattere. Så hvis de to viborgensere er derude et sted; Endnu engang tak for selskabet). De kører landet tyndt i en VW Golf de har købt brugt og bruger den som telt ud over som transportmiddel. Efter 3,5 miles finder vi lidt skygge for solen og sætter os for at få lidt at spise og hvile benene en smule. Min bror taper sit ene knæ op, på grund af smerter. Vi taler lidt med vores følgesvende omkring forberedelse og oppakningen. Det viser sig at det ikke er en selvfølge at man griber det an som vi, selv når man agter at gå helt ned i bunden og op dagen efter. De drikker begge rent vand og jeg opfordrer dem til at supplere med noget af deres medbragte spise, for ikke at risikere hyponatremia. En amerikaner i midtfyrrerne kommer i rask tempo op ad stien og stopper for at hilse. Han er på en 18 dag lang river-rafting på floden, hvor de nu er halvvejs og han er på vej op for at hente nogle venner, der skal støde til gruppen. Det er allerede godt varmt og han fortæller, at det ikke er bedre i bunden, hvor de har varslet 36 grader celsius midt på dagen. Han fortsætter i samme imponerende tempo og vi gør klar til at gå videre. En gruppe på fire æsler/mulddyr/heste med to ryttere dukker op og vi må vente, efter en længere instruktion fra den forreste rytter, til de har passeret. Derefter går det rimelig glat, vi kommer ud på en højderyg, hvor stien går på toppen, med udsigt til canyon på begge sider. For enden er et lille plateau (Skeleton Point) hvor vi for første gang kan se floden i bunden, det var en gulerod, der ville noget og et kodak-moment. Lyden af en helikopter giver ekko i kløften, (traumer fra min tid i Vietnam, springer frem på lystavlen :blink: ), men væggene gør det næsten umuligt at måludpege. Til sidst kommer den til syne fra øst med solen i ryggen, flyver lige under den sydlige canyonkant retning vestsydvest, ud for landsbyen stiger den over kanten og forsvinder mod lufthavnen syd for. Vi går videre.

Ved 4.6 miles kommer vi til det næste toilet, hvor et pit-stop er tiltrængt. Deres øko-lokummer er en række skure på toppen af pæle, hvor hullet (og her snakker vi et hul der er så stort som selv toilettet) i toilettet lader hvad end du måtte ønske falde direkte ned i et stort rum, hvor komposteringen så foregår. Ikke et hul jeg havde lyst til at falde i. Hvad får i øvrigt folk til at forrette deres nødtørft ved siden af tønden? :unsure: Svaret kunne være udsigten og faren for at blive opslugt. :unsure: Vi når efter stoppet, til den sidste canyon inden floden og udsigten drager, vi kan se gummibådene ligge på stranden og vi starter efter endnu en foto-session på den sidste serpentinersti. Sandet er rødt og fodtøjet er ikke længere eksercitsklar, farten er rimelig høj og jeg vrider om uden, at det giver eftervirkninger. I et serpentinersving sidder en amerikaner vi har mødt et par gange. Han gav iført hovedtelefoner og "skistave" baghjul til sine følgesvende tidligere på ruten og opdagede først små fem hundrede meter senere at han havde "tabt" dem. Da vi runder svinget, opdager vi at han sidder og betragter en bjergged, der uinteresseret i vores tilstedeværelse står op nipper til en busk. Kameraet må frem og to tyske piger, vi ligeledes har delt sti med, vil heller ikke lade chancen for at gedeportræt gå til spilde. Vi går videre og når kort efter den sidste del af stien inden floden. Til venstre fortsætter den langs floden mod Indian Granden, men vi fortsætter lige ud og går gennem klippen via en tunnel ud på Black (Kaibab) Bridge. Det er et eller andet sted uvirkeligt, at vi har nået det inden tidsgrænsen, en total wow-oplevelse, især med de mange utilsigtede stop undervejs. Floden der bruser under os, klippevæggene der tårner sig på hver side, den ene i skygge den anden oplyst. Vi stiger af broen igen og fortsætter langs floden. Her er frodigt modsat de næsten bare vægge og stier og ruiner fra guldgraverne ligger langs floden. Vi krydser endnu en bro og når vandposten ved Colorado River Ranger Station - tre timer og tredive minutter efter vi forlod kanten. Klokken er ca. kvart i elleve. Vi bruger ca. en halv time med at fylde nyt vand på flasker, spise, drikke, sludre og tage et par billeder. Vi siger farvel til de gæve jyder og sætter kurs mod Silver Bridge, der vil tage os tilbage på sydsiden af floden og opstigningen.

'Pyt

Edited by Vandpyt
Link to comment
Share on other sites

Jeg skal selv på de kanter næste år, og din beskrivelse er langt bedre end guidebøgernes. Har egentlig stor lyst til at forsøge at gøre dig kunststykket efter - piece of cake, eftersom der ikke er en eneste mand mellem 18 og 40 år i min kernefamilie :)

Ved nærmere eftertanke tror jeg dog, at det bliver svært at slæbe familiens 3-årige energibundt op fra bunden af Grand Canyon! Nok er jeg i rimelig form, meeeeen.......

Ser frem til at læse mere om oplevelserne, når du får tid, lyst og lejlighed.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share