Got legs?


Kermit
 Share

Recommended Posts

At du "kun" bliver nummer 10 i det du selv kalder et relativt stort felt, kan jeg af gode grunde ikke vurdere om er godt eller skidt. Det er dertil stadigvæk først på sæsonen og der er vel stadigvæk en del i D på gennemtræk, som ikke er rykket op endnu, formoder jeg.

Men..... Først skal jeg lige pointere, at det er fedt at der for en gangs skyld en nogen, der vil stå ved sine ambitioner - det er ikke så tit i DK.

Men jeg hæfter mig med en ting der har præget din log i lang tid. Det er længe siden, at glæden ved selve cyklingen har skinnet igennem. Masser af positive beskrivelser af udstyr, watt, gennemførte intervaller og vundne (eller tæt på) spurter.

Men jeg savner den gamle glæde ved at lave spas og ballade og ikke mindst bare at have været der.

Om ambitionerne skal sættes ned, ved jeg sgu ikke... det er fint nok at ville vinde. Men jeg tænker at du måske skal at arbejde med tanken om at det ikke altid går sådan. Var du strøget gennem D, havde du måske fået sagen for i C. Eller B eller A. Eller som pro... Kører man konkurrence, lander man til sidst, hvor man ikke kører med klatten.

Første år du kørte Sommercup og hev point i tide og utide, var du fyr og flamme. Året efter da du var rykket op og fik modstand, droppede du ud efter et par løb.

Jeg tænker at du måske for en tid, skulle køre både løb og træning, bare for at have det sjovt. Det er OK at gå efter sejren men det burde jo helst være sådan, at det ikke er dobbelt-lort at blive nummer 10. Eller 45. Det er sikkert ikke ikke lige til, hvis man har et stærkt vinderinstinkt, men.....

Btw, hvis du bøvler med at sove inden du "skal på", skal du ikke fylde dig med painkillers :nono:

Melatonin er da shit. Det er på recept herhjemme men hvis din læge ikke vil udskrive det, så kan det købes i håndkøb over nettet i UK og det er tilmed næsten gratis, omend leveringstiden er dræbende.

Hvis det ikke er for skummelt, er du velkommen til at teste nogle af mine. De har endnu ikke svigtet mig, når jeg har indset at jeg begynder at stresse over at falde i søvn.

Well, jeg er lidt søvnig, så håber ikke jeg har våset for meget.

Link to comment
Share on other sites

At du "kun" bliver nummer 10 i det du selv kalder et relativt stort felt, kan jeg af gode grunde ikke vurdere om er godt eller skidt. Det er dertil stadigvæk først på sæsonen og der er vel stadigvæk en del i D på gennemtræk, som ikke er rykket op endnu, formoder jeg.

Men..... Først skal jeg lige pointere, at det er fedt at der for en gangs skyld en nogen, der vil stå ved sine ambitioner - det er ikke så tit i DK.

Men jeg hæfter mig med en ting der har præget din log i lang tid. Det er længe siden, at glæden ved selve cyklingen har skinnet igennem. Masser af positive beskrivelser af udstyr, watt, gennemførte intervaller og vundne (eller tæt på) spurter.

Men jeg savner den gamle glæde ved at lave spas og ballade og ikke mindst bare at have været der.

Om ambitionerne skal sættes ned, ved jeg sgu ikke... det er fint nok at ville vinde. Men jeg tænker at du måske skal at arbejde med tanken om at det ikke altid går sådan. Var du strøget gennem D, havde du måske fået sagen for i C. Eller B eller A. Eller som pro... Kører man konkurrence, lander man til sidst, hvor man ikke kører med klatten.

Første år du kørte Sommercup og hev point i tide og utide, var du fyr og flamme. Året efter da du var rykket op og fik modstand, droppede du ud efter et par løb.

Jeg tænker at du måske for en tid, skulle køre både løb og træning, bare for at have det sjovt. Det er OK at gå efter sejren men det burde jo helst være sådan, at det ikke er dobbelt-lort at blive nummer 10. Eller 45. Det er sikkert ikke ikke lige til, hvis man har et stærkt vinderinstinkt, men.....

Det var lort med lort på ift. hvad jeg ved at jeg kan præstere. Jeg kørte som sagt en test i tirsdags hvor jeg på en kringlet rute, uden noget ekstra gear, kunne holde 276 watt og 39,5 km/t i snit. Det lagde lidt en grobund for at jeg som minimum kunne bryde 40 km/t grænsen. Havde jeg følt at jeg havde kørt perfekt, og havde haft poweren til det, så var jeg ikke blevet skuffet. Jeg var sådan set skuffet over at jeg ikke kunne yde hvad jeg vidste jeg kunne, ikke så meget resultatet :bigsmile:

Jeg har nok heller ikke været god nok til at få skrevet om min glæde ved cyklingen. Mine opdateringer på det seneste har ikke været så ofte, da jeg ikke har haft tiden til at logge det helt store. Men du, og alle andre, skal vide at jeg ELSKER at køre på cykel. Hele sidste uge gik jeg og glædede mig til at skulle køre løb i weekenden, og ligeledes har denne uge kun kunne gå for langsomt så jeg kunne nå frem til weekendens løb. At jeg ikke har kunnet præstere som sådan har gjort mig irriteret. Men det har været en irritation rettet mod en svær periode med modgang, og så en form der har skulle pudses af i de første par løb. Jeg har faktisk ikke været irriteret over at jeg ikke har vundet spurten, men mere at jeg har følt mig under niveau.

Årsagen til at jeg ikke har lavet skæg og ballade, har været at jeg simpelthen ikke har haft overskudet til det endnu. Jeg har måtte køre mere med hovedet end med benene :bigsmile:

Men bare rolig! Som sagt, jeg holder stadig meget af at træne, holder meget af at nørde udstyr, og er på ingen måde ved at miste glæden ved cykling. Næsten tværtimod. At ejg har måtte revurdere mine taktikker har været en fornøjelse for mit nørdede sind :happy:

Link to comment
Share on other sites

Tissø Cykelring - Enkeltstart

I går var der den famøse enkeltstart. En enkeltstart jeg havde markeret i kalenderen som mit første mål for sæsonen. Jeg fik rodet lidt med min cykel dagen forinden, da jeg på testturen med race-setup opdagede at baghjulet lavede en lyd. Jeg fik det lokaliseret til at det simpelthen var ringen der stødte på bremsen. Ikke på bremseklodsen, men på selv bremsen. Det blev kureret ved at lukke bremseskoen en smule - havde jeg opdaget det i bedre tid havde jeg nok skruet lidt på mine dropouts og givet lidt ekstra plads.

Nå, men resten af min fredag var præget af at jeg var vågnet omkring kl. 6(uret stod til kl. 7), og bare ikke kunne sove mere. Ikke super da jeg var kommet i seng omkring 23.30. Så ikke super meget søvn. Derudover skulle jeg til min morfars begravelse, og havde 1000 andre ærinder efterfølgende. Det betød at de sidste småjusteringer blev udsat til dagen efter. I stedet for at rode med det aftenen før mens jeg var meget træt, valgte jeg at udsætte det til lørdag morgen hvor jeg havde god tid inden afgang.

Men allerede kl. 5.30 vågnede jeg, og kunne bare ikke falde i søvn igen. Små 6 timers søvn, og min mave var ikke på toppen. Jeg har nævnt det før, men hvis jeg ikke får nok søvn, eller vågner meget før min normale vågnetid, så laver min mave knuder. Om det rent faktisk er pga. manglende søvn, eller om det er psykosomatisk skal jeg ikke kunne sige, men faktum er at maven ikke er tilfreds.

Jeg brugte de næste par timer på at vende og dreje inden jeg nåede at falde i søvn 10 minutter inden uret ringede. I øvrigt en halvunderlig drøm hvor jeg var ude og træne med Marco Pantani i Liquigas tøj! :bigsmile:

Mad i skrutten, pakke taske, lave de sidste justeringer på cyklen, og så ellers afsted mod Kalundborg. Efter Holbæk bliver vejen til Kalundborg erstattet af motortrafikveje og landevej, og det er godt nok irriterende at komme blæsende med 90 km/t, for derefter at køre 60 km/t igennem udkanten af en by i 200 meter, og så kunne køre 90 km/t igen.

Men jeg fandt frem til Statoil raffinaderiet i Kalundborg hvor start og mål var. Ud med cyklen, op på hjemmetræneren og så igang med opvarmning. Jeg havde stjålet et lille program fra en bog til opvarmningen:

10 minutters roligt

10 minutters build fra 75% FTP til 100% FTP. Med andre ord skulle man ende på 100% FTP de sidste par minutter.
5 minutters hvile

4x 1 minuts høj kadance(110+) med 1 minuts hvile

5 minutters hvile

5 minutter VO2max interval

5-10 minutters hvile

Allerede under opvarmningen synes jeg den var hård. Specielt VO2max intervallet gjorde naller til sidst, men jeg har læst flere steder at man skal presse musklerne inden starten, så de er åbne når man giver den gas.

Over til start rampen, og så lige huske på taktikken. Hurtigt op i fart, holde den et stykke under FTP de første par minutter, for langsomt at bygge den op. Da starten gik skulle jeg også lige minde mig selv om taktikken for ikke at blive euforisk over lyden af vinden i hjelmen, og ikke mindst den syngende lyd af et pladehjul!

Der var ok med vind på ruten, men ellers var den pænt lige op og ned. Da jeg kiggede ned på mine tal kunne jeg dog se at pulsen lå ret lavt, selvom jeg egentlig syntes at jeg kørte ok til. Allerede efter 7-8 minutter hentede jeg den første rytter, og kort tid endnu en, men jeg følte aldrig rigtig at jeg ramte rytmen. Da vi nærmede os vendepunktet kom der lige en bakke jeg ikke havde set på rutekortet. Umiddelbart skulle det være en flad rute, men pludselig stod der bare lige en mur man skulle kæmpe sig op over. Hen til vendepunktet som var en trafikkegle, og så ellers fyre den af. Her kunne jeg dog på min tilbagevej se at jeg var ved at blive hentet af en anden.

Jeg valgte at gå en anelse dybere end på turen ud, og lå hele tiden på grænsen af hvad jeg kunne, og blev kort tid efter passeret af rytteren bag mig. Han kom vitterligt flyvende forbi mig, så der var ikke så meget at gøre der.

Resten af turen kæmpede jeg bare for at holde et nogenlunde tempo, og da jeg så skiltet med de 1000 meter gravede jeg endnu dybere og fik kørt det sidste ud. Mens jeg trillede af fløj tankerne igennem mit hoved. Jeg var umiddelbart ikke tilfreds med min tid omkring de 38 minutter, men tænkte at de andre måske også havde haft det hårdt ude på ruten - at vejret måske havde haft noget at sige på tiden. Så da jeg ramlede ind i en klubkammerat fra H50 der kunne fortælle at han havde kørt omkring de 35 et eller andet, kunne jeg godt se at min offdag havde været tydelig.

Her er stats fra turen
20130420tur_zpsaea95c17.png
20130420kort_zps8c9c99bb.png

Igen, min skuffelse skyldtes ikke så meget resultatet, som det faktum at jeg vidste at jeg kunne køre den hurtigere. Det var skuffende at se at mine watt ikke var højere end de var, og at min puls ikke ville lege med. Med testen i baghovedet kunne jeg slet ikke være tilfreds med min egen indsats. Igen, havde jeg følt at jeg havde kørt op til mit bedste, så havde min skuffelse været anderledes, men jeg blev skuffet/irriteret over at jeg ikke præsterede optimalt i et løb jeg egentlig havde markeret som et A-race.

Men som sagt, da skuffelsen havde lagt sig, fik jeg også noget positivt ud af det. Jeg fik testet min cykel i racesetup, fundet små ændringer, og ikke mindst fundet ud af at Kalundborg ligger langt væk.

Link to comment
Share on other sites

Ringsted løbet

Med den værste skuffelse ude af kroppen, var jeg tidligt oppe igen i morges efter en god nats søvn. En hurtig morgenmad, pakke cyklen ned i bilen, og så ellers afsted mod Ringsted hvor dagens løb skulle køres. Ved starten fik jeg skrevet mig ind, og begyndte min opvarmning.

Ude på min opvarmningsrute mødte jeg Jesper fra holdet og fik en god snak med ham. Benene var egentlig ikke så mærkede efter lørdagens enkeltstart, og var betydeligt bedre end de var efter løbet i Slagelse. Selvom benene var fine var jeg noget forsigtig med min taktik. Jeg havde ingen anelse om hvorvidt de måske ville eksplodere ude på ruten et sted, men tog løbet som en føler, og planen var at ligge oppe blandt de forreste og se hvad der skete.

Da starten gik var det også med lyn og torden. Der blev virkelig trådt igennem og de første begyndte allerede at angribe på en nedkørsel i medvind. Det er sgu ikke altid det smarteste. Jeg fik placeret mig blandt de 10 første og kunne derfor følge slagets gang fra fronten af. Der var mange der hele tiden prøvede at komme væk, og specielt nummer 134 blev nærmest mandsopdækket. Det var ham der vandt løbet i Slagelse, så mange var opmærksomme på ikke at lade ham køre afsted. Specielt fordi han samtidig er fra Ringsted.

Ruten var relativt flad, med en enkelt ordentlig bakke ude i en skov, og ellers var det værste vinden og små markveje. Jeg brugte mange kræfter på hele tiden at holde mig oppe foran, og ligge rigtigt ift. vinden. Jeg fik også noteret mig at man ikke skal ligge bag ved en rytter der har forsøgt at komme væk, og er endt tilbage i feltet for at trække. For så snart kontrarykket kommer så dumper han hele vejen igennem feltet.

Ude på Roskildevej havde vi vinden i ryggen, og der blev virkelig kørt stærkt. Et højresving og ind på en lille markvej, som drejede så man kom over i en sidevind. Her kom jeg lidt i knibe, og måtte bide tænderne sammen for at holde trit med de forreste. Men det lykkedes, og vi kom alle samlet over stregen på første omgang.

1/3 ude på anden omgang kom der et angreb fra Jesper der fik rykket sig fri, og fik 4 andre med sig. Heriblandt nummer 134. Jeg tog så løjtnantrollen - kørte dem ind der angreb, og holdt mig hele tiden bag ved dem der lå og førte i feltet. Jeg kunne principielt godt have lagt mig i front og sat tempoet ned, men når der er andre der decideret kører for at hente dem, så synes jeg ikke det er god stil. I lang tid så det rigtig godt ud, specielt fordi der kun var 3-4 stykker i feltet der tog føringer, og de kunne ikke blive helt enige. På et tidspunkt var der en som ikke ville deltage i føringerne som angreb, for derefter at blive hentet igen. Det fik han et par knap så fine ord med på vejen for af de andre. Desværre blev de hentet et par km før målstregen, og så kom der igen et par angreb som blev halet ind.

På sidste omgang gik den lidt i stå i fronten af feltet, og da jeg var på vej op til fronten valgte jeg bare at køre lige forbi og se hvor jeg endte. Jeg fik dog ikke det hul jeg med lidt held kunne have fået. Men det var så heller ikke det jeg kørte for. Kort tid efter var der en svensk rytter der angreb. Han fik et fint hul, og 20 sekunder senere angreb en af hans holdkammerater så. Han fik ikke lige så stort et hul, jeg fik hurtigt lukket hullet til ham, og takkede ham lige for hjælpen med at hente hans holdkammerat. Kort tid efter kom Jesper op på siden af mig og spurgte hvordan jeg havde det. Det var ret nemt at sige, for jeg havde det egentlig ganske udmærket, og kunne godt se muligheden for et godt resultat.

Derfra holdt jeg mig mere eller mindre i hans hjul, og da vores formand kom op sagde han at de ville køre 3 mand for mig. Det var jo super lidt at få at vide! Desvære skete der det at der var 2 der kom afsted halvvejs ude på omgangen, igen nummer 134, og de fik et hul. Jesper og jeg forsøgte at køre dem op, men vi blev hurtigt hentet af feltet igen. Formanden prøvede at få de andre klubber til at deltage i føringerne, men det virkede som om folk var trætte. Jeg sad ret godt i feltet, og holdt mig hele tiden blandt de forreste, og gerne på hjul af en OCC rytter.

På Roskildevej lå Jesper i front. Der kom et angreb fra ABC, som jeg gik med i, men igen blev de hentet lidt for hurtigt. Kontrareaktionen kom på nedkørslen hvor ham der vandt enkeltstart i D i går kom BLÆSENDE forbi. Vi har nok selv kørt omkring de 50 hvis ikke hurtigere, og han kom bare med fart på. Han fik slået hullet, og så skulle han ellers bare holde tempo.

Da vi nærmede os opløbet, sad jeg stadig i Jespers hjul. Det var dog ved at gå galt da vi skulle rundt om en kirke, og der pludselig var en der trak lidt for langt til venstre, og var tæt på at sende Jesper ind i kantstenen. Han fik dog undgået, og jeg fik en rytter imellem. Hurtigt forbi igen, og op på Jespers hjul igen. Han satte et godt tempo, og vi kom ud på vejen før opløbet, som 1 og 2. Der kom et enkelt angreb som fik et hul, og jeg kom derefter først igennem det sidste sving.

Desværre var Jesper færdig, og der var stadig 4-500 meter til mål hvis ikke mere. Jeg valgte at blive i fronten, og da der kom et angreb fik jeg hurtigt fart på cyklen igen. Med 2-300 meter til mål nærmede vi os ham der stak lige inden opløbet, og jeg satte min spurt igang. I samme moment er der en bagfra der råber "Slå ud", og rytteren slår et slag til venstre - lige ind i min bane :crybaby: Forbi ham, og så ellers igang med at sprinte igen. Desværre mistede jeg lidt det momentum jeg ellers kunne have haft, og blev passeret af 2 andre ryttere med 20 meter til stregen. Men jeg blev alligevel nummer 3 i feltets spurt, og 6 sammenlagt :happy::pumpin::bigsmile: og det må jeg sige at jeg er godt tilfreds med.

Jo, det kunne da have været fedt hvis vi var kommet samlet hjem, og der ikke var kørt en ind i min bane, men det var fedt at køre et løb og have lidt overskud undervejs. I alt en tur på små 85 km med 38,8 km/t i snit, 232 watt i gennemsnit. 20130421tur_zpse83eff5a.png20130421kort_zps711f5400.png 6. pladsen betyder vidst også at sæsonens første point er kommet i hus. Hele 2 af slagsen! Men det er en start.

Til gengæld var det lidt ekstra fedt at se Simon køre i C klassen. Det var hans debut, og han snupper alligevel 2. pladsen i den gruppe han kommer hjem i. Desværre for ham var der bare et par grupper der kom hjem før dem. Men han havde været aktiv, og forsøgt lidt på egen hånd, og gennemfører under alle omstændigheder løbet! Det må man tage hatten af for, og håbe at han på den korte bane finder rytmen i C og begynder at køre point ind.

Edited by Kermit
Link to comment
Share on other sites

Så er der sket lidt ting og sager, og desværre med en knap så heldig profil. Jeg er jo som sagt startet et nyt sted, og det har egentlig været rigtig fint indtil videre. Da jeg var til samtaler herude fik jeg at vide at selskabet havde god likviditet, og at de de senere år havde haft god omsætning. Titlen var salgs og marketing assistent, men med en overvægt af markedsføringsopgaver. Noget der egentlig passede mig rigtig fint.

Da jeg så startede herude fik jeg på første dagen at vide at året ikke var startet så godt som de havde håbet, og at de var i gang med at kigge på hvordan de kunne hente noget at omsætningen igen. Men heldigvis var de en virksomhed som valgte at opruste i krisetider, og på den måde forhåbentlig arbejde sig ud af det. Det er jo egentlig meget fedt at få at vide.

For et par uger siden kom meldingen så at salgstallene var noget værre en først antaget – meget værre faktisk. Ligeledes drejede mine opgaver sig mere over i at skulle ringe op til potentielle kunder i Belgien, og forsøge at få dem til at fokusere mere på vores produkter. Ligeledes i andre lande. Ikke lige det jeg synes er det fedeste fordi jeg ikke har det sælger gen det kræver, og egentlig synes det er lidt grænseoverskridende. Det er dog en ting man ligesom må tage med.

I går kom der så endnu en melding. 2 var blevet fyret, og 2 bedt om at gå ned i tid. Efterfølgende blev jeg og en kollega kaldt ind til samtale med vores chef, som fortalte hvorfor og hvordan processen havde været. Det er jo en relativt lille virksomhed, og direktøren er sådan set også ejeren. Den første der stod for skud var egentlig mig, fordi jeg var den sidst ankomne, og egentlig sidder i en stilling hvor jeg jo reelt kun aflaster min chef og min kollega med nogle opgaver, så de kan fokusere på andre mere krævende ting. Min chef havde så ”fredet” mig, og derfor var jeg egentlig ikke blevet sagt op.

De regner ikke med flere fyringer/nedskæringer, men som der også blev sagt, hvis vi fortsætter med at tabe penge kan det blive nødvendigt.

Og det er så her hvor jeg begynder at trække lidt i bremsen. Jeg er 99% sikker på at hvis der skal ske yderligere nedskæringer, så er det mig der står for skud. Marketing er den største afdeling lige nu, og jeg er den mest overflødige da de to andre bare kan overtage mine opgaver. Jeg kan således ikke overtage deres. Jeg kan selvfølgelig håbe på at der ikke kommer flere, og at markedet vender, men jeg har bare selv svært ved at tro på at det ligefrem skulle stagnere, specielt med meldingen om at vi også taber en pæn sum i april måned.

Fremtiden betyder nok også at min rolle kommer til at ændre sig. Fra at sidde med marketing som største arbejdsområdet, kommer salg nu til at dominere mere. Og det var egentlig ikke lige det jeg havde håbet på.

Så hvad gør man så egentlig? Håber man på at det hele vender, at der ikke kommer flere fyringsrunder, og at jeg er sikker i mit job? Eller begynder man at søge andre steder for om ikke andet at komme på forkant med det? Som sagt, da jeg startede herude fik jeg at vide at man ville udnytte krisesituationer til noget positivt, og 1 måned senere gør man det stik modsatte? Derfor har jeg også lidt svært ved at tro at de ikke laver en omgang til hvis det skulle komme dertil.

Jeg har dog samtidig stor respekt for reaktionsevnen hos ledelsen, og det er det eneste rigtige at gøre når nu situationen er som den er. Men når de kan tænke selvisk, så bliver jeg simpelthen også nødt til det. Jeg har ikke lyst til at stå uden job om en måned fordi jeg var for naiv.

Så hvad gør man egentlig?

Link to comment
Share on other sites

Jeg ville helt sikkert begynde at kigge mig om efter et andet job. Der sker ikke noget ved at søge andre steder - og du har jo en god begrundelse for det. Intet binder jo, før du har underskrevet en kontrakt hos en potentiel kommende arbejdsgiver - så det er bare med at undersøge markedet og få et par bolde i luften. :-)

Så er du også på forkant med det hele.

Edited by Specialized2709
Link to comment
Share on other sites

Hvis jeg stod i din situation så ville jeg helt sikkert kigge mig om efter noget andet. Det virker ærlig talt til at de ting som ledelsen siger ikke helt stemmer overens med den faktiske situation i firmaet og nu sidder du med udsigten til opgaver som du egentligt ikke gik med til. Det virker lidt lusket og jeg tænker lidt på hvad der egentligt mere skjuler sig i skabet.

Link to comment
Share on other sites

Jeg ville også helt sikkert begynde at lede efter en andet sted at arbejde. Du må i gang med at fyre op under netværk/LinkedIn trawle jobsites igennem osv osv.

Man får ikke noget tak for at lade være, og det er dig som står med håret i postkassen hvis du i sidste ende bliver fyret.

Link to comment
Share on other sites

I går var jeg ude med Ordrup for første gang i meget lang tid. Det var nu egentlig helt rart og jeg havde faktisk glædet mig til at skulle ud med drengene igen.

Der var da også god stemning da jeg dukkede op, og det var noget der prægede hele turen. Masser af små jokes hele tiden, og sjove bemærkninger. Vi kørte op mod Stumpedyssevej i en stor flok, og jeg fik taget et par føringer på vejen derop i et ret hidsigt blæsevejr.

Oppe ved Stumpedyssen fik vi første opgave. 2 skulle køre med 30 km/t, og ca. 100 meter bag dem skulle der køre 2 andre med 30 km/t. Vi andre skulle så køre solo i modvinden op til første gruppe så hurtigt som muligt, max være der i 10 sekunder, og så videre til 2. gruppe. En rigtig led øvelse hvor man virkelig får presset sig til det yderste.

Jeg var den sidste der kørte afsted, og hentede et par stykker på vejen der var gået en anelse kolde. Det var også decideret modbydeligt med den modvind. Første gruppe blev hentet, og de 10 sekunder føltes som et splitsekund, og så var det afsted igen.

Da alle var kommet op blev øvelsen gentaget, men da vi efterhånden havde nået det stykke af Stumpedyssevej hvor vi landede i skoven, var det ikke nær så hårdt som første gang.

For enden skulle vi køre et såkaldt "Selvtillidsinterval". Vi skulle køre modsat retning i enkeltstartstempo, og ellers bare nyde medvinden og finde en god rytme. Jeg var den første der satte afsted, og fik hurtigt placeret mig i en god position og ikke mindst i en behagelig kadance. Medvinden gjorde at det var nemt at holde farten oppe. Intervallet sluttede ved forsamlingshuset.

Opsamling, og så kørte vi ellers over til en rundstrækning omkring Karlebo og Gunderød. Vi kørte den først samlet, og efter en hel omgang blev vi delt op i grupper. Jeg var i gruppe med Simon, Jesper og Jørn. Første omgang skulle køres som AT, og vi fandt hurtigt ind i et godt samarbejde. Første omgang var ikke så slem, men anden omgang skulle vi køre til vi ikke kunne mere. Det betød nogle hårde føringer i sidevinden hvor man virkelig måtte æde sig selv. Kort inden omgang var slut skulle vi ende op af en bakke med en spurt. Jeg var dog så heldig at jeg fik den sidste føring i det vi ramte bakken, og kunne derfor kun se passivt til mens de andre spurtede forbi mig. Det er sgu svært at spurte når man i forvejen ligger i det røde felt.

Endnu engang opsamling, og så bevægede vi os hjemad. Da vi nærmede os Sjælsø spurgte Jesper og jeg for sjov om vi skulle til højre. Drejer man til højre kommer man ned i et villakvarter hvor Sjælsø bakken ligger. En relativt kort bakke, med nogle ordentlige procenter. Det skulle vi desværre ikke, men til gengæld gjorde vi stop for foden af Åsebakken. Dem der var eksplosive skulle køre den fra bunden af med håndtaget i bund. Dem der var knap så eksplosive skulle køre press hele vejen op, og så spurte til sidst.

Simon og jeg lagde fra land som eksplosive ryttere, og da vi nærmede os toppen måtte jeg holde lidt igen da jeg fik lige underlige smerter lige under brystet. Det gik dog væk igen da jeg bakkede lidt af.

Da vi kørte ind mod Holte var Simon og Stig i front, og de havde slået et lille hul fordi de lige kørte en anelse hurtigere end de andre. Jeg så dette som et forsøg på at stikke af inden den improviserede spurt ind til Holte. Jeg kørte derfor op til dem, og så bakkede de en anelse af.

Da vi nåede den første lille bakke så jeg mit snit til at forsøge ude fra. Et hug, og så var jeg afsted. Da jeg nåede toppen fik den et ekstra gear og så ellers ned og køre enkeltstart. Jeg kunne se på min skygge at jeg ikke umiddelbart havde nogen lige i røven, men valgte ikke at kigge mig bagud. Det var først da jeg drejede ind på den sidste bakke at jeg kunne se at jeg havde fri adgang. Alligevel kørte jeg lidt igennem det sidste stykke bare lige for at få det med. Der gik da heller ikke mange sekunder efter jeg havde holdt op med at træde på toppen, før de andre kom halsende efter.

Der kom aldrig rigtig helt styr på tropperne inden vi kørte over på Attemosevej, og igen så jeg mit snit til at presse de andre lidt. Jeg satte derfor tempo på igen, og kørte solo. Bakken blev kørt i modvind, og jeg var efterhånden ved at være tømt for kræfter. Da jeg manglede 200 meter kiggede jeg mig over skulderen og kunne se Jesper på vej op. Så gearet fik lige et hak til, og så trådte jeg til. Det gjorde at han holdt op med at træde, og så kunne jeg snuppe den også.

Da han kom op til mig sagde han at jeg ikke skulle have kigget mig bagud, og at han havde håbet på at han kunne snige sig ind på mig.

Da vi ramte rundkørslen på Skodsborgvej vinkede jeg farvel til de andre, og kørte hjem via Kongevejen.

I alt en tur på 93,6 km(inklusiv kørsel fra arbejde i Nordhavnen) med 30,4 km/t i snit.
Skaeligrmbillede2013-04-24kl075227_zps4f
Skaeligrmbillede2013-04-24kl075243_zpsab

I øvrigt bød turen også på en ny PR på min 1 minuts værdi. 598 watt er 6 watt mere end jeg trådte sidste år.

Super fed tur, og fedt at få kørt med de andre igen. Det er altså bare genialt når man skal have trænet de helt korte og ekstreme intervaller.

Jeg hoppede også på vægten for første gang i 1,5 uges tid, og hvis jeg korrigerer for en tur på det lille hus efterfølgende, har jeg nok vejet ind omkring 76,3-76,5 kg. Det er sgu egentlig meget fint.

Link to comment
Share on other sites

For første gang i MEGET lang tid sov jeg helt til kl. 8.30 i morges :bigsmile: Det var sgu egentlig rart nok.

Søndag køres der løb i Greve. 85 km på en relativt flad rute. Jeg har egentlig ikke de store forventninger til løbet, men tager det lidt som det kommer. Dog er det et løb som jeg godt kunne tænke mig at vinde af en helt speciel årsag. Min morfar døde som sagt for et par uger siden, og han kom oprindeligt fra Greve af. Så det kunne være en fin lille gestus.

Men som sagt, jeg tager det som det kommer, og så må vi se hvordan benene har det.

Link to comment
Share on other sites

Søndag køres der løb i Greve. 85 km på en relativt flad rute. Jeg har egentlig ikke de store forventninger til løbet, men tager det lidt som det kommer. Dog er det et løb som jeg godt kunne tænke mig at vinde af en helt speciel årsag. Min morfar døde som sagt for et par uger siden, og han kom oprindeligt fra Greve af. Så det kunne være en fin lille gestus.

Men som sagt, jeg tager det som det kommer, og så må vi se hvordan benene har det.

Greve er jo ikke så langt væk, kan være jeg kommer og hepper på dig!!!

Link to comment
Share on other sites

Greve CC løbet

Da jeg vågnede søndag morgen var det ikke ligefrem med overskud i kroppen. Generelt virkede jeg lidt groggy, og gik bare lidt rundt i min helt egen verden. Rent mentalt betød det også at jeg vidste at jeg enten ville have en total off-day eller en af den slags dage hvor alting bare spiller. Det var faktisk først da jeg hoppede op på cyklen og kørte over mod start/mål at jeg følte mig frisk. Her fik jeg mødt et par fra Ordrup som jeg fik snakket med, samt en ABC rytter der var interesseret i at købe mine hjul. Ved indskrivningen kunne vi se at vi ville være 35 minutter forsinkede, så der var masser af tid til at gå rundt og snakke med de andre, samt køre en god lang opvarmning.

Jeg kørte over til hvor vi sidste år kørte Greves løb, og kørte et par omgange der med lidt sprint indover. Herfra var det bare tilbage til start/mål og køre lidt frem og tilbage inden starten. Feltet var noget større i går end det ellers har været, og da jeg først kørte frem til start med 1 minut tilbage, betød det at jeg startede som en af de bagerste. Det betød at jeg den første omgang brugte MANGE kræfter på at komme op foran. En ting er at køre sig op igennem et felt - det kræver normalt at man bruger lidt ekstra kræfter, men at gøre det i starten af et løb er fuldstændig vanvittigt. Der var bare smæk på fra starten af, og mange steder med små sving, og steder med massiv vind. Især vinden blev en faktor i går, og de fleste havde undervurderet den ved starten.

På første omgang kom Jesper S væk sammen med en ABC mand, og det så egentlig ganske fint ud, men de blev så også halet ind igen. På anden omgang prøvede jeg et forsøg på at komme væk på en af de få bakker der var i løbet, men blev også hurtigt hentet igen. Vinden var som sagt brutal, og der var flere passager i løbet hvor feltet blev strakt helt ud når der blev givet gas i sidevinden. Der var heldigvis også et stykke med medvind hvor man virkelig fik farten op. På 2. omgang var der en Hvidovre mand der lagde sig i front, og jeg lå i hans hjul, og så begyndte han ellers bare at trække. Jeg forstod aldrig hvorfor, for han brugte virkelig mange kræfter på det, men det var imponerende at se hvor meget han kunne presse ud i pedalerne.

På 3. omgang gik det så for alvor igang. Jeg havde markeret mig oppe foran, men kom af mystiske årsager lidt tilbage i feltet, og så skete det. ABC lagde pres på, og så knak feltet i store stykker. Dem som ikke havde poweren kunne ikke lukke hullerne, og dem der sad for langt tilbage brugte mange kræfter på at forsøge på at komme op. Jeg blev desværre fanget på mellemhånd, og kunne se frontgruppen køre væk. Pisse irriterende! Heldigvis var vi 6 mand i en gruppe der valgte at arbejde sammen. Undervejs smed vi 2 af for at at komme op, men vi fik hentet feltet i det vi kørte ud på 4. omgang. Det var absolut IKKE nemt, og jeg tror de fleste af os var meget glade for at vi havde hentet dem netop der. Havde vi skulle have kørt en halv omgang til var vi eksploderet.

Halvvejs ude på 4. omgang kom der så et angreb fra en BBC rytter og en ABC rytter. De fik en jyde med, og jeg vidste på det tidspunkt at de ville holde hjem. Da vinden kom fra venstre lå jeg i højre side, og det betød at jeg ikke som sådan kunne komme ud og køre op til dem. Da jeg endelig havde muligheden for det var de for langt foran, og jeg havde slået mig selv ihjel i forsøget på at køre op grundet vinden. Mine ben var også ved at være godt smadrede, og der havde været en begyndende krampe i mine lår. ABC havde 2 mand i det decimerede felt og de lå bare og kontrollerede det hele. De kørte faktisk rigtig klogt på den måde. En anden ting jeg bemærkede var at de lavede en bred vifte så alle havde plads, hvilket jeg tror bevirker at folk ikke få lyst til at angribe på samme måde. Man bliver lidt lullet i søvn når tempoet er lavt, og de skærmer af for vinden.

På sidste omgang var det om at holde sig med fremme. Jeg havde en enkelt holdkammerat med, og det var jeg egentlig rigtig glad for. Desværre kunne jeg have hugget hovedet af ham, da vi ramte side/modvinden. Han kom op på siden af mig, og gjorde klar til at køre ind foran mig. I det han gør det kører de foran, og så trækker han bare ud i stedet for at køre med. Det betød at jeg lige skulle lukke et hul på 10 meter i vinden. Det var jeg mildest talt ikke super glad for. Med 5 km tilbage af løbet fandt jeg mig selv sidde for langt fremme. Jeg tror jeg sad som rytter nummer 3 eller sådan noget, og det kunne jeg ikke bruge. Så da der så småt kom et par angreb, sørgede jeg for lige at lade et par andre gå forbi, og så komme i deres hjul. Det betød at jeg pludselig lå inde i feltet og blev skærmet helt af for vinden. Med den sidste km i sigte kom der et angreb, jeg fik hurtigt lukket det, og sad nu som i 2. position. Han valgte at fortsætte sit pres, hvilket passede mig rigtig godt. Forbi 500 meter skiltet, og så trak han sig mere over mig venstre side af vejen, så der faktisk kun lige var plads til mig. Med 350 meter tilbage valgte jeg at åbne op. Selve opløbet lå for anden af et blødt sving, men man kunne ikke helt se hvor langt der var for svinget endte. Jeg huggede til og kom væk. Benene føltes overraskende lette, men efter de første 150-200 meter begyndte syren at melde sig. Jeg forsøgte at holde presset så meget jeg nu engang kunne, men da vi nåede ind på de sidste 30 meter kunne jeg ane en rytter på hver side. Jeg nåede at tænke "Det her sker bare ikke igen" med henblik på sidste uges spurt hvor jeg nåede at blive passeret af 2 andre på de sidste metre. Jeg forsøgte at klemme det sidste ud, og kunne derfor køre over stregen som nummer 1 i feltet. Jeg måtte da også lige udbryde et brøl da jeg krydsede stregen for den længste spurt jeg nok nogenlunde har kørt.

Herfra var der sådan set bare opsamling, snakke med de andre, grine lidt, og så over og modtage de famøse 75,- og 4 point en 4. plads giver.

I alt en ganske fin søndag. Jeg nærmer mig podiet, og jeg håber at jeg snart kan træde op på det. Det ville i hvert fald være en glæde at kunne tage det sidste skridt. Sammenlagt har jeg indkørt 6 point i år, og havde 7 point med fra sidste år. Så en total på 13 point, så der mangler 11 for at rykke op i C. Hvis jeg bare kan blive ved med at køre point ind i alle løb skal det nok gå.

Data og alt det der får i senere.

Link to comment
Share on other sites

Så lykkedes det. Mine lukkede ringe blev solgt for 11.000,- som samlet sæt inklusiv pladehjul. Ret imponerende lykkedes det mig at sælge til min absolutte minimumspris(7000 for hjulsættet og 4000 for pladehjulet), så det var sgu lækkert.

Hvad de skal erstattes med har jeg ikke helt besluttet mig for endnu. Men det bliver i hvert fald noget dæk/slange værk.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share