Got legs?


Kermit
 Share

Recommended Posts

SM Linieløb
dsc_3492.jpg

Egentlig var jeg i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle køre SM løbet i Sengeløse, da jeg ikke havde fået meldt mig til. Eller det troede jeg da i hvert fald ikke at jeg havde. Da jeg lørdag aften sad og kiggede startlisten igennem kunne jeg dog se mit eget navn figurere, og så var den jo god nok.

Sidste år var løbet nok det hårdeste der blev kørt i sæsonen. En massiv vind, kulde, og regn til de første starttider gjorde at de 90 km var et decideret udskilningsløb. Jeg mener vi var omkring 80 til start og 30 der gennemførte. Scenariet i år var dog noget anderledes med temperaturer over 15 grader, høj solskin, og en moderat vind. Ruten var endda også blevet overhalet med en omgang nyere asfalt på et ret afgørende sted. Ca. 4 km inden mål laver man et skarpt højresving og så kører man ellers ind på en smal markvej. Sidste år var asfalten helt elendig på det stykke, og der var dybe render i begge sider af vejen. Det var der så ikke i år.

Med en starttid kl. 12.05 var der masser af tid til at sove igennem, og tage det stille og roligt i løbet af formiddagen. Det fik jeg så også gjort. Jeg havde det faktisk lidt ligesom i løbet i Greve, for jeg følte aldrig rigtig at jeg vågnede for alvor om morgenen. Men da jeg havde pakket cyklen ud, og trillede afsted i korte rør og arme, så var jeg noget friskere igen. Efter en halv times opvarmning stod jeg ved starten 10 minutter før. Jeg skulle i hvert fald ikke lave samme fejl som sidste løb hvor den første halve omgang blev brugt på at slide sig selv ihjel for at køre sig op igennem feltet. Den tanke har jeg egentlig udviklet lidt, for når folk siger at D klassen er begynder klassen, så har de selvfølgelig ret. Men der er et par årsager til at D klassen til tider kan være ubarmhjertig. Niveauforskellen kan til visse løb være ekstrem. Er der nogle stærke der ligger hårdt fra land, og man selv er startet midt i feltet, kan løbet være ovre allerede der, fordi man måske ligger med nogle svagere ryttere der ikke kan lukke hullerne når de opstår. Det er i hvert fald lært efterhånden.

Ved starten fik jeg snakket lidt med de andre, og jeg har fundet ud af at et tidligere søsterselskab til min nuværende arbejdsplads, som ligger 2 etager under os, har en rytter som også kører i D og som åbenbart har lagt mærke til mig/ved hvem jeg var. Ham var jeg nede og møde fredag i sidste uge, og han stod da også lige bag ved mig ved starten. Så ham fik jeg også lige snakket lidt hurtigt med.

Fuld fart over feltet da starten blev givet fri, og allerede efter første sving var der en Ringsted mand der gik i front og gav den fuld gas. Jeg gik med, og vi var et par stykker der forsøgte at få det til at køre rundt. Men feltet var selvfølgelig lige bag ved. Der var en række angrebsforsøg på første omgang, men ingen der rigtig kom afsted. Jeg var selv med i et enkelt eller to fremstød, men som sagt uden held. Første omgang blev kørt med lige over 40 i snit.

På anden omgang stak en fra klubben alene, og han fik et hul da fronten af feltet slet ikke kørte. Da slingrede lidt fra side til side fordi ham i front ikke ville føre mere, og pludselig svingede de til en side så jeg kom fri, og så tog lysten over. Jeg klikkede et ekstra gear på, og så kørte jeg afsted. Jeg nåede at råbe et par gange at han skulle sætte farten op inden jeg fik ham hentet, og vi kørte en km's penge, og så var vi hentet igen.

Kort inden vi ramte markvejen kom der et angreb fra Ordrup igen, men han fik timet svinget forkert og endte ude i grøften. Det så faktisk ret komisk ud, og jeg troede først at han havde fået en punktering og dermed ikke kunne styre cyklen, men der havde været et lille optisk bedrag i det sving som gjorde at han troede det kom før det gjorde. Kort tid efter var der en FBL rytter der stak afsted. Feltet kiggede bare på mens han kørte, og jeg hørte så ham fra FBL jeg havde snakket med tidligere nævne at han var triatlet og derfor godt kunne køre det tempo. Da jeg fik muligheden for det gik jeg efter. Han havde allerede fået et stort hul, men jeg forsøgte at holde pres i pedalerne og komme så langt ned over styret som muligt. Det var derfor også super fedt at køre over stregen høre et par Ordrup folk sige hep, og lige ledes lige få en opmuntring fra Frederik fra Lyngby da jeg passerede ham i vejkanten. Så bliver man lige løftet det sidste

Jeg blev kort tid efter hentet af en FBL rytter og Andreas fra Ringsted(han ligner den forsvundne Schleck bror og har generelt klaret det rigtig godt i år), vi kom hurtigt ind i et samarbejde, og fik senere selskab af en Amager mand og en Birkerød mand. Med andre ord sad jeg pludselig i et udbrud der havde potentialet til at holde hele vejen hjem. Vi kom ind i et godt samarbejde hvor vi alle bidrog, men hvor Amager manden ofte sprang føringer over. Det kan man enten blive irriteret over, eller lade gå i glemmebogen. Vi valgte hovedsagligt det første, men som vi kom ud på de sidste omgange blev han også presset til at deltage i føringerne.

Vi nærmede os hele tiden den Frederiksberg rytter der var stukket tidligere, og som vi nærmede os ham begyndte den anden FBL rytter at springe sine føringer over. Det gav jo egentlig også god mening. Jeg tog en lang føring i et modvindsstykke da vi kun manglede lidt for at hente ham, og pludselig kom der så et angreb fra Andreas hvilket jeg ikke lige havde set komme. Jeg måtte derfor bide tænderne sammen og kom lige med i slipstrømmen inden der igen faldt ro på.

Vi fik hentet FBL manden inden vi ramte sidste omgang, og så var vi pludselig 2 FBL, 1 Birkerød, 1 Amager, 1 Ringsted og så mig. Vi fik det til at køre nogenlunde rundt på sidste omgang, hvor Amager manden(nederen navn i øvrigt), blev presset af FBL til at deltage i arbejdet. Der var dog aldrig rigtig bund i føringerne og ofte nåede den også at gå lidt i stå. På et tidspunkt da vi kørte rulleskift gik jeg frem og tog min føring, slog ud, og så kom der bare ikke nogen op. Det var tydeligt at der blev lurepasset. Da vi ramte markvejen kom der pludselig et angreb fra Amager, som vidst fik alles pis i kog. Her havde han siddet med uden rigtig at arbejde, og så prøver han at stikke af. Så alle var efter ham med det samme. Det var perfekt for mig, for jeg lå bagerst og kunne følge med i løbets gang. Jeg havde lovet mig selv at jeg kun ville køre med hvis det var en FBL rytter der kørte, for de havde trods alt en taktisk fordel. Desværre sad jeg for langt tilbage da den første rykkede på opløbsstrækningen med ca. 800 meter til mål. Han fik vidst Birkerød manden med, og de fik et hul. Andreas forsøgte at lukke hullet, men jeg vurderede at de andre ikke blev kørt ind, så med 5-600 meter til mål rykkede jeg afsted. Jeg vidste at jeg ville få FBL rytteren med, men jeg havde intet valg. Jeg fik hentet de to forreste, satte lige hurtigt tempoet lidt ned, og tog så en sidste acceleration med smerte i hele kroppen. Desværre passerede FBL rytteren mig på de sidste 50 meter, og kunne køre først over stregen, men jeg kom trods alt ind på 2. pladsen, hvilket jeg var ganske tilfreds med.

Jeg kørte tilbage til målstregen, og kunne så se en lille forfølgergruppe komme ind et par minutter efter os, anført af 2 Ordrup ryttere! Den ene var bl.a. ham der havde taget den i grøften! I feltets spurts fik vi ligeledes en 3. plads, så det var alt i alt en god dag for Ordrup i D klassen.

I kan se stats her

20130505tur_zpsa75b9ed7.png
20130505kort_zps13d3a489.png

Endnu engang et superfedt løb. Sidste år blev jeg 4'er i samme løb, men denne gang havde jeg heldet til at komme med i det helt rigtig udbrud. Det var ligeledes min første tur på podiet i et licensløb, og det er jeg meget stolt af. Jeg føler også at min form er lige i skabet for tiden. I går kunne jeg køre med i det ene ryk efter det andet, og stadig føle en vis portion overskud. Jeg snakkede faktisk med et par stykker om det, og noget kunne tyde på at det sygdom jeg havde i starten af april, måske har siddet tungere i kroppen end jeg lige først havde regnet med. Ingen tvivl om at jeg er kommet i bedre form af løbene, men mit bundniveau i starten var simpelthen for lavt i forhold til hvad det burde. Men ok, en omgang forkølelse ugen forinden var måske heller ikke den bedste start. Når jeg tænker på at jeg ugen efter kørte en 6. plads hjem, så kunne det have været rigtig fedt at se hvad jeg kunne have klaret uden sygdom i de første løb.

Samlet set er jeg nu oppe på 12 point i sæsonen, og med 7 fra sidste år mangler jeg reelt set kun 5 point for at rykke op i C. En top 3 placering i næste løb kan gøre det, men det vigtigste for alle løb fremadrettet er bare at der kommer point på kontoen.

Link to comment
Share on other sites

Told you so: Du skal køre dig i form i løbene :bigsmile:

Tillykke! Nu begynder det at rulle :smilerock:

Fedt tillykke. Ruller ind med podie placeringer for tiden :-)

Sgu fanme i orden, det dér!

Tillykke med den flotte placering Kermit. :bigsmile:

Godt kørt - Tillykke :bigsmile:

SEJT! Tillykke med det!

Jeg glæder mig til at læse din racerapport:-)

:smilerock:

Tak alle sammen.

Det var egentlig også fedt at dukke op til træningen i går og få skulderklap fra alle de andre. Det bliver man sgu glad for.

Jeg vil ikke lave en lang beretning om træningen i går, men bare konstatere at jeg på de sidste 15 km fik sat en ny personlig rekord på min 5 sekunders værdi i en sprint. Jeg kan ikke huske det konkrete tal, men mener det var over 1200 watt i snit, og 1305 watt på toppen. Hvordan det lige kunne lade sig gøre skal jeg ikke kunne sige, men det føltes ret godt.

Jeg er bare glad for at jeg på nuværende tidspunkt har kørt en podieplacering hjem, og har nærmet mig målet om oprykning til C klassen. Der er kun 5 point tilbage, og med lidt klog kørsel kan det sagtens lade sig gøre. Lykken ville selvfølgelig være at køre top 3 i morgen, og dermed sikre minimum 5 point, men mindre kan også gøre det. Kunne bare være cool at stille til start i C klassen til FBL's kriterium ved Zoologisk Have.

Jeg har dog også i mellemtiden gået og tænkt en del over min "rolle" som cykelrytter. Jeg bliver af mange kaldt for en sprinter, men det har bare længe haft en negativ klang i mine ører. Billedet af en rytter der sidder og feder den, og så først kommer frem de sidste 200 meter er ikke lige noget jeg bryder mig om. Men jeg har ligesom affundet mig med at jeg har sprinterkvaliteter, men jeg ser mig stadig ikke som sprinter. Jeg holder stadig på at være en puncheur type, da jeg egentlig har det allerbedst hvis det samtidig går en smule opad. Ligeledes har jeg en god udholdenhed som gør at jeg kan mere end bare træde watt i en kortere periode. Men når det så er sagt, så er det vel ikke det værste at være sprinter når nu løbene i DK er flade? :bigsmile:

En anden ting jeg skrev om i sidste uge var at jeg havde solgt mine hjul til lukkede ringe. Jeg har længe gået og søgt på muligheden for at købe nogle nye lækre hjul til dæk/slange, men har ikke helt kunnet få økonomien til at hænge sammen med et hjulsæt og et pladehjul. Jeg tror dog efterhånden at jeg har fundet løsningen. Man kan nemlig købe et kit til 85 dollars hvor man sætter nogle covers på hjulene, og så fungerer det som et pladehjul. Aerodynamisk skulle det være lige så godt som et pladehjul, men man mister højst sandsynlig den lyd der er karakteristisk for et pladehjul. Det kan jeg dog godt leve uden tror jeg, så nu skal jeg lige have de sidste detaljer på plads, og så burde der meget gerne være et sæt Zipp 404 Firecrest clincher til mig. I øvrigt med 11 speed body, så den er fremtidssikret.

Link to comment
Share on other sites

Jungshovedløbet

Egentlig ikke et løb jeg havde set frem til. For det første skulle HCK's løb køres på Præstø - en god times kørsel fra Lyngby, men værre var næsten at starten skulle være kl. 8.30. Skulle jeg havde fulgt kostrådene normalt, skulle jeg så faktisk være stået op omkring 4.30 for at spise morgenmad :wacko: Det valgte jeg så ikke at gøre, men var alligevel oppe kl. 6.20 og satte mig nærmest direkte ind i sofaen og kørte havregrynene ned. Et smut på det lille hus, og så ellers ned i bilen og afsted.

Vejret i Lyngby var super lækkert da jeg kørte afsted, men da jeg ramte Køge ramte jeg samtidig nogle voldsomt kraftige regnbyger hvor det var svært at se mere end 50 meter frem. Men det lykkedes mig nu alligevel at finde frem til start/mål, fik taget mit tøj på samtidig med at det begyndte at regne. Da jeg trillede ned til start/mål for at finde indskrivningen var det da også med en våd røv. 15 minutters opvarmning, og så var vi ellers klar til start. Vi stillede et ret lille hold i dag fra Ordrup hvor vi kun var 3.

Da starten gik kom der hurtigt fart over feltet, og jeg fik placeret mig oppe foran. De første km blev kørt med høj fart, og alligevel var der nogle der forsøgte at komme med. Et par gange var jeg også selv med, men fælles for alle angreb var at de blev kørt ind. HCK virkede som om de ville holde det samlet til en spurt, og startede med 4 mand foran der satte et godt tempo. Generelt var der meget glat over det hele. Der lå en masse grus rundt i svingene, der var mudder på vejene fra traktorer o.lign, og så var der et par steder lagt ny asfalt som med det våde vejr gjorde det til en skøjtebane. Første styrt fik vi da også på første omgang da der var en rytter der var kørt afsted, skulle igennem et 90 graders sving, og bare kunne se cyklen skride under sig.

Der var en del 90 graders sving, og S-sving på ruten, og hver gang de kom blev der åbnet op i fronten for at se om der var nogle der kunne blive sat. Jeg havde heldigvis placeret mig foran, og havde generelt nemt ved at følge med i løbet. Hver gang der var nogle der kørte væk, kørte enten jeg eller en af de andre OCC ryttere med. Jeg fik generelt dækket en del ryk, og animerede også til et par enkelte stykker, uden at det fik afgørende betydning.

Da vi kørte ud på 2. omgang skulle jeg havde noget at drikke, og da jeg skulle sætte den i holderen igen, gled den ud af min hånd og ned på vejen. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg skulle så køre resten af løbet kun på vand og en enkelt gel. Ikke umuligt, da det trods alt var et kort løb lige omkring de 70 km.

Vi spoler videre til 3. og sidste omgang. Der kom et angreb fra Andreas fra Ringsted allerede på starten af omgangen. Han satte sig så i front og kørte ok igennem, og der blev generelt holdt en høj fart. Der var nogle forsøg på at rykke fri fra feltet, og en enkelt gang måtte jeg virkelig klemme ballerne sammen, ellers var det ikke det store problem at køre med.

Jeg havde fra de 2 tidligere omgange set en kirke der lå 3-4 km fra mål, og jeg havde besluttet mig for at jeg skulle ligge godt når vi nåede dertil. Som sagt så gjort. Micky fra FBL, som jeg kender lidt, fik et par af sine drenge til at gå i front og holde et højt tempo så der ikke kom angreb. De sidste 3 km blev kørt på en smal markvej, og med FBL i den ene side, lå jeg lidt til venstre for dem for at spærre af for eventuelle angreb bagfra - så smal var vejen. Med 650 meter tilbage, kørte Micky frem i en acceleration i højre side, og jeg var hurtig til at komme med i venstre side. 300 meter før mål skulle vi igennem et 90 graders sving. Jeg havde hans hjul, men han bremsede så meget ned, og accelererede så kraftigt ud af svinget at jeg havde svært ved at holde hjulet. Jeg prøvede at kæmpe mig tilbage, men da jeg så endelig var ved at hente ham, havde jeg ikke rigtig noget at spurte med.

Micky kunne derfor køre først over stregen med mig lige bagved. En 2. plads var en realitet, 6 point, og dermed 1 point mere end hvad jeg egentlig behøvede.

20130509tur_zps81f371bc.png
20130509kort_zps362e8ebc.png

Skulle jeg havde ændret på noget i opløbet, så skulle jeg have brugt flere kræfter på at sprinte op til Micky efter svinget, og måske håbe på at have kræfterne til sidst alligevel. I stedet kørte jeg den måske en anelse for forsigtigt, hvilket så resulterede i at jeg ikke fik lukket hullet nok. Men når det er sagt, så er jeg ikke sikker på at det havde gjort forskellen. Det sving lå 300 meter fra mål, og det har nok været sådan en Rolf Sørensen afslutning hvor først igennem svinget vinder.

Jeg fik også lige set de andre klasser blive sendt afsted inden jeg skulle på podiet. Da jeg kom tilbage til bilen kunne jeg se C feltet komme kørende, og bemærkede at Maria ikke sad med. Hun er netop rykket op i Dame A, og de kører med C klassen. Jeg valgte derfor at pakke bilen, og lige køre en omgang for at se om hun eventuelt skulle være punkteret. Jeg fandt hende aldrig, men fandt senere ud af at hun var punkteret, men var blevet hentet af hendes forældre.

Men det var egentlig fint nok at jeg kørte ruten igen i bil, for så fik jeg rent faktisk set den. Bl.a. havde jeg SLET ikke opdaget at vi egentlig kørte langs vandet i en lang periode :biggrin:

Men det var så min tid i D. En lille måned tog det at rykke op, og de sidste 4 løb har budt på 18 point. Når jeg tænker tilbage på de to første løb, og hvordan intet bare fungerede, så er det egentlig ret fint at kunne se at formen kom, at ambitionerne var rigtige, og at jeg rent faktisk formåede at køre point ind, og ikke mindst komme på podiet. Ingen tvivl om at jeg har haft heldet med mig i de 2 sidste løb, men heldet følger jo som oftest den der er i god form. Jeg tror bestemt at de 2 første løb blev spoleret af at jeg var syg ugen forinden, og ikke havde nået at få det nok ud af kroppen. At det samtidig var hårde løb har nok ikke hjulpet på det heller :bigsmile: Jeg er dog blevet bekræftet i at jeg har styrken, og at vinterens træning bestemt ikke har været forgæves.

Nu står den så på en længere pause, da næste løb først køres 2. Pinsedag. Jeg har ét mål med træningen inden da, og det er at jeg skal ud på en god lang tur, hvor jeg kommer rundt i landet, ikke skal køres planlagte intervaller, men bare nyder cyklen, naturen, og vejret. Det har jeg virkelig savnet efter de sidste mange måneders fokus på kvalitet i træningen. En tur til nordkysten og så hjem af Strandvejen er umiddelbart hvad jeg har behov for :bigsmile:

Næste store spørgsmål er så hvordan det kommer til at gå i C. Min umiddelbare plan er at se det hele lidt an. Jeg er klar over at det ikke bliver kørt som i D hvor man på en god dag kan køre med i alt, og stadig sidde tilbage med en spurt. Hvor meget hårdere det er aner jeg ikke, men det skal jeg ud og opleve. Jeg skal forstå dynamikken i den måde de kører løb på, finde ud af hvordan jeg skal disponere mine kræfter o.lign. Jeg glæder mig sindssygt meget til at se om jeg kan følge med. Jeg forventer det, men alt kan ske i et løb. Heldigvis er det et kriterium vi skal køre første gang, og det hjælper mig måske en smule da det kun er en times tid der skal gives fuld gas. Den store udfordring kommer nok først når vi skal ud over de 100 km og hvor enten ruten eller vinden er hård.

Nu skal resten af aftenen gå med at rode med mit nye legetøj - et sæt Zipp 404 Firecrest til dæk/slange, og ikke mindst bare slappe af.

Link to comment
Share on other sites

Tonsertur
600782_10151554550775502_755460267_n.jpg

Og vi starter lige indlægget med det sidste løb og podieplacering i D klassen.

Efter at have brugt de sidste mange måneder med fokuseret og målrettet træning, stod jeg i morges op til tanken om at køre en tur bare for at køre en tur. Ingen intervaller, bare ud og køre på cykel og holde kæden stram. Samtidig skulle det også være den rigtige debut til mine nye Zipp hjul. Jeg havde dem ude på en trilletur i går, men måtte lave en række justeringer da jeg kom hjem - mere om det senere.

Tanken var egentlig ret simpel - op til Hornbæk, og så hjem af Strandvejen. Jeg kørte ud igennem Lyngby, ramte Kongevejen og satte så kurs mod Hillerød. For foden af Geels bakke blev jeg passeret af en triatlet som gav den fin gas op over. På den efterfølgende bakke op mod Rude Skov satte jeg dog tempo, og så kunne han ikke helt følge med.

Jeg var heldig med vinden, og havde medvind hele vejen nordpå. Ved rundkørslen ved Kirkelte besluttede jeg mig for at køre ind igennem byen mod Karlebo, og så køre af Kulsviervej op til Hillerød. Det skulle jeg så ikke have gjort, for da jeg nåede Isterødvejen var der spærret for overkørsel. Så jeg kunne vende cyklen om og køre tilbage til Kongevejen og videre op til Hillerød den vej.

Jeg valgte at køre under Esrum sø, og så op igennem Gribskov. Det er en ca. 5-6 km lang strækning som bare føles uendelig, og jeg fik virkelig varmet op under de nye hjul der med glæde tog imod. Om farten var dikteret af gode ben, eller det faktum at jeg kørte med en 11-23 kassette skal jeg ikke kunne sige, men skal jeg køre omkring de 30 km/t er kæden simpelthen for skæv, så jeg lå ofte og kørte 32-33 for at holde en lidt mere lige kædelinie.

Da jeg nåede Esrum kørte jeg ned på Frederiksværksvej og kunne se en Musvåge cirkle rundt om den lille skov der er ved byen. Det så ret imponerende ud. Jeg fortsatte dog videre op nordpå, op til Dronningmølle med vinden lige i ryggen, og god fart i stængerne. Oppe ved Strandvejen var det ellers bare at fortsætte ind mod Helsingør. Det virkede en anelse som om at vinden havde vendt sig lidt. Da jeg passerede Ålsgårde begyndte det at regne. Ikke voldsomt, men det startede med lidt drypperi og så åbnede det en smule mere op. Det døde dog også relativt hurtigt hen igen, så jeg ikke blev gennemblødt eller noget som helst.

Inde ved Helsingør var det op af en gammel klassiker - Ørnebakken. En kort lille satan der virkelig bryder monotomien fra Strandvejens flade strækninger. Igennem Helsingør, ud mod Gurre, og så var vinden ellers lige i smasken. Jeg kørte videre ud til Nyrup, over Kettinge og så ud på Strandvejen igen. Da jeg ramte Nivå lurede jeg meget på at køre mere ind i landet for at slippe for den relativt kraftige vind der egentlig var ved kysten. Derudover stank det også helt forfærdeligt i dag - jeg ved ikke om de ikke har fået fjernet tang fra strandene endnu, men for hulen hvor det stank. Jeg kæmpede mig dog igennem det værste vind, og kunne ånde lidt lettet op da jeg nåede Rungsted og dermed fik lidt ekstra læ.

Ved Vedbæk blev jeg passeret af en Ordrup rytter efter et lyskryds, og ham fik jeg hurtigt lagt mig på hjul af. Vi skiftedes til at tage føringer undervejs, og kunne holde et godt tempo. Ved bakken lige før Eremitagen gik jeg forbi og satte lidt ekstra tempo. Jeg passerede en anden rytter, og i samme moment kørte der så en Mini op på siden af mig og holdt hornet i bund. Det på trods af at jeg havde givet tegn på at jeg ville trække ud, og det faktum at han ikke var tæt på mig da jeg endelig trak ud. Jeg valgte derfor at lade min adrenalin tage over, og sprintede afsted efter ham, men han stak åbenbart halen mellem benene og kørte hurtigt væk igen, og så kunne jeg ikke lukke hullet.

Klampenborg bakken blev faktisk kørt overraskende godt, og stykket ind mod Lyngby var med vinden lige i ryggen hvilket var tiltrængt.

I alt en tur på små 116 km med 32 km/t i snit.
20130511tur_zps02dbda57.png
20130511kort_zps451bec39.png

Jeg holdt et snit på 217 watt på hele turen, hvilket svarer til at jeg ca. har forbrændt 2700 kcal på turen. Generelt bare fedt at køre en lang tur uden noget konkret fokus andet end bare at køre. Det kan man godt savne fra tid til anden.

Og så til hjulene. Er de fede? Ja det er de. De ruller rigtig godt, er sindssygt lette at montere dæk på, og ser rigtig lækre ud. Så lykken er gjort? Njarh. Baghjulet er en anelse blødt, og jeg troede i lang tid at bremseklodserne stødte på når jeg accelererede. Fælgen er jo betydeligt bredere end alle andre hjul jeg har kørt med. Jeg justerede derfor lidt på klodserne, åbnede dem betydeligt mere op, men alligevel mærkede jeg noget i dag. Jeg tror dog desværre at det er rammen den er gal med. Der er meget lidt clearance mellem fælg og sadelstag, og jeg kan se på bagfælgen at den har et par skrammer omkring hvor staget ville ramme hvis hjulet flexer. Det er ikke et nyt fænomen, og Zipp har da også nævnt det i al deres markedsføring at der kan være problemer med enkelte rammer.

Hvor stiller det så mig? Jo, der er vel et par muligheder. Den første er at hjulene så bare ikke kan bruges. Det ville være mega nederen, da jeg lidt har på fornemmelsen at der også i fremtiden vil komme brede fælge. Den anden er at finde en ny ramme. Det ville også være mega nederen da jeg virkelig holder meget af min Orbea. Selvom det overordnede design er omkring 7-8 år gammelt, så modtager jeg stadig en del komplimenter. Ligeledes ville jeg faktisk ikke helt vide hvilket stel jeg skulle erstatte den med hvis det endelig var. Den tredje løsning er jeg igang med at undersøge lidt nærmere. Først og fremmest vil jeg gerne sikre mig at det rent faktisk er sadelstaget der støder på. Jeg regner med at sætte lidt fedt på staget, køre et par sprinter, og så se om der er kommet fedt på hjulsættet. I så fald kan jeg konstatere at det er der den støder på. En mulighed kunne være at høre cykel carbon specialister om det er muligt at tage et par mm af sadelstaget uden at det går ud over stivheden/holdbarheden. Det ville være et sats, men garantien er alligevel gået, og det ville ikke undre mig hvis det rent faktisk kunne lade sig gøre - måske endda med øget stivhed. Men der må jeg lige høre en specialist.

Link to comment
Share on other sites

Efter en snak med en erfaren carbon reparatør fandt jeg ud af at man sagtens kan fjerne lidt af kædestaget, så der er plads til hjulene. Ved samme samtale fik jeg at vide at den cykel jeg havde havde noget nær den stærkeste konstruktion rent stivhedsmæssigt han havde set. Han stod faktisk og blev lidt forelsket i rammen, og jeg blev nyforelsket i den. Af samme årsag blev jeg enig med mig selv om at der ikke skal saves i min cykel. Hjulene må ryge.

Det er en skam, for jeg har altid haft et ønske om at have Zipp hjul, men det er et klassisk tilfælde af Kill you darlings. De fungerer ikke på min cykel, og da jeg ikke er parat til at skille mig af med mit stel, så må det være hjulene der ryger.

Derfor er de sat til salg, så hvis i kender nogle der står og mangler et sæt knap nok brugte Zipp 404 Firecrest hjul til dæk/slange, så lad mig endelig høre.

Men hvad skal der så ske? Jeg ved det faktisk ikke. En tanke er at kaste flere penge i projektet og så købe et sæt Enve 6.7 SES hjul - de koster bare en blødende formue. Alternativt kunne det være et sæt Reynolds Aero 58, som jeg dog ikke har kunne finde så meget information om. Enve hjulene er klart øverst på listen, men det vil højst sandsynlig kræve at jeg sælger mit Cinelli stel. Carbon gutten mener at det sagtens kan fikses, og at ham der havde den til rep oprindeligt har været en klaphat. Det er svært ikke at være enig i den sag. Igen, kill your darlings. Jo, det kunne da være hyggeligt at have min første carbon cykel om 20 år og bygge den op igen. Men det ville sgu være endnu federe at se en eller anden flot fyr/eller pige komme kørende på den på Strandvejen og have den glæde jeg havde ved den.

Link to comment
Share on other sites

En lille hurtig opdatering fra mig af. Hjulene ser ud til at ryge til Århus i weekenden, hvis alt vil. Jeg taber 800,- på dem, men det overlever jeg forhåbentlig!

I går var jeg et smut hos lægen der gav mig et skud binyrebarkhormon mod min allergi. Anti Doping Danmark er blevet gjort opmærksomme på det, og jeg har fået grønt lys. Jeg fik det i skulderen og jeg skal da love for at den var øm efterfølgende. Lægen fortalte mig at det er fordi det er en stor dosis på et lille område. Normalt gives det i ballen, men jeg kunne simpelthen ikke få mig til det!

I morges da jeg gik hjemmefra fik jeg et lille smæld i læggen på vej ned af trappen, og siden da har lægmusklen været øm/som om den har fået en lammer. Det er nok ikke en traditionel fibersprængning, men tænker at det måske er en mild en af slagsen? Jeg kan i hvert fald sagtens gå på benet uden problemer. Jeg håber det hurtigt er væk igen, da jeg i dag fik bekræftet at der ligger et sæt nye numre til mig i dommervognen på mandag. 152 er vidst mit nye alias!

Link to comment
Share on other sites

Lader til at jeg måske slap med skrækken. Jeg kunne i hvert fald sagtens cykle i går, og selvom jeg ikke lagde 100% power i pedalerne, så synes jeg alligevel at jeg testede det en smule. Planen er at holde mig lidt i ro igen i dag, massere området, og køle det ned, og så håbe på at det er væk i morgen.

I morges vågnede jeg op uden at kunne mærke noget som helst. Der er så kommet lidt mere i løbet af dagen, men slet ikke i forhold til i går.

Link to comment
Share on other sites

En lidt længere opdatering fra min side af.

Først og fremmest blev jeg endelig færdig med min Eddy Merckx bog. Det er efterhånden også kun lidt over 2 måneder siden at jeg rent faktisk gik igang med den, så det har alligevel taget sin tid. I grove træk var det en ret cool bog. Masser af små anekdoter, og en indsigt i den største cykelrytter nogensinde. Man har ofte tendens til at fokusere på ryttere som Indurain, Armstrong og Contador, men de var jo intet ift. Merckx. Havde Merckx kørt deres løbsprogram havde han vundet Touren flere gange end Armstrong. Generelt er det bare imponerende at læse hvad den mand reelt har vundet, og ikke mindst i hvor forskelligartede løb. Men også en indsigt ind i et meget skrøbeligt sind. Lige så stærk han var på landevejen, lige så skrøbelig kunne han være i modgang. Han testede positiv 3 gange i sin karriere, og første gang var det sabotage.

Der var nu noget ved cykelløb dengang. Rivaliseringer både på landevejen og i baren.

Jeg er i tvivl om hvilken bog jeg så nu skal igang med. Jeg har 3 valgmuligheder. En bog om Fausto Coppi. En bog om David Millar. Eller en bog om forsangeren i Slipknot, Corey Taylor. Jeg læner umiddelbart mest til David Millar da den er en anelse mere nutidig.

Jeg kommer også tættere og tættere på min debut i C. Jeg glæder mig ret meget til at afprøve løbene i den klasse, og se om det virkelig er hårdere. Hvis jeg kan bibeholde min form, så burde jeg kunne hænge på uden de store problemer, og den længere distance burde kun være til min fordel, men nu må vi se. Det bliver lidt svært at vurdere ud fra de to første løb da det er kriteriums. Der kommer til at være fuld fart over feltet, men i en kortere periode. Det kunne dog være ualmindeligt fint at tage en sejr i det løb af én bestemt årsag. Mine 2 andenpladser har været med en FBL rytter foran. Derfor kunne det være sjovt at tage en sejr i FBLs eget løb. Hvis benene vil det kan det være en rute for mig, og kommer vi samlet hjem, og jeg får en god placering i feltet, så kan det nok godt lade sig gøre.

Giroen er i fuld gang. Rafal Majka ser ud til at kunne gentage de stolte Riis traditioner i det italienske løb. Tidligere har både Andy Schleck og Richie Porte vundet ungdomstrøjen, og han er godt på vej til at gøre det samme.

Wiggins er ude, det samme er Hesjedal. Den ligger efterhånden til Nibali, men man skal aldrig sige aldrig. Uran er betydeligt mere angrebslysten end Wiggins, og skal ud og hente tid. Evans ser også ud til at være godt kørende, så hvad kan han egentlig gøre?

Jeg synes det er en skam at Wiggins er ude. Men samtidig tyder det også på at vi får et sindssygt eksplosivt Tour de France. Jeg tror i hvert fald ikke Froome har pæne gloser at sige om Wiggins's exit. Han kan teoretisk set nå at restituere, og køre sig selv i form igen og være klar til Touren, og han kunne være typen der ville køre egoistisk, og forvente at holdet kører for ham.

Én ting er sikkert: vi er først lige kommet igang!

Link to comment
Share on other sites

Highway to the dangerzone
943601_10151565966560502_88043928_n.jpg

Sæt Kenny Loggins på med "Highway to the Dangerzone" når du læser denne opdatering.

Vejret kunne jeg ikke klage over i morges da jeg stod op, så da klokken nærmede sig 12 hoppede jeg på cyklen og drog mod Flyvestation Værløse. Selvom jeg ikke følte mig 100% klar, så var tanken i dag at køre en FTP test ude på flyvestationens landingsbaner. Om ikke andet så bare for at se om jeg i det mindste kunne ramme sidste tests resultater.

Turen derud var præget af varme og medvind, så jeg var mildest talt flyvende. Jeg havde sat mine Shimano C24 hjul på Orcaen, da det er det setup jeg vil køre med på mandag. Ruten på Frederiksberg er på ca. 2,8 km og med 33 højdemetre pr omgang. Med andre ord en ret kuperet rute, og eftersigende er der nogle steder hvor vi skal passere lidt brosten o.lign. Derfor blev det til C24'erne da de for det første er lette. Det er ret essentielt i et gadeløb da der er mange accelerationer da svingene kommer ret hurtigt efter hinanden. Derudover er heller ikke nær så stive som mine Mavic hjul, hvilket gør at de tager imod stødene en smule bedre. Og sidst, men ikke mindst - de er en anelse bredere end mine Mavic hjul. Det kan lyde lidt underligt, men jo bredere fælgen er, jo mere bliver dækket fladet ud, og jo bedre greb får det og det øger faktisk også komforten.

Ulempen er selvfølgelig at det ikke er lige så aerodynamisk som de andre, men man kan ikke få det hele.

Ude på Flyvestationen kørte jeg en omgang hvor jeg prøvede at holde wattene over 250 og ikke for langt over 300. Den første del af langsiden var i en meget kraftig medvind, som gjorde det lidt besværligt at holde presset i pedalerne. Når man kører 54-55 km/t og man ikke kører mere end 250 watt, så ved man at der umiddelbart efter kommer en ond modvind. Og ganske rigtigt, da jeg havde passeret den første del, og skulle ud på den anden bane i modsat retning var det vinden lige i smasken. Det gjorde det noget nemmere at holde wattene, men det er også en mental udfordring at køre på 2,5 km landingsbane. Det kan lyde meget nemt, men man kan se så langt at det næsten føles som om at man ikke kommer nogen steder.

Efter omgangen var slut kørte jeg ned for enden, slog en streg, og gjorde mig klar til at sætte afsted direkte op i modvinden. Jeg havde nogenlunde regnet mig frem til at jeg skulle køre i nærheden af 2,5 omgang for at nå de 20 minutter, og havde derfor bestemt at starte ud i modvinden, for så også at slutte i modvinden.

Afsted det gik, og jeg kom hurtigt op i fart, og holdt nogle watt der lå noget over målet. Langsomt fandt jeg ind i en rytme, og forsøgte bare at fokusere på at træde pedalerne rundt, og holde styr på den syge modvind. Efter 6 minutter ramte jeg svinget ind til den anden bane, og dermed også medvinden. Jeg var måske lidt sløv til at ramme de rigtige tal, men det er altså underligt når man skal ud og hive fat i 11'eren for at holde wattene oppe. Så var det bare fuld pedal og 50 km/t i snit.

Næste sving blev taget med en indgangshastighed på lige over 50 km/t, så jeg holdt lidt ekstra godt fat i styret fordi sidevinden samtidig ramte, indtil svinget slog igen og vinden blev en strid modvind. En hurtig orientering betød at jeg opfattede min puls, og ikke mindst at den lå lige omkring de 90% af max. Samtidig begyndte jeg også at mærke at mine lunger "gjorde ondt". Min astma var blevet trigget, og jeg kunne tydeligt mærke tegnene. Følelsen af at det skærer i lungerne når man trækker vejret, og ikke mindst det slim der bliver dannet i lungerne. Jeg fik hostet en enkelt gang, spyttede lidt slim ud, og så var jeg klar igen.

Stykket med medvind kunne næsten ikke komme hurtigere, omend jeg vidste at det ville betyde at mine watt ville falde. Det gav dog lige et hurtigt afbræk til benene i svinget, inden de igen blev udsat for smerte. For enden skulle det sidste sving tages mens der kun manglede ca. 2 minutter af testen. Jeg prøvede at køre så aggressivt igennem som jeg kunne, hvilket betød at rykke lidt rundt på vægten på cyklen. 55 km/t kan jeg se at min data siger da jeg kører igennem svinget :wacko: Heldigvis et bredt sving, men en vild oplevelse alligevel.

Det sidste stykke i modvinden bød på mega lav kadance, og bare tvinge pedalerne rundt. Lungerne var på vej ud af min krop, og jeg prøvede også at rejse mig lidt op for at få ldet sidste ud af stængerne. Da jeg passerede de 20 minutter kørte jeg lige lidt til for a tkøre den helt til døren.

Da jeg stoppede uret, og sænkede kadancen tog min krop også hævn. Først fik jeg kvalme, så ondt i maven, og så svimlede det lidt for mine øjne, inden smerten fra benene overskyggede det hele. Jeg kontrollerede min vejrtrækning, og lurede på om jeg skulle stige af og ligge mig ned, men heldigvis var det meget kortvarigt, og pulsen fulgte heldigvis med ned.

De 20 minutter blev kørt med 310 watt i snit, hvilket giver en FTP på ca. 295 watt. Det er ikke lige så højt som det var i efteråret sidste år, men når jeg tager alt i betragtning er jeg egentlig ok tilfreds. Det er første gang jeg tester på noget der er så lige op og ned, og ikke mindst uden mange sving og små mikropauser. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at resultatet måske havde været anderledes hvis vinden ikke havde været så kraftig. Det var svært at holde wattene oppe i medvinden, men når alt kommer til alt er det et godt udgangspunkt.

20130518interval_zps34a190f8.png

Herfra kørte jeg og trillede af, og kørte lige en omvendt omgang på flyvestationen med et par hurtige sprinter i medvinden. Ellers så bare hjem igen hvor der blev sat race-dæk på hjulene så de nu er klar til mandagens løb.

I alt en tur på 56,7 km med 30,7 km/t i snit.
20130518tur_zps20aa0827.png
20130518kort_zpseb8cf110.png

Link to comment
Share on other sites

GREJ!

Det er lang tid siden at vi har haft et godt grejindlæg her i loggen. Tanken kom efter en Facebook samtale med JohnJohnson om hvilke cykler der reelt kunne være potentielle kommende cykler. JJ ramte min egen pointe spot on - Der er mange muligheder, men få med potentiale.

Jeg elsker at nørde cykler, og der er mange cykler jeg gerne ville eje, men hvis jeg rent faktisk skulle smide pengene så falder en del af dem rent faktisk fra.

Først og fremmest vil jeg ikke have en cykel med integreret sadelpind. Meget simpelt - jeg kan ikke se ideen med dem, og de virker upraktiske ift. transport.

Skulle jeg dog alligevel hoppe på en, så skulle det uden tvivl være denne Ritte Bosberg som jeg har vist flere gange før i loggen. Det er bare en åndssvagt fed lakering der oser af Belgisk cykelsport!

ritte_bosberg.jpg

Selve rammen er vidst "bare" en standard ramme fra Kina, men det er utroligt hvor meget lidt lak kan gøre.

Det kunne også blive en Ridley Noah. Ridley er et kendt mærke, men et mærke man sjældent ser på landevejen. Det er som om de ikke helt har slået igennem, og specielt ikke i Danmark. Men cyklerne fejler i hvert fald ingenting.
Ridley_Noah_Red.jpg

Skulle jeg ud og vælge en cykel her og nu ville det blive en ulidelig opgave. Jeg har altid godt kunne lide Cannondale, og deres nye Supersix Evo er mega sprød. Jannie har jo en selv, og det er jo en stiv og let satan. Skulle det være en Cannondale måtte den til gengæld godt have lidt mere spræl end de klassiske sorte. Derfor synes jeg egentlig den her er ret cool.
cannondale_supersix_evo_sram_red_racing_

Jeg synes selv det er irriterende at mine forældre har kørt Hyundai de sidste 20 år, og nærmest ikke har prøvekørt andre mærker når de skulle have ny bil. De har været tilfredse med det de har fået, og har ikke set grund til at undersøge hvad der ellers er. Jeg synes det virker så kedeligt, og ensformigt. Ligesom når folk har haft det samme job i den samme virksomhed i 50 år. Hvor er variationen? Hvor er ønsket om at rykke sig selv, og prøve noget nyt? Alligevel, ALLIGEVEL, synes jeg at en af de fedeste cykler pt. er den nye Orbea Orca. Spændende former, spændende farvekombinationer, og en cykel der bare øser af klasse. Skulle jeg på endnu en Orca gjorde det dog ikke noget hvis det blev en Samuel Sanchez udgave
OrcaSamuel-%28640x391%29.jpg

Jeg er helt pjattet med Specialized. Jeg synes de laver nogle åndssvagt fede cykler, og jeg kunne sagtens se mig selv på en Venge eller en SL4'er. Høj stivhed, til tider fede lakeringer, lav vægt. Ulempen er bare lidt at det er Audi løsningen. Det er ligesom den nemme løsning for folk der ikke helt ved hvad de skal bruge deres penge på, og det er en skam. Men Specialized er jo også en del af forklaringen selv når de med meget kraftig markedsføring gør alt for at promovere deres mærke. Det giver cykler på vejen, og penge i kassen, og det kan jeg ikke klandre. Men når man i dag står til starten af et løb, så er det sindssygt så mange Specialized cykler man ser med Zipp hjul. Det er helt som i 0'erne da Cervelo regerede, og alle skulle have en Soloist med Dura Ace, Zipp hjul og Speedplay pedaler. Eller som JJ sagde - i 90'erne da alle skulle have Colnago med Dura Ace pga. Mapei.

Derfor må jeg også indrømme at jeg godt kunne finde på at købe en brugt cykel på et tidspunkt. Der er nogle historiske cykler som jeg godt kunne tænke mig at få fingrene i, selvom teknologien efterhånden er forældet, og der er sket meget rent teknisk siden. Men jeg var en af dem der drømte om den røde Cervelo Soloist, om end den skulle være med SRAM Red og Zipp hjul.
cervelo_soloist_carbon11.jpg

Nå, nu tilbage til det reelle. Mine Firecrest hjul er solgt, så nu er det igang med at kigge lidt mere konkret på nogle alternativer.

Link to comment
Share on other sites

Highway to the dangerzone

<snip>

Afsted det gik, og jeg kom hurtigt op i fart, og holdt nogle watt der lå noget over målet. Langsomt fandt jeg ind i en rytme, og forsøgte bare at fokusere på at træde pedalerne rundt, og holde styr på den syge modvind. Efter 6 minutter ramte jeg svinget ind til den anden bane, og dermed også medvinden. Jeg var måske lidt sløv til at ramme de rigtige tal, men det er altså underligt når man skal ud og hive fat i 11'eren for at holde wattene oppe. Så var det bare fuld pedal og 50 km/t i snit.

<snip-slut>

Kører du stadig med compact? Hvis du gør er det så ikke ved at være tid at overveje 52/39 53/39 kranksæt? Det er jo normalt ikke ofte man har behov for det når man træner alene men sammen med et felt sker det trodsalt jævnligt at farten kommer derop hvor man nærmest løber tør for gear når man kører compact? Det giver trods alt lige lidt ekstra hastighed inden man føler at man bare spinner rundt uden at kunne træde ordentligt igennem.

Edited by MTBforever
Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share