Psykiske problemer bag 42% af overvægtige

[Arne]

Undersøgelse af overvægt og pyskiske problemer

[Chrissie]

Undersøgelse af overvægt og pyskiske problemer

Ja, der kan man bare se..! Troede egentlig tallet var højere, at det var flere end de 42% af overvægtige der havde psykiske problemer...

Edited February 2, 2008 by Chrissie

[Jakob]

Jeg har ikke kunnet finde en videnskabelig artikel, hvor deres data præsenteres, så det er svært at tage stilling til resultater og fortolkningen heraf. Hvis nogen finder noget vil jeg gerne have en reference (har googlet og pubmed'et).

EDIT: Har fundet referencer: http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/13220.pdf, http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/14091.pdf og http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/14930.pdf. Kan dog ikke helt finde ud af om de to første artikler er sekundærpublikationer, og heller ikke om Psykolog-Nyt er peer-reviewed. Anyway, mit indlæg er ellers uændret.

Jeg ved ikke om jeg er enig i, at fedme behandles forkert: Det er vel ikke sådan, at overvægtige/fede personer bliver normalvægtige igen, når deres psykiske problemer er blevet behandlet. Det kræver jo stadig livsstilsomlægning (kost, motion) og evt. kirurgi og medicin. Og sat lidt på spidsen er der til dato ingen anden intervention end fedme-kirurgi (gastric by-pass eller - banding, etc), der giver overvægtige blivende vægttab. Når det er sagt, er det vel intuitivt, at psykisk velvære i den grad bidrager til øget motivationsevne og overskud til at gennemføre en livsstilsændring.

En anden pointe er, at motion påviseligt kan påvirke (mild) depresssion i positiv grad og derudover naturligvis type II diabetes, hypertension, etc, som volder overvægtige/fede seriøse helbredsproblemer (Pedersen & Saltin, Scand J Med Sci Sports, 2006). Så vidt jeg ved skal/bør den praktiserende læge før han/hun udskriver medicin tilskynde til livstilsændring med kostomlægning og motion, hvorfor man vel kan foreslå at fedme ikke behandles forkert, idet motion rent faktisk påvirker både det psykiske og fysiske helbred. Dog kan man vel yderligere foreslå, at psykisk behandling bliver en del af den nuværende behandling i form af motion, kostomlægning, medicin og kirurgi og at det lægges først i behandlingsforløbet f.eks. sammen med motion.

En anden - muligvis lidt far-fetched - pointe er, at man med den nyeste forsknings stærke indikation af, at organer taler med hinanden (muskler sender signaler til f.eks. bugspytkirtel, lever, hjerne) (Handschin et al, 2007, JCI; Izumiya et al, 2008, Cell Metab; Pedersen et al, 2007, JAP) kunne spekulere, at fedt udskiller stoffer, der påvirker hjernen negativt og bidrager til depression. Eller omvendt, at en depressiv hjerne udskiller substanser, der gør fedtet mindre modtageligt overfor at blive brugt og dermed tabt.

Edited February 7, 2008 by Jakob

[apprenti]

En anden - muligvis lidt far-fetched - pointe er, at man med den nyeste forsknings stærke indikation af, at organer taler med hinanden (muskler sender signaler til f.eks. bugspytkirtel, lever, hjerne) (Handschin et al, 2007, JCI; Izumiya et al, 2008, Cell Metab; Pedersen et al, 2007, JAP) kunne spekulere, at fedt udskiller stoffer, der påvirker hjernen negativt og bidrager til depression. Eller omvendt, at en depressiv hjerne udskiller substanser, der gør fedtet mindre modtageligt overfor at blive brugt og dermed tabt.

hmm det vidste jeg ikke, men ok det er også nye kilder.

men udover at overvægtige personer har mindre eller større psykiske problemer kommer næppe som et chok for de fleste, men en anden ting som tidligere er blevet debateret på mol er verdenssamfundets syn på overvægtige. Det gør det ikke nemmere at være overvægtig hvis man oralt eller rent kropssprogsmæssigt bliver nedgjort i hverdagen og så er psykologiske problemer jo en naturlig konsekvens.

Og uanset hvad de overvægtige gør så bliver de konfronteret negativt. hvis de spiser noget usundt; "ja, det er ikke underligt han/hun ser sådan ud". eller noget sundt; "det trænger han/hun vist også til..." samme tilfælde gælder motionerende overvægtige.

Knap 42 procent af undersøgelsens tykke mænd og kvinder, havde et eller flere traumer i bagagen som for eksempel seksuelle overgreb, vold eller svigt i barndommen.

Men at det er så alvorlige ting der skyldes overvægt kommer dog bag på mig. Som psykologiinteresseret, primært kognitivt, kan jeg dog kun bifalde at det psykologiske ligesåvel bliver behandlet. Jeg mener dog at det skal være et blandet behandlingsforløb med afsæt i både det fysologiske og psykologiske.

[Pjevsen]

Det forekommer mig ikke specielt overraskende, at grupperinger af mennesker, der finder trøst i et over forbrug af en hver slags, har nogle issues med i bagagen...

Hvem ved deres fulde fem vil stigmatisere sig selv så bevidst? At det resterende samfund ikke har regnet den logik ud og accepteret den må bero på dyb uvidenhed, ignorance - alternativt mangel på empati!

[Torben F.]

Jeg gad godt se en opdeling på: seksuelt overgreb, vold og svigt. Og desuden en udspecificering af hvad svigt bliver defineret som.

Hvis det nu er 1% der er blevet seksuelt overgrebet, 2% der har oplevet vold og så 39% der har oplevet svigt i det de har sidder på kold potte...? - jeg siger selvfølgelig ikke at det er sådan, men inden man drager forhastede konklusioner, så bør man lige have kigget lidt nærmere på undersøgelsen.

Nogen der har et link til undersøgelsen?

[Onkel Troels]

Jeg er såvidt enig i grundbudskabet i artikelen. Dog synes jeg at Psykologen bevidst prøver af fremme sit eget fag ved at skrive som dette:

- Der er mange forskellige grunde til, at folk spiser for meget, og man løser ikke problemet ved at give en henvisning til en diætist eller sågar en kirurg, der snævrer mavesækken ind, hvis det er psykologiske problemer, der har forårsaget overvægten, siger hun til Dagbladenes Bureau.

Nu arbejder jeg selv som fysioterapeut i psykiatrien og arbejder tæt sammen med både læger, diætister og psykologer, og ved derfor at problemet med den overvægtige ikke kun bør tages fra en faggruppes side.

De diætister som jeg arbejder sammen med laver ikke bare et kostprogram og diktere hvad klienten/Patienten skal spise. De tager udgangspunkt i patientens sindslidelse og arbejder sidenløbende med psykologen.

Desuden vil jeg også mene at min egen faggruppe kan bidrage til den stigende del af overvægtige, ved at motivere og instruere i motion, og prøve at implentere motionen i den overvægtiges dagligdag. Jeg diktere heller aldrig bestemte motionsformer til den psykisk syge overvægtige men prøver at tage udgangspunkt i patientens egne tanker og ideer om fysisk udfoldelse. Det er ofte en stor udfordring at skulle få disse overvægtige til at holde af deres egen krop og få lyst til at bruge den. Især da mange af dem har haft mange nederlag i deres barndom i forbindelse med idræt.

Skulle bare lige nyancere det lidt.

[mvp]

Den er god nok den her:

Det gør det ikke nemmere at være overvægtig hvis man oralt eller rent kropssprogsmæssigt bliver nedgjort i hverdagen og så er psykologiske problemer jo en naturlig konsekvens.

Når tykke mennesker hele tiden blir dunket oven i hovedet med at det er usundt, udisciplineret, dumt osv. at være tyk så er der ikke noget at sige til at de ikke altid har det lige sjovt.

Folk der vejer bare 20 kg for meget blir der peget fingre ad. Det kan jo ses med det samme at maven eller bagdelen buler lidt ud. Folk griner af at de ikke kan styre det. Og ser sig selv som lidt fornuftigere.

Men er det overhovedet så helbredsmæssigt uforsvarligt at veje 20 kg for meget hvis man ellers lever et nogenlunde normalt liv?

Jeg har hørt en landmand udtale sig således om en overvægtig elektriker der skulle trække nogle kabler på hans gård: (på sydsjællandsk)

"hvis han ikke er god til at styre hvad han spiser så er der nok også nogle andre ting han heller ikke er så god til..."

Så den elektriker ringer han i hvertfald ikke efter næste gang.

At være tyk pga. madglæde er for langt de flestes vedkommende bare en dårlig vane.

Lige som at ryge (livsfarligt)

Eller køre uansvarligt (livsfarligt)

Eller være sur hele tiden (slider på hjerte og kredsløB)

Eller at dømme andre som landmanden gjorde (irriterende)

Eller tage stoffer (dyrt og livsfarligt)

Eller drikke

Og en hel masse andre ting som er svære at holde op med igen,

men som ikke opdages af andre medmindre de lærer dem godt at kende.

Men fedme kan ses med samme på flere meters afstand. også gennem flere lag tøj. 24 timer i døgnet. Folk kigger...

Og den fede skal spise og omgås mad hver dag resten af sit liv.

Svarende til at rygeren skulle tvinges til at ryge 1 cigaret om dagen resten af sit liv efter officielt rygestop. Så ville det også være nemmere at blive storryger igen.

Eller en afvendt alkoholiker fik en fyraftensbajer på den lokale hver dag uden at måtte falde tilbage i.

Ha ha ha se det fede dyr der går der og spiser softice på gaden!!

Det er han/hun sgu selv ude om!!

Alkoholikeren, stofmisbrugeren, løgnhalsen og voldtægtsforbryderen er sværere at genkende for forbipasserende end den overvægtige. Så de er fri for at blive gjort nar ad og blive kritiseret hele tiden.

Det synes folk åbenbart ikke de har fortjent i samme grad.

[ChristianLykke]

Der er 1.300.000 overvægtige (BMI 25-29,9) i Danmark, hvoraf ca. 400.000 lider af fedme (BMI > 30) (Ernæringsrådet, 2003). I artiklen bruges begreberne fedme og overvægt synonymt, hvilket er et stort problem. Der findes desværre ikke særlig mange undersøgelser, der giver et ordentligt billede af fordelingen af psykiske problematikker blandt fedmeramte. Fx bygger denne undersøgelse på alt for få individer. Endvidere bygger mange undersøgelser som denne på individer der fx har søgt behandling, hvilket igen gør, at den gruppe man undersøger, måske ikke er repræsentativ for området.

Jeg vil dog hævde, at jo større vægten er, jo større sandsynlighed er der for, at der er psykiske problemer tilstede, selvom det på ingen måde er nogen garanti.

Nu kan der være en del forskellige årsager til at et menneske lider af svær fedme (BMI > 35 - med lav muskel masse). Hvis vi laver en meget grov inddeling, kunne det se således ud:

1) Genetisk eller medicinsk betinget

2) Livsstilsbetinget

3) Psykologisk betinget

For gruppe 1 & 2, vil det formentlig være som at skyde gråspurve med kanoner, at benytte psykologisk behandling. Med mindre, at individet har udviklet psykologiske problemer pga. fedmen.

For gruppe 3 er psykologisk behandling vigtig. Selv inden for denne gruppe kan der dog være mange forskellige caseformuleringer, hvilket selvfølgelig kræver forskellige tilgange i behandlingen.

Det er dog et område, hvor vi mangler empiri på rigtig mange faktorer, hvorfor det er umuligt at sige særlig meget endegyldige på nuværende tidspunkt.

Nogle af de interessant spørgsmål man kunne stille - og ønske mere empiri på - er fx:

- Hvad skal målet være med fedmebehandlingen? Vægttab eller vægtstabilitet?

- Øger slankeadfærd risikoen for fedme?

- Hvor mange % af de fedme ramte har selvværdsproblemer?

- Hvor mange % af de fedme ramte har et forstyrret forhold til deres krop?

- For hvor stor en gruppe af dem der lider af fedme, er overspisningsadfærd en copingstrategi for at håndterer negativ affekt?

- Er fedme forbundet med en bestemt personlighedstype: usikker-ambivalent tilknytningstype?

Jeg har vedhæftet det midlertidige udkast, til en kognitiv adfærdsmodel (for individer med svær fedme - psykisk betinget) som jeg arbejder på:

KOGNITIV_ADF_RDSMODEL_FOR_FEDME___figur_6_B.doc

Edited March 22, 2008 by ChristianLykke