I et studie på veltrænede finske løbere udskiftede man en trediedel af den normale løbetræning med en træning der bestod af: korte sprints, plyometriske øvelser, overload-jumping, samt højhastighedsvægttræning med lave belastninger.
En kontrolgruppe fik udskiftet kun 3 % af deres normale træning. Træningen varede i 9 uger. Gruppen med specialtræningen forbedrede deres 5 km tid med mere end 30 sekunder. Forbedringen skyldtes en forbedring i løbeøkonomien. Man fandt bl.a. at gruppen havde kortere kontakttider i hvert fod-isæt. Kortere kontakttider indikerer at man løber mere “spændstigt” – dvs med bedre udnyttelse af elastisk energi.
Redaktionens kommentar: På grund af titlen på studiet har mange lidt misvisende refereret til den udførte træning som “styrketræning”. Noget af deres specialtræning var godt nok vægttræning med lette vægte, som til gengæld blev løftet hurtigt. Det er dog næppe denne del af træningen der har været årsag til præstationsfremgangen, men snarere den del der bestod af plyometrisk træning, over-load jumping og sprint – eller det, der i gamle dage blev kaldt for “spændstighedstræning”. Et godt klassisk begreb, som hermed er genindført.
Hvad betyder plyometrisk træning?