Fig.1. Setup brugt til at måle musklens elektrisk stimulerede kontraktile egenskaber	Fig.2. Setup brugt til at måle maksimal sparkehastighed

Det er en veletableret fremgangsmåde i mange idrætsgrene, at man trapper træningsmængden ned op til en konkurrence for derved at skabe en "formtop".

Forskningsresultaterne vi præsenterer her, bidrager til vores forståelse af hvorfor dette er en hensigtsmæssig fremgangsmåde. Nedenstående resultater stammer fra et endnu ikke offentliggjort forskningsprojekt udført på Idrætsmedicinsk Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital.

Metode: 13 unge utrænede mænd trænede progressiv styrketræning for benmusklerne i 3 måneder (3 gange/uge, 6-10 RM, 12-15 sæt/gang) efterfulgt af 3 måneders de-træning (= ingen træning). Musklens evne til at trække sig hurtigt sammen blev målt med elektrisk muskelstimulering (fig.1), samt ved at forsøgspersonerne sparkede så hurtigt som muligt op i en pude (fig.2). Desuden blev der taget muskelbiopsier (vastus lateralis) med henblik på at bestemme musklens sammensætning af hurtigt og langsomt protein (MHC isoform komposition).

Fig.3. Efter 3 måneders de-træning var den elektrisk stimulerede kraftudvikling markant hurtigere (stigningen på den orange kurve).

Resultater: Efter 3 måneders styrketræning var forsøgspersonerne blevet stærkere, mens musklens evne til at trække sig hurtigt sammen var uforandret. Efter 3 måneders pause fra træningen var muskelstyrken vendt tilbage til udgangsniveauet. Overraskende var det dog, at musklens evne til at trække sig hurtigt sammen var signifikant forbedret efter træningspausen (fig. 3 og 4). I sammenhæng med dette blev der i muskelbiopsierne observeret en relativt større andel af "hurtig" MHC efter 3 måneders detræning (fig.5).

Konklusion: Konkluderende kan det siges, at 3 måneders de-træning efter en stor mængde styrketræning inducerer et skift mod en hurtigere muskel, målt både med muskelbiopsiteknikken, elektrisk muskelstimulering og rent funktionelt som en forøget maksimal sparkehastighed.

Disse resultater fortæller os ikke hvordan et optimalt træningsprogram skal se ud, men er alligevel nyttig og anvendelig viden i relation til vores forståelse af hvordan periodisering i træningen kan udnyttes.

[Denne artikel kan diskuteres her]

Fig.4. Efter 3 måneders de-træning var den maksimale sparkehastighed forøget med 13 %.	Fig.5. Efter 3 måneders de-træning blev der observeret et skift mod en "hurtigere" MHC isoform komposition, idet andelen MHC IIX var signifikant højere end både før og efter træningen, og den totale andel af MHC II (IIA + IIX) var signifikant højere end før træningen.

Reference:
Delvist publicerede og upbublicerede undersøgelser udført af: Lars Andersen, Jesper L Andersen, Charlotte Suetta, Lasse R, Christensen, Jørgen L Madsen, Klaus Klausen og Per Aagaard.

MHC analyser udført på CMRC (Jesper L Andersen, Jørgen L Madsen, Lasse R
Christensen). Resterende målinger udført på Team Danmark Testcenter/Idrætsmedicinsk Forskningsenhed Bispebjerg hospital.