| Skær ned på pauserne og få større muskler |
![]() En af de tilbagevendende diskussioner indenfor styrketræning går på, hvorvidt det er en fordel at køre sine sæt til udmattelse eller det er bedre at holde flere pauser. I dette japanske studie undersøgte man hvilken forskel det gjorde på resultatet af et styrketræningsprogram, hvis man indlagde ekstra pauser i træningen. Forsøgspersonerne var 26 yngre mænd, der blev inddelt i 3 grupper: en normal-gruppe, en pause-gruppe og en kontrolgruppe. Begge træningsgrupper lavede den samme mængde træning med kun den forskel, at pause-gruppen holdt ekstra pauser undervejs i træningen.
Træningen varede i 12 uger og bestod af 3 forskellige øvelser. I hver øvelse blev der lavet 3-5 sæt á 10 gentagelser. I gruppen der trænede "normalt" var belastningen 75 % af max, hvilket svarer til at den tiende gentagelse kun akkurat kunne gennemføres. Der var 1 minuts pause mellem hvert sæt. Pause-gruppen trænede med tilsvarende belastninger, dog med den forskel, at de midtvejs i hvert sæt holdt 30 sekunders pause. Resultater: De vigtigste resultater var at normal-gruppen fik både styrkefremgang og en muskelvækst, der var markant større end pausegruppen. Dertil kunne man konstatere at træningen uden ekstra pauser udløste et markant højere metabolisk og hormonelt respons i og med at adrenalin, noradrenalin, væksthormon og mælkesyreværdier i blodet var markant højere ved denne træning sammenlignet med træningen med ekstra pauser (se figurer til højre). Konklusion: Et klassisk træningsprogram med 10 reps i hver øvelse og 1 minuts pause mellem hvert sæt gav markante fremgange i muskelstyrke og muskelstørrelse samt markante hormonelle og metaboliske ændringer. Ved blot at indskyde ekstra pauser i programmet blev alle disse ændringer drastisk reduceret. Kommentarer: Hvis man træner med et generelt fitness-formål, så er det tilsyneladende en fordel at sørge for at muskulaturen bliver rimeligt udtrættet under træningen. For utrænede vil dette også kunne påvirke fremgangen i styrke positivt. Dette studie understøtter på bedste vis konklusionerne fra den tidligere artikel her på sitet "Brug tiden effektivt i fitnesscenteret". Det skal bemærkes at historien ikke ubetinget kan overføres til topatleter, hvor et vigtigt aspekt i træningen går ud på at toptune nervesystemet. Dette kræver en træning hvor der arbejdes med korte eksplosive sæt og længere pauser.
Kommentarer (0)
![]() Skriv kommentar
Tags: |







