MTBforever

Welcome to Team Mavic

For snart 3 uger siden så jeg et opslag på Haute Route´s hjemmeside, hvor man kunne ansøge om at blive en del af Team Mavic til årets Haute Route events. Det lød super spændende, så jeg brugte 5 min på at strikke en ansøgning sammen og fik den smidt afsted med det samme. Siden da har jeg ikke givet det mange tanker, men så pludselig igår blev jeg ringet op af en meget venlig dame fra Haute Route organisationen, som kunne meddele mig at Mavic havde valgt mig som en af rytterne til deres team WTF, tænkte jeg, og kunne i første omgang slet ikke forstå hvad der var sket. Efter nogle minutter fortog "chokket" sig og blev afløst af total begejstring, for hold nu k*** hvor er det fedt!
Og hvad består pakken så af? Ja, jeg ved det faktisk ikke helt ned i detaljen endnu, men det jeg fik at vide igår var følgende:
- 1 uges træningslejr med Mavic i foråret (datoer følger)
- Coaching og guidance fra Mavic ambassadører
- Mavic beklædning fra top til tå (sko, tøj, hjelm etc)
- Startnummer til Haute Route Pyrenees edition
- Fuld forplejning inkl. soigneurs, mekaniker og hvad der ellers måtte være brug for under løbet
- Transfer ml. etapperne inkl. ophold på 4 stjernet hotel
- Race briefing forud for hver etape
- Alt kost inkl. energiprodukter og lign. 
Alt i alt må det siges at være en rigtig fin pakke
Det betyder så også at jeg skal køre 2 Haute Route løb i år, da jeg allerede er tilmeldt Alpe udgaven sammen med Michael. Det giver en udfordring fordelt over 15 dage bestående af ca. 1600 km og ca. 43.000 højdemeter...... Om det giver mig myllerbæ at tænke på? Ja det kan I lige bande på! Jeg aner jo slet ikke om jeg kan stå distancen og om jeg overhovedet er i stand til at gabe over sådan en massiv udfordring. Men der er kun én måde hvorpå jeg kan finde ud af det

Til trods for at jeg skiftede min gamle 26´er mtb ud med en ny 29´er så sent som sidste vinter, så er der allerede røget en ny cykel i kurven igen. Mit første 29´er køb var nemlig ikke helt så vellykket! Cyklen fejlede såmen ingenting, men størrelsen var forkert og cyklen dermed for stor.
Min mtb teknik er i forvejen ikke prangende, og dertil kan jeg så sige, at en for stor cykel på ingen måder gør noget godt for at forbedre den. Tvært imod! Jeg tumlede konstant rundt på den og lignede konsekvent et fjols på en alt for stor cykel. Yderst ufedt!
Så da Cannondale introducerede den nye F-SI hardtail mtb var jeg hurtig til at lægge en ordre ind på en ny og ikke mindst mindre cykel, og det er et skifte der er ALLE pengene værd! En mindre cykel med en mere race-præget geometri sammenlignet med den gamle Flash gør, at jeg nu har hævet mit tekniske niveau med flere længder. Det er en fed fornemmelse, og en god reminder om at man skal være påpasselig med størrelserne når man køber nyt grej.

Tirsdag d. 21/1-14
Min krop var både træt og ugidelig, og mit hoved uoplagt og fyldt med undskyldninger for at slippe for dagens træning. Det er sjældent at jeg har det sådan, så jeg plejer gerne at respektere det så nogenlunde når følelsen melder sig, for der må være en grund til at kroppen siger fra. Jeg sprang derfor intervaltræningen over, og satte mig på hometraineren til en lystbetonet rulletur.
Det var en underlig oplevelse, for følelsen i benene bølgede konstant op og ned. Det ene øjeblik var der hul igennem, mens jeg det andet øjeblik knap nok kunne træde en bule i en blød hat…..
Cykling - 1 time @ 141 watt
Onsdag d. 22/1-14
Jeg har tilmeldt mig et par MTB marathons i henholdsvis marts og april, så mine mudder-skills skal plejes lidt, selvom det er svært at komme afsted når skovene mildest talt er flydende og fyldt med væltede træer. Det til trods, så teamede jeg op med Carsten til en god gang gas i Søndermarks skoven i Vejle.
Vi valgte et par rundstrækninger, som vi kørte en håndfuld gange. Den første bestod af mere eller mindre flat terræn, men med snørklede sving og ekstrem meget mudder. Det er en udfordring i sig selv at kontrollere cyklen, når underlaget består af dybe fuger der griber fast om hjulene og får cyklen til at køre sit helt eget løb. Men som med det meste andet, så hjalp det gevaldigt at køre runden et par gange, og vi endte da også med at køre den igennem med sømmet i bund. Herlig fornemmelse:-)
Derefter forsatte vi dybere ind i skoven til en rundstrækning med en god sej bakke. Faktisk en bakke som er så stejl, at jeg aldrig tidligere er kommet til toppen uden at måtte af cyklen. Ikke fordi jeg ikke har kræfterne til det, men mest af alt pga. manglende teknik.
Med god hjælp fra Carsten lykkedes det mig faktisk at komme op i første forsøg idag, og ikke en eneste gang måtte jeg af og trække. Herlig fornemmelse, og et skoleeksempel på hvor stor en forskel lidt tekniktræning rent faktisk kan gøre:-)
Herfra gik det ned ad bakke med koncentrationen, og jeg begyndte at fjumre lige lovlig meget. Først viste jeg mit store mtb talent frem ved at lave et fjumre styrt på toppen af en bakke - til stor morskab for den hundelufter der kom gående forbi netop som det skete.
Efterfølgende satte vi kursen ind mod Vejle C igen, hvilket ledte os op over en af de legendariske MTB stigninger i Vejle - nemlig Serpentineren. En lang stejl satan, der svinger gevaldigt undervejs. På dette tidspunkt var det blevet mørkt, og jeg havde nu kun lyset fra min forlygte at guide efter. Normalt mere end rigeligt, men lygten pegede lidt for meget op ad, så det var begrænset hvad jeg kunne se. Det endte derfor med endnu et styrt, efter at jeg havde fået lidt slinger i cyklen og havde ramt en rod. BUM…..
Heldigvis skete der ingen skade, så efter at have kæmpet lidt med at komme fri af pedalerne, kunne jeg rejse mig og kæmpe mig de sidste meter mod toppen.
Alt i alt en pisse fed tur, selvom der var ALT for meget mudder og sjap i skoven. Jeg lyver ikke når jeg påstår, at jeg var dækket af ca. 1 cm mudder fra fødderne til midt ryg - shit, hvor var det et værre svineri. Og for slet ikke at tale om cyklen… Der sad jord i store kager over det hele, og eftersom temperaturen lå et par grader under frysepunktet da vi returnerede, så var det blevet stift og ualmindeligt svært at vaske af. Well well, det er bagsiden af medaljen når man vælger at køre mtb…...
MTB - 1 time 55 min @ 81% af max

Hvorfor satte du ikke bare hjulet på uden fjeder? Den eneste funktion den har er at gøre det nemmere at få hjulet på, ved at sørge for samme afstand på begge sider af akslen men QR er løsnet.

Kære Log
Så skete det endelig. Efter meget utålmodig morgenvejen sagde vægten i går morges 79,7kg
Jeg er så stolt og glad at jeg er helt ligeglad med om det var officiel vejedag eller ej.
Så i dag tog jeg nogle billeder inden jeg smuttede op og træne (Jeg har også fået fikset Catwoman).
For nyere læsere af min log, eller dem der blot ikke gider at bladre, så vedlægger jeg også det oprindelige billede som var fra før jeg startede. I kan nok godt selv regne ud hvad der er hvad.
3/11-2012: 80kg, 164cm



ca. 100kg

Race rapport - Challenge Copenhagen
(beklager at den er lidt lang, men jeg har valgt at være lidt grundig for at have den til evigt minde om denne dag;-))
For lige godt og vel et år siden, var jeg vidne til en helt fantastisk sportsbegivenhed i DK´s by no. 1, København. Det blev startskuddet til et helt forrygende år, hvor jeg selv i den grad blev indfanget i et univers af super dedikerede og dejlige mennesker. Inden jeg havde set mig om, havde jeg fået mig tilmeldt til det kommende års race, og siden da har jeg ikke kigget mig tilbage.
Da min tri karriere startede for ca. et år siden, havde jeg ikke svømmet siden det var obligatorisk i folkeskolens 4. klasse. Crawlteknik var derfor en by i Rusland, og alt hvad der overskred to sammenhængende baner i basinnet gav anledning til heftig åndenød. Heldigvis fik jeg lidt kyndig vejledning fra sidelinjen, så efter masser af hårdt arbejde i vandet følte jeg mig nogenlunde rustet til de 3,8 km i lagunen.
Ikke desto mindre, så var det en Jannie med bævrende ben der stod linet op ved startstregen. Sjældent har jeg følt mig SÅ presset, ja rent faktisk var jeg på tudegrænsen i de sidste minutter før startskuddet lød. Jeg følte mig tynget af den foranliggende udfordring og af mine egne forventninger til resultatet, men heldigvis forsvandt hele dette selvforskyldte pres som dug for solen i det sekund startskuddet lød, og derfra så jeg mig aldrig tilbage;-)
Svømning:
Som følge af mine relativt begrænsede svømmeevner, valgte jeg en noget konservativ start i venstre side af feltet. Planen med dette var at tage den bredde vej ud til første bøje for at undgå de værste slåskampe helt inde ved bøjen, og det lykkedes mig ganske glimrende. Jo, jeg fik da lidt tæsk i starten, men i modsætning til Challenge Aarhus var jeg nu forberedt, og jeg lod mig derfor ikke slå ud af det. Fra første bøje gik det bare derudad. Jeg fandt en fin rytme, følte masser af overskud og havde en god fornemmelse af retningen, selvom det var svært at orientere sig med den lavt hængende sol på himlen.
Efter hvad der føles som ingen tid når jeg første vendepunkt, og alt kører stadigvæk helt efter bogen. Jeg fornemmer at have et ok pace på min svømning, og jeg prøver virkelig at drage fordel af de andres fødder så meget som muligt, hvilket vist også lykkedes mig meget godt. Efter ca. 2200 m begynder nogle af de hurtige herrer fra efterfølgende heat med at overhale mig. Nogle af dem svømmer nærmest hen over mig, hvilket var noget ubehageligt. Dog erfarede jeg hurtigt, at den slipstrøm som de efterlod gav mig masser af fart, så jeg valgte at se det positive i det og prøve at udnytte det til min egen fordel. Efter ca. 2900 m når jeg sidste vendepunkt, og jeg kan nu pludselig se enden på det jeg på forhånd frygtede allermest. Det gav et helt fantastisk boost, og jeg formåede derfor virkeligt at nyde de sidste meter ind mod Jollerampen og første skiftezone.
Da jeg atter får fast grund under fødderne viser mit ur 1 time 14 min og 5 sek. Det er 6 minutter hurtigere end det drømmemål jeg på forhånd havde sat mig, så jeg knytter næverne og jubler over dagens første sejr!
T1:
Jeg finder hurtigt min bikebag og løber ind i teltet for at få våddragten af. Jeg har på forhånd besluttet mig for at undlade at stresse i skiftezonerne, og denne plan holder jeg mig til. Jeg får mig tørret godt, får cykeltrøjen på, lidt energi i lommerne og så til sidst cykelskoene på. Jeg er ikke stor fan af at forhåndsmontere cykelskoene med elastikker eller lign (læs: jeg kan ikke finde ud af det….), så jeg havde valgt at løbe ud af skiftezonen med cykelskoene på. Det fungerede i øvrigt uden problemer;-) Jeg bruger 6 min og 45 sek i T1 hvilket nok er lige til den gode side, men jeg fik til gengæld det hele med og gjort det jeg på forhånd havde besluttet mig at gøre;-)
Cykling:
Med masser af godt humør og overskud sidder jeg endelig på cyklen, og kan se frem til 180 km i min favorit disciplin. Jeg ved, at jeg skal være lidt små forsigtig med mit tempo i starten, så øjnene er klistret til mine watt tal på cykelcomputeren. Det kræver da også lidt af en indsats at holde igen, men jeg vælger at være 100% tro mod min gameplan og undgår derfor også at overforcere.
Jeg finder lynhurtigt rytmen på cyklen, har god kontakt til benene og masser af dejligt overskud. Jeg får indtaget min energi på de rigtige tidspunkter og i rette mængder(1 liter energidrik pr. time, 1 gel pr. time samt 1 saltstick pr. time), og alt fungerer generelt helt perfekt.
Allerede efter ca. 2 timer i sadlen begynder jeg at mærke en snigende tissetrang. Jeg tænker en del over hvordan jeg lige skal håndtere den. Skal jeg tisse på cyklen (det har jeg aldrig gjort før), skal jeg stoppe op for at tisse eller skal jeg holde mig? Jeg kan ikke rigtigt beslutte mig, så jeg gør ingenting i første omgang…..
Efter ca. 80 km rammer jeg Geels bakke for første gang, og her ved jeg at min familie står klar og hepper. Det giver et dejligt boost at høre dem tiljuble mig lidt, og at min venindes familie samtidigt også hepper giver bare lige lidt ekstra energi.
På vejen ned af Geels bakke er jeg på vej til at overhale en anden pige, da jeg pludselig mærker nogle små stænk af væske på min højre arm. Først forstår jeg ikke helt hvad der sker, men kort tid efter erfarer jeg, at det er hende som jeg er ved at overhale der lige lader vandet. Da jeg ser hvordan pisset render ned af benene på hende og cyklen, ved jeg med det samme hvad der er min løsning – jeg må holde mig indtil T2! Jeg er simpelthen for forfængelig til at cykle mere end 90 km i urinvæddede cykelbukser…..
Fra Geels og videre ind mod Lyngby blæser jeg derudad, og overhaler optil flere andre tøser. For hver pige jeg passerer, ved jeg at jeg henter en placering, og det føles skide godt!
Inde i Lyngby for jeg mig kæmpet over de fæle brosten. Ouch, for en omgang. Heldigvis står min træningsmakker Brian klar med Lyngbys største heppekor, så de ujævne sten var hurtigt glemt;-)
Videre det går, nu dog med tiltagende ømhed i røven;-) Og hertil skal det lige tilføjes, at vejene på Nordsjælland (og især Lyngby)ikke er de mest jævne i kongeriget DK. I hvert fald var det som at sidde på en nålepude hver gang jeg ramte en ujævnhed:-/ Men lige bortset fra ømheden i bagdelen, så følte jeg mig forsat godt kørende. Ja faktisk næsten bedre end på første loop;-) Jeg holder mig forsat til gameplanen – både mht. indtag af energi og power output. Dog indtager jeg en enkelt energibar, da jeg fornemmer en lille uro i maven som følge af for mange gels. Den virker efter hensigtenJ
Efter 140 km begynder trætheden med at melde sig. Jeg har forsat godt drev i cyklen, men der skal ligesom kæmpes noget mere for det nu. Bedre bliver det ikke da jeg rammer Kongevejen, og må erfare at vinden har taget til siden jeg var der på første loop. Hastigheden falder derfor en anelse mens mine watt dog forsat ligger i IM zonen = gode tegn. For at overkomme de næste ca. 15 km frem mod Geels bakke, tænker jeg på familien der venter, samt på den krydderbolle og dunk med cola som min søster står klar med. Det får mig igennem de næste kilometre;-)
På toppen af Geels gør jeg et kort stop for at modtage forsyninger ved familien. Jeg er træt, og magter i første omgang ikke at tage i mod krydderbollen. Heldigvis er min far dog rimelig insisterende, så han skælder mig ud og befaler mig at tage den med. Nå ja okay, man gør vel stadigvæk som far siger, gør man ikke…… I hvert fald suser jeg videre med både krydderbolle og cola, og begge dele gør mig ualmindeligt godt! Det føles som om at det går direkte i blodet på mig, og pludseligt forekommer de sidste 20 km noget mere overskuelige. At Brian igen står klar med heppekor i Lyngby gjorde det bare endnu bedre;-)
På de sidste 5-8 km ind mod skiftezonen letter jeg en smule på gassen, for at finde løbebenene forud for det ventende marathon. Jeg laver et par stræk for hoftebøjerne, lår og lægge, og da jeg stiger af cyklen føler faktisk at benene er ganske velfungerende.
Jeg afslutter cykeldelen på 5 timer 37 min og 10 sek, hvilket er en anelse langsommere end mit drømmemål, men dog også 3 min hurtigere end den tid jeg forventede at skulle bruge;-)
T2:
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at skifte til løbetøj i T2, så jeg fik lavet et lille tøjskift, fik iført mig løbeskoene, racebelt og så var jeg ellers klar igen. Der var dog et lille men…. Jeg skulle forsat tisse, og temmelig meget endda! Desværre var der en milelang kø foran toiletterne, og det havde jeg altså ikke tålmodighed til. Jeg satte mig derfor ned i et hjørne og ladede vandet foran jeg ved ikke hvor mange mennesker. WTF…..;-) Derefter var jeg klar til løbJ
Min T2 tid lød på 4 min og 47 sek hvilket igen nok er en kende for langsomt. Dog skal mit tøjskift samt tissepause tages med i betragtning, så det er nok nogenlunde ok når det kommer til stykket.
Løb:
Normalt har jeg altid lidt besvær med at finde løbebenene efter mine skift, men af en eller anden årsag var dette ikke tilfældet denne gang. Jeg fandt straks mine løbeben og følte mig fremragende løbende allerede fra første skridt. Utroligt, men skønt!
På det første loop skulle jeg virkelig anstrenge mig for at kontrollere mit pace, men jeg ved fra tidligere erfaringer at et marathon er langt, og at man alt for nemt kan brænde energien af på den første halvdel, og dermed stå tilbage med døde ben, dårlig moral og endnu et halvmarathon at tilbagelægge.
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå igennem alle depoter og udelukkende indtage vand og cola derfra. Gels og saltsticks fik jeg fra min søster, som stod i speciel-need zonen på et på forhånd aftalt sted. Det fungerede helt perfekt, og jeg havde ikke så meget som optræk til dårlig mave – noget der ellers har hjemsøgt mig en del. DejligtJ
Efter ca. 18 km begynder mit højre ben med at drille lidt, og jeg frygter lidt for udviklingen af disse gener. Jeg indtager 2 iprener og 10 min senere mærker jeg intet! Mit løb forsætter derfor ubesværet og med masser af mentalt overskud. Jeg suger til mig af tilskuernes tiljublen, glæder mig til at se familien for hver omgang og modtager splits og masser af heppen hver gang jeg møder Brian på ruten. Og jeg har vitterligt overskud til at nyde scenariet! Ok, benene bliver da gradvist tungere, men rent mentalt er jeg så meget ovenpå, at jeg nemt kan skubbe det i baggrunden. At jeg samtidigt kan se at mit pace holdes mere eller mindre stabilt er bare top, og det giver mig lige det sidste boost til at forsætte.
Sådan forsætter det runde efter runde, og pludselig kan jeg se 4 bånd pryde mit højre håndled. Det føles ubeskriveligt og jeg ved nu, at der er absolut intet der kan stoppe mig i min vej mod mål. Jeg møder Brian for sidste gang med 7 km igen, og jeg beder ham at gå til målområdet, hvor jeg regner med at dukke om om godt og vel 35 min. Senere møder jeg også mine søskende. Jeg gør et kort stop, de spørger mig om noget jeg ikke lige hører, og jeg besvarer med et råb: ”I´m fucking gonna do it” Derefter løber jeg videre;-)
Benene er selvfølgelig ved at være noget tyndslidte, og det kniber mere og mere at holde mit pace over 6:00 min/km. Det lykkedes mig dog selvom jeg må trodse kramper i fødderne og tiltagende smerter fra lårmusklerne. Men det betyder intet. Jeg er så tæt på målet, så resten af vejen skal nydes. Da jeg med ca. 500 m til mål løber op mod Christiansborg Slotsplads, ved jeg at jeg er nær enden på mit hidtil største eventyr. Vejen mod målet har været en lang fantastisk rejse, og nu kan jeg strække hænderne op over hovedet og juble over min sejr. Det er fantastisk, meget følelsesladet og ja, helt ubeskriveligt. Jeg gjorde det! Jeg kan endelig kalde mig selv for IRON(WO)MAN!!!!!

Det hjælper ikke et hak men du kan stille den på skrå så du får noget bakke træning ....

Super fed beretning.
Igen engang stort tillykke med gennemførelsen af murmeldyrel.
Egentligt ville jeg godt have lagt billet ind på en første hånds beretning en dag men jeg stikker sydpå på torsdag så det når vi vist ikke.
Jeg håber du stadig vil opret holde et minimalt niveau af logning eler i det mindste i ny og næ vil give livstegn fra dig.
mvh
Lars

På vej hjem i bussen i torsdags havde jeg fået øje på et reklame skilt med en henvisning til aalborgvandcenter.dk hvor man tilsyneladende gjorde en del i havkajak roning. Da jeg så kiggede på deres hjemmeside kunne jeg se at der i denne weekend blev afhold begynder kursus og og at der stadig var et par ledige pladser. Lige noget for mig så jeg skyndte mig at melde mig til. Jeg tænkte godt nok at 2 dage fra 8-16 ville være hård kost når man ikke er vant til at sejle kajak men på den anden side var det jo meget rart at få det overstået på en gang.
Det skulle vise sig at blive et par intensive og hårde dage men som hvirkeligt var en god oplevelse.
Lørdag formiddag gik med en del forskellige grundlæggende ting og forskellige styretag og helt elementære manøvre teknikker og hele formiddagen gik uden pauser indtil vi skulle have frokost. Efter frokost ved "klub" huset skulle eftermidagen gå med forskellige bjergnings øvelser.
Først stod den på makker bjergning og efter at det var indøvet blev der lavet en gang "vandtilvænning". Vandtilvænning går i al sin enkelthed ud på at man får et spray på ( dækken der går at kajakken ikke tager vand ind oppefra men osse gør at du sider fast i kajakken ) og derefter laver nogle forskellige øvelser hvor man får hovedet under vand og i det hele taget skal demonstrere at ma n ikke går i panik hvis man vælter og selv er i stand til at komme fri af kajakken. Derefter gik vi videre til selvbjergning vha paddle float. Faktisk rigtigt sjovt at prøve. Fik osse prøvet et par gange om man kunne bjerge sig uden paddle floaten men det var pænt svært. Kunne godt komme op på kajakken og ned i cockpittet men det gik galt når jeg vendte mig rundt de 2 gange jeg prøvede. Fuck hvor var jeg træt om aftenen efter 8 timer ude i solen og hvor en stor del af tiden blev tilbragt i vandet.
Så søndag morgen vågnede jeg ellers op med at krop der var godt mør i skuldrene .... og med udsigten til 8 timer mere i kajakken - fedt!
I bådene stort set med det samme og så hen i lyst bådehavnen så vi var sikret tilskuere til vores kamp med lidt flere styre teknikker og øvelser i at kante. Vi fik øvet en del telemark sving/vending og osse en del øvelser i at kante. Efter en kort pause tog vi en omgang repetering af bjerge teknikkerne inde i havnen til stort morskab for de tilskuere der sad og nød showet mens de spiste is. Vi fik lidt alternative måder at udføre øvelserne på og efterhånden tog det altså ikke ret lang tid at komme ombord igen efter en vandtur. Efter frokost tog vi en hurtig tur til Egholm og derfra over i Lindholm å hvor vi sejlede et stykke op indtil der hvor husene begynder på åvej. Herfra tværs over fjorden tilbage til udgangspunktet hvor vi fik lidt tid til at øve en så kaldt Eskimo bjerbning hvor man ikke kravler ud af kajaken men bliver bjerget ved at man får fat i en makers kajak snude og trækker sig op. Dette kræver igen at man bevarer roen under vandet og ikke går i panik. Sidst lidt leg med manøvre og så var der ellers oprydning og rengøring af udstyr tilbage.
Fed weekend på vandet men fuck hvor er mine skuldre trætte nu.
Onsdag står den forhåbentligt på en længere tur i kajakken så jeg skal skynde mig ud og have fat i en våddragt.

Hvis du kigger på det tredje billed på xt hjulet kan du se at der er en fatning som skiven skal sættes i. Her holdes den på plads af 1 stor møtrik der holder hele skidtet fast.
http://www.chainreactioncycles.com/Images/Models/Original/20792-2.jpg
Jeg bryder mig bare generelt ikke om fabrikkernes egne entry level hjulsæt. Alt for ofte er vægt og pris holdt lavt på bekostning af styrke. ( Husk det gamle ordsprog: Stærk, let og billigt ... Vælg 2 )
Kig evt på dem her:
http://www.bike-discount.de/shop/k735/a8917/xt-disc-6-loch-mit-mavic-xc-717-schwarz.html
Det er ikke det letteste sæt der findes men der er brugt en ret god mavic fælg og solide 2mm eger. XT navet er ok til prisen.