Leaderboard

MARATON #1 – HUSUM, FEBRUAR 1981 LANGE AFTENER I GODT SELSKAB Hvis man i 1980 stoppede med cykelsport, var der ingen mellemvej. Der var ikke rigtig nogen motionsklubber eller hyggefællesskaber. Når man stoppede, blev man efterladt på perronen og kunne se toget forsvinde i det fjerne. Hele den motionsindustri, der i dag omsætter for millioner, når der investeres i kulfibercykler og lycra, eksisterede ikke. Så der skulle ske noget andet, efter at raceren var kørt i stald efter forårets løb i Esbjerg. Det blev ikke overraskende løb i byens atletikklub, HIF, som blandt andet bød på god, lang søndagstræning efter datidens skik og brug. Men ved et tilfælde fik jeg også kontakt med to lokale maratonløbere, Kesse og Bent K. De skulle løbe Husumer Wintermarathon i februar, og de havde hver deres dagsorden. Bent K. var jord- og betonarbejder på deltid og en af de bedste løbere herhjemme på distancen med en PB på 2:18. Han skulle til Husum og vinde, så han kunne blive udtaget til løb i udlandet. Kesse var bredt bygget med fuldskæg og drev sin egen gård i Simmersted. Han havde aldrig løbet maraton på over tre timer, og det her løb skulle ikke være det første. Husumer Wintermarathon var blevet afholdt siden 1972 og var en fast del af programmet for mange danske løbere. De tog til den lille nordtyske by for lige at pudse formen af, før den mere intensive træning begyndte frem mod foråret. Løbet var altid i februar, så der kunne være frost og fygesne, slagregn, storm fra vest og alt andet godt. Som tidligere nævnt: Der var ikke mange løb at vælge imellem for mere end 40 år siden. Kesse, Bent K. og jeg arbejdede jo alle, så vi mødtes hver fredag aften klokken 19 ved Haderslev-Hallen og løb 24 km i to store runder hhv. nord og syd for byen. Det var på kulsorte landeveje, hvor man var blind efter mødet med modkørende biler med langt lys. Vi havde 'ridelygter' spændt på armene, der lyste en smule hvidt fremad og rødt bagud, så vejen kunne de ikke lyse op, men på forunderlig vis brækkede vi ingen lemmer. Det forløb var guld værd! Det var en mesterklasse i staldtips og erfaringer. Og super hyggeligt. Fredag efter fredag kom tempoet i vejret (for Bent K. var det en 'let dag'). Fredagen ugen før løbet satte vi distancen op 32 km for at få tømt depoterne. Det var knagende frost, så Kesse havde gemt en termoflaske med varm hvidtøl omkring 24 km. Det lyder mærkeligt, men smagte overraskende godt. Undervejs gik snakken – meget om løb, men vi kom vidt omkring. Der var også en del at tale om. Det var den vinter, John Lennon blev skudt foran sin ejendom i New York, Reagan valgt som præsident, og Anker Jørgensen var i gang med sin sidste regeringsperiode. På dagen var vejret – selvfølgelig – frygteligt, men vi overlevede. Bent K. vandt i 2:26, Kesse kom under tre timer, og jeg kom i land med det yderste af neglene på 3:05. Det var desværre ikke under tre timer, men hey! vi vandt holdkonkurrencen. Det var et vinterhalvår, hvor solen sjældent viste sig, og alligevel er premiereløbet et meget, meget lyst minde. Det gav blod på tanden til at prøve kræfter med distancen igen, men næste gang skulle det resultere i en helt anden og mere hårdtslående lektion. LEKTIEN AF DETTE LØB? Træn med andre løbere. Navnlig, hvis det er dit første maratonløb. Det er hyggeligt og kan være en guldgrube af vigtig viden. BUD #1: TRÆN MED ANDRE Billedet er fra en vinterdag i Husum. Ruten gik ud på de øde landeveje i februar måned, der var ingen til at heppe og absolut ingen Instagram-værdige momenter.

Tak for det. Jeg fortsætter lige med kapitel 0, for det var slet ikke noget officielt løb, da jeg første gang tilbagelagde distancen. MARATON #0 – HADERSLEV, NOVEMBER 1979 UDEN MAD OG DRIKKE I efteråret (november?) 1979 løb jeg maratondistancen sådan ud af det blå og uden mad og drikke. Så det tæller ikke rigtig med blandt de officielle løb, men siger måske alligevel lidt om, hvor fascineret jeg har været af udfordringen. På det tidspunkt kørte jeg cykelløb og her er det vigtigt at vide, at man har en skrue løs, når man kører cykelløb. Overliggeren for crazy ligger ret højt. Desuden kunne man dengang godt lade sig 'falde lidt ud af form', når sæsonen var slut, hvis man da ikke lige kørte cykelcross. Selv spillede jeg noget basketball, trillede lidt på vintercyklen og løb nogle ture, når det sidste cykelløb var kørt. Så eftersom jeg alligevel var i gang med at løbe, meldte tanken sig: Hvorfor ikke løbe et maraton. Hvor svært kan det være? Det kan umuligt være værre end at køre cykelløb. Det blå kort i 1:100.000 blev foldet ud på bordet, en rute på 42 km blev målt op med en passer (hey! det var 1979, og Anker Jørgensen var stadig statsminister), og så gik turen ellers ud vest for byen og retur i nogle ret tunge Hummel-løbesko, som havde knopper under og vist egentlig var beregnet til terrænløb. Det foregik uden mad og drikke, selv om jeg muligvis har stoppet ved nogle kirkegårde, hvor man som regel kan få frisk, koldt vand fra hanen. Jeg husker det simpelthen ikke. Tiden erindrer jeg heller ikke, men jeg kom igennem, selv om benene formentlig har været tykke som telefonpæle bagefter. Løbeturen tæller ikke rigtig som et maratonløb, men siger lidt om fascinationen af distancen og om tiden. På det tidspunkt var der kommet en topløber på distancen i vores naboby, som trak overskrifter. Der blev desuden etableret kondistier og Trim-ruter mange steder, og hele motionsbølgen var så småt ved at få vejgreb. Copenhagen Marathon havde premiere året efter, i 1980, men allerede op igennem 1970'erne var der begyndt at komme flere og flere officielle løb, så maratonløb var ved at lette (selv om vittige hoveder stadig råbte "kondi, kondi!" eller "de andre løber lige derhenne!", når nogen dristede sig til at jogge på offentlig vej). Mit første rigtige maratonløb var halvandet år senere langt ude på landet. Det skulle vise sig, at det ikke var selve løbet, men forberedelsen, der rummede den vigtigste lektie, da jeg første gang stod på startstregen med et nummer på maven. LEKTIEN AF DETTE LØB? Ingenting. Dels kan jeg dårligt huske noget fra turen, og dels gjorde jeg alt det, man ikke skal gøre. Det skyldtes udelukkende ungdommeligt overmod, at jeg overlevede. Billedet er fra landevejen, hvor jeg skulle forcere en bakke til sidst. Den er ikke stejl, men var rigeligt sej at komme igennem lige den dag.

[sakset fra min Facebook:] MARATON – DEN FANDENS FASCINATION POWERPOINT-PRÆSENTATION PÅ VEJ :) Havde egentlig svoret, at jeg havde løbet mit sidste maratonløb. Nu pønser jeg alligevel på, om jeg skal give mig i kast med et mere til foråret. Er ikke helt afklaret med det endnu, men hvis det skal ske, er det ved at være høje tid at indstille sigtekornet og få nogle flere kilometer i benene. Har ikke skænket det mange tanker siden mit sidste maraton, men åbenbart er fascinationen intakt, og jeg ved endda, hvor den stammer fra: Engang i 1970'erne gennemførte en meget ung fyr i mit hjemby et maratonløb som en af de yngste nogensinde herhjemme, og det satte noget i gang, der har varet ved. Efter nogle ungdomsår med cykelsport var min fascination intakt, og det siger noget om dens kraft. Det er måske til at forstå, når man spoler filmen fire-fem årtier tilbage, hvor distancen stadig var ret eksotisk, og der var ganske få maratonløb herhjemme om året. Sådan er det som bekendt – mildest talt! – ikke mere Er i øvrigt langt fra specialist på området og er absolut ikke 'født' til distancen. Har faktisk kun løbet 10 af slagsen gennem årene, og de har været hårde at komme igennem – på nær tre af dem! Nu tænker jeg på, om jeg måske kan gå mere systematisk til værks og lære af de foregående løb. Måske kan jeg ligefrem lave mine egne 10 bud? Måske kan jeg udlede noget mere generelt ud fra erfaringerne, som andre kunne have glæde af? Det må være missionen. Med andre ord: Jeg kan mærke, at der er en forelæsningsrække på vej. En lille føljeton, der skal munde ud i mine 10 bedste bud på, hvordan man slipper bedst fra et maraton. Jeg er allerede begyndt at forberede en ordentlig røvfuld PowerPoint-slides, og det bliver måske lidt løbenørdet. Alle, der anser løb som komplet tidsspilde, kan bare passere gaden ;) I øvrigt var mit første forsøg på distancen slet ikke et officielt maratonløb. Det kan første lektion passende handle om. Billedet viser på trods af min fremskredne alder i øvrigt ikke mig, men den overraskende vinder af Boston Marathon i 1926, canadieren John C. Miles, der løb imponerende 2:25:40