Mollerup

Medlemmer
  • Content count

    3,715
  • Joined

  • Last visited


Reputation Activity

  1. Like
    Mollerup reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Eurodance

    Så er der skrevet noget eksamensopgave. Dejligt.
    Tidligere i dag fik jeg spørgsmålet om hvorfor jeg godt kan lide Eurodance (Jeg har det som ”synes godt om på min facebook”), og så snart jeg satte fingrene ned til tasterne for at besvare dette spørgsmål kunne jeg mærke den sædvanlig strøm af billeder tanker og ord, der alltid baner vejen for et af mine
    sædvanlige sludreordsfortællingsanfald.
    Eurodance var og er bare fedt. Igennem mangen aftener på sodavandsdiskoteker og senere rigtige diskoteker er sangene blevet ridset ind i min indre grammofonplade og hver gang jeg hører dem, eller noget der minder om dem, er jeg tilbage på landet, med den søde og alligevel bitre smag at cinzano og billig hvidvin klæbende på min tunge og læber, i fuld sving med at danse den tidlige nat væk i alt for stramt tøj der klart afslører allerede veludviklede former.
    Jeg var et akavet barn af 80’erne, en utilpasset buttet drengepige med vagtsomme blå øjne og mørkeblondt hår der altid var en mellemting mellem kort og langt. Mine forældre havde for længst trukket på skuldrene over for mit stædige og ilte temperament og lod mig selv bestemme min frisure. Så fordi jeg aldrig helt kunne bestemme mig for om jeg ville være sej som drengene med kort hår og en tot i nakken eller prinsesse som pigerne i nederdele og med langt hår så var det som reglen altid på vej fra det ene til det andet. Det samme iltre og stædige temperament gjorde også at man på mine børnehave billeder fra tre år i træk kan se en stædigt skulende lille dreng iført det nøjagtigt samme lyseblå yndlings joggingsæt.
    Senere så blev jeg teenager - tiden går jo, som den altid gør. I perioder med noget der minder om syvmileskridt i et varsomt barneøjes blanke blink og andre gange, som langsomme døsige sommerdage i en udstrakt solstråle. Men går, det gør den.
    Stædigheden, vagtsomheden og det iltre temperament fulgte mig fra barndommen ind i mine kaotiske teenageår i de senere 90’ere. Med bævrende hjerte og et flintestensblik gik jeg verden i møde. For længst desillusioneret med hensyn til mit eget værd og at jeg nogensinde ville få noget som jeg ikke selv fravristede verden, klemte jeg øjnene i, tog en dyb indånding og ventede ikke på noget men bad om hvad jeg ville have og det jeg turde bede om. For ingen ville alligevel give det til mig, de grimme drengepiger måtte lave sine egne stier. Og de stier trådte jeg til lyden af eurodance og selvfølgelig nirvana, i en stor hormonforvirring.
    Eurodance er mindet om mit første kys, ude bag et hotel i Tyskland som 14årig, væmmelsen over det lag af savl han havde efterladt på mine læber og hage, og den stolthed som jeg følte over at jeg som den sidste af mine veninder nu også havde kysset en fyr. Den første gang jeg var fuld, folkeskolens afslutning, de første kluntede og usikre kærtegn, forsøget på at gøre sit bedste for at være selvsikker mens hjertet bævrede og flaksede så voldsomt at man blev bekymret for om det som en mentos i cola light ville skyde sig fri af brystet i et stort blodigt boblende svineri.
    Jeg husker også Kåre, en af de næste drenge jeg kyssede. Frejdigt grinende til en fest jeg holdte i min fars hus, en weekend han var bortrest, havde han taget min hånd og spurgt mig om jeg ikke skulle vise ham min frimærkesamling? Fnis og og flakseri og et par bløde våde kys på mit halvmørke værelse blev det til. Jeg husker måske dette minde så ofte nu fordi, jeg så ham igen for nogle år siden da jeg ved siden af mit studie arbejdede i en bowlinghal. Lige pludselig stod han foran mig med det samme frejdige smil og grinede til mig. Nøjagtigt som den gang begyndte mine kinder og brænde da han blinkede til mig og spurgte hvordan det gik. Hans helt specielle charme, der strømmede ud af hans øjne og altid skæve grin, fortalte om en indre glæde ingen helt forstod, rørte mig som den havde gjort den gang.
    Et år senere hørte jeg han havde hængt sig selv og efterladt en kæreste og en nyfødt. Ingen forstod noget, den glade dreng der havde smilet til verden, var død. Så begyndte alle at snakke om stoffer.
    Med tiden blev drenge til mere end nogen man blot kyssede på og Haddaway stillede spørgsmålet "What is love?". Det var det selv samme som jeg selv gik og spekulerede over (og delvis vel stadig gør) mens jeg genert kiggede på drengen fra min klasse, ham jeg i stilhed havde været ulykkeligtforelsket i i flere år. Ud mellem øjenvipper der omringede nedslåede øjne stjal de sig imod min vilje, et glimt af hans mørke hår, de leende brune øjne og den måde han på nærmest magisk vis kunne få fodbolden til at adlyde sine fødders ordre. Hvor let det kom til ham at få andre til at grine, hvor selvsikkerhed han begik sig i frikvarterene, hvor sød og sjov og sej. Jeg var betaget.
    skræmt og håbende stod jeg afventende, indtil det øjeblik hans blik fejede i min retning og jeg i en tilstand af chokeret hjertestop med blomstrende kinder tvang de uregerlige øjne til at undersøge fliserne ved ens skosnuder for udjokket tyggegummi. Så passere truslen og ens hjerte turde igen slå mens mine øjne igen fandt verdens ufravigelige midtpunkt. What is love, baby don't hurt me, baby don't hurt me. Jeg gjorde aldrig noget, jeg turde aldrig. Han skiftede altid mellem at være opmærksom over for mig den ene dag, og ignorere mig den næste. Han vidste tydeligt godt hvordan jeg havde det med ham, og uden jeg egentlig tror han ville være ond kunne han ikke lade være med at til tider at lege med, og f.eks følge mig hjem fra skole, og til tider helt at afvise det og ignorere min eksistens. Det knuste mit forvirrede hjerte en million gange.
    Da mit 16ende leveår kom, havde jeg endelig besluttet mig for at nu skulle det være! Alle mine veninder havde været i seng med deres første fyr, alle undtagen mig, sådan virkede det i hvert fald, men den dag i dag, må jeg tvivle på om jeg ikke tog fejl den gang. Eller i hvert fald sætte det i det perspektiv at de fleste jeg omgik var i hvert fald et år ældre end mig på grund af en tidlig skolestart. Så jeg håbede denne aften imod alt fornuft at jeg ville møde min drømmeprins, eller i det mindste bare en fyr som ville have mig. Min klassekammerat som jeg havde været forgabt i siden jeg var gammel nok til at rumme sådanne følelser for, havde jeg ingen forhåbninger om at nogen sinde komme til at være sammen med, så i grim beslutsomhed kiggede jeg på de andre fyre der var til den fest jeg var inviteret til.
    Nu gik det hverken værre eller bedre at jeg i stedet for at feste endte med at sidde og trøste en anden pige hvis verden momentært var faldet fra hinanden af grunde som jeg ikke længere husker, men at en dreng var involveret er nok ikke en urimelig antagelse.
    Det der især karakteriserer Eurodance og ungdommen i min bevidsthed, er følelsernes intensitet. For os som voksne er det svært ikke at trække på smilebåndet over den dramatik og følelsesudladninger der lægges for dagen af teenagere. Men det er en fager ny verden, der er ingen erfaring der med bitre trøstende ord fortæller os at det hul der er blevet flået i vores hjerte og sjæl vil heles. Der er kun den ubeskrivelige og tilsyneladende uendelig smerte og Haddaway der til elektronisk hjerteslag slynger det samme spørgsmål og bøn ud i natten som 16årige tårevædede, salte læber visker, mens tårerne trækker den kulsorte makeup i grelle striber ned af oversminkede orange kinder: ”What is love, baby don’t hurt me, baby don’t hurt me”.
    Jeg sad med pigen fra omkring klokken elleve til en gang efter midnat da hun endelig tog hjem. Slukøret over dette kiks af en festlig aften tager jeg også selv hjem.
    Næste morgen vågner jeg op et ukendt sted, og efter et øjebliks desorienteret forvirring husker jeg hvordan Kasper havde fanget mig på min vej ud fra festen. Han havde spurgt om vi ikke skulle følges og havde taget mig med hjem til ham, efter det husker jeg intet. Jeg fejer øjnene ned af mig selv. Jeg har stadig bluse på, så jeg løfter lidt på dynen og tjekker. Med en blanding af lettelse og ævrelse ser jeg at jeg stadig har både nederdel og nylonstrømper på. Jeg kigger mg om og ser Kasper er ved siden af mig, han er vågen og ser fjernsyn uden lyd. Han fylder de sidste blanke øjeblikke ud i min hukommelse, og til mit spørgsmål om vi havde bollet, bekræfter han min mistanke om at det har vi ikke. Han forklarer at han havde forsøgt at få det til at ske men at jeg var væk så snart jeg kom ned og ligge og han til sidst bare havde smidt en dyne over mig. Dette tænker jeg så lidt over, og tager så en rask beslutning: ”Nå men øh.. Skal vi så bolle nu?” At sige at Kasper så overrasket ud er vidst en underdrivelse, men så grinede og spurgte om jeg var sikker. Det var jeg bestemt. Her var en fyr der faktisk havde prøvet på at komme til at bolle med mig – godt nok sagde rygterne han havde bollet jeg ved ikke hvor mange piger, men altså – her var min chance jo! Så vi kom ud af kludene og Kasper fandt nogle kondomer, de var sorte og meget imponerende. Og vi bollede. Det var sjovt nok men ikke noget specielt. Bagefter gik jeg hjem, han spurgte efter mit telefonnummer, men jeg turde ikke tro på han ville ringe, så jeg smilede bare, rystede på hovedet med mine flintestensøjne, og gik hjem.
    Det var dog ikke kun de første store følelser, de første famlende erfaringer og den store usikkerhed der prægede mine teenageår. Men det var også en helt forjættende følelse af uendelige muligheder.
    Oceaner af muligheder der lå lokkende og skræmmende udbredt foran ens fødder mens man endnu var i gang med at finde ud af hvad man skulle vælge til og fra den konstellation der til sidst blive ens identitet.
    Alt imens dunkede No limits ufavigende bass og monotone lyrik i ens krop. Lod en svæve væk og nyde at der stadig ingen begrænsninger var. Man kunne blive astronaut, eller advokat eller soldat. Rede verden eller brænde den af som E type lokkede med. Ungdommens selvfede volatile ego tændstikker var inden for ens rækkevidde. Man kunne det hele. Verden var ens lærred som man kunne overmale, tilklatte eller ridse i som man ville. For man skulle blive noget stort, supehelt eller super skurk, men super, det var helt sikkert. ”No limits, we reach for the sky”. Senere fandt jeg mig selv frosset og forstenet over alt det som man kunne og burde blive og gøre, og jeg prøvede i en del år panisk at udskyde valget blot lidt længere. Men i disse eurodance år var det fantastisk, det var en stor dukkeleg, hvor man smagte på bidder af forskellige mulige fremtider.
    Eurodance er sodavandsdisko, bræk, halbal, forelskelse, forblændelse, uskyld, oprør, uvidende alvidenhed, neon og drømme uden grænser.
    Hvordan kan de af os der er vokset op i halvfemsernes neonoptimisme ikke elske eurodance?
    Ja jeg gør i hvert fald.
    /Jannie
    MADLOG_ jaba150611.pdf
  2. Like
    Mollerup got a reaction from MarianneB in Mollerup mod Challenge Aarhus   
    Tirsdag 31-05-2011.
    Lige en vægt opdatering.
    Mandag 10-01-2011 115.2 kg 27,2 fedt %
    Mandag 18-04-2011 110 kg 26,8 fedt %
    Mandag 30-05-2011 107 kg og 26 fedt %
    Tirsdag 31-05-2011 103,8 og 25 fedt %
    Det er gået lidt ned med vægten og nu vil jeg til at være seriøs, håber at ramme 95 kg den 3 juli.
  3. Like
    Mollerup reacted to JAAB in EQUILIBRIUM   
    Stærkt gået, Jaaaaanie! Nu er du igang
    Fint nok, at du ikke tog så mange BBS' - du vil stille og roligt komme til at tage flere, bare giv det tid og gå frem i dit eget tempo.
    Og ja, vi fik godt nok snakket emnet nutidens kvindeideal godt igennem. Amazoner er MEGET sejere end et lille nips, der aldrig har rørt en DB! Og jeg synes også som dig, at det er flottere at have noget kød på kroppen og være STÆRK.
    Og godt du ikke blev smidt ud fra frivægtsafdelingen - f*** jeg grinede af din beskrivelse!
  4. Like
    Mollerup reacted to Johnas J in Mollerup mod Challenge Aarhus   
    Et lille råd er at benytte sig af en skala fra 0-10, hvor 0 svare til ingen smerte og 10 er værst tænkelig smerte. Når du er i hvile er det acceptabelt at have smerter fra 0-2, under træning må man komme op til omkring de 5 og så ikke længere. En anden ting er så at lægge mærke til hvor hurtigt at smerterne klinger af igen. Hvis der du har øgede smerter resten af dagen og når du vågner næste morgen har det været over grænsen for hvad vævet har kunne holde til. Ideelt set bør smerterne klinge af inden for den 1. time og helst hurtigere.
    Hvis du vil optimere restitutionen af ledbåndene efter træning så skal der is og noget kompression på, så en evt. hævelse holdes på et minimum.
  5. Like
    Mollerup reacted to MTBforever in MTB hjul   
    Hvis du kigger på det tredje billed på xt hjulet kan du se at der er en fatning som skiven skal sættes i. Her holdes den på plads af 1 stor møtrik der holder hele skidtet fast.
    http://www.chainreactioncycles.com/Images/Models/Original/20792-2.jpg
    Jeg bryder mig bare generelt ikke om fabrikkernes egne entry level hjulsæt. Alt for ofte er vægt og pris holdt lavt på bekostning af styrke. ( Husk det gamle ordsprog: Stærk, let og billigt ... Vælg 2 )
    Kig evt på dem her:
    http://www.bike-discount.de/shop/k735/a8917/xt-disc-6-loch-mit-mavic-xc-717-schwarz.html
    Det er ikke det letteste sæt der findes men der er brugt en ret god mavic fælg og solide 2mm eger. XT navet er ok til prisen.
  6. Like
    Mollerup got a reaction from MarianneB in MarianneB - The Discipline of Steel   
    He he din venster arm er 0,4 cm større EDIT end min højere
    Gode guns:4thumbup:
  7. Like
    Mollerup got a reaction from MarianneB in MarianneB - The Discipline of Steel   
    Der skulle have stået He he din venster arm er 0,4 cm større end min højere
    Sådan går det når jeg forsøger at skrive på MOL og arbejde på samme tid
    Tak jeg har tit undret mig over hvorfor smileys ikke virket i mine indlæg.
  8. Like
    Mollerup reacted to Jaaanie in EQUILIBRIUM   
    Træning Søndag d. 3/4-2011
    Buzz Lightyear, Fitnessperlen, Smilepigen og den gamle glomand

    Mennesker har været min interesse hele livet, både at være sammen med dem, men også blot at tavst gå rundt og observere dem. Tit når en dag har været svær har jeg ikke lyst til at tage hjem og være alene, men heller ikke at være sammen med mennesker. Så tager jeg min ipod i ørene og går rundt i indre by og kigger på mennesker. Ikke alene men heller ikke sammen med nogen, en pause tilstand imellem samvær og ensomhed. Jeg kigger på dem spilde is ned af sig selv og grine flovt, jeg ser dem skynde sig på klikkende hæle til vigtige møder, tørre løbende næser og grine mod himlen. Jeg bliver en gråtone af mig selv, et ecco af byens liv. Lever i flygtige øjeblikke i andres sko, til jeg er klar til at tage mine egne på igen.
    Derfor er temaet for dagens logupdate også mennesker.
    Ikke så mange mennesker i fitness i dag, folk ligger vel og plejer deres tømmermænd i deres senge, det sgu også hyggeligt nok, mere plads til miiiiiiiiiiiig! :4thumbup:
    Lænd extention:
    3x12x55kg
    satte den lige ned på plads på 55kilo, ingen grund til at udfordre skæbnen!
    Triceps press
    1x12x32,5kg
    2x12x30kg
    Nææh nej den gik ikke – tsk tsk
    Bryst Press
    3x12x17,5kg
    Pushups here i come!
    Bryst fly
    3x10x20kg
    Seated rows (underhånd)
    3x12x26kg
    Seated rows (overhånd)
    3x10x23,5kg
    biceps curls
    3x12x22,5
    Det var især unge gutter der ikke var mange af i fitness i dag. Needless to say, det var ikke noget problem at komme til at lave biceps curls. jeg havde ellers stået hjemme foran spejlet og øvet mig i at se intimiderende ud, ikke at det lykkes – det er bare svært når man er 164cm og har en lyserød t-shirt på…
    Armhævninger med håndvægte
    3x12x3kg
    Kernetræning med swissbold og håndvægte
    2x3x12x2kg
    Brugte en større bold i dag, det gjorde det faktisk en del sværere hvilket var meget nice, så det gør vi igen næste gang.
    og så lige 12 girly whirly pushups (dvs. på knæene – suk) bare for sjoooov. Tager resten i aften.
    Fleksibilisering…
    Jeg var ikke særlig fleksibel i dag – dunno… Men kom da programmet igennem.
    Som reglen når jeg træner, er det alene, det kan jeg egentlig bedst lide. At bare gå lidt rund, være lidt blank i hovedet og kun skulle fokusere på at lave øvelserne teknisk korrekt. Men alligevel efter et stykke tid begynder man jo at genkende de mennesker der også kommer i fitness. Nogle af dem er jeg begyndt at smile til eller hilse på og andre bemærker jeg bare tilstedeværelsen af og navngiver i mit stille sind.
    Buzz Lightyear var til træning i dag. Ham lægger jeg altid mærke til. For han har en helt sindssyg lav fedt procent, samtidig som han mange store muskler både på toppen og bunden og en talje der ville gøre Scarlet o’Hara misundelig. Samlet synes jeg han ligner Buzz Lightyear. Og så er han vældig dygtig til at løbe og løbe og løbe. Kan være jeg skulle hilse på ham en dag.
    Fitness perlen arbejder i mit træningscenter og det var ham der meldte mig ind og gav mig the tour osv. Men ham har jeg ikke set længe, det er ellers en skam, han er ellers hygsom at sludre med. Han er vidst i et andet center nu. Nå men til gengæld bliver der da ikke slukket for det vare vand en halv time før lukketid mere og det er godt! For jeg er en snøvle. De skideballer jeg gav ham for at gøre det, viste sig særdeles ineffektive, som reglen grinede han bare og forsøgte at kramme på mig. Strengt! Tror vidst PP har ret jeg må vidst øve mig på min intimiderings strategi.
    Smilepigen var der heller ikke til træning i dag, hun er der ikke så tit når jeg er der. Smilepigen hedder Smilepigen fordi hun siden day one, har fået øjenkontakt med mig og sendt mig strålende smil som ønskede hun, at oplyse min dag med solens glitrende stråler. Vi er nu gået videre fra at smile til hinanden til at sige ”hej” og ”god weekend” og sådan. Men navnet ”smilepigen” sidder lidt fast i min bevidsthed. Nogen gange overvejer jeg om hun bare er en flink smile pige, eller om hun egentlig er glad for bryster, hvis en fyr opførte sig sådan havde jeg nok i hvert fald rødmet en del… Jeg hælder mest til den flinke smilepige mulighed, og det er rart der er mennesker som hende.
    Til gengæld var den gamle glomand der i dag – som altid… Nu skal man jo ikke gøre sig klog på andre menneskers træning, og specielt ikke når man er sådan en nybegynder som mig, men som det foregående lægger op til har jeg selvfølgelig tænkt mig at gøre det alligevel. Magen til ineffektiv træning har jeg aldrig nogen sinde set, benene slasker sig ubekymret rundt på kondicyklen i en nærmest ironisk og hånlig gestus, mens hovedet snor og drejer sig for at give øjnene frit løb over centerets population af gennemsvedte bryster og numser. Selv hvis han træner vægte har jeg aldrig sporet den mindste anstrengelse i hans kropssprog eller set den mindste grimmase flakke over hans evigt vogtende ansigt. Hver gang jeg har drejet mit hoved i hans retning er det altid den samme lidt forsinkede reaktion. Som når man kaster en sten efter en due, drejer han hovedet væk, men man ved så snart man kigger væk, er hans øjne tilbage igen.
    Jeg tvivler på han har nok vægt på i maskinerne til at komme til skade på grund af sin andetstedsværende koncentration, men man har vel lov at håbe.
  9. Like
    Mollerup got a reaction from salt in Hvad andet en motion kan sætte forbrændingen op?   
    Måske du har læst alle indlæg, men det virker ikke som du forstår dem.
    Der er ikke nogle nemme løsninger og hvis der var, så var personen der hade fundet ud af det mega rig og ville ikke skrive herinde.
    På MOL får du ikke de samme svar som i dame blade, men som regel noget der er bevis for modsat dame blade og ligende.
    Held og lykke med det vægttab, men der er ikke nogle nemme løsninger og jo hurtigere du lærer det jo hurtigere vil du tabe dig :)