Kermit

Tak for alle hilsenerne. Det er altid rart at få input fra en række forskellige sider, specielt med forskellige erfaringer. Han endte faktisk med at have en fredag hvor han kom igennem dagen uden at kaste op, og da jeg spurgte hvorfor han ikke skulle kaste op så svarede han "fordi han bare tænkte på noget andet som du havde sagt jeg skulle gøre". Den 38 årige far der konstant tvivler på egne evner fik godt nok lige en klump i halsen der. Planen lige nu er at få ham ned til egen læge, der selv har spurgt om hun gerne må tale med ham - hun er ret interesseret i børn og har skrevet bøger om det før. Så hende får han lige en snak med, og så har hun allerede henvist til et par gode børnepsykologer hun kender, og jeg håber også at hun kan give os som forældre et par gode råd til hvordan vi bedst håndterer det hele, hvad vi skal tale ind i, hvad vi ikke skal tale ind i etc. Men har også fået trænet i weekenden. Fik kørt lige under 3 timer udenfor i lørdags i det mest fantastiske vejr. Fik kørt 2x16 over/under intervaller (1.40 88% og 20 sek 110%). Og så ellers bare stram kæde hjem. Var godt baldret da jeg kom hjem. Søndag fik jeg lavet ugens anden styrketræning. Normalt skal jeg jo kun have styrketræning en gang om ugen, men fordi jeg missede forrige uges styrketræning, valgte jeg at køre et ekstra pas så jeg ikke kommer fra langt fra formen.

Så hvad sker der ellers? Jeg synes egentlig jeg har været inde i en god periode rent mentalt, men må også indrømme at de sidste par dage har været slemme. Vores ældste har en del udfordringer. Han er blevet opereret for polypper sidste år, og igen i år, og er ret angst for læger. Selv efter operationen snorker han stadig, dog ikke så slemt som før, og så har vi en mistanke om at han lidt af noget søvnapnø. Derudover har han også lige haft en periode med meget kraftig nightterror, noget han også havde da han var yngre, og som lillebror har, og som jeg også har haft. Hurra for det. Det seneste er så også at han er begyndt at kaste op ovre i skolen. Når han så kommer hjem, så er der ingenting at spore og han er i fint humør. Vi prøvede i går at sende ham afsted og havde en aftale med læreren om at de ikke sendte ham hjem med det samme, men lige prøvede at holde ham deroppe. Det gjorde de, men kl. 9 han havde så kastet op af flere omgange, og kom hjem. Lidt ondt i hovedet, og sulten, men ellers ingenting. Fint humør. Vi aftalte at han så kunne komme retur omkring frokost, og det gjorde vi så. Da han kom hjem kunne han så fortælle at han havde kastet op igen, og havde siddet lidt for sig selv efterfølgende. Det fylder ret meget hos mig, fordi han er den af vores unger der minder absolut mest om mig. Han er ret kvik, lærer ting hurtigt, og suger indtryk til sig. Meget som jeg selv gjorde og stadig gør. Da jeg gik i 4-5 klasse havde jeg en dag hvor min mave gik i baglås. Jeg endte med at gå på toilettet 2 gange, før læreren sagde at jeg ikke behøvede spørge længere, jeg kunne bare selv styre hvis jeg havde behov for at gå. Efterfølgende fik jeg ondt i maven hver gang jeg var i klassen, og endte med at tage hjem. Når jeg var hjemme var der ingenting. Det har egentlig fulgt mig lige siden, og jeg har en masse "minder" der sidder i mig, og som kan trigges i forskellige situationer. Jeg har været super ked af at jeg har "givet" ham det, fordi jeg bare kan se mig selv om igen, og hvor meget jeg selv har kæmpet med det, og til stadighed kæmper med det. Har haft mange tanker om hvad vi skal gøre. Mine første tanker gik på at få ham til en hypnoterapeut, netop fordi at udviske det minde. Hans lærer ringede lige til mig mens jeg var ved at skrive det her, og fortalte at han havde kastet op to gange her til morgen efter min kone var gået. De har haft snakket stille og roligt med ham i går og i dag, for også at finde ud af hvad der sker, og han er i virkeligheden bare pisse bange for alting. Overordnet set tror jeg det kan koges ned til at han er bange for at være unormal og at han ikke kan "fikses". Tandlæge fylder meget, operation/læger fylder meget, og han havde sagt at han kastede op når der ikke var nogen omkring ham der elskede ham. Hun foreslog selv at han kom til en børnepsykolog, og det læner jeg mig efterhånden også over i, selvom jeg egentlig er lidt imod børnepsykologer. Men min erfaring ligger også 25-30 år tilbage i tiden, og jeg tænker og håber at der er sket ting og sager indenfor det felt også. Pyha. Jeg er bare helt tyndslidt rent emotionelt. Hele bileventyret er også faldet på plads efter lidt tovtrækkeri. Vi havde oprindeligt fået en dato som var d. 9. men det blev lige rykket en uge. Så vi burde modtage den d. 16. april i stedet for. Ikke et eneste problem med leasing, som vi gled igennem uden et eneste spørgsmål. Så nu er ventetiden efterhånden ovre, og jeg glæder mig virkelig meget til at kunne have to biler i indkørslen igen. Det giver bare noget ekstra fleksibilitet. Planen er at den skal wrappes, så den kommer til at skille sig bare en anelse ud. Og så en sidste ting. Det er som om kiloene rasler af mig for tiden. Det hænger med garanti sammen med min stress-tilstand der tager toppen af den værste appetit, men jeg har også fået et langt bedre forhold til slik som klart er min svage side. Jeg har nærmest ikke rørt slik i flere uger, og det giver pote. Da jeg hoppede på vægten i morgen stod der 83,3 kg. Så efterhånden små 5 kg der er høvlet af. Jeg har også haft en tanke om hvorvidt det egentlig er årstiden der hjælper med at slippe det også. Jeg synes egentlig jeg har kørt perioder henover vinteren hvor jeg også har holdt mig fra slik, men hvor jeg bare ikke har kunnet smide kg alligevel. Nu hvor det er blevet lyst, så er det som om det går meget bedre. Gad vide om kroppen holder på det når det er mørkt og koldt?

Super lækkert vejr i går, så jeg drønede afsted i korte rør og løse ærmer og bevægede mig nordpå. På vej til Farum fik jeg kørt et 10 minutters interval i den lave ende af zone 3, og med fokus på at være så aero på cyklen som muligt. Herefter kørte jeg som sædvanlig op til Bregnerød og så videre ud til Høvelte. Ved Københavnsvej fik jeg et opkald, så jeg måtte lige holde ind til siden, og lidt efter var der en rytter der stoppede op og vendte rundt. Jeg undrede mig lidt, for syntes ikke ligefrem jeg lignede en der havde brug for hjælp, men da han kom tættere på kunne jeg se at det var JJ som har været herinde før, og som jeg har en lang historie med gennem de sidste 16 års tid eller sådan noget. Så der blev lige catchet up og nørdet cykler, inden vi trillede afsted, og jeg kørte af Stumpedyssevej. Her tog jeg så også hul på næste sæt intervaller. 6 styk 30 sekunders max. 857 watt i snit og 1245 på toppen. Herefter kørte jeg ned mod Sjælsø og op ad Åsebakken, hvor næste interval blev fyret af. 909 watt i snit og 1153 på toppen. Oppe ved Sandbjerg er der en rundstrækning, og her fik jeg fyret endnu et interval af. 879 watt i snit og 1243 på toppen. En runde hvor jeg slappede af, og så tog jeg 4. interval. Her var det som om alting spillede. Der var et helt enormt kraftigt udlad og kontakt i pedalerne, faktisk måtte jeg bakke lidt af til sidst, da jeg havde så meget fart på hen mod et sving. 968 watt i snit og 1417 watt på toppen. Hjem igennem Rude Skov, og så tog jeg 5. interval opad Geels bakke. 872 watt i snit og 1157 watt på toppen. Sidste interval blev kørt på Nybrovej nede fra Frederiksdal. 801 watt i snit og 1046 på toppen. Så var kroppen også godt tømt inden de sidste km blev kørt hen mod mine forældre, zigzaggende igennem letbanebyggeriet. I alt nåede jeg op på 59,1 km på lige under 2 timer, og 248 TSS! En af de ting JJ og havde havde snakket om tidligere var det faktum at der bare ikke blev hevet Strava KOMs hjem, som der gjorde engang. Pudsigt nok fik jeg krone ikonet da jeg uploadede min fil, og kunne se at mit 4. interval havde lavet en KOM på den strækning hvor Lyngby CC's klassiske opløb reelt set er. Jeg har nu KOM sammen med en anden, men kan se at hans er kørt i et løb, hvor mit trods alt bare var i træning. Segmentet er 520 meter langt og jeg kørte det med en gennemsnitsfart på 57,4 km/t. Ét sekund hurtigere end Albert Philipsen.

Hurtig Joakim Løbet - 06.04.2024 Vejene var desværre våde da jeg kørte ud til Flyvestationen i god tid, så den ellers rene og fine cykel havde et fint lag grus over sig da jeg landede derude. Først skulle jeg finde stedet jeg kunne få numre. Der var de samtidig så søde at hjælpe med at montere rammenummeret. Samtidig stødte jeg ind i Simon fra klubben, som også kører i C, så vi fik sat numre på hinanden og catchet op på hvad der var sket siden sidst. Vi kørte også lidt opvarmning sammen, inden vi vendte retur til Flyvestationen. Her fik jeg lige kørt et par hurtige benåbnere, og taget løse ærmer og ben af, for temperaturen var til det. Jeg fik også sat en specifik dunk på cyklen med ca. 100 gram kulhydrat i som jeg skulle drikke undervejs. Tisse af for gud ved hvilken gang, og så kom jeg i tanke om at jeg jo slet ikke havde været forbi indskrivningen. Den er så også blevet ændret siden sidst, så det tog lige lidt tid at gennemskue, og så ellers ud på startstregen. Jeg var meget fokuseret før start, og stod i min egen lille verden. Jeg kiggede dog også rundt på de mange unge fyre og tænkte hvad hulen jeg som 38, snart 39 årig, lavede lige der. Min taktik var klar fra starten af - gem dig i feltet og kør spurten. Da starten gik røg jeg afsted sammen med en anden, og fik strukket feltet godt ud. Der blev rykket i højre og venstre, men ingen fik rigtig lov til at komme afsted. Jeg gemte mig nede bagerst i feltet, for det var så bredt når vi kørte på de lige stykker, at der ikke var synderligt meget mere at hente ved at sidde længere fremme. På anden omgang rykker Simon sammen med en anden, og jeg når at tænke at jeg ville rykke med, men at det stadig var for tidligt for dem. Fast forward: de holdt hele vejen hjem og Simon blev 2'er. Mens vi så dem sejle afsted, var der vidst på 3. omgang nogle der prøvede at rykke sig fri. Jeg gik med, men kunne se at der ikke var enighed om at få den til at køre rundt. Jeg slap de 4 foran mig da der ikke var nogen der kom forbi mig og jeg så skulle til at tage en føring igen, og der var en fyr der påtalte at jeg ikke skulle lave huller. Det er jeg enig i, men han kunne have undgået det hvis han havde taget sin føring. På næstsidste omgang faldt der for alvor ro på feltet. Der var kommet et par stykker afsted yderligere som også var kommet op til frontgruppen, mens vi andre gjorde os klar til spurt. På sidste omgang kom der nogle ryk, som blev lukket ned gang på gang, og så lige inden vi skal til at gå ind på de sidste 2 km, mærker jeg bare mit baglår krampe op i venstre side. SUPER upraktisk. Så jeg kæmpede med en krampe da jeg gik ind i opløbet, og det tog fokus fra at køre en ordentlig spurt. Jeg fik dog nogenlunde styr på det, men sad for langt tilbage og i den forkerte side da de andre åbnede op. Jeg endte dog med en 19. plads ud af 34 startende, så helt utilfreds kunne jeg ikke være. Jeg gennemførte mit første licensløb siden september 2018, sad med feltet hjem, styrtede ikke, og havde egentlig en fed dag på kontoret. 41,1 km 42,1 km/t i snit Avg. power 217 watt NP 297 watt! 1233 watt på toppen Men for lidt over de sidste 20 sekunder

Jeg ved at der er flere andre der har eksperimentet med de magneter, og alle er gået tilbage til sikkerhedsnåle. Jeg ved ikke om det er materialet af numrene der er anderledes, eller fordi der er meget mere rusk i cykelnumrene, men det fungerer åbenbart ikke optimalt. Jeg ved at der er flere der har syet klare plastlommer i deres trøjer som numrene kunne være i, men det er ikke længere godkendt af DCU til andet end enkeltstartsløb.

Det er som sagt en del år siden at jeg har kørt løb sidst. I går blev jeg mindet om nogle af de første licensløb jeg kørte. Jeg kunne nemlig ikke rigtig falde i søvn, fordi jeg lå og tænkte på løbet. Hvordan en spurt ville være, hvornår jeg kunne angribe, hvor jeg skal hente numre, hvordan indskrivningen er etc. Helt klassisk måde at ødelægge sin egen søvn på Derfor lå jeg også længe og vendte og drejede mig, og fandt til sidst ro. Men var da oppe og tisse 2 gange inden. Vægten her til morgen sagde 83,9 kg. Min Whoop har givet mig en relativ lav recovery score på 44% ud af 100, men det vægter jeg nu ikke så højt. Morgenmaden er indtaget, cyklen er mere eller mindre klar. Jeg skal have pakket en taske, besøgt et toilet, og så går turen ellers mod flyvestationen omkring kl. 09.00.

Et smut forbi Søstrene Grene og hente sikkerhedsnåle til numrene. Det virker på en eller anden måde vanvittigt at vi kører på carbonhjul, aerocykler, har fuld fokus på vores kost og energiindtag, intervaltræning og meget mere, og så sætter vi stadig numre fast med sikkerhedsnåle. Der er dog noget dejligt analogt ved den tilgang, om end man smadrer sine cykeltrøjer. Jeg havde egentlig bestilt en skin suit i slutningen af december der skulle være kommet inden sæsonstart, men som sædvanlig er italienerne ikke altid lige punktlige. Benåbneren var en anelse anderledes end normalt. Kørte 2x3 minutter progressivt fra zone 2 til zone 4, og så snuppede jeg 6x 30/30 intervaller på returen. I alt ca. 40 minutter. En god vask af cyklen, fokus på at få væske og energi nok ind. Nu mangler jeg egentlig bare at få strukket ud, og så skal jeg i seng. Jeg har tænkt lidt over taktik til i morgen. Jeg har jo ingen anelse om hvor jeg står ift. de andre ryttere, så der er en række forskellige succeskriterier. Jeg skal som minimum gennemføre såfremt jeg ikke får defekt. Næste er at komme hjem med feltet. Næste er at komme hjem med frontgruppen hvis der skulle ske en splittelse. Næste er at køre spurten. Næste er at vinde. Er benene geniale, og mit niveau til C klassen, så hedder det en sejr. Jeg har endnu tilgode at vinde et licensløb, og det ville passe mig ganske fint at vinde første løb jeg stiller op i. Men som alle andre klasser, på nær A-klassen, så kan der dukke mange op der har aspirationer om at køre i en højere klasse. For at det hele skal lykkedes, så skal jeg nok skrue ned for det impulsive og i stedet finde roen og tålmodigheden til spurten. Det er jo altid nemt hvis man ved hvilket angreb der holder hjem, men mit held i udbrud er ikke-eksisterende. Jeg har én gang ramt et udbrud, og umiddelbart tænker jeg at folk er så vilde i morgen at de ikke lader noget som helst køre. Så skal jeg bare håbe på at mine stænger ikke er helt forkrampede når jeg når spurten, og håbe på det bedste. Under alle omstændigheder har jeg en idé om at jeg skal have kørt noget løbsfart i stængerne.

Meldingen kom i går aftes om at C får sit eget felt, og ændret starten til kl. 11.00 i stedet for ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv. Super fed beslutning, og dejligt at arrangøren tager sikkerheden alvorligt, specielt med tanke på den seneste uges pro løb, hvor vi har set kæmpe styrt til Wout van Aert, Mads P, Remco, Primoz, Jay Vine og så også lige Jonas Vingegaard. Jeg sad og så løbet i går mens jeg sad på hjemmetræneren, og var fuldstændig i chok. Det styrt så SÅ voldsomt ud, og heldigvis er det kun brækkede knogler der kom ud af det. Men den rende Roglic og Vine lå i, lignede noget der kunne have taget dem helt ud. Træningen i går blev til lidt zone 2, og så valgte jeg at køre et Zwift løb. Normalt skal man forsøge at være så frisk som mulig til et løb, men jeg skal helst ikke være for frisk. Derfor tilmeldte jeg mig et lidt kortere løb på 23 km som var nogenlunde fladt. Jeg holdt mig i skindet, lod være med at rive mig med af de angreb der kom, og sad med i spurten. Jeg startede den måske lige sent nok, men kom ind på en 3. plads. Ham der vandt kørte 3,2 w/kg, nummer 2 kørte 3,8 w/kg, og jeg lå på 2,9 w/kg. Så jeg er egentlig godt tilfreds. Hoppede på vægten i morges og klokkede ind på 84,3 kg. Det er vidst det laveste jeg har været i år. Der er røget relativt mange kg af kroppen den seneste måneds tid, og selvom det normalt ville være bekymrende at tabe 4 kg på en måneds tid, så tager jeg det nogenlunde roligt. Min kost er virkelig blevet renset igennem. Jeg spiser langt mindre slik, langt færre chips, og drikker langt færre sodavand. Det ville ikke undre mig hvis det reelt set er 3000-4000 kcal der er blevet sparet væk om ugen. Ikke at jeg har følt at jeg har levet af slik eller usunde ting, men når man hele tiden går og snacker lidt, så ryger tallet bare hurtigt op. Min første målsætning var 85 kg, den er nået nu. Nu er næste mål omkring de 82 kg. Kan jeg nå det, så vil jeg gerne prøve at se om jeg kan komme ned på 80. Jeg ved heller ikke om årstiden spiller ind på en måde. Om det måske er sværere at smide kiloene når det er mørkt og koldt, kontra nu hvor det begynder at blive lyst. Anyways, jeg er ret tilfreds. I dag står den på en benåbner, gøre cyklen helt klar til i morgen, og så ellers få tanket op.

Og jeg kan huske da jeg i 12 eller 13 kørte i D klassen til et løb ABC arrangerede på Tyren. Mål var opad lige ved indkørslen til Ganløse på toppen af bakken når man kommer fra Farum af. Dengang vil jeg skyde på at vi var 90+ til start, vi var i hvert fald absurd mange. Indløbet til mål var i medvind, og så samtidig nedad bakke indtil man ramte bunden og så gik det ellers opad. På vej nedad, med omkring 60-65 km/t er der en der vælter, og så siger det ellers bare småkage. Der var kun nogle få der faktisk røg ned i det styrt, men ham det gik værst udover punkerede en lunge, brækkede flere ribben, og jeg husker det som om han også lige mistede et par tænder og fik en skade på kæben. Efter det løb tog jeg en pause på flere måneder før jeg kørte løb igen. Efterfølgende fik DCU også indført en grænse på hvor store felterne måtte være.

Jeg har flere forskellige scenarier til løbet afhængig af hvad arrangøren tænker der skal ske. Hvis vi ender i så stort et felt, så er planen enten at holde sig helt fremme hele tiden, og bruge de kræfter det koster. Alternativet bliver at holde sikkerhedsafstand i bagenden af feltet og så se det hele som træning i at lukke huller. Så enten stiller jeg op for at vinde, eller for bare at få træning ud af det. Det sidste ville være lidt en skam, da ruten egentlig burde være guf for mig. Højdemeter er der ikke mange af, men opløbet er let opad i 250-300 meter. Det bliver en seriøs power spurt, og jeg er stængerne i hopla så skal der køres Mads P spurt.

Og lidt tilbage til træningen igen. Jeg fik lige klaret en omgang 2x10 minutter 40/20 intervaller i går på hjemmetræneren. Det er den helt klassiske sæson hvor vi har haft nogle dage med "lunt" vejr, og pludselig leger vi vinter igen, og så er det bare ikke skide lækkert at træne udenfor. Min cykel er kommet retur fra AH Cykler hvor den lige var inde og få lidt kærlighed. Forgaflen skulle skæres til, der var en anelse slør i forgaflen, og så var der også lige en eger der skulle skiftes. Jeg har fået smidt min chip på, som åbenbart nu har en forfærdelig gul farve, frem for den klassiske røde. Har også fået nummerholder på. Jeg havde købt en efter at have snakket med Cykelgear, og den passer sgu ikke helt som de sagde, men fandt en løsning. På lørdag er det løbsdag, og vi har start 14.06 tror jeg det er. Af uransagelige årsager har man valgt at have samkørsel med D. Indtil videre er der 33 tilmeldte i C og 51 i D. Dvs. hvis alle stiller til start så er vi 84 i årets første løb, herunder en klasse som trods alt er "begyndere" og ikke nødvendigvis er vant til at køre i felt. Flyvestationen er jo heldigvis dejlig bred, så der er masser af plads, men man har samtidig valgt at give os en distance på 8 omgange, eller lige over 40 km, på en helt flad rute med to meget lange langsider og 4 sving. Det skriger simpelthen til himlen at det skal gå galt. 80+ ryttere til første løb på Sjælland, ud og banke rusten af, super hurtig rute, mange urutinerede ryttere. Jeg skrev til arrangøren i går om min bekymring, og de svarede at de var opmærksomme på det og allerede i dialog med DCU om en løsning.

Super gode input og betragtninger fra alle.

Fuldstændig enig, og i øvrigt tak fordi du reflekterer over mit skriv. Og du har ret - der er "mange" bekymringer i verden som den er lige nu, og det med vores tilgang til medier er også en medvirkende faktor. Jeg er jo af den generation der sidder med snotten godt begravet i min telefon så snart jeg keder mig. Toiletbesøg, når ungerne sidder og ser noget tegnefilm, når jeg lige skal bruge 5 minutter mellem at folde vasketøj eller den værste: når jeg selv har sat noget på fjernsynet som kører i baggrunden, og jeg så selv sidder med telefonen. Derfor har jeg faktisk også et reelt ønske om at når jeg er alene med mine unger, hvilket jeg er relativt ofte qua mit ægteskab og en kone der er selvstændig i Tivoli, så skal jeg simpelthen være bedre til at placere telefonen i et andet rum, så jeg ikke hele tiden går og kigger på den, og i stedet være 100% til stede med mine unger. Det er igen tilbage til det med at så længe jeg ikke får den slags input, katastrofetanker og meget mere, så kan jeg også bedre lade tankerne passere. Jeg har været til min første session, og kunne ret godt lide konceptet. Hun fremlagde metoden, viste hvordan den virkede i praksis, men var også dejlig klar i spyttet om at hun jo ikke skal tage beslutningerne for mig. Det har jeg så heller ikke forventet, men altid rart med klare linjer. Men jeg må også erkende at jeg altid har haft en tendens til overtænkning, uden at jeg har været klar over at det var det der skete. Og når man så samtidig rammer en fase af livet, hvor man tidligere måske kaldte det en midtvejskrise, så rammer det ekstra hårdt. Som sagt har jeg haft alt oppe og vende. Økonomi, pension, men også det forhold jeg er i. Jeg har været sammen med min kone i 13 år efterhånden, vi har været gift i 4, og har to børn på 4 og 7. Autopiloten har været slået til længe, det intime har været begrænset, og der er nok mere fornuft end decideret lyst i forholdet som tingene er nu. Vi har også haft en snak om hvorvidt vi skal i noget terapi sammen og se om vi igen kan genfinde hinanden. Men ærligt, jeg har kigget på mit forhold og haft seriøse overvejelser om man skulle gå en anden vej. Jeg er på ingen måde typen der giver op, men jeg har de senere år også accepteret at jeg ikke nødvendigvis skal "nøjes". Det gælder i øvrigt i alle aspekter af livet. Vores børn lider ikke under nogle forældre der skændes og er utilfredse hele tiden, modsat er jeg ikke sikker på at min egen lykke skal være et kompromis for at sikre mine børns lykke. Jeg har læst historier om "lykkelige" skilsmisser hvor begge parter kommer godt ud af det, og stadig har et meget stærkt bånd til hinanden efterfølgende. Vi har i familien en skilsmisse der er gået helt galt, hvor de slet ikke kan tale med hinanden, og kun lige laver overleveringer når ungerne skal afleveres. Den tanke er ikke super fed. Og ja, jeg står nok nærmere med den ene fod ude, end den ene fod inde. Men jeg er ret klar til at give det et skud for at se om ikke gnisten kan blive genfundet, og forholdet forbedres. Og på den måde gik der mere terapi end træninng i den

Fedt at høre. Jeg synes også selv at metoden virker ret tiltalende, netop fordi jeg jo ikke er deprimeret af så meget andet end at jeg overtænker alting. Så et værktøj der kan hjælpe med at håndtere tanker og minimere tiden jeg bruger på at tænke på det jeg ikke bør tænke på, er genial. Tak for at række ud - det kan sagtens tænkes at jeg vil benytte mig af det.

Fedt. Jamen det bliver Hurtig Joakim løbet d. 6. april. Der er ikke rigtig nogen forventninger, fordi jeg har været væk fra det så længe og ikke aner hvordan jeg er ift. de andre. Samtidig ligner det at der er samkørsel mellem D og C, og når det så også er sæsonens første løb på Sjælland, så skal det næsten bare ende i kaos. Så det kan være alt fra en sejr, til at komme ind 4 minutter efter feltet

Det går markant bedre, og det skal jeg nok lige vende tilbage til på et senere tidspunkt. I går udnyttede jeg det gode vejr, tog min S-Works SL6 ud med Enve hjul og GP5000S dæk og kørte ud mod Flyvestation Værløse. Det er helt vanvittigt hvor godt den cykel kører. Ude på Flyvestationen fik jeg kørt min sædvanlige opvarmning med 2x3 minutter progressiv til bunden af zone 5, og så 2x12 sekunders 80-90% sprint. Menuen stod på 2x12 minutter FTP og så et 15 minutters sweet spot interval. Vinden var ret massiv, så i medvinden fløj jeg afsted, og da jeg så drejede om på den modsatte side, så var det ned på lille klinge og bare køre igennem. Da jeg var ved at være færdig med første interval kunne jeg se en skikkelse der var ved at overhale mig. Da jeg fik kigget nærmere var det en VM trøje, og da jeg så cyklen var fra Trek, gav det hurtigt mening. Det var Albert Philipsen der var ude og træne. Shit han er et bæst. Han lå og kørte noget der lignede 30/30 intervaller, men ude af sadlen hver gang. Selvom jeg lå og trådte 285-300 watt, og han kørte stop and go, så forsvandt han stille og roligt ud i horisonten. 10 minutters pause, og så gentage intervallet. Første interval var 285 watt, og andet var på 284 watt. Jeg er begyndt at kigge relativt lidt på mine watt, og mere køre efter følelse, og det fungerer ret godt i den her slags intervaller. Efter andet interval så jeg Albert køre modsat, og jeg tænkte lidt at chancen for lige at lege fanboy og få en selfie var forpasset, men så kunne jeg se at han lavede en uvending lige bag mig, og så lod jeg ham komme op på siden. Spurgte ham om jeg måtte få et billede med ham, og det var han super cool med. Vi snakkede lidt hurtigt, for min bedste veninde arbejder sammen med hans mor, og han kørte jo for Tscherning Cycling Academy der udspringer fra Ordrup CC. Jeg ønskede ham held og lykke med sæsonen, og så kørte han afsted. Jeg gik samtidig igang med at køre det sidste planlagte interval i sweet spot, og endte noget højere end planlagt. Jeg skulle have ramt 250 watt, men endte på 260 efter de 15 minutter. Lidt afrulning, og så blev jeg grebet af tanken om at køre en medvindsspurt ned ad bakke, for lige at se hvad den kunne presses op på. Så jeg gjorde mig klar, og så fra omkring 42-43 km/t begyndte jeg at spurte og maxede ud på lige over 64 km/t. Dét er altså en fed fornemmelse. Herefter kørte jeg lige en omgang og vendte så snuden hjemad. Kørte over Kirke Værløse og så op til drive in bioen i Lynge. Den bakke kan bare noget helt særligt. Ind til Farum og så hjem igennem Hareskoven. Ned mod Bagsværd havde jeg en gut i hjulet, og jeg tænkte at jeg godt lige ville have en sidste spurt, der virkelig trak tænder ud. Så opad bakken mod Lyngby, langs Bagsværd Sø, trykkede jeg til og holdt på i omkring 25 sekunder. Så var der heller ikke så meget tilbage i tanken. Jeg endte på 89 km, og lige under 3 timers træning. 220 TSS. Jeg har de seneste dage gået og tænkt lidt over den udvikling der har været i Ordrup CC fra da jeg startede. Dengang var der ikke noget elite, intet junior, intet dame. Det var teknisk set bare en motionsklub der havde en licensafdeling, uden at det rigtig blev vildere end det. Få år efter, var vi nogle stykker der var rykket op i C og B, der begyndte at blive kørt resultater ind i Master klasserne, og ungdommen begyndte at spire lidt. Der var mange snakke om hvordan vi som klub sikrede fremtiden, for hvis ikke de unge kom til, så ville vi stille og roligt dø ud. Vi havde en ret ambitiøs bestyrelsesformand der søsatte en masse ting, herunder et kvindehold der blev ret stort, og et forsøg på at lave et samarbejde med et par andre klubber om at talenthold. Sidstnævnte døde vidst lidt. For et par år siden blev talentholdet så til noget, og Tscherning Cycling Academy holdet er jo et af de bedste hold i Danmark, og har jo lige sendt Albert videre til Treks development team. Det er drevet af Michael Allan Hansen, som rigtig mange "ældre" kender. Jeg ved faktisk ikke om han stadig kører løb, men det gjorde han i hvert fald indtil nogle år siden, og han var en snu ræv. De har et super fedt setup som tingene er nu. For en uges tid siden blev OCC's damehold så præsenteret ved et stort arrangement hos Jan Nygaard. Tror de hedder Team Sydbank - Bach Advokater eller noget i den dur, og har det vildeste setup jeg har set længe. De har nogle virkelig dygtige etablerede ryttere, og et par rigtig spændende talenter. Deres trikot er vanvittig flot, og der mangler ingenting. Noget af en udvikling fra da jeg startede og de fleste ryttere rodede rundt i D klassen, inklusiv mig selv.

Så fedt. Hvornår satser du på at køre det første licensløb?

I går var jeg et smut på hjemmetræneren, og skulle egentlig have kørt 2 timer zone 2. Men mit hoved var der bare slet ikke. Så det blev til en time og 10 minutter, og så hoppede jeg af. I dag formåede jeg så at vågne tidligt, og var ude af døren inden kl. 8 på cyklen. Endelig en dag med tørre veje fra morgenstunden af, og udsigt til tørvejr mens jeg var ude. Der var lidt sol oppe da jeg kørte afsted, og selvom vinden var kølig, så varmede solen faktisk okay meget. Kørte op til Farum, og så røg vindvesten på, for så varmt var det hele ikke. Igennem Høvelte ud til Stumpedyssevej, og så Kongevejen op mod Hillerød og igennem Grønholt, og videre igennem Karlebo og ud til Strandvejen. Kørte ind i landet ved Vedbæk og op af Soldaterbakken som den bliver kaldt i OCC, eller Sandbjergvej som den blev kaldt i HCM. Kørte et par omgange oppe ved Sandbjerg, og så kørte jeg ud på Kongevejen mod Holte. Her fik jeg kørt nogle sprinter til at afslutte træningen. På vej ned af bakken mod Holte kiggede jeg ned på styret og tænkte at det sad lidt skævt. Kørte hjem via Virum og Frederiksdal, og da jeg kom hjem kunne jeg se at jeg faktisk kunne rykke styret en anelse. Så tænker at jeg har hevet for hårdt i det under sprinten, og det skal der altså lige strammes lidt op på :D I alt nåede jeg op på 3 timer og 10 minutter og 89 km. Behøver jeg at sige at jeg glæder mig voldsomt til at få nogle hurtigere dæk på min Elves, for de der Pirelli Cinturato er ikke ligefrem de hurtigste dæk.

Lidt opdatering herfra. Det bølger lidt frem og tilbage, men overordnet set har jeg haft det bedre i dag end tidligere. Jeg valgte i går at gå på jagt efter nogle lydbøger der kunne hjælpe mig med at få styr på mine tanker og generelt komme tættere et stærkere sind. Den ene var "Nuets Kraft" af Eckhart Tolle, den anden Mark Mansons "Kunstens at være fucking ligeglad", og den sidste, som så er den jeg er gået igang med først er "Lev mere tænk mindre" af Pia Callesen. Bogen handler om Metakognitiv terapi, som går lidt imod den klassiske kognitive terapi, hvor essensen er at man snakker sig ud af sine problemer og udfordringer. I den metakognitive tanke mener man at det ikke er en optimal form, for hvis man bliver ved med at snakke om det, så bliver man også ved at tænke på det. De sammenligner det med at få et sår på kroppen, og blive ved med at pille i det. Hvis man gør det, så hele såret aldrig. Hvis man derimod lader såret være, så hele det af sig selv. Så deres filosofi er at man skal bruge mindre tid på at tænke og gruble, for det er det der i sidste ende gør os deprimerede. De understreger også at det ikke er triggertankerne der er udfordringen, men alle de tanker der kommer bagefter, der hvor man begynder at analysere eller prøve at bearbejde triggertanken. Så man skal minimere eller systematisere tiden hvor man tænker og grubler over ens triggertanker, og i stedet lade sig distrahere af andre ting når tankerne kommer på de "forkerte" tidspunkter. Jeg kan ret godt lide filosofien, og har faktisk også booket tid hos en psykolog der praktiserer metakognitiv terapi ikke så langt fra hvor jeg bor. Så mandag skal jeg der forbi, og så bliver det spændende at se hvordan det føles kontra normal kognitiv terapi. I bogen nævner de også at hvis man er igang med et kognitivt forløb, så skal man ikke bruge metoderne fra bogen, da de vil være modproduktive. Jeg prøvede nogle af filosofierne i går, og det er ret svært, men modsat føler jeg faktisk også at de hjælper mig med at have mindre ondt i maven.

Dagens træning blev 2 timer på hjemmetræneren. Først en times tid i Zone 2, og så over i 2x 10 minutter 40/20 intervaller. De var ret lede i dag, og så efterfølgende afrulning. Jeg var også så heldig at jeg fandt en lokal psykolog der havde en tid allerede i dag, så hende var jeg faktisk forbi i dag. Den første seance er på en måde altid den "værste" for mig, for det er der jeg skal prøve at give hende så meget indblik i hvem jeg er og hvad mine udfordringer er. Og det hele bliver bare hurtigt komplekst. Men det gik rigtig godt, og jeg føler bestemt at hun er en person jeg føler mig tryg hos og kan finde nogle gode løsninger med. Ulempen var dog at det var relativt sent på dagen, og de fleste der har været til en psykolog eller terapeut, ved at man jo ikke er afsluttet når man går derfra. Man har lige siddet i 45 minutter og vendt vrangen ud på sig selv, så hører tiden op, og så går man hjem. Så for mit vedkommende var jeg et ret stort følelsesmæssigt rod da jeg kom hjem, og følte mig ret alene (var jeg også da ungerne var hos bedsteforældre, og min kone var på arbejde). Derfor vil jeg nok gerne have nogle tider tidligere på dagen fremadrettet, men jeg læste også om et sted hvor de kombinerede terapi med en slags meditation efterfølgende. Jeg aner ikke hvordan man mediterer, men jeg tænkte at min løsning måske kunne være at have et ritual når jeg kom hjem med at jeg lagde mig på gulvet og lavede nogle vejrtrækningsøvelser og på den måde fik en afslutning på seancen og også lukket hullet.

Tak for det. Det er lidt sjovt du siger det, for det fik jeg også engang at vide af en anden psykolog. Hun introducerede mig til begrebet om begavede børn, og spurgte ind til en række ting som jeg godt kunne nikke genkendende til. F.eks. det med at være god i skolen, uden at være super god. Og her var det reelt set evnen til at gennemskue tingene, og lave opgaven med minimal indsats, men at det også blev kedeligt i længden. Det er egentlig også en tilgang jeg er blevet meget opmærksom på efter jeg er kommet på arbejdsmarkedet, for jeg har en tendens til at blive god til mit arbejde, så begynder det at blive rutinepræget, og så begynder jeg at kede mig i det. Så der er ingen tvivl om at der er noget om snakken, og det går ret godt i spænd med det jeg egentlig har oplevet. Og du har helt ret i at det faktisk giver en ro, at der er en slags "forklaring" på hvorfor det er at jeg overtænker mange situationer.

Tak, og du har ret. Det er på en måde rart at få andre øjne på hvordan man løser en svær opgave.

Tak for det

Nu er jeg generelt ret åben når jeg skriver herinde, og det her bliver et af de meget åbne indlæg. I går skulle jeg have trænet, men det blev droppet, for mentalt var jeg virkelig i ubalance. Det har været under opsejling længe, og mandag aften endte jeg med at gå i 2,5 time efter aftensmad for at få en form for ro på. Tirsdag startede med at jeg skulle have vores bil på værksted og ordnet hjul, og min tålmodighed var meget lav. Kom ud på arbejde, og startede med at tage min computer og sætte mig et andet sted end ved mit bord. Jeg havde ikke lyst til at være blandt andre, og det er bare lidt svært når man er i et team med 10-12 andre, men også når man er i et hus med 1400 medarbejdere. Jeg sendte en mail til min chef og nærmeste kollega om at jeg var off og i dårligt humør, så jeg ville holde mig for mig selv. De var forstående, men efter 45 minutter valgte jeg at skrive til min chef at jeg måtte tage en sygedag for jeg kunne slet ikke samle mine tanker. Reelt set havde mit hoved kørt på overarbejde længe. Jeg er desværre typen der tænker ekstremt meget, jeg er enormt opmærksom på min omgivelser, på mig selv, og jeg tænker hurtigere end de fleste, også når jeg ikke skal. Jeg har altid haft vilde problemer med selvtillid og har altid haft et sind der til tider kan trække mig helt ned. Det går tilbage til folkeskolen i 5. klasse, hvor jeg reelt set havde de første tanker om ikke at være her mere fordi jeg havde nogle problemer jeg ikke kunne finde et svar på. Det har egentlig fulgt mig lige siden, trods utallige psykolog og terapeuttider. Alt ramlede bare for mig. Der var ingen panik eller angstanfald, ingen blackouts eller noget, men bare et hoved der ikke kan stoppe med at tænke. Jeg var ulykkelige, jeg hadede mig selv, og jeg var i virkeligheden ekstremt ked af det. Ked af de tanker jeg havde. Endte med at blive samlet op af en af mine bedste venner, og så sad jeg og snakkede med hende i flere timer og fik grædt ud. Virkeligheden er at jeg det seneste år har haft for meget fokus på at hjælpe andre igennem svære tider, og har reelt set glemt mig selv i det. Sidste år var enormt hårdt for mig mentalt, men uden at jeg har tænkt over det. For nogle uger siden havde jeg så en kollega der behandlede mig dårligt og havde et udfald på mig, som sad i mig længe. Alle mulige tanker om fremtiden, økonomi, pension, børn, rigtigt og forkert og meget mere. Det hele ramlede. Da jeg kom hjem fra min bedste ven var jeg i markant bedre humør, langt mere optimistisk, men også enormt træt. Jeg havde hovedpine, og havde det som om jeg havde et bånd rundt om hovedet der bare strammede. Sov fantastisk, og har egentlig været træt i dag, men markant mere i balance. Jeg ser ret alvorligt på sådan noget her, så derfor hev jeg også allerede i går fat i min sundhedsforsikring og fik en henvisning til en psykolog, som jeg også allerede har fået en tid hos. Jeg har i hvert fald brug for nogle værktøjer til hvordan jeg kan håndtere det bedre. Jeg elsker stoicismen, og forstår tankegangen bag, men har svært ved at føre det ud i livet. Tanken om at ting man ikke kan ændre på skal man lade passere, er fantastisk, og i virkeligheden nok også det jeg skal blive bedre til. Jeg har bare ikke knækket koden til hvordan jeg udfører det i praksis. Som jeg snakkede med min ven om i går - vi har begge lært at cykle, men metoden vi har lært det på har været forskellig. Sådan er det også her. Så lang post, men nogle gange er det også bare en lettelse at være åben. Træningen jeg ikke fik klaret i går, fik jeg så derimod klaret i dag. 3x12 minutter over/under intervaller, hvor 2 minutter er ved 88% og 1 minut ved 105%. En super fed måde at køre intervaller på, og jeg havde egentlig glemt hvor meget jeg elsker den slags intervaller.