Kermit

19 dage i streg uden hviledag blev stoppet i går, da der ikke rigtig var hverken energi, lyst eller overskud til blot at sidde på en hjemmetræner i 1 time i zone 1 og køre benene igennem. Lørdag bød da også på en tur udenfor, hvilket ellers også er en del tid siden. Tidligt op, ned og taget alt gearet på, lys på cyklen og så afsted. Vejene var lidt fugtige, men det regnede heldigvis ikke. Planen var nem og klar - lidt opvarmning, og så ellers bare lang tid i zone 2 hvor man skifter kadence hvert 5. minut fra 60-70 RPM og til selvvalgt. Så 5 min med kadence 60-70, og så 5 min i egen kadence, og så ellers bare gentage. Jeg endte med at køre det i 3 timer Turen var egentlig en semiklassiker for mit vedkommende. Op til Farum, rundt på Bregnerød, ud mod Høvelte, en runde på omkring ved Stumpedyssevej, så op til Hillerød, ind mod Fredensborg, fortsætte ud til Kongevejen og så ind til Nivå. Vejenbrød, og så retur til Stumpedyssen, og hjem via Farum. I alt nåede jeg op på 3 timer og 30 minutters træning i et par graders varme. En kølig omgang, uden at det decideret var koldt. Sidste afdeling i Never Stop Riding cuppen i aften, og som tidligere nævnt en tæt på pandekageflad rute. Eller, sådan skulle det have været, men de har ændret i ruten til i aften. Så i stedet for 28 km med 60 højdemetre, hedder det nu 28 km med 246 højdemetre. Vi skal køre på Canopies and Coastlines ruten, som vidst er en af de nyere i Zwift regi. Den starter med et af mine absolutte hadesteder på Zwift hvor hele starten går op og ned, og så har man Titans Grove reverse stigningen, som egentlig er fin nok, men alt det der op og ned er simpelthen for irriterende. Min taktik skal egentlig bare være at sidde med det første stykke, og så håbe på at tempoet op over stigningen er højt nok til at skabe en udskilning i feltet, hvor jeg kan sidde med i forreste gruppe. Efter nedkørslen går det lidt op og ned igen, og så bliver ruten mere flad/stabil derfra. Så kan jeg bare sidde med i forreste gruppe der, så er jeg vidst godt tilfreds.

Dengang man sad og analyserede ens træninger, skrev ned hvornår man drejede til venstre, og så til højre på ruterne

Hvis du kan skrive det herinde, kan du også sige det til andre. Det er helt okay at sige nej til ting, specielt når der foregår en masse andet i dit liv der også kræver energi.

Helt enig, og alle har egentlig sagt det, men det har fungeret, indtil tøjlerne blev sluppet. Nu er det bare så udtalt at familie og forretning bare ikke er to ting der skal mikses, med mindre man har ekstremt klare linjer.

Jeg skrev for nogle måneder siden at der skete en masse ting hos mig, som ikke var træningsrelateret, som jeg håbede at jeg kunne fortælle mere om på et senere tidspunkt. Jeg ville egentlig gerne have haft at det senere tidspunkt var når alt var faldet på plads, men kan også mærke at jeg har behov for at få det ud, fordi det fylder ekstremt meget i mit hoved. Min kone er selvstændig sammen med sin bror, i en forretning der har købt af deres forældre for nogle år siden. I grove træk har det været et ekstremt hårdt år, hvor der har været en del kampe med broren. Det hele startede tilbage i januar hvor virksomheden var ved at lukke pga. momsgæld (hurra corona og "hjælpepakker"), hvor de begge kæmpede for at skaffe kapital til at få virksomheden til at overleve. De har et markant andet mindset end jeg har, og er lidt mere "det når vi i morgen" hvor jeg er mere "lad os få det fikset inden i morgen". Uden at komme for meget i detaljer med det hele, så har broren ikke opført sig helt ansvarligt i situationen, og det har resten af året båret frugt af. Faktisk så meget at det kom til et clash tilbage i marts, hvor jeg først fortalte ham hvad jeg egentlig syntes om ham med den måde han agerede på, hvilket skabte en kæmpe kløft mellem ham og jeg, men også til et punkt hvor han endte med at sige til min kone og deres forældre at han ville skille forretning og familie fuldstændig fra hinanden. Så når han var på arbejde ville han ikke snakke familie, men kun forretning, og modsat. Det gik også fint, indtil de principper blev brudt lidt, hvilket betød at min kone faktisk fik det svært ved at gå på arbejde, fordi hun ikke rigtig havde lyst til at høre om hans familie. Han lovede i øvrigt guld og grønne skove i starten af året, og ville vise os alle at han virkelig ville forretningen og give den en skalle. Det skete aldrig rigtig. I løbet af året har jeg og min kone også lidt sammenstød, fordi jeg bliver træt af det hele. Sådan helt ind til benet træt over hvordan tingene bliver håndteret, og det hele kulminerer i august hvor vi egentlig skal til en fødselsdag og min kone har fri om lørdagen, men lige nævner at hun skal ind og tælle kasse op. Det undrer jeg mig egentlig ikke over, indtil jeg ser at hendes bror er taget til Silkeborg i weekenden, så det er derfor hun bliver nødt til at tage derind. Det skal siges at hendes bror er skilt og har ungerne hver anden uge, turen til Silkeborg (med den nye kæreste og sønnen) var i en weekend hvor han ikke normalt skulle have børn, og han i forvejen har en "let" uge når han har unger, og så en "normal" uge når han ikke har dem. Der bliver altså ikke ofret mere når ungerne ikke er der. Det kammede jeg over, fordi jeg følte at jeg skulle afgive noget af mig, så han kunne tage mere ferie. Flash forward til starten af september, hvor det hele så går galt. Der sker noget i deres familie, som igen skyldes fuldstændig uansvarlighed, som gør at hendes bror får et panikanfald for fuld smadder og ender på hospitalet til nærmere undersøgelser. Der begynder de at have snakken om at han faktisk ikke har lyst til at være i forretningen, og at han har følt sig presset ind i det liv, og det måske er en idé at købe ham ud så de begge kan komme videre. Han bliver sygemeldt med stress, og min kone går igang med at undersøge hvordan man køber ham fri, og hvad prisen i så fald skal være. Virksomheden har egentlig gæld op til begge ører, og fra de overtog den i 2018 og frem til og med sidste år, er egenkapitalen på lige over 1,5 mio forsvundet og forvandlet til en gæld, og der har ikke været skabt overskud. Corona har på ingen måde hjulpet i alt det her, men som sagt, så er der også nogle der har handlet ekstremt uansvarligt. Hun forhører sig hos forskellige, revisoren, bogholderen, og også banken. Det gennemgående tema er noget i stil med at han skal være glad for bare at komme ud uden gæld, men at 3 måneder med løn er hvad der reelt set kan tilbydes hvis det skal være ansvarligt. Hun får sendt et tilbud afsted, der er markant højere. 6 måneder med løn, og 50.000 i engangsbeløb. Det bliver afvist, og så dør den lidt der. Indtil han nogle uger senere åbenbart får en åbenbaring og pludselig skal alting gå stærkt. De får snakket sammen med deres revisor i et forsøg på at agere mægler, og min kone fremsender et nyt tilbud. I mellemtiden har hendes bror også sendt et bud retur til hende som var på 6 måneder med løn (hvoraf den ene måned lige havde 10k ekstra) plus et engangsbeløb på 225.000. Han vil til at starte med ikke gå længere ned, selvom min kone prøver at imødekomme ham. Efter næsten en uges tavshed fra ham, trods utallige forsøg på at få ham i tale, vendte han endelige retur i går og kunne gå med til et af tilbudene. Det hele så godt ud. Indtil 2 timer efter hvor der kom en besked om at han ville snakke med hende, fordi det hele var så forhastet (snakken om at købe ham fri startede i september, og har været mere intens fra start november og frem til nu), at han ikke havde nogen sikkerhed når det sidste beløb var blevet betalt etc etc. FULDT STOP! Årsagen til at det hele virker forhastet for ham, er fordi min kone presser på for svar på ret simple spørgsmål, og fordi han vælger ikke at svare i 5-6-7 dage, så bliver tonen også mere skrap. Dagen i går blev afsluttet med en besked fra ham om at han nu vil tage fat i en advokat og finde ud af sine muligheder. En kæmpe spand koldt vand lige i ansigtet, fordi vi nu endelig troede at vi kunne få sat et punktum i alt det her, og komme videre. Jeg er ikke i tvivl om at hendes bror har det svært, men jeg kan også se på min kone at hun har det ekstremt svært. Hun er normalt ikke en pushy person, der skubber på, men det er hun blevet her. Det tærrer på hende at hun skal bruge så mange kræfter på at få en afklaring, og selv de tage hvor hun forsøger ikke at tænke på det, så tænker hun på det. Det samme gør sig gældende for mig, for jeg prøver at støtte og komme med så mange gode råd jeg overhovedet kan. Så lige nu er vi der hvor det hele er gået i stå igen, og hvor man søger mere over i de "hårde" metoder. Og hold nu kæft hvor er det hårdt.

Zwift løb i går, og virkelig ikke en rute jeg så frem til. UCI Harrogate som var ruten der blev brugt til VM da Mads P sejrede skulle der køres 2 omgange af - 28 km og små 500 højdemetre. Mængden af højdemetre burde være en dead giveaway at jeg ikke skulle kunne køre noget særligt hjem. Op til løbet havde jeg set lidt Youtube videoer hvor andre havde kørt løb på ruten, for at lære ruten bedre at kende, og se om jeg kunne få nogle fifs. Omkring 60 til start, og selve starten var nogenlunde kontrolleret. Jeg kom godt frem, og sad blandt de forreste 5 da første stigning ramte efter kort tid. Ca. 1000 meter med 3% i snit, så ikke noget der for alvor skulle lave den store forskel. Jeg sad godt med i forreste gruppe da en del blev sat undervejs, og så sad vi nok i en gruppe med ca. 40 ryttere. Jeg prøvede at spare lidt på kræfterne, netop fordi jeg vidste jeg skulle bruge dem andre steder, men alligevel gik jeg med i et par ryk hvor jeg tænkte at det måske kunne blive til noget, men hver gang blev vi halet ind igen. Da vi ramte den rigtige stigning, som var på ca. 1,5 km med 5,5% i snit eller noget i den dur, holdt jeg mig igen godt fremme, mens resten af gruppen blev reduceret. Da vi kørte ud på sidste omgang sad vi nok omkring 20 i frontgruppen. Den første stigning så et par ryttere stikke meget roligt afsted, og jeg sad længe og tænkte at jeg skulle køre op til dem, men tænkte at der nok var nogle andre der gjorde det. De 3 ryttere endte selvfølgelig med at holde hele vejen hjem. Jeg prøvede på et tidspunkt at udnytte noget momentum og køre op til dem, men de var for langt væk, så jeg opgav hurtigt det forsøg. Vores gruppe blev mindre og mindre for hver km der blev kørt, og jeg nåede selv at komme lidt på bagkant på et tidspunkt, men fik lukket hullet hurtigt igen. Jeg følte faktisk at jeg sad overraskende godt med på bakkerne, og pludselig nærmede vi os opløbet. Vi sad 7 ryttere i gruppen, og med 900 meter til mål kom der en lille bakke, hvor der var en del der rykkede lidt på. Jeg sad stadig godt med, og var overrasket over hvor frisk jeg egentlig var. Med lidt over 300 meter til mål åbnede jeg min spurt, og blæste forbi de andre. Jeg holdt trykket på hele vejen ind til stregen, og kunne snuppe 4. pladsen i løbet, og spurten i min egen gruppe. Højst overraskende med den placering, men jeg følte også at jeg virkelig kørte godt i går. 28 km, 46 minutter og 14 sekunder, 258 watt i snit, 282 NP, og et pulssnit på 166. I den samlede stilling lå jeg også 4'er, og efter løbet i går tror jeg at jeg ryger op på en samlet 2. plads. Næste uge står den på Greater London Flat, som er tæt på flad.

Super interessant med de oplevelser. Jeg har været relativt forskånet for dødsfald af nære familiemedlemmer, men husker det som om jeg en dag efter min farfar døde var i en situation hvor jeg var super tæt på at bliver pløjet ned af en bil på cykel, og jeg på en eller anden uforklarlig årsag undveg. Jeg kan ikke huske situationen helt konkret, men kan huske at jeg efterfølgende tænkte at det der lige var sket var fuldstændig umuligt, og sendte en tanke til min farfar. Jeg har i årenes løb haft mange teorier om hvad der skete når vi en dag gik bort, og min absolutte favorit var den med at vi reelt set gennemlevede vores liv igen med meget små ændringer, hvilket også var derfor vi fik deja-vu. Så tiden udvikler sig reelt set ikke, men vi er fanget i vores livsforløb. Nærmest lidt Matrix agtigt :D Jeg hørte dog på et tidspunkt Eske Willerslev snakke med Christian Fuhlendorff om hvad han troede der skete når vi døde. Han var iskold - så er der bare mørkt. Men han satte flere ord på, med at vi jo lever videre. Vores DNA giver vi hele tiden videre, og det er os. Vores børn har vores DNA, og på den måde lever vi videre i dem, deres børn, deres børn etc. Når vi en dag dør og bliver begravet, indgår vi i systemet igen, bliver til blomster, græs, insekter etc. Det er en ret vild tanke at vi reelt set bliver delt til et uforståeligt antal dele, som kommer til at være en byggeklods i noget andet.

Klarede frisag, så ingen yderligere sygdom. Fik kørt små 3 timer torsdag som var torque intervaller - 10x2 minutter i zone 2, men med en kadence på 50-60. Fredag prøvede jeg med lidt styrketræning, men mine ben var simpelthen for ømme til at det gav mening at dødløfte. Så det blev kun til en gang core og overkrop. Lørdag blev igen til små 3 timer på hjemmetræneren. Denne gang med 15 minutter opvarmning, 2 timer og 20 minutter i zone 2 med skiftende kadence hvert 5. minut, og så 15 minutters afrulning. I går var stængerne, og jeg i øvrigt, godt smadrede, så det blev bare til en enkelt time i zone 1 for at løsne op. I aften står den på Zwift løb, en rute der slet ikke passer mig med ca. 28 km og 500 højdemetre. Resten af ugen er relativt tilforladelig med nogle fatmax intervaller tirsdag, styrketræning onsdag, zone 2 og sprint torsdag, styrketræning fredag, 3 timers zone 2 lørdag, og så en let dag søndag. Hele næste uge er en recovery uge.

Fik klaret lidt styrketræning i morges, men undervejs var det som om jeg fik det mere og mere underligt. Her nu synes jeg at der sidder lidt kriller i halsen, og lidt lethed i hovedet. Orker ikke et tilbagefald nu, så kører på med ekstra omega 3, magnesium, samt zink og selen, og så håber jeg at det lige giver et ordentligt boost til hele systemet. Og speaking of styrketræning, så har de to seneste afsnits af Velofits podcast været geniale. Først et godt dyk ned i styrketræning for cykelryttere, og en konklusion af at høje repetitioner ikke giver mening. Eksperten anbefaler 3-5 repetitioner. Bum, meget i stil med det jeg laver i øjeblikket. Det seneste afsnit er en snak med Matthias Norsgaard, som fortæller om hans træning, og ikke mindst styrketræning. På Movistar vil de gerne køre sådan noget cirkeltræning med 15 forskellige øvelser, og så gerne på en low carb diæt, hvor Norsgaard kommer fra en familie der har styrketrænet de store løft, og så på en normal diæet så der er energi i systemet.

Zwiftløb i går, og jeg følte mig ikke ligefrem flyvende på cyklen. Om end jeg egentlig føler at jeg er kommet ovenpå igen efter sygdom, så sidder der stadig noget i lungerne der generer mig lidt. 40 minutters opvarmning, hvor jeg bemærkede at min puls generelt var højere end den plejer at være. Så til selve løbet. En klassisk start hvor der skulle trædes nogle watt helt fra starten for at sidde med fremme, og hurtigt blev de 60+ startende til en frontgruppe på omkring 40. Jeg havde inden løbet tænkt at en top 50 ville være helt okay, så da jeg sad med ca. 40 andre var første mål reelt nået. Der kom nogle små angreb hist og her, og det kriblede da også i benene for at prøve et angreb af, men jeg blev ved med at minde mig selv om at jeg nok ikke havde så meget at skyde med, så det ville være bedre at gemme det hele til en eventuel spurt. Selv hvis der kom en gruppe afsted på 4-5 ryttere, så ville jeg stadig kunne sprinte med om en top 10 placering. Ruten var som sagt ikke særlig kuperet, men til gengæld kom højdemetrene løbende hele tiden. Allerede efter 5-6 km kørsel havde vi faktisk kørt 40-50 højdemetre, så det var ret meget op og ned hele tiden, med små bakker. Her var det vigtigt lige at give den lidt gas i slutningen af nedkørslerne, for at få momentum med ind på bakken igen. Faktisk klarede jeg det ret godt med at bruge så få kræfter som muligt, og sad ofte som en af de bagerste i gruppen. Ca. 11 km inde på ruten kom den eneste reelle stigning, som var på 400 meter med ca. 3% i snit. Hvad de lidt manglede at fortælle var at bakken også havde et stigende indløb, så man faktisk skulle klatre de første 300-400 meter inden man reelt set ramte stigningen. Den fik skabt en splittelse i gruppen, og jeg sad på et tidspunkt på mellemhånd på vej op, men fik lukket hullet på de sidste 100 meter så jeg sad i en frontgruppe med ca. 15 andre, og nærmeste gruppe herefter var ca. 8-10 sekunder efter. Så begyndte chatten at vågne lidt op, for vi kørte ikke hurtigt nok i front, og hver gang der var nogle der rykkede afsted, så var der andre der kørte med, men uden at rykke. Så de trak i stedet os andre med op. Det bliver der altid øffet over, og jeg forstår dem godt, men sådan er cykelsporten jo også nogle gange. Gruppen bagved tror jeg nåede at komme op, og så begyndte der at komme flere småangreb, uden at der reelt set var nogen der kom væk. Jeg tror simpelthen at ruten var for hurtig til at man på den måde kunne skabe forskellen i et hug. På de sidste 2 km var der en der kørte væk, fik et lille hul, og så begynde feltet ellers at sætte farten op. Omkring 900 meter fra mål begyndte de for alvor at træde til, og jeg sad og tænkte at jeg ikke kunne være med her, men alligevel fulgte jeg med. Jeg åbnede min spurt i en position som 13 og med 400 meter til mål eller noget i den dur. Og når jeg siger spurt, så var der intet punch, det var bare en sejtrækker for det var hvad jeg kunne i går. Stille og roligt kom jeg forbi de andre ryttere, og pludselig var jeg i top 10 - fedt! Så kiggede jeg på skærmen og kunne se at jeg reelt set kun havde nogle få ryttere foran mig, og jeg hentede ind på dem. Så hed den top 5. Og på de sidste meter døde dem i front, og jeg gled forbi. Jeg var HELT smadret med en puls på 180 (ud af 190 mulige) efter løbet, og var i tvivl om jeg havde set rigtigt - havde jeg vundet? Da resultatskærmen kom op stod jeg som vinder! MEGA fedt! Og langt over min forventning om en top 50 placering. Løbet var på 24,6 km og blev kørt med et snit på 41,6 km/t. 262 watt i snit, 280 i normalized power og en snitpuls på 167. Til sammenligning var sidste løb jeg kørte med 273 watt i snit og en snitpuls på 162. Efterfølgende forblev min puls også høj, og nok det tydeligste bevis på at min krop ikke har sluppet sygdommen helt. Men jeg vandt! Jeg snuppede 1. pladsen med 0,021 sekund til 2. pladsen og 0,054 sekund til 3. pladsen, så den var tæt, og var jeg en af de andre havde jeg godt nok ærgret mig. Det gælder jo i Zwift løb om at sidde med så langt fremme som muligt, og bruge så få watt som muligt for at gøre det. Jeg kørte med 3 w/kg, og kan se at de to andre i top 3 har ligget med 3,2 og 3,3 w/kg. Generelt har de fleste ligget på over 3,1 w/kg i det løb. Så selvom jeg missede en afdeling i sidste uge grundet sygdom, så ligger jeg stadig okay til i det samlede klassement. Inden løbet i går lå jeg på en 12. plads, og hurtig hovedregning placerer mig på en 4. plads efter løbet i går med 212 point. 3. pladsen har 217 point, 2. pladsen 219, og 1. pladsen er stukket af med 320 point.

Ked af at høre det med din mor, men som du også skriver var det nok det bedste. Så jeg håber hun har fået ro, og du også selv får en ro.

Hele sidste uge blev hæmmet af sygdom. Jeg fik styrketrænet lidt onsdag, og så kørt lidt på cyklen de øvrige dage, uden at det vare prangende. I dag er faktisk første gang jeg føler mig nogenlunde frisk, hvilket også er godt timet når nu der er Zwift løb i aften. Tjekkede lige op på ruten, og det er noget for mig. 25 km med 100 højdemetre. Er stængerne frisk tænker jeg at det løb ikke kommer til at tage meget længere tid end 30 minutter. På papiret burde det jo være et løb hvor man relativ let kommer igennem, men lige præcis med de løb ved man aldrig. Det er som om kuperede løb bliver lettere, fordi der er nogle helt konkrete steder folk kan køre afsted, hvorimod en flad rute som denne, får folk til at se muligheder der ikke er der.

Stærkt! Jeg vil også sige at jeg langt hellere vil køre 20 minutter, og især den nye protokol hvor man er 4 minutter i hvert interval er en dræber. Føler du så at din FTP er mere retvisende nu, altså med udgangspunkt i at det er mere realistisk for dig at holde de 308 watt i en time frem for 333?

Hold nu op hvor den her influenza sidder tungt. Det er efterhånden ved at være en uge siden at jeg blev ramt af symptomerne, og jeg er stadig tung i hovedet, og godt snottet. I det mindste har jeg ikke nyst og hostet så meget i dag som de tidligere dage, men for hulen da. Tog en forsigtig time på cyklen i går med zone 1, og det gik egentlig okay, men det var samtidig også helt tydeligt at der ikke skulle presses mere på end det.

De er nemlig super flotte. Smider lige et billede op

Det var så åbenbart kun hjul der dukkede op her til formiddag. De er så til gengæld også møgfede! 802 gram for baghjulet og 714 for forhjul - 1516 gram for et 50 mm carbonhjul. Kan I huske dengang et bjerghjulsæt var vildt hvis det vejede omkring de 1500 gram? Køber man dem sammen med ramme og styr, så koster hjulsættet 743 euro, eller ca. 5.500 kroner. Det synes jeg godt nok er vanvittigt. Elves er igang med at undersøge hvor hulen rammen er henne af i verden, og om den overhovedet er blevet sendt afsted. Det har taget ca. 3 uger fra hjulsættet forlod Kina. En sjov detalje er at man får sådan et mærke med, hvor der står hvornår hjulsættet blev bygget og af hvem. Det sjove er at de er blevet bygget på min fars fødselsdag, og hende der byggede det hed Anna. Hvorfor er det så sjovt? Jo, for da min far fyldte 40 år, fik han en and, og den hed, tadaaaa Anna. Full circle. Noget andet er at jeg selvfølgelig har ramt sygdommen nu. Vågnede op her til morgen og var bare møgtræt, jeg havde lidt trykken i de øvre luftveje, og så bare en god hovedpine. Håber det hurtigt er overstået, som altid.

Lyder spændende med et sæsonmål. Uden at kende ruten helt præcis, så tænker jeg at den kunne være lidt mere kuperet end Cph Half?

Lidt updates fra cykelfronten. Det seneste for ramme, hjul og integreret styr er at det netop har forladt Duiburg ifølge diverse tracking services. Så efterhånden tænker jeg at det er et spørgsmål om dage før den dukker op, og jeg glæder mig ekstremt meget til at stå med den i hænderne og se det endelige resultat med mine egne øjne. Og ikke mindst til at få den bygget op.

Træningen i går var to dejlige timer på Zwift. Først halvanden times zone 2, hvor jeg kunne ligge ubesværet i den øvre del, faktisk i den lave del af zone 3, uden problemer. Herefter 6x7 sekunders sprint med 3 minutters hvile imellem. Der var virkelig power i stængerne og alle 6 sprinter lå mellem 1100 og 1200 watt som peak. I DBR løbsserien er jeg pt. på en 4. plads sammenlagt. Det er svært at være utilfreds med det

En underlig weekend hvor jeg hele tiden har følt mig ved siden af mig selv. Søndag blev jeg så træt af det, at jeg hoppede på cyklen og endte med at køre 3x5 minutter FTP for om ikke andet bare at få lidt frustrationer ud. Mandag følte jeg mig heller ikke på toppen, men gjorde alligevel klar til Zwift løb om aftenen. Tog en god lang opvarmning på lige over en time inden løbet startede. Lige under 80 da starten gik, og igen en start hvor feltet relativt hurtigt etablerede sig og der faldt lidt ro på. På et tidspunkt var der en gruppe på 3-4 ryttere der fik et hul, og det virkede som om DBR rytterne bakkede en del af i feltet, så jeg kørte op til dem, og så blev de selvfølgelig hentet. På anden omgang lige inden målstigningen, kom jeg afsted med en italiener, men efter en hurtig nedkørsel og så en opkørsel blev vi hentet af feltet og nærmest spyttet ud af bagenden. Der måtte jeg lige klemme balderne sammen for at holde mig i frontgruppen på ca. 30 mand. Lærte dog at jeg skulle sidde i feltet lige på den strækning, for de ville komme med så meget mere fart på end en lille gruppe ville kunne. Sidste omgang var præget af nogle forsøg på at komme afsted, men hver gang blev det lukket ned. På bakkerne blev der trykket igennem, men de var ikke lange nok til at lave en forskel for de lettere ryttere. Jeg sad perfekt i feltet på nedkørslen, og sad blandt de 15 første da vi skulle opad bakken mod mål. Der var egentlig udsolgt i stængerne, men det var der åbenbart også hos de fleste andre. Der blev rykket en lille smule, og der kom jeg med, og så sad jeg pludselig i top 10 da spurten blev åbnet. Jeg havde intet at skyde med, men formåede at køre mig fra en 10. plads op til en 7. plads da jeg krydsede stregen. En super fed rute og et virkelig fedt løb, hvor jeg egentlig følte at jeg fik doseret mine kræfter godt, men efterfølgende kunne se at jeg rent faktisk havde kørt flere watt end de 3 tidligere afdelinger. 24,33 virtuelle km, 273 watt i snit, 297 i normalized power, 73 TSS og en køretid på 35.30. Næste afdeling bliver rigtig dårlig, kan jeg allerede lure nu. Vi skal køre Cobbled Climbs Reverse ruten 3 gange, hvilket betyder ca. 27,5 km og små 400 højdemetre. Det passer mig sjældent godt. Det positive er at stigningerne er ude på ruten, så der om ikke andet kan være lidt tilbage i stængerne til en spurt for mit vedkommende.

Prøvede at køre testen i dag, men endte med at baile lige på den anden side af 260 watt. Jeg var der bare ikke i dag, slet ikke mentalt. Prøver at give det et skud igen i morgen, eller engang i næste uge.

Efter min komplette hviledag tirsdag, vågnede jeg op onsdag og var ikke helt på toppen. Jeg synes alle omkring mig er syge for tiden. Bare ude på arbejdet har 3 nære kolleger været syge med forkølelse, og i dag røg der endnu en i svinget. Jeg sad med en følelse i går om at jeg også var ved at blive ramt af noget, jeg var træt, jeg var uoplagt. Fik dog lavet min styrketræning, som bare skulle være let. Her til morgen vågnede jeg op, og var stadig træt. Da min recovery score kom ind, var jeg lidt lamslået. 96% i recovery, super høj HRV (god ting), og super lav hvilepuls (god ting). Måske min krop bare har responderet på den totale off day.

Ja, man kan jo selv lave eksperimentet derhjemme. Hvis man har en cykel med 100 mm frempind, og så knalder en 130 mm på. Man skal jo være fuldstændig ude af trit med virkeligheden for ikke at kunne mærke det.

Offdag i går, som i helt off. Første gang i 21 dage, så det var nok lidt tiltrængt at have en dag hvor jeg hverken sad på cyklen eller styrketrænede. I går kom en af de mere spøjse cykelhistorier frem. Chris Froome har jo været en skygge af sig selv siden hans skifte til Israel Premiertech, til en anslået løn omkring de 5 mio euro. Han har altid været sær, men det er som om han er blevet mere sær med tiden. Han satser på at lave store resultater i 2024, for han har fundet en markant ændring ved sin cykel. I de 3 sæsoner han har kørt Factor, er det først lige gået op for ham at hans position på cyklen er markant anderledes end den var da han kørte for Sky/Ineos. Helt konkret er hans reach på den nye cykel hele 3 cm længere end tidligere, og sadelhøjden skulle også være højere. Jeg kan for alt i verden ikke begribe at en af verdens bedste cykelryttere, der har kørt på et hold der har lavet frempinde i mål som 128 mm og 132 mm for at deres ryttere havde det helt optimale reach på cyklen, har brugt 3 år på at finde ud af at hans nye cykel ikke er sat op som den gamle. Jeg tror de fleste cykelryttere, der bare kører en brøkdel af hvad han gør om året, kan mærke hvis deres cykel er sat markant anderledes op end normalt.

Fedt! Tillykke med den! Og fed farve. Hvorfor faldt valget lige på den?