JohnJohnson

Lidt flere forslag, og jeg er i mere tvivl end før.




Den røde stribe på overrøret er egentlig ikke helt tosset, men jeg tror jeg holder mig til den lidt mere neutrale. Mht. Specialized/S-Works logoerne så er jeg meget i tvivl om hvorvidt det skal være camo udgaven eller fluo:

Jeg synes begge dele ser vildt blæret ud, men jeg hælder mere til fluo farverne. Jeg kan virkelig godt lide at det er 50/50 splittet og at der virkelig er knald på farverne. Det er næsten som om camo udgaven virker for nedtonet Planen er at Ron lige laver en udgave med fluo camo, men jeg tror ikke det bliver pænt.

For første gang i godt og vel 8 måneder kørte jeg for første gang i går det første fællestræningspas 100%. Dvs. jeg kørte alle de intervaller som var på programmet, med den rette intensitet. En fantastisk fed følelse, specielt fordi knæet tog det meget pænt på trods af nogle intense intervaller hist og pist.

Vi kørte op til Bregnerød og skulle så køre 2 sæt af 6x 40/20 intervaller. Jeg var lidt bekymret fra starten, og overvejede egentlig kun at køre det ene sæt for lige at mærke lidt forsigtigt af. Men jeg nåede alligevel at skifte mening, og kørte begge sæt. Jeg blev parret med en U15 rytter og allerede fra starten af kunne jeg se at jeg havde ok power i stængerne. Så jeg endte faktisk med at køre en del af intervallerne fra spids med ham på hjul. Det ville sgu også være underligt andet. Men for hulen hvor er det dog hårdt - var i øvrigt også første omgang 40/20 siden efteråret sidste år. Lidt restitution og så igang igen, denne gang med en 3. makker der var stødt til, også her gik det fint.

Herefter kørte vi over Ganløse til Toppevad for at køre nogle sub-AT rulleskift. 2 sæt af 10 minutter. Ikke det hårdeste, så det var en relativ let omgang.

Som afslutning kørte vi over på flyvestationen for at køre noget lead-out og sprint træning. Vi blev parret i to og to, så der var 3 grupper, og den ene skulle agere leadout man og den anden skulle sprinte. Jeg trak sprinterkortet, og på den lille rundstrækning blev vi lidt overrasket af OTA og Patrick som startede med et angreb ude fra. Vi kom dog med, men jeg sad skidt placeret i sidste sving og opløb, så jeg kunne ikke få åbnet nok op ift. OTA som tog sprinten.

De prøvede at lave samme trick på den efterfølgende omgang, men jeg droppede min leadout man og hoppede med på deres tog. Jeg forudså de enkelte ryk der var, og da vi nærmede os det sidste sving kunne jeg se at der gik nogle personer med en barnevogn, og at farten var sænket en del. Det betød at jeg hamrede afsted lige inden svinget, kunne tage det perfekt, og samtidig lukket fuldstændig af for Patrick som skulle sprinte mod mig. Man har vel sine tips og tricks når stængerne ikke er helt 100%

Som det sidste kørte vi over på landingsbanen og i medvinden kørte et langt tog. Jeg sad på som sidste mand, og så skulle den ellers køres op i fart så jeg kunne afleveres med så meget fart som muligt. Det fungerede også rigtig fint.

Faktisk var det ikke det sidste, for jeg blev bedt om lige at give et par tips og tricks med til sving. Det var lidt uforberedt og flyvestationen er faktisk ikke lige det bedste sted at træne det, men vi fandt en kort rundstrækning hvor jeg så lige gav et par gode råd med til sving. Generelt gælder det faktisk bare om at tro på det, og ikke mindst træne det. Hvis ham foran dig kan køre hurtigt igennem svinget, så kan du også. Man skal bare lige overvinde frygten.

Herfra var det bare hjem, og jeg kunne klokke over 3 timers træning og meget tæt på de 100 km.

Udstrækning, og så bare krydse fingre for at knæet ikke var blevet super irriteret. Umiddelbart lader det til at være gået fint, og jeg mærker ikke synderligt til mit knæ her til formiddag. Jeg er lidt stram i hoften, men ellers ikke noget.

Så er ortopæden besøgt, og jeg blev måske lidt klogere på det hele. Jeg fik forklaret min historie, og så blev jeg undersøgt. Heldigvis kunne hun fortælle at mit brusk i knæet så fint ud, både ud fra hvad hun kunne mærke, og hvad MR scanningen viste. Igen, heller ikke skader på menisk eller noget andet.

Hun mente bestemt også at det var min slimhindefold der lavede problemer. Den var nok ikke så irriteret nu som den havde været, men det faktum at jeg havde en bakers cyste gjorde at det kunne give mig en irritation i knæet. Hun forklarede mig om de forskellige muligheder jeg havde, og at hun ville anbefale at jeg startede med den mest milde af dem.
1. Gigtmedicin. En decideret pillekur hvor jeg skal tage dem 3 gange om dagen i 10 dage. Samtidig må jeg ikke dyrke motion. Går alt efter planen så kan det tage irritationen i knæet, og jeg kan være klar til at komme igang igen.

2. Blokade. Den har jeg selv været inde på et par gange, men hun fortalte at hvis hun gav sådan en så ville jeg være ude i en måneds tid.

3. Operation. Skulle alt andet ikke virke, så kunne jeg blive opereret. Men det ville samtidig betyde at jeg ville være ude i 3 måneder.

Så nu prøver jeg den pillekur, og håber at det er nok til at sikre at jeg kan komme til at træne ordentligt igen.

Status fra dagens fys besøg.

Fyssen jeg havde tid til er tidligere cykelrytter, cykler stadig, og har vidst været tilknyttet Team GLS i sin tid som fys. Så helt ueffen var han sgu ikke.

Jeg kom ind, fortalte ham om mit forløb, og så blev jeg smidt op på briksen. Der blev bøjet lidt i benet, og så gik han ellers igang med at trykke forskellige steder rundt omkring min knæskal, og "rykkede" også lidt rundt på den. Imens han gav behandlingen fik vi snakket om hvor jeg kørte, at der generelt var for få klubber på Sjælland, hvor alle de unge var henne, og at cykling i Jylland bare fungerede. Jeg fortalte også hvordan jeg trænede for tiden, og at jeg måske har været nervøs for at gøre noget forkert.

Efter en 15-20 minutters tid gav han så hvad han troede var årsagen. Han mener det er nogle sener/ledbånd der laver ballade. Han sagde at jeg var spændt i muskulaturen omkring knæet, og at jeg skulle sørge for at få strukket ud. Jeg forklarede hvad jeg allerede gjorde, og det skulle jeg egentlig blive ved med, men måske gøre det lidt oftere, f.eks. lige strække lidt ud når jeg er på arbejde og alligevel står op.

Derudover ville han gerne give mig en omgang akupunktur, så han fandt nogle nåle frem, placerede dem rundt omkring på min venstre side, og så fik jeg ellers lov til at ligge der en halv times tid.
Da han kom ind igen, sagde han at jeg bare skulle ud på landevejen igen. Ud og give det lidt tæsk, men ikke køre højintensivt. 3-4-5 timer på landevejen er helt fint, bare ikke voldsomme intervaller. Der måtte ikke være stikkende smerte undervejs, men hvis det skulle komme efterfølgende, så skulle jeg ikke blive nervøs.

Så alt i alt MEGET positive meldinger. Jeg har også fået booket en række tider over de næste uger, så jeg løbende kommer ind og får tjekket det igennem. Og til næste gang måtte benene meget gerne være skrabede Han kunne så løfte sløret for at selvom han nu kun kører på motionsplan, så barberer han stadig sine ben En af årsagerne til at mine ben skulle være skrabede var at han måske ville tape benet op.

Så planen lige nu er at komme ud og køre en del her det næste tid. 4-6 timers turene er nok stadig lidt ude i fremtiden, men fællestræningen skal klart besøges det næste stykke tid.

Alright, her er så hvad jeg kom hjem med. Det skal siges at jeg ikke var ene om at købe det hele

Den ene sadel stod der Manuele nedenunder, så den har tilhørt Manuele Boaro!

Men kronjuvelerne var klart disse. En S-Works SL3 ramme i str. 58. SPRITNY! Aldrig monteret eller noget som helst.

- Smed lige nogle af delene på så den lignede lidt.

Og så er der den her. En anden S-Works SL3 som vi er lidt usikre på hvad størrelse er. Umiddelbart kunne det tyde på at det er en custom geometri for sadelrøret er umiddelbart til en 52'er, men overrøret er en anelse kortere end Specialized skriver.

Det er noget værre noget, men mit knæ bliver ved med at gøre ondt. Det er egentlig lidt underligt, for det første stykke tid er der intet at mærke, men så kommer det pludselig og gør pænt naller. Det er ikke så meget at jeg ikke kan træde, men det er bare virkelig ubehageligt, og det gør lidt ondt når jeg strækker benet helt ud. Det underlige er at hvis jeg kører fuld gas, så mærker jeg ikke noget til det. Jeg tror dog at jeg ved hvorfor mit knæ er begyndt at værke, og det hænger nok sammen med at da vi var på ferie valgte jeg at løbe nogle korte ture(15-20 minutter) inden vores morgenmad. Alt andet lige er det en helt anden type belastning, og det har nok ikke været super godt for knæet.

Dilemmaet er selvfølgelig at knæet nok skal have ro, men jeg samtidig ikke har lyst til at skære ned på træningen lige nu. Så derfor behandler jeg det lidt med noget voltaren, lidt iprener(når jeg husker det), og så alt godt mod inflammation - fiskeolie, hørfrøolie, vitaminer/mineraler etc.
Træningen kører ellers på med en god mængde, specielt årstiden taget i betragtning. I denne uge kommer jeg nok op i nærheden af de 14,5 time, hvilket kan virke af meget når der er 6 måneder til næste løb. Men tanken er egentlig fin nok, for det gælder om at putte i bogen allerede nu, for før eller siden rammer vintervejret og mørket for alvor, og så bliver det svært at banke 3 timers ture af i hverdagene. Jeg har dog bestilt en cykellygte på 1200 lm som burde være nok til at lyse det meste af Dyrehaven op hvis der skulle være behov for det. Heldigvis er det ikke fordi der er så meget intensitet i min træning i øjeblikket. I denne uge har jeg f.eks. i hverdagene kun endurance ture og et par enkelte intervaller hvor jeg skal køre med en kadance på 105-130 RPM. Det er ikke noget der trætter stængerne alt for meget, men er med til at gøre træningen overkommelig alligevel.
Tirsdag var jeg ude med Ordrup, og kom tidligt afsted så jeg kunne køre lidt inden træningen. Jeg nåede at banke 3x 5 minutter kadance intervaller af inden selve træningen, og så fik jeg lige ført de sidste to af undervejs. Den officielle træning var kun fra 17-19, og jeg skulle køre 3 timer ifølge programmet, så det var ganske fornuftigt at komme afsted lidt tidligere. Jeg fik også en snak undervejs med ham der står for vores træning om tirsdagen, og han var alligevel noget imponeret over at jeg kunne holde gejsten oppe omkring træningen. Det er jo meget normalt for mange at de tager et par uger væk fra cyklen her efter sæsonen, og så reelt set først kommer igang igen i midten af november, hvis de da overhovedet kommer igang igen. Jeg forklarede ham at jeg generelt har en god motivator i mig selv, og at det selvfølgelig altid hjalp at jeg nu har en træner der laver nogle programmer, så hvis jeg skipper en træning så er det ikke kun mig selv jeg er ansvarlig for. Han laver jo trods alt programmerne ud fra de ønsker jeg har, og følger jeg ikke det, så er der jo ingen grund til at jeg kaster penge efter ham hver måned. Dog skal det siges at jeg selv tilpasser programmerne en anelse, for i går skulle jeg egentlig have kørt 2 timer, men havde kun tid/overskud til 1,5 time. Den blev så også kørt på hjemmetræneren fordi vejret udenfor ikke ligefrem var til udendørstræning.
Det kan dog også være farligt at blive "slave" af et træningsprogram, for ender jeg med at gå død i det på et tidspunkt? Det er selvfølgelig noget jeg har gået og tænkt lidt over, fordi der er mange der mellem linjerne har givet udtryk for det. Mit eneste svar er at tiden må vise det. Hvis jeg vil op i A, hvilket er målsætningen for 2015, så ved jeg at jeg skal presses derud hvor jeg aldrig før har været, og det kommer til at kræve en masse af mig. Som jeg har været inde på før, så er jeg ikke noget kæmpe talent, og derfor må jeg virkelig sørge for at formen til at kunne køre med i toppen af B klassen, for at have overskuddet til overhovedet at være med i A. Men det betyder at mit niveau skal hæves, og det kræver hårdt arbejde. Det gør at jeg nok på et tidspunkt når dertil hvor cyklingen hænger mig langt ud af halsen, men der er også den mulighed at jeg når til et punkt hvor mere vil have mere, og jeg bliver motiveret af at træne en anelse mere end de andre omkring mig. Jeg ved det fra i år hvor jeg har kunne mærke det boost det har givet min moral når jeg har kunne se at jeg har trænet 1,5-2 timer mere på nogle træningspas end andre, eller når snakken falder på hjemmetrænere hvor mange slet ikke kan motivere sig selv til at køre på den, hvor jeg kan.
Under alle omstændigheder bliver det sjovt at se hvad der kommer til at ske. Heldigvis er mit nye arbejde støttende omkring projektet. De ser selvfølgelig helst at jeg arbejder så meget som muligt, men de giver mig også plads til at få trænet det jeg skal, og det er sgu egentlig fedt at opleve at de har respekt for mit ønske om at kravle op blandt eliten indenfor cykelsporten, for det er jo egentlig det der er ved at ske hvis man ryger i A. Jeg har ingen ambitioner om at skulle leve af at cykle, eller køre for kontinental hold eller noget, men A klassen er eliten i DK. Jeg kommer nok aldrig til at vinde et løb i den danske A klasse, men bare det at vide at man har, eller har haft, niveauet til at køre med de bedste i DK er nok.

Og nå ja, så har jeg lige købt sådan en her

Jeg har endnu ikke set den IRL, men farven skulle være endnu vildere!! Skulle der være nogen der var i tvivl om hvad det er for en, så er det en Parlee TT fra 2012 der aldrig nogensinde er blevet bygget op. Og finishen hedder Fluro Orange.

Hvidovre CK 60 års jubilæums løb


Fantomdragten var fundet frem, og turen gik mod Hvidovre. De første udfordringer havde jeg allerede inden jeg skulle afsted, for da jeg tog fantomdragten på gik den ene sikkerhedsnål op. Så jeg skulle lige slås lidt med det inden jeg kunne komme afsted. Turen til Hvidovre er ikke en jeg ligefrem er bekendt med, så jeg endte med at køre ind igennem byen for at ramme Roskildevej, og så trille til Hvidovre derfra. Det fungerede faktisk også ganske udemærket.

Da jeg nåede frem fik jeg sagt hej til et par stykker, og kunne høre at det havde været en rigtig god dag for Ordrup i H klasserne. Sejr i H40 og H60, samt en 5. plads i H50. Derudover hørte jeg at Patrick fra HCK havde kørt en 2. plads hjem i C klassen. Så var det ligesom på plads.

Jeg fik kørt lidt opvarmning, hørt lidt om ruten, og nåede da også at køre 2 omgange på den inden vi gik igang. Faktisk en rigtig fed rute, men med nogle lidt lumske sving. Sving nummer 2 var nok det jeg havde det sværest med, for 10-15 meter før selve svinget var der et vejbump, derudover var der en lille kant på svinget og et kloakdæksel. Ellers var svingene faktisk ganske ok, og da ruten var spærret helt af for andet trafik kunne man køre optimalt igennem alle sving.

Ved starten kom jeg lidt for sent og stod for langt tilbage, og jeg havde allerede der besluttet mig for at løbet bare skulle bruges som træning. I virkeligheden stod dette løb også som et C løb for mig, altså lavest prioriteret. Allerede i første sving var der fart på. 90 ryttere, og lidt til endda, igennem et skarpt 90 graders sving skulle næsten gå galt. Der var heldigvis ingen der styrtede, men feltet var strukket meget ud, lyden af hylende kulfiberfælge dominerende, og der var flere der måtte ind over fortorvet for at komme rundt.

Jeg fik kæmpet mig lidt op, men på de lige stykker faldt jeg lidt tilbage igen. Efter 3 omgange ca. havde jeg fået placeret mig bag ved nogle der ikke kunne holde hjul, og på Hvidovrevej var modvinden så kraftig at jeg ikke kunne køre feltet ind igen. Løbet var med andre ord kørt for mig.

Nu er jeg ikke typen der giver op, og jeg skal virkelig have en dårlig dag for at gøre det, så jeg valgte egentlig bare at køre videre. Jeg fik hentet en junior Lyngby rytter(tror jeg) og han røg med på hjul. I modvinden kunne jeg holde et højt pres, men på et stykke med medvind kunne jeg se på mine watt at jeg lå noget under hvad jeg egentlig kunne. De få gange Lyngby rytteren gik i front dykkede farten kraftigt, og han holdt ikke meget mere end 30 sekunder i front.

Jeg hentede flere og flere ryttere der var blevet sat, og jeg så endnu flere der stod ude i vejkanten og var stået af. Igen, en mentalitet jeg ikke helt forstår. Der kan ske så meget i sådanne løb, og hvem ved, måske du ender med at få point alligevel. Men det passede mig egentlig fint nok, for det gav mig bare lidt ekstra moral hver gang jeg så en rytter stå ude i vejkanten.

Efter noget tid blev vi hentet af den førende rytter, og han havde et pænt hul til resten af feltet. Jeg lod feltet køre forbi, for vi var blevet briefet på at vi ikke måtte hægte os på hvis vi blev hentet med en omgang. Så jeg lod dem passere, men hægtede mig så på en gruppe der var blevet sat af feltet. De lå så bare stadig og kørte cykelløb selvom de største chancer nok var smuttet. Jeg fik taget nogle føringer, fik lukket nogle huller, og kom op i fart igen.

Sådan holdt det hele vejen til mål hvor jeg så bare ikke havde så meget at køre med til sidst, men kom sikkert i mål uden styrt eller noget som helst.

Og lidt data fra løbet:

Og lidt reflektion:
Jeg er egentlig tilfreds med løbet som sådan, for mit hoved var ikke med mig, og det var benene nok heller ikke. Det var bare en af den slags dage hvor tingene ikke spillede, og hvor jeg nok på forhånd havde "trukket" mig lidt. Jeg er stadig lidt nervøs for at køre i så store felter, og specielt på så kringlede ruter. Jeg har egentlig teknikken til at kunne køre hurtigt igennem svingene, men tvivler altid lidt på mig selv i den slags situationer.

A klassen virker ualmindeligt langt væk lige nu, specielt når jeg i går fik muligheden for at se hvor hurtigt de reelt set kører. Men det skal ikke stoppe mig fra at drømme. Jeg tror stadig det er muligt når jeg kan se at der var A ryttere der også led i går. Kriterium er bare en speciel disciplin der tiltaler en speciel type rytter. Ift. dem jeg sammenligner med mig, så blev de faktisk 1 og 2 i går i løbet, så jeg ved at jeg kan nå op på det niveau. Jeg er ikke i tvivl om at jeg har fået en genial træning i går, men at jeg stadig mangler lidt fysisk for at kunne blande mig helt i toppen. Den reelle test kommer nok i den kommende weekend.

For weekenden har 2 løb med sig. CK Kronborg løbet oppe ved Tikøb hvor jeg før har kørt godt, om end det er en meget kuperet rute. Søndagen er i Roskilde på en lukket rute der skal køres som et kriterium. Begge løb er A løb, og jeg håber at kroppen og formen står snorlige til begge løb, og at jeg ikke mindst rent mentalt kører dem perfekt.

Dog er jeg egentlig meget stolt over at jeg er kørt top 20 i de to B løb jeg har kørt i år. Jeg blev 16'er i Politiets løb ud af 39 startende, og 13'er i Hvidovres løb i går ud af 25 startende. Det er en anden fysik det kræver, men jeg føler jeg er godt på vej!

Beslutningen er taget. Jeg har fået mig en coach. Efter en del overvejelser og samtaler med min kæreste, valgte jeg den økonomiske udgave. Mest af alt fordi pengene kan bruges på andet godt, og også fordi at hvis det ikke fungerer, så kan jeg altid opsige samarbejdet med 30 dages varsel. Så nu prøver vi det af, og ser om det kan være med til at hæve mit niveau yderligere.

Min træner hedder Davis Bentley, er certificeret cykeltræner hos USA Cycling(de går meget op i certificeringer derovre), og har en bachelor i Sports Science. Han er selv blandt de bedste MTB ryttere i USA.

Så nu går vi igang. Et af målene er at få hævet min FTP betydeligt. Sidst jeg testede lå jeg på 312 watt, og hvis jeg vil op og bide skeer med A klassen, så skal jeg nok nærmere op i nærheden af 360-380 watt, og det kommer til at betyde en masse lidelser på cyklen.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Kunne jeg nok også godt, men FTP kan jo kun holdes i en time, så jeg regner med at jeg skal være på omkring 70-75% af FTP på stigningerne for at køre det så harmonisk som muligt. Og som du selv er inde på, så er de stigninger du skal opad omkring 5-6% i snit, med enkelte momenter af 9-10%.
En stor del af ruten i Nice er veje jeg har kørt en del på. Glæd dig til til stykket fra Coursegoules og hjem. Det er et fedt stykke med en fantastisk nedkørsel, og skarpe sving.

Får mig til at tænke på en italiensk træner hvis navn jeg ikke husker der sagde til en stor rytter, tag hjem og kør 1000 km på en uge og kom tilbage igen, så er du klar!
528... Jøsses.

Lige en opdatering på søndagens træning. 4,5 mand(1 mand der ikke tog så mange føringer), en tur rundt i det nordsjællandske med stram kæde. Fra Femvejen til Klampenborgspurten havde vi kørt 110 km med 35,4 km/t i snit. Pænt godt da vi havde nogle stykker hvor vi ikke kørte særlig hurtigt. Jeg vandt i øvrigt Klampenborgspurten efter en del heftige føringer på Strandvejen hvor vi kørte forbi en del deltagere fra Sjælsø Rundt. Min tur endte på 126 km med 33,7 km/t i snit.

Min træningsmængde i sidste uge lå på 17 timer, og 528 km. Jeg kan da også mærke at kroppen har fået nogle tæsk. År til dato lidt over 6000 km.

Vægten i morges sagde 77,9 kg hvilket jeg egentlig er ok tilfreds med. Jeg tog mig selv den frihed at snuppe lidt sukker i går i form af en dåsecola, en flaske cola på en restaurant, og til dessert en Kitkat, en Mars og en Magnum. Så egentlig ikke fordi jeg frådede igennem. Så nu er det bare om at komme tilbage i rytmen igen.

For dælen en lækker tur!!!!

Torsdagstons

Jeg havde behov for en tonsertur, så derfor havde jeg skrevet ud til de andre medlemmer i klubben at jeg ville køre fra Femvejen og så ellers køre en tur på 120 km eller noget i den dur. Det var derfor fedt at se 8 andre stå klar da jeg kom derned, og så kom vi afsted.

Jeg havde planlagt en rute der ville tage os op til Dronningmølle via Fredensborg og Esrum, videre ind til Helsingør, og så ud på Strandvejen og hjem.

Det var egentlig ikke fordi der skete så meget, for det var jo sådan set bare stram kæde det meste af vejen. Vi tog den lidt stille og roligt til vi nåede Stumpedyssevej, hvor der så blev åbnet lidt mere op. Det gjorde sig mere eller mindre gældende til vi nåede Hornbæk. Da vi ramte byen måtte vi helt ned i fart da der var politi og en ambulance der spærrede hovedgaden, og det lignede at det var en rytter der var blevet kørt ned. Da vi var kommet forbi sad vi og snakkede om at der er rigtig mange der kører med hovedet under armen, og at det bestemt ikke er stedet at give den fuld gas på det stykke. Specielt ikke fordi det vitterligt er 3-400 meter det drejer sig om, og så er der åbent igen til at give den gas.

Og gas, det fik den. Ind mod Helsingør lå vi flere gange omkring de 50 km/t, og jeg fik selv taget et par gode føringer.

I Helsingør kørte vi op af Ørebakken, og ud til Gurre. Her kom vi lidt end i tempo, og det blev snakket og hygget en del. Da vi kørte ud mod Nyrup fik den lidt ekstra, indtil vi først havde tissepause ved Slikbussen i Nyrup, og derefter en punktering ved Kvistgård.

Igen god fart på da vi kom igang og kørte igennem Kelleris og ud til Strandvejen. Allerede fra Lave Skov bakken blev der i øvrigt lige trykket lidt ekstra igennem, og herfra var der virkelig smæk på. Ind mod Rungsted fik den fuld æde og igen lå vi flere gange og rundede de 50 km/t, og sådan var det faktisk hele vejen til Skodsborg. Stram kæde hvor farten virkelig var høj. Fra Skodsborg blev der kørt lidt mere angrebsagtigt hvor farten blev skruet op og ned.

Til sidst var det Rasmus og Simon der fik et hul på de sidste metre. Jeg blev lidt fanget bag en anden, og måtte sprinte op til dem, hvilket også lykkedes fint. Da Simon åbnede spurten sad jeg nogenlunde på hjul, men var et godt stykke oppe i det røde felt efter lige at have lukket hullet. Han trak ret meget over mod højre side af vejen med Rasmus på hjul, og jeg kunne mærke at jeg halede hurtigt ind på dem uden at have åbnet helt op, men da jeg ramte midterlinjen og kunne se modkørende biler, blev jeg en kylling på trods af at jeg på det tidspunkt faktisk var nået op på siden af dem.

Vi kørte op forbi Jorden Rundt hvor der sad en del andre OCC ryttere, så vi lavede lige et stop med en cola og en røverhistorie. På det tidspunkt havde vi kørt 124 km med over 34 km/t i snit. Herfra kørte vi hjemad, og jeg fortsatte videre ud på min færd.

Jeg kørte ud mod Ganløse via Kollekolle, og fortsatte videre ud igennem Toppevad og ud til Søsum. Ved Slagslunde måte jeg lige stoppe op ved kirken for at tanke lidt vand. Så var det ellers op på cyklen igen og videre nordpå i en halvhidsig modvind. Jeg kørte op til Gørløse, og via Nørre Herlev til Allerød. Her begyndte jeg også at mærke at maven rumlede. Jeg havde ellers på det tidspunkt drukket energidrik, vand, en krydderbolle med nutella, en alpen bar og en figenstang, men efter 5 timer i sadlen skulle der mere til. På Kongevejen havde jeg heldigvis medvind, og så kunne jeg holde en pæn snitfart igen, og jeg tog mig også lige tid til at stoppe ved Statoil tanken ved Blovstrød og banke en kanelsnegl og en Kinder maxi ned. Tror ikke det har smagt så godt før.

Ud i medvinden igen og så ellers bare fuld drøn på. Kroppen var drænet, og jeg kunne mærke at jeg ikke havde kræfter hver gang jeg ramte en bakke. Uheldigvis skulle jeg op af bakken til Birkerød, det lidt irriterende stykke ind mod Holte, og så lige Geels bakke undervejs. Jeg kom dog fint igennem, og glædede mig over at ramme Lyngby igen.

Da jeg stoppede computeren ved min lejlighed stod den på 201 km og lidt over 6 timer i sadlen.

I alt en tur på 201,1 km med 32,7 km/t i snit, og 193 watt

I øvrigt den længste tur jeg nogensinde har kørt, og første gang jeg kommer over 200 km på en tur. Det var faktisk ikke så hårdt som først frygtet. Det var hårdt, men havde jeg haft lidt mere at spise undervejs, så var det måske gået endnu bedre. Under alle omstændigheder en fed fornemmelse.

Mod La Marmotte 2014

Fokus er som tidligere nævnt rettet mod sommerens store udfordring: La Marmotte. Derfor havde jeg lidt ekstra i ærmet da jeg kørte til træning i dag med Ordrup.
Vi var vel en 18-20 der kørte afsted og ud mod Bastrup via Værløse. Ved Christianshøj havde vi en punktering, og jeg valgte som den eneste at køre frem og tilbage på strækningen. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor alle skal stoppe op for at vente på at der bliver skiftet slange. Som oftest er det trods alt hurtigere at klare det selv. Anyhow, da den blev fikset kørte vi ned af Lille Tyr, og videre ud mod Bastrup. Her skulle vi køre 2 omgange Australsk forfølgelsesløb på en rundstrækning. I grove træk bliver alle ryttere sendt afsted med ca. 10 sekunders mellemrum, og så gælder det ellers om at hente dem der ligger foran en. Bliver man selv hentet skal man lægge sig på hjul. Jeg blev sendt afsted som en af de 5 sidste, og valgte at køre det i enkeltstartstempo for at holde den så kontinuerlig som mulig på de 2 omgange. Det skulle vise sig at være en dårlig taktik, for efter 2 minutter var jeg allerede hentet. Så jeg fik 2 omgange på smækken.

Efter de to omgange kørte vi videre op til Uvelse hvor vi skulle køre en øvelse vi kalder for Haren. I al sin enkelthed går det ud på at man kører i 2 grupper. Hver gruppe sender så en mand afsted der skal køre et angreb, og som får et forspring på 15-20 sekunder, og så skal feltet køre rulleskift for at hente personen. Når det sker, sætter man tempoet helt ned, venter et minuts tid, og så er der en ny mand der bliver sendt afsted. Det fungerede faktisk rigtig godt, og var noget nemmere end sidste gang hvor vi kun var 4-5 i hver gruppe. Da vi nåede 4. tur endte det med at vi skulle skrue tempoet op for at hente ham der var kørt, og pludselig sad vi kun 3 der kørte rundt - de andre var blevet sat. Der var det først da vi hentede ham på en bakke, hvor jeg tog en lang føring, at jeg for alvor følte mig presset.
Min egen tur blev på i alt 5 minutter, og jeg følte egentlig at jeg havde godt gang i benene, men det er altid svært at holde længere tid når man kører solo mod et felt.
Da vi havde kørt de 3 omgange, kørte vi til Gørløse, og rundt på en rundstrækning for at køre ind mod Uvelse igen. Her skulle der køres en skiltespurt. Da den blev givet fri var Simon hurtig til at køre afsted. Der var ingen andre der skulle noget, og jeg lå som en af de forreste. Jeg valgte derfor lige at give den lidt ekstra gas, og på 30 sekunder var han så hentet ind igen. Jeg valgte så at lade mig falde fra gruppen, men kunne nok sagtens have hængt på i gruppen. Jeg så derfor ikke mere af den skiltespurt.

Næste skiltespurt var ind mod Lynge. Lige pludselig var skiltet der, og jeg accellererede hurtigt ud i et alt for lavt gear, og selvom jeg gav den endnu et gear til lå jeg stadig med en kadance der var meget højere end normalt. Jeg kan se at jeg maxer den på 132 RPM og det er stående! Jeg kom derfor til at dele den med Timo som kom op på siden af mig.

Vi kørte ned mod Bastrup og så skulle der være skiltespurt ind mod Nymølle. Simon var vidst den første der åbnede op. Jeg gik med. Timo kørte en kontra på et tidspunkt, og slår hullet mens Simon går med, men vælger at stoppe med at køre på toppen af bakken. Så måtte jeg igang og var tæt på at få ham hentet.

Næstsidste spurt var ind mod Farum op ad bakken. Simon åbnede op, og jeg gik med og kunne køre forbi ham og snuppe skiltet.

Den sidste spurt blev kørt som en halvløs en ind mod AB. Der var en der angreb da vi nærmede os, og tabte kæden. Vi lod ham få kæden på igen, og så satte han tempo med Timo og jeg på hjul. Timo kørte en lang spurt, men jeg sad hele tiden i hans hjul, så da tiden var inde lagde jeg mine kræfter i og kørte forbi så let som ingenting. Det var ren rå kraft mod en ungdomsrytter med U17 gearing.

Herfra kørte vi ind mod Lyngby, og ned mod klubhuset. Her vinkede jeg farvel da der stod 116 km på computeren, og fortsatte ud mod Strandvejen. Jeg skal jo til at have nogle km i benene, og nogle gode lange ture. Så jeg havde derfor sat mig for at køre omkring 2 timer ekstra. Jeg kørte op ad Strandvejen i modvind, og fortsatte hele vejen op til Nivå, hvor jeg drejede ind oppe ved havnen, fortsatte igennem Nivå, ud til Kongevejen og op til kirken hvor jeg lige fik fyldt lidt ekstra vand i min ene dunk og fik spist en alpenbar. Det var tæt på en times kørsel, så det var bare ud på Strandvejen igen og så køre sydpå. Denne gang var vinden i ryggen, og det betød at jeg kunne flyve afsted med lave watt og høje hastigheder. Selv Klampenborgvej virkede overkommelig i dag.

Da jeg landede derhjemme stod der 175 km på computeren med 32,3 km/t i snit og 186 watt i snit.



Den del jeg kørte solo var i øvrigt 59 km med 32,6 km/t i snit.

I morgen skal jeg til barnedåb, så der kommer jeg ikke ud og træne, så derfor fik den en del ekstra i dag. Det var i øvrigt en fornøjelse at køre i dag. Lækkert vejr, og jeg var på intet tidspunkt tæt på at gå kold.

Helt bestemt. Mandag morgen er i forvejen en hård nød at knække, men den bliver ikke nemmere af at man ikke har lyst til at tage på arbejde.
Tak. Jeg håber godt nok også at det bliver et sted jeg kan være i en del år frivilligt

Ja, regner også med at sadle om så fokus nu går mod La Marmotte. Så der er lange ture på menuen.

Det har været længe under opsejling, men jeg har i dag været inde og sige min stilling op. Jeg har den seneste tid været utrolig utilfreds med mit arbejde, og har ofte ringet til min kæreste for at få luftet lidt ud i mine tanker. Specielt mandage har været hårde at komme igennem, så det var en lettelse at informere min chef om at jeg ville sige min stilling op.

Jeg gør det dog ikke uden at have noget i baghånden, og det er faktisk noget jeg glæder mig utrolig meget til. Jeg skal arbejde i Huscompagniet, hvor det team jeg kommer til at være en del af virker usandsynligt sympatisk og kompetent. Siden den første samtale har jeg håbet på at få det job, fordi kemien var så god. Så det var fedt at blive ringet op i mandags og få at vide at jeg var den de ville have. Detaljerne kom på plads i tirsdags, og kontrakten underskrevet i går. Jeg kunne sagtens have trukket den til næste uge med at sige op, men det er ikke min stil. Jeg ville også gerne selv have det ud af systemet, og begynde at glæde mig åbent.

Jeg starter officielt i juli, men grundet ferie starter jeg reelt set først i august. Det betyder jeg får skudt en del ferie af, men til gengæld har jeg mulighed for at være 100% klar til at starte op. Det er i øvrigt første gang i en del af at jeg holder mere end 2 ugers ferie i juli

Der er sgu ikke noget at sige til at man er en smule demotiveret når løbskalenderen er så gabende tom som den er de næste 5 uger.

Et angreb på 2. omgang. Vi kom faktisk fri efter endnu et ryk, men citronen blev godt nok presset som man kan se.

To hektiske uger er næsten gået siden sidste tur på cyklen. Jeg har bare haft travlt, arbejde, flytning, og lige en dåb med tilhørende familiebesøg og dertilhørende opvartning tager sin told og det har cyklen måtte lide under. Nu er jeg så ved at blive syg og dermed har jeg ikke tænkt mig at køre i Herlev i morgen. Må dog også indrømme at jeg har brug for en weekend hvor jeg samler mig selv lidt op, og kommer ovenpå for har godt nok faret rundt de sidste par uger, så det tager jeg helt afslappet.

Fra da kæden var stram minutter inden mit angreb

...og fra da kæden sprang og jeg blev hægtet af

Nu er planen at få ro på her i weekenden, nyde tiden med min datter og så lige få den her sygdom der er på trapperne afvist i døren og så skal der fart på igen!

Sorø Løbet

Som jeg var inde på tidligere, så var det en halvsløj søndag i Sorø. Jeg havde ellers brugt lidt tid i dagene op til på at motivere mig selv til at køre det løb, efter jeg har følt at jeg har døjet lidt med motivationen. Jeg var derfor hurtig til at komme ud af sengen, og ned i bilen da jeg søndag morgen kørte derned. Planen var at holde mig så langt fremme i feltet som muligt hele tiden, og håbe på at jeg kunne ramme det rigtige udbrud.

Dernede fik jeg samlet cyklen og kørt ned mod start/mål til indskrivning. Jeg fik lavet en fornuftig opvarmning, og lige kigget på opløbet en ekstra gang. Ruten var på papiret ikke noget for mig, og det var det så heller ikke i virkeligheden. Normalt kan jeg godt lide at køre i kuperet terræn, men jeg kunne i særdeleshed mærke mine 77 kg på de mange bakker der var undervejs, specielt ift. de mange andre ryttere der var lettere end mig.

Starten gik, og vi kom afsted. Vejen var smal, og jeg blev nærmest på klassisk vis fanget bag en gut der ikke kunne klikke ind i sine pedaler. Jeg fik dog relativt hurtigt kørt mig op foran, og allerede inden vi ramte ud på hovedvejen for første gang var jeg kommet afsted i en gruppe med 2 andre fra C, og Maria fra Dame A. Vi fik et fint samarbejde igang og fik vidst også en Amager mand op. Jeg var dog presset, og kiggede ned og kunne se at min puls lå på 95% af max. Jeg er generelt ikke så god til koldstarter. På hovedvejen klokkede jeg lige over 72 km/t i medvinden ned ad bakke, men kort tid efter var vi hentet at feltet. Der blev rykket helt vildt på kryds og tværs, men ingen kom rigtigt væk. Vinden gjorde at vi lå i modsatte vejbane, og det krævede nogle kræfter at hænge på.

Jeg gjorde ellers hvad jeg kunne for hele tiden at køre mig op i fronten når der var mulighed for det. På den sidste halvdel af ruten blev det enormt kuperet, og der var nærmest angreb på hver bakke. Jeg forsøgte selv at køre op til en gruppe på et tidspunkt, men blev fanget på mellemhånd undervejs, og måtte falde tilbage til feltet.

Kort inden start/mål forsøgte jeg igen at komme væk, men uden held. Jeg lå derfor blandt de første da vi passerede start/mål, og kunne køre med på et par enkelte angreb, men ikke noget der kom væk. Ude på hovedvejen havde jeg ligget i front for længe, og da vi ramte en bakke kunne jeg se feltet passere mig i nogle angreb, og jeg måtte bide tænderne sammen for at hænge på, hvilket dog lod sig gøre. Der var en gruppe der var kommet afsted på en 15 mand, som lå foran os andre. Der var angreb fra feltet, og en 3-4 stykke rev sig fri, samtidig med at feltet var begyndt at køre lidt mere for at hente fronten. Da vi drejede ind på en smallere vej kunne vi dog se at der ikke ville ske mere den dag. Vi blev holdt tilbage pga. førnævnte styrt i A klassen, og endte med at stå i 35 minutter inden løbet blev annulleret.

Mine stats for selve løbet. Lige over 40 km/t på 44 km. 260 watt i snit, og vilde 310 watt i Normalized Power.


Det var et sindssygt løb på mange fronter. Vi var et stort felt hvilket betød at der var mange der angreb hele tiden, hvilket gjorde løbet hårdt. De mange bakker var hårde for de lidt tungere ryttere, og vinden spillede også en rolle.

Det var bestemt ikke en rute der passede til mig, men det er nu altid surt at et løb bliver aflyst, specielt grundet omstændighederne. Men lige nu ser jeg frem til den kommende weekend. Der er løb i Sengeløse om lørdagen og Strø om søndagen. Strø ruten passer mig nok ikke super godt, men Sengeløseruten har jeg før kørt en 2. og 4. plads hjem, og det er en fed rute til mig. Jeg håber og ønsker virkelig inderligt at det kan blive til en podieplacering i det løb. Så jeg må bare håbe på at alting spiller på lørdag, og at jeg har heldet på min side.

Så har jeg også lige en konspirationsteori der ikke bygger på andet end egne sindssyge tanker. Men Chris Froome har lige vundet Romandiet Rundt i overbevisende stil, på trods af at han ikke rigtig har kørt et løb i 2 måneder. Han skulle have kørt i Liege, men blev pillet ud af holdet grundet sygdom. I 90'erne havde man en tendens til at pille ryttere ud af løb hvis de var lidt for præparerede til at køre(læs: dopingen stadig kunne spores i kroppen). Er det mon det samme der er sket her? Har Froome været for for langt fremme, og fået kolde fødder af frygt for at blive snuppet? Igen, der er nok ikke noget i det, men jeg elsker bare konspirationsteorier.