Spinderella

Mandag d. 12/11 (18):
1½ time ashtanga yoga
Tror godt jeg kunne blive lidt bidt af det her. Jeg føler mig en anelse fjollet mens timen står på, men har altid en virkelig god følelse i kroppen, inkl. fornyet energi, efterfølgende.

Tak skønne! :-) Håber også på opklaring af dine luftveje - ellers kan vi måske tage et hjemmepas sammen en dag, er sikker på at du kan lære mig meget. :-)
Onsdag d. 14/11 (16):
Fitness center - ca. 1 time inkl. 15 min (kedelig!) løb på bånd @ 5:48 i snit.

Jeg ved hvad du taler om! Afleverer selv revideret afhandling om to uger, og kan totalt genkende det du skriver - omend jeg heldigvis har fået noget af den faglige motivation tilbage. Nu ved jeg ikke lige hvor langt du er i processen, og hvor meget skrive erfaring du har i forvejen, men mine råd vil være:
1. Lav en detaljeret tidsplan inkl. delmål for hvornår du skal være færdig med forskellige afsnit (jeg satser på at du allerede har en struktur på afhandlingen, ellers er det åbenlyst første punkt). Husk at afsætte tid til korrektur, lay-out, formalia mv.
2. Identificer de sværeste steder, og sørg for at gå i gang med dem tidligt - evt. diskuter med andre. Så har du tid til at lade dem ligge lidt og vende tilbage til dem senere, når (ja når!) det går i hårdknude.
3. Lav en liste over ting du mangler, både store og små ting. De dage hvor du ikke har hoved til at skrive store nye indsigtsfulde afsnit kan du måske sidde og pusle med nogle grafer eller læse korrektur på noget allerede skrevet eller finde manglende referencer eller andre småting. Så har du i mindre grad følelsen af at have spildt tiden - og tit får man tænkt nogle gode tanker, mens man laver den slags.
4. Forpligt dig på dine deadlines. Hvad enten du kan aftale at få andre til at læse det igennem (kan klart anbefales både som en snor i at tiden ikke skrider og i forhold til værdifuldt input) eller du skal give dig selv belønninger eller andet.
5. Lad være med at piv - sæt dig ned og skriv. Ja, det sutter max nogle gange, men det gør det i mindre grad hvis du stopper med at have ondt af dig selv. Og det er ikke kun skills der skiller dem der gennemfører en phd fra dem der ikke gør, det er også evnen og villigheden til at bide sig fast og stå det igennem.
Jeg ved ikke om ovenstående på nogen måde hjælper dig, men nu er jeg i hvert fald motiveret til at skrive videre på min konklusion.

Mandag d. 12/11 (18):
1½ time ashtanga yoga
Tror godt jeg kunne blive lidt bidt af det her. Jeg føler mig en anelse fjollet mens timen står på, men har altid en virkelig god følelse i kroppen, inkl. fornyet energi, efterfølgende.

Fredag d. 9/11 (21):
45 min svøm = 1400 m
200 m bryst
8x50 m crawl
2x200 m crawl
400 m bryst
Første gang siden udesæson!!! Tog det stille og roligt, og glædede mig over at min vandføling ikke er helt forsvundet.

Skønt lige at se dig, smukke, selv om det var alt for kort!
Virkelig surt at indeklimaet driller dig - for kan godt forstå hvorfor du er så glad for stedet, og kunne jo være rigtig hyggeligt med endnu en disciplin til fællestræninger, når jeg har fået lidt mere styr på det. ;-)
Sender dig gode tanker, styrke og fokus til den næste uge!

Kære Log
Så skete det endelig. Efter meget utålmodig morgenvejen sagde vægten i går morges 79,7kg
Jeg er så stolt og glad at jeg er helt ligeglad med om det var officiel vejedag eller ej.
Så i dag tog jeg nogle billeder inden jeg smuttede op og træne (Jeg har også fået fikset Catwoman).
For nyere læsere af min log, eller dem der blot ikke gider at bladre, så vedlægger jeg også det oprindelige billede som var fra før jeg startede. I kan nok godt selv regne ud hvad der er hvad.
3/11-2012: 80kg, 164cm



ca. 100kg

Fedt med ny log-titel - og ikke mindst at du har besluttet dig for Nice. Det er vist ikke nogen hemmelighed at det var det stævne jeg selv heppede mest på. ;-)
Håber du får styr på maven med nyt kost-regime. Som du ved, skar jeg mælkeprodukter fra sidste år, og har haft rigtig gode erfaringer med det. Som det er nu, kan jeg godt spise små mængder, og kan også vælge at spise store mængder, hvis der er noget der særligt frister (jeg kender dog prisen, så det skal altså også være særligt!). Man kan jo håbe at du får det på samme måde med gluten (hvis det er det, der driller), selv om det nok er gavnligt at tage 1-3 måneder strikt for at få systemet på plads.
Tænker rigtig tit på dig, og håber vi snart kan finde tid til at ses igen (med eller uden Stine) - men som du ved er overskuddet ikke så stort for tiden!

Godt at se det går fremad igen!

Godt at se liv i din log igen!
Hvornår regner du med at svømme torsdag? Har selv en ambition om at komme i gang med indesvømning igen, og det kunne være at udsigten til et fællespas kunne virke motiverende. :4whistling:

Hej Juan Pelota. Jeg er naturligvis med på, at der mange faktorer, der afgør pålideligheden af pulsmålinger. Samlet set har jeg løbet i knap 28 år og mener selv, at jeg har en nogenlunde god fornemmelse af, om belastningen på kroppen bliver lettere eller tungere ved et givet arbejde. Min helt subjektive fornemmelse var, at det var en mærkbar forbedring i løbeøkonomi. Det kunne jeg sammenholde med en puls på sammenlignelige ture, der lå 7-8 procent lavere efter ændringen. De to ting er sådan set nok til, at jeg mener, at der er noget at hente ved at arbejde med løbeteknikken.
Der er så en pointe, jeg ikke fik med i mit tidligere indlæg: Det er nemlig vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke missionerer for en - og kun en - bestemt løbeteknik. Folk må selv eksperimentere sig frem. Men som jeg ser det, er det bare vigtigt, at man er åben for at ændre lidt på sin teknik og hele tiden forholde sig dynamisk til sin træning.
Når jeg ser mig omkring i løbeklubben eller på løbebåndet i fitnesscentret, så er der rigtig mange, der kunne have fordel ved at arbejde med deres teknik. Her forholder jeg mig ikke til en eller anden analyse. Jeg bruger mine øjne og ser rigtig meget energi blive spildt hos folk, der tager alt for lange skridt, klasker fødderne i jorden, ruller rundt med armenen, krummer ryggen og hopper alt for meget op og ned. Det er ting, der koster energi, som i stedet kunne bruges til at komme fremad. Deres vejrtrækning er typisk også meget anstrengt.
Det er i den forbindelse, at jeg gerne vil slå på, at man prøver at arbejde med teknikken i stedet for at investere i nye sko, når skinnebensbetændelsen eller løberknæet slår til. Det behøver ikke at ende med rendyrket poserunning, chi-running eller hvad det nu altsammen hedder. Bare man bliver mere opmærksom på, hvordan man løber i stedet for kun at gå op i tider og kilometer.
Det betyder naturligvis, at man også skal være skeptisk over for dem, der alt for helligt priser fx poserunning. For det flytter ganske rigtigt belastningen, så den bliver relativt større omkring lægge og ankler. Det er jo sådan noget, man mærker efter de første ture, hvor man har rimeligt ømme lægge bagefter

JustaLittleBit og Jens: Skide fedt i kommenterer og jeg er på mange måder helt enig i de ting i siger, jeg har skrevet noget mere om det i vægttabstråden i posten om intermittent fasting, måske i havde noget fedt at tilføje der?
Durden:
Skide fedt du kommenterer og jeg vil fluks svare dig.
I forhold til træningen har du både ret og ikke ret. Med hensyn til knæet så bakkede jeg ikke væk på grund af lidt ømhed, men på grund af at jeg hev mine inflamationsskader fuldstændigt op på en cykeltur hvor jeg troede jeg var nået lidt længere end jeg egentlig var. Så når jeg nu er mega forsigtig så er det fordi inflmationen lurer lige under overfladen. At lave de der hyperekstentions til træning forleden var faktisk for meget og jeg har siden da rendt rund med en lille inflamation. hvilket jo er mega surt.
At jeg benpresser 25kg og det ikke hænger sammen med at jeg jo fint kan gå på trapper, så både og. Jeg tror at det du ikke overvejer er forskellen i vores to grundform, som tingene er lige nu efter jeg har revet min inflamation op, kan jeg faktisk overbelaste bare ved at gå og stå. Når jeg benpresser 25 kilo er det i en lidt speciel fodstilling som sigter på at ramme inderlår og baller specifikt, da disse er nogle af de muskler jeg er svage i og som har gjort at jeg har overbelastet mine sener. 25kilo er vitterligt så langt jeg skal ned når jeg laver denne øvelse.
Om det giver mening, tja... jeg kan kun sige at efter et år hos fysse uden nogen særlige resultater, er denne type benpress som jeg selv har eksperimenteret mig frem til ud fra hvad jeg har læst og fået fortalt om min skade, med så lav vægt, det der på kortest tid har givet mig de største resultater. De tre måneder jeg har gjort det er jeg blevet rykket meget længere end hos det år hos fys.
Hvis det virker så gør jeg det... Dumdidum. At jeg så fordi jeg ikke helt forstår hvordan jeg skal finde ud af hvor i forløbet jeg er, har fucket up og sat mig selv tilbage, det er så en anden ting.
Omkring skulderen er historien dog en anden, jeg er vitterligt på bar bund, jeg ved godt jeg ikke rigtig kommer nogen vegne med rotatorcuff træningen og jeg har brug for hjælp, men det har ikke været en prioritet i mit budget før nu. I denne måned har jeg fundet penge til en fys. Så lige nu laver jeg bare rotatorcuff ud fra tanken om at det nok er meget godt med lidt blodomløb og at det ikke virker til at skade... Sådan lidt "why not..." agtigt.
Omkring kosten.
Hvis det er sådan du læser mine indlæg som om jeg lader en pigekomsammen (eller what not) stå i vejen for det jeg ønsker at opnå, så kan jeg godt forstå du reagerer som du gør. Men der tror jeg du læser mig forkert. Mit mål er faktisk ikke at spise sundt konstant, da jeg ikke mener det er en del af psykisk sundhed for mig at leve sådan. Jeg mener faktisk oprigtig det jeg siger omkring at jeg mener at det der giver mig størst chance for at opnå mit mål som er et varigt vægttab, og altså ikke fanantisk sund kost, det er at spise kage osv. nogle gange.
Jeg træner ikke for at få lov at spise kage osv. Det dur ikke for mig. Træningen er pga mine skader faktisk slet ikke blandet ind i mit vægttab, hele mit vægttab kører gennem kosten. Hvis jeg vil have noget ekstra den ene dag koster det den anden dag. Sådan er det bare, og det lægger jo sine naturlige restriktioner, hvilket jeg også mener er sundt nok.
Du har helt ret at spiser man sund og godt og masser af det så har man mindre lyst til sukker rent fysiologisk, men der er også et psykologisk plan og der er også ens liv som af og til kommer og blander sig. Det er ikke et 3 måneders langt projekt for at "cutte" 5-7 kilo så "fisseformen" spiller, det er mit liv for det næste år eller lign og derfor er man nødt til at finde ud af at leve med det på en måde der passer til en.
Hvis jeg ikke opnår mit vægttab kan du kalde mine ord undskyldninger, og synes at jeg ikke opnår noget som helst og bare "tænker det hele". Sandheden er dog den at jeg har læst, tænkt og omsat den viden jeg har til handling. Min vægt falder støt og roligt, jeg har ingen tvivl om at dette skal lykkes. Jeg gør det på en måde som måske fjerner sig fra helse-kvaksalvernes prædikamenter om "SUND" livsstil og pæleo og bla bla. Fuck det lort. Til gengæld gør jeg det på en måde som jeg kan understøtte til fulde inden for den psykologiske felt. Jeg har taget udgangspunkt i viden om motivation, fedme, spiseforstyrrelser, sundhed, overvægts-stigmatisering, identitet, forandringsprocesser, terapi til overvægtige, mad som et psykologiske fænomen, personlighedsdannelse osv.
Mit projekt er faktisk baseret på mere litteratur end mit speciale, som jeg har kondenseret ned og tilpasset mig og mit liv.

Nemlig ja søde Stine og vi gør det igen næste år alle 3

Tak for en rigtig dejlig dag - og skøn svømmetur.

:hippy: Seje og søde Gregers, som jeg læser din log bliver du opfordret til at træne med licensryttere, du kører på hold 1 i flere af de klubber du deltager i, der skal ikke meget trilletur over det førend du knapt får sved på panden, du har en lav fedt procent og er bomstærk. Er det ikke en absurd form for kokketteri at blive ved med at skrive om, hvor elendig form du er i, inkl at bruge ordet bundniveau. At der er ting vi gerne vil blive bedre til kan vel være en ærlig sag meeen nogle gange gælder det også om at kunne værdsætte de ting der faktisk fungerer.
Mit gamle yndlingscitat holder stadig hele vejen:
".. The phenomenom of habit is just what prompts us to revise our notion of "understand" and our notion of the body. To understand is to experience harmony betweeen what we aim at and what is given, between the intention and the performance - and the body is our anchorage in the world..""Phenomenology of Perception" Maurice Merleau-Ponty 1908-1961
Keep up the good work og prøv nu for hulen da at nyde det lidt

Kære Log
Så er endnu en uge passeret og jeg har været på vægten, 85,5kg. Det er jo omkring 900gr siden sidste uge, så det er jo super fint. Kcal indtaget er altså lige omkring hvor jeg gerne vil have det såfremt jeg ikke føler det begynder at gå i fisk med skaderne. Men den tid den sorg. Alt i alt har jeg tabt ca. 3 kilo på 4 uger, så det er jo godt.
Intermittent fasting
I dag er det også en måned siden jeg påbegyndte at spise efter IF tankegangen a la Leangains i håbet om at ved at skabe overskud efter træningen at jeg på den måde kunne bevare og måske øge musklerne en smule selvom jeg lå i overordnet kcal underskud. Tanken var at køre det hele i fire uge og derefter evaluere.
Jeg er blevet rigtig glad for at spise efter IF, store måltider og fasteperioder fungerer rigtig godt for mig, det giver meget mere frihed og tilfredsstillelse, end flere små måltider.
Jeg har faktisk overvejet at prøve at skifte over til EAT STOP EAT (eller er det STOP EAT STOP?) IF protokollen, hvor man faktisk faster i en eller to hele dage og lader det skabe sit underskud og så ellers resten af uge rammer sit ligevægtsindtag. Jeg tænker at hvis man tog to fastedage, så kunne man endda lægge sig lidt i overskud på sine træningsdage. Jeg skal lige tænke lidt mere over det.
Egentlig er jeg rigtig glad for tingene som de kører så jeg tror jeg kører umiddelbart endnu en måned med IF som udgangspunkt, så kan vi igen evaluere
I det hele taget kører det rigtig godt, kost, kærlighed, copingstrategier, selvværd, specialet osv. Mit liv er bare så fedt, hvis jeg selv skal sige det og lige nu har jeg øjnene rettet mod de store drømme efter specialet. Tanken om fremtiden føles på samme måde som når man ligger på en græsplæne med lukkede øjne, afslappede muskler og bagende solstråler der varmer og kærtegner en fra top til tå. Selv om ens øjne er lukkede, trænger lyset igennem og det er umuligt ikke at være glad.
Med hensyn til sidste uges tema er det blevet til en masse rolig cykling og gåture, så det er fino.
Her er en lille billedserie omkring min uge som jeg tænkte jeg lige ville dele med jer, som i kan se skal man ikke kradse særlig meget i lakken for at finde en glad lille husmor i træning:
Fundet i børnehaven, jeg havde den oppe og sidde i min hånd, men nåede ikke at tage et billede før den stak af.

Lørdag tøffede jeg rundt på Amager og plukkede Mirabeller og Brombær:



Resultaterne: Marmelade og syltetøj samt brombæris!


Jeg har også bagt rugbrød, men ingen billeder af det! Rugbrødsdej liger også ganske mistænktsomt bræk, så hvem gider og kigge på det.
Denne uges tema er skulder rehab! Jeg afprøver en masse stræk og øvelser.

Ovenstående citat mig for nogle uger siden vedr Hillerød Triathlon - guldrute (1000 m svøm, 74 k cykling, 20 k løb)
Well og kan foreløbig skrive Tjek, Tjek, Tjek :hippy: - hjulpet af verdens bedste support team havde jeg en skøn dag på kontoret og kom hjem i 4.50.46, blev nr 68 ud af 131, nr 2 i min klasse og nr 12 blandt 25 kvinder på den lange rute. Skriver noget mere om selve dagen på et andet tidspunkt og er i gang med at prøve at pejle mig ind på ca mellemtider, idet tidstagningen hos Events4U f.. up. Well er heller ikke noget dyrt og raffineret stævne men nok en af Danmarks ældste trikonkurrencer med 30 års jubilæum næste år. Ja så føler mig absolut lidt på sporet af den tabte form og stadig igang med at genvinde, inkl med lyst til mere
Et par stemningsbilleder fra dagen


I går powerwalk ned igennem Gribskov, Indelukket, op igennem Hillerød og tilbage til Hillerød øst via Barokhaven og Gl Holmegårdsvej.
I´ll be back :hippy:

Race rapport - Challenge Copenhagen
(beklager at den er lidt lang, men jeg har valgt at være lidt grundig for at have den til evigt minde om denne dag;-))
For lige godt og vel et år siden, var jeg vidne til en helt fantastisk sportsbegivenhed i DK´s by no. 1, København. Det blev startskuddet til et helt forrygende år, hvor jeg selv i den grad blev indfanget i et univers af super dedikerede og dejlige mennesker. Inden jeg havde set mig om, havde jeg fået mig tilmeldt til det kommende års race, og siden da har jeg ikke kigget mig tilbage.
Da min tri karriere startede for ca. et år siden, havde jeg ikke svømmet siden det var obligatorisk i folkeskolens 4. klasse. Crawlteknik var derfor en by i Rusland, og alt hvad der overskred to sammenhængende baner i basinnet gav anledning til heftig åndenød. Heldigvis fik jeg lidt kyndig vejledning fra sidelinjen, så efter masser af hårdt arbejde i vandet følte jeg mig nogenlunde rustet til de 3,8 km i lagunen.
Ikke desto mindre, så var det en Jannie med bævrende ben der stod linet op ved startstregen. Sjældent har jeg følt mig SÅ presset, ja rent faktisk var jeg på tudegrænsen i de sidste minutter før startskuddet lød. Jeg følte mig tynget af den foranliggende udfordring og af mine egne forventninger til resultatet, men heldigvis forsvandt hele dette selvforskyldte pres som dug for solen i det sekund startskuddet lød, og derfra så jeg mig aldrig tilbage;-)
Svømning:
Som følge af mine relativt begrænsede svømmeevner, valgte jeg en noget konservativ start i venstre side af feltet. Planen med dette var at tage den bredde vej ud til første bøje for at undgå de værste slåskampe helt inde ved bøjen, og det lykkedes mig ganske glimrende. Jo, jeg fik da lidt tæsk i starten, men i modsætning til Challenge Aarhus var jeg nu forberedt, og jeg lod mig derfor ikke slå ud af det. Fra første bøje gik det bare derudad. Jeg fandt en fin rytme, følte masser af overskud og havde en god fornemmelse af retningen, selvom det var svært at orientere sig med den lavt hængende sol på himlen.
Efter hvad der føles som ingen tid når jeg første vendepunkt, og alt kører stadigvæk helt efter bogen. Jeg fornemmer at have et ok pace på min svømning, og jeg prøver virkelig at drage fordel af de andres fødder så meget som muligt, hvilket vist også lykkedes mig meget godt. Efter ca. 2200 m begynder nogle af de hurtige herrer fra efterfølgende heat med at overhale mig. Nogle af dem svømmer nærmest hen over mig, hvilket var noget ubehageligt. Dog erfarede jeg hurtigt, at den slipstrøm som de efterlod gav mig masser af fart, så jeg valgte at se det positive i det og prøve at udnytte det til min egen fordel. Efter ca. 2900 m når jeg sidste vendepunkt, og jeg kan nu pludselig se enden på det jeg på forhånd frygtede allermest. Det gav et helt fantastisk boost, og jeg formåede derfor virkeligt at nyde de sidste meter ind mod Jollerampen og første skiftezone.
Da jeg atter får fast grund under fødderne viser mit ur 1 time 14 min og 5 sek. Det er 6 minutter hurtigere end det drømmemål jeg på forhånd havde sat mig, så jeg knytter næverne og jubler over dagens første sejr!
T1:
Jeg finder hurtigt min bikebag og løber ind i teltet for at få våddragten af. Jeg har på forhånd besluttet mig for at undlade at stresse i skiftezonerne, og denne plan holder jeg mig til. Jeg får mig tørret godt, får cykeltrøjen på, lidt energi i lommerne og så til sidst cykelskoene på. Jeg er ikke stor fan af at forhåndsmontere cykelskoene med elastikker eller lign (læs: jeg kan ikke finde ud af det….), så jeg havde valgt at løbe ud af skiftezonen med cykelskoene på. Det fungerede i øvrigt uden problemer;-) Jeg bruger 6 min og 45 sek i T1 hvilket nok er lige til den gode side, men jeg fik til gengæld det hele med og gjort det jeg på forhånd havde besluttet mig at gøre;-)
Cykling:
Med masser af godt humør og overskud sidder jeg endelig på cyklen, og kan se frem til 180 km i min favorit disciplin. Jeg ved, at jeg skal være lidt små forsigtig med mit tempo i starten, så øjnene er klistret til mine watt tal på cykelcomputeren. Det kræver da også lidt af en indsats at holde igen, men jeg vælger at være 100% tro mod min gameplan og undgår derfor også at overforcere.
Jeg finder lynhurtigt rytmen på cyklen, har god kontakt til benene og masser af dejligt overskud. Jeg får indtaget min energi på de rigtige tidspunkter og i rette mængder(1 liter energidrik pr. time, 1 gel pr. time samt 1 saltstick pr. time), og alt fungerer generelt helt perfekt.
Allerede efter ca. 2 timer i sadlen begynder jeg at mærke en snigende tissetrang. Jeg tænker en del over hvordan jeg lige skal håndtere den. Skal jeg tisse på cyklen (det har jeg aldrig gjort før), skal jeg stoppe op for at tisse eller skal jeg holde mig? Jeg kan ikke rigtigt beslutte mig, så jeg gør ingenting i første omgang…..
Efter ca. 80 km rammer jeg Geels bakke for første gang, og her ved jeg at min familie står klar og hepper. Det giver et dejligt boost at høre dem tiljuble mig lidt, og at min venindes familie samtidigt også hepper giver bare lige lidt ekstra energi.
På vejen ned af Geels bakke er jeg på vej til at overhale en anden pige, da jeg pludselig mærker nogle små stænk af væske på min højre arm. Først forstår jeg ikke helt hvad der sker, men kort tid efter erfarer jeg, at det er hende som jeg er ved at overhale der lige lader vandet. Da jeg ser hvordan pisset render ned af benene på hende og cyklen, ved jeg med det samme hvad der er min løsning – jeg må holde mig indtil T2! Jeg er simpelthen for forfængelig til at cykle mere end 90 km i urinvæddede cykelbukser…..
Fra Geels og videre ind mod Lyngby blæser jeg derudad, og overhaler optil flere andre tøser. For hver pige jeg passerer, ved jeg at jeg henter en placering, og det føles skide godt!
Inde i Lyngby for jeg mig kæmpet over de fæle brosten. Ouch, for en omgang. Heldigvis står min træningsmakker Brian klar med Lyngbys største heppekor, så de ujævne sten var hurtigt glemt;-)
Videre det går, nu dog med tiltagende ømhed i røven;-) Og hertil skal det lige tilføjes, at vejene på Nordsjælland (og især Lyngby)ikke er de mest jævne i kongeriget DK. I hvert fald var det som at sidde på en nålepude hver gang jeg ramte en ujævnhed:-/ Men lige bortset fra ømheden i bagdelen, så følte jeg mig forsat godt kørende. Ja faktisk næsten bedre end på første loop;-) Jeg holder mig forsat til gameplanen – både mht. indtag af energi og power output. Dog indtager jeg en enkelt energibar, da jeg fornemmer en lille uro i maven som følge af for mange gels. Den virker efter hensigtenJ
Efter 140 km begynder trætheden med at melde sig. Jeg har forsat godt drev i cyklen, men der skal ligesom kæmpes noget mere for det nu. Bedre bliver det ikke da jeg rammer Kongevejen, og må erfare at vinden har taget til siden jeg var der på første loop. Hastigheden falder derfor en anelse mens mine watt dog forsat ligger i IM zonen = gode tegn. For at overkomme de næste ca. 15 km frem mod Geels bakke, tænker jeg på familien der venter, samt på den krydderbolle og dunk med cola som min søster står klar med. Det får mig igennem de næste kilometre;-)
På toppen af Geels gør jeg et kort stop for at modtage forsyninger ved familien. Jeg er træt, og magter i første omgang ikke at tage i mod krydderbollen. Heldigvis er min far dog rimelig insisterende, så han skælder mig ud og befaler mig at tage den med. Nå ja okay, man gør vel stadigvæk som far siger, gør man ikke…… I hvert fald suser jeg videre med både krydderbolle og cola, og begge dele gør mig ualmindeligt godt! Det føles som om at det går direkte i blodet på mig, og pludseligt forekommer de sidste 20 km noget mere overskuelige. At Brian igen står klar med heppekor i Lyngby gjorde det bare endnu bedre;-)
På de sidste 5-8 km ind mod skiftezonen letter jeg en smule på gassen, for at finde løbebenene forud for det ventende marathon. Jeg laver et par stræk for hoftebøjerne, lår og lægge, og da jeg stiger af cyklen føler faktisk at benene er ganske velfungerende.
Jeg afslutter cykeldelen på 5 timer 37 min og 10 sek, hvilket er en anelse langsommere end mit drømmemål, men dog også 3 min hurtigere end den tid jeg forventede at skulle bruge;-)
T2:
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at skifte til løbetøj i T2, så jeg fik lavet et lille tøjskift, fik iført mig løbeskoene, racebelt og så var jeg ellers klar igen. Der var dog et lille men…. Jeg skulle forsat tisse, og temmelig meget endda! Desværre var der en milelang kø foran toiletterne, og det havde jeg altså ikke tålmodighed til. Jeg satte mig derfor ned i et hjørne og ladede vandet foran jeg ved ikke hvor mange mennesker. WTF…..;-) Derefter var jeg klar til løbJ
Min T2 tid lød på 4 min og 47 sek hvilket igen nok er en kende for langsomt. Dog skal mit tøjskift samt tissepause tages med i betragtning, så det er nok nogenlunde ok når det kommer til stykket.
Løb:
Normalt har jeg altid lidt besvær med at finde løbebenene efter mine skift, men af en eller anden årsag var dette ikke tilfældet denne gang. Jeg fandt straks mine løbeben og følte mig fremragende løbende allerede fra første skridt. Utroligt, men skønt!
På det første loop skulle jeg virkelig anstrenge mig for at kontrollere mit pace, men jeg ved fra tidligere erfaringer at et marathon er langt, og at man alt for nemt kan brænde energien af på den første halvdel, og dermed stå tilbage med døde ben, dårlig moral og endnu et halvmarathon at tilbagelægge.
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå igennem alle depoter og udelukkende indtage vand og cola derfra. Gels og saltsticks fik jeg fra min søster, som stod i speciel-need zonen på et på forhånd aftalt sted. Det fungerede helt perfekt, og jeg havde ikke så meget som optræk til dårlig mave – noget der ellers har hjemsøgt mig en del. DejligtJ
Efter ca. 18 km begynder mit højre ben med at drille lidt, og jeg frygter lidt for udviklingen af disse gener. Jeg indtager 2 iprener og 10 min senere mærker jeg intet! Mit løb forsætter derfor ubesværet og med masser af mentalt overskud. Jeg suger til mig af tilskuernes tiljublen, glæder mig til at se familien for hver omgang og modtager splits og masser af heppen hver gang jeg møder Brian på ruten. Og jeg har vitterligt overskud til at nyde scenariet! Ok, benene bliver da gradvist tungere, men rent mentalt er jeg så meget ovenpå, at jeg nemt kan skubbe det i baggrunden. At jeg samtidigt kan se at mit pace holdes mere eller mindre stabilt er bare top, og det giver mig lige det sidste boost til at forsætte.
Sådan forsætter det runde efter runde, og pludselig kan jeg se 4 bånd pryde mit højre håndled. Det føles ubeskriveligt og jeg ved nu, at der er absolut intet der kan stoppe mig i min vej mod mål. Jeg møder Brian for sidste gang med 7 km igen, og jeg beder ham at gå til målområdet, hvor jeg regner med at dukke om om godt og vel 35 min. Senere møder jeg også mine søskende. Jeg gør et kort stop, de spørger mig om noget jeg ikke lige hører, og jeg besvarer med et råb: ”I´m fucking gonna do it” Derefter løber jeg videre;-)
Benene er selvfølgelig ved at være noget tyndslidte, og det kniber mere og mere at holde mit pace over 6:00 min/km. Det lykkedes mig dog selvom jeg må trodse kramper i fødderne og tiltagende smerter fra lårmusklerne. Men det betyder intet. Jeg er så tæt på målet, så resten af vejen skal nydes. Da jeg med ca. 500 m til mål løber op mod Christiansborg Slotsplads, ved jeg at jeg er nær enden på mit hidtil største eventyr. Vejen mod målet har været en lang fantastisk rejse, og nu kan jeg strække hænderne op over hovedet og juble over min sejr. Det er fantastisk, meget følelsesladet og ja, helt ubeskriveligt. Jeg gjorde det! Jeg kan endelig kalde mig selv for IRON(WO)MAN!!!!!

:crybaby:
Nå... der kommer altid en sporvogn, og en bjergtrold til ;) Håber det gik nogenlunde i går !
Tak for beskedder og undskyld fraværet her på kanalen..men efter, at vi skiftede tlf.selskab for 1½ md siden, er der visse steder på nettet, vi ikke kan komme- og MOL er (desværre) een af de steder... og da der sjældent er tid til molling på jobbet - med mindre man møder for tidligt, som idag f.eks., så føler jeg mig lidt udenfor ...
Men jeg satser vildt på at være i Hillerød og ude på ruten d. 19 august - og så skal der dælme råbes højt... det forlyder, at een af mine spidskompetencer er at heppe .... men ok, jeg har også øvet mig nogen gange

Jeg ELSKER din nye logtitel! Og jeg er fuld af beundring for dit seneste indlæg - jeg synes virkelig du er klog, sej, stærk og modig.
For tiden har jeg desværre ikke det store overskud til at deltage aktivt, spørge ind, diskutere osv. - men jeg læser med fra sidelinien, og hepper som ind i helvede!

Kære Log,
Hej og velkommen. Nyt navn, til en ny periode ja.
Ja jeg har gang i et nyt projekt og jeg kan slet ikke forklare jer det hele i et indlæg, så forklaringen må komme spredt ud. Jeg kalder mit nye projekt equilibrium fordi det er ved det handler om, at opretholde ligevægtstilstanden. Det handler ikke om styrke, udholdenhed, sund kost eller vægttab. Det handler om balance. Det handler om at lære at holde min vægt, ved at holde ligevægt i mit indre. At udvikle nye copingstrategier til at tage pladsen som mad har udfyldt i mit liv, om at føle, mærke og alt det der bløde psykologilort som vi elsker at hade. Det handler om at tage sidste skridt ud af spiseforstyrrelsen.
Dagens indlæg vil være langt og rodet og nok slet ikke give forklaring nok. Men jeg vil tage de forskellige emner op efterhånden.
SPISEFORSTYRRELSE
Sådan, der nu er det sagt. I har jo nok haft gættet det før og jeg har jo nok også sagt det uden at bruge dette frygteligt tabuiserede ord. Men nu kryber jeg altså til korset og erkender at jeg siden jeg var… erhm tidlig teenager har haft en spiseforstyrrelse.
SPISEFORSTYRRELSE - Lorte ord.
Nå men. Lad mig få gjort rent bord. Og lægge resten af kortene på bordet. Så kan vi tage den der fra når jeg har fortalt færdig.
Jeg gider ikke at sætte en diagnose på mig selv, det er efterhånden lang tid siden jeg har kvalificeret til en, men hvis nogle er interesserede kan vi godt snakke om spiseforstyrrelser mere indgående.
Spiseforstyrrelser er ikke det samme for alle og nu skal jeg fortælle i korte træk had det har været for mig, hvad det er nu og hvor jeg skal hen.
Da jeg var tidlig teenager begyndte jeg at spise en masse crap i skjul, is slik osv. Men alt mad kunne egentlig fungere. Jeg var ensom, trist og kunne ikke helt finde ud af det med venner og drenge, mad var vel trøst men det var også dæmpende for en tilstand af utilpashed som jeg nu kender det rigtige navn for, angst.
Mens jeg spiste kunne jeg dulme den uro jeg havde i kroppen og når jeg var færdig så var utilpasheden så overvældende at den dulmede. Efterhånden begyndte jeg at kaste op, fordi jeg spise så meget at jeg tog på og at det gjorde ondt.
Jeg var flov, både over min spisning og over mine opkastninger, og skjulte det så godt jeg kunne. Til aftensmad spiste jeg alligevel selv om maven var fyldt til renden af kvalmende mænger regnbueis og matadormix så ingen skulle finde ud af noget. Og lige så stille vænnede min krop sig til at kunne spise rigtig rigtig meget.
Bekymringen for overvægt var aldrig det primære for mig som det er for mange spiseforstyrrede, maden var en aktiv copintstrategi, og på et tidspunkt holdt det op med at blive et bevidst valg. Jeg ved ikke hvornår jeg mistede fornemmelsen for at skelne mellem ægte og emotionel sult, men efterhånden blev det ødelagt.
Årsagssammenhængen blev også ødelagt eller nærmere sprunget over, maden var en måde at handle i stuationer som jeg følte jeg ikke kunne håndtere eller løse. Maden var en måde at undgå at tænke og føle det, så ganske hurtigt, blev processen ubevidst. Tilstand i kroppen --> spise. Hvorfor var tabt, præcis som det skulle blive... Jeg følte ingen dårlige og håndterlige følelser længere, blot en trang til at spise jeg havde kendt så længe jeg kunne huske der kom og gik. Jeg troede jeg var et grådigt menneske, et svagt menneske, jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne styre mig selv. Men trangen til at spise var en tilstand så ubehagelig at jeg ikke kunne holde ud at lade være.
Senere kom fikseringen på vægten, jeg var blevet overvægtig og pludselig så kunne jeg gøre min overvægt til skylden for alt og forløberen for alt. Hvis jeg kunne bekymre mig om min kost, og min vægt, så behøvede jeg ikke at bekymre mig om de ting som virkelig var galt. Det er i hvert fald min opfattelse i bakspejlet nu. En overspisning og en opkastning, et nyt slankekursprojekt eller lign. Kunne være det som jeg kunne fiksere alle mine tanker og energi på så jeg ikke behøvede at forholde mig til andet.
Nogen gange var min kost også restriktiv at bare kosten i sig selv også skabte trang til overspisninger.
I mange år følte jeg mig aldrig vred, aldrig noget som helst dårligt. Bare trang til at spise. Mad var den måde som jeg undgik at forholde mig til mig selv og mit liv. Og jeg forstod ikke hvad jeg gjorde, troede det bare var sådan jeg var.
For nogle år siden, oplevede jeg en periode af så meget fred og ro at det gik op for mig at jeg hele mit liv havde levet i en konstant storm af stress og kaotiske følelser. Jeg havde aldrig forstået at der var en anden tilstand en den skramlende uro som jeg konstant følte, den konstante trang til at spise osv. I den periode af fred og ro opdagede jeg at min appetit var normal, min trang til at spise ud over min sult (en fornemmelse som jeg dårligt kendte) var væk. Det blev startskuddet til at jeg tog mit liv op til revision. Jeg har lavet meget arbejde siden da. Og jeg er et andet sted i dag.
Meget af det arbejde har gået på at identificere hvad fanden der sker når jeg lige pludselig står ude ved køkkenbordet og er ved at smøre en leverpostejsmad…. At få stoppet processen, der normalt går STØJ à MAD…. Så i stedet få en proces der er STØJ à TÆNKE à IDENTIFICER PROBLEM/FØLELSE. At få støjen oversat til følelser, så jeg kan begynde at finde ud af om de ting jeg føler er reelle eller udtryk for dumme tankemønstre? I starten var det en helt mærkelig proces hvor jeg måtte kigge min dag igenne med lup for at finde en hændelse der kunne have gjort mig utilpas, og selv når hændelsen var på størrelse med en elefant forstod jeg det dårligt. For jeg havde for lang tid siden besluttet mig for at sådan noget sårede da ikke mig? Eller det var da helt okay. Eller SELVFØLGELIG KUNNE JEG DET! En masse beslutninger jeg havde taget helt uden at konsultere… Mine følelser, mit indre, eller hvad man skal sige. Beslutninger taget af en hård perfektionistisk kerne, som ikke tolererede noget slinger i valsen.
Min arbejde har også gået på at lære min krop at kende igen, at rydde op i det kaos af følelser der larmede så meget jeg ikke kunne høre mig selv tænke. Finde ud af hvem jeg egentlig er, hvad jeg har lyst til og ikke har lyst til. Hvad der gør mig ked af det og hvad der gør mig utilpas. Hvad mit liv er værd og hvad jeg på ingen måde kan bruge min tid på.
Up to date.
Jeg ved godt hvem jeg er nu, hvad jeg vil, kan og ikke kan. Det er okay jeg ikke er en superstar, sådan da. Men lidt ambitioner er også okay at have. Jeg ved hvad pris jeg er villig til at betale for dem nu.
Identificeringsprocessen går bedre og bedre, det går hurtigere og hurtigere med at få identificeret støjen, og dens ophav. Og efterhånden er jeg også blevet dygtig til at teste min tanker og smide de dumme irrationelle selvdestruktive tanker ud, til at blivevred og sige ”fuck dig” og ikke vende vreden ind i stedet.
Men nogle gange så har mit problem været at enten så er følelsen ikke en der kan afvikles, den er ikke udtryk for et dysfunktionelt tankemønster men helt reel. Fx stress, sorg, vrede, angst eller ydmygelse. I disse tilfælde har jeg følt mig magtesløs. Jeg har vidst hvad problemet var, men har ikke kunne afvikle det. Så valget har været imellem at udholde det kaos eller falde tilbage til at spise, acceptere at det er det bedste jeg kan for nu, og aktivt vælge at bruge den strategi.
Mit projekt er nu at tage det sidste skridt ud af spiseforstyrrelsen og få fasttømret nogle andre strategier til ALLE situationer. At aldrig mere bruge mad som en strategi til at regulere eller undgå følelser eller tanker.
At kunne fastholde et indre equlibrium.
At kunne imødekomme mine egen følelsesmæssige behov adækvat og på en hensigtsmæssig måde.
Min udfordring for mig selv er at ikke længere spise som en reaktion på en følelsesmæssig tilstand. Men hver gang jeg oplever støjfølelsen så identificere og analysere og foretage den hensigtsmæssige handlen, og når ingen handlen som sådan er mulig, så udvikle og bruge adækvate coping strategier.
Jeg vil regelmæssigt tjekke ind og registrere fremskridt og nederlag og så får vi se om jeg kan holde min vægt i en helt måned.
I går vejede jeg 88.1kg
Dag 1: Deadline dag, masser af stress, perfekt håndtering, verbaliseringscoping, snak med en ven
DAG 2: perfekt, en kortvarig forstyrrelse blot bevist og fravalg, god stressfridag.
I velkommen til at spørge til det hele, hvis jeg ikke vil svare så siger jeg det bare, no worries.

Enig!

Tirsdag 29 MAJ:
Først var der lige en hovedopgave, som skulle forsvares. Det gik fortrinligt og gav en 10'er, og så kan man jo træne med god samvittighed bagefter (og tænke lidt over, hvilken form for motion man selv har for at træne). Og i dag er der også præcis en måned til, at den ekstra halve streg kommer på uniformen og virkelighedens verden kalder igen. Glæææææder mig!
GVT - Workout 1 Day 9:
Skulderpres:
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
1 x 5 @ 20 kg
EZ Curls:
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
Pullups:
1 x 5 @ BW
1 x 5 @ BW
1 x 5 @ BW
1 x 5 @ BW
1 x 5 @ BW
1 x 5 @ BW
Det duede bare i dag og grebet var heller ikke noget problem!
Fransk pres - stående:
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
1 x 5 @ stang + 10 kg
Det kan godt være, at det er blevet køligt uden for, men til gengæld er der så omkring 30 grader og lummert i gymnastiksalen.
Nu skal jeg vist bare til at passe lidt intervalløb ind i træningsplanerne igen!

Thuesday WO
Havde jeg nu været løber, ligesom Lars eller Henrik, ja så havde jeg velsagtens brugt eftermiddagen på sofaen, for træne kunne jeg ikke. Men det er jeg heldigvis ikke. Længe leve multisport:-)
I dagens anledning (og fordi jeg ikke havde andre valgmuligheder) gik turen til svømmehallen, hvor jeg nød det rolige vand, der trods anseelige klormængder var væsentlig rarere at få i munden end det "klamme" salte vand i Århus Bugt;-)
Den første halve time havde jeg mere eller mindre bassinet for mig selv, men derefter dumpede der den ene teenager efter den anden i vandet, og inden længe var der også div. redskaber som var temmelig meget i vejen for mig. Grrrrr...... Nå, pyt.... Jeg nød lidt løst svømning, og da jeg havde tilbagelagt 84 baner, stod jeg op og lavede lidt dryland øvelser og noget stretching.
#backontrack

Tak for alle jeres hilsner. Jeg bliver virkelig varm om hjertet af dem
Jeg har netop været en smut forbi en fys, og det var forholdsvis positive nyheder jeg fik med derfra.
Det lader nemlig til at det er en helt "ordinær" sprængning jeg har fået. Blødningen er relativ lille (kan ane en mørk plamage på baglåret) og den sidder ikke særlig dybt:-)
Jeg kan derfor allerede nu starte svømmetræningen, og cyklingen kan jeg påbegynde igen om 3-4 dage. Cyklingen kommer dog til at foregå på raceren i starten, da denne position er mere skånsomt for baglåret sammenlignet med TT positionen. Men hey, hvad betyder det;-)
Løbet må jeg påbegynde om ca. 2 uger hvis alt forløber som det skal, men i værste fald kan der gå 3-4 uger (præcis som Henrik skriver). Alt træning skal selvfølgelig også indstilles hvis jeg mærker smerter eller gener, men det er jo sund fornuft.
I løbet af den kommende uge skal jeg have yderligere to ultralydsbehandlinger, så det håber jeg på en positiv reaktion på:-)
Som I nok kan regne ud, så er humøret opadgående igen. Jeg SKAL og VIL blive klar til CC :4boxing: