Henrik S.

For et år siden havde Huxi Bach en virkelig interessant og ret animeret snak med selvsamme Willerslev om nærdødsoplevelser. Hvem ved? Måske giver de en lille forsmag på, hvad der venter. Det er i hvert fald en underholdende samtale, der stikker af i alle retninger. https://www.dr.dk/lyd/special-radio/ubegribeligt/ubegribeligt-2022/ubegribeligt-naerdoedsoplevelser-11162220466

Interessant. Jeg har også haft sådan nogle lidt underlige oplevelser i forbindelse med både min fars og mors død. Har egentlig gjort op med mig selv, om 'der mere mellem himmel og jord', eller om man er hypersensitiv i situationen og (over)tolker dette og hint.

Just do it! En af verdens allerbedste løbere nogensinde - Emil Zatopek fra Tjekkoslovakiet - tilbagelagde mange af sine utallige træningskilometer i støvler.

Det kan der være noget om. I virkeligheden er min fødder måske kun vokset et halvt nummer gennem årene, men jeg oplever i hvert fald, at mine sko 'klemmer mere'. Det kan sagtens være på grund af langsommere regenerering eller lidt 'tyndere' hud. I går gjorde jeg i øvrigtkort proces med et par ret nye løbesko, som har drillet fødder og negle: Jeg skar simpelthen en slids foran i begge sko, så de ikke længere klemmer mine storetæer. En første prøvetur tyder på, at det er nok til, at de kan leve videre i skoparken. Det gav mig så et flashback tilbage til, da jeg begyndte at løbe omkring 1980-81 i min hjemby Haderslev. Der havde tidligere været en gruppe virkeligt gode løbere - herunder OL-deltagere som Gerd Larsen - og dem gik der frasagn om i løberkredse. Dels trænede de afsindige mængder og løb lange ture i et tempo om vinteren, så det var last man standing, og de kom dryssende hjem til omklædning en efter en. Dels kæmpede de jo i 1960'erne og 70'erne med stenhårde løbesko fra fx Puma, der havde et snævert overlæder i ruskind. Flere af dem klarede simpelthen ærterne ved at foretage snit og lave huller strategiske steder, lige så snart de fik skoene. Så passede pengene. PS: Haderslev IF havde i start-70'erne danmarksrekorden i 20 km kolonneløb. Det svarede lidt til holdtidskørsel på cykel, og rekorden lød på 1:10. Det er måske ikke svimlende hurtigt i sig selv, men der skulle altså 5 mand til holdet, og de skulle alle med hjem over stregen. Det var ganske godt for en provinsklub i '72 at have 5 mand, der kunne løbe 1:10 på 20 km. En fed disciplin i øvrigt, som vist for længst er gået i glemmebogen.

Kondolerer

Flot lavet ... https://www.instagram.com/reel/CztJ6AgpW3t/?utm_source=ig_web_copy_link

Altid en kunst at afbalancere fællesskab og alenetid, når man ikke er skabt til at være blandt masser af mennesker 24/7. Det kan jeg tale med om. Var på en uges udfordrende cykeltur coast-to-coast cykeltur gennem Pyrenæerne for år tilbage, og det var en meget social, stor gruppe folk, hvor der blev snakket og minglet på kryds og tværs. Super inspirerende, men også hårdt 'at være på' i dén grad. Jeg skal i hvert fald have det i afmålte doser. Har sjovt nok altid været tilknyttet en eller anden form for klub, men min 'default'-indstilling er nok at tackle mange ting på egen hånd. Desværre er der mange sammenhænge, hvor den generelle 'default'-indstilling er fællesskab og at være super social altid. Her gælder det om at holde fast i ens egne behov og stå fast på, at det er okay at være sig selv. Mine to sønner ligger i hver deres hjørne. Den ældste har en bred vennekreds og trives med fester og halløj. Han har derfor altid haft det lettere i institution og i skole, hvor 'default' er at være social. Den yngste ligger i den anden grøft og synes generelt, at andre mennesker er ret opreklamerede. Han er mere indadvendt og har derfor også kæmpet lidt mere med og mod normerne i sin opvækst. Det ene er ikke bedre end det andet. Men eftersom de har præcis det samme arvemateriale og er vokset op under de samme forhold, må man bare sige, at der er noget biologi, der gør sig gældende.

Ja, det er sgu da spøjst. Dog kan jeg huske en sag for en 10-15 år siden, hvor der var et 'ambitiøst motionshold', der hed Team Mermaid. De førte sig frem til motionsløb, selv om de burde have kørt licens, men de ville sikkert gerne brillere på en billig baggrund. Anyway, der var en (eller flere?), som rent faktisk blev knaldet for doping. I motionsklasserne. Det var helt til grin. EDIT: Jeg kan se af denne tråd, at de rent faktisk oprettede en licensklub - Holte CK - og at alt åbenbart blev lukket ned efter dopingsagen. Om Holte CK lever endnu, ved jeg ikke. Søren Svenningsen er siden blevet vinbonde på Mallorca: https://www.feltet.dk/forum/d/373101-mermaid-og-holte-cks-hjemmeside

Tog en dyb indånding og tog løbeuret på lørdag for at få en baseline på formen her, hvor jeg forhåbentlig står foran en gradvis optrapning af indsatsen over de næste 2-4 måneder. Det blev en 10 km-tur med 5:30/km i gennemsnit. Målet var pænt jævnt tempo uden gåpauser, men ikke pres på nogen måder, dér er vi ikke. Det er egentlig et meget godt udgangspunkt. Absolut ikke prangende, men heller ikke fuldstændig håbløst. I øvrigt har jeg jo zigzagget lidt mellem helt flade sko og sko med mere sål under. De få ture de seneste par måneder har været i sko med sål under, men selv om de har været store nok, har jeg døjet med lidt klemte fødder og sågar en lyseblå negl (ikke at der er noget nyt i dét ...). For et par uger siden fandt jeg imidlertid en udgået model til en billig pris fra det mærke, der hedder Altra, og de har altså været lidt af et hit at få på. Altra laver nemlig fodformede sko med helt vildt god plads til tæerne. Jeg kendte dem egentlig godt og har fulgt dem lidt siden introduktionen for en del år siden. Men det slog mig pludselig nu, at de kunne være et alternativ, så da jeg fandt et par til en billig penge, fik jeg ideen til at prøve dem af. Det kan jeg jo godt være, at mine fødder - rent aldersbetinget - falder lidt sammen og fylder mere. Altra lader i hvert fald til at fungere perfekt.

Du holder den varierede tilgang. Det er rigtig flot.

Jeps, det går lidt mere op og ned på de kanter, men intet dramatisk. Det er jo en slags afløser for det gamle SNIK Halvmarathon, der gik fra Lyngby til Rundforbi Stadion, men nu er det en rundttur med start og mål i Lyngby.

By the way: Jeg har fundet mit mere langsigtede mål: Den Grønne Halvmaraton den 28. april med start og mål i Lyngby. Jeg har skubbet løbet et godt stykke ud i fremtiden af to grunde: dels er jeg som skrevet ovenfor stadig i pivringe form, og dels er et halvmaraton altså lidt længere, end man sådan lige skulle tro. Da jeg sidst løb distancen - det var forrige år til Copenhagen Half - da kneb det sgu godt nok med at få krabbet mig selv i mål. Men Den Grønne er et lille halvt år ude i horisonten, så mon ikke det kan komme til at fungere? Når jeg får lidt mere tid, skal træningen i hvert fald have et nøk opad, og så vil jeg genoptage mine 5 km Park Runs lørdag morgen, tror jeg. Kombineret med en ugentlig 'lang tur', som nok ikke vil være så lang i begyndelsen.

Det er en klar brist i min person, at jeg generelt overhovedet ikke kan klare, hvis ting ikke virker. Jeg bliver i decideret dårligt humør, indtil jeg får det fixet eller skiftet ud. Det påvirker mig langt ud over rimelige, når noget ikke fungerer. Så er der sgu ike meget buddhistisk zen over undertegnede

Så nærmer vi os uge 5 efter operationen, og det går fint fremad for fruen. Jeg får gået mine 14-16.000 daglige skridt med vuffer og får også løbet lidt småture med lange mellemrum. Det er godt nok ikke kønt, og jeg kan knap nok få luft. Så jeg er tilbage til den tid, hvor jeg skulle hanke op i mig selv efter nogle måneder helt uden træning efter ankomsten af hunden som lille hvalp. Men det skal nu nok komme i gang igen. Selv om det kniber med luften, så har benene det jo mildest talt fint med alt det gang. Alt tæller med! Som et eksperiment har jeg anskaffet mig en hoftesele med en lang snor til hunden. Så nu tager vi en lille runde sammen, når jeg har været ude at løbe. Det er bare halvanden kilometer rundt i nabolaget indtil videre, men det går faktisk meget godt (hvis vi da ikke lige møder en anden hanhund, der skal glammes efter). Han er i fin form og ganske muskuløs pga. af al den motion, han får, så han er knap nok forpustet bagefter. Det passer med, at han kan trave, hvis jeg jogger. Hvis han først lægger fra land og løber 'rigtigt', kan jeg sgu ikke følge med

'Gymnastiktøj'. Se, dér var et godt, gammelt ord Jeg husker kun alt for godt gymnastiktøjet til gymnastiktimerne, der alt sammen lå i gymnastikposen. På hjemturen til overflod sammen med et vådt håndklæde, der ikke lugtede alt for godt ved hjemkomsten. Gymnastiktimerne var min skræk, for man skulle over redskaber og op i tove. Jeg var en mester i at snige mig om bag i rækkerne for ikke at skulle hen over en plint, en bom eller en hest. Det var frygteligt. Så fik jeg heldigvis købt en racercykel for mine konfirmationspenge og fandt ud af, at alle er gode til et eller andet. Man skal bare finde ud af, hvad det er.