Mens de fede koster milliarder

[Dumb&Dumber]

CFRED, jeg er ikke som sådan uenig med dig, men det er IKKE en lægelig vurdering der gør at hun må vente, hun må vente fordi der ikke er plads til hende,og fordi man har besluttet politisk, at man ikke vil betale en privat behandling. Det er faktisk kun kræftsyge der har behandlingsgaranti, selv om det hedder sig at "livstruende sygedom" skal ha det. men handler det muligvis ikke lidt om at det her er "selvforskyldt" den stakkels pige kan jo "bare spise". Hvis ikke man som politiker kan se at 38 kilo er livstruende, så ved jeg sgu ikke rigtig. Min holdning er at vores sindslidene i danmark er svineuheldige at bo i et land hvor man har den ondeste berøringsangst overfor mennesker der har en mental brist eller ondt i sjælen. Jeg synes faktisk at psykisk syge mennesker i Danmark svigtes så jeg er flov over det.

[Arne]

CFRED, jeg er ikke som sådan uenig med dig, men det er IKKE en lægelig vurdering der gør at hun må vente, hun må vente fordi der ikke er plads til hende,og fordi man har besluttet politisk, at man ikke vil betale en privat behandling. Det er faktisk kun kræftsyge der har behandlingsgaranti, selv om det hedder sig at "livstruende sygedom" skal ha det. men handler det muligvis ikke lidt om at det her er "selvforskyldt" den stakkels pige kan jo "bare spise". Hvis ikke man som politiker kan se at 38 kilo er livstruende, så ved jeg sgu ikke rigtig. Min holdning er at vores sindslidene i danmark er svineuheldige at bo i et land hvor man har den ondeste berøringsangst overfor mennesker der har en mental brist eller ondt i sjælen. Jeg synes faktisk at psykisk syge mennesker i Danmark svigtes så jeg er flov over det.

Efter at havet arbejdet med problemet i 3 år i en kommune - så må jeg sige at du har mere ret end du endda selv tror. Er du som sindslidende ikke akut psykotisk eller tilsvarende, så må du stor set klare dig selv i dagens Danmark. Anorexi er en forfærdeliog lidelse som bude føre til øjeblikkelig behandling.

[Armoured female]

Er du som sindslidende ikke akut psykotisk eller tilsvarende, så må du stor set klare dig selv i dagens Danmark.

...eller søge hjælp ved eller på anden vis komme i hænderne på institutioner (fx krimimalforsorg og politi), hvis personale ikke er uddannet til at håndtere sindslidende, ganske få situationer undtaget...

Der går mange skæbner rundt, som kunne nyde fordel af en opnormering af de psykiatriske sengepladser igen.

[Arne]

Er du som sindslidende ikke akut psykotisk eller tilsvarende, så må du stor set klare dig selv i dagens Danmark.

...eller søge hjælp ved eller på anden vis komme i hænderne på institutioner (fx krimimalforsorg og politi), hvis personale ikke er uddannet til at håndtere sindslidende, ganske få situationer undtaget...

Der går mange skæbner rundt, som kunne nyde fordel af en opnormering af de psykiatriske sengepladser igen.

Lige precis - de lokal betjente der var i de områder jeg arbejde med, gjore en jætte stor indsats - de deltog endda frivilligt uden for arbejdstid i seminarer mv. hvor de kunne lære mere, dem fik jeg kolosal respekt for og de var helt centrale i vores arbejde... men....

På et tidspunkt så de ud som om man i kommunen skulle vælge mellem at lukke et aktivitetscenter for ældre der blev brugt meget lidt - det var en gave som man nu hang på at føre videre - eller det eneste værested for psykisk syge - hvor de også kunne tale med sygeplejeske eller socialrådgiver. Værestedet er totaltt overbelagt og meget vigtigt i de menneskers hverdag. Forvaltningen var slet ikke i tvivl om at det var ældrecenteret der skulle væk - politikkerne belsuttede noget andet.... heldigvis blev det ikke aktuelt - man blev ikke så hårdt rarmt af regeringsindgreb som frygtet. Psykisk syge er chanceløse - der er ingen stærke lobbyorganisationer der taler for dem...

[sas]

Jeg er selvfølgelig helt enig med Arne her. :)

De to fænomener udspringer begge af vor tids ubevidste fortvivlelse. Anoreksi er en måde at få lidt hold i kaos, mens overspisning er en form for opgivelse.

Man kan nemt argumentere for, at fedme er værre, da opgivelse er det længste, man kan komme ud.

Langt fra enig i at man kan argumentere for at fedme er det værste. Men hvorfor overhovedet sammenligne....

Anorektikeren er først tilfreds når kroppen er så tynd at vedkommende er død. Den anoreksi ramte bliver aldrig tilfreds med sin egen vægt.

Anorexi er en mere komlpliceret sygdom end det at være meget overvægtigt. Krop såvel som hjerne fungerer ikke ordentligt når kroppen ikke får næring. Sygdommen medfører også et utal af fysiske symptomer som følge af underernæring såsom nervebetændelse og ødelagt fordøjelsessystem osv. osv.

Anorexi er ofte også mere akut livstruende end det at være ekstrem overvægtig.

Både ekstrem overvægt og undervægt er behandlingskrævende, men især er ventelisterne på behandling af anoreksi alt for lange. Især ved denne form for sygdom er det vigtigt med en hurtig behandling - for overhovedet at der skal være chance for at patienten skal kunne blive rask igen.

De private institutioner til behandling af anoreksi har dog vist sig at være særdeles effektive (læs: kort behandlingsforløB) hvorfor jeg ikke forstår at man fra kommunen ikke har bevilget beløbet

Edited November 11, 2003 by sas

[mdk]

Sas << Jeg tror, der er tale om, hvordan omverdenen umiddelbart opfatter tynde vs. tykke mennesker.

[Dumb&Dumber]

Sas << Jeg tror, der er tale om, hvordan omverdenen umiddelbart opfatter tynde vs. tykke mennesker.

Da jeg jo er ret enig med SAS, vil jeg jo så gerne høre hvad det er du mener med ovenstående. Det virker lidt som når en stor borgerlig politiker står i flere timer og argumenterer for et eller andet indgreb, og Frank Åen piller det hele ned med "Det er da kun fordi i vil stjæle fra arbejderklassen". ;)

Hvor er du uenig med SAS ?

Edited November 11, 2003 by Dumb&Dumber

[mdk]

Jeg tror, jeg læste Sas' indlæg uden at tjekke, hvilket indlæg han opponerede imod. Jeg troede, Sas mente, at omverdenen reagerer kraftigere på anoreksi end på sygelig fedme. Men det gjorde han vist ikke. Så deeeet....

Om man så kan sige, sygelig fedme er mere eller mindre eksistentielt eller medicinsk slemt end anoreksi, ja det tror jeg ikke, man kan gøre op på en enkel måde.

vh. Frank såkaldt Åen

[Hessel]

Kom lige til at tænkte på noget. I EB var der ham der den overvægtige, der vejede 297 kg. Man skrev derefter et eller andet om at han koster x antal millioner pga. indlæggelse, tabt arbejdsfortjeneste osv. Forstil dig et ramaskrig hvis man havde gjort det med hende pigen som er undervægtig!

[Fistandantilus]

Kom lige til at tænkte på noget. I EB var der ham der den overvægtige, der vejede 297 kg. Man skrev derefter et eller andet om at han koster x antal millioner pga. indlæggelse, tabt arbejdsfortjeneste osv. Forstil dig et ramaskrig hvis man havde gjort det med hende pigen som er undervægtig!

Virkelig god pointe... Virkelig god.

SAS<< Anoreksi er nok værre rent fysisk, end uhæmmet overspisning er, men rent mentalt, er det den overvægte, der er længst ude.

Opgivelse er det sidste skridt på vejen, og er trods alt værre end et forkrampet forsøg på selvkontrol.

At anoreksi så har større konsekvenser for kroppen er en anden sag.

Jeg skulle selvfølgelig også have brugt ordet mentalt i mit første indlæg i tråden.

[tulle]

men rent mentalt, er det den overvægte, der er længst ude.

NEJ! Nu ved jeg ikke hvad og hvordan du forestiller dig en anorexipatient har det mentalt, men eftersom jeg har prøvet det selv kan jeg oplyse at det er et helvede. Såvel som det også må være et helvede at være stætkt overvægtig. Dette har jeg dog ikke prøvet, men jeg mener ikke du kan sammenligne de to ting og sige hvem der er længst ude. Men sådan lidt inddirekte at antyde at overvægtige har det værre end anorektikere, det kan man ikke bare sådan gøre...

Hilsen Tulle :)

[Arne]

Denne tråd har haft mange gode pointer- men at sammenligne anorexi og overvægt på en eller anden "hvem har det værst skala" - det er i bedste fald liegegyldigt....

[Fistandantilus]

Men sådan lidt inddirekte at antyde at overvægtige har det værre end anorektikere, det kan man ikke bare sådan gøre...

På ingen måde fysisk selvfølgelig.

Jeg tror ikke folk helt kan følge min tankegang. Et hurtigt tænkt eksempel:

To mænd ligger i en skyttegrav. De er under tung beskydning, og der er ingen chance for overlevelse.

Den ene lægger geværet fra sig, lukker øjnene, og venter på at det hele er overstået.

Den anden kender sine chancer, men forsøger alligevel et flugtførsøg, der ender med at han bliver hårdt såret, og lider meget inden han dør.

Ingen tvivl om, hvem der led mest fysisk inden døden, men hvem var "længst ude" rent mentalt? -Det vil jeg mene er personen, der har givet op.

Man har nemmelig ikke opgivet som anorektiker. Det er derimod et desperat forsøg på at få orden i kaos.

De to ting kan selvfølgelig ikke sådan sammenlignes, men er blot for at vise min tankegang. :)

[the fast and the furious]

Opgivelse er det sidste skridt på vejen, og er trods alt værre end et forkrampet forsøg på selvkontrol.

Anoretikere lider ikke kun af "et forkrampet forsøg på selvkontrol". Har selv en veninde som har været igennem det sh!t, og selv idag hvor hun heldigvis er begyndt at spise normalt kan man stadig mærke på hende at hun har været ustabil i et stykke tid....altså, de slipper heller ikke nemt igennem sygdommen...(hvis de overhovedet kan komme igennem den..) Jeg synes det er unfair over for både anorektikere og overvægtige at få årsagen til deres problemer til at lyde så simpel...

[tulle]

Man har nemmelig ikke opgivet som anorektiker. Det er derimod et desperat forsøg på at få orden i kaos.

Sorry Fist, men kan på ingen måde give dig ret. Selvfølgelig handler en del af sygdommen om kontrol, men der er tit en udløsende faktor. For mit vedkommende handlede det faktisk langt hen af vejen om at jeg ikke magtede mit liv og til at starte med bare mistede appetitten uden at tænke i vægt og kalorier. Havde bare mistet lysten til livet og det hele. Er det ikke at give op? At det så senere for de flestes vedkommende (men ikke alle, nogle har kan bare ikke finde appetiten igen) kommer til at handle om at man så kan få kontrol over sin vægt er selvfølgelig et udtryk for kontrol. Men for langt de færreste starter det altså med en tanke om at "nu vil jeg bare kæmpe for at sulte mig ihjel".

Anoretikere lider ikke kun af "et forkrampet forsøg på selvkontrol". Har selv en veninde som har været igennem det sh!t, og selv idag hvor hun heldigvis er begyndt at spise normalt kan man stadig mærke på hende at hun har været ustabil i et stykke tid....altså, de slipper heller ikke nemt igennem sygdommen...(hvis de overhovedet kan komme igennem den..) Jeg synes det er unfair over for både anorektikere og overvægtige at få årsagen til deres problemer til at lyde så simpel...

Fornuftige ord TFATF :)

[Fistandantilus]

Jeg kan nemt tage fejl, men man plejer at kæde anoreksi sammen med selvkontrol, mens overspisning er det modsatte.

Jeg kan dog se, at TFaTF og Tulle har dybere kendskab til problemet, end jeg selv har, så jeg skal ikke gøre mig klogere på dette emne. :)

[the fast and the furious]

Fornuftige ord TFATF :)

thank you, tulle :) by the way, jeg er glad for at du fik kæmpet dig ud af den...jeg tror jeg ved hvordan det føles/føltes...det er fan'me noget af det værste! ...så...way to go, girl! ;)

[tulle]

Jeg kan nemt tage fejl, men man plejer at kæde anoreksi sammen med selvkontrol, mens overspisning er det modsatte.

Jeg kan dog se, at TFaTF og Tulle har dybere kendskab til problemet, end jeg selv har, så jeg skal ikke gøre mig klogere på dette emne. :)

Det er skam også rigtig at man tit kæder anorexi sammen med selvkontrol og det er også en del af problemet/sygdommen eller hvad folk vælger at kalde den, men der ligger også mange andre ting i. Som fx manglende lyst til at leve eller manglende mod på at kæmpe for at vende tilbage til "det virkelige liv". Så helt på herrens mark er du ikke Fist, men som sagt er kontrollen kun en lille brik i et stort spil :)

QUOTE (tulle @ 11. Nov 2003, 21:11)

Fornuftige ord TFATF  

thank you, tulle  by the way, jeg er glad for at du fik kæmpet dig ud af den...jeg tror jeg ved hvordan det føles/føltes...det er fan'me noget af det værste! ...så...way to go, girl!   ;)

Takker

Edited November 11, 2003 by tulle

[Yod Manut]

Kom lige til at tænkte på noget. I EB var der ham der den overvægtige, der vejede 297 kg. Man skrev derefter et eller andet om at han koster x antal millioner pga. indlæggelse, tabt arbejdsfortjeneste osv. Forstil dig et ramaskrig hvis man havde gjort det med hende pigen som er undervægtig!

Dog ændre det vel ikke på, at der er tale om en reel økonomisk problemstilling.

Det ska lige nævnes, at jeg desværre ikke har kunne finde artiklen og derfor heller ikke har læst den.

[Dumb&Dumber]

tfatf og tulle er helt klart inde på noget af det rigtige. Der er vidt forskellige årsager til at mennesker udvikler anorexi, og der findes jo så rent faktisk også flere forskellige former for anoreksi, den mest kendte er vel nervosa, der som navnet siger er nervøs spiseværgring. Jeg havde på et tidspunkt en rigtig dejlig veninde der var/er tri-atlet. Hun var på et tidspunkt blevet forfulgt af sin ekskæreste. Hun havde på det tidsspunkt løbet lidt sådan on/off seriøst mens de var kærester. Hun forlod ham af uviiselige årsager, men i hvertfald syntes hun ikke længere det forhold var rart. Jeg lærte hende ført at kend længe efter (nogle år tror jeg) nu var hun triatlet, og kørte ironman og jeg skal gi dig skal jeg, hun var i sagens natur meget meget slank (atletisk - faktisk meget smuk - men selvfølgelig kunne man se hendes ekstreme sport på hendes krop). Jeg anede uråd da hun blev ved med at have en skade i hoftebøjeren, og sagde selvfølgelig alle de normale ting emd pause, restitutionstræning, men skaden blev ved med at være der. Jeg tilbød hende at prøve at behandle den, og hun begyndte at komme på min klinik jeg havde dengang (massør) og det begyndte også hurtigt at gå fremad, men jeg kunne ikke forstå hvorfor skaden ikke ville heale, indtil jeg begyndte at bore lidt i det. da hun endelig havde tillid til at fortælle mig om tingene, viste det sig at tri'en mest var et skalkeskjul, hun var blevet forfulgt af den her X der ville have hende til bage, og hun gkorde mere og mere ekstreme ting for at undgå ham. På et tidspunkt faldt ti'øren for mig - hun trænede mellem 3-5 timer hver dag, og spiste mellem - og hold nu fast - 600-1200 kcal i døgnet. tror fanden hendes krop ikke ville restituerer. jeg begyndte at hive lidt i hende, putte mad i hende, og blev ved hende så længe at hun ikke kunne undgå at det blev optaget i kroppen, tog hende med til psykolog osv. Idag ved jeg at hun og hendes kæreste har fundet sammen igen, jeg kender nemlig hendes far og ser ham ind imellem, han siger at det er en kamp at få hende til at spise, men at hun iøvrigt virker glad. Anorexi har mange ansigter, og vi har indimellem svært ved gennemskue dem - og det er nogle rigtig svære dæmoner man i bedste fald kan komme af emd eller lære at leve godt med, men i værste fald ikke overlever.

ARNE har ret, man kan ikke opgøre en "hvem-har-det-værst-skala" men som jeg skrev tidligere, vi behandler disse mennesker meget skidt, og der er MANGE flere af dem end vi kan forestille os, og det understreges af at foreningen for mennesker emd spiseforstyrrelser råber ret meget vagt i gevær i disse år.

[Hippo]

det ville være cool nok med en undersøgelse af hvor mange der træner fx steder som equinox eller SATS der i et eller andet omfang har en spiseforstyrrelse...

tallet ville nok være højere end man lige regner med

[Dumb&Dumber]

det ville være cool nok med en undersøgelse af hvor mange der træner fx steder som equinox eller SATS der i et eller andet omfang har en spiseforstyrrelse...

tallet ville nok være højere end man lige regner med

det tror jeg desværre du har ret i, jeg tror faktisk at den type spiseforstyrrelser (som også min veninde havde) vistnok kaldes "træningsbulimi"

[Nexus]

det ville være cool nok med en undersøgelse af hvor mange der træner fx steder som equinox eller SATS der i et eller andet omfang har en spiseforstyrrelse...

tallet ville nok være højere end man lige regner med

Du skal lige have dem til at indrømme det først - så her starter dine problemer i relation til sådan en undersøgelse vel egentlig.

[Chris27]

ARNE har ret, man kan ikke opgøre en "hvem-har-det-værst-skala"

Men ikke desto mindre, så er der jo nogen politikere, som skal vurdere, hvad der skal behandles, da vi ikke har råd til at behandle alt.

Der kommer jo hele tiden nye behandlinger og dyre medicineringer frem, som de er under pres for at finansiere.

For nyligt læste jeg om en ny psoreasis-behandling, som skulle være bedre end, hvad man hidtil har gjort. Men den koster 100000kr pr behandling, og den skulle vist foretages 1 gang om året (det var en behandling men ingen helbredelse), og med 15000 psoreasispatienter, så ville det koste 1,5mia om året. Foreningen af psoreasis-patienter mente selvfølgelig, at de penge skulle bare findes. Men de kan jo ikke bare findes i det samme sundhedsbudget, uden at man sparer et andet sted.

Men hvis psoreasispatienterne har stærk pressionskraft, så får de nok i hvert fald en del af behandlingerne. Her kunne man forestille sig at anoreksipatienter ikke er særligt ressourcestærke (og ser måske ikke ser syge så ud, hvis bare de tager en stor trøje på), så de bliver lavt prioriteret.

Det er jo også samme mekanisme som i Arne's eksempel med værestedet og ældrecentret, de vigtige er ikke altid, hvor syg man er, men hvor højt man råber op.

[meadow]

ARNE har ret, man kan ikke opgøre en "hvem-har-det-værst-skala"

Men ikke desto mindre, så er der jo nogen politikere, som skal vurdere, hvad der skal behandles, da vi ikke har råd til at behandle alt.

Der kommer jo hele tiden nye behandlinger og dyre medicineringer frem, som de er under pres for at finansiere.

For nyligt læste jeg om en ny psoreasis-behandling, som skulle være bedre end, hvad man hidtil har gjort. Men den koster 100000kr pr behandling, og den skulle vist foretages 1 gang om året (det var en behandling men ingen helbredelse), og med 15000 psoreasispatienter, så ville det koste 1,5mia om året. Foreningen af psoreasis-patienter mente selvfølgelig, at de penge skulle bare findes. Men de kan jo ikke bare findes i det samme sundhedsbudget, uden at man sparer et andet sted.

Men hvis psoreasispatienterne har stærk pressionskraft, så får de nok i hvert fald en del af behandlingerne. Her kunne man forestille sig at anoreksipatienter ikke er særligt ressourcestærke (og ser måske ikke ser syge så ud, hvis bare de tager en stor trøje på), så de bliver lavt prioriteret.

Det er jo også samme mekanisme som i Arne's eksempel med værestedet og ældrecentret, de vigtige er ikke altid, hvor syg man er, men hvor højt man råber op.

Du har så ret, Chris 27. Og jeg tænkte præcist det samme da jeg læste om den omtalte psoreasis-behandling.

Det danske sundhedssystem er groft sagt indrettet på den måde at der er en kasse med et fast beløb i, og jo flere der brækker benet på deres skiferie, jo færre anoreksi-patienter kan der behandles. Og sjældne sygdomme og sygdomme som der er forsket meget lidt i, og som ikke kan fikses med lidt medicin, - dem er der ikke meget fokus på eller mange penge til.

Det er den danske model. Ressourcerne i det politiske system bruges på at diskutere hvordan pengene i kassen skal fordeles, - altså hvem har det værst, og hvordan kan de lettest hjælpes - i stedet for at se på hvordan der kunne komme flere penge i kassen.

Er det umuligt at forestille sig en eller anden form for forsikringsordning, sådan at pengene i kassen på en eller anden måde kan yngle... Selvfølgelig med hjælp til dårligt stillede?

Som det politiske klima i Danmark ser ud, meget aktuelt i disse dage, har jeg svært ved at se at nogen i det politiske system tør tage denne udfordring op.

Og det er trist. For det betyder at faktorer som hvad de andre måtte mene om det man lider af, hvilke evner man besidder til at tale for sin sag, og om den nødvendige behandling er dyr eller billig, er afgørende for om man kan få hjælp eller ej. En hjælp som så ikke kan gives til andre. Det er ikke særligt kollektivt...