Motion i balance™

[Arcus]

De bjerge, de bjerge ...

Pokkers også. Nu satser jeg jo - endnu engang - hele butikken på at komme ned at løbe Jungfrau Marathon her i september. Min tanke er, at hvis jeg endelig får løbet det, så kan bjergene pakkes væk et stykke tid.

Og så opdager jeg lige, at de i samme region har noget, der hedder Inferno Halbmarathon, som lige er afviklet. Det starter i Lauterbrunnen og går lige op i himlen helt op til Schilthorn! Det er over 2000 højdemeter. På et halvmaraton.

Jeg kender mig selv godt nok til, at drømmen om at løbe det en dag nok skal dukke op, hvis jeg overlever Jungfrau. Damn! Og så slutter det på Schilthorn med Piz Gloria, hvor selveste Ernst Stavro Blofeld havde sit hovedkvarter i Bond-filmen On Her Majesty's Secret Service. Hvor cool er det lige?!!

Føj for den lede. Mon ikke man har ømme lår efter sådan en tur? Jeg skal nok ikke klynke over de sølle højdemeter jeg løber til dagligt.

[mugge]

2000 højdemeter er meget, når man vandrer. At gøre det i løb kan jeg slet ikke forestille mig. På 3. Teilstrecke se stigningen modbydellg ud.

[Henrik S.]

Det er vist også mere speed-walking end egentligt løb for de fleste. Sådan er anden del af Jungfrau Marathon også: Man løber halvdelen af løbet, og så smålunter og går man op ad bjerget.

Med mindre man hedder Kilian Jornet

[Henrik S.]

Uge 35

Jeg er stille og roligt ved at løbe tør for undskyldninger, så det ender sgu' nok med, at jeg står på startstregen til Jungfrau Marathon. Derfor har denne uge været tænkt som den sidste med lidt ekstra belastning på. Det er sket i form af en del kilometer og et motionsløb i dag.

Mandag

5-6 km morgenjogging. Mere kunne der ikke blive tid til.

Tirsdag

13 km i frisk tempo ind omkring Østerbro.

Onsdag

18 km-turen ind omkring Østerbro. Midterste 42 min. med 2 min lidt øget tempo, 2 min jogging osv.

Torsdag

15 km i det tempo, der nu er mit vedtagne langturstempo: lige under 5 min/km. Det tempo kan jeg nærmest finde i søvne nu, og det er det, jeg skal bruge på den første halvdel af Jungfrau Marathon. Fandt i øvrigt en god alternativ 15 km rute. Turen kan ses her.

Fredag

15 km efter samme opskrift som om torsdagen. Tror dog, at det var en bønne langsommere, men turen torsdag var ugens eneste med GPS, så jeg ved det ikke præcist.

Lørdag

9 km mosen rundt i jævnt tempo.

Søndag

28 km (med opvarmning) til Esrum Sø Rundt. Løbet er på 27 km og foregår på en virkelig bakket rute, så turen var tænkt som sidste længere tur inden JM og som endnu en omgang bakketræning.

Løbet i dag blev ikke ligefrem løbet i rekordtempo. Dels har det været en +100 km-uge uden nedtrapning, dels fik vi en syndflod de sidste 6-7 km, så det hele sejlede, og kroppen blev kraftigt afkølet. Men fuck det (som de unge siger). Det gav god moral at få sig slæbt igennem og få lidt ekstra bakker i benene. Resultatet er her.

Alt i alt en sejtrækkeruge, hvor jeg betragter det som en solid arbejdssejr at være kommet igennem. De næste to uger bliver der lettet på gaspedalen, hvad volumen angår, men der vil stadig være noget tempotræning og nogle bakker.

Hep tjulahop!

[Henrik S.]

Fis i en hornlygte

Nej, nu må I holde op. "Skjult motor i Hesjedals cykel". Det er da bare hjulet, der snurrer videre rundt efter styrtet. Hvad man ikke kan piske en stemning op omkring i medierne ...

[Henrik S.]

Uge 36

En lidt kedelig mellemuge oven på sidste søndags Esrum Sø Rundt. Selv om det langt fra var rekordtempo, så sad den sgu' alligevel i benene om mandagen. Efter nogle dage gik ømheden dog over, og nu er benene atter helt plingeling. Men eftersom det trækker op til noget bjergløb i Schweiz, skruer jeg absolut ned for træningen.

Mandag

Ingen træning what so ever ... ømme ben ...

Tirsdag

9 km restitutionstur rundt om mosen

Onsdag

9 km efter samme recept. Benene havde det lidt bedre.

Torsdag

12 km eller deromkring med let øget tempo i en pyramide 1, 2, 3, 4, 5, 4, 3, 2, 1 minut.

Fredag

14-15 km flad tur afsluttende med lidt bakkeløb op gennem Bispebjerg Kirkegård, som dog var spærret før toppen.

Lørdag

Alle mulige arrangementer, så ingen træning den dag.

Søndag

13 km ind omkring Østerbro, hvor jeg prøvede at undgå at blive tacklet af en masse fodboldfans, der skulle til EM-kamp.

Med andre ord: En klar nedtrapningsuge, hvor jeg gennemgår alle de sædvanlige kvaler med fornemmelse af tunge ben, fibersprængninger og forstrækninger overalt. Jeg løber helt forkert, når jeg skruer helt ned for træningen, så det bliver sikkert endnu værre i de kommende dage, hvor jeg sandsynligvis bare bliver mere og mere træt.

Nuvel, der er udelukkende fokus på at få friske ben til på lørdag, så jeg må stå det igennem

Edited September 7, 2014 by Henrik S.

[Henrik S.]

Mandags MorgenSang™

Hov, den smuttede da vist sidste mandag. Det kræver naturligvis et nummer at starte dagen på, som er dobbelt så godt!

[Gregers TF]

Fra en svunden tid.

Å madesjov mæ unnetækstern dahr køritallsprå. Totaal håbløs på dansk, nå vi trajke all ornesammniet

[Schroinx]

Det er vist også mere speed-walking end egentligt løb for de fleste. Sådan er anden del af Jungfrau Marathon også: Man løber halvdelen af løbet, og så smålunter og går man op ad bjerget.

Med mindre man hedder Kilian Jornet

http://youtu.be/vAeHysSVMUk

Syge stodder. Det løber man da ikke på. Men jo, det gør man åbenbart :-P

[Henrik S.]

Syge stodder. Det løber man da ikke på. Men jo, det gør man åbenbart :-P

Jamen, han er ikke af denne verden. Han har vist vundet stort set alt, hvad der findes af trail- og bjergløb. Men han er også nærmest en bjergged og er - bogstavelig talt - født oppe i bjergene i Pyrenæerne.

[Henrik S.]

Jungfrau Marathon

Nu har jeg skrevet om det her løb i umindelige tider her på MOL, så jeg skylder måske en kort opdatering, mens jeg stadig sidder i Schweiz og har dagens løb i benene. For jeg kom faktisk igennem - for nu lige at fjerne spændingen - men det var godt nok både hårdere og smukkere, end jeg havde drømt om.

Som tiden er gået, løb jeg jo efterhånden tør for undskyldninger, for der dukkede ikke de sædvanlige skavanker op, og jeg har tilmed haft noget af en tonsersæson, så nu skulle det være. Fredag morgen tidlig gik turen til alpelandet, og jeg fik både hentet startnummer og gjort alting klar.

Jeg har indlogeret mig på et hotel lidt nord for byen oppe i bjergene, da det prismæssigt var til at komme i nærheden af. De billige i Interlaken var taget, og de dyre, ja, de er virkelig dyre i sådan en schweizisk lille luksusby. Det har nu fungeret godt nok, selv om de først serverer morgenmad klokken 7. Det var simpelthen for sent, når nu starten til løbet skulle gå klokken 9, så jeg måtte selv ud at improvisere lidt i den lokale købmandshandel, der kunne fungere som morgenmas.

Det blev til to kyllingesandwich, noget juice, en masse frugt og så naturligvis to Rivella (schweizisk sodavand) til at skylle efter med. Plus to Landjäger for proteinens skyld - det er schweiziske, firkantede røgede pølser, som jeg altid har haft en svaghed for.

Det fungerede alt i alt meget godt, så klokken 7 satte jeg kursen mod Interlaken, smed bilen i en p-kælder og gik hen il starten. Så sent som i går havde de lovet mulighed for byger, men vejret var klaret op her til morgen, og det har været høj solskin hele dagen. Dog ret koldt, ikke mindst på toppen, hvor den højst ville snige sig op en 6-8 grader.

Jeg valgte derfor 3/4 tights, der er et godt kompromis, en T-shirt, en langærnet trøje og yderst min klubtrøje. Det skulle vise sig at passe fint på nær enkelte stedeer, hvor det for varmt, så jeg måtte tage den langærmede af og bruge den som solbeskyttelse på hovedet (formodentlig et ømt syn).

Når man står ved starten i Interlaken kan man se ned i dalen mod syd, hvor Jungfrau, Mönch og Eiger toner side om side i al deres storhed som et et hvidt bagtæppe. Mont Blanc er en bønne højere, men netop de tre har altid været mine favoritter i Alperne. Det er en imponerende trio, og da jeg kiggede på dem i morges, gik det pludselig op for mig, at det var lidt af et projekt, jeg havde kastet mig ud i. Jeg vi ikke sige, at jeg stod og sked grønne grise, men det var tæt på.

Nuvel, efterhånden blev alle 4500 deltager linet op, og der var prægtig musik med alpehorn, og kantonens faner blev svunget i luften efter alle kunstens regler. Det var lige, som det skulle være. Til sidst kom nationalmelodien, og før vi vidste af det, var vi sendt af sted.

Ruten tager først en rundtur i Interlaken, hvor man kommer tilbage på startlangsiden. Det foregik vældig festligt, og der var utroligt mange ude at heppe. Så løber man lidt langs Brienzer See (Interlaken ligger mellem to kæmpe øser, deraf navnet), før man sætter kurs ind i dalen. Den er en anelse større end Grejsdalen. Den er faktisk meget stor og mange steder med totalt lodrette klippesider, hvor gale schweizere kaster sig ud i frit fald, styrter mod jorden med jubelråb, hvorefter de folder faldskærmen ganske kort tid, før de rammer jorden. Der kom faktisk to hen over hovederne på os, da vi løb der.

Ved 10 km spurgte jeg en om tiden, og ed 50 minutter må man sige, at jeg ramte det valgte udgangstempo lige i øjet. Derefter begyndte det dog at gå ganske meget opad, så ved 21 km, som var helt ind i bunden af dalen sagde den 1:55. Det skyldes dels bakkerne og så det forhold, at jeg havde lagt en meget konsekvent depotstrategi: Jeg stoppede ved dem alle sammen og drak og spiste.

Efter en vending inde i bunden af dalen, går turen nogle kilometer tilbage til Lauterbrunnen, og så starter festen.

Lidt uden for byen ved 25,5 km drejer man skarpt til højre, og så står muren der. En skovsti, der går lige op i himlen med 28 hårnålesving, før man rammer Wengen længere oppe. Alle går. I hvert fald nede i den tunge ende, hvor jeg befandt mig. Og den gåtur tynger benene så meget, at man trygt kan kalde Jungfrau Marathon for 25 km løb med 17 km bjergvandinrg bagefter.

Der er enkelte plateauer, hvor der kan løbes, men stort set alle rutens 1829 højdemeter falder på de sidste 17 km. Det er "ret" stejlt. Og det fortsætter og fortsætter i det uendelige, så på den led var løbet langt hårdere, end jeg havde drømt om.

Det var også om muligt endnu smukkere. For når man er inde i dalen og kommer så højt op, så ligge de tre majestætiske bjerge (som alle er omkring 4000 meter) nærmest, så man kan række ud efter dem. Og i dag var de selvlysende hvide med blå himmel og enkelte lammeskyer som baggrund.

Til allersidst går ruten via en morænekam op til det højeste punkt ved 40,5 km. Her begyndte det at knibe med ilten for mig, og jeg måtte ind imellem lige sætte mig og få ny luft. Det var egentlig ikke nogen straf med den bjergvæg lige overfor :)

Hvorom alting er, var jeg lige ved at blive en smule bevæget, da jeg cruisede den sidste kilometer i mål, hvor det går nedad. Det lykkedes sgu. Med hiv og sving og en tid på 5:22, der gav med en plads som nr. 1697, det vil sige nærmest midt i det hele. Men taget i betragtning, at der var en god portion vandring involveret, og at det tog mig tre kvarter at komme fra km 38 til 40, ja, så er det sgu OK. Ikke mindst fordi det har været en kæmpe oplevelse, der har overgået mine forventninger. Og sådan nogle skal man samle på :)

Skriver ikke mere nu, da jeg skal finde en restaurant, der kan servere en stor kalvesteak med en ordentlig fadøl til. Og i morgen går turen hjem. Så jeg poster noget mere en af dagene. I mellemtiden kan du jo se filmen fra sidste år, hvis du har lyst:

[Bjergtrold]

Jungfrau Marathon

Nu har jeg skrevet om det her løb i umindelige tider her på MOL, så jeg skylder måske en kort opdatering, mens jeg stadig sidder i Schweiz og har dagens løb i benene. For jeg kom faktisk igennem - for nu lige at fjerne spændingen - men det var godt nok både hårdere og smukkere, end jeg havde drømt om.

Som tiden er gået, løb jeg jo efterhånden tør for undskyldninger, for der dukkede ikke de sædvanlige skavanker op, og jeg har tilmed haft noget af en tonsersæson, så nu skulle det være. Fredag morgen tidlig gik turen til alpelandet, og jeg fik både hentet startnummer og gjort alting klar.

Jeg har indlogeret mig på et hotel lidt nord for byen oppe i bjergene, da det prismæssigt var til at komme i nærheden af. De billige i Interlaken var taget, og de dyre, ja, de er virkelig dyre i sådan en schweizisk lille luksusby. Det har nu fungeret godt nok, selv om de først serverer morgenmad klokken 7. Det var simpelthen for sent, når nu starten til løbet skulle gå klokken 9, så jeg måtte selv ud at improvisere lidt i den lokale købmandshandel, der kunne fungere som morgenmas.

Det blev til to kyllingesandwich, noget juice, en masse frugt og så naturligvis to Rivella (schweizisk sodavand) til at skylle efter med. Plus to Landjäger for proteinens skyld - det er schweiziske, firkantede røgede pølser, som jeg altid har haft en svaghed for.

Det fungerede alt i alt meget godt, så klokken 7 satte jeg kursen mod Interlaken, smed bilen i en p-kælder og gik hen il starten. Så sent som i går havde de lovet mulighed for byger, men vejret var klaret op her til morgen, og det har været høj solskin hele dagen. Dog ret koldt, ikke mindst på toppen, hvor den højst ville snige sig op en 6-8 grader.

Jeg valgte derfor 3/4 tights, der er et godt kompromis, en T-shirt, en langærnet trøje og yderst min klubtrøje. Det skulle vise sig at passe fint på nær enkelte stedeer, hvor det for varmt, så jeg måtte tage den langærmede af og bruge den som solbeskyttelse på hovedet (formodentlig et ømt syn).

Når man står ved starten i Interlaken kan man se ned i dalen mod syd, hvor Jungfrau, Mönch og Eiger toner side om side i al deres storhed som et et hvidt bagtæppe. Mont Blanc er en bønne højere, men netop de tre har altid været mine favoritter i Alperne. Det er en imponerende trio, og da jeg kiggede på dem i morges, gik det pludselig op for mig, at det var lidt af et projekt, jeg havde kastet mig ud i. Jeg vi ikke sige, at jeg stod og sked grønne grise, men det var tæt på.

Nuvel, efterhånden blev alle 4500 deltager linet op, og der var prægtig musik med alpehorn, og kantonens faner blev svunget i luften efter alle kunstens regler. Det var lige, som det skulle være. Til sidst kom nationalmelodien, og før vi vidste af det, var vi sendt af sted.

Ruten tager først en rundtur i Interlaken, hvor man kommer tilbage på startlangsiden. Det foregik vældig festligt, og der var utroligt mange ude at heppe. Så løber man lidt langs Brienzer See (Interlaken ligger mellem to kæmpe øser, deraf navnet), før man sætter kurs ind i dalen. Den er en anelse større end Grejsdalen. Den er faktisk meget stor og mange steder med totalt lodrette klippesider, hvor gale schweizere kaster sig ud i frit fald, styrter mod jorden med jubelråb, hvorefter de folder faldskærmen ganske kort tid, før de rammer jorden. Der kom faktisk to hen over hovederne på os, da vi løb der.

Ved 10 km spurgte jeg en om tiden, og ed 50 minutter må man sige, at jeg ramte det valgte udgangstempo lige i øjet. Derefter begyndte det dog at gå ganske meget opad, så ved 21 km, som var helt ind i bunden af dalen sagde den 1:55. Det skyldes dels bakkerne og så det forhold, at jeg havde lagt en meget konsekvent depotstrategi: Jeg stoppede ved dem alle sammen og drak og spiste.

Efter en vending inde i bunden af dalen, går turen nogle kilometer tilbage til Lauterbrunnen, og så starter festen.

Lidt uden for byen ved 25,5 km drejer man skarpt til højre, og så står muren der. En skovsti, der går lige op i himlen med 28 hårnålesving, før man rammer Wengen længere oppe. Alle går. I hvert fald nede i den tunge ende, hvor jeg befandt mig. Og den gåtur tynger benene så meget, at man trygt kan kalde Jungfrau Marathon for 25 km løb med 17 km bjergvandinrg bagefter.

Der er enkelte plateauer, hvor der kan løbes, men stort set alle rutens 1829 højdemeter falder på de sidste 17 km. Det er "ret" stejlt. Og det fortsætter og fortsætter i det uendelige, så på den led var løbet langt hårdere, end jeg havde drømt om.

Det var også om muligt endnu smukkere. For når man er inde i dalen og kommer så højt op, så ligge de tre majestætiske bjerge (som alle er omkring 4000 meter) nærmest, så man kan række ud efter dem. Og i dag var de selvlysende hvide med blå himmel og enkelte lammeskyer som baggrund.

Til allersidst går ruten via en morænekam op til det højeste punkt ved 40,5 km. Her begyndte det at knibe med ilten for mig, og jeg måtte ind imellem lige sætte mig og få ny luft. Det var egentlig ikke nogen straf med den bjergvæg lige overfor :)

Hvorom alting er, var jeg lige ved at blive en smule bevæget, da jeg cruisede den sidste kilometer i mål, hvor det går nedad. Det lykkedes sgu. Med hiv og sving og en tid på 5:22, der gav med en plads som nr. 1697, det vil sige nærmest midt i det hele. Men taget i betragtning, at der var en god portion vandring involveret, og at det tog mig tre kvarter at komme fra km 38 til 40, ja, så er det sgu OK. Ikke mindst fordi det har været en kæmpe oplevelse, der har overgået mine forventninger. Og sådan nogle skal man samle på :)

Skriver ikke mere nu, da jeg skal finde en restaurant, der kan servere en stor kalvesteak med en ordentlig fadøl til. Og i morgen går turen hjem. Så jeg poster noget mere en af dagene. I mellemtiden kan du jo se filmen fra sidste år, hvis du har lyst:

Tillykke og :1356: :hippy:

[mugge]

Flot klaret. Et maratonløb i bjerge lyder som en helt umenneskelig udfordring. Stort tillykke,

[Gregers TF]

Vildt

[Henrik S.]

Thanks guys & girls

Her er et par billeder mere fra prøvelserne i går ... På billedet oppe fra gletsjersøen har jeg selv fået sneget mig ind i den orange Herlev-trøje.

Edited September 14, 2014 by Henrik S.

[Søren Michael]

Tillykke med "sejren". Flot klaret at gennemføre.

Mvh

Søren

[Henrik S.]

Tillykke med "sejren". Flot klaret at gennemføre.

Mvh

Søren

Thanks

[Henrik S.]

Uge 37

Bortset fra lørdagens eklatante undtagelse, så er sådan en uge op til et maraton jo verdens kedeligste træningsuge.

Derfor vil jeg gøre det kort:

Det blev til en træningsfri dag mandag og dernæst tre ture på 9-13 km tirsdag til torsdag.

Fredag befandt jeg mig i transit og i en lettere tranceagtig tilstand, fordi det var gå op for mig, hvad jeg havde indladt mig på.

Lørdag løb/gik jeg præcis 42,195 meter - findes der mon motionister, der i ramme alvor varmer op før et maraton ;)

Søndag har jeg brugt på tilbagerejse uden nogen form for noget, der ligner træning.

Forbløffende nok har mine ben og fødder det rigtig godt. Jeg kan uden besvær gå op og ned ad trapper, og hvis jeg gad, kunne jeg vist egentlig godt løbe mig en tur. Det kommer ærlig talt lidt bag på mig, men det er nok kombinationen af løb og vandring, der gør det.

[Henrik S.]

Og hvad så nu?

Umiddelbart efter et velgennemført løb - hvad det her jo i princippet har været på trods af den evighed, jeg befandt mig på strækningen - så er man jo fyldt med gåpåmod og planer for, hvad der nu skal ske. Og jeg har egentlig mest lyst til at skifte spor i den nærmeste fremtid og begynde at løbe lidt kortere distancer. Måske med henblik på at løbe nogle 5 og 10 km løb næste år.

Jeg tror, at jeg lige skal have genlæst Matt Fitzgeralds Brain Training for Runners, for han har nogle pointer plus en del gode træningsforslag. Så sent som i går på de sidste kilometer fik jeg et levende bevis for, hvor meget hjernen styrer vores adfærd.

Tidligere troede man jo udelukkende på "katastrofeteorien" - det vil sige, at når man bliver træt som fx til sidst i et langt løb, så er det fordi man begynder at mangle bl.a. kulhydrater, kroppen går i iltgæld, og det hele begynder at lukke ned.

Meget tyder på, at man har undervurderet hjernens betydning. For det er snarere hjernen, der registrerer, at man er ude i noget hårdt og derfor "lukker ned" for at beskytte kroppen og sørge for, at man ikke dør af det.

Ellers er der mange fænomener, som det bliver svært at forklare.

Han har nogle eksempler som fx drømmemilen (det vil sige en mile på under 4 minutter). Den havde man forsøgt at nå i årtier, og ingen var lykkedes. Så lykkedes for Roger Bannister og inden for et år havde en lang række andre også løbet under 4 minutter på en mile.

Tænk også på, hvordan man være ved at dø på et langdistanceløb for alligevel at finde kræfter til en hurtig sidste spurt med ærkerivalen.

Det sidste så jeg et fantastisk eksempel på i går til Jungfrau Marathon. Det blev bare hårdere og hårdere, og især km 37-40 var fuldstændig umenneskelige. Ruten gik stejlt direkte mod den blå himmel og ville ingen ende tage. Alle var nede at gå, og vi var en del, der måtte tage pauser fra tid til anden for overhovedet at komme videre, skridt for skridt.

Omkring ved 40,250 km kan man se den fantastiske morænesti, der fører op til 40,5 km punktet, hvor der - traditionen tro - altid står en sækkepibespiller (spørg mig ikke hvorfor, schweizerne har mange mærkelig traditioner).

Ved 40,5 km punktet slår stien et skarpt sving og så går det ned i en lille lavning, før man ved 40,9 km punktet når rutens absolut højeste punkt. Derfra går det nedad de sidste 1,3 km til målstregen.

Der sker det fantastiske, at deltagerne - inklusive yours truly - pludselig sætter farten op det sidste stykke op til sækkepibespilleren. Og ned i lavningen løber alle som kåde forårslam, op på den sidste top og hele vejen ned til målstregen. Folk er slet ikke til at styre, selv de minutterne forinden havde været ved at opgive alt for bare at lægge sig ned og dø i alpesolen.

Hvor filen kommer de kræfter fra? De kommer fra hjernen. Pludselig kan man se hjem. Målstregen er lige dernede, og dine lidelser er overstået om kort tid. Hjernen giver kroppen lov til en sidste spurt, for den føler sig ikke truet på livet længere.

Den vinkel gav virkelig meget mening for mig i går. For hvis man abonnerer på den gamle teori, så burde alle kun lige med nød og næppe kunne slæbe sig over til målstregen.

Alt dette og meget mere vender jeg tilbage til :)

[N Gadegaard]

Tillykke og :1356: :hippy:

+1

[Schroinx]

+1

+2

[Arcus]

Hmmm.. Mon ikke det skal løbes/gå's på et tidspunkt. Har jo fulgt din log i nogle år nu, og bliver sgu helt glad over at du endelig fik den skalp.

Har jeg missed det, eller har du ikke skrevet hvilken sko du valgt på dagen??

[Henrik S.]

Tak for kommentarer

Arcus: Jeg var mildest talt også svært tilfreds, da jeg cruisede over målstregen. Kan kun anbefale dig at prøve løbet, men det er f..... hårdt, og man skal forberede sig på en lang dag på kontoret. Og så skal man ikke vente alt for længe med tilmeldingen efter den 14. februar. Det plejer at blive udsolgt efter nogle uger.

Jeg valgte mine Skechers GoMeb på dagen. Jeg er utrolig glad for dem og vidste på forhånd, at det skulle være en sko med noget sål under. En del af ruten foregår på bjergstier med skarpe sten og skærver, så det passede perfekt. Nu to dage efter har både ben og fødder det fint. Jeg regner faktisk med at skulle ud at løbe en tur i dag ....

[Arcus]

Tak for kommentarer

Arcus: Jeg var mildest talt også svært tilfreds, da jeg cruisede over målstregen. Kan kun anbefale dig at prøve løbet, men det er f..... hårdt, og man skal forberede sig på en lang dag på kontoret. Og så skal man ikke vente alt for længe med tilmeldingen efter den 14. februar. Det plejer at blive udsolgt efter nogle uger.

Jeg valgte mine Skechers GoMeb på dagen. Jeg er utrolig glad for dem og vidste på forhånd, at det skulle være en sko med noget sål under. En del af ruten foregår på bjergstier med skarpe sten og skærver, så det passede perfekt. Nu to dage efter har både ben og fødder det fint. Jeg regner faktisk med at skulle ud at løbe en tur i dag ....

Skechers

Må jo også indrømme at jeg er blevet utroligt glad for deres sko. Den understøtter poserunning rigtigt god IMO, uden at man skal bekymre sig om skarpe sten og nedløb. Har ikke prøvet goMeb dog. Men har gorun3 og deres ultra sko. Meb ser ud til at ligge et sted midt imellem de 2. Hvor købte du den henne? og til hvilken pris?

(Bare barfods folket ikke ser med )

[Henrik S.]

Ja, lad det blive mellem os

Har faktisk også anskaffet mig et par GoRun3 som supplement til de GoRun2, der var med til at sætte det hele i gang. Og jeg må sige, at de er uhyre behagelige, når man fx løber i skov eller lignende terræn. Jeg har ganske enkelt valgt at lade mine fødder bestemme, og de hopper altså meget tit i Skechers.

Dem, der hedder GoMeb (de hedder vist GoRun Speed) har ikke så meget "forhøjning" midt under foden. Det er en traditionel, flad og let sko, der nok mere er i familie med traditionelle racing flats, selv om de ikke er helt så ekstreme som de superlette NB RC5000, jeg også lufter en sjælden gang.

Jeg købte mine Speed for 879 kr. på www.maxpuls.dk

Mit seneste indkøb er de nye GoRun3, som var en hel del billigere. Dem købte jeg vist bare via Amazon ...