Motion i balance™


Henrik S.
 Share

Recommended Posts

MARATON #5 – TAULOV, SEPTEMBER 1995
NÅR VEJRET LØBER MED

Fra 1982 og ti år frem var alle tanker om maratonløb lagt langt væk. Det blev tid til komme ud på arbejdsmarkedet, stifte bo og familie og i det hele taget gøre alt det, som folk nu gør. Og der kunne slet ikke være tale om at genoptage cyklingen, som er en veritabel tidsrøver, så det blev til lidt løb på kortere distancer for trods alt at holde formen ved lige.

Mon ikke mange kender det dilemma? Det kan være mere end vanskeligt at klemme træningen ind, og pludselig en dag er det blevet så godt som umuligt. Endda lige præcis i de år, hvor man har allermest brug for at røre sig. Så vidt kom det nu ikke, men det var sporadisk træning en del år, og så kom de lange distancer alligevel snigende.

Min personlige løsning blev løbeture sent om aftenen, når kone, børn og baby alligevel var gået om kuld. Det gav lidt udfordringer at sove, når man havde løbet byen rundt mellem klokken 20 og 22, men alt kan blive en vane, og snart blev det til nogle gode lange ture sådan nærmest af sig selv.

På det tidspunkt meldte Taulov IF sig med et af de første broløb. I 1995 havde begge lillebæltsbroer jubilæum, så de arrangerede et maraton, hvor man skulle krydse dem begge den 17. september 1995. Det var da en god gulerod at have foran næsen, så jeg tilmeldte mig og satte distancerne endnu et nøk i vejret.

Starten gik i Taulov, og først skulle den gamle bro forceres til Fyn og derefter den nye tilbage til Jylland. Easy-peasy, what could possibly go wrong?

Ja, så var det lige, at temperaturen faldt, der blæste en stiv kuling fra vest, og det meste af løbet foregik i slagregn. Voksne mænd – personer, undskyld – tumlede i mål på stive ben og med blanke, udslukte øjne. Livsgnisten var forsvundet. Det gik fra at være en løbefest til at blive en overlevelsestur, hvor selv BS skulle have taget sig sammen for at komme igennem. For slet ikke at tale om Bubber.

Man siger jo normalt, at man kan løbe i al slags vejr, og det er også rigtigt. I forhold til fx cykling er man ikke nær så udsat. Og alligevel er ingen helt upåvirket af pludselig ekstrem varme, kulde, iskold regn og andre vejrfænomener. Den nye Lillebæltsbro er ikke nær så høj som den senere Storebæltsbro, men den dag var den alligevel en af de sejere og mere stormomsuste bakker, jeg nogensinde har løbet på.

Løbet blev det bedste bevis på, at man aldrig skal underkende vejret, når distancen er så lang. Det står samtidig i et lidt sentimentalt skær, da jeg med 2:58 løb mit sidste maraton på under tre timer.

Derefter trykkede jeg endnu en gang på pauseknappen og ventede hele 17 år på næste maraton. Først skulle jeg lige etablere mig som selvstændig og komme igennem fem års løbepause med knas i bentøjet.

LEKTIEN AF DETTE LØB?

Forvent altid det uventede. Faktorer som vejr, vind, sygdom og alt muligt andet kan til hver en tid vende op og ned på alting.

BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE

Billedet er vist fra en senere udgave af løbene over Lillebæltsbroen. Men vejret ser ud til at være det samme.

 

Billede2.jpg

Link to comment
Share on other sites

På 26.9.2022 at 19:39 , kahlua-kalv skrev:

uh, gammelt Hellas medlem :-) 

Der løb jeg også i mange år. Begyndte som knægt i 84 med random discipliner og begyndte mere seriøst med løb i 86. Hvornår stoppede du?

By the way: I dag er det sikkert en atletikklub, der kæmper for at holde på medlemmerne som alle andre, men jeg husker IK Hellas i 1981-82 som en ret god atletikklub med hyggelig træning på stadion (lås det ikke nærmest lige over for mit kollegium?). Det er efterhånden mange år siden, men som jeg erindrer det, havde de i hvert fald en god kuglestøder og diskoskaster, der hed Jan Hansen(?), og var der ikke også en meget ung, talentfuld løber, der hed Trine ... et eller andet? Nå, det begynder at fortabe sig i tågerne. Hellas er nok i mellemtiden 'bare' blevet en motionsklub. De rigtige atletikklubber lever en hensygnende tilværelse, og særligt de tekniske discipliner er ved at glide helt ud:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/er-spyd-og-diskos-snart-fortidslevn-tekniske-atletikdiscipliner-lider-i-danmark

Link to comment
Share on other sites

Som tidligere nævnt kaster jeg lige boldene op i luften rent træningsmæssigt her i oktober og november. Løber stadig, men supplerer med noget mere styrke og har til det formål meldt mig ind i FW igen, så jeg kan tage en tur i maskinparken 2-3 gange om ugen. Det skulle gerne stabilisere biostilladset. Opsagde to streamingtjenester, jeg alligevel ikke bruger, og så går det økonomisk op. Lige for tiden skal vi jo alle være lidt forsigtige med pengene.

Var forbi FW for første for et par dage siden og begyndte stille og roligt med nogle øvelser. Har været rimelig øm i kadaveret lige siden, og det understreger nok bare, at det er en god idé :raisebrow:

Link to comment
Share on other sites

Posted (edited)

MARATON #6 – KØBENHAVN, MAJ 2012
EN FEST HELE VEJEN TIL MÅLSTREGEN

Maraton er åbenbart – for mig – en feber, der dukker op med års mellemrum. Og vinteren 2004/05 var det så vidt igen. Den stod på fællestræning med Sparta om søndagen, og træningen gik fint, indtil en ankel (på grund af en gammel forstuvning) satte en stopper for løjerne. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, havde det ikke udviklet sig. Men det gav bøvl med akillessenen og alle mulige skavanker, så skydningen måtte indstilles.

Det blev til fem år med cykeltræning, indtil det dæmrede for mig, at der var en stille revolution i gang i løbe- og motionsverdenen. Inspireret af oprindelige befolkningers løbestil var løbere overalt i verden begyndt at eksperimentere med barfods- og fladfodsløb, hvor man løber på flad fod i minimalistiske sko og sandaler. Christopher McDougalls bog Born to Run gik sin sejrsgang, og efter en overgangsperiode var jeg i gang med at løbe igen. Nu på flade fødder uden nogen form for skumgummi under fødderne.

Det virkede. Ingen problemer med bentøjet efter en omlægning af løbestilen. Hele den revolution fortjener sit eget kapitel, selv om den nok aldrig blev den omvæltning, man håbede og troede på, men det er en anden historie.

Jeg var svært begejstret over at kunne løbe igen, og efter et år eller to tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve kræfter med et maraton i de flade futter.

Det blev Copenhagen Marathon i '12, og jeg besluttede på forhånd, at det måtte tage den tid, det nu engang tog. Det handlede først og fremmest om at løbe en rigtig lang tur med den nyvundne løbestil, og den indstilling skulle vise sig at være en gave sendt fra himlen netop det år, for temperaturen på dagen blev uventet høj.

Det gik stille og roligt af sted på ruten, med stop ved samtlige depoter, rigeligt med vand og highfive til alle børnene langs ruten. Det skulle vise sig, at man dels slet ikke møder den traditionelle mur med den holdning, og at det var den perfekte tilgang på en dag, hvor det dryssede fra med løbere langs vejkanten.

Sparta havde satset hele butikken på at komme over 10.000 fuldførende løbere det år, men over 2.000 måtte opgive i heden, så det lykkedes ikke.

Jeg cruisede i mål i magelige 3:48 og havde fine ben. Hermed var mit andet vellykkede maraton i posen. Det er eneste gang, jeg har løbet maraton i København og den krøllede rute i de relativt snævre gader var ikke en god kombination med temperaturer på over 25 grader (som jeg husker det).

Løbet var i øvrigt en god illustration af det paradoks, der eksisterer i løbeverdenen. Som tidligere fortalt, kunne Allan Zachariassen i 1981  løbe et 2:15-maraton om vinteren på landevejen uden for Esbjerg i et løb, hvor der ikke var mange deltagere. I 2012 var der 12.000 tilmeldte i København og trods fine træningsmetoder, bedre beklædning, avanceret grej og alt muligt andet gøgl blev løbet vundet på knap 2:25. Det fungerede endda som DM. Den absurd store bredde havde altså ikke resulteret i en tilsvarende bred elite i 2012 (det skal dog siges, at der sker noget i disse år, men det er en anden historie).

Alt det spillede ingen rolle for os bredrøvede motionister længere nede i feltet. Men hos mig gav løbet anledning til at lege med tanken om at løbe et bjergmaraton. Jeg skulle dog en tur omkring et løb i Tyskland først, som også rummede en vigtig lektie.

LEKTIEN AF DETTE LØB?

Tag det som en oplevelse. Er du motionist kan du lige så godt give digt tid, suge oplevelsen til dig og slippe for muren og for manden med hammeren.

BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE

Billedet er denne gang en artikel, der fortæller om slaget i varmen. Var du med, kan du med garanti huske udfordringerne.

https://vejr.tv2.dk/2012-05-20-copenhagen-marathon-2000-udgik-i-varmen

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

Er begyndt at få lidt dele til racerprojektet. Et Zipp-styr, en New Ultimate EVO-frempind og en SRAM Red-bagskifter, der engang har været monteret, dernæst har været med i et styrt og så er pillet af igen. Så det er en spøjs blanding - ridset og samtidig som nyt. Til gengæld til en særdeles fornuftig pris for hele molevitten.

I dag kommer der et SRAM Red kranksæt fra Jylland, så, ja, det trækker op til, at der skal SRAM Red 10-speed på dyret. Kranksættet er også til lavpris, det bliver et budgetprojekt.

Hjulene er jo Mavic Ksyrium SL, og dem har jeg egentlig tænkt mig at beholde. Jeg fik dog det insidertip af ham, der kom med delene i går, at de her hjul kan have en tendens til at flække i fælgen mellem egerne. De ser fine ud nu, men jeg skal vist holde et vågent øje med dem.

20221004_074006.jpg

Link to comment
Share on other sites

MARATON #7 – HANNOVER, APRIL 2014
MELLEMSTATION FØR DE HØJE BJERGE

Hvor maraton blev mainstream i 1980'erne og 1990'erne, skete det samme for ultraløb og bjergløb i det nye årtusinde. Nu var en maraton ikke længere nok, så der skulle enten en triatlon eller et ultraløb til. Et maraton er 42,195 km, så hvis du løber 42,200 km er det vel teknisk et ultraløb = alt, der er længere end maraton. Men i realiteten er de naturligvis ofte meget længere og kan ikke blive vilde nok som fx Badwater, der ikke alene er 217 km, men også foregår i Death Valley.

Den slags smitter jo af, og omkring 2012-13-stykker havde jeg kastet min kærlighed på det årlige Jungfrau Marathon. Det er ganske vist den traditionelle distance og derfor ikke et ultraløb, men det byder på 1800-1900 højdemeter i hjertet af Schweiz.

Hvordan forbereder man sig til det? Jeg gjorde det ved at tonse op og ned af alt, hvad jeg kunne finde af bakker. Der er jo ingenting omkring København, så jeg tog længere væk. Løb også Nürburgring Lauf på 25 km med 500 højdemeter.

Jungfrau Marathon er i september, så jeg tænkte, at jeg også lige skulle have distancen i benene om foråret, og der bød Hannover Marathon sig til i april. Det tager kun en halv dag at køre derned, det er en god rute, og det er super godt arrangeret med et overskueligt antal deltagere som en ekstra bonus.

Det viste sig at være en god idé. Løbet kan anbefales alle, der synes, at Berlin, Hamburg og lignende er lige hysterisk og stort nok, men som alligevel gerne vil hjemmefra som et ekstra krydderi. Og så er det en løbefest med hel- og halvmaraton, holdmaraton, 10 km, børneløb og meget mere.

Her vil jeg indskyde et mindre essay om væskebalance og hydrering. Jeg har altid været skeptisk over for at drikke for meget og for hurtigt. Når jeg ser en motionist løbe rundt om en af Københavns søer med fire flasker i et væskebælte, så tænker jeg mit. Men desværre kan jeg have en tendens til at havne i den modsatte grøft, for jeg drikker først noget på lange træningsture efter halvanden til to timer, og det er nok lige lovlig langt i den anden retning. Man kan sagtens drikke for meget og skylle for meget ud af kroppen, men man kan altså også drikke for lidt.

Tilbage til løbet. Det gik rigtig fint i starten, så jeg glemte alt om at drikke. Samtidig blev det for årstiden ganske varmt, så da der manglede 10 km blev det en kamp fra depot til depot. Heldigvis serverede de cola, og det er som bekendt altid den sidste redning, når man er ude i tovene.

Jeg kørte den hjem på coladampe omkring 3:35 og havde det ikke synderlig godt bagefter. På den positive side var distancen nu i benene til efterårets bjergmaraton. På den negative havde jeg lige fået et vink med en vognstang om, at der skal væske indenbords.

Hannover blev en mellemstation før de høje bjerge. Et godt løb, som jeg senere er vendt tilbage til. Men pandekageflad i forhold til ruten, der ventede i september og havde målstreg over 2000 meter oppe.

LEKTIEN AF DETTE LØB?

Husk at drikke undervejs. Ingen er hævet over biologien og fysikkens love, og der skal væske til. Gerne med salt og sukker i god tid, så man ikke skal støtte sig til colakrykken de sidste kilometer.

BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE
BUD #7: HUSK AT DRIKKE

Billedet er en video fra Hannover 2014. Det er nu moderne tider. Før løbet ankommer en bus med afrikanske løbere, der lige rydder toppen af resultatlisten og hele præmiebordet.

https://youtu.be/y1A_6Hg2BfI

 

 

Link to comment
Share on other sites

MARATON #8 – INTERLAKEN, SEPTEMBER 2014
EN OPLEVELSE FOR LIVET – JO, SERIØST ...

Der er ikke rigtig andre lande end Danmark, jeg kunne forestille mig at bo i. Det skulle da lige være Schweiz, hvis man trykker mig tilstrækkelig hårdt på maven. Siden den første ferie i landet i begyndelsen af 1970'erne har jeg været begejstret for landet, hvor tjansen som forbundspræsident går på omgang, og man kan holde folkeafstemninger om stort set alting (og så ikke et ord om kukure (de kommer ikke fra Schweiz (de kommer fra Schwarzwald))).

Særlig Berner Oberland har det hele, og siden 1993 har de afviklet Jungfrau Marathon i regionen, som må være et af verdens smukkeste løb. Fra Interlaken (565 m) går det via en bakket rute ind i Lauterbrunnen-dalen, før man omkring km 22 løber lodret opad og ender ved Kleine Scheidegg (2095 m), den lille stationsby over trægrænsen.

Starten går altid fra den centrale markedsplads i Interlaken, og da jeg stod på startstregen den 13. september 2014 og kiggede mod syd ind i Lauterbrunnen-dalen, var jeg helt ned i maven i tvivl om, hvorvidt jeg kunne tackle turen. Men måske er det meget sundt at kaste sig ud i projekter, man ikke kan køre hjem på rutinen?

Som alt i Schweiz er løbet i øvrigt allerede bundet op på en lang række traditioner – ved starten er der fx fanfarer med alpehorn og oppe på rutens højeste punkt ved 38 km står der altid en mand i kilt og spiller sækkepibe.

Det blev knitrende klart vejr på dagen med perfekte temperaturer, og før det for alvor går opad skal man som sagt lige løbe et halvmaraton på almindelige bakker langs Lütschinen-floden, hvor tilskuerne svinger enorme koklokker og råber: 'Hopp, hopp, hopp!' Det er meget hyggeligt og meget alpint.

Efter en ekstra sløjfe ud over engene ved Lauterbrunnen – med drageflyvere over hovedet – går ruten til højre og lodret mod himlen. Ja, man møder – bogstavelig talt - muren. Så følger en del kilometer med 'almindelige stigninger', før man går/løber på bjergkammen til det højeste punkt. Derefter er det forbi en gletsjersø og ned til målet.

Jeg tror aldrig, jeg har holdt mig så længe i bevægelse på benene – over fem timer – men hvilke timer. Et bjergløb er mere en udflugt end et løb, for man går næsten mere, end man løber/lunter. Bjergspecialisterne kan løbe det på lige under tre timer, hvad jeg finder fuldstændig ubegribeligt.

Turen langs bjergkammen bød den dag på så klar en alpeluft, at man havde oplevelsen af at kunne række ud og røre ved Jungfrau, Mönch og Eiger, de tre bjerge, der slutter dalen af og alle tre er omkring 4000 meter høje.

Det var en overvældende fornemmelse at løbe de sidste kilometer ned til målstregen, og jeg kan godt forstå, at bjergløb – maraton og længere distancer – er kommet for at blive. På nær de skarpeste specialister kan man glemme alt om tiden og tage det som en udflugt. Har man som jeg noget af en fetich for bjerge, er det en vidunderlig kombination af alt det bedste, man holder af.

Jungfrau Marathon kunne jeg i princippet godt tænke mig at løbe igen, men jeg kan se, at de – igen – har strammet ruten, så løbet nu har mål endnu længere oppe ved Eigergletsjeren og byder på over 1950 højdemeter. Står jeg en dag på startstregen igen i Interkalen, vil tvivlen derfor melde sig igen. Men det er måske meget sundt.

LEKTIEN AF DETTE LØB?

Vælg et sjovt løb. Det er ikke 1981 længere. Der findes hundreder, ja, tusinder af arrangementer at vælge imellem. Vælg et af de sjove og få en oplevelse for livet.

BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE
BUD #7: HUSK AT DRIKKE
BUD #8: VÆLG ET SJOVT LØB

 Billedet er fra bjergkammen omkring km 36, tror jeg. Vi ser kække ud, men er det langt fra. Jeg måtte holde en pause for hver 200 meter til sidst.

Billede3.jpg

Link to comment
Share on other sites

MARATON #9 – HANNOVER, APRIL 2016
MIT FØRSTE KVALIFIKATIONSLØB

Da vi i februar 2015 flyttede hertil, hvor vi bor nu, fejrede jeg det med 14 dages influenza med uafbrudt feber. Når man ligger dér i en døs, kan det give mærkelige syner, men det kan også lukke gode idéer ind, og nu er vi derhenne i de glade år lang tid efter finanskrisen og i god tid før corona, hvor folk rejste på kryds og tværs af verden for at løbe, vandre, gå caminoer og cykle i høje bjerge.

Tanken slog mig: Hvorfor ikke løbe selveste Boston Marathon? På grund af sin historie, alle tiders berømte opløb i 1982 – The Duel in the Sun mellem Alberto Salazar og Dick Beardsley – og min egen fascination fra ungdommen ville det være oplagt at prøve, fordi det økonomisk og praktisk var inden for rækkevidde.

Der var bare to udfordringer: Den ene var, at man ikke kunne købe startnummer til løbet. Man skulle – uanset alder – kvalificere sig med en god tid fra et anerkendt løb. Den anden var Boston Marathon den 15. april 2013, hvor de to Tsarnaev-brødre skabte kaos ved opløbet med bomber, der dræbte tre og sårede hundreder. Det fik ikke interessen til at dale i årene efter, tværtimod, nu ville ALLE løbe Boston.

Kvalifikationsgrænsen er nemlig flydende. De hurtigste tider i hver aldersgruppe bliver lukket ind først, og så er det slut, når det fastsatte antal er nået. Interessen strammede med andre ord kravene gevaldigt, og selv om det i 2015-16 var ved at løje af igen, så skulle jeg med andre ord ud i mit livs første kvalifikationsløb for at få et startnummer.

Jeg udså mig den flade rute i Hannover i april 2016, fordi det er IAAF Silver-løb og derfor bredt anerkendt. Så kunne jeg tilmelde mig i september til løbet i Boston, der var programsat til den 17. april 2017, som altid på Patriot's Day, den tredje mandag i april.

Ja, så var der kun én ting at gøre: at holde næsen i sporet fra den 1. april 2015 til den 1. april 2016. Der blev sat omkring 4200 km ind på bogen i det hele med lange ture hver søndag og en god vedvarende indsats. Jeg vendte kort sagt tilbage til træningsfilosofien fra de unge år, og det kom til at gøre en kæmpe forskel på dagen.

Der ER simpelthen ingen erstatning for kilometer på bankbogen. Og nej, tre gange 10 minutter højintensiv træning om ugen gør dig ikke klar til et maraton – eller hvad der nu ellers dukker op af quick fixes. Der skal simpelthen spoles nogle kilometer igennem for at stå med en solid bagage den dag, startpistolen lyder.

Der blev ikke sat rekorder i Hannover – langtfra – men med 3:26 var jeg sikker på at blive lukket ind i varmen året efter i Boston. Så målet blev nået, endda uden de store kriser undervejs. Dermed kom mit tredje vellykkede løb i hus, og jeg er helt sikker på, at det var den solide forberedelse, der gjorde det.

På den måde er det også et kedeligt løb at berette om, for budskabet er sådan lidt Dudley-Do-Right-agtigt – flid lønner sig, og der er ingen genveje. Ja, gab, men sådan er det.

LEKTIEN AF DETTE LØB?

Løb så langt, du overhovedet orker. Du kan overveje at stoppe, før det bliver til skader og skilsmisse, men ellers er det bare at lægge på.

BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE
BUD #7: HUSK AT DRIKKE
BUD #8: VÆLG ET SJOVT LØB
BUD #9: TRÆN SÅ LANGT DU ORKER

Billedet er ruten i Hannover. Det ser indviklet ud, men det er fordi, der bliver afviklet alle mulige slags løb og holdløb samtidig. Det er en ægte løbefest, men også lidt ondt for maratonløberne, forbi man er inde forbi start og mål et par gange, hvor det hver gang er fristende at stå af.
 

Billede3.png

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

Alt var kaos efter bomberne i Boston den 15. april 2013. Det fik ikke løbere til at blive væk, tværtimod. I årene efter ville alle løbe i Boston, så man skulle stramme sig an for at kvalificere sig. Den ene af de to brødre – Tamerlan Tsarnaev – blev i øvrigt dræbt under den efterfølgende menneskejagt, mens den anden – Dzhokhar Tsarnaev – blev fanget, fængslet og dømt til døden. Han har appelleret, mens højesteret i USA stadfæstede den 4. marts 2022 dødsdommen.

 

Billede6.png

Link to comment
Share on other sites

Rent træningsmæssigt har jeg gjort alvor af at rette op på biostilladset. Jeg har jo en lille sladrehank i form af min lænd. Når den begynder at øffe, er det på tide at stramme op. Så jeg har meldt mig ind i FitnessWorld igen og lægger vejen forbi to gange om ugen. Muligvis snart tre. Det er allerede ved at hjælpe på lænden, og for at få lidt yderligere afveksling kombinerer jeg det med 30-40 minutter for fuld smadder på en spinningcykel. De andre dage får jeg løbet lidt varierende ture, men prioriteten lige nu er at få banket ryg mv. på plads i maskinparken. Jeg skal bare IKKE være et gammelt skrog med dårlig ryg :raisebrow:

By the way: Vi skal snart vænne os til, at FitnessWorld bliver til PureGym :violin:
https://www.bt.dk/samfund/stor-fitnesskaede-skifter-navn

Link to comment
Share on other sites

MARATON #10 – BOSTON, APRIL 2017
RINGEN BLIVER SLUTTET

Inspireret af de første moderne olympiske lege i 1896 blev det første Boston Marathon afholdt allerede året efter, i 1897. Siden er det løbet hvert år, altid på Patriot's Day, den tredje mandag i april. Som alle andre steder var der bump i planlægningen under corona, men ellers har man holdt fast i løbet, der er så spækket med traditioner, at det halve kan være nok. Ligesom juleaften bliver succesen målt efter, hvor lidt der bliver lavet om.

Tidligt mandag morgen strømmer løbere fra alle hjørner af byen til Boston Common. Her venter alle de gule skolebusser fra hele regionen, som står for transporten ud til provinsbyen Hopkinton, 42 km vest for byen. Først bliver eliten sendt af sted tilbage mod byen og dernæst startgrupper i forhold til kvalifikationstiderne.

Afsted går det ad en kuperet rute flankeret af en halv million heppere. Ashland, Framingham, bakkerne ved Wellesley College, hvor pigerne uddeler kys til løberne, videre over bakkerne ved Newton – Heartbreak Hill – ind i Boston forbi Fenway Park og til allersidst: 'Right on Hereford Street, left on Boylston Street' frem til målstregen.

Løbemæssigt er det en hård nød at knække. Dels på grund af ruten, og dels på grund af vejret, som kan blive ... hvad som helst. Fra isnende kulde og regn til stegende hede. Når vejret slår om i Boston om foråret kan man gennemleve flere årstider på få dage. Da jeg løb der den 17. april blev det over 26 grader, og det er jo april, så der er ingen blade på træerne til at give skygge. Da jeg skulle flyve hjem dagen efter var det regnvejr og 10 grader, så man skal forberede sig på lidt af hvert.

Det kom til at tage mig over fire timer, men så kan man jo løbe/jogge og tage det hele til sig. Det var kun tre måneder, efter at Trump var tiltrådt, og da Boston er hjertet af Kennedy-land, var alene skiltene langs ruten god underholdning. Her finder vi IKKE Trumps kernevælgere. Overalt var der havefester, og der var meget få steder langs ruten, hvor det tyndede ud i antallet af tilskuere og heppere.

Det er altså ikke kun den tunge historiske ballast, som løbet slæber rundt på, men også selve arrangementet, ruten og omstændighederne, der gør det til en enestående begivenhed. Den hårdnakkede fastholdelse af starten i en ubetydelig flække, turen gennem smukke. bakkede landskaber i New England frem til de sidste kilometer, hvor storbyen samler sig om ørerne på en, og man løber i mål i en sprække mellem høje huse i Downtown Boston.

Det var et privilegium at få det med, og det var vel også en ring, der blev sluttet, når jeg tænker på min fascination af løbet, der startede helt tilbage i begyndelsen af 1980'erne. Det tog et par år at træne og kvalificere sig til det, men det var det værd. Man glemmer måske også, hvor shaky alting var, lige da Trump var tiltrådt. I den forbindelse var det rart at opleve ufiltreret entusiasme og imødekommenhed fra amerikanerne selv.

 LEKTIEN AF DETTE LØB?

Man skal aldrig sige aldrig. Når det kan lade sig gøre at løbe på den samme asfalt som ungdommens idoler, så er der vel også en vej frem til et ekstra maraton næste forår.

BUD #1: TRÆN MED ANDRE
BUD #2: RESPEKTÉR DISTANCEN
BUD #3: LØB I ET ENSARTET TEMPO
BUD #4: TJEK RUTEN GRUNDIGT
BUD #5: FORVENT DET UVENTEDE
BUD #6: TAG DET SOM EN OPLEVELSE
BUD #7: HUSK AT DRIKKE
BUD #8: VÆLG ET SJOVT LØB
BUD #9: TRÆN SÅ LANGT DU ORKER
BUD #10: ALDRIG SIGE ALDRIG

Billedet er fra starten i Hopkinton, 42 km vest for Boston. Alle deltagere har kvalificeret sig på tid og bliver sendt af sted i grupper baseret på den tid. Det giver den mest flydende afvikling af starten og de første mange kilometer, jeg nogensinde har oplevet i et løb.

Billede2.jpg

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

The Duel in the Sun, Boston Marathon 1982, hvor det også blev stegende varmt. Dick Beardsley (26) bliver udfordret af den unge stjerne Alberto Salazar (23). De sidste ni miles er det de to alene mod hinanden, og opløbet bliver uhørt tæt. Alle troede, at det blev begyndelsen til en ny guldalder for amerikansk maraton, men i stedet skulle de begge komme til at kæmpe med hver deres problemer.

https://youtu.be/FmzljrUrwKE

Edited by Henrik S.
Link to comment
Share on other sites

Er begyndt at 'skrælle' min Storck. Har lige indstillet skydningen, fordi jeg mangler det der åndssvage lille plasticværktøj til at skrue 'støvkapslen' af den venstre Shimano-pedalarm. Det er nu på vej og lander i morgen fra Cykelgear (indkøbt til den stolte pris af 19 kroner). Så skal triple-kranksættet af, og SRAM Red sættes på. Selv om jeg ikke blev færdig, var det en stor fornøjelse at pille den lillebitte frempind af og sætte en ordentlig størrelse midlertidigt på. Når kranksættet er pillet af, skal stumperne sælges på DBA. Selv brugte dele koster jo en herregård at købe på nettet på grund af mangel på alt muligt, så det er godt, at jeg har god tid til at samle de næste dele.

20221014_130414.jpg

Link to comment
Share on other sites

Spændende med projektet :) Og ja, brugte dele er nærmest ikke til at opdrive, og hvis man endelig finder noget så koster det. Endte faktisk med at bestille en ny sadelpind til min vinterracer, fordi jeg ikke kunne finde en brugt. Det er vanvittigt. 

Link to comment
Share on other sites

1 time siden, Kermit skrev:

Spændende med projektet :) Og ja, brugte dele er nærmest ikke til at opdrive, og hvis man endelig finder noget så koster det. Endte faktisk med at bestille en ny sadelpind til min vinterracer, fordi jeg ikke kunne finde en brugt. Det er vanvittigt. 

Ah, okay, så er det ikke bare mig, der ser syner. Efterspørgslen efter brugt skyldes jo nok leveringsproblemerne på nye dele, så det hele er én lang kæde af forhindringer. Jeg fandt en fyr i Mørkøv, der har en hel røvfuld dele til salg på DBA, og han kom sågar forbi med dem. Og der skulle gerne være et sæt SRAM Red 10-speed bremse-/skiftegreb på vej fra det store udland. Men hold da op, der errift om tingene.

Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...
På 25.10.2022 at 13:40 , kahlua-kalv skrev:

Hvis i mangler vintage dele (og nogle nyere) så er Lars Bryde et bekendtskab værd. Kan findes på FB.

Han har flere flere reservedele end de fleste cykelværksteder.

Tak for tip. Ham følger jeg faktisk på FB, så det kan være, han skal kontaktes for at få de sidste ting i hus.

Link to comment
Share on other sites

On 9/29/2022 at 11:25 AM, Henrik S. said:

By the way: I dag er det sikkert en atletikklub, der kæmper for at holde på medlemmerne som alle andre, men jeg husker IK Hellas i 1981-82 som en ret god atletikklub med hyggelig træning på stadion (lås det ikke nærmest lige over for mit kollegium?). Det er efterhånden mange år siden, men som jeg erindrer det, havde de i hvert fald en god kuglestøder og diskoskaster, der hed Jan Hansen(?), og var der ikke også en meget ung, talentfuld løber, der hed Trine ... et eller andet? Nå, det begynder at fortabe sig i tågerne. Hellas er nok i mellemtiden 'bare' blevet en motionsklub. De rigtige atletikklubber lever en hensygnende tilværelse, og særligt de tekniske discipliner er ved at glide helt ud:

https://migogaalborg.dk/medlemmer-af-europa-parlamentet-oensker-mere-beskyttelse-af-de-forbrugere-der-ansoeger-om-laan-online/

 


Helt enig med dig. Nu er formålet med klubberne blevet mere underholdende. Kun dem, der sigter på at opnå noget på egen hånd, inkluderer teknisk nødvendige i træning.

Link to comment
Share on other sites

Det var så godt vejr i weekenden, at jeg fint kunne stå udenfor og skrue på mit cykelprojekt. Nu er SRAM Red for-og bagskifter sat på, frempind og styr er sat ordentligt fast med nye spacere under frempinden, bremsegrebene fra Kyiv er monteret nogenlunde, hvor de skal være, og der er kommet en SRAM Red-kassette på hjulet.

Det har ikke været overdyrt indtil videre, og der skulle være bremsekløer på vej fra USA. SRAM-kranken er ikke monteret, fordi jeg ikke kunne få de åndssvage Shimano krankskåle skruet af. Det viste sig, at de nu laver nogle bestemte krankskåle, der er lidt mindre end sædvanligt, så i dag landede der en adapter fra Cykelgear (til sølle 29 kroner), der passer til, så jeg kan bruge den normale kranknøgle. 

Og pludselig varer det ikke forfærdelig lang tid, før den er færdig, men den får nu lov til at overvintre, før den skal ud på landevejene. Kæder og kabler er i øvrigt også landet. Indtil videre skal den bare rulle på Mavic-hjulene og de monterede GP 4000-dæk.

Det er godt nok ikke mange dele, der skal til, før man har en færdig cykel. En bonus ved at købe brugte ting herhjemme er i øvrigt, at jeg er kommet i kontakt med to sælgere, der har endog meget store lagre, også af små reservedele som skruer og lign. til fx SRAM. De er gode at kende.

20221031_155646.jpg

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share