"Kontant" DR1 (i dag d. 6/5)


Guest Slettet
 Share

Recommended Posts

Litopsi - jeg har aldrig ment ALLE når jeg talte om psykologer. Og så var du jo heller ikke masivt overvægtig - og i en, så vidt jeg har kunnet læse mig til i din log, i en nogenlunde positiv livssituation i øvrigt. Men flot gået var det nu!

Og så vil jeg lige anføre - hvis nogen skulle være i tvivl - at det er dit punkt 2 der gør det ikke altid er nemt - skabelsen af det, gerne via et godt sunhedsfremmende forløb, er ofte den egentlige udfordring!

Link to comment
Share on other sites

  • Replies 141
  • Created
  • Last Reply

Top Posters In This Topic

Og så lige en ting til: ja det var en læge med 8 års uddannelse der stak mig plakaten om fedtindholdet i vingummier og hakkebøf. Og nej - der var aldrig nogen der fortalte mig at jeg skulle spise mindre.
Ganske utroligt...
Btw: det er mine egne ben i min avatar, så jeg er altså ikke overvægtig mere.

Det ved jeg godt :inlove: :worship:

Link to comment
Share on other sites

Jeg er temmelig enig med Litopsi.

Da jeg for nogle år siden fandt ud af at jeg "pludseligt" vejede lige omkr. 100 kg. besluttede jeg mig for at tabe mig. Men det skulle være rimeligt naturligt (hvilket stort set blot betød at jeg ikke gad en "egentlig kur" som f.eks. nupo og andet pulvermad (iøvrigt HELT uden at have givet det en chance)). Jeg undersøgte lidt og det er jo en jungle. Den ene siger det ene og den anden det andet. Jeg fandt de retningsregler jeg synes lød fornuftigt (det vil sige var lettest at følge tror jeg). Det at tælle kalorier og den slags var noget besværligt. Anne Larsens metode var derimod NEM. Så jeg kiggede efter fedt - og intet andet. (O.k. jeg vidste godt at det var skidt at spise en pose matadormix flere gange om ugen, så det blev skåret ned til en enkelt. Herreste gud, det er jo "kun" sukker. - Så taber jeg måske ikke så meget lige den dag (eller måske blot lige det måltid), - men resten af ugen går det nok). Jeg spiste MEGET fedtfattigt (og også langt mere fedtfattigt end Anne Larsen anbefaler - hun skriver jo faktisk at det ER vigtigt at man får fedt. Men da det gik lidt langsomt så måtte løsningen jo være at spise ENDNU mindre fedt. Ja det er sikkert ikke så sundt, men det er jo også kun en periode. Resultat. Jeg tabte mig - en del faktisk. Omkring 10 kg. tror jeg - og på en fornuftig tid (kan ikke huske detaljerne). Men så gik det lidt i stå. Og der var jeg jo stadig noget tung. Men jeg spiste virkelig lidt fedt, så jeg fattede ikke hvorfor der kunne blive ved med at være så meget fedt på kroppen. Men o.k. så måtte jeg jo forbruge den fedtmængde jeg havde (dvs. ud at løbe). Det var faktisk en rigtig god ting. Jeg havde aldrig løbet før det og kunne vel løbe en 2-3 minutter sammenlagt. Det blev øget til 10 km. - Og jeg tabte mig ned omkr. 80 kg. hvor jeg gerne ville være (har i mellemtiden taget dem på). De 80 kg. som jeg ønskede var iøvrigt igen bestemt at disse sundhedssider - nemlig BMI skalaen.

Set i bagklogskabens lys kan jeg da sagtens se at det var helt galt, - men jeg følte virkeligt at jeg HAVDE gjort en masse for at finde info, ligesom jeg følte at jeg havde en masse diciplin.

Iøvrigt skal det så siges at jeg faktisk senere begyndte at tælle kalorier (også dem fra kulhydrat og protein) - og lavede et totalt fedt excel ark hvor jeg puttede mine måltider ind (havde en kæmpe fødevare tabel jeg havde skrevet af fra en bog fra biblioteket) og så de forskellige retter jeg ofte spiste. Den kunne så beregne et forventet vægttab. Men stadig havde jeg faktisk en ide om at det ikke gjorde spor at spise uanede mængder af protein og kulhydrat - o.k. så taber man sig ikke den dag, men det da det ikke er fedt kunne jeg jo ikke tage på af det. [Min harddisk gik desværre i smadder ellers ville jeg gerne have postet min regneark. Så kunne jeg også have fortalt præcist hvor meget jeg havde tabt og hvornår]

MOl's forum er en guldgrubbe for dem der gider diskutere sine planer og bladre en del i indlæg af forskellige typer og kvalitet for at finde det de ønsker. Jeg ved ikke hvor stor forskel det havde gjort, men jeg tror da det havde været sundt for mig ikke kun at kigge efter fedtindhold. Der er rigtig mange steder man kan finde info om at tabe sig, - men der er ofte modstrid i det de siger - og folk har en meget selektiv måde at læse på.

Link to comment
Share on other sites

Jeg tror selv at et af de store problemer idag ligger i at vores appetit og de fødevarer der ofte er tilgangelige ikke passer sammen! Vi kender vel alle at hvis man har lavet en masse er man mere sulten end hvis man har siddet på sin røv og spillet kort. Og hvis man har været ude en hel dag i den friske luft er man mere sulten end hvis man har set video en hel dag. Kroppen er ikke dum der!

Problemet er så, at vores kroppe gennem utallige genrationer har fået deres føde fra ret simple fødevarer og ofte fødevarer med en lav energitæthed. Vores appetit er simpelthen ikke gearet til Mcdonalds eller Snickers bars. Man kan stoppe tusinder af kcal. i roen før man er bare lidt mæt med den slags fødevarer, især hvis man, som mig, har en "stor" appetit ;) Det handler ikke kun om at "tage sig sammen", men også om at vi gennem medier og andet er blevet bildt ind at 2 burgere, en cola på størrelse med TJ og en røvfuld chokolade er en okay frokost, når det i virkleligheden opfylder en hel dags kcal. behov uden at gøre os mætte!!! Samtidig er der masser af fødevarer (sodavand etc.) der kan give en masse kcal. uden at gøre en mæt.

Og det handler ikke "bare" om at tage sig sammen. Hvis det bare var det, det handlede om ville der ikke være nogen, der led af livsstils-sygdomme. Jeg havde en god veninde på et kollegie, jeg boede på,der var ret rund. Og hendes store problem var at hun var for forfængelig til at motionere. For hun følte sig til grin nede i centeret eller i svømmehallen, fordi hun var så rund! Så hun prøvede med sit letigen og nupo uden der skete det store, og så gik selvtilliden, og dermed lysten til at motionere offenligt endnu mere ned. Det var en ond cirkel, og hun tabte ikke megen vægt i den tid jeg kendte hende. Jeg prøvede naturligvis med: "drop smøgerne og kom med os ned og træne" for det var en naturlig tanke for mig, men det at vise sig i træningstøj var en større udfordring for hende end jeg indså dengang! Dengang var det nemt at tænke på hende som svag.... :(

Jeg har ikke selv nogen gyldne svar, bare en masse respekt for folk som Litopsi, jarvig og Arne, der har angrebet problemet fornuftigt!! Det er ikke kun en fysisk ting, men også noget mentalt.

Hvorfor drikker jeppe, lyder det klassiske spørgsmål... hvorfor er folk tykke.???ja, de har spist mere end de forbrændte, lyder det nemme (og fysiologiske rigtiger) svar. Bagefter kan man så komme med et "hvorfor"...

Link to comment
Share on other sites

Og det handler ikke "bare" om at tage sig sammen. Hvis det bare var det, det handlede om ville der ikke være nogen, der led af livsstils-sygdomme. Jeg havde en god veninde på et kollegie, jeg boede på,der var ret rund. Og hendes store problem var at hun var for forfængelig til at motionere. For hun følte sig til grin nede i centeret eller i svømmehallen, fordi hun var så rund! Så hun prøvede med sit letigen og nupo uden der skete det store, og så gik selvtilliden, og dermed lysten til at motionere offenligt endnu mere ned. Det var en ond cirkel, og hun tabte ikke megen vægt i den tid jeg kendte hende. Jeg prøvede naturligvis med: "drop smøgerne og kom med os ned og træne" for det var en naturlig tanke for mig, men det at vise sig i træningstøj var en større udfordring for hende end jeg indså dengang! Dengang var det nemt at tænke på hende som svag.... :(

Der ramte du i hvert fald et af sømmene på hovedet. Jeg tror der er mange forskellige aspekter af dette emne, men jeg tror der er en del der kender til det du omtaler der. Nok mest piger, men bestemt ikke kun.

Men et eller andet sted så mener jeg da at for hende er det NETOP "blot" at tage sig sammen - og det er så det hun ikke kan.

Jeg har ikke tænkt så meget over det med at energitætheden i vores mad er blevet større. Men det er sandsynligt du har ret. Da min mor var dreng havde jeg nær sagt, for længe siden fik man også chokolade, - men man spiste ikke en 200 grams plade. Eller hvad??? Men smør, fedt, sukker, fløde og den slags er vel ikke ligefrem nye opfindelser?

Jeg ved det ikke, men jeg tror måske nærmere at problemet er at rigtig mange mennesker i dag et job hvor de næsten intet fysisk arbejde udfører. Alle former for kontorpersonale får jo næsten ikke rørt sig på jobbet. Og den slags job er der vel langt flere af i dag end der var tidligere. Selv folk der laver gravearbejde og andet som kunne være fysisk krævende sidder jo stort set i en maskine og rører ikke meget andet end et par fingre.

Link to comment
Share on other sites

Tja..engang var en guldbarre et stykke chokolade..nu er 200 gram marabu en gang guf. Det samme med Cola. hvor det før kom i 330 ml eller 1 l. kommer det nu i 1/2 eller 1 1/2. L. Det er blevet lettere at få meget energitætmad, der ikke mætter...og klart for så sælger junk food pusherne mere. Vi vænnes til at junk food ikke er en enkelt hotter ved pølsemanden men et mega extra super value ultra size meal hos en af Burger-giganterne :(

Link to comment
Share on other sites

Der er nu over 1.000.000 enlige i dette land og tallet er stærkt stigende. Mange af "os " er det absolut ikke frivilligt, og ikke at jeg forventer at andre har ondt af mig eller noget i den retning, men som Arne og andre har været inde på, så ER det ikke "bare" at tabe sig og især ikke hvis man har noget i dagligdagen der nager sjælen. Tro mig, jeg ville voldsomt gerne tabe mig 6-8 kilo. Dels fordi jeg selv synes at det ville pynte, og så for, ja måske ville man være mere atraktiv dels ved udseendet alene og dels ved på denne måde at vise, at man har kontrol over tingene. Omvendt ved jeg inderst inde godt at det ikke gør en skid forskel, og om det muligvis er derfor min underbevidsthed forsøger at skøne mig for denne ubehagelige vished om at gå alderdommen i møde alene når den ældre generation af familien er væk, kunne udemærket være forklaring.

Det kunne også blot være at almindelig kedsomhed nemt kureres med en pose kanelgifler eller en bøtte is. Man ved godt at man ikke skal spise den. Man ved også udemærket godt, at man fortryder BITTERLIGT i morgen, ja blot om en time. Og man gør det alligevel. Ligesom når små børn kigger på mor mens de laver ulykker.

Og så er vi jo alle forskellige og med forskellige historier - og dermed også forskellige løsningsmodeller. Uagtet at vi aldrig når sandheden i denne tråd, er den særdeles interessant.

OG så er det naturligvis MEGET sandhed i, at vi ikke rører en negl på arbejdet og at chokoladepladerne er blevet større. Samtidigt med at maden også er blevet mere energirig. Trist at alle disse faktorer trækker i den samme uheldige retning.

Edited by TF vol. II
Link to comment
Share on other sites

Nu er tråden jo vist ved at ende i en slags forbrødring, og det er godt. Inden det kommer så vidt vil jeg dog godt dvæle lidt ved offerrollen igen.

Citat jeres ærbødige:

kommer offerrollen ind - for selv om man har en dyb og inderlig modvilje mod at se sig selv som et offer, er der ikke desto mindre nogle livsbegivenheder, der kan tære på overskuddet. Jeg nævner i flæng eksamen, fyring, skilsmisse, dødsfald (ikke eget!), sygdom - og listen kan blive meget længere.
Citat Arne et par indlæg længere fremme i tråden:
Det kan være stres, skilsmisse, fyring samtidigt med økonomiske problemer, kombination af mange problemer – hvad ved jeg. E3ns overskud er måske eroderet bort gennemlang tid – og så skal der måske bare en lille ting til at vælte læsset.

Nu er det jo en ære at blive dækket citeret af en autoritet på området, og Arne og jeg er da også 80 % enige - men altså også kun 80 %! Det, som jeg savner svar på følger af 2 forudsætninger, som jeg mener, at Arne gør:

1: Der gives omstændigheder, hvor man er et viljeløst offer, der tager på og man er derfor fritaget for ansvar.

2: Folk som Cilius og andre, der ikke accepterer dette, er fuldt ansvarlige for deres holdning.

Det kan jeg ikke få til at stemme! Man kan ikke på samme tid være et offer og mene, at alle andre skal stå til ansvar for deres holdninger i det omfang, at de ikke underbygger offerrollen.

Venligst: Dette er ikke ment som et angreb! Det er et udtryk for ærlig forundring! Husk, at udgangspunktet var 80 %'s enighed.

Link to comment
Share on other sites

1: Der gives omstændigheder, hvor man er et viljeløst offer, der tager på og man er derfor fritaget for ansvar.
Det kan jeg ikke få til at stemme! Man kan ikke på samme tid være et offer og mene, at alle andre skal stå til ansvar for deres holdninger i det omfang, at de ikke underbygger offerrollen.

Jeg er ikke enig i at de, af Arne nævnte omstændigheder er et udtryk for en offerrolle. Jeg kan ikke læse ud af citatet at Arne siger at man kan være et viljesløst offer. Offerrollen kommer kun ind i den (sjældne) situation hvor der er tale om en fysisk sygdom. Det er ikke udtryk for en offerrolle at opstille forklaringsmodeller for hvorfor overskuddet kan mangle i perioder - ligesom det ikke er en ansvarsfraskrivelse. Det er blot en forklaring på hvorfor det IKKE er dovenskab, der forhindre et vægttab. Måske er det en definition af dovenskab der skiller vandene. For mig er dovenskab når der ikke er noget der forhindre at man gør et eller andet og man alligevel vælger ikke at foretage sig en given handling. At påtage sig offerrollen er når man siger: "jeg kan ikke gøre for det og jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er bare en situation som jeg er sat i, og som jeg er udenfor indflydelse på"

Link to comment
Share on other sites

Synes det er en spændende debat og vil da gerne lige give min mening med.

Jeg tror mange overvægtige inkl. mig selv, har taget på grundet en lang række omstændigheder, nogen selvforskyldte, andre moderne levevis og andre igen uforskyldte ting. Man kan ikke sætte fingrene på enkelt elementer/personer, men må se det i det mere eller mindre komplekse billede, som det tit er. Derfor er man hverken offer eller selvforskyldt, sådan er det bare, vi har alle problemer, den eneste forskel er hvordan vi håndterer dem. Jeg tror at man kan sammenligne overvægt og rygning, i at det er langt henad vejen noget med vaner, gruppepres, social adfærd osv.

Min egen historie er følgende:

Jeg blev mobbet at jeg var tyk som barn, ikke fordi jeg var det, blot fordi jeg var stor (knoglebygning og højde). Jeg var et godmodigt barn der ikke ville slå igen, men efter selvmordstanker og depression, valgte jeg med mine forældres opbakning at slå igen. Jeg bankede de værste forfølgere, smed en af dem ned af en trappe, smadrede et skolebord da jeg kastede en stol efter en af dem. Drilleriene stoppede øjeblikkeligt, men min frygt for idræt og nederlag blev siddende til jeg var midt i tyverne, til at jeg havde været et par år i udlandet, blev gift og fik børn.

Jeg trænede karate og styrketræning fra jeg var 27, fik gradvist en selvtillid til de ting jeg var god til og blev meget glad for idræt. Alt dette gik godt indtil jeg fik en knæskade i en fodboldkamp. Jeg måtte kæmpe med lægerne i tre år, før jeg fik den rigtige behandling og genoptræning. Først var jeg den pæne patient der stolede på lægerne, sidenhen har jeg fundet ud af at nogle er gode og mange ikke er det. Der gik 1½ år før nogle fandt ud af mit forreste korsbånd var røget, derefter gik der 1½ år før jeg var genoptrænet og jeg fandt en god læge. Nu fire år efter skaden og i en alder af 36 år, skal jeg opereres om en måned (korsbåndsrekonstruktion) af en læge som er blandt de dygtige og som ikke bare ser mig som en overvægtig.

For et år siden havde jeg taget 30 kg (plus de ti kilo der sad for meget efter de første par børn, men disse kilo generede ikke) på grundet skaden og det langsomme forløb. Jeg spiste jo selvfølgelig mere end jeg forbrugte, men kun fordi jeg ikke kunne træne. Det er desværre ikke så nemt at skrue ned, når man er vant til at kunne spise en del. Derudover har jeg tre børn, et travlt arbejdsliv (konsulent og skal derfor bruge bilen) osv. hvilket gør at livet ikke er nemt og overskueligt. Det har krævet mange opgør (både på arbejde og privat) at kunne træne så meget som jeg gør nu.

På dette tidspunkt (altså et år siden) tog jeg en livsændrende beslutning, efter genoptræning fungerede mit knæ rimeligt og jeg fik noget af gnisten igen. Jeg meldte mig ind i et lokalt fitness center og startede med at spinne og vægttræne. Derudover fik jeg letigen af lægen, som jeg dog kun brugte en til to piller af om dagen. Jeg har i det forløbende år tabt ca. 20 kg fedt og taget 10 kilo muskler på. Jeg vejer ca. 100 kg uden fedt, men desværre omkring 130 kg med fedt, der mangler derfor 20 kg fedt endnu. Jeg er 187 cm høj.

Min træning består af følgende(alt mellem 17-19):

Man: Spinning 45 min. efterfulgt af 1 times vægttræning baseret på et HST program

Tir: Spinning 45 min.

Ons: Spinning 45 min. efterfulgt af 1 times vægttræning baseret på et HST program

Tor: Spinning 45 min.

Lør: Spinning 45 min. efterfulgt af 1 times vægttræning baseret på et HST program

Søn: Skovtur med familien

Jeg har nu en meget muskuløs overkrop, meget muskuløse ben, kan løfte max. vægt i langt de fleste maskiner og bænkpresser 130 kg(5 reps). Så den del af programmet går strålende, bortset fra en fibersprængning i læggen lige for øjeblikkeligt. Uden fedt ville jeg nok ligne Wolf fra Gladiatorerne en lille smule. Hvis ikke fedtsugning vasr så dyrt, havde jeg nok gjort det ;-)

Min fedttab er desværre gået meget i stå de sidste 4 mdr. , jeg tæller ikke kalorier, men jeg spiser meget sundt og proteinrigt. Det meste vægt tabte jeg da jeg brugte letigen ved siden af min diæt, da det kickstartede mit stofskifte om morgenen. En diæt for en typisk dag i mit liv ser sådan ud:

Morgenmad: Havregryn med skummetmælk og banan, et glas juice og vitaminer (crom og multivitamin)

Formiddag: 2-3 stk. frugt eller gulerod i løbet af formiddagen

Frokost: Tun eller kogt kyllingebryst, 2 bananer med 2 skiver rugbrød (fedtfattigt uden kerner)

Eftermiddag: 2-3 stykker frugt, juice med Kreatin inden træning

Efter træning: Protein drik uden kulhydrater, et stk frugt

Aftensmad: Kogt kylling, dampet spinatblade + rå broccoli og/eller blomkål, 1 teske Udo's Choice. vitaminer (crom og multivitamin)

Inden sengetid: 1 glas skummetmælk

All væske udover det nævnte er enten vand eller light sodavand.

Mit problem med at tælle kalorier, er jeg ærligt talt ikke ved hvad jeg behøver. Med ovennævnte indtag, kan jeg holde mig fra Burger King og Pizzariaet uden problemer. Jeg har energi til at træne og passe min travle hverdag.

Jeg har prøvet at gå eller løbe om morgenen, dette giver desværre fibersprængninger i læggen på det skadede ben. Derfor lader jeg mig operere, for at få en korsbåndsrekonstruktion her om en mdr. Måske kan det hjælpe mig med det sidste vægttab.

Håber både på nogle kan rådgive mig lidt for at komme videre og at man kan se at overvægt ikke bare er fordi folk er dovne ;-)

Kenn

Link to comment
Share on other sites

Tak for historien Kenn

Din motion ser fornuftig ud - du skulle måske sprede din træning mere over døgnet. Få gået nogle morgenture o.lign. Det er heller ikke optimalt at placere styrketræning og cadio lige op ad hinanden i tid.

Men det er kosten du skal fokusere på! Det som umidelbart slår mig, er den store mængde frugt - der er pokker til forskel mellem en gulerod og et stykke frugt! Du får mellem 500- og 1000 Kcal den vej hver dag - det er meget - og det er kulhydrat! Hvis du samtidigt drikker juice går det helt galt. 1 litter appelsinjuice indeholder 500 kcal!! Spare du 700 kcal om dagen - så taber du 1 kg på 10 dage - og det kan du gøre ved bare at skære ned på frugt og droppe juice. Du skal spise 1-2 kg gullerødder hver dag, for bare, at komme op på det sammme energiindtag som du får om dagen nu fra frugten.

1-2 stykker frugt ialt om dagen - og vand i stedet for juice - så er du godt på vej :)

Jeg synes du skal starte en logbog - eller poste et seperat spørgsmål i dette forum. Jeg synes vi i dnne tråd ellers skal holde os til emnet - og det synes jeg at du har biddraget med en god personlig vinkel på!

Link to comment
Share on other sites

Og det handler ikke "bare" om at tage sig sammen. Hvis det bare var det, det handlede om ville der ikke være nogen, der led af livsstils-sygdomme. Jeg havde en god veninde på et kollegie, jeg boede på,der var ret rund. Og hendes store problem var at hun var for forfængelig til at motionere. For hun følte sig til grin nede i centeret eller i svømmehallen, fordi hun var så rund! Så hun prøvede med sit letigen og nupo uden der skete det store, og så gik selvtilliden, og dermed lysten til at motionere offenligt endnu mere ned. Det var en ond cirkel, og hun tabte ikke megen vægt i den tid jeg kendte hende. Jeg prøvede naturligvis med: "drop smøgerne og kom med os ned og træne" for det var en naturlig tanke for mig, men det at vise sig i træningstøj var en større udfordring for hende end jeg indså dengang! Dengang var det nemt at tænke på hende som svag....

Dette er helt sikkert et af de essentielle problemer.

Cilius<---

Jeg har selv lidt meget under dette, bare med omvendte fortegn. Værst i 8-13 års alderen.

Jeg kan bl.a huske svømmeundervisningen. Hold kæft, hvor jeg hadede den. Alle kunne se mig. Jeg havde følelsen af angst, hver gang turen gik til svømmehallen. Jeg lærte selvfølgelig aldrig at svømme, men udviklede derimod en grad af hydrofobi.

Ellers husker jeg hvordan jeg, når vi var på vej hjem fra fodboldkamp, desperat trykkede lårene ned i sædet, så de andre ikke skulle se hvor tynd jeg var.

Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke havde et specielt godt forhold min krop.

Dette var nok også en af de helt store grunde til mit skift fra cykling til BB, da det var min tidligste og største barndomsdrøm, at være bodybuilder.

Om problemet er overvægt eller undervægt, så er det 2 alen af et stykke.

Hvis anoreksi ikke var en anerkendt sygdom, så ville du sikkert komme med de samme "de kan da bare tage sig sammen" kommentarer rettet mod denne gruppe også.

Sådan fungerer tingene altså bare ikke altid i virkeligheden!

Dit syn på overvægtige mennesker minder i høj grad om det syn, mine forældre og min bror har, men det kan de jo også så nemt, da de rent genetisk og socialt er rimelig heldigt stillet.

"Hold kæft mand", "tag dig sammen" og hovedrysten er almindeligt ved synet af svært overvægtige personer. En, på dette område mangel på empati, er iøjenfaldende. Mit eget syn på overvægt var måske ikke meget anderledes engang.

Du nævner selv empati. Du har måske brug for at arbejde lidt med denne side af dig selv.

Jeg er ikke sur. Jeg føler mig ikke trådt over tærerne. Jeg prøver bare at få dig til at forstå.

Edited by Fistandantilus
Link to comment
Share on other sites

Ok selvom nogle (meget få?) fede mennesker har nemmere ved at blive tykke pga uheldige gener, så synes jeg det er at skyde ved siden af mål at give generne skylden.

Generelt så er det pga for fed/for meget mad og for lidt motion - længere er den ikke (med mindre vores gener på mærkværdigvis er muteret i løbet af de sidste 50~ år).

Istedet burde man se på hvorfor så mange har så store problemer med at opnå et varigt fedttab.

Jeg tror en vigtig årsag er, at der dels bliver fokuseret for meget på korte, hurtige løsninger, hvor man istedet burde koncenterere sig om at planlægge sin kost/motion på en sådan måde, at man kan holde det ud i det lange løb.

Vi har vel allesammen set eksempler på ekstreme kure med sindsyge kalorieunderskud, som er dømt til at fejle i det lange løb. Det kan være fordi vi er opvokset med at alt skal være let og at ens mål kan nås hurtigt og med minimum af indsats - Jeg ved det ikke, men faktum er at folk ikke vil ændre deres vaner fordi det kræver en INDSATS og mennesket er dovent af natur. Det gælder rygere, folk der drikker for meget osv. Hvis man kunne få det budskab ud, at det ikke nytter noget at kigge på den sidste nye popdiæt, og man undersøger hvordan man kan få overholdelsen-raten oppe, for det er ofte (altid?) her det går galt.

Hvis man kunne få nogen til at kigge lidt på forskellen i adfær/psyken mellem de folk som det lykkedes at overholde en kost/motionsomlægning og dem det ikke lykkedes for (og så arbejde på at forbedre de ting hvor det går galt),- så tror jeg man kunne nå et godt stykke af vejen. Af en eller anden grund bliver der istedet fokuseret alt for meget på ting som, om 30% kulhdyrat eller 40% giver det bedste vægttab og lign.

Link to comment
Share on other sites

Anders<---

Jeg siger ikke generne har skylden. Vi har dog alle forskellige udgangpunkter. Nogen har lettere ved at være slanke end andre. Det er der vist ikke nogen, der er i tvivl om?

Fedme er efter min opfattelse mere psykisk end fysisk betinget. Og nu da du selv perspektiverer til fortiden, da fedmeproblemet ikke udbredt, ja da fandtes anoreksi heller ikke!

En sammenhæng? -Jeg tror det.

Du bringer alkoholisme på banen. Jeg tror mange af de samme mekanismer gælder for fedme, anoreksi og alkoholisme. Man er af forskellige årsager, der oftest vil være psykiske, havnet i en ond cirkel, og det er ikke bare lige at bryde sådan en, som dig og cilius antager!

Og det er endnu sværre, at overvinde sine egne psykiske barrierer.

Man kalder ikke flok, der er ved at dø af anoreksi for dovne, men det er i orden med fede mennesker; de kan jo bare tage sig sammen!?!

Disse mennesker skal selvfølgelig selv tage et ansvar, men de har også brug for støtte, og de har i hvert fald ikke brug for folk, der ser ned på dem. (Det siger jeg ikke du gør).

Det er ikke sikkert, mine eksempler gælder i alle tilfælde, men det er ikke retfærdigt, at skære fede mennesker over én kam. Jeg mener, man må se hvert enkelt tilfælde individuelt, før man dømmer.

Link to comment
Share on other sites

det er ikke bare lige at bryde sådan en, som dig og cilius antager!
fælles for alkohollisme, fedme, rygning, pillen næsen osv. er at det er vaner som det kræver en INDSATS at ændre. Det var alt jeg sagde. Jeg siger ikke det "bare lige er at bryde" - jeg er klar over det er svært. Jeg siger hvad jeg mener der skal til / hvor det går galt
Jeg mener, man må se hvert enkelt tilfælde individuelt, før man dømmer.

jeg dømmer ikke nogen, jeg er bare imod "offerollen"

Man kalder ikke flok, der er ved at dø af anoreksi for dovne, men det er i orden med fede mennesker; de kan jo bare tage sig sammen!?!

jeg sagde mennesker generelt er doven af natur. Jeg ved ikke hvorfor du tror jeg er specielt efter de fede, men nu er det jo dem vi snakker om her

Edited by -Anders-
Link to comment
Share on other sites

jeg dømmer ikke nogen, jeg er bare imod "offerollen"
Jeg sagde heller ikke, at DU dømmer, men der er mange, der gør.

Nu kender jeg dig heller ikke som en, der render rundt og dømmer andre folk! ;)

jeg sagde mennesker generelt er doven af natur. Jeg ved ikke hvorfor du tror jeg er specielt efter de fede, men nu er det jo dem vi snakker om her

Igen, jeg siger ikke du er efter fede mennesker. Det var skrevet som en generel holdning, men vi er uenige. Jeg mener det i udpræget grad er noget, der minder om psykisk lidelse, og i de tilfælde kan man ikke snakke om dovenskab.

Vi kan dog sagtens blive enige om, at hvis en person som jeg selv klagede over, at jeg ikke kunne tabe mig, så var det ren og skær dovenskab. :)

Link to comment
Share on other sites

Skulle vi ikke lige slå fast og blive enige om en ting een gang for alle: DER ER INGEN I DENNE DEBAT DER SER SIG SELV I OFFERROLLEN!!! faktisk er det utroligt sjældent at man møder folk der sætter sig selv i offerrollen - det er imod vores natur automatisk at underkaste os andre.

Link to comment
Share on other sites

okey, er kommet lidt sent ind i den her tråd, men vil lige være med...

for at provokere lidt må jeg desværre erkende at alle de tykke eller fede folk jeg kender ikke er dumme eller ofre..

derimod er de alle som en dovne og gider når det kommer til stykket ikke gøre noget ved deres problem,

hvis ellers de selv opfatter det som et problem,

har et par venner der siden gym er gået fra ca 70 kg til +100 uden at de har gjort noget for at tage det i opløbet...så langt så godt...

når de så har beklaget sig over deres vægt har jeg på alle tænkelige måder gjorthva jeg kunne for at hjælpe dem...

men intet er der sket ! FORDI DE IKKE GIDER TA SIG SAMMEN !

den ene brokker sig konstant over de 15 kg han har siddende på maven men i sammen åndedrag kværner han en pizza og 4 liter cola....

det kan jeg ik rigtig bruge til noget, især når ingen af dem er uvidende om hva der er "godt" at spise...

de ved udmærket hvordan de vil kunne tabe sig men det der er the missing link for mit vedkommende er hvorfor de så ik gør det...

og vil gerne indrømme at det for nogens vedkommende sikkert drejer sig problemer af en art, måske psykiske, men derfor må det vel for alle de folk jeg lige kan komme i tanke om være deres eget ansvar...

jeg havde det modsatte problem og var ret så tynd for nu at sige det mildt, men besluttede mig for at det skulle ændres og har efterhånden taget flere kg på end jeg kan tælle, og jeg har sgu os haft mine problemer både med eksamen og kæresten osv...

ved godt at det her ik er et populært synspunkt, men først har det taget dem 3-4 år at tage de 30 kg på og siden har de brugt 3 år på at brokke sig.. :retard: :confused2: :blink: :(

Link to comment
Share on other sites

Kategorien af tynde mennesker har jeg også hørt til. Jeg begyndte i en relativ tidlig alder at vægttræne, men uden de helt store resultater (ingen ide om træning eller kost). Alligevel tabte jeg mig 6-7 kg når jeg IKKE trænede, hvilket gjorde træning var en nødvendighed, hvis jeg ikke ønskede at ligne en bønnestage... (jeg var MEGET tynd)

Problemet med tynde mennesker, er at de IKKE ved hvad det vil sige at SPISE... de er i kalorieunderskud - løsningen er sjovt nok at spise noget mere... det virkede for mig og med garanti et utal af andre. Men den eneste måde at finde ud af det på, er at sætte kosten i system for at give en fornemmelse af boldgaden man bør ligge i. Og så skal der selvfølgelig vægttræning til :)

Endnu en nem løsning på et kompliceret og iriterende problem. Kg'ene kommer ikke af at gå og snakke om dem - ganske som de ikke flyver væk ved vægttab.

Hippo:

Godt indlæg - det er vist desværre mere reglen end undtagelsen.

Link to comment
Share on other sites

Så meget for forbrødringen i denne tråd!

Godt indlæg - det er vist desværre mere reglen end undtagelsen

Godt indlæg?? Det bidrager ikke med noget nyt til diskussionen andet en en ligeyldig "bekræftigelse" på nogles fordomme.

"Mere reglen end undtagelen?" Hvad bygger du det på andet end dine fordomme?

Hippo - jeg kender ikke dine venner - eller ved noget om jeres relation. Men hvordan kan du være sikker på at de nu er så ligeglade? Personligt har jeg da tidligere givet den som både "den glade fede", "den ligeglade fede" og så videre - samtidigt med at jeg bestemt ikke havde det godt med min størrelse. Problemet var, at der var andre ting jeg havde det endnu værre med - og måtte klare først, samt at jeg i virkeligheden ubevist nok ønskede at gemme mig for andre af livetes udfordringer bag de killo.

Hippo - hvad forventer du egentligt at de mennesker? Skal de gå rundt og sige "jeg er ked af at jeg er tyk men jeg kan ikke finde ud af at komme ud af det" hele tiden? Skal de være kede af det konstant? Bare fordi man som tyk er rund og glad - eller virker ligeglad - kan du ikke konkludere at det passer. det er alt for nemt. Det er hårdt at gå med stemplet "fed" - man gør hvad man kan for at komme igennem dagen, man spiller klovn, man undviger samtaleemner der kommer tæt på - det er IKKE det samme som at man er ligeglad!

Så hippo, din historie stikker uidelbart ikke dybere end overfladiske fordomme og er derfor ikke særligt interessant. Jeg siger ikke at du med 100 % sikerhed tager 100 % fejl - jeg kender dem ikke, men jeg har bare hørt den der sang alt for tit - også om mig selv. Heldigvis har så mange andre mennesker været i stand til at møde mig og andre med mere åbne sind!

Cilius - jeg ved ikke hvad vi skal med din historie... den har ikke megen sammenhæng med de ting som jeg, Litopisi med flere har været inden på. Jeg er da glad for at det er gået dig godt.. og ????

Jeg vil lige bede dig - hippo - læse Litopsis seneste indlæg igen - samt Fistandantilus gode indlæg (tak for dem) - for jeg tror ikke du har forstået hvad de skriver om eget ansvar, offerposition osv.

Hippo du provokere mig ikke - for du har intet nyt at sige - men jeg må indrømme at jeg bliver vred ovar at nogen kan skrive så unuanceret på dette tidspunkt i denne debat - men du har måske ikke læst den igennem?

Edited by Arne
Link to comment
Share on other sites

arne> jo jo, har læst det, og vil på ingen måde drage tvivl om det du og litopsi skriver, kender os et par stykker der rent faktisk har problemer med at tabe sig af andre årsager end at de ikke gider, så det synspunkt kan vi godt blive enige om,

på samme måde som at folk med anorexi ikke bare lige tar sig sammen og begynder at tage på...

så langt så godt,

men nej, du kender ikke mine venner, så det er ikke unuanceret når jeg skriver at de vitterligt bare er dovne, for det er de,

end of story,

jeg har trænet med dem, forklaret dem hvordan jeg selv spiser, har lånt dem litteratur om emnet, har endda sendt en til diætist, og har i enhver henseende behandlet dem med respekt netop fordi de er mine VENNER og fordi jeg HOLDER AF dem,

så det er ik mig der er fordomsfuld her, men når nu erfaringen desværre viser at det bare ikke har nyttet hva skal jeg så mene ??

gider ikke stå og klappe dem på ryggen mens de piver over øldunken på maven når de gang på gang kommer til træning uden at have spist hverken morgenmad eller frokost, så jamrer de konstant under træningen, og SÅ går de sgu hjem og æder pizza og søber 2 liter cola...

det er sgu da selvbedrag og spild af mit liv,

og hvis du mener at det kun kan skyldes at de har problemer med dem selv så fint med mig.

mødte engang merete kasten (tror det var såen hun hed... :blink: ) fra Livet er Fedt nede i den lokale føtex...

det var lige mens udseendelserne blev vist, og hun havde lige siddet og pivet og lovet at nu skulle hun nok tage sig sammen...

det eneste jeg kunne konstatere var at hendes indkøbsvogn var fyldt til randen med slik, chokolade, cola, chips, kager, fedt oksekød osv...

truuuuut.... :baaa:

det her hjælper helt sikkert ikke på forbrødringen, men een ting er at ha et psykisk problem, noget andet er konstant at jamre sig over hvor ond skæbnen er mod en når alle muligheder for hjælp er tilstede, den hjælp havde jeg sgu gerne taget imod da jeg havde brug for den men den mulighed var bare ik lige tilstede...

Link to comment
Share on other sites

hmmm, jeg er lidt i den pudsige situation at jeg kan genkende både det som Arne og Hippo beskriver.

Jeg har stor forståelse for de mennesker, der pga. personlige problemer, sygdomme osv. har et overvægtsproblem. Det er ikke rimeligt at stille krav til dem om også at bekymre sig om deres vægt, hvis de er midt i en depression eller lignende.

Men, jeg kan også genkende de eksempler som Hippo beskriver fra min egen omgangskreds. Pludselig en dag blev fodboldaftenen nede på det lokale anlæg skiftet ud med foldboldaften foran fjernsynet. Boldleg i haven blev til øldrikkeri på terrassen. En hurtig klapsammen blev til tre ristede med brød osv.

Disse mennesker lider ikke af personlige problemer, de lider af dårlige vaner. Jeg har fulgt dem fra aktive mennesker med normalvægt til couch-potatoes med love-handles.

De er ganske simpelt blevet dovne !

Jeg mener derfor, at man med rimelighed kan tale om to former for overvægtige. Jeg mener også, at det er rimeligt at omtale nogle af de overvægtige som dovne, uden at skulle have stukket ord som "fordomme" i hovedet.

Jeg har uhyre svært ved at tro, at den fedme-epidemi vi oplever i øjeblikket skyldes en pludselig eksplosion i personlige problemer og medicinske sydgomme. Det er dog pudsigt at det i så fald falder sammen med en stigning i vores tid foran fjernsynet, stigning i brug af bil i stedet for cykel, og stigning i brug af energitætte fødevarer. Det er her vi skal sætte ind, hvis vi vil fedme-epidemien til livs.

Link to comment
Share on other sites

Men, jeg kan også genkende de eksempler som Hippo beskriver fra min egen omgangskreds. Pludselig en dag blev fodboldaftenen nede på det lokale anlæg skiftet ud med foldboldaften foran fjernsynet. Boldleg i haven blev til øldrikkeri på terrassen. En hurtig klapsammen blev til tre ristede med brød osv.

Disse mennesker lider ikke af personlige problemer, de lider af dårlige vaner. Jeg har fulgt dem fra aktive mennesker med normalvægt til couch-potatoes med love-handles.

De er ganske simpelt blevet dovne !

Jeg mener derfor, at man med rimelighed kan tale om to former for overvægtige. Jeg mener også, at det er rimeligt at omtale nogle af de overvægtige som dovne, uden at skulle have stukket ord som "fordomme" i hovedet.

Jeg har uhyre svært ved at tro, at den fedme-epidemi vi oplever i øjeblikket skyldes en pludselig eksplosion i personlige problemer og medicinske sydgomme. Det er dog pudsigt at det i så fald falder sammen med en stigning i vores tid foran fjernsynet, stigning i brug af bil i stedet for cykel, og stigning i brug af energitætte fødevarer. Det er her vi skal sætte ind, hvis vi vil fedme-epidemien til livs.

Jeg helt enig med dig. Man kan egentlig godt dele dem op i flere grupper. Og dem du nævner her er nok dem man kalde "velfærdsfede"- og ligesom dig uden at jeg vil kaldes fordomsfuld.

Og jeg vil også give dig ret i at det er depression det hele. og vi kan ikke sige det er arbejdstiden, den er kortere end nogensinde før.

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share