Endorfinjunkie på genoptræning


CoqRouge
 Share

Recommended Posts

Opdatering: 1 minut efter ovenstående post gik det helt galt med dragon flags. Ved anden rep fik jeg et jag af smerte i lænden og "tabte" benene - så nu gør det ondt i ryggen hele tiden. Det har jeg aldrig prøvet før. Prøvede lige at sætte tingene på plads med en smule dødløft, men styrken var helt væk - fra fingerspids til knæ. Bekymrende!

Link to comment
Share on other sites

Ryggen har hele dagen været stiv og øm - grænsende til et hold eller det, som min fru moder kalder et "hekseskud". Jeg har dog været funktionel nok til at bevæge mig omkring og få de almindeligste huslige pligter fra hånden.

Som altid ved skader er det svært at vide, om en smule træning vil hjælpe eller i stedet gøre ondt værre. Jeg besluttede mig for at gøre et forsigtigt forsøg. Ergo varmede jeg op med varsomme kettlebell swings, øgede gradvist bevægelsesudslaget og hastigheden, gik over til snatches og sluttede af med 5x5 kb snatches med hver hånd, 32 kg. Det brokkede ryggen sig ikke nævneværdigt over, sandsynligvis fordi bevægelsen kan holdes i et forudsigeligt mønster. Lige nu har ryggen det lidt bedre end før træningen, og jeg får se, om forbedringen holder, når jeg atter er blevet kold.

Link to comment
Share on other sites

Så er det så blevet den 16/11, og i dag er ryggen for første gang siden drage-uheldet så tilpas smertefri, at jeg tør binde an med egentlig træning i aften. Det seneste par dage har jeg varmet godt og grundigt op, og har indskrænket træningen til en smule kb-hiveri. Således kørte jeg i går tabata med kb snatch. Forskellen til en 10-min test er den enkle, at kadencen bliver den højest opnåelige. I virkeligheden stiger rep-hastigheden for mig kun med ca. 3 snatches pr. 20 sekunder i forhold til 10-minutters testen, men det er faktisk også rigeligt til at gøre øvelsen markant mere intensiv.

I aften skal den så have fuld skrue igen. Faktisk bliver udfordringen nok at modstå fristelsen til liiiige at lave de øvelser, som jeg er kommet bagud med, mens jeg har plejet ryggen!

Edited by CoqRouge
Link to comment
Share on other sites

Det var absolut glædeligt, at den hårdt prøvede ryg holdt til træningen - ikke uden at blive både øm og stiv, men uden at signalere "skade, skade, skade"! Selv om jeg rejser mig som en (endnu) ældre mand fra stolen og går underligt, til jeg får rettet ryggen ud, erklærer jeg mig hermed for helbredt og bulletinerne om ryggens tilstand forsvinder fra loggen - forhåbentlig meget længe!

Selve træningen forløb over forventning. Hele 4 øvelser kørte i olie - pistols, power clean, military og full contact twist. Da det samtidig er øvelser, som jeg opfatter som væsentlige, er der god grund til at være tilfreds - også selv om pull-ups, lægøvelse og et par andre ting var mere på det jævne. Jeg valgte at undlade dødløft - dels pga. kombinationen pistols/power cleans, dels pga. problemerne med - øh, ja, det vil jeg jo ikke nævne.......

Angående pistols VIL jeg have den øvelse i skabet nu! Jeg har lavet den jævnligt, men den har aldrig føltes helt rigtig. Tricket med at stå på en lav skammel er simpelt hen genialt. Da knæene til og med har det godt for tiden, er det bare med at komme i gang.

Angående full contact twist kan man som bekendt udføre øvelsen på 2 måder (og begge kan findes beskrevet på nettet). Traditionelt har jeg stået med front i stangens længderetning og har ført stang med vægt skiftevis til højre og venstre. I går eksperimenterede jeg med alternativet, hvor man står med front på tværs af stangens længderetning og laver alle reps til den ene side, førend man går over på den anden side af stangen og gentager succes'en. Jeg kan håndtere samme vægt med de to teknikker, og helt stor er forskellen ikke - men sidstnævnte metode placerer den største belastning lidt yderligere i bevægelsesudslaget. Det er der vel egentlig sund fornuft i, sådan rent funktionelt - så i den nærmeste fremtid vil det være den metode, som jeg anvender.

Link to comment
Share on other sites

Lørdag og søndag har budt på 2 rigtig gode træningspas. Lørdag var tung dag, med vægt på pistols, push-ups, power cleans og 1-arm rows. Alt gled i olie, og jeg fik en pludselig indskydelse til at slutte dagen af med at forsøge at løfte min PR. i power snatch, som jeg i parentes bemærket ikke har løftet i lange tider. Og voila! – jeg tangerede den, hvilket af 2 årsager var ganske tilfredsstillende. For det første var jeg noget slidt efter et langt træningspas og for det andet brugte jeg ikke den brede fatning, men holdt i stedet med samme bredde som ved clean. Måske er det alt KB-snatcheriet, der har haft en positiv effekt. Ved lejlighed må jeg forsøge, hvad mit reelle max. er nu.

Søndag blev det så mere cardio-orienteret, først med 10 minutters KB-snatch, en kort pause og så en gang Tabata-løb. Pyha, det var hårdt, og jeg nåede (naturligvis) en klart kortere tilbagelagt løbedistance end under ideelle omstændigheder, men det var ventet og accepteret.

KB snatch udførte jeg ikke som en egentlig. 10-min challenge, men skiftede mellem 16, 24 og 32 kg med det formål at – nå, jah, der var vist ikke noget formål, andet end at undgå at lægge pres på mig selv med et rekordforsøg. Jeg nåede i øvrigt ikke særlig mange – snatch med 32 kg trækker altså tænder ud!

Link to comment
Share on other sites

De to dage med god træning har trukket tænder ud, så jeg er øm på udvalgte steder, og jeg har fået mig en rigtig KB-vable på venstre hånd. Godt det ikke er ketcherhånden! Alt i alt er det nok et signal om at vælge en alternativ træningsform i dag, så jeg planlægger et James Bond-pas i aften.

Gaven til Arvetanten

Er det bare mig, eller er jobbet som tekstforfatter på vej til at blive forbeholdt folk, der ikke gider læse, hvad de selv skriver. For et par uger siden ironiserede jeg lidt over en tekst på Arlas mælkekartoner, og i denne uge har Bilka slået til med en sensationel vare i reklameavisen:

Barbera d'Alba Giftbox

Jeg var for mange år siden medlem af Italiensk Vinklub, og jeg har bevaret forkærligheden for italiensk vin. Det bedrøver mig derfor at se en uskyldig norditaliensk drue udråbt som et giftvåben. På den anden side kan det være den ideelle gave i de tilfælde, hvor man har en personlig interesse i at fremskynde modtagerens naturlige ældelsesproces.

Muligheden for, at tekstforfatter og korrekturlæser ikke kender det gode danske ord gaveæske kan vi vel se bort fra?

Link to comment
Share on other sites

De to dage med god træning har trukket tænder ud, så jeg er øm på udvalgte steder, og jeg har fået mig en rigtig KB-vable på venstre hånd. Godt det ikke er ketcherhånden! Alt i alt er det nok et signal om at vælge en alternativ træningsform i dag, så jeg planlægger et James Bond-pas i aften.

Gaven til Arvetanten

Er det bare mig, eller er jobbet som tekstforfatter på vej til at blive forbeholdt folk, der ikke gider læse, hvad de selv skriver. For et par uger siden ironiserede jeg lidt over en tekst på Arlas mælkekartoner, og i denne uge har Bilka slået til med en sensationel vare i reklameavisen:

Barbera d'Alba Giftbox

Jeg var for mange år siden medlem af Italiensk Vinklub, og jeg har bevaret forkærligheden for italiensk vin. Det bedrøver mig derfor at se en uskyldig norditaliensk drue udråbt som et giftvåben. På den anden side kan det være den ideelle gave i de tilfælde, hvor man har en personlig interesse i at fremskynde modtagerens naturlige ældelsesproces.

Muligheden for, at tekstforfatter og korrekturlæser ikke kender det gode danske ord gaveæske kan vi vel se bort fra?

:laugh: Det er endnu et eksempel på, at sammenblandingen af dansk og engelsk er blevet moderne. Det er vist nok vældig smart ikke at være i stand til at udtrykke sig korrekt på dansk.

Men hvorfor det er blevet populært at begrænse den gruppe, som forstår hvad man siger, er nok en af de ting, som vores forældede generation aldrig lærer at forstå. Vi lever stadig i illusionen om, at formålet med at sige eller skrive noget er at viderebringe et budskab, og at det derfor er en fordel, hvis budskabet er forståeligt for så mange som muligt.

Link to comment
Share on other sites

Bruno J>Personligt har jeg ikke et afgørende problem med at anvende engelske ord i en dansk sammenhæng, hvis det tjener et relevant formål. 2 eksempler fra MOL:

power clean, power snatch - her er mit formål med at anvende disse betegnelser ganske enkelt at opnå præcision. Jeg ved, hvad "power clean" dækker over - men jeg er stadig en smule forvirret over betegnelser som råtræk, frivend og lignende.

military press - der vel ikke er mere præcist end "stående stem", men som alligevel er den gængse betegnelse i de fleste sammenhænge. Man signalerer således en form for stammetilhørsforhold ved at anvende den engelske betegnelse, hvilket må være OK.

Jeg er til gengæld stærkt kritisk over for anvendelse af engelske udtryk i situationer, hvor det bare signalerer åndløshed, og når det som i Bilkas tilbudsavis til og med går fra det åndløse over det decideret meningsforstyrrende, inden det pladask ender i det ufrivilligt komiske - ja, så "tænder jeg af", som det så malende hedder på vort smukke modersmål....

Link to comment
Share on other sites

En morgen i lommefilosofiens favntag

Har man et job for at tjene penge i et omfang, der muliggør træning under gunstige omstændigheder. Træner man for at have kræfter til at varetage sit job? Kan træning og job overhovedet forenes? Og måske allervæsentligst: Hvad med familielivet?

Tanker af den art ryger rundt i hovedet lige nu. Årsagen er såmænd ganske banal: Jeg havde virkelig glædet mig til en god gang tung træning i går. Jobbets krav satte imidlertid en ganske anden dagsorden. Detaljerne vil jeg spare den hårdt prøvede læser for, men ikke for første gang var realiteten den, at jeg stod omklædt og træningsklar kl. 22.45. Det er ikke helt ideelt, når man skal op ved 6-tiden.

Hvad gør man så?

  1. Opgiver og går i bad
  2. Gennemfører programmet for halv kraft og intensitet
  3. Udvælger sig én eneste øvelse og giver den hele armen
  4. -eller måske noget helt andet?

Ja, tidligere havde jeg nok valgt mulighed nr. 1. På det seneste er det imidlertid flere gange lykkedes mig at overtale mig selv til alternativ 3. Træningen i går blev således sammensat af en kursorisk opvarmning, nogle lette power cleans - og så 10 power clean singler med 85 % af maksimum. Så i bad og så i seng!

Signifikant kalorieforbrug? Næh

Kroppen arbejdet helt igennem? Næh

Afbalanceret? Nej

Samvittigheden? Nogenlunde

Effekt? Ja, hvad med den? Er en velgennemført "multi"-øvelse bedre end 8 halvhjertede? Jeg ved det ikke, men i dag er jeg da glad for, at jeg i det hele taget gjorde noget - samtidig med, at jeg egentlig ikke accepterer, at mit job fylder så meget i mit liv.

Link to comment
Share on other sites

Hvad gør man så?

1. Opgiver og går i bad

2. Gennemfører programmet for halv kraft og intensitet

3. Udvælger sig én eneste øvelse og giver den hele armen

4. -eller måske noget helt andet?

Ja, tidligere havde jeg nok valgt mulighed nr. 1. På det seneste er det imidlertid flere gange lykkedes mig at overtale mig selv til alternativ 3.

Tidligere ville jeg altid have valgt mulighed 2. :4thumbup: men på fuld kraft.

Med alderen er det blevet mere enten eller (nogle gange mere eller dvs. 1). :dry: Problemet med 3 er vel at man alligevel bliver lysvågen når blodomløbet går igang og man skal bruge tid på at geare ned inden man skal sove (det skal jeg i hvert fald).

Så kan man lige så godt tage hele træningen eller en mere intensiv udgave af den. Nu vælger jeg nok mere og mere at skubbe problemet til næste dag med et mere sammenpresset træningsprogram. Dvs. mere en 4'er frem for helt af droppe træningspasset. Det sikrer god samvittighed (alligevel), at træningen gennemføres, men kan koste på restitutionstiden.

Edited by Jan D.
Link to comment
Share on other sites

En morgen i lommefilosofiens favntag

Har man et job for at tjene penge i et omfang, der muliggør træning under gunstige omstændigheder. Træner man for at have kræfter til at varetage sit job? Kan træning og job overhovedet forenes? Og måske allervæsentligst: Hvad med familielivet?

Tanker af den art ryger rundt i hovedet lige nu. Årsagen er såmænd ganske banal: Jeg havde virkelig glædet mig til en god gang tung træning i går. Jobbets krav satte imidlertid en ganske anden dagsorden.

Kender udmærket denne problematik.

Hele livet består af valg med tilhørende fravalg.

Og det sidste er nogle (også mig) slem til at glemme, men jeg er blevet bedre til ot prioritere...

...men i dag er jeg da glad for, at jeg i det hele taget gjorde noget - samtidig med, at jeg egentlig ikke accepterer, at mit job fylder så meget i mit liv.
Igen valg /fravalg.

Jeg er i en anden situation, for jeg har tidligere gået efter den slags jobs.

Både et med flere udfordringer og højere løn, selvfølgelig.

Har også haft højere ambitioner træningsmæssigt,

men både mht. job og træningsmål har jeg skruet ned for ambitionerne.

Min tilfredshed er tilgængæld blevet bedre både mht træning og job og familie.

Har også oplevet at en missed træning af og til kan have en god positiv virkning :bigsmile:

og det bekræfter at der er en mening med alting, også selv om

det ikke hver gang går efter planen.

Henning :showoff:

Edited by Henning
Link to comment
Share on other sites

Tak til d'herrer for kommentarerne.

Jeg tror ikke, at det er realistisk at træne for fuld gas ved 23-tiden efter en 14 timers arbejdsdag - specielt ikke, når man skal op kl. 06.00 næste dag. Mit dilemma er altså: Hvordan får man det bedst mulige ud af det, når man tager hensyn til samvittighed, træningseffekt og tidsforbrug? Som nævnt tror jeg, at fuld intensitet på en enkelt "stor" øvelse er det bedste for mig lige nu.

Angående problemerne med at sove efter hård træning: Det har aldrig voldt mig problemer at gå direkte fra vægttræning til bad til sengen og falde i søvn med det samme. Sagen stiller sig ganske anderledes, når det drejer sig om tennis eller kredsløbstræning, hvor min plagede krop har brug for væsentlig længere tid, inden der er ro nok på til at søvnen kan indtræde. Hvorfor denne forskel? Aner det ikke, men det har været sådan, så længe jeg har trænet.

Jeg er netop vendt tilbage efter en forretningsrejse i det centrale Europa. Hotellet var omhyggeligt udvalgt efter ét bestemt kriterium: "Gym available"! Ja, godmorgen, mine sure pigsko! Hotellets "gym" viste sig at bestå i en romaskine, en kondicykel, en trappemaskine og et løbebånd, stuvet sammen i et ganske lille lokale - vel et konverteret enkeltværelse. Altsammen var faktisk af nyere dato og af glimrende kvalitet og med hvert sit tilhørende fjernsyn - men en "gym" i følge mine begreber er det altså ikke, når der ikke er så meget som en enkelt lyserød håndvægt til rådighed.

Træningen kom derfor til at bestå af en række kropsvægtøvelser - pistols og andet godt. Afslutningsvis satte jeg løbebåndet til en stigning på 10 % og en hastighed på 12 km/t. Med disse indstillinger trænede jeg tabata-løb, hvor jeg i 10-sekunders pauserne satte fødderne på kanten ved siden af selve båndet. Det var interessant at notere sig, at den konstante belastning udviklede sig til en hård udfordring. Første 20-sekunders interval oplevede jeg som værende for let, men jeg måtte krybe til korset og reducere stigningen inden sidste interval. Det fortæller mig, at jeg ved "fri" tabata-træning nok lægger for hårdt ud og dermed taber fart i de sidste intervaller. Det ser jeg i grunden ikke som et problem - såvel den subjektive anstrengelse som pulsen ligger under alle omstændigheder højt.

Link to comment
Share on other sites

Med disse indstillinger trænede jeg tabata-løb, hvor jeg i 10-sekunders pauserne satte fødderne på kanten ved siden af selve båndet.

Ganske effektivt ikke sandt :nissegrin:

Med mindre man er udstyret som jeg er, med rare mennesker og kommentarer á la "hva står du å hænger for?".

Yderst motiverende når man ikke engang har kræfter nok til mentalt at kvæle dem.

(selvom det er tidligt)

Glædelig jul

Hæg

PS er lyserøde håndvægte godt for hypertrofi?

Link to comment
Share on other sites

haggis>Jo, Tabata på den måde er "ganske effektivt" - og så harmonerer det godt med min til tider noget utålmodige natur.

Nu er det jo sådan, at hypertrofi rager mig den proverbiale høstblomst, så jeg kan ikke udtale mig om lyserøde håndvægtes fortrin i så henseende. Skal jeg løfte en vægt, må den for min skyld være lyserød med flæser eller måske skotskternet - men fordelene ved de lyserøde er iflg. mine observationer, at de tiltrækker væsener, der er tiltrækkende væsener, om jeg så må sige.

Måske sku' jeg male min 32 kg KB'er lyserød og se, om der sker noget interessant.....

Lørdag: Tennisholdkamp, single og herredouble, 2 sejre. Underlaget var fremmed (udebane), så søndag bød på smadrede akillessener og ømme baller. De 2 sejre var en passende belønning for, at jeg netop med henblik på holdkampen havde udvist en vis grad af mådehold på to på hinanden følgende julefrokoster torsdag og fredag.

Søndag: Tung træning med årsbedste i military og i pistols. Til gengæld måtte jeg konstatere, at man ikke kan vedligeholde præstationsevnen i armhævninger gennem et program med fokus på rows.

Mandag: Billat-træning 1-1 over 6 runder med KB snatches, efterfulgt af sjipning på en måde, som jeg med copyright har døbt "reverse Tabata" - hvilket vil sige 10 sekunders sjippesprint efterfulgt af 20 sekunders pause, i alt 8 gange.

Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...

Den her ku' jeg lige så godt kopiere

Mandag: Billat-træning 1-1 over 6 runder med KB snatches, efterfulgt af sjipning på en måde, som jeg med copyright har døbt "reverse Tabata" - hvilket vil sige 10 sekunders sjippesprint efterfulgt af 20 sekunders pause, i alt 8 gange.
bortset fra, at det er torsdag og at jeg også fik trænet mine ømme akillessener lidt.

I går var det tung dag, og det gik faktisk rigtig godt, bl.a. med rep-rekord i pistols. Tilfreds er jeg alligevel ikke - for jeg havde inden træningen besluttet, at jeg skulle lave en power clean med sådan ca. 97 % af min PR - og det gik ikke, med klare misses i 3 behjertede forsøg. ØV!

Advarsel: Ikke-træningsrelateret indlæg følger......

Om julefrokoster og utroskab

På vejen hjem fra arbejde hørte jeg i bilradioen (KBH P4) en psykolog (bemærk: Denne titel er ikke beskyttet!) udtale sig om utroskab og julefrokoster. Nu er konen til julefrokost i dag (traditionelt op mod 24 timers varighed!), så måske var det af denne grund, at jeg lyttede ekstra opmærksomt. Den aktive lytning var ikke spildt - for magen til vrøvl skal man da lede længe efter!

Udsagn nr 1: Mennesket har en uimodståelig trang til en gang imellem at glemme alle vedtagne normer for god opførsel og bare gå amok.

Undskyld, men hvem siger det? Det er sgu da bare en syg måde at retfærdiggøre sine dumheder på, og hvilket forskningsresultat ligger bag et udsagn af denne karakter? Uden at pudse min glorie vil jeg påstå, at jeg trods mange aftestninger af promillegrænsen aldrig har følt nogen trang til at gå amok i en brandert. Jeg har det med det udsagn lige som Nynne, når hun spørger: Hvem F..... har egentlig bestemt, at rucola smager godt?

Udsagn nr 2: Aftenen inden en julefrokost skal man have god sex med kæresten/ægtefællen - så melder lysten til utroskab sig slet ikke.

Nu er det min personlige oplevelse, at selv mindre god sex er ret godt - men hvem kan garantere, at et profylaktisk samleje bliver godt? Kunne det ikke gøre ondt værre, hvis det mislykkes? I øvrigt er utroskab vel mere en indstilling end en reaktion på det at få for lidt derhjemme.

Når ovenstående er essensen af en "eksperts" udtalelelser, må jeg i en optimistisk tone konkludere, at vi er mange, der har en potentiel karriere som eksperter, der udtaler sig til ukritiske massemedier.

Edited by CoqRouge
Link to comment
Share on other sites

Når konen er ude, kan man dyrke nostalgien. Jeg har netop siddet og set Gasolin-filmen. Hvis man ikke har været ung i 70'erne, kan man næppe forstå, hvor store Gasolin var. Alligevel var det en lærerig oplevelse at se filmen.

  1. Jeg vidste godt, at Kim Larsen var en populist - men at det i så høj grad var de andre og navnlig Beckerlee, der holdt ham på ret kurs, var alligevel en åbenbaring. Sørgeligt, at det gik Kim Larsen og hans talent, som det gjorde!
  2. Igen - jeg vidste godt, at Gasolins Amerika-tour var en fiasko, men at den var så monumental - det anede jeg ikke!
  3. Undervejs i filmen siger Søren Berlev, at det skelsættende øjeblik for ham var en aften i Aalborg, hvor han så ud over publikum, og blev klar over, at bandet var stort. Den aften var jeg til stede i Aalborghallen. Hvordan jeg ved det? Jo, jeg har været til hver eneste koncert, som Gasolin har givet i Aalborg, og lur mig, om jeg ikke på filmen fangede et glimt af mig og min daværende kæreste, som blev mit ældste barns mor. Spooky!

En enkelt MOL-relevant bemærkning: På de tidligste billeder i filmen virker Gasserne som vandrende pinde. I filmens sidste halvdel ser man dem bade sammen i havet, og der ser de relativt muskuløse ud. Monstro de fire herrer undervejs foretog sig noget så småborgerligt som at løfte jern?

Edited by CoqRouge
Link to comment
Share on other sites

  • 2 weeks later...

Glædelig jul, Hessel! Kan ikke huske, om jeg lige var forbi den 24., men så har det i hvert fald været kortvarigt.

Har trænet en masse - opdatering følger - men vil lige bemærke, at jeg er gået i gang med et intensivt program for at få bugt mine hæl/akillesseneproblemer. 360 eccentriske hælsænkninger om dagen - er DET lige kedeligt?!

Link to comment
Share on other sites

God fortsättning, som de siger på den anden side af sundet,

Har trænet en masse - opdatering følger - men vil lige bemærke, at jeg er gået i gang med et intensivt program for at få bugt mine hæl/akillesseneproblemer. 360 eccentriske hælsænkninger om dagen - er DET lige kedeligt?!

Meeeeeget kedeligt, er prøvet af undertegnede tidligere.

Men i forbindelse med at jeg kiggede efter massør herude på Amager talte jeg med én som mente at bare den koncentriske del var fin (har et tilbagevendende problem med nederste senefæste i højre læg) og 20-30 reps/5-6 gange dagligt skulle være nok, og magelig som jeg er er det blevet afprøvet de seneste uger, idet det er meget overkommeligt med så korte sessioner.

Jeg går altså ikke ret meget under vandret i udførelsen, og selv om man skulle mene at det manglende stræk skulle gøre øvelsen værdiløs er smerten faktisk forsvundet (90%).

Selve massagen er jeg ikke kommet langt med, da konen jeg besøgte er booket op måneder i forvejen, men da hun bl.a. praktiserer trigger-punkt massage må jeg forsøge at få klemt et besøg ind.

(har trigger og ART noget med hinanden at gøre?)

GOd træning og godt nytår

Hæg

(ps har overvejet at investere i lyserøde cykelbukser)

Link to comment
Share on other sites

Hessel>Jeg udfører øvelserne som vist i dette link.

I virkeligheden kan jeg ikke klage - det var disse øvelser, der "reddede" mig efter et par år, hvor jeg hverken kunne løbetræne eller spille bold. I de år fik jeg til gengæld cyklet en del. Det blot at have ondt i akillessenen er et rent luksusproblem for mig, sammenlignet med tidligere tiders halvinvalide tilstand. Ikke desto mindre synes der at være en tendens til en snigende forværring - og derfor har jeg besluttet at genoptage Alfredsons program i fuldt omfang, i stedet for blot at køre det som en art vedligeholddelsestræning, hvilket ellers er det, som jeg har forsøgt de seneste år.

Haggis>Når du får investeret i de yndefulde lyserøde, stiller jeg kvit og frit min log til rådighed for upload af farvebillederne!

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad dine hæløvelser går ud på. Min første reaktion var, at du laver flere reps end jeg. 5 sæt x 20 reps x 2 ben x 2 positioner = 400 reps totalt. Selvfølgelig kommer du længere ned i reps, hvis du kun laver dem med f.eks. strakt knæ og på begge ben samtidigt. Er det tilfældet?

Link to comment
Share on other sites

Træningsmæssig status på 2006

Jeg er på ingen måde undtaget fra den omnipresente tendens til at gøre status på tingene, når et årsskifte nærmer sig. Det snart forgangne Anno Domini får følgende ord med på vejen:

Vægttræningen

Lidt mere ustruktureret og ufokuseret end set tidligere – men lidt sjovere og med fuldt ud acceptable resultater i de øvelser, som har været prioriterede. Således har året budt på en PR i dødløft, hvorefter jeg vanen tro stoppede med øvelsen. Bænket har jeg ikke, almindelige squats har heller ikke været så ofte på programmet, men her mod årets slutning går det rigtig fint med pistols – jeg kan sætte rep-PR næsten efter behag lige for tiden. Power clean og full contact twist er der også PR i. På negativsiden er der tilbagegang i military og i armhævninger, mens COC-resultaterne endnu engang har stået i stampe.

Konditionstræningen

Der blev cyklet mindre end planlagt. På én eller anden måde kom der oftest noget andet i vejen. Set i det lys var det såmænd OK, at det i sommerferien lykkedes mig at slæbe mig op ad et par italienske bjergskråninger.

Jeg har næppe i de sidste 30 år løbet mindre end i år. Dels har jeg løbet færre ture og dels har de været kortere, men til gengæld har jeg løbet en form for intervaltræning næsten hver eneste gang. Det er altså især mine junk miles, som er faldet væk. Formen blev testet i DHL og var faktisk ikke meget dårligere end sidste år. Hvorfor har jeg så fjernet de lange ture og de rolige kilometer? Jo, det er naturligvis pga. tennissen. Mere herom senere.

Anden konditionstræning har bestået i sjipning og kettlebellriveri. Der er stadig masser af plads til forbedring i 10 minutters snatch-testen. Rulleskøjterne og langrendsskiene har haft et friår.

Sideeffekterne

Med sideeffekter forstår jeg kropsvægten og skaderne. Førstnævnte er stort set uændret – dvs. med en fedtprocent i overkanten af de 10, hvor jeg helst vil have den i underkanten, men problemet er dog til at overse. Akutte skader har jeg ikke haft nogen af, men jeg har en hel flok nagende småskader, startende (og værst!) i akillessenerne, videre over lænden og op til skuldrene. Alder, slid, strukturelle ubalancer samt manglende fleksibilitet må nok tælles blandt årsagerne, kombineret med fortidens ”no pain => no gain” – filosofi.

Tennis

Jeg har nok gemt det bedste til sidst – og så alligevel. Der kan argumenteres for, at jeg har haft mit bedste tennisår nogensinde – faktum er, at jeg ikke har tabt én eneste turnerings- eller holdkamp hele året. Det er aldrig sket før. Sagen er imidlertid den, at vores hold var nytilmeldt og derfor blev indplaceret i en række, hvor vi helt realistisk ikke havde noget at gøre – vi var for gode. Samtidig blev jeg klubmester – og det var jo mest fordi klubbens standard er faldet drastisk. Jeg overvejede at tilmelde mig nogle individuelle turneringer for 45+, men lod være. Her er der masser af gode spillere. Samtidig er der også i denne aldersgruppe en elitedivision, hvor jeg i indeværende sæson har fået bekræftet, at jeg kan gøre mig gældende – uden dog at være en trussel for de absolut bedste.

Når jeg således ikke er 100 % tilfreds, skyldes det for det første, at de fleste af mine gevinster er hentet på en billig baggrund, og for det andet, at jeg ikke er helt tilfreds med det, som jeg leverer på banen. Der mangler stadig lidt eksplosivitet, sammenlignet med tidligere. Det er dog blevet bedre i løbet af sæsonen, og jeg ser det som en bekræftelse af, at min strategi med ikke at løbe langt er rigtig – jeg anser det for sandsynligt, at mine mange km på landevejen har kostet mig lidt af det, der var (og stadig er) min styrke på tennisbanen – hurtigheden. Jeg har på intet tidspunkt haft konditionsproblemer i mine turneringskampe – en smule intervalløb, en smule cykling, litvinov-serier, sjipning samt kettlebellriveri er fuldt ud tilstrækkeligt til at sikre udholdenheden.

Konklusion

Alt i alt et godt år, sådan rent træningsmæssigt. Når man så kombinerer det med et stort, rundt "0" i antal sygedage, kan man kun være tilfreds med denne del af tilværelsen - og det er jeg så! :smile:

Planen for 2007 er ganske kortfattet: Mere af det samme - bortset fra skaderne!

Link to comment
Share on other sites

Hey CoqRouge,

Spændende læsning - god og alsidig træning i '06 :4thumbup:

Jeg er dog misundelig over dine 0 sygedage. Jeg bukkede selv under i dec. :mad: Første gang i vistnok små 7 år!

Held og lykke med træningen og alt det andet i '07.

.... og så skal jeg vist også igang med lidt træning for mine akillesseneproblemer!

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share