Endorfinjunkie på genoptræning

[CoqRouge]

Tennis og Turèll

I følge min huspoet Dan Turèll er satori en lysende klar oplevelse, der på få minutter lærer én mere, end fem år normalt gør. Sådan en oplevelse havde jeg i dag, da Michael Mortensen kommenterede Federer mod Robredo.

Han konstaterede ganske nøgternt, at de fleste spillere ganske enkelt ikke tager tingene alvorligt nok. Man irriteres ikke nok over egne fejl. Hvis man bliver bedt om at slå bolden over nettet 100 gange, kan man ikke, Hvis man så får at vide, at man får 100 kr for det, kan man godt! Min tanke: Guilty as charged!! Hvor mange timer har jeg (og andre) ikke tilbragt med træning, som man ikke tog alvorligt? Jovist sjoflede man ikke bevidst tingene, men på den anden side prøvede man ikke 100 % hele tiden. Hvorfor ikke? Fordi det er for trættende at tage alting alvorligt hele tiden! - men evnen til at gøre netop det er vel det, som adskiller champion'en fra den jævnt gode turneringsspiller. Oh, kunne jeg dog bare gøre det hele om......!

Satori i juni........

[CoqRouge]

I dag var så én af de dage, hvor klaveret trods de bedste intentioner ikke spillede.......

Jeg havde masser af lyst til at træne og havde lagt et dagsprogram, der skulle udfordre hele spektret - styrke, muskeludholdenhed og kondition. Men da det kom til stykket, var hønsene bare ikke hjemme...!

Jeg gennemførte for så vidt det hele, men på en underlig halvhjertet måde. Hver gang det blev hårdt, fandt jeg af én eller anden grund hele tiden en undskyldning for at korte sættet af eller holde længere pause. Jeg var og er ikke syg, men resten af dagen har jeg været offer for delvis appetitløshed - og som læsere af min log vil vide, er det ikke noget, der i almindelighed karakteriserer mig!

Faktisk kan man sige, at min træning gik som anden halvleg for fodboldlandsholdet mod Letland. De kære drenge har i øvrigt lige gjort mig 460 kr rigere, for jeg var den eneste, der havde resultatet 0-2 i tippepuljen på min arbejdsplads, men det er en anden historie.

Ikke for første gang har jeg ambivalente følelser omkring træningen. På den ene side er jeg stolt over at have gennemført det meste af programmet trods et generet fysisk ubehag hele vejen igennem. På den anden side har jeg med garanti ikke udviklet mig på noget som helst område i kraft af dagen indsats, så den er jo i realiteten spildt!

[CoqRouge]

Nok en tennisholdkamp og heldigvis nok en sejr - så vi fører turneringen indtil videre.

Min egen match var sær - nå, ja, ikke så meget selve kampen som modstanderen. Hans taktik gik på at spille høje, bløde bolde dybt ned i min baghånd og håbe på fejl eller komme til nettet. På intet tidspunkt slog han til bolden med nogen form for fart. Det er selvfølgelig helt OK, og jeg er ikke selv powerhitter, selvom jeg spiller med væsentlig tungere slag end han. Det sære var, at efter jeg havde vundet med 6/1-6/0, sagde han to ting:

1: Han havde aldrig før spillet så dårligt som i denne match. (Helt OK med mig - sjovt nok har jeg tit fået denne lidt bagvendte kompliment)

2: Det var svært for en hardhitter som ham at spille mod én som mig, der bare slog bolden tilbage!! Her var benene ved at give efter under mig! Ham som hardhitter!? Jeg mindes aldrig at have mødt en spiller på dette plan, som spillede blødere.

Da hele holdkampen var ovre, sad de to hold, som skik og brug er, og hyggede sig lidt. Her sagde han flere andre ting om tennis i almindelighed, som var fuldstændig absurde. Det fik mig til at filosofere: Hvis ens realitetssans på tennisområdet er så - ahemm, udfordret! - så er tennis et ekstra svært spil. Hvis det videre er gældende for livet i almindelighed, så må livet være svært - men på den anden side opdager man det vel aldrig selv?!

Jeg har i årets første kampe ikke været ubetinget tilfreds med min indsats i herredoublerne - men i denne kamp gik det fint, hvilket var heldigt, for jeg måtte sande, at det ikke er alle, der er lige så glade for det varme vejr som jeg. Min makker havde det ikke godt og spillede under vanlig standard. Geniet havde gjort det ekstra vanskeligt for sig selv ved at iføre sig en varmesugende sort bluse. Alligevel lykkedes det os at besejret et par ikke helt uefne modstandere i 2 sæt.

-og så har jeg her til eftermiddag set Nadal-show. Solidere bliver det bare ikke - han er hurtig, stærk og udholdende, superkoncentreret og har en helt unik konkurrencementalitet. Federer spillede ikke dårligt, men havde simpelt hen ikke en reel chance for at afgøre matchen til sin fordel. Jovist missede han mange breakbolde, men det var i høj grad Nadal, der selv vandt dem, og selv om Federer så skulle have vundet et par af dem, ville Nadal alligevel bare have pumpet videre.

I aften: Cykeltabata, dødløft og det løse. Må hellere få slukket for computeren....

[CoqRouge]

Hvor går små 6 uger dog bare hurtigt! Forrygende travlt på arbejdet og så 3 ugers velfortjent ferie i det sydøstasiastiske. I mellemtiden har vi afrundet forårsæsonen tennismæssigt, det har været wimbledontid og tour'en er godt igang. Sjovt at se, at mens Wimbledon fylder ganske meget i de asiatiske engelsksprogede aviser, så er tour'en nærmest ikke-eksisterende. Hvem kan for øvrigt komme i tanke om en god kinesisk/thailandsk/malaysisk cykelrytter? Hvadfornoget, ingen?! Forklaringen på den manglende dækning i medierne ligger nok her!

Jeg har i Singapore i feriens løb trænet nogle gange i noget, der hedder "California Fitness". 35 S$ eller ca. 127 kroner for et éngangspas, hvadbehager! Nå, hvad gør man ikke for at holde formen ved lige. Hver gang jeg viste mig i centrene, blev jeg bestormet af trænere og trænende, der ville vide, hvor jeg havde købt mine Fivefingers-sko og hvad de kostede. I øvrigt er asiaterne jo gennemgående små, og vægtene, som de løfter i centrene, er ligeledes relativt små, men jeg oplevede dog en etnisk kineser, der havde overarme på størrelse med mine lår - ingen overdrivelse, men vi taler dog ikke om det tykkeste sted på mine lårbasser. Han var et levende dementi af, at man skal have underkroppen med for at opnå den helt store muskelvækst på armene - for hans lår var decideret grinagtige. Her taler vi vist om anti-funktionel træning! Eller skal vi kalde det dysfunktionel træning, for hverken æstetiske eller anvendelsesmæssig betragtninger kan i min verden forklare hans - ahemm, udvikling!

Første jetlaggede træningspas herhjemme bestod af kb-snatches, udført som intervaltræning. Jeg har faktisk savnet de små jernklumper!

-Og så mistede jeg min tegnebog i Singapore. Ca. 1100 kr i blandet valuta samt kørekort og diverse kreditkort. Hvordan det er sket, aner jeg ikke. Skidt med pengene, men bøvlet! Oh, la la!!

[CoqRouge]

På førnævnte ferie har jeg kun spillet tennis en enkelt gang og jeg har slet ikke løbetrænet. Det var helt efter planen, da jeg ville se, om 3 ugers relativ fred for mine akillessener ville føre til en forbedring. Desværre må jeg konstatere, at det ikke har gjort nogen som helst forskel. Den omvendte logik tilsiger således, at jeg bare kan køre på, da der åbenbart ikke er et direkte link mellem aktivitetsniveau og smerteoplevelse.

Med dette in mente løb jeg i går så den første tur i tæt på 2 måneder. Opvarmningen var det rene helvede, men efter ca. 3x2 minutters småløb var smerterne i senerne aftaget så tilpas meget, at jeg kunne give mig i kast med et kort intervaltræningspas. Det er karakteristisk, at når jeg presser mig selv hårdt, mærker jeg kun lidt til hælene. De tager så revanche senere - men det er en anden historie. Selve træningspasset forløb sådan set OK, idet præstationen dog klart var under middel - men efter så lang en pause fra løberiet er det selvfølgelig forventeligt, trods det, at jeg har gennemført anden kredsløbstræning - roning, cykling og KB-riveri - i mellemtiden.

I de næste ca. 6 uger er planen, at der skal være mest fokus på kredsløbstræning og tennis, da de afgørende kampe om sjællandsmesterskabet venter, og DHL-stafetten står for døren. Der var vist også noget med en Tactical Strength Challenge, men hvis den bliver en realitet, må jeg nok stille op uden særlig træning i disciplinerne. Hvis jeg er eneste deltager i min klasse, er mangel på forudgående træning jo heller ikke et problem.......

[CoqRouge]

Ind imellem regnbygerne blev der onsdag pludselig plads til lidt tennis. Vi kørte et træningspas med fokus på anaerob udholdenhed. Pulsen kom op i det mørkerøde felt. Modbydeligt, men sært tilfredsstillende og uden tvivl givtigt. Så kunne man jo spørge sig selv: Hvorfor ikke gøre det tit og ofte på tennisbanen og "spare" anden kredsløbstræning? Svaret er, at teknikken i såvel benarbejdet som slagteknikken hurtigt kommer til at lide under presset, og det er naturligvis uønsket, at man får indarbejdet forkerte bevægelsesmønstre m.v., fordi man vil det hele på én gang.

Efter den årlige voksenudflugt med Husets Frue - australsk mad og biograftur - ankom vi til et hjem, hvor ungerne ventede oppe for at fortælle os, at Michael Rasmussen var ude af TdF. Vi kunne uden problemer se, at der ikke var tale om en practical joke. Man har vel opdraget sine børn til at kunne identificere det væsentlige her i tilværelsen.......øh?!

Det blev så til en lille times nat-TV, hvor journalisterne nåede nye højdepunkter i kunsten at gentage sig selv, interviewe hinanden og gisne om alt muligt med udgangspunkt i et monumentalt fravær af fakta. Chokket over udelukkelsen var dog ikke til at tage fejl af.

Pudsigt her til morgen at læse Den Levende Avis, hvor nyheden ikke havde fundet vej til forsiden i den udgave, der lå i min postkasse. I stedet jubler man over den nu næsten sikre TdF-sejr!!

[Guest DBM]

Surt med dine akillessener. Har du prøvet akupunktur? - det hjalp mig dengang jeg havde problemer med dem!

[CoqRouge]

Gennemførte hele to træningspas i går. Sidst på formiddagen en kort gang intervalløb og om aftenen lidt spredt styrketræning. Alt, hvad der ligner tennis, regner jo alligevel væk for tiden.

Akillessenerne artede sig ganske pænt. De er nok blevet lidt smånervøse over udsigten til at få stukket nåle i sig, er de! - men de slipper ikke. Tak til DBM for inspirationen - hvis det hjælper, skal du blive betænkt i mit testamente!

Har noteret mig, at den gamle nyhed om træningsafhængighed igen har ramt medierne. Jeg noterede mig også, at Chris MD i Politiken skriver, at "Runner's High" formentlig ikke har noget med endorfiner at gøre - for endorfinerne kan angiveligt ikke passere fra blodbanen og over i selve hjernevævet.

Endelig har jeg et statement: Jeg kan på det kraftigste afvise, at motion er afhængighedsskabende! - og jeg ved. hvad jeg taler om, for jeg har trænet næsten dagligt i snart 35 år!

[CoqRouge]

Nej, motion er skam ikke afhængighedsskabende - så det har altså ikke noget med det at gøre, at jeg i går liige måtte snige et kort, men hårdt træningspas ind, da klokken havde passeret 22.00. Den slags detaljer kan da ikke påvirke ganske almindelige mennesker, der dagen efter skal op kl. 06.etellerandet, vel? Vel??

Træningspasset bestod af en gang tabata på indendørscyklen, en pause og så en enkelt runde med mit nok for sjældent gennemførte PHA-program. Det er ikke en kombination, der rykker det store ved styrken, men pulsen kommer op og er ganske lang tid om at falde igen - der skulle altså være en god efterbrændereffekt.

En runde PHA ser i øvrigt således ud for mig:

10 kettlebell swings (5 med hver hånd)

8 KB clean&press (4 med hver hånd)

5 benhævninger (i ribbe)

20 eksentriske hælsænkninger (10 med hver fod, halvdelen strakt, halvdelen bøjet knæ)

10 KB renegade rows med armstrækninger ind imellem (5 med hver arm)

8 jump squats

10 full contact twists (5 til hver side)

5 armhævninger

-udført på tid

[CoqRouge]

Dagens træning: Løb - nærmere bestemt 12 x billat 30-30. Pulsen kom op på ca. 98 % af max, uden at den tilbagelagte distance på nogen måde var imponerende. Nå, det var vel også noget nær første gang i år, at jeg trænede intervalløb af længere varighed end de 4 minutter, som en gang tabata kræver.

I fredags bestilte jeg et sandsætsæt hos Ironmind og allerede mandag blev det leveret. Det er dygtige folk, de postfolk! Her til aften har jeg så været i gang med at fylde op.

Første overvejelse: Hvad skal man fylde med? Efter nogle overvejelser faldt valget på ris, da man herved får en lidt mere bulky "sand"sæk, set i relation til vægten.

Anden overvejelse: Hvilken slags ris? Tilbragte nogle minutter i Bilka med at klemme på poserne med parboilede ris, almindelige hvide ris samt grødris. ("Moar, hvem er den mærkelige mand, der gramser på risposerne"? "SSSH, mit barn, han er nok ikke helt normal!")

Valget faldt efter dette videnskabelige eksperiment på grødris, da begramsningen syntes at indikere, at de glider bedre. Jeg drog således hjem med 20 kilo grødris, som jeg nu har fordelt i 4 inderposer med henholdsvis 10, 5, 3 og 2 kg. Så kan vægten varieres i ganske små trin - og når jeg har samlet mod til det, vil jeg nok hente yderligere 20 kg grødris.

Nu skal den så bare tages i brug....

[Jørgen L]

Bonjour le coq!

Jeg kan ikke helt se ud af dit træningsprogram om du har nogle deciderede "bænkpreslignende" øvelser med - ala' OAP, alm. pushups, eller lign?

Måske bare fordi jeg ikke kender de hersens kugleøvelser godt nok. Jeg har selv i længere tid primært trænet stående pres med dumbbell, men synes faktisk at jeg kan presse mig selv mere med OAP, plus at det selvf. giver en anden vinkel på skulder/bryst regionen..

Sandsækken - går ud fra at den er til at smide rundt med - og ikke slå på?

Nu kalder du dig jo "the Comeback Kid".. Var det ikke på tide at lave et comeback inden for MA?

Edited August 2, 2007 by Jørgen L

[Guarden]

Dagens træning: Løb - nærmere bestemt 12 x billat 30-30. Pulsen kom op på ca. 98 % af max, uden at den tilbagelagte distance på nogen måde var imponerende. Nå, det var vel også noget nær første gang i år, at jeg trænede intervalløb af længere varighed end de 4 minutter, som en gang tabata kræver.

I fredags bestilte jeg et sandsætsæt hos Ironmind og allerede mandag blev det leveret. Det er dygtige folk, de postfolk! Her til aften har jeg så været i gang med at fylde op.

Første overvejelse: Hvad skal man fylde med? Efter nogle overvejelser faldt valget på ris, da man herved får en lidt mere bulky "sand"sæk, set i relation til vægten.

Anden overvejelse: Hvilken slags ris? Tilbragte nogle minutter i Bilka med at klemme på poserne med parboilede ris, almindelige hvide ris samt grødris. ("Moar, hvem er den mærkelige mand, der gramser på risposerne"? "SSSH, mit barn, han er nok ikke helt normal!")

Valget faldt efter dette videnskabelige eksperiment på grødris, da begramsningen syntes at indikere, at de glider bedre. Jeg drog således hjem med 20 kilo grødris, som jeg nu har fordelt i 4 inderposer med henholdsvis 10, 5, 3 og 2 kg. Så kan vægten varieres i ganske små trin - og når jeg har samlet mod til det, vil jeg nok hente yderligere 20 kg grødris.

Nu skal den så bare tages i brug....

Sejt, tillykke med sandsækken.

Smid lige et billed op, will you.

Både med yder og inderposer synlige

Guarden er syyyyyygt nysgerrig!!!!!

[CoqRouge]

Jørgen L>Mit PHA-program er som antydet ikke et program, som jeg følger ret tit - og når jeg gør, skal der ikke herske tvivl om, at udbyttet er altovervejende kredsløbsorienteret. Den enkelte øvelse udføres med ret begrænsede vægte, men der er altså også en udfordring i at lave renegade rows, balancerende på 2 kettlebells, alt imens pulsen er i det røde felt.

Det bænkpreslignende er skam med. Når jeg laver renegade rows (som kan ses flere steder på nettet, bl.a. hos Mike Mahler) , fungerer det på den måde, at jeg trækker kuglen op med een arm, sætter den ned igen og følger op med en push-up, hvor den samme arm arbejder, mens den anden arm bruges som støtte. Det funger som en mellemting mellem PU og OAPU. Muligvis er teknikken ikke helt autoriseret, men som mine træningspartnere vil vide, tror jeg ikke på værdien af at findissekere den tekniske udførelse af diverse vægtøvelser. Så længe man kan løfte stangen eller kuglen uden at være til direkte fare for sig selv og andre, så går det iflg. min filosofi nok!

Når det så er sagt, er det ikke bænkpreslignende øvelser, som jeg bruger mest tid på.

Sandsækken er kun i overført betydning til at smide rundt med. I bogstavelig forstand kan den vist ikke holde til det i ret lang tid. Den er til at løfte på og vandre rundt med - og ikke til at slå på, undtagen i frustration!

Problemet med et come-back inden for MA er, at jeg ikke tror, at jeg kan gøre det halvt - og jeg har ikke rigtig mulighed for at gøre det helt. Jeg har faktisk forsøgt mig med en halv løsning - nemlig motionsboksning i FDK. Det lykkedes faktisk at finde en god instruktør - Anders - men uheldigvis holdt han op med at være træner dér, så det gik i sig selv igen. Første gang jeg prøvede egl. sparring der, gik der ca. ét nanosekund, inden han sagde noget i retning af, at "der har vi nok en gammel karate- eller kung fu-mand". Det måtte jeg jo så erkende. Han sagde, at det kan man altid se, når instinkterne tager over med hensyn til afstandsbedømmelse. Kvik fyr!

Guarden>Alle ved, hvordan en pose ris ser ud, så den bedste illustration er vel IronMind's egen: Sandsæksæt

Edited August 2, 2007 by CoqRouge

[Jørgen L]

Interessant synsvinkel! (at gøre tingene halvt eller helt)

Hvornår gør man egentlig noget helt? Er det når man optimerer sin kost, planlægger søvn og træning, afstår fra sociale arrangementer, og bruger det meste af sin vågne tid på at tænke på sporten..

Det er - som jeg forestiller mig det - sådan professionelle atleter gør tingene helt.

Min egen vinkel på dedikering i sport, er en afart af den professionelles. Blot har jeg hverken tiden, eller lysten til at følge den professionelles "program".

Jeg er 100% til stede når jeg er i klubben, og jeg bruger da også lidt tid ellers på at se videoer med stævner osv.

Og så prøver jeg på at bruge ellers ledige stunder på, at tænke over mulige forbedringer i mit "game".

Og hvorfor nu denne opremsning?

Jeg kom til at tænke : Hvor meget "helt" gør du din tennis? Er det ikke også en tilpasning til dit liv iøvrigt - og altså ikke en total dedikering til sporten (som i det af mig nævnte tilfælde)

Og ville en evt opdukken i MA/MMA ikke også være en tilpasning til de muligheder der nu byder sig? Kunne du ikke stadig være 100% tilstede i en trænings/kamp situation her?

Kan du - hånden på hjertet - sige at det ikke trækker i dig?

Ps. Jeg synes det er flabet at sige gammel, bare fordi man ikke længere kæmper med pubertetsbumser

[CoqRouge]

Jørgen L>Tak for et tankevækkende indlæg. Mine vækkede tanker er nogenlunde således:

Jeg havde ganske rigtigt ikke rigtig gjort mig klart, hvad jeg egentlig mente med at "gøre tingene helt/halvt". Ud fra den allerskarpeste definition må jeg nok sige, at jeg aldrig har gjort tingene helt. Således kendte jeg en karateka, der i følge eget udsagn slog op med sin kæreste, fordi hun tappede ham for energi rent fysisk (sic!) og fordi hun krævede for meget tid, der bedre kunne anvendes på træning. Sådan har jeg aldrig tænkt - jeg har til alle tider været meget "glad" for mine kærester. At gøre tingene helt er for mig noget med, at jeg ikke med rimelighed kan gøre mere - og det med rimeligheden har noget at gøre med, at der også skal være tid til et andet liv ved siden af. Det har - som du da også er inde på - ikke noget at gøre med, om man er 100 % til stede i kamp/træning. Det er mere eller mindre en selvfølge.

Nu om dage er jeg 100 % til stede, når jeg spiller en tennismatch, og jeg bruger som du ganske meget tid på at tænke over mulige forbedringer. Alligevel vil jeg aldrig hævde, at jeg gør det helt! - og for den sags skyld heller ikke halvt. Tidsmæssigt taler vi vel om, at jeg bruger ca. 10 % af det optimale. Mere realistisk kunne jeg uden at lide større afsavn nemt tredoble min tid på tennisbanen, hvis jeg ville. Det vil jeg bare ikke, for der er så mange andre ting, som jeg også gerne vil.

Som det før er skrevet her i loggen, holdt jeg en pause på næsten 10 år, hvor jeg stort set ikke spillede tennis, og årsagen var ene og alene, at jeg på grund af livets andre krav havde trappet træningen ned til et niveau, hvor jeg ikke kunne acceptere det styrkeniveau, som jeg på denne baggrund opretholdt. Jeg tabte til spillere, som jeg havde owned tidligere, ene og alene fordi de fortsatte med at spille fuldt program. Min fysik var helt i orden, men sikkerheden og og præcisionen i slagene var for ringe.

Efter de ganske mange år fandt jeg pludselig ud af, at jeg nu var modnet så meget, at jeg kunne acceptere at spille "dårligt". Med den accept i baglommen var det pludselig sjovt at spille og konkurrere igen - og så dårligt er det jo heller ikke. Jeg har da slået spillere i Danmarks top 10 i den aldersgruppe, som jeg indtræder i senere denne måned. Jeg har fysikken med mig (bortset fra de elendige akillessener), hvor nogle af mine gamle konkurrenter så afgjort har den imod sig!

Jeg må erkende - som du jo også er helt klar over! - at også MA trækker i mig. Til gengæld har jeg ikke her en personlig accept af, at det er OK at være halvdårlig. Problemet er jo også, at er man dårlig - ja, så får man nogle på bærret! Det er på én eller anden måde værre end at tabe en tenniskamp.

Jeg har faktisk været så langt som til at besøge et par klubber - f.eks. Wing Tsun på Vesterbrogade i København. Det blev dog ved besøget - jeg kunne til syvende og sidst ikke se, at de kunne tilbyde mig en vare, som jeg ville have.

[Jørgen L]

Det har - i lighed med din accept af at spille "dårligt" - også været vigtigt for mig at finde det niveau hvor jeg kan yde optimalt.

Det tror jeg at jeg har fundet. Hvis jeg yder mere, så går det ud over familien, og dermed i sidste ende mig selv. (Et lille emne til senere: Vi gør i sidste ende alt pga. egoisme).

Når jeg så ser på klubkammeraterne: De er typisk mellem 18 og 25 år, studerende, ingen børn og masser af energi.

De træner mindre end jeg, de fleste af dem! Kun op til stævner svinger de sig op til intensiv og koncentreret dedikering.

Det handler måske om, at man som ung ikke kan se sig selv knokle sådan i al evighed (som tiden jo typisk virker i den alder).

Og derfor hygger man sig med snak og afslappet træning. Jeg tror at hver gang er den sidste

Jeg kunne så tænke: "Hvorfor bruger de dog ikke deres tid optimalt, og træner hårdt hele tiden?"

Men det er jo nok fordi, at de i lighed med mig har valgt det niveau som de vil deltage på. Og fred være med det.

Det giver så også mig en chance, for med min "rutine" og til tider også bedre kondi, kan jeg faktisk presse de fleste af dem pænt.

Hvor meget tid bruger jeg så på træning? 2 x 2 timers grappling om ugen, og daglig løbetræning a' 20 minutter derudover.

Mere skal der ikke til for mit vedkommende.

Jeg må jo så også tilstå, at jeg ikke opsøger øretæverne, men mere grapplingen.

Man behøver vel heller ikke at vende tilbage til præcis den sport man tidligere excellerede i. Jeg har altid været judo mand, og tabte den første gang til træning i grappling, til Svendsen her fra siden, som havde levet i kortere tid end jeg har trænet :4thumbup:

Måske du skulle give dig selv - og sporten - den cahance, at dukke op i en grappling klub?

Jeg kan personligt garantere: Det er funktionel træning som trækker tænder ud (og så er det ikke hårdt ved akillessenerne !)

MMA har det hele - både slagudvekslingerne stående, og den teknisk og fysisk krævende gulvdel.

Og ja, så ville jeg ikke længere være den ældste til stævnerne

[CoqRouge]

AAA - et indlæg om akupunktur, aldrende musikere og anden træning

Følgende DBMs anbefaling har jeg her til morgen været til første akupunkturbehandling hos Glostrup Fysioterapi (Lasse) for mine hårdt prøvede akillessener. Konklusionen på en lang samtale blev, at jeg i forvejen har prøvet og gjort en masse rigtige og fornuftige ting, og at problemets kroniske karakter gør, at jeg nok ikke skal forvente en pludselig og fuldstændig helbredelse – heller ikke ved akupunktur. Jeg er som nævnt her i loggen også indstillet på at være taknemmelig for enhver forbedring.

Med det på det rene fik jeg 3 nålestik i hvert ben – 2 nede ved senehæftet og 1 højere oppe på læggen i et såkaldt triggerpunkt. 3 ud af de fire stik på hælene gjorde alvorligt ondt, heraf et enkelt rasende ondt. Det var imidlertid meget hurtigt overstået, så pyt med det.

Nu er der så gået lidt over 4 timer, og hælene føles stivere end normalt. Noget er der altså sket. Fortsættelse følger.

I aftes var jeg til Rolling Stones-koncert i Parken. Hvis man kunne tage det, der driver Mick Jagger og sælge det i pilleform, kunne man formentlig få hele Tour-feltet som kunder – men det ville nok hurtigt blive forbudt. Han er 64 år og dækker i fuldt løb en scene på bredde med en fodboldbane, alt imens han synger, danser og styrer showet. Det virker nærmest som resultatet af et grumt genetisk eksperiment, at der sidder et ældgammelt hoved på en krop, der ser ud til at tilhøre en veltrænet 1500-meterløber, dog med forbehold for armene, der tydeligt bærer præg af, at Mick er begyndt at løfte jern på sine gamle dage.

Keith sendte publikum og band en række skæve (drengede?!) smil, der tydeligt viste, at han nød at gøre det, som han gjorde og at være der, hvor han var. Også Charlie og Ron brillerede, men alligevel sidder jeg med det indtryk, at Stones bevæger sig mere i retning af at være Mick Jagger med forstærkning, end det tidligere har været tilfældet. Pyt med det – det fungerede fremragende i går. Hvis akustikken så bare havde været noget bedre – suk!

De seneste dage har jeg udnyttet det gode vejr til at rykke træningen med sandsæk og kettlebells ud i min have. Hvor pladsen er god og underlaget robust, kan man naturligvis eksperimentere med nogle lidt anderledes øvelser – og det har ført til, at mine baglår har årets hidtil kraftigste anfald af DOMS, uden at jeg dog er helt klar over, hvad der har udløst dette.

Jørgen L>Grappling - tja, bum. Det lyder egentlig ikke så dårligt, men hvor går man hen som en begynder, der er gammel nok til at have været Stones-fan i 35 år? Det ku' jo være rart, om i hvert fald en mindre del af medkombattanterne var i en nogenlunde sammenlignelig situation.

[Guest DBM]

Et par rigtig gode indlæg omkring dedikation. For mit eget vedkommende drejer det sig pt. mere om at ville for mange forskellige ting, hvilket selvfølgelig gør det svært/umuligt at dedikere sig 100% til noget. Har dog overvejet at give BJJ/grappling mere fokus uden dog at droppe de andre ting, jeg render og laver!

Jeg kan klart anbefale sporten. Der er godt nok ikke mange aktive ældre udøvere, men til Openmat i lørdags var der da en enkelt deltager på 39 - og han klarede sig rigtig godt! :4thumbup: Det er jo en meget ung sport, og i de klubber jeg kender til, bliver der taget godt imod en uanset alder. Give it a try!

Ang. fys, så var det Lasse han hed!! Fortalte du ham, at han havde helbredt min akillessene?? Håber det afhjælper dine problemer lidt!

[Jørgen L]

Ja, her i Aalborg er vi da et par stykker som ikke er helt nye længere, og hvor de andre ind imellem kommer til at sige "far"

Men ellers er der jo team Mascarenhas, som træner i det tidligere nævnte Wing tsun center. Der har de vist nogle store - og voksne - motionister.

Og så er træningen garanteret tæt på optimal! Iran - den yngste af Mascarenhas brødrene - gæstetræner i vores klub med jævne mellemrum. Meget hyggelig fyr, selvom han er svær at forstå

[CoqRouge]

Når man nu aldeles skamløst fører sig frem med en titel som "polyhistor", må man også gøre en indsats for at leve op til den, og de seneste skriverier her i loggen har med al ønskelig tydelighed demonstreret, at jeg har et hul i min viden, når vi taler om BJJ og dermed beslægtede udfoldelser. Ergo har jeg i går bestilt 3 bøger om emnet fra Amazon. Når de er ankommet og læst, vil jeg udtale mig om emnet igen, nu med den skråsikkerhed, der ligger i at have en solid teoretisk viden på et massivt fundament af manglende praktisk erfaring!

Kommer lige til at tænke på, at jeg selvfølgelig er fuldt fortrolig med selve konkurrencesituationen. Selv om jeg ikke er miljøskadet af en CBS-uddannelse, kan jeg alligevel godt til tider se værdien af en firefelts-model. Således er der vel i det overordnede 4 tilfælde af konkurrence inden for idræt:

1: Man deltager som en del af et hold og der er ingen modstander, der direkte forsøger at gøre livet surt for én. Eksempel: Bobslædekørsel.

2: Man deltager som en del af et hold, og man er direkte konfronteret med en modstander. Eksempel: Fodbold.

3: Deltager i selve konkurrencesituationen alene, uden direkte modstander. Eksempel: Højdespring.

4: Deltager i selve konkurrencesituationen alene, med direkte og ofte fjendtlig indstillet modstander. Eksempler: Tennis og MA.

Jeg har klart flest erfaringer med situation 4, færre med 2 og stort set ingen erfa med 1 og 3.

Jeg har udnyttet de sidste dage til at surfe rundt blandt danske (hvilket vil sige storkøbenhavnske) klubber, der udbyder BJJ. Det er svært at finde noget, der passer. Den ideelle klub har begynderhold for voksne, mange træningstider og gode faciliteter mht. omklædningsforhold og supplerende fysisk træning. Jeg må så leve med at blive tituleret "Far" - så længe jeg bare bliver skånet for "Bessefar"!

DBM>Jeg nævnte for Aku-Lasse, at jeg havde fået stedet anbefalet af "en, der hedder Dan, som havde oplevet god effekt af akupunktur på akillesseneproblemer". Jeg så ikke genkendelsens proverbiale lampe blinke hos Lasse, men han kan jo være en god pokerspiller - eller også har han simpelt hen for mange patienter til at huske hver enkelt.

Som tilrådet har jeg efter behandlingen holdt nogle dages pause fra tennis og løb. Pulsen er så blevet bragt i vejret via KB-snatcheri og den slags. Jeg har også ladet mig inspirere af et par andre logskrivere, og har ladet mig drage af The Dark Side: Jeg har benchpresset for anden gang siden efteråret 2004! Den er god nok, jeg har tjekket min log! Jeg har mistet 20 % i maxstyrke, men kan dog stadig bænke mere end BW. Måske skulle man bænke lidt mere og håbe på overførsel til OAPU, hvor jeg føler, at jeg står lidt i stampe for tiden. Som jeg vurderer den begrænsende faktor i OAPU for mig, er det ikke et stabilitetsproblem, men et styrkeproblem i de dynamisk arbejdende muskler.

-og så har jeg erhvervet mig monumentale DOMS i brystmusklerne, men dét kan vel ikke komme bag på nogen........

[CoqRouge]

2 af bøgerne fra Amazon er allerede kommet. Min tak går igen til de dygtige postfolk.

Bøgerne er følgende:

Guerrilla Jiu-Jitsu, Revolutionizing Brazilian Jiu-Jitsu af Dave Camarillo og

Brazilian Jiu-Jitsu, Theory & Technique af Royler og Renzo Gracie

Så får jeg se, hvor godt et indtryk af sagerne jeg kan danne mig ved læsning alene, i hvert fald i første omgang.

Efter 60 timers nogenlunde hvile fra direkte belastninger ovenpå akupunkturbehandlingen er mine akillessener de seneste 2 gange blevet udsat for såvel tennis som en løbetur. Jeg holdt lidt igen med afsættene til tennis og løbeturen var af den kortere type - og det ser ud til, at der er baggrund for en forsigtig optimisme. Venstre akillessene har hele tiden været en smule mindre problematisk end den højre, og det ser nu ud til, at der er sket en yderligere bedring, så den venstre aktuelt ikke er et egentligt problem. Jovist er den øm ved berøring, men den er ikke øm ved belastning og ikke specielt svær at få i gang om morgenen. Sagt på en anden måde - hvis begge akillessener var, som den venstre er nu, ville jeg ikke finde det nødvendigt at få behandlinger. Jeg håber på at opnå en tilsvarende tilstand for den højre - så har jeg fået opfyldt et stort fødselsdagsønske.

Begge træningspas gik i øvrigt rimeligt. Interessant er det, at jeg løbemæssigt er på nogenlunde samme niveau som sidste år på denne tid. Helt tilfredsstillende er selve niveauet ikke, men sidste år havde jeg dog gennemført et vist minimum af løbetræning, mens jeg i år mest har trænet kredsløbet med KB'er og Concept2. Mon ikke der ligger lidt nemt tilgængelig forbedret løbeperformance og venter, hvis jeg løber en kort og intensiv tur et par gange om ugen i den kommende tid?

[CoqRouge]

Bortset fra de 60 timers pause har det været en hård uge for akillessenerne med 2 gange løb og 2 gange tennis, heraf anden gang med en spiller, der er 12 år yngre end jeg og i sine allerbedste år var i top 10 herhjemme. Jeg var faktisk ganske tæt på at slå ham, men endte dog med at tabe 6-4 i det sæt, som vi spillede. Han spiller konstant dybt og min fornemmelse af, at mine slag ikke rigtig generer ham, får mig til at overforcere og lave åndsvage fejl. Så hjalp det ikke, at mit benarbejde fungerede glimrende. Prisen for det gode benarbejde betalte jeg dagen efter med en højre akillessene, der absolut ikke var tilfreds med tilværelsen. Den venstre var faktisk ok - måske hjælper akupunkturen lidt. I morgen er det tid for en ny behandling.

Dagens træning har bestået i en løbetur med nogle raske intervaller, som ved hjemkomsten blev suppleret med nogle bear hug squats med sandsækken. Inspireret af mine overvejelser omkring BJJ og den slags har jeg også forsøgt at eksperimentere med at repetere mine gamle kundskaber inden for faldteknik. De er rustne......!

[Jørgen L]

Spændende læsning - jeg glæder mig til at høre dine overvejelser på det teoretiske plan.. Det er ikke så tit man ser den indfaldsvinkel

Om du bliver fanget af "ånden", kan nok bedst afgøres ved at frekventere et center.

Og så vil jeg lige for en god ordens skyld sige, at der jo findes adskillige forskellige afarter, som kalder sig forskellige opfindsomme ting under een hat: MMA:

Vale tudo ("uden regler" på Brasiliansk), men som dog praktiseres med regler i den vestlige verden.

Shootfighting - det samme, men her må man ikke slå/sparke i gulvkamp.

Submission fighting mere af det samme, bare ikke med et fast regelsæt.

BJJ: Stammer fra Brasilien, og udøves både med og uden gi..

Og der er flere navne og definitioner, men alle dækker over en sport som kombinerer det bedste fra alle de kendte stilarter.

http://en.wikipedia.org/wiki/Mixed_martial_arts

[CoqRouge]

Jørgen L>Tilgangen er typisk for mig. Hvis jeg vil vide noget om ét eller andet, er det så sikkert som indkomstskatten, at jeg anskaffer mig et antal bøger og går i gang med at læse. Jeg har aldrig været ude for, at man blev dårligere til praktikken af denne årsag. Det værste, der kan ske, er at man ikke bliver bedre, men bare lidt klogere.

Den indledende læsning har allerede kastet en ny indsigt af sig – ikke på sports-MA området, men på selvforsvarsområdet. 2 af bøgerne nævner, at flertallet af fights – op mod 90 % - ender på gulvet. Jeg har altid ment, at jeg med mine karatekundskaber, kombineret med nogle elementære selvforsvarsteknikker, stod ganske godt rustet, hvis det skulle blive alvor, hvad det heldigvis ikke er blevet de sidste 34 år! Jeg må imidlertid erkende, at mine praktiske og teoretiske forudsætninger for effektiv gulvkamp er stort set ikke-eksisterende. Det kan jo blive et problem, hvis civilisationen bryder sammen.

Ugens aktiviteter har ellers handlet om smerte. Da jeg i anden omgang fik nåle i hælene, lykkedes det Lasse at ramme et punkt, der var så ømt, at jeg på mindre end 10 sekunder blev våd af sved – og så er det ikke engang overdrevet. Nå, hvis bare det hjælper – og jeg er stadig forsigtigt optimistisk.

Efter sådan en gang nålestik må man ikke lige fare ud for at spille tennis eller løbe. Diverse jernriveri skulle der imidlertid ikke være noget i vejen for, så det gik jeg i gang med. KB-snatches, pull-ups og hvad ved jeg – og så skulle der efter planen hives nogle tunge singler i dødløft. Det var så ikke så godt. Hænderne var allerede lidt slidte af de foregående aktiviteter, og ved den 4. single hørte jeg – this is at true story! – en lyd som af let fugtigt papir, der rives over, og så gjorde det for resten ondt i højre hånd. En visuel kontrol godtgjorde, at huden ca. 1,5 cm under ringfingeren ganske simpelt var revnet. Vabler er yt, flænger er in!

Normalt er jeg ikke sart, men ovenstående begivenhed har lagt visse begrænsninger på aktiviteterne efterfølgende.

[CoqRouge]

-og så kom man da i avisen - nærmere bestemt øverste halvdel af navnesiden i Berlingske. Kan man ikke gøre andet for at gøre sig bemærket, kan man da i det mindste blive ældre.....!

Nå, alternativet er jo værre! Man kan tidsnok havne på nederste halvdel af selvsamme navneside........!!

Træningsopdatering følger - efter diverse festligheder!