Endorfinjunkie på genoptræning


CoqRouge
 Share

Recommended Posts

I min søgen efter en ny karriere inden for kampsport prøvede jeg noget nyt i går. Beretning følger:

I mine karatedage dyrkede jeg Kyokushin(kai). Vi var dengang overbeviste om, at det var det klart bedste system - realistisk kontakt og hård fysisk træning. Allermest så vi ned på det system, der vist nok var og er det mest medlemsstærke i Danmark - og som ikke her skal fremhæves ved navns nævnelse.

Nuvel, dette system har nu om dage en filial i den store, lokale idrætsklub, og de optager nye medlemmer for tiden med første træningsgang i går. På forunderlig vis fik jeg lokket den 12-årige og den 15-årige med til en prøvetime. Tænk, hvis jeg kunne træne kampsport lokalt, gøre det til et familieforetagende og samtidig få banket nogle selvforsvarsteknikker ind i hovedet på mine fremmelige piger! Hjerte, hvad vil du mere?

Nu er der jo tale om et begynderhold, så jeg ventede ikke alverden, men jeg fik faktisk nogle fordomme bekræftet. 5 forkølede armstrækninger under opvarmningen - det var så dén fysiske træning! Træningen blev varetaget af 2 højt graduerede folk, hvor jeg synes, at specielt den ene havde nogle sært ufokuserede teknikker. Skal jeg tale ud fra min egen trænererfaring, vil jeg sige, at han slet og ret manglede kontakttræning - han har slået og sparket alt for meget ud i den blå luft. Rent trænermæssigt er der ingen tvivl om, at det står 1-0 til wing chun i FDK - men der er jeg måske heller ikke på samme måde kritisk.

Nå, jeg vil finde mig i meget, hvis de andre ovenfor nævnte fordele kunne realiseres. Det ærgerlige er bare, at pigerne ikke helt blev fangede. Årsagen var først og fremmest, at vi prøvede alt for meget uden at lave ret mange gentagelser af det. Det var slet og ret forvirrende for alle. Her er listen:

2 forskellige stød

1 spark

4 forskellige parader

3 forskellige stillinger inklusive vendinger

2/3 af den første kata

-altsammen med japanske betegnelser

-samt dojo-adfærd

Det er ganske enkelt for meget på én gang for en nybegynder. Resultatet er lige nu, at pigerne har følt det som et mindre nederlag, desuagtet, at alle de andre på holdet havde de samme problemer.

Nå, vi prøver måske igen - der er træning på fredag.

Den manglende fysiske træning fik mig til lige at fyre 120 kb snatches af, da vi kom hjem. Så har man da fået trænet lidt, når Armstrongs program lægges til.

Selvsamme Armstrong-program har jeg gennemført i dag. Det var pyramide-træning, og sandelig om ikke jeg fik bygget en ekstra etage på pyramiden!

I aften: Tennis

Link to comment
Share on other sites

Jeg føler mig ikke helt toppen fysisk i dag. Til trods for flere dages ædruelig adfærd har jeg det i dag, som om jeg er hjemsøgt at et mildt sæt tømmermænd. Det er gået noget ud over Armstrong-programmet. For første gang i de snart 4 uger, hvor jeg trofast har startet dagen med mine armstrækninger, tog jeg i dag færre end i går. Det er selvfølgelig ikke i sig selv et problem overhovedet, men kan dog være en indikation af, at de gratis gains på en gammel favoritøvelse er ved at være opbrugt - eller måske har min almentilstand påvirket performance.

Heller ikke mine armhævnings-træningssæt gik rigtig godt. Da jeg nu uden nogen form for problemer 3 gange har gennemført 9 eller flere sæt med mit gamle antal reps pr træningssæt, øgede jeg i dag med 1 rep/sæt, og det lykkedes kun at gennemføre 5 af de minimale 9 sæt på denne måde. Ikke godt nok! Ak ja, også livet som fuldtidsatlet rummer sine skuffelser!.

Hvis jeg kommer lidt mere ovenpå, vil jeg går cardio-vejen senere i dag. Hvis ikke, vil jeg erklære dagen for en hviledag og lade det være nok med Armstrong.

Link to comment
Share on other sites

Guest Slettet bruger
Angående spinning er jeg jo nybegynder og har aldrig dristet mig til at tage så meget som en øvet-time af frygt for at falde igennem, når instruktøren begynder at tale som en lærer på musikkonservatoriet. Jeg mener det faktisk alvorligt! Hvad F.... er enkelttakt, mellemtakt og dobbelttakt, og hvad har det med spinning at gøre - bortset fra, at man kører hurtigere, når der er tale om dobbelttakt?! Jeg har endvidere et ærligt ment og ganske naivt spørgsmål til dig og andre elite-spinnere: Er man ikke selv 100 % herre over, hvor hård såvel en basistime som en øvet time og en elitetime bliver? Man kan da bare skrue på belastningen! Naturligvis bliver det hårdere, hvis man kører på i 2 timer, sammenlignet med 1, men hvad er i øvrigt forskellen?

Når jeg engang har fået arbejdet mig op fra basis til øvet, vil jeg gerne tage mod tilbuddet. Jeg betragter det nu - med tilladelse! - mere som noget socialt end som en udfordring.

Hej Hamilton :tongue: (formoder CoqRouge er derfra) :wink:

Som svar på dine spørgsmål. Enkelttakt er bjergkørsel langsom kadance. Mellemtakt er landevejstempo og dobbeltakt er oftest ned af bakke, og er efter min mening ikek noget som bør bruges, og slet ikke stående.

Man er selv herre over belastningen, som sådan kan man ikke sige at den ene takt er hårdere end den anden. Det er et spørgsmål om belastning. Jeg har nemmest ved høje puls tal ved stående mellemtakst, men jeg synes at enkelttakten føles hårdere i mine ben.

Forskellen på basis, øvet og elitetimer er hvor mange pauser der er, og selvfølgelig på hvor pulsmæssig/fysiologisk man skal ligge. Desuden er der sjældent (bør ikke være) stående spurter på basis timer.

Håber det var uddybende :bigsmile:

Så håber jeg vi ses til Tanja Spinning en dag. :superman: Du siger bare til :wink:

p.s. god bedring med tømmermændene :beer:

Link to comment
Share on other sites

SNF> Tak for uddybende bemærkninger. Grunden til, at jeg mere eller mindre står af, når jeg hører tale om takter, er formentlig en komplet mangel på sans for synkopi. Jeg forstår mig bedre på kadence. Er det rimeligt at sige, at enkelttakt er omkring 65 rpm, mellemtakt ca. 90 rpm og dobbelttakt ca. 115 rpm?

Jeg kan også se, at jeg uden at vide det har forsøgt at gøre mine basis-timer til øvet-timer, for jeg forsøger at køre videre med en vis belastning, når instruktøren dekreterer pause. Jeg finder det frustrerende at starte hvert interval med at bygge pulsen op fra under 100 bpm.

De omtalte tømmermænd var som skrevet ikke rigtige tømmermænd, desformedelst, at jeg ikke havde indtaget alkohol under nogen form de foregående 48 timer. Men symptomerne lignede, så tak for de gode ønsker.

CoqRouge stammer ganske rigtigt fra Hamilton-bøgerne, som jeg er en stor fan af, men ikke kun derfra. I følge den kinesiske mytologi er jeg født i Hanens År, og jeg har brugt navnet i flere internet-sammenhænge, blandt andet online backgammon.

I øvrigt inkluderede spinningen tidligere i dag masser af stående jumps. Måske skulle jeg gøre som mange af deltagerne - slet og ret ignorere instruktøren - men det forhindrer min (hane)stolthed mig i!

Selv om jeg ikke har ført log i en uges tid, har armstrong-programmet fået hele armen. (Undskyld!) Det går, som det plejer. Maximum rykker sig ikke, men evnen til mange submaksimale sæt stiger fint. I dag lykkedes det mig for første gang at køre mine 9 træningssæt med 5 reps. I øvrigt er den store fremgang i de tilhørende armstrækkere ganske ophørt nu.

Jeg har en masse aftaler på lørdage og på hverdagsaftener i denne tid, så HardCore er der ikke blevet tid til. Vil prøve at snige mig forbi ABC i morgen aften.

Og videre: Var til *****kan-karate med pigerne igen. Instruktøren brugte 20 minutter ud af en time på småsnak. Jeg var sgu' fristet til selv at overtage træningen. Givetvis godt for effekten, men måske mindre godt for medlemstallet!

Er det i øvrigt ikke alt for længe siden, at denne log har levet op til sin officielle udnævnelse til forum for eksistentialisme? Anyway, here goes:

Apropos røde haner kan vi starte med den franske revolution og "Frihed, Lighed, Broderskab". Eller rettere: Vi starter med Hegels kommentar til dette, hvor han siger, at friheden skal søges på markedet, ligheden må staten stå for, og broderskabet hører til i familiens domæne. Habermas har i moderne tid tilføjet, at velfærdsstaten er på vej til at overtage alle 3 områder. Staten bliver en intimstat, og vi kan forvente, at den leverer varen på alle områder. Ellers er der noget galt med Staten!

-Og det er denne tendens, som jeg nu mener at kunne iagttage på fitness-området. I sin uendelige omsorg for borgerne har Staten konkluderet, at vi ikke er "fitte" nok. Reaktionen er i følge Habermas' logik uundgåelig: Staten må gå ind i området! Det starter så med snak om statstilskud og skattefradragsordninger. Alene snakken har selvfølgelig tvunget eksisterende idrætsorganisationer over i en offerrolle. "Det er synd for os, vi vil osse trækkes fra!"

"A Nation of Victims"..........!

Link to comment
Share on other sites

Her troede jeg, at jeg havde begået et indlæg, som ville kunne provokere selv en søjlehelgen til at give respons. Men måske prædiker jeg for de frelste!

Nå, men jeg kom til HardCore. Ud over de sædvanlige EDT-serier havde Richard fundet på nogle ubehageligheder, hvor man sad i V-position med overkrop og fødder hævede og så kørte rundt med benene og kettelbell'en, som man holdt foran brystet. Det var absurd hårdt, og jeg må med skam melde, at jeg havde hælene i gulvet en enkelt gang undervejs. Det havde alle deltagerne - og mere til! - med en enkelt undtagelse: Richard selv! Man må sige, at han kan "walk'e the talk!"

Jeg har i dag konstateret, at sen HardCore torsdag har konsekvenser for armstrækninger tidligt fredag. Min max effort i dag var 15 % under den fra i går.

Om dagens spinningtime er der ikke meget at sige. Efter en masse lunges til HarcCore i går var jeg lidt længe om at komme i gang, men til sidst gik det sådan set OK.

Jeg overvejer at prøve en gang begynder-BJJ i morgen - hvis lysten og nysgerrigheden kan vinde over frygten for fiasko og hvis konen i øvrigt tillader det!

Senere i dag: Familietræning i *****kan-karate med nogle af døtrene.

Link to comment
Share on other sites

Familietræningen i *****kan-karate er nu overstået for idag. Tendensen holdt sig - masser af forskellige teknikker og ikke ret meget tid til at øve hver enkelt. Imponerende er det også, at begynderholdet nu har trænet i 2 uger, uden at sempai er kommet ind på, hvordan man knytter en næve! Håndled og tommelfingre i stribevis ville komme til skade, hvis flertallet af holdets elever skulle komme til ramme noget, der er hårdere end en chokoladebudding.

Det lykkedes også selvsamme sempai (som *****kan insisterer på at kalde senpai) at kludre i, hvilken hånd, der foretager udvendig parade under simpel 5-skridts arrangeret kumite. Oversat til døtrenes begrebsverden: Det svarer til en gymnastikinstruktør, der kludrer i kolbøtter.

Status er, at den 15-årige datter er ved at have fået nok, mens den 12-årige stadig ser tiden an. Hvis tøserne ikke vil være med, er selv jeg væk som den sne, der faldt i fjor. Skal jeg dyrke kampsport på begynderniveau, skal det nok ikke være karate - og slet ikke *****kan-karate!

Link to comment
Share on other sites

Med din tilgang til træning (og seneste indlæg) tror jeg, at BJJ/MMA vil være lige noget for dig. Ikke noget med at bukke for træneren, lave kata og alt muligt andet crap - og du får mulighed for at se om tingene virker under sparring. Gotta love it! :wub:

Link to comment
Share on other sites

DBM>Et kort indlæg fra din side, men ganske tankevækkende for mig. Her er nogle af overvejelserne:

Hvorfor har jeg noget mod træningen i *****kan-karate? Det er ikke, fordi jeg med pigerne starter på et begynderhold. Det vidste jeg jo. Naturligvis er det frustrerende at starte forfra i et nyt, men meget lignende system. Det svarer lidt til at skulle på begyndertræning i tennis, hvis man har skiftet ketcherfabrikat - men som sagt, det var forventet.

Det er heller ikke kata-træning som sådan. Mine gamle kernekompetencer var i prioriteret rækkefølge fri kamp - kata - arrangeret kumite - og som det værste stående basisteknikker, hvor mine stive hofter allerede dengang gjorde livet surt for mig. Jeg kan altså egentlig godt lide kata-træning, men der stilles enorme krav til instruktørens og deltagernes fokus, hvis det skal være meningsfuldt. Det mangler for nærværende.

Bukke for træneren - hmmm, den er faktisk svær! Som nogle vil have læst i min log, ligger min tolerancetærskel i græshøjde, når det drejer sig om at underkaste sig en art falsk disciplin, som for eksempel når en instruktør til spinning kommanderer frem for at opmuntre. På én eller anden måde udstrækker denne aversion sig bare ikke til karate for mig - måske fordi jeg altid har opfattet, at respekten var gensidig - dvs., at eleven viser respekt for sensei og for systemet, hvor sensei så kvitter med respekt for eleverne og systemet befordrer trænings"ånden".

Men det element af gensidighed er fraværende i den klub, hvor pigerne og jeg har forsøgt os - og det tænder mig af. DBMs korte indlæg satte en tankeproces igang, så jeg fik gennemskuet mine egne følelser i sagen.

Nå, men jeg var så til BJJ-træning i lørdags for første gang i mit liv. 2 timer, hvilket var i det længste. Ikke på grund af fysikken, men mere på grund af hovedet. Der blev læsset meget på, som var 100 % nyt for mig.

Jeg kan ikke alle de rigtige ord, men fokus var på noget med at "shrimpe" sig ud af et greb, hvor modstanderen holder fat fra siden. Dette blev efterhånden suppleret med noget, der vist hedder "Shoulder of Justice" og "Prayer Position". Vi var ikke mange til træning, så der var virkelig mulighed for at arbejde med sagerne og få feed-back.

Som sagt holdt fysikken fint - der var andre, der havde større problemer end undertegnede. Ikke desto mindre var jeg øm i mange ellers upåagtede muskler om søndagen.

Facit er, at det var sjovt, og at jeg kommer igen!

Link to comment
Share on other sites

I mit ordrige indlæg glemte jeg i øvrigt at få noteret min nye PR i armhævninger med overhåndsgreb. Ja, ja - jeg ved det godt - 11 er et sørgeligt tal, men i tidligere tider har jeg kun noteret PRs i underhånds armhævninger og i nyere tid har jeg med garanti aldrig tidligere nået op på mere end 10, så den er god nok.

Jeg er nu i gang med 6. uge med armstrong-programmet. På den ene side er en forbedring fra 9 til 11 på 5 uger måske i virkeligheden godt nok, men på den anden side synes jeg, at over 1000 armhævninger godt kunne have kastet noget mere af sig!

I aften: Tennis

Link to comment
Share on other sites

Gårsdagens tennis gik ganske godt. God speed i bevægelserne og grundslagene var solide.

Jeg overvejede min deltagelse i dagens spinningtime. Jeg savner ét eller andet. Selvfølgelig betyder instruktøren en del, men på det personlige niveau har jeg behov for at kunne se, om mit niveau flytter sig. Bemærk, at jeg på en vis måde ville være "tilfreds" med at vide, at det gør det ikke - for det ville være en indikation af, at der skulle ske noget andet. Som det er nu, er den subjektive opfattelse og min puls eneste indikationer af, hvad der foregår, da belastningen jo ikke sådan uden videre lader sig måle. Reelt ved jeg altså ikke, om 2 måneders spinningdeltagelse har haft nogen som helst effekt, og det passer ikke til mit temperament.

-men afsted kom jeg, og det gik såmænd fint. Vi kørte bl.a. en lang serie med 3x4 minutters stående arbejde, og den slags kan få min puls i vejret på den gode måde.

Jeg rundede af med mit armstrong-program (9x5 armhævninger) og nogle sæt full contact twists - sidstnævnte til stor forundring for de øvrige tilstedeværende.

I aften står den på socialherredouble. Hvis tiden tillader det, vil jeg måske varme op med en smule yderligere jernriveri.

Link to comment
Share on other sites

Nå, jeg vil finde mig i meget, hvis de andre ovenfor nævnte fordele kunne realiseres. Det ærgerlige er bare, at pigerne ikke helt blev fangede. Årsagen var først og fremmest, at vi prøvede alt for meget uden at lave ret mange gentagelser af det. Det var slet og ret forvirrende for alle. Her er listen:

2 forskellige stød

1 spark

4 forskellige parader

3 forskellige stillinger inklusive vendinger

2/3 af den første kata

-altsammen med japanske betegnelser

-samt dojo-adfærd

Det er ganske enkelt for meget på én gang for en nybegynder. Resultatet er lige nu, at pigerne har følt det som et mindre nederlag, desuagtet, at alle de andre på holdet havde de samme problemer.

Familietræningen i *****kan-karate er nu overstået for idag. Tendensen holdt sig - masser af forskellige teknikker og ikke ret meget tid til at øve hver enkelt. Imponerende er det også, at begynderholdet nu har trænet i 2 uger, uden at sempai er kommet ind på, hvordan man knytter en næve! Håndled og tommelfingre i stribevis ville komme til skade, hvis flertallet af holdets elever skulle komme til ramme noget, der er hårdere end en chokoladebudding.

Shotokan er ikke hvad det har været. Som barn (det er et par og tyve år siden jeg satte mine ben der første gang) trænede jeg Shotokan i Kyohan i Nørregade i Kbh, dengang Sensei John Nielsen havde biksen og Bura familien stadig var næsten intakt om at holde Vermelandsgade kørende. Det kræver noget disciplin og noget stædighed at finde Shotokan interessant, dengang hjalp det at instruktøren (glarmester/sempai Cai Vandrup) var engageret og samtidig hård omkring disciplinen.

Meget er sket siden. JKA DK er blevet splittet op, så der nu er en konkurrerende organisation - så Shotokan er ikke bare Shotokan. Jeg havde junior med i den lokale Shotokanklub for to år siden og samtidig med at nostalgien brusede frem, så kunne det ikke andet skure i mine øjne, den manglende disciplin og den manglende form. Stillinger var slatne, kataer lignede lort, kime, teknik, ideerne bag og form blev der ikke brugt meget tid på - jeg var skuffet.

Så hvis det er tendensen indenfor Shotokan, så kan jeg godt forstå, at du græmmes.

Og lige for at tilføje, vi hyggede os nu ganske fint med Kyoshinkai-slænget, selvom de synes, de var bad asses, blot fordi de var full contact. :tongue:

'Pyt

Link to comment
Share on other sites

'Pyt>Du har naturligvis ganske ret. Der er intet som helst galt med Shotokan, mens der derimod kan være problemer med dem, der forvalter systemet - og det er tilfældet her. Efter at have læst dit indlæg tjekkede jeg den lokale klub - og den har ikke noget med den del af JKA at gøre, hvor Bura Senseis arvtagere slår sine folder.

I den sidste ende tror jeg helt enkelt, at der er tale om et personspørgsmål. Det kan dels være den enkelte træner, der ikke er god nok - det ses jo i alle idrætsgrene - og dels den enkelte klubs førende medlemmer, der ikke kan eller vil skabe de optimale rammer og den optimale stemning.

Jeg vil gerne tilføje yderligere 2 ting: For det første stod der også blandt kyokushinkai-folk der tilbage i havfjerdserne stor respekt om Bura Sensei. Ingen var i tvivl om hans betydning for karate i Danmark. For det andet skal mine bemærkninger om Shotokan sådan generelt mest af alt ses som en parallel til den slags drillerier, som gymnasiets matematikere udsatte de sproglige for - dengang, da det stadig gav mening at tale om sproglige og matematikere!

Link to comment
Share on other sites

På én eller anden måde er min gamle interesse for kampsport blevet vakt til live igen. Om det så er pirkerierne her i loggen, min arbejdssituation/fritidssituation eller noget helt tredje, der har gjort det, er jeg ikke helt bevidst om. Eventuelle læsere vil i hvert fald vide, at jeg på det seneste har beskæftiget mig en del med emnet her i loggen.

Jeg har aflagt endnu et prøvebesøg i en lokal klub, og nok engang var der plusser og minusser. Beretningen er som følger: Klubben har en fornuftig hjemmeside med god information. Man får det indtryk, at der trænes i flere former for kampsport, herunder BJJ, hvor jeg har et ønske om at lære noget.

Lidt email-udveksling førte til en aftale om at komme til prøvetræning. Ganske vist var det ud fra tidsplanen klart, at der ikke ville være tale om BJJ, men i stedet Muay Thai - men OK, jeg vil jo i første omgang bare danne mig et indtryk om klubben.

Så nu har jeg altså haft min første time i thaiboksning.......

Om klubben: Ideelt placeret 8 minutters cykling hjemmefra, slidte udenomsfaciliteter, men masser af dét, der gælder - træningsudstyr såsom puder og sække.

Om modtagelsen: Venlig på en uengageret måde - nå, er du ny? - stil dig der, så holder jeg lidt mere øje med dig.

Om de øvrige deltagere: Masser af dem, jeg var dobbelt så gammel som den næstældste (mener det bogstaveligt), ingen andre end jeg havde hår, der var over 2 cm langt (og jeg er efterfølgende blevet klippet!), 2 piger dog undtaget, mange rigtig store, stærke og tunge folk på omkring de 100 kg. Mit indtryk var, at mange af dem kom som vennepar og talte og trænede med hinanden. Der blev ikke desto mindre gået til den!

Om træningen: Opvarmningen bestod i hoppen rundt med og uden sjippetov - først på fri hånd (eller skulle jeg sige fod?!), og derefter med nogle variationer, som træneren bestemte. Sammenlagt ca. 15 minutters hopperi - det er mine lægmuskler ikke vant til. Om det blev værre eller bedre af, at det foregik på et pudelignende underlag, ved jeg ikke. Derefter nogle strækøvelser, hvor jeg afstod fra at følge instruktørens anvisninger om at udføre dem ballistisk. Det troede jeg egentlig ikke forekom år 2008. Og så var der tid til at sparke løs på slagpuderne. Fandt mig en anden alenefyr som makker, lidt mindre end jeg, men med ca. samme vægt. Han havde virkelig god kraft i sine spark, specielt med højre. For mig var det meget uvant at sparke med skinnebenet. Min naturlige afstandsbedømmelse er lagt an på at ramme med foden. Når det sammenholdes med min exceptionelle stivhed og det forhold, at jeg ikke har sparket til en slagpude i 30 år, kan det vel ikke overraske, at jeg ikke var tilfreds med kraften i mine spark, men det blev dog lidt bedre undervejs. Meget bedre blev det til sidst, hvor vi kørte 3x2 minutter, hvor man skulle klappe på makkerens diagonalt modsatte skulder eller knæ. Når det lykkedes, måtte man sætte ham til at lave 10 reps af et eller andet. Her ku' jeg hævde mig - og det er uundgåeligt, at der går konkurrence i det, selv om det kun er træning. Sjovt var det i øvrigt, at når træneren kommanderede, blev der mange steder fra svaret med et "oesh". Nu har jeg faktisk papir på, at jeg kan tale thai, og jeg kan forsikre om, at ordet ikke indgår i sproget! :laugh: Men naturligvis er det sådan, at man rekrutterer medlemmer fra karate. Jeg ville også nødig møde op til en time som denne, hvis det var min første time i kampsport. Det ligner så afgjort ikke motionsboksning i FDK!

Efter træningen spurgte jeg så om BJJ. Som jeg forstod svaret, trænes det kun uden gi og kun fordi det giver mening i sammenhæng med thaiboksningen, når man stiller op til MMA. Det er så ikke helt det, som jeg ønsker mig, men jeg vil nok alligevel prøve at stille op til en træningsgang - som i tidsplanen vistnok hedder "Shoot". Så får vi se!

Dette var i går aftes. Her til morgen har jeg været til spinning. Jeg var brugt, var jeg, og da instruktøren heller ikke var på toppen, endte det med, at jeg "badede" mig igennem timen. Det har jeg ikke dårlig samvittighed over - jeg havde brug for det!

Her sidst på eftermiddagen vil den mest standhaftige datter og jeg nok give Shotokan nok en chance.

Edited by CoqRouge
Link to comment
Share on other sites

Jeg siger tit osu/oesh selv om jeg meget lidt har at gøre med japansk kampsport. Jeg synes det er et fint gummibegreb der passer ind i de fleste situationer som ord- eller sætningsafløsning for ja, javel, ok, det er forstået, det er accepteret osv.

Den her ordbog vil sikkert falde i din smag

http://www.mmareporter.dk/?id=26

Link to comment
Share on other sites

Svendsen>Tak for linket til de underholdende ordforklaringer. Det var lærerigt. Nu hører jeg ikke til de sarte, men jeg synes, at det er en generel undertone i hele teksten, at "det er altså farligt, det her!" Min egen erfaring er, at jeg har haft flere skader til tennis end til karate.

Angående "oesh" må jeg egentlig give dig ret. Ja, det er praktisk med et gummiord, som ikke giver associationer i retning af alt muligt andet. Men jeg vil tillade mig at mene, at den almindelige nybegynder må ligne et stort spørgsmålstegn, når han hører ordet - "hva' si'r de? Ost?"

Træningen med Shotokan og datteren var lidt sjovere end forventet - mest fordi sortbæltet fik udfordret mig til en dyst i armstrækninger. Vi blev kommanderet til 10 stk, og han sagde, at de hårde jo kunne tage dem på knoerne. Det gjorde jeg naturligvis. Det bemærkede han og sagde, at de næste 10 var på fingerspidserne. Det gjorde jeg så. Af eget initiativ tog jeg så yderligere nogle stykker på tommel- og pegefinger. Det ku' han sgu' ikke! Barnligt? Ja. Sjovt? Ja!!!

Jeg har i dag lørdag været til den fedeste BJJ-træning. Fed, fordi vinterferien åbenbart havde gjort, at ingen kom - dvs., at jeg havde halvanden times eneundervisning. Jeg har lært en masse og fået en masse stryg. Mit mest oplivende moment var, da instruktøren i en transition kom til at ligge direkte ovenpå mine arme og jeg så bænkpressede ham! Ikke et standard BJJ-move, men ganske virkningsfuldt! Det var så også noget nært min eneste triumf. Min stive ryg gør, at jeg har svært ved at komme dybt nok ned i det, der vistnok hedder sidemount. Jeg kan så til dels kompensere med styrke, men ikke nok til at overvinde en teknisk overlegen modstander.

-men sjovt var det. Nu har jeg så:

-blå mærker på underarmene fra thaiboksning

-blå mærker på overarmene fra BJJ

-væskende sår på oversiden af fødderne fra at blive trukket rundt på måtten i BJJ

-røde hævelser i ansigtet fra at blive choked, strangled og hvad ved jeg i BJJ

---men hvad gør det, bare man har det sjovt - og det har jeg!

Link to comment
Share on other sites

YESSIR!! Så har du kastet dig ud i BJJ!! :1356:

"Kært" barn har jo som bekendt mange navne, og sporten er mere end almindeligt uoverskulig for nybegyndere.

Personligt træner jeg "submissionfighting", som blot er endnu et ord for det at blande kampsport sammen..

Min personlige interesse ligger i det at "grapple" uden gi, dvs alt er tilladt minus slag og spark.

Du vil sikkert opdage, at selv grappling alene har næsten uendelige kombinationsmuligheder, og at den bedste udførelse af teknikkerne altid er betinget af dig og ikke din træner (jvfr din kommentar om en stiv ryg).

Jeg selv har været helt solgt siden jeg startede, og regner ikke med at stoppe foreløbigt.

Ang skader: Der er forbavsende få. Men man kan desværre være uheldig - har både trykket og brækket ribben, forstuvet fødder, utallige rifter over hele kroppen osv osv. Men det følger med, og har heldigvis sjældent holdt mig fra at træne igen efter et stykke tid..

Shotokan? Jeg trænede under Keld Brandt i Odense tilbage i 1990-91. Erhvervede 5 kyu - hva'behar'!!

Jeg kan slet ikke længere affinde mig med strikse rammer, så den sag er nok afsluttet for mit vedkommende, men det var bestemt sjovt dengang. Og hvor så man dog op til sortbælterne!! :biggrin:

Ser vi dig til Grapplers Dream?

Her er en spændende lille film, lavet af franske MMA'ere, for at støtte kravene om legalisering af sporten: MMA.

Edited by Jørgen L
Link to comment
Share on other sites

Siden sidste opdatering har jeg været til endnu en gang thaiboksning. Sjovt nok var det som om, at alle de andre var skrumpet ind i mellemtiden. I hvert fald følte jeg mig i langt højere grad som "en af drengene" - på trods af , at jeg hverken har karsehoved eller tatoveringer. Jeg kom til at træne med holdets næstældste - den eneste, som jeg ikke kunne være far til. Han var i god kondition og med fornuftig kraft i sparkene, men hans evne til at kombinere teknikker var noget mangelfuld.

I øvrigt finder jeg det lidt morsomt, når unge knægte med 40+ guns ikke kan lave 25 armstrækkere. Hvad er det så værd?

I dag har jeg været med ungerne på Eksperimentariet. Det var en fornøjelse at dyste med dem i diverse ting. 1000 meter cykling på tid, roning, reaktionstid, grebsstyrke - you name it. Måske ville kampen have været lidt mere lige, hvis jeg havde kunnet avle bare en enkelt dreng, men jeg vil tage de sejre, som jeg kan få! Personligt var jeg især tilfreds med 2 ting: Den semantiske skala for grebsstyrke stoppede ved 80 kg, og jeg klemte 89 kg. Endnu bedre var det, at jeg fik målt mit laveste blodtryk nogensinde: 113 over 72. For det første er jeg glad for det, fordi jeg kommer fra en familie med blodtryksproblemer, og for det andet viser det, at når jeg hos lægen gerne ligger noget højere - omend stadig inden for normalområdet - er der formentlig tale om "konsultationsblodtryk" - altså, at mit blodtryk stiger, fordi jeg får mild stress ved synet af en hvid kittel.

Link to comment
Share on other sites

Selvforståelse er en mærkelig ting. Nogle gange tangerer det måske det illusoriske. I min selvforståelse er jeg med mine 183 cm, 79 kg og fedtprocent i overkanten af de 10 sådan en "halvstor" fyr. Nuvel, i dag fik jeg tydeliggjort, at jeg nok er mere halv end stor!

Den faste BJJ-træner var fraværende. Vi var kun 4 til træning, og jeg var eneste mand under 100 kg! Da jeg samtidig ikke har teknikken på plads, var der dømt problemer! Vi guard-surfede en del, og jeg oplevede flere gange, at jeg nærmest blev kastet til side, som var jeg et fnug. Mere lærerigt end egentlig opbyggeligt, men jeg slap dog med en enkelt forstuvet finger.

Træningen var i øvrigt featuring AndersL, som ganske vist ikke er en erfaren BJJ-kæmper, men som benchpresser og squatter sådan cirkus det dobbelte af undertegnede. Tilsyneladende virker det også godt!

Link to comment
Share on other sites

Jørgen L> Jeg slår mine BJJ-begynderfolder i Roskilde Budo Klub, Roskildebudo

Angående størrelse plejer jeg at være mindst gennemsnitlig (har aldrig forsøgt mig i en basketklub!), så ja - jeg fik indsigt i, hvad det vil sige at være den lille.

I dag var der så samme sted et 4-timers BJJ-seminar med Thomas la Cour. Min skadede finger ville helt klart have haft bedst af ro, men skal en så diminutiv legemsdel bestemme over mig? Nej, det skal den ikke, så den - pegefingeren - blev tapet fast til langfingeren og jeg drog afsted til Roskilde.

Lad mig med det samme sige, at jeg i dag var tilbage i rollen som gennemsnitsstørrelse, hvilket var betryggende. Til gengæld var jeg stadig fast forankret i rollen som eneste tilstedeværende begynder. Det betød, at næsten alt var nyt for mig, og selv om TlC var både pædagogisk og letforståelig, så fik jeg altså mentalt overflow efter et par timer på gulvet - for det var learning by doing lige fra begyndelsen. Da jeg samtidig var blevet udrustet med et mindre trælår, yderligere en mildt forstuvet finger og et begyndende hold i nakken, valgte jeg at sige stop efter ca. 2,5 time. Kylling, ja - jeg ved det godt!

Her til aften har lår og fingre det efter omstændighederne godt, mens holdet i nakken gør, at jeg bevæger mig som Dronning Ingrid.

Edited by CoqRouge
Link to comment
Share on other sites

Jørgen L>Jo, smerterne i nakken (og de andre ting, som jeg skriver om i mit foregående indlæg) er så afgjort kommet ved BJJ. Jeg ved ikke, hvilket specifik aktivitet eller situation under seminaret, der udløste problemet, men jeg var ikke i tvivl, da skaden opstod, selv om smerterne først rigtig meldte sig, da musklerne var blevet kolde.

Måske hører det med til historien, at jeg havde ganske hyppige hold i nakken for mange år siden, da jeg spillede tennis mange timer om ugen. Jeg tilskrev det dengang den skævhed i kroppen, som mange tennisspillere får. Da jeg nedtrappede tennissen og i en periode holdt helt op, forsvandt problemet stort set. Noget bliver altså bedre med alderen!

Mange tak for linket. Jeg har allerede kørt en runde med øvelserne, og det har betydet en vis lindring. Om den er permanent eller en følge af, at musklerne er blevet en smule varme, får vi se. Jeg har også rullet en tur på min foam roller.

Link to comment
Share on other sites

Jeg har spekuleret en del over BJJ og mentalt overflow. Her er nogle spredte betragtninger:

For det første er jeg den type, der helst skal forstå noget, førend jeg selv kan gøre det. Jeg hører ikke til dem, der kan se ét eller andet blive udført og så derefter selv gør nøjagtigt det samme uden dybere overvejelser. Tværtimod kan jeg fundere over selv relativt betydningsløse detaljer - og indtil jeg har forstået tingene med forstanden, er jeg hæmmet i udførelsen.

For det andet mangler jeg en ramme at sætte de enkelte teknikker ind i. Med risiko for at lyde som en opråber til bullshit-bingo mangler jeg altså et strategisk koncept/et strategisk objektiv, når jeg roder på gulvet i BJJ. Som et tænkt eksempel kunne jeg teoretisk opnå en gunstig position og være i stand til at fastholde den, men jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med den! Jeg nævnte det på seminaret med Thomas la Cour, der beredvilligt gav et langt svar, hvor essensen var: Det kommer med tiden! Det ser jeg så frem til, men her og nu betyder det overflow.

For det tredje er medlemstilgangen til shoot/thaiboksning/BJJ tilsyneladende så spredt over tid, at man ikke opretter nybegynderhold. Det betyder så, at nybegynderen skal ind på et hold, hvor alle andre er bedre. Det kan mit ego godt acceptere, og som sagerne står, må alle turen igennem, når de starter - men som begynder har man nok at gøre med at huske de ny ting, forsøge at gøre træningen til mere end tidsspilde for den viderekomne partner og sidst, men ikke mindst - overleve herlighederne!

Alle skaderne (de nytilkomne, altså!) er i bedring. Holdet i nakken er 75 % væk, forstuvningerne i ring- og pegefinger på venstre hånd er i bedring og jeg dannet fine sårskorper på oversiden af storetæernes "grundled". Jeg skulle således nok være klar til en ny tur på lørdag. I aften står den på tennis, og skavankerne skulle selv i værste tilfælde ikke betyde andet, end at jeg kan få problemer med opkastet i serven (i det jeg får et andet greb på bolden med mine forstuvede fingre).

Link to comment
Share on other sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Guest
Reply to this topic...

×   Pasted as rich text.   Paste as plain text instead

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share